Had det onde — ikke mennesker

KÆRLIGHED er Jehovas mest fremherskende egenskab. „Gud er kærlighed,“ skrev apostelen Johannes. Hans kærlighed er så fuldendt at den endog udstrækker sig til hans fjender, således som Jesus sagde: „I har hørt at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Fortsæt med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer, at I kan vise jer som jeres Faders sønner, han, som er i himlene; thi han lader sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Thi hvis I elsker dem der elsker jer, hvilken belønning får I så? gør ikke skatteopkræverne det samme? Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad usædvanligt gør I så? Gør nationernes folk ikke det samme? Følgelig må I være fuldendte, som jeres himmelske Fader er fuldendt.“ (NW) — 1 Joh. 4:8; Matt. 5:43-48.

Hvis Jehova er langmodig med sine fjender, hvorfor skulle vi så ikke også være det? Den kærlighed han tilkendegiver over for dem udtrykkes med det græske ord agápe, og det betyder langt mere end en sentimental følelse. Dr. Strong siger at den „omfatter især bedømmelsen og viljens velovervejede samtykke, som et princip, en pligt og en berettigelse“. Den ønsker det bedste selv for fjender, den arbejder til bedste for dem, skønt den ikke er i stand til at finde behag i alt hvad de gør. Guds kærlighed virker til gode for dem der synder imod ham: „Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere.“ Det er kærlighed og ikke langsomhed der får Gud til at vente med at eksekvere dommen over syndere: „Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen (sådan som nogle anser det for nølen), men han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse.“ Ved venlighed og overbærenhed og langmodighed prøver Gud at lede syndere til omvendelse: „Ved [du] ikke, at Guds godhed leder dig til omvendelse?“ Han billiger ikke synd, men han viser syndere kærlighed. — Rom. 5:8; 2 Pet. 3:9; Rom. 2:4.

Hvad vi hader

Det er ret at hade uret. Når vi gør det efterligner vi Jehova og lader os forme efter Kristus. Jehova hader „stolte øjne, løgnetunge, hænder, der udgyder uskyldigt blod, et hjerte, der udtænker onde råd, fødder, der haster og iler til ondt, falsk vidne, der farer med løgn, og den, som sætter splid mellem brødre“. Jesus „elskede ret og hadede uret“. Ikke desto mindre viser Jehova og Kristus kærlighed over for syndere mens de hader syndernes ugerninger. Det samme bør vi gøre. — Ordsp. 6:17-19; Hebr. 1:9.

Kærlighed kan udvirke at synderen vender sig fra det onde. Vi forkynder for mennesker der synder, og vi forkynder i kærlighed, for dersom vi ikke gør det i kærlighed da er det intet værd: „Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg et rungende malm eller en klingende bjælde. Og havde jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet. Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet.“ — 1 Kor. 13:1-3.

Du hader ikke et menneske fordi det er ungt eller gammelt, er mand eller kvinde, høj eller lille, tyk eller tynd, lys eller mørk, smuk eller grim. Det er ikke et menneskes ydre eller udseende der ægger til had. Det gør menneskets urette handlinger; og hvis du elsker retfærdighed, så vil du hade dets ondskab. Hvis det på den anden side holder op med disse urette handlinger forsvinder årsagen til dit had, og dermed dit had. Når en forfølger holder inde med sin forfølgelse og tager imod Jehovas sandhed, elsker vi et sådant menneske. Det var dets forkerte handlinger vi hadede, ikke personen. Vis personen kærlighed selv om han gør uret, og måske vil det hjælpe ham til at gøre det rette. Det er på denne måde Jehova viser kærlighed: „Når jeg siger til den gudløse: ’Du skal visselig dø!’ og han omvender sig fra sin synd og gør ret og skel, idet han giver pant tilbage, godtgør, hvad han har ranet, og følger livets bud uden at øve uret, så skal han leve og ikke dø; ingen af de synder, han har gjort, skal tilregnes ham; han har gjort ret og skel, visselig skal han leve.“ — Ez. 33:14-16.

Når en synder hader sine egne synder

Et barn der forser sig bliver revset fordi forældrene elsker det. „HERREN [Jehova] revser den, han elsker, han straffer den søn, han har kær.“ Et barn kan gøre mange stygge ting, men faderen elsker stadig sit barn. Han hader den forkerte handling, men ikke sit barn, og ved at revse barnet arbejder han på at det skal forbedre sig. Jehova følger den samme kurs. Han gør det når der er håb om at synderen kan frelses. Han ved at det ofte er kødelig svaghed der får et menneske til at gøre noget forkert, som det i virkeligheden slet ikke selv ønsker at gøre. Paulus gav udtryk for denne uvilje mod synder som han selv gjorde sig skyldig i: „Jeg gør jo ikke det, jeg vil, men det, jeg hader, det gør jeg. Men da er det ikke mere mig, der udfører det, men synden, som bor i mig. Thi jeg ved, at i mig, det vil sige: i mit kød, bor der intet godt; thi viljen har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men synden, som bor i mig.“ Mange af de forkerte handlinger mennesker begår skyldes svaghed, miljø, forskellige omstændigheder i en ulykkelig barndom, og viser i virkeligheden slet ikke personens sande jeg. Nogle overtrædelser gøres i uvidenhed, og når overtræderen kommer til kundskab om sin fejl er det muligt at han omvender sig. — Ordsp. 3:12; Rom. 7:15, 17-20.

Når hadet indbefatter personen

I ovennævnte tilfælde giver synderne ikke virkelig udtryk for det ønske eller den indre trang der bor i dem, men der findes mennesker der er sunket så dybt at de ser med velbehag på deres synder, og de fremturer i dem med med overlæg skønt de er fuldt på det rene med deres ondskab. De har gjort sig til ét med disse onde gerninger, og det i en sådan grad at det vil være vanskeligt eller helt umuligt at få dem til at forlade deres onde vej. De er gået til en sådan yderlighed at de nu befinder sig i en utilgivelig stilling ind for Jehova: „Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men bespottelse imod Ånden skal ikke tilgives.“ Overlagt og fortsat synd imod Jehovas oplysende ånd kan ikke tilgives; trods mod åndens åbenbarede virke kan ikke undskyldes. Når mennesker fremturer i synd efter at de er blevet gjort opmærksom på at de gør forkert, når deres synder bliver så indgroede hos dem at de bliver en uadskillelig del af deres eget jeg, så må man hade både personen der lidenskabeligt klynger sig til sine synder, og synden selv. Kan det være andet, når personen og synden fortsat og uadskilleligt er smeltet sammen? — Matt. 12:31.

Sådanne uforbederlige syndere vender sig fra befalingen: „Had det onde og elsk det gode,“ og bliver i stedet dem „som hader det gode og elsker det onde“. Ingen kan gå i forbøn for dem. „Du må ikke gå i forbøn for dette folk eller frembære klage og bøn eller trænge ind på mig for dem, thi jeg hører dig ikke,“ siger Jehova. Gud selv „bringer gengældelse over den, der hader ham, så han udrydder ham, og ikke tøver over for den, der hader ham, men bringer gengældelse over ham“. Nogle har drevet det så vidt at selv en kraftig irettesættelse ikke vil kunne løsrive det onde som er blevet en del af dem selv. Det er ikke mere muligt at ødelægge det onde og redde personen. De må ødelægges i forening da man ikke kan skille dem ad. De onde gerninger giver i sandhed udtryk for og genspejler et uforbederligt, ondt hjerte. Sådanne mennesker personificerer det onde, mens Guds personificerer kærlighed. Til sådanne siger Jesus: „I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader.“ I Mattæus det treogtyvende kapitel udtaler han sin svidende fordømmelse over dem og spørger: „I slanger, I øgleunger, hvordan kan I undfly Gehennas dom?“ (NW) — Amos 5:15; Mika 3:2; Jer. 7:16; 5 Mos. 7:10; Joh. 8:44; Matt. 23:33.

Når det onde menneske der hader Jehova ikke vil skille sig fra sin ondskab og sit had, hvordan skulle vi så kunne gøre det i vort oprigtige had mod dets synd? „Er det de onde der skal hjælpes, og er det til dem der hader Jehova man bør nære kærlighed? Og over dette harmes Jehovas person på dig.“ Når hadet er intenst og indgroet og udadskilleligt fra personen kommer tilfældet ikke ind under det fjendskab der skyldes den iboende synd eller uvidenhed og som kan behandles med tålmodig kærlighed: „Hader jeg ikke dem der nærer et brændende had til dig, O Jehova, og føler jeg ikke afsky for dem der gør oprør mod dig? Med fuldt had hader jeg dem. De er blevet virkelige fjender af mig.“ — 2 Krøn. 19:2; Sl. 139:21, 22, NW.

Men disse uforbederlige syndere der personificerer hadefuld ondskab, afslører sig selv. Almindeligvis kan og bør vi betragte de store menneskemasser der har vendt sig bort fra Gud, på samme måde som Jesus betragtede dem: „Da han så folkeskarerne [der søgte ham], ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne, ’som får, der inden hyrde har’.“ I kærlighed kan vi forkynde for dem, mens vi hader deres synder. Måske synes det at være vanskeligt at gøre dette når vi får at vide at vi skal hade det onde men ikke den uforsætlige synder. Men hvis du standser op et øjeblik og tænker efter, vil du opdage at du over for dig selv har gjort det hele dit liv. Gør det også over for andre. — Matt. 9:36.

Jeg, visdom, er klogskabs nabo og råder over kundskab og kløgt. HERRENS frygt er had til det onde. Jeg hader hovmod og stolthed, den onde vej og den falske mund. — Ordsp. 8:12, 13.