Forsigtige som Slanger Blandt Ulve

„Se, jeg sender jer ud som får midt iblandt ulve; vis jer derfor forsigtige som slanger og alligevel uskyldige som duer! Vær på vagt over for mennesker.“ — Mattæus 10:16, 17, NW; Lukas 10:3.

 1. Hvem må et får stole på, når det er i fare for ulve, og hvorfor?

ET FÅR blandt ulve kan næsten ikke værge sig mod at blive fortæret. Det må stole på, at dets hyrde vil beskytte det mod ulvene. Det ønsker at tjene sin hyrdes gode formål og ikke at blive fortæret af glubende ulve. Det er grunden til, at det adlyder hyrdens røst.

 2. Hvilket dyr sammenlignede Jesus sine trofaste efterfølgere med, og hvem advarede han dem imod?

² Mange ledende mænd, der burde være som får, da de påstår at være kristne, lægger ulvesind for dagen. Det menneske er en hykler, som påstår at være kristen, men i virkeligheden er en ulv i fåreklæder, der søger at udnytte dem, som har fåresind. Jesus Kristus sammenlignede sine sande efterfølgere med får og sig selv med en hyrde, der beskytter dem mod forslugne ulve. Han vogter dem, for at de kan tjene hans gode formål, og de må adlyde hans røst for at nyde godt af hans beskyttelse, omsorg og tjeneste. Til sine tolv særlige repræsentanter, sine tolv apostle, sagde han: „Se, jeg sender jer ud som får midt iblandt ulve.“ Til halvfjerds andre foruden disse apostle sagde han ligeledes: „Se, jeg sender jer ud som lam iblandt ulve.“ — Matt. 10:16 og Luk. 10:3, NW.

 3. Hvilket budskab blev de sendt ud at forkynde, og til hvis skånselsløshed blev de tilsyneladende overladt?

³ Jesus udsendte dem, for at de skulle prædike den gode nyhed, en nyhed, som enhver, der havde fået nok af menneskestyre, skulle have taget imod med åbne arme. „Mens I går, prædik og sig: Himlenes rige er kommet nær!“ „Hvor som helst I kommer ind i en by, og de tager imod jer, skal I spise, hvad der sættes for jer, og helbrede de syge i den og dernæst fortælle dem: Guds rige er kommet nær til jer.“ (Matt. 10:7 og Luk. 10:8, 9, NW) Og dog ville det at sende dem ud at forkynde et så tiltalende budskab tilsyneladende være som at overlade dem til ulvenes skånselsløshed. Hvem var da ulvene?

 4. Hvem var de „ulve“, der her hentydedes til?

⁴ En ulv eller et menneske med ulvesind er ikke bare fårets fjende, men også den rette hyrdes. Ulven samler ikke fårene i fællesskab med hyrden, tværtimod, den spreder dem; den er ikke med den rette hyrde, Jesus, men mod ham. (Luk. 11:23) Ulven er ikke interesseret i den kristne hjords enhed, men spreder den for at snige sig ind på fårene ét ad gangen og fortære dem og således tilfredsstille sin egen grådighed. Eftersom Jesus dengang udsendte forkynderne af Riget ene og alene til det jødiske folk, var disse ulve at finde blandt jøderne, der påstod at være Guds folk, jordens mest religiøse folk på den tid. De var religiøse ulve, der gjorde bytte blandt „de fortabte får af Israels hus“. — Matt. 10:6.

 5. Gennem hvilke advarsler viste Jesus, at ulvene indbefattede religiøse personer, og hvordan bar disse sig ad over for fårene inden år 70 e. Kr.?

⁵ At ulvene på Jesu tid indbefattede religiøse mennesker, som var modstandere af den gode nyhed om Guds rige og forfulgte Jesu efterfølgere, fårene, der forkyndte den, ses af hans videre formaning til dem, han udsendte: „Vær på vagt over for mennesker; thi de vil udlevere jer til de stedlige domstole og piske jer i deres synagoger. Ja, I vil blive slæbt frem for guvernører og konger for min skyld til et vidnesbyrd for dem og nationerne. Når de forfølger jer i én by, flygt til en anden; . . . Og bliv ikke bange for dem, som dræber legemet, men som ikke kan dræbe sjælen; men frygt hellere for ham, der kan ødelægge både sjæl og legeme i gehenna.“ (Matt. 10:17, 18, 23, 28, NW) Da Jesus fik fortalt, at kong Herodes Antipas stræbte ham efter livet, kaldte han kongen en „ræv“. (Luk. 13:31, 32) Inden Jerusalem blev ødelagt i året 70 e. Kr., angreb ulvene Jesu får, dræbte mange af dem og fik dem spredt for alle vinde under de hårde forfølgelser. Men hvor fårene end kom hen ved adspredelsen, prædikede de Guds budskab. Forfølgelsen blev således en hjælp til at udbrede den gode nyhed snarere end til at kvæle den. Fårene vidste, hvordan de skulle bære sig ad over for ulveflokkenes angreb. — Ap. G. 8:1-5.

 6. Hvorfor omfatter Jesu ord i Mattæus 10:16 i dag hele jorden?

⁶ I dag omfatter Jesu ord: „Se, jeg sender jer ud som får midt iblandt ulve,“ også hele den øvrige jord uden for Israels land. Fra og med 1914, da den første verdenskrig brød ud, gælder Jesu befaling til hans efterfølgere, der har fårets sindelag: „Denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og da skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14, NW) Guds rige, Himlenes rige, er kommet endnu nærmere nu, end dengang Jesus sendte sine tolv apostle ud for at prædike, for i 1914 tog Jehova Gud sin store magt og indsatte sin søn Jesus Kristus på tronen, for at han skulle herske som konge midt iblandt sine fjender, og således tog Guds rige magten i himmelen. På jorden rasede en krig blandt nationerne om verdensherredømmet. Også i de usynlige himle udkæmpedes en krig, men det nyfødte rige sejrede, og Satan Djævelen og hans dæmoner blev kastet ned til jorden for der at afvente deres verdens totale ophør i Harmagedonslaget. Navnlig efter den første verdenskrigs afslutning i 1918 var tiden inde til, at denne gode nyhed om det nyfødte rige skulle forkyndes i alle jordens beboede områder. Nu da Jesus Kristus var indsat på tronen, måtte han handle i overensstemmelse med sin egen profeti og udsende forkyndere, der skulle prædike den gode nyhed om Riget. På ny måtte han sende sine trofaste efterfølgere ud som får blandt ulve. De værste ulve og de fleste ulve har vist sig at være at finde inden for kristenhedens religiøse område. Den er en ren ulvehule for fårene, forkynderne af Guds rige. Spørg kun dem, som er de eneste, der forkynder denne gode nyhed om det nyfødte rige, Jehovas vidner. De ved det. Du kender også til deres erfaringer blandt ulvene.

Hvordan er de som slanger

 7. Hvordan kan Rigets forkyndere forblive i live midt blandt ulvene og stadig blive ved at være som får?

⁷ Hvordan kan Rigets forkyndere forblive i live midt blandt disse ulve og bevare sig selv som får, harmløse og lydige mod deres hyrdes røst? Vor hyrde har fortalt os det. Efter at have advaret sine disciple mod de mange ulve sagde han: „Vis jer derfor forsigtige som slanger og alligevel uskyldige som duer. Vær på vagt over for mennesker.“ (Matt. 10:16, 17, NW) „I må altså være forsigtige som slanger.“ (R. Knox) „Vis jer derfor lige så snedige [skarpsindige] som slanger.“ — L’École Biblique de Jérusalem, fransk.

 8. a) Hvordan bar slangen sig ad i Eden, og hvorfor handlede den på denne måde? b) Hvilket spørgsmål melder sig i denne forbindelse?

⁸ For seks tusinde år siden stod den slange, der omtales som værende i Edens have, ikke over for en forslugen ulv. Den blev iagttaget af en troskyldig kvinde, der ikke anede noget ondt. Beretningen lyder: „Nu viste slangen sig at være den forsigtigste af alle markens vilde dyr, som Jehova Gud havde gjort. Så den begyndte at sige til kvinden: Er det virkelig sandt, at Gud sagde, I ikke måtte spise af hvert træ i haven?“ (1 Mos. 3:1, NW) Slangen var ikke nødt til at beskytte sig mod en ulv. Derfor trak den sig ikke forsigtigt tilbage, men vendte hele sin opmærksomhed mod kvinden Eva. Hvorfor? For at bedrage. Apostelen Paulus siger: „Slangen forledte Eva ved sin listighed.“ „Kvinden blev fuldstændig bedraget og faldt i overtrædelse.“ (2 Kor. 11:3 og 1 Tim. 2:14, NW) Det var Djævelen, der bag kulisserne manøvrerede slangen i dens bedrageriske tale og færd og fik den til at handle med list for at volde fortræd. Dens løgn forledte menneskene til ulydighed. Død blev menneskehedens arv. Når vi skal være forsigtige som slanger, er det så den slags listighed, vi skal ty til over for ulvene?

Har man lov til af forsigtighedshensyn at skjule sin identitet?

 9. Hvilke eksempler på forsigtig færd finder vi i de Hebraiske Skrifter, og hvad spørger vi om med henblik på dem?

⁹ I de gamle Hebraiske Skrifter finder vi mange eksempler på, hvordan Jehovas tjenere udviste forsigtighed, og blandt dem var Abraham, Sara, Isak, David og Jonatan. Brændemærkede de sig selv som løgnere, når de lagde denne egenskab for dagen? Lad os undersøge, hvad der lå til grund for deres handlinger.

10. Hvad kom Abraham ud for hos farao i Ægypten i anledning af Saraj?

¹⁰ For at redde sig fra en streng hungersnød i Palæstina vendte Abraham ikke tilbage til Ur i Kaldæa — han havde jo på Guds befaling forladt Ur for stedse — men han drog ned til Ægypten. Abraham har måske hørt om den episode, man nu har fundet beretning om på en papyrusrulle, hvor der fortælles om en ægyptisk farao, der, tilskyndet af sine fyrster, sendte bevæbnede tropper ud for at rane en anden mands smukke hustru til sit harem. I nærheden af Ægypten sagde Abraham til Saraj, at hun skulle skjule, at hun var hans hustru: „De vil bestemt dræbe mig, men dig vil de lade leve. Vær så god at sige, at du er min søster, for at det på grund af dig må gå mig vel, og min sjæl, takket være dig, med sikkerhed vil blive i live.“ Farao lod Saraj hente for at gøre hende til sin hustru, men Jehova ramte ham og hans hus med plager, hvorved faraos opmærksomhed blev henledt på, at hun var Abrahams hustru. Farao gav hende tilbage, men beklagede sig til Abraham over, at han ikke havde givet ham ren besked om forholdet, så hele den affære kunne have været undgået. — 1 Mos. 12:10-20, NW.

11, 12. Hvad kom Abraham ud for hos kong Abimelek af Gerar i anledning af Sara?

¹¹ Mange år senere opholdt Abraham sig i filisterlandet Gerar. „Og Abraham gentog vedrørende sin hustru Sara: Hun er min søster.“ Hvorfor? Jo, som Abraham senere forklarede Abimelek, Gerars konge, som havde taget Sara til sig: „Det var, fordi jeg sagde til mig selv: Uden tvivl er der ingen frygt for Gud på dette sted, og de vil bestemt dræbe mig på grund af min hustru. Og desuden, hun er virkelig min søster, min faders datter, kun ikke min moders datter, og hun blev min hustru. Og det hændte, at jeg, dengang Gud foranledigede mig til at vandre ud fra min faders hus, sagde til hende: Dette er den inderlige kærlighed, du må vise mig: Sig om mig hvert sted, vi kommer hen: Han er min broder.“ Højst sandsynligt var Sara på dette tidspunkt gravid og ventede sin eneste søn, Isak. Den almægtige Gud greb ind for at hindre Abimelek i at besmitte Sara og advarede ham i en drøm og sagde: „Men send nu mandens hustru tilbage, for han er en profet, og han vil gå i forbøn for dig. Så lev du fortsat.“ Da kong Abimelek sendte Sara tilbage, gav han Abraham 1000 sekel sølv og sagde til Sara: „Her er til dig et dække til øjnene for alle, som er hos dig, og for alle og enhver, og du er renset for forsmædelse.“ På Abrahams bøn helbredte Gud Abimelek og hans hustru og medhustruer, så deres moderliv atter blev åbnede, og de kunne føde børn. — 1 Mos. 20:1-18, NW.

¹² Hvis vi skal stemple Abraham som løgner ved de to ovennævnte lejligheder, tvinges vi til at spørge, om Jehova Gud brugte en løgner og en kujon til at gå i forbøn for Abimelek, der havde handlet i god tro? For at forstå Guds handlemåde over for sin profet Abraham skal vi ikke alene tænke på Guds trofasthed mod Abrahamspagten, men også på de daværende omstændigheder.

13. Hvor befandt Abraham sig, og hvilket forhold stræbte han efter at etablere mellem sig og landets indbyggere?

¹³ Hvad enten Abraham opholdt sig i Ægypten eller i Palæstina, var han i fjendeland og måtte altså udvise forsigtighed. Han ønskede at leve, så han kunne fuldføre Guds forsæt med ham. Han fandt det hensigtsmæssigt at anvende krigslist over for dem, som kunne blive provokeret til at volde ham skade eller dræbe ham, der var i Jehovas tjeneste. Han kunne have ført krig imod dem; engang havde han jo med 318 af sine hustrælle slået fire kongers hære på flugt, da de fra Mesopotamien var faldet ind i Palæstina og havde bortført hans brodersøn Lot og dennes husstand. Men Abraham valgte at bevare et fredeligt forhold til indbyggerne i de lande, hvor han havde slået sig ned. Han var ikke til sinds at kaste sig ud i en krig for sin hustrus skyld.

14. Hvilke to hændelser viser, at kvinder i svundne tider var mandens ejendom, som han frit kunne råde over, og hvad var Sara derfor villig til at gøre for at bevare Abrahams liv?

¹⁴ I tiderne før Jehova sluttede sin lovpagt med Abrahams efterkommere ved mellemmanden Moses, tilhørte kvinden manden som ejendom, hvorover han havde fuld rådighed. Husk, hvordan Lot tilbød den hujende hob af sodomitter sine to giftefærdige eller trolovede døtre, så de kunne stille deres lyst på dem, for at beskytte de to mænd, der var gæster i hans hus. (1 Mos. 19:1-8) Husk, hvordan den gamle mand i Gibea tilbød sin datter, der var jomfru, og sin gæsts medhustru til en lignende hob benjaminitter for at beskytte den religiøse levit, hvis vært han var. Til sidst tog levitten selv sin medhustru, som han var draget ud for at hente hjem, førte hende uden for huset og overlod hende til hobens forgodtbefindende og til hendes død. (Dom. 19:1-3, 10-28) Abraham fortalte, at Sara var hans søster for at undgå blodige konflikter på grund af, at hun var hans hustru. Sara anerkendte Abraham som sin herre og gik med til denne ordning, rede til at tage følgerne af den. Hun var villig til at gøre sit til at bevare Jehovas profet i live, med hvem Jehova havde sluttet sin pagt. Abraham betragtede dette som et udslag af hendes godhed for ham, og Sara anlagde det samme syn. — 1 Pet. 3:5, 6.

15. Hvilket billede har vi lov at se i Abrahams krigslist, og hvorfor?

¹⁵ Men kritikerne ser ikke sagen under denne synsvinkel. De betragter Abraham som en løgner, svækling og kujon, der kom med udflugter, og ikke som en forsigtig strateg i et fjendeland, hvor han var omgivet af ulve. Da det behagede Gud at bibeholde pagten med Abraham og beskytte Sara mod at blive besmittet i sin mands øjne, har vi da lov til i denne form for strategi at se et billede? Andetsteds bruges Abraham som et billede på Jehova Gud og Sara som et billede på Jehovas himmelske hustruorganisation, der frembringer den lovede sæd, Kristus. Abrahams adfærd kunne således vise, hvordan Jehova i århundreder tilsyneladende har forskudt sin hustruorganisation eller skjult dens identitet som sin hustru. I lange tider forholdt han hende den lovede sæd, og han lader også dem på jorden, som er hendes åndelige børn, lide i menneskers og djævles vold, tilsyneladende uden guddommelig beskyttelse. Alt dette har givet fjenden et fejlagtigt indtryk, og de har følt sig frit stillet til at kaste smuds på repræsentanterne for Jehovas hustruorganisation. Men i opfyldelsen af sin pagt om Kristus har Jehova beskyttet dem under disse prøvende forhold og udfriet dem med deres retskaffenhed i behold. — Gal. 4:21-31; Es. 54:5-8.

16. Hvordan efterlignede Isak sin fader i et lignende tilfælde, og hvad gjorde Jehova derefter?

¹⁶ Isak fulgte sin fader Abrahams eksempel og omtalte ligeledes sin hustru Rebekka som sin søster over for mændene i den samme by Gerar. Kong Abimelek opdagede imidlertid, hvordan det virkelig forholdt sig mellem Isak og Rebekka, og han sagde til Isak: „Lidt til, og en blandt folket ville sandelig have ligget hos din hustru, og du ville have bragt skyld over os!“ Kong Abimelek burde have tilføjet: „Hvis Jehova havde tilladt det!“ Den fredselskende Isak forklarede sin strategiske manøvre med disse ord: „Jeg sagde det [at hun er min søster] af frygt for, at jeg skulle dø for hendes skyld.“ Efter denne uoverensstemmelse med kong Abimelek i anledning af Rebekka fortsatte Jehova med at velsigne Isak i en sådan grad, at det vakte filisternes misundelse. — 1 Mos. 26:1-11, NW.

17. Hvad gjorde Abraham og Isak ikke, skønt de frygtede, og hvordan handlede Jehova derfor over for dem?

¹⁷ Vi kan vel betragte Isaks handlemåde over for sin hustru Rebekka under samme synsvinkel som Abrahams over for Sara. Abraham og Isak har måske næret frygt, men deres frygt fik dem ikke til at slutte et ugudeligt forbund med hedenske konger for blot at beskytte sig selv. Derfor kan vi ikke anvende den svidende fordømmelse i Esajas 57:11-13 på dem: „For hvem var du ræd og angst? Thi på løgn var du inde [optrådte som forræder, AT], og mig kom du ikke i hu, brød dig ikke om mig. Jeg er jo stum og blind, mig frygted du ikke. Ja, jeg vil forkynde din retfærd [selvretfærdighed] og dine gerninger; din gudeflok hjælper og redder dig ej på dit råb!“ Jehova udfriede altid Abraham og Isak, fordi de holdt sig fra verden.

18. Hvorfor fordømmes Rahab sædvanligvis som en bedragerske?

¹⁸ Skøgen Rahab, der havde gæstgiveri i Jeriko, fordømmes almindeligvis som en bedragerske. Hun lod de to spejdere fra den nærliggende israelitiske lejr få husly hos sig, fordi hun frygtede deres Gud Jehova. Da Jerikos konge sendte sine mænd hen til hende og forlangte de to spejdere udleveret, skulle hun så have ført kongens mænd op på taget, fejet hørstænglerne væk, der skjulte spejderne, og således have røbet deres gemmested og overladt dem til den skæbne, der venter spioner? Ville det have været at vise tillid til, at deres Gud kunne beskytte dem? Ville det have behaget Jehova og vist, at hun troede på ham og gik ind for hans sag? Krævede det ikke trosstyrke at nægte at efterkomme kongens forlangende og i stedet sende hans mænd bort i en gal retning? Hun sagde: „Ja, mændene kom rigtignok til mig, og jeg vidste ikke, hvor de var fra; og det skete, at mændene gik ud, da porten blev lukket ved mørkets frembrud. Jeg ved bare ikke, hvor mændene er gået hen. Sæt hurtigt efter dem, for I vil indhente dem.“ Var det umoralsk af hende at lyve?

19. Hvordan kan vi vide, at Rahab ikke løj på umoralsk vis?

¹⁹ Husk på, at der var krig på det tidspunkt. Fjenderne fortjente ikke at få sandheden at vide, så de kunne volde Jehovas tjenere skade eller bringe dem i livsfare. I krigstid er det på sin plads at vildlede en blodtørstig fjende. Mens kongens mænd forgæves fortsatte forfølgelsen, hjalp Rahab de to spejdere til at undslippe over bymuren. Guds ord roser hendes handling som et håndgribeligt bevis på hendes tro: „Blev ikke også skøgen Rahab på samme måde erklæret retfærdig af gerninger, efter at hun gæstfrit havde taget imod sendebudene og sendt dem bort ad en anden vej?“ Rahabs og hendes slægtninges liv blev skånet, da Jerikos mure faldt og hele resten af byens indbyggere blev udslettet. — Jos. 2:1-24; 6:17-23 og Jak. 2:25, NW.

20. Hvordan viste David og hans hustru Mikal og hans svoger Jonatan forsigtighed og snildhed over for kong Saul, og hvorfor?

²⁰ David, der dræbte filisterkæmpen Goliat, var snild eller forsigtig som en slange over for den ulveagtige kong Saul og andre. David undgik den misundelige, mordlystne kong Saul, når faren truede, men han søgte aldrig at gengælde ondt med ondt og således skade Saul. Da Saul havde erklæret den uskyldige David krig, brugte Davids venner krigslist for at beskytte ham. Sauls datter Mikal hjalp sin mand, David, til at undslippe gennem et vindue. Hun holdt Sauls mænd hen med den meddelelse, at han var syg. Hun anbragte en husgud i Davids seng, og da sengen med husguden i blev bragt til kong Saul og Mikals andel i Davids flugt blev afsløret, sagde hun til sin harmdirrende fader: „Han sagde selv til mig: Send mig bort! Hvorfor skulle jeg dræbe dig?“ Kong Saul påstod, at han var blevet bedraget og ført bag lyset. Dog var det kun en krigslist til beskyttelse af en sagesløs person. Mikals broder Jonatan, der elskede David, tyede også til krigslist for at føre sin sindssygt misundelige fader på vildspor. — 1 Sam. 19:9-17; 20:17-42, NW.

21. Hvordan beskyttede David ypperstepræsten Ahimelek mod at føle sig forpligtet over for kong Saul, og hvordan blev Doeg belønnet for at have handlet som Davids stikker?

²¹ Under sin flugt kom David til ypperstepræsten Ahimelek i Nob. Da han blev udspurgt om, hvorfor han kom alene, holdt han sin færd skjult og sagde: „Kongen selv gav mig befaling om en sag, og han sagde videre til mig: Lad ingen vide spor om den sag, i hvis anledning jeg sender dig, og om hvilken jeg har givet dig befaling.“ (1 Sam. 21:1, 2, NW) Det fritog ypperstepræsten for at føle sig tvunget til at forråde Davids opholdssted til kong Saul. Edomitten Doeg, Sauls overhyrde, var til stede ved den lejlighed. Da Doeg fortalte det til Saul, fik ham som belønning befaling til at dræbe ypperstepræsten og fireogfirs af hans underpræster. Gud belønnede Doeg lidt anderledes. Han inspirerede David til at skrive Salme 52, der er en fordømmelse af den onde edomitiske angiver, således som salmens overskrift viser. — 1 Sam. 21:1-7; 22:6-19, NW.

22. Hvordan anvendte David forsigtighed og mildhed over for kong Akisj af Gat, og rettede han nogen bebrejdelse mod sig selv derfor?

²² David søgte tilflugt i filisterlandet hos kong Akisj af Gat. Da filisterne opdagede, hvem han var, og over for kongen gav udtryk for, at David var en fare for sikkerheden, blev David bange for disse ulve. „Derfor tilslørede han sin fornuft for deres øjne og begyndte at opføre sig som en sindssyg i deres hånd og blev ved med at slå kryds på portdørene og lad sit spyt løbe ned i skægget.“ Kong Akisj ville ikke se ham for sig og lod ham gå med livet i behold, da han anså ham for afsindig og følgelig harmløs. David slap således derfra med livet og reddede sig ind i Adullams hule. Hvor meget Davids forstilte sindssyge end hjalp ham til at undslippe, så blev han i hvert tilfælde inspireret til at skrive Salme 34 og takke Jehova, fordi han velsignede hans krigslist og udfriede ham af kong Akisj’ hånd. I Sl 34 versene 13 og 14 siger David: „Om nogen attrår liv og ønsker sig dage for at skue lykke, så va’r din tunge for ondt, dine læber fra at tale svig.“ Salme 34 giver ikke udtryk for nogen skyldbevidsthed hos David, fordi han havde ført kong Akisj bag lyset for at redde sit liv. (1 Sam. 21:8 til 22:1) Senere hen vendte David tilbage under andre omstændigheder, og kong Akisj gav ham Ziklag at bo i. Atter gjorde David brug af krigslist over for denne fjende af Davids folk, Israel, og skjulte sin sande færden for ham. Derfor forulempede Akisj ikke David og hans mænd. — 1 Sam. 27:2 til 28:2; 29:3-11.

23, 24. a) Hvordan instruerede David Husjaj under kampen mod Absalom, og hvordan reagerede Jehova heroverfor? b) Hvordan handlede en kvinde i lighed med Rahab over for Davids to sendebud?

²³ Med tiden blev David konge over Israel og herskede i Jerusalem. Da hans søn Absalom stiftede en sammensværgelse imod ham for at bemægtige sig tronen, blev Davids mest betroede rådgiver, Akitofel, forræder og gik med i sammensværgelsen. Under sin flugt fra Jerusalem hørte David om Akitofels forræderi, og han sagde: „Vend dog Akitofels råd til dårskab, o Jehova!“ Hvordan handlede David i harmoni med denne bøn? Da arkitten Husjaj ønskede at flygte sammen med David, sendte denne ham tilbage til Jerusalem, idet han sagde: „Hvis du vender tilbage til byen, og du virkelig siger til Absalom: „Jeg er din tjener, o konge. I sin tid viste jeg, ja selv jeg, mig som din faders tjener, men nu er endog jeg din tjener“, så vil du visselig forpurre Akitofels råd for mig.“ Lærte David Husjaj at lyve? Husjaj vendte tilbage og foregav at være Absaloms tjener. Stillet over for Akitofels og Husjajs råd valgte Absalom og hans mænd Husjajs. Beskæmmet drog Akitofel hjem og hængte sig som en anden Judas. Husjajs råd gav David lejlighed til at komme i sikkerhed og forberede sig på kampen for at genvinde tronen. Jehova velsignede Husjajs krigslist, der var dikteret af David, og gjorde Akitofels råd til intet som en opfyldelse af Davids bøn.

²⁴ Da det blev opdaget, at to mænd bragte meldinger fra Husjaj til David i ørkenen, var der en kvinde, der i lighed med Rahab ydede dem hjælp. De to mænd skjulte sig i en brønd, der lå i hendes mands gård. Hun bredte et tæppe over den og hældte korn på det. Absaloms trælle kom ind og spurgte konen ud om de to sendebud, og hun svarede: „De gik over vandbækken!“ Så snart Absaloms folk var taget bort i deres forgæves ærinde, kravlede de to mænd op af brønden og begav sig på vej til David. Al denne krigslist førte fjenden på vildspor, men fremmede Davids kamp mod Absalom og hans genindsættelse på Israels trone. — 2 Sam. 15:31-34; 16:16-19; 17:18-23.

Jehovas profeters krigslist

25, 26. a) Hvilket spørgsmål melder der sig vedrørende „sandhedens Guds“ profeter? b) Hvordan rensede Jehova Elisa for beskyldningen om, at han var en løgner, der førte blinde på vildspor?

²⁵ David bekendte oprigtigt: „Du har løskøbt mig, o Jehova, du sandheds Gud.“ (Sl. 31:5, AS) Kan der være løgn i Jehovas profeters mund, når han er sandhedens Gud? Tag for eksempel hans godkendte profet Elisa. Fordi Elisa gang på gang røbede for Israels konge, hvor de syriske hære lå i baghold, sendte Syriens rasende konge en vældig hær mod byen Dotan for at tage Elisa til fange. Da den begyndte angrebet på byen, bad Elisa til Jehova: „Å, slå denne nation med blindhed.“ Jehova bønhørte ham. „Så slog han dem med blindhed efter Elisas ord.“

²⁶ Optrådte Elisa nu som løgner over for disse blinde syrere, så han udsatte sig for følgende forbandelse.: „Forbandet er den, som får den blinde til at gå vild på vejen“? (5 Mos. 27:18, NW) For vi læser: „Elisa sagde nu til dem: Det er ikke denne vej, og det her er ikke byen. Følg mig og lad mig lede jer til den mand, I søger! Han førte dem imidlertid til Samaria.“ I stedet for at overgive sig til dem som den, de søgte i Dotan, førte han dem bort fra Dotan til Samaria og til Israels konge. Han gjorde det ikke for at gøre dem fortræd, men for at herliggøre Jehovas magt, overhøjhed og barmhjertighed for alle syrernes øjne. Vi læser: „Og det hændte, at så snart de kom til Samaria, sagde Elisa: O Jehova, åbn øjnene på disse, så de kan se. Øjeblikkelig åbnede Jehova deres øjne, og de kom til at se, og der stod de midt i Samaria.“ Nu forstod de, at de med vidt åbne øjne var blevet ført på vildspor, og det af selve den mand, de havde søgt efter. De må have været rædselslagne og forbløffede. Men Elisa viste, at han intet ondt havde i sinde. Han hindrede Israels konge i at hugge dem ned og fik ham tværtimod til at berede et godt måltid for dem og sankede således glødende kul på deres hoveder. Derpå sendte han dem uskadte tilbage til Syrien. I stedet for at optræde som en i moralsk forstand løgnagtig person brugte Elisa en krigslist for at krydse syrernes onde hensigter, og Jehova Gud samarbejdede med Elisa i denne manøvre. Jehova rensede således Elisa for beskyldningen om, at han skulle være løgner. — 2 Kong. 6:8-23, NW.

27. Hvordan gav en tidligere profet det udseende af, at han handlede bedragerisk og løgnagtigt over for kong Akab, efter at denne havde ladet Benhadad undslippe?

²⁷ Et tidligere tilfælde, hvor en profet var impliceret, melder sig i denne forbindelse. For sit eget navns skyld havde Jehova ladet kong Akab af Israel vinde to sejre over syrerne, ja, han lod ham endog tage kong Benhadad til fange. Kong Akab vakte Jehovas mishag, for Jehova havde givet ham fjenden Benhadad i hans hånd, for at han skulle lade ham lide døden, men han lod ham gå, idet han oven i købet sluttede en pagt med ham. Jehovas profet fik en mand til at slå sig (profeten) og såre sig. Hvordan gjorde så denne profet Akab bekendt med hans synd og dens følger? Vi læser: „Så gik profeten hen og stillede sig op for at vente på kongen ved vejen, og han holdt sig forklædt med et bind for øjnene.“ Var denne forklædning et kneb til at føre en uskyldig mand, der intet ondt anede, bag lyset? Nej, det var det ikke. For da kongen kom forbi, råbte profeten til kongen og sagde: „Din tjener gik selv ud i kampens hede og se! en mand forlod rækkerne, og han kom hen til mig medbringende en mand og sagde så: Vogt denne mand. Hvis han på nogen måde undslipper, skal din sjæl gå i stedet for hans sjæl, eller du må afveje en talent sølv. Og det hændte, at da din tjener var travlt beskæftiget her og der, ja, så var han borte.“

28. Hvorfor står denne profetsøn i Bibelens historie som en strateg og ikke som en løgner?

²⁸ Var der noget sandt i alt dette? Du vil kalde det hele opspind. Men hvorfor fortalte Jehovas profet dette? Det var i virkeligheden en beskrivelse af, hvad kong Akab havde gjort, eller en illustration af det samme princip; blot lod profeten ikke Akab stå som overtræderen, men derimod sig selv. Akab kunne således ganske frit og upartisk fælde en dom over det principielle i en sådan adfærd, fordi dommen ramte en anden mand, han ikke genkendte som en profet. Det var grunden til, at profeten fortalte, hvad kritikerne ville kalde en løgn. Men den fik den onde kong Akab til at fælde en upartisk dom: „Da sagde Israels konge til ham: Således er din egen dom. Du har selv afsagt den.“ Men det var i virkeligheden Israels konge, der havde fældet dom over sig selv, en dom, der gik ham imod, for nu gav profeten sig til kende og sagde til Akab: „Dette er, hvad Jehova har sagt: Fordi du lod den mand, der var helliget mig til ødelæggelse, slippe dig af hænde, skal din sjæl gå i stedet for hans sjæl, og dit folk i stedet for hans folk.“ (1 Kong. 20:35-42, NW) Denne profetsøn står for sin eftertid som en strateg og ikke som en løgner, og for at han kan stå ren, gik profetien om Akab i opfyldelse.

29, 30. a) Med hvilke tilføjelser skærpedes dødsdommen over kong Akab, hvordan førte løgne til hans dødsmarch, og hvordan blev Jehova inddraget i sagen? b) Med hvilket syn afslørede Mika Akabs profeter som løgnere?

²⁹ Kong Akab drog hjem, kendt skyldig til at dø ifølge sin egen dom. Nogen tid efter tog han Nabots vingård i besiddelse, efter at dronning Jesabel havde fået Nabot myrdet på falske vidners udsagn. Dette fremkaldte en skærpet gentagelse af dødsdommen over Akab. Det blev tilføjet, at de foragtede hunde skulle slikke hans kongelige blod, hans dronning ædes af hunde og hele hans slægt fortæres enten af hundene eller af himmelens fugle som ådsler. (1 Kong. 21:20-24) Tiden kom, da Akab skulle drage ud til sin henrettelse, og i forbindelse med denne dødsmarch spillede løgn en vigtig rolle og implicerede endogså Gud. Hvordan? Akab fik kong Josafat af Juda til at drage med i krigen mod Ramot i Gilead, der da var i syrernes hånd. For at få noget at vide om fremtiden spurgte Akab, med et skær af religiøsitet, sine falske profeter til råds, og han havde henved fire hundrede af dem. De profeterede ham et gunstigt udfald og sagde: „Drag af sted, og Jehova vil give det i kongens hånd.“ De trak således Jehovas navn med ind i deres løgneprofeti. På kong Josafats opfordring lod kong Akab en af Jehovas anerkendte profeter, den forhadte Mika, tilkalde. Da Mika sarkastisk efterabede Akabs løgneprofeter, lod Akab Mika sværge, at han ville sige sandheden. Det gjorde Mika, og han profeterede, hvordan Akabs hære skulle spredes som får uden hyrde. Som en afsløring af løgnerne tilføjede Mika:

³⁰ „Hør Jehovas ord: Visselig ser jeg Jehova siddende på sin trone og himlenes hære stående ved hans side, til højre og venstre for ham. Og Jehova begyndte at sige: Hvem vil dåre Akab, så han kan drage over og angribe Ramot-Gilead? Og den ene begyndte at sige dette og den anden hint. Til sidst kom en ånd frem og stillede sig for Jehova og sagde: Jeg vil dåre ham. Ved dette sagde Jehova til ham: På hvilken måde? Hertil sagde han: Jeg vil tage derhen, og jeg vil visselig blive en bedragerisk ånd i alle profeternes mund. Så sagde [Jehova]: Du vil dåre ham, og hvad mere er, du vil gå af med sejren. Gå hen og gør således. Og nu har Jehova lagt en bedragerisk ånd i alle dine profeters mund, men Jehova selv har talt uheldsvangert om dig.“

31. Hvordan viste det sig, at Zidkija var en falsk profet, og at Jehova havde talt gennem Mika?

³¹ Dette fik den falske profet Zidkija til at slå Mika på kinden og komme med en udtalelse om, at han og ikke Mika havde Jehovas ånd, eller at Jehovas ånd havde talt sandt gennem ham, hvorimod løgneånden havde talt gennem Mika. For at hans vidnesbyrd skulle stå fast, sagde Mika, at Zidkija en dag skulle erfare, om Mikas ord var sande. Da kong Akab sendte Mika i fængsel og satte ham på vand og brød, indtil han som den sejrende ville vende tilbage fra krigen, sagde Mika: „Hvis du i det hele taget vender hjem med fred, har Jehova ikke talt ved mig.“ (1 Kong. 22:1-28, NW) At Akab døde under slaget ved Ramot i Gilead, til trods for at han havde forklædt sig, og at hundene senere slikkede hans kampvogn ren for blod, beviser, at Jehova og ikke nogen løgneånd havde talt gennem Mika.

32. Hvorfor meldte en af Jehovas åndeskabninger sig frivilligt til at bedrage kong Akab, og var han ansvarlig for Akabs profeters løgne?

³² Men hvordan kunne en af Jehovas åndeskabninger blive en løgneånd, og hvordan kunne sandhedens Gud give ham fuldmagt til at blive „en bedragerisk ånd i alle [Akabs] profeters mund“? Således: Akab ønskede, at løgneprofeterne skulle bestyrke ham i hans beslutning om at følge en bestemt plan, skønt den var det rene selvmord. Det viste han, da han lod Mika fængsle, fordi denne fortalte den ubehagelige sandhed. Akab ville høre løgn, om det så skulle føre til hans død. Altså indvilligede Jehova i at lade Akab høre løgn, da han var dømt til døden, og fuldbyrdelsen af hans straf var for hånden. Jehova greb ikke ind og lod sin ånd indvirke på Akabs profeter for at få dem til at tale sandhed, som dengang en af hans engle vendte Bileams forbandelse over Israel til velsignelse. En af Jehovas åndeskabninger indså, at det var nødvendigt at lade løgnen tage overhånd for at få Akab til at drage ud til sin egen henrettelse ved at lade løgnerne talmæssigt set slå den sanddru Mika ud. En åndeskabning fra Jehova Gud har magt til at få en skabning til at tale, ja selv et umælende dyr som Bileams æsel. Så han tilbød at bruge sin magt og få Akabs profeter til at tale, bare tale, idet han lod dem tale efter deres eget hjertes diktat, alt efter hvad de ønskede at sige for at behage den, i hvis sold de var, nemlig kongen. Åndeskabningen var altså blot ansvarlig for, at de talte, men ikke for, at de løj.

33. Hvorfor gav Jehova åndeskabningen myndighed til at bedrage Akab, og hvordan rensede han sig selv for beskyldningen om at lyve?

³³ Jehova bifaldt engelens fremgangsmåde, fordi han ønskede at vise, hvor skæbnesvangert det er at stole på løgneprofeter, og også fordi tiden var moden til, at hans dødsstraf over Akab skulle fuldbyrdes. Han vidste, at Akab ønskede at blive narret af løgnen, navnlig når der var så mange løgnere. Derfor sagde Jehova til denne åndeskabning, at dens indflydelse på Akabs profeter ville få dem til at udtale den dødbringende løgn, og at den ville have større kraft end den trofaste advarsel, Jehovas profet Mika forkyndte. Det havde den, og Akabs blod kom til at flyde som en henrettet forbryders, og hundene kom og slikkede det op, således at Jehova, sandhedens Gud, stod renset for enhver anklage for løgn. — 1 Kong. 22:29-38; 2 Krøn. 18:1-34.

34. Hvorfor behøver vi ikke at søge helt tilbage til fortiden for at finde eksempler på denne guddommelige fremgangsmåde, og hvorfor skal mennesker gå til grunde i hobetal?

³⁴ Behøver vi at søge tilbage til fortiden for at finde eksempler på denne guddommelige fremgangsmåde? Nej! Vi ser Jehova handle efter samme regel i dag i dette det tyvende århundrede i opfyldelse af sin egen advarselsprofeti. Hans profeti, som apostelen Paulus var nedskriver af, lyder: „Han [den lovløse] skal komme i Satans kraft, med al løgnens magt og tegn og undere og med al uretfærdighedens forførelse over for dem, der fortabes, fordi de ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen, for at de skal rammes af dommen, alle de, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden.“ (2 Tess. 2:9-12) Denne verdens folk og nationer står nu ansigt til ansigt med Harmagedonslaget og vil gå til grunde i forfærdende antal. Hvorfor? Fordi de ikke har kunnet skaffe sig kundskab om sandheden? Nej; for Jehovas vidners forkyndelse af den gode nyhed om hans sejrende rige lyder på hele den, beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene. Grunden er rettere den, således som også Jehovas vidners mange års forkyndelse af Riget i flere og flere lande så tydeligt har vist, at folkene ikke elsker sandheden, ja, de vil ikke elske den, og derfor bliver de heller ikke skånet i Harmagedonslaget. De foretrækker løgnen, der er et led i den virksomhed, Satan har udfoldet, siden han blev kastet ud af himmelen, og de foretrækker dette bedrag, fordi de har „behag i uretfærdigheden“.

35. Hvorfor står Jehova ikke bag denne „vildførende magt“ eller dette „blændværk“?

³⁵ Der står her i verset, at Gud sender „dem en vildførende magt, så de tror løgnen“. Skal dette forstås således, at Gud står bag den vildførende magt, der får dem til at tro løgnen? Nej, han er ikke ophav til nogen løgn. Om Guds profeti og pagt siger hans ord: „Gud er ikke et menneske, at han skulle sige løgne, eller en menneskesøn, at han skulle fortryde [noget]. Har han selv sagt det, vil han så ikke gøre det, og har han talt, vil han så ikke gennemføre det?“ „Israels Eminence vil ikke bedrage.“ (4 Mos. 23:19 og 1 Sam. 15:29, NW) Jehova er altså ikke kilden til den „vildførende magt“ eller dette „blændværk“.

36. Hvordan sender Jehova den til menneskene uden at blive ansvarlig for deres undergang?

³⁶ Hvordan „sender“ Gud da denne vildfarelse? I den forstand at han ikke hindrer den, men tillader, at den kommer til dem, nøjagtigt som tilfældet var med kong Akab. Det hebraiske udsagnsord for „sende“ oversættes ofte i forskellige oversættelser af Bibelen med „lade gå“, som når Jehova sagde til farao: „Send mit folk bort.“ (NW; Yg) Eller: „Lad mit folk rejse.“ (Dansk overs.; KJ; AS; RS; i 2 Mos. 5:1; 7:16; 8:1, 20; 9:1, 13; 10:3) New World Translation hævder og herliggør Jehova Gud i sin gengivelse af 2 Tessaloniker 2:11: „Det er grunden til, at Gud lader et blændværk gå ud til dem, for at de kan komme til at tro løgnen.“ Gud får dem ikke til at tro løgnen, lige så lidt som han er ophav til løgnen, men han lader den gå ud til dem, fordi de foretrækker vildfarelsen. Han lader dem bruge deres egen frie vilje og gør dem således selv ansvarlige for deres undergang i Harmagedonslaget. Men i sin barmhjertighed giver han dem først en fuldgyldig advarsel gennem sine vidner. Advarselen følges af dem, som tager imod „kærlighed til sandheden“, så de kan „blive frelst“.

Ikke løgnagtige „på trods af sandheden“

37. Hvorfor var Jesus i harmoni med Jehovas ånd, da han belærte sine disciple om, at de skulle være forsigtige som slanger blandt ulvene?

³⁷ Med henblik på de ovennævnte bibelske eksempler kan det ses, at Jesus handlede i harmoni med Jehova Guds ånd, da han, før han sendte sine apostle ud som får blandt ulve, instruerede dem og sagde: „Vis jer derfor forsigtige som slanger og alligevel uskyldige som duer.“ Når de ukristelige ulve erklærer fårene krig og optræder som sådanne, der „kæmper mod Gud“, er det på sin plads, at de harmløse får af hensyn til Guds gerning går strategisk til værks over for ulvene. Ingen, som denne strategi anvendes overfor, lider uretfærdig overlast, men „fårene“ eller de interesser, der er værd at værne om, bliver beskyttet. Gud tvinger os ikke til at være dumme som får og spille os selv lige i hænderne på fjenden. Vi skal møde Slangens sæd, disse „slanger“ og „øgleunger“, med slangens forsigtighed. Når vi ser faren, bør vi søge i skjul for de ulve, der lurer på Jehovas hjord. „Undertrykkende ulve vil komme ind iblandt jer og vil ikke behandle hjorden med mildhed, . . . Hold jer derfor vågne,“ siger Paulus. (Ap. G. 20:28-31, NW) „Den kloge ser faren og søger i skjul.“ — Ordsp. 22:3.

38. Hvorfor er fårene harmløse og uden skyld, selv om de ulveagtige fjender drager forkerte slutninger af deres handlinger?

³⁸ Det er helt i sin orden at holde vor tilrettelæggelse af det arbejde, Gud har befalet os at udføre, skjult. Hvis de ulveagtige fjender drager forkerte slutninger på grundlag af de manøvrer, vi foretager for at lede dem på vildspor, sker der dem ingen skade, for vi handler som harmløse får, og i vore motiver er vi skyldfri som duer. Vore handlinger er ikke dikteret af had og løgnagtighed „Den, der skjuler had, har løgnelæber; og den, som udspreder sladder, er en tåbe. Løgnetunge hader dem, hvem den har såret.“ — Ordsp. 10:18 og 26:28, AS.

39. Hvilke tilfælde nævnes der her, hvor hovedpersonerne ikke kan stemples som løgnere og bedragere?

³⁹ Vi kan ikke stemple det Jehovas vidne, om hvem følgende berettes, som løgner og bedrager. På vejen over grænsen tilbage til det nazistiske Tyskland bragte dette vidne bibelsk litteratur med sig, skønt hun dermed udsatte sig for at blive berøvet friheden. Hun anbragte litteraturen i fodenden af barnevognen og dækkede den til med barnets uvaskede bleer. Da en nazistisk politimand undersøgte hendes barnevogn, stak han hånden ned i de våde, snavsede bleer, men tog den hurtigt til sig med alle tegn på væmmelse. Han lod hende passere grænsen og med hende litteraturen, der kom ud til mange af de undertrykte får, der fik en så brutal behandling under Hitlers regime. Der var også det vidne, der under arbejdet fra hus til hus havde litteraturen i en kurv. Fjendske mennesker angav hende til politiet og beskrev, hvilken farve hendes bluse havde. Da hun var kommet om hjørnet, tog hun en bluse af en anden farve frem og skiftede hurtigt, hvorpå hun gik ned ad den samme gade og forbi den politibetjent, der var ude for at søge efter hende, og undgik således at blive opdaget. En broder var idømt straffearbejde i et stenbrud, om hvilket det var kendt, at ingen slap levende ud. Broderen var musiker og slap for det dræbende arbejde i stenbruddet. Dog tænkte han ikke bare på at redde sit eget liv, men han udsatte sig for at miste sin privilegerede stilling som lejrchefens private musikant ved at smugle mad til sine underernærede brødre, der var sat til det umenneskeligt hårde arbejde i stenbruddet, og holdt dem på denne måde i live. Da befrielsens time slog, forlod ikke alene han, men også de brødre, han havde smuglet mad til på trods af det nazistiske reglement, denne dødens arbejdsplads.

40. Hvorfor er det, at fårene spiller undertrykkerne et puds, ikke ensbetydende med, at de undlader at give „kejseren, hvad kejserens er“?

⁴⁰ Den dag i dag vrimler Jehovas vidners historie med beretninger om, hvordan de bestandig spiller ulvene et puds ved at udvise betimelig forsigtighed i farefulde situationer, mens de udfører et godt og kærligt arbejde i overensstemmelse med Guds vilje og befaling. At fårene spiller deres undertrykkere sådanne puds, vil ikke sige, at de undlader at give „kejseren, hvad kejserens er“, men at de med mod og forstand først og fremmest giver „Gud, hvad Guds er“. (Matt. 22:21) Hvis de fjendtlige ulve driver Jehovas folk under jorden, således som Saul gjorde med David, der måtte søge ly i Adullams og andre huler, er deres underjordiske tilbedelse ikke en løgnagtig eller bedragerisk gerning, selv om den ikke udføres for øjnene af de glubske ulve. (2 Sam. 23:13; 1 Sam. 22:1; 24:3-10; 1 Kong. 18:4, 13) Hykleriet og bedraget må tillægges ulvene, der åbenlyst gør Guds hus til en „røverkule“. — Mark. 11:15-17.

41. Over for hvem skal vi ikke lægge dette slangesnilde for dagen, og hvordan viste Paulus dette?

⁴¹ Kun når fårene er blandt ulve eller har med ulve at gøre, skal de lægge slangens snilde og forsigtighed for dagen. Jesus pålagde dem ikke en sådan adfærd i Jehovas folks menighed, for der er de alle får. Så den lov, der gjaldt fortidens bogstavelige Israel, gælder i samme grad det åndelige Israel i dag: „I folk må ikke stjæle, og I må ikke bedrage, og ingen af jer må lyve over for sin fælle. Og I må ikke sværge i mit navn på en løgn, så at I vanhelliger jeres Guds navn. Jeg er Jehova.“ (3 Mos. 19:11, 12, NW) I tiden fra 1919 og fremefter, da Jehova har genindsat det åndelige Israels rest og deres indviede medarbejdere i den rene tilbedelse, lyder hans profetiske påbud: „Men hvad I skal gøre, er dette: Tal sandhed hver med sin næste, fæld i eders porte domme, der hviler på sandhed og fører til fred, tænk ikke i eders hjerter ondt mod hverandre og elsk ikke falske eder! Thi alt sligt hader jeg, lyder det fra [Jehova].“ (Zak. 8:3, 16, 17) Apostelen Paulus anvender selv disse ord på de helliggjorte kristne, „Guds Israel“. — Ef. 4:25; Gal. 6:16.

42. Behøver vi at forstille os over for vore brødre for at dække over en korrekt adfærd, og hvordan viste Paulus os svaret?

⁴² Da vi ikke er tvunget til at bruge krigslist blandt vore brødre, der jo selv er får, eller spille dem et puds for at føre dem på vildspor, har vi ikke nødig at forstille os for at dække over en korrekt adfærd. Peter (Kefas) gjorde sig engang skyldig i uærlig adfærd over for brødrene i Antiokia i Syrien. Privat levede han som enhver ikke-jødisk kristen, men offentligt bar han sig ad som en kristen, der levede „på jødisk vis“, af frygt for de tilrejsende, kristne fra Jerusalem. Apostelen Paulus irettesatte ham, fordi han ikke handlede ærligt, men udadtil støttede en falsk lære og skik. — Gal. 2:11-14.

43. For hvem vover vi ikke at lyve, og hvordan ses det i tilfældet med Ananias og Safira?

⁴³ Vi har intet uret at skjule for de ulveagtige fjender, men hvis noget er uret, kan vi ikke skjule det for Jehova. Vi tør ikke lyve for ham. Ananias og hans hustru, Safira, forsøgte at lyve for Gud bare for at tage sig så særdeles gavmilde ud i apostlenes øjne og for hele resten af menigheden i Jerusalem. Peter spurgte Ananias: „I hvilket øjemed har Satan indgydt dig mod til at bedrage den hellige ånd . . .? . . . Du har bedraget, ikke mennesker, men Gud.“ Den hellige ånd skærpede Peters skelneevne, så han kunne se, at Ananias forsøgte at lyve for Gud, og ånden dræbte Ananias på stedet. Efter at han var faldet død om, kom hans hustru ind og satte ånden i Peter på prøve ved at holde spillet gående. Peter spurgte: „Hvorfor blev I to indbyrdes enige om at stille Jehovas ånd på prøve?“ I samme nu faldt hun død om. — Ap. G. 5:1-10, NW.

44. Hvorfor forsøgte Akan at leve på en løgn, og hvordan blev kong Sauls forsøg på at lyve for Gud afsløret?

⁴⁴ Ved Jerikos fald prøvede Akan ligeledes at leve på en løgn blandt sine israelitiske brødre og stille Guds ånds ransagende evner på prøve. På trods af Guds strenge forbud tilvendte Akan sig noget af det bandlyste bytte i byen Jeriko og gravede det ned i sit telt. Denne bedrageriske handling unddrog sig ikke Jehovas opmærksomhed, og hans ånd afslørede Akan som den havesyge ugerningsmand i Israel. Han og hans husstand blev stenet til døde, en velfortjent traf. (Jos. 7:1, 10-26) Senere hen prøvede kong Saul at lyve for Gud og for hans ånd, der virkede i profeten Samuel. Inden Saul nogen sinde nåede at komme i kontakt med Samuel, havde Jehova fortalt Samuel om Sauls ulydighed, idet han ikke havde lagt band på alt, hvad der hørte amalekitterne til. Saul beholdt det bedste af byttet og lod kong Agag i live, idet han forsøgte at give sine handlinger et religiøst anstrøg, men Samuel rev masken af dette oprørske og anmassende hykleri og sagde: „At adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end væderfedt.“ (1 Sam. 15:22) Det fører aldrig til noget godt at lyve for Gud.

45. Hvordan kan vi lyve mod Guds ord og stille Jehova i et lys som løgner, og hvad vil det føre til for os selv?

⁴⁵ Vi vover ikke at lyve mod Guds ord ved at lægge noget til det eller trække noget fra, eller ved at lægge noget i det, som ikke står der, eller benægte, overse eller bortforklare, hvad der i virkeligheden står. „Al Guds tale er ren, . . . Læg intet til hans ord, at han ikke skal stemple dig som løgner.“ (Ordsp. 30:5, 6) Vi må ikke sige usandheder i Guds navn, for så stiller vi ham i et lys som løgner. „Lad Gud findes sanddru, om så hvert menneske findes at være en løgner.“ (Rom. 3:4, NW) På Jeremias’ tid profeterede de falske profeter løgn i Jehovas navn og på tværs af hans hensigter, idet de forudsagde ting i hans navn, som han ikke havde forudsagt. Derfor var Jehova imod dem. Han holdt dom over dem, da Jerusalem blev ødelagt i året 607 f. Kr. (Jer. 23:25; 27:15) Religiøse løgnere af samme støbning i dag kan ikke undslippe en tilsvarende dom, men vil få samme skæbne i Harmagedonslaget.

46. Hvorfor skal vi ikke sværge falsk i Jehovas navn, og hvordan viser vi, at vi ikke elsker en falsk ed?

⁴⁶ Sværg aldrig falsk i Jehovas navn. Jehova erklærer, at i sit tempel vil han være et „hastigt vidne . . . imod menederne“. (Mal. 3:5, AS) Aflæg aldrig en ed i hans navn for derpå at tale løgn, når du er et edsvorent vidne. Rahab fra Jeriko havde ikke svoret nogen ed i Jehovas navn om, at hun ville fortælle kongens mænd, hvad hun vidste, og følgelig var hun ikke en meneder eller et falsk vidne. „Sanddru vidne lyver ikke, det falske vidne farer med løgn.“ (Ordsp. 14:5) Et sanddru vidne elsker ikke en falsk ed. Han siger sandheden, som han har svoret at ville gøre. Hans udsagn vil være sandt. Hvis han i det hele taget taler, taler han sandt. I det omfang, han bestemmer sig til at tale, vil han fremholde sandheden. Hvis han af samvittighedsgrunde nægter at sige alt, er han rede til at tage følgerne, skulle han blive idømt straf. Når han nægter at sige alt, er det ikke for at slippe fri for straf, men fordi han er rede til at udstå straf for sin samvittigheds skyld. Selv Jesus forholdt sig tavs over for Pilatus og nægtede at svare, skønt han vidste, at Pilatus havde magten. — Joh. 19:8-11.

47. Hvad indebærer det at sværge, men ikke holde eden, og hvordan er Simeï, der engang forbandede David, et eksempel på følgerne af en sådan handlemåde?

⁴⁷ Aflæg aldrig en ed på, at du vil gøre noget, for derpå at svigte den ved at undlade at gøre, hvad du svor. Det er ensbetydende med, at man ikke holder den ed, man har svoret „ved Jehova“. Det er at aflægge „mened“. (Hos. 10:4) Simeï, der forbandede den flygtende kong David, svor ved Jehovas navn, at han ville holde sig Salomos befaling efterrettelig og ikke forlade Jerusalem resten af sin levetid. Da han brød sin ed ved at drage ud af Jerusalem for at hente to bortløbne trælle hjem, sagde kong Salomo til ham, da han vendte hjem: „Hvorfor holdt du da ikke Jehovas ed og den befaling, som jeg højtideligt pålagde dig?“ Fordi Simeï ikke havde holdt den ed, han havde svoret ved Jehovas navn, døde han, og hans blod kom over hans eget hoved. (1 Kong. 2:36-46, NW) Også Zedekias, Jerusalems sidste konge af Davids slægt, lod hånt om Jehovas ed.

48. Hvordan handlede kong Zedekias løgnagtigt i forhold til Jehovas ed, og hvordan fik han at føle, at Jehova hader falske eder og menedere?

⁴⁸ Den ed, som kong Zedekias svor i Jehovas navn for kong Nebukadnezar af Babylon, var en garanti for, at han lydigt ville underkaste sig sin babyloniske overherre. Efter at han havde holdt sin pagt i otte år, vendte han sig til Ægypten efter hjælp og gjorde oprør mod Nebukadnezar, hvorved han lod hånt om „Jehovas ed“ og lod forstå, at Jehovas navn ikke var en garanti for noget. „Så siger den Herre [Jehova]: Så sandt jeg lever: Min ed, som han lod hånt om, og min pagt, som han brød, vil jeg visselig lade komme over hans hoved!“ (Ez. 17:13, 16-21; 2 Krøn. 36:13) Zedekias kom til at føle, at Jehova hader falske eder og dem, som sværger dem, da Jerusalem faldt, hans sønner blev dræbt for hans øjne og han selv gjort blind og ført i fangenskab i Babylon for at dø der.

49. Hvordan er såvel Israels folk som Simeï og Zedekias et advarende eksempel for os, og hvilke to befalinger fra Gud og Kongen er vi ved ed forpligtet til at adlyde ?

⁴⁹ Israels folk (på nær en trofast rest) var et eksempel i stor stil på sådanne, der ikke holder „Jehovas ed“, og som indgår pagt med ham ved ed, men i oprør bryder denne pagt. (Dan. 9:11; Ez. 16:59; 5 Mos. 29:12-14) Israels folk, Simeï og Zedekias er advarende eksempler for os, så vi ikke tager os vor egen ed til Jehova let, den ed, vi svor, da vi indviede os selv til ham ved Kristus, så vi undlader trofast at leve op til vor indvielse i fuld lydighed mod hans vilje. Hans befaling til os lyder: „I er mine vidner, siger Jehova.“ (Es. 43:10, 12, AS) Hans konge Jesus Kristus har regeret siden 1914, og Kongens befaling lyder: „Denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene.“ (Matt. 24:14, NW) I Jehovas navn har vi svoret at adlyde disse befalinger. Den inspirerede vismand formaner os: „Hold kongens bud på grund af gudseden.“ (Præd. 8:2, Da) Det vil vi gøre, uden vaklen og uden at rokkes.

50. Hvad vil vi altså gøre med henblik på ulvene og med henblik på Gud og hans får?