Spørgsmål fra læserne

● Hvad menes der med udtrykket ’at opføre sig som en profet’, der forekommer i Første Samuelsbog 18:10 og 19:20-24, ifølge New World Translation? — U.S.A.

Jehova Gud bemyndigede sine profeter ved hjælp af sin hellige ånd. Profeten Mika sagde om sig selv: „Jeg . . . er ved [Jehovas] Ånd fuld af styrke, af ret og af kraft til at forkynde Jakob dets brøde, Israel, hvad det har syndet.“ (Mika 3:8) Det vil dog ikke sige at Mika og de andre profeter hele tiden talte under inspiration. Det var snarere sådan at Guds ånd ved visse lejligheder ’kom over dem’ og åbenbarede de budskaber der skulle forkyndes. Når dette skete havde det en opildnende virkning på profeterne; det ligefrem drev dem til at tale. Som profeten Jeremias sagde: „Jeg blev træt af at holde igen; jeg kunne ikke udholde det.“ — Jer. 20:9, NW.

Når Guds ånd kom over profeterne og ’fyldte dem med kraft’, foretog de ikke alene handlinger som var ud over det sædvanlige, men selve deres udseende og måde at opføre sig på genspejlede uden tvivl de voldsomme følelser der greb dem. Vi kan sammenligne med vor egen reaktion når vi hører en meget vigtig nyhed, enten glædelig eller foruroligende. Er det ikke rigtigt at allerede før vi får nyheden bragt videre, kan vi vente spørgsmålet: ’Hvad er der i vejen? Du ser så mærkelig ud!’

Udtrykket ’at opføre sig som en profet’ kan derfor hentyde til profeternes mærkelige udseende og den usædvanlige måde de optrådte på. Deres fuldstændige koncentration om opgaven og den nidkærhed og frimodighed hvormed de talte, kunne nu og da få deres adfærd til at virke mærkelig, ja fornuftstridig, i andres øjne. For eksempel troede hærførerne at den profet der salvede Jehu til konge, havde mistet forstanden. Da de fik at vide at manden var profet, tog de imidlertid hans budskab helt alvorligt. — 2 Kong. 9:1-13.

I Første Samuelsbog 18:10 (NW) læser vi at Saul „opførte sig som en profet“ mens David spillede på harpe. Det vil ikke sige at Saul begyndte at fremsætte profetiske udtalelser, men at hans ydre afspejlede den samme indre uro som en profet gjorde umiddelbart før han skulle til at profetere eller mens han profeterede. Mens Saul befandt sig i denne usædvanlige, uligevægtige tilstand, kastede han to gange et spyd efter David. — 1 Sam. 18:11.

På et senere tidspunkt sendte kong Saul folk ud som skulle pågribe David i Najot, og disse folk begyndte ligeledes at ’opføre sig som profeter’. De optrådte tilsyneladende på samme måde som profeterne gjorde lige før eller mens de profeterede. Det ser ud til at Guds ånd øvede en sådan indflydelse på disse sendebud at de fuldstændig glemte hensigten med deres mission. — 1 Sam. 19:20, 21, NW.

Da Saul derefter besluttede selv at tage af sted for at fange David, kom han også til at ’opføre sig som en profet’. (NW) Under dette ’rev han sine klæder af sig’ og „faldt nøgen om og blev liggende således hele den dag og den følgende nat“, i hvilket tidsrum David åbenbart benyttede lejligheden til at flygte. (1 Sam. 19:22-20:1) Vil det sige at profeterne tit gik nøgne? Nej; der nævnes kun to tilfælde hvor en profet har vist sig upåklædt. Det var Esajas og Mika der gjorde det, og de gik nøgne af en ganske bestemt grund, nemlig for at illustrere en af deres profetiske udtalelser. (Es. 20:2-4; Mika 1:8-11) Grunden til at Saul klædte sig af, oplyses ikke. Måske skulle det fremgå at han bare var et menneske, frataget sine kongelige klæder og magtesløs over for Jehovas egen magt og myndighed som konge. Han kunne ikke gøre sig håb om at opnå noget der stred mod Guds hensigt vedrørende David.

● Esajas 7:8 siger at Efraim om „femogtresindstyve år“ skulle være „knust og ikke længer et folk“. Hvornår skete dette? — U.S.A.

Denne profeti blev udtalt efter at kong Peka af Israel var trængt ind i Juda i kong Akaz’ regeringstid. (Es. 7:1) Ifølge Bibelen herskede Peka i en periode på cirka tyve år, og Akaz blev konge i hans syttende regeringsår, eller i 762 f.v.t. (2 Kong. 15:27; 16:1) Den periode på femogtres år som nævnes i Esajas’ profeti må derfor være begyndt kort efter 762 f.v.t. I 740 f.v.t. omstyrtede assyrerne det nordlige rige, Israel. Dette rige, med Efraim som den mest fremtrædende stamme, ophørte altså med at eksistere omkring tyve år efter at Esajas havde forudsagt at Efraim ville blive „knust“. Det var imidlertid ikke før i assyrerkongen Asarhaddons regeringstid at der fandt en endelig flytning af fremmede folkeslag til israelitisk område sted. (Ezra 4:2) Med israelitternes deportation og denne endelige flytning af fremmede folkeslag, blev Efraim øjensynlig „knust og [var] ikke længer et folk“. Mellem det nordlige riges fald og Asarhaddons regeringstid havde der været to assyrerkonger, Sargon og Sankerib. Inskriptioner viser at Asarhaddon levede samtidig med kong Manasse af Juda (som herskede fra 716 f.v.t. til 661 f.v.t.). Den tid der gik fra ordene i Esajas 7:8 blev udtalt, til Asarhaddon flyttede de fremmede folk, svarer således udmærket til den periode på femogtres år som profetien nævner.