Jag efter skatte det er værd at eje

Hvad er de sande, varige skatte? Hvordan kan man opnå og bevare dem?

OVERALT på jorden har folk travlt, ja travlt med at samle sig skatte eller materielt gods. De regner deres lykke i penge, biler og huse. Rigdom er målestokken for succes og en betryggende tilværelse. Og dog har menneskeheden aldrig været så ulykkelig og følt sig så utryg, som netop nu. Religion bliver fremholdt som vejen til fred og tryghed, og mange griber efter en velanskreven religion kun for at skuffes i deres søgen efter noget stabilt der kan give dem fred i sindet. Og hvorfor skuffes de? Er det mon fordi de søger efter de forkerte skatte? Hvori består de sande skatte der bringer fred og tryghed og fremfor alt Guds velsignelse og gunst? Skal vi jage efter det som virkelig har varig værdi og som fører til liv, vil det gavne os at kigge lidt nærmere på den skrevne beretning om det folk der stod i pagtsforhold til Gud. Vi kan lade deres erfaringer sætte vore egne i relief.

Et eksempel fra fortiden

Den jødiske nation kom i fangenskab i året 607 f. Kr. og trællede i halvfjerdsindstyve år under Babylons tunge åg. Nu slog imidlertid den time da de skulle gives fri, forlade fangenskabet og vende tilbage til Jerusalem for at genopbygge Jehovas tempel. Faldt det dem let at forlade Babylon? Nej, det krævede tro på Jehova at forlade deres eksil. Husk de fleste af israelitterne var blevet født i Babylon og havde fulgt Jehovas befaling som vi læser den i Jeremias 29:5-7: „Byg huse og bo deri, plant haver og spis deres frugt, tag Eder hustruer og avl sønner og døtre, . . . og lad det lands vel, til hvilket jeg har ført Eder, ligge Eder på sinde.“ For mange af dem var det det eneste hjem de havde kendt, det eneste trygge tilholdssted de ejede. Nu var spørgsmålet derfor: Ville de adlyde opfordringen til at tage til Jerusalem af interesse for tilbedelsen af Jehova? Ville de forlade deres hjem, deres venner og deres ejendomme og rejse hundreder af kilometer bort til et land som mange af dem overhovedet ikke kendte og aldrig havde set, og der bygge Jehovas tempel?

Mange af dem var rede til at tage af sted. De blev opmuntret til det, hvilket sikkert tændte en begejstringens ild hos dem og hjalp dem til at træffe deres beslutning. Selv kong Kyros af Persien lagde pres på dem og landets befolkning ivrede for at de skulle tage af sted. „Alle deres naboer [kom] dem til hjælp med alt, både sølv, guld, heste og kvæg og kostbarheder i mængde. Og kong Kyros udleverede karrene fra [Jehovas] hus . . . og han talte dem og overgav dem til Sjesjbazzar, Judas fyrste.“ (Ezra 1:6-8) Med sølv og guld og opmuntrende ord startede de på den lange og farlige rejse. Fulde af håb og med de lyseste udsigter foran sig drog de af sted ad den vej der var blevet åbnet for dem så de atter kunne tilbede Jehova Gud i hans tempel i Jerusalem. En sådan ære og forret var i sandhed en skat det var umagen værd at opnå, en skat der betød varige velsignelser for dem som fik den i eje.

En sørgelig kursændring

Men i Jerusalem skete der noget sørgeligt og billedet forandrede sig. Israelitterne blev svage i troen og tabte det egentlige formål med deres lange rejse af syne. Det varede ikke længe før de mødte modstand, for som vi læser „bragte hedningerne i landet Judas folks hænder til at synke og skræmmede dem fra at bygge; og de købte folk til med deres råd at modarbejde dem og bringe deres planer til at strande“. (Ezra 4:4, 5) Nu var det slet ikke så let mere. De havde ikke deres egne rare hjem som i Babylon, og her gav folket dem ikke guld og sølv for at opmuntre dem i deres tjeneste for Jehova, og for at fremme genopbygningen af templet; tværtimod var de fjendsk indstillet over for dem. Nu mødte de modstand fra alle sider, det var drøje forhold at arbejde under og deres tanker gled bort fra den opgave de var midt i og tilbage til de ’gode gamle dage’ i Babylon. Den situation de befandt sig i minder os meget om den deres forfædre befandt sig i da de havde forladt Ægypten. — 2 Mos. 16:1-3.

Efter nogle års forløb fik synet af folkets slaphed profeten Haggaj til at stille nogle gavnlige spørgsmål og give gode råd: „Er det da tid for Eder at bo i huse med træklædte vægge, når dette hus [Jehovas hus] ligger øde? . . . I venter rig høst, men det bliver kun til lidt; og når I bringer det i hus, blæser jeg derpå. Hvorfor? lyder det fra Hærskarers [Jehova]. Fordi mit hus ligger øde, medens enhver af Eder har travlt med sit eget hus. Derfor holder himmelen sin dug og jorden sin afgrøde tilbage.“ (Hag. 1:3-11) Ja, de var travlt optaget af deres egne materialistiske forehavender, hvorfor Jehova holdt sin velsignelse tilbage. De begyndte at stole på jordiske rigdomme og at søge tryghed ved at skaffe sig huse, jord og materielle goder. De mistede deres glæde, deres nidkærhed for Jehovas tjeneste og deres tro. De begyndte at samle sig håndgribelige skatte.

Hvad har vi travlt med i dag?

Hvad ville vi have gjort hvis vi havde været blandt dem der var vendt tilbage fra fangenskabet? Dette spørgsmål kan bedst besvares ved at vi svarer på et lignende spørgsmål: Hvad er vi travlt optaget af i dag? Hvad jager vi efter? Vi gør hver især vel i at ransage vor egen færd for at vi ikke skal lade os fange i den samme snare som fortidens jøder.

Jesus, den store lærer, sagde ved en lejlighed: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig.“ (Joh. 4:34) Har vi samme indstilling? Eller har vi så travlt med de materielle sider af livet at vi kun har lidt eller måske slet ingen tid tilovers til Gud? Vi lever i en travl og forjaget verden, men hvad jager vi efter? Mange tror at sand lykke består i at samle sig rigdom ligesom de jøder der holdt op med at bygge på Jehovas tempel og i stedet for gav sig til at bygge smukke huse til sig selv. Den kristne apostel Paulus vidste bedre besked; og hans kloge råd lyder stadig til os: „Men de, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse.“ (1 Tim. 6:9, 10) Ikke materielle ting men „[Jehovas] velsignelse, den gør rig, slid og slæb lægger intet til“. — Ordsp. 10:22.

I dag er mange, ligesom jøderne, begyndt fulde af nidkærhed og gode forsætter, men sidenhen er de faldet fra. Som Israels folk har de koncentreret sig om de materielle ting på bekostning af de åndelige og mistet grebet om de sande, varige skatte.. De har mistet Jehovas gunst, glæden over tjenesten er forsvundet og livet rummer ikke mere nogen virkelig lykke for dem. De føler sig ikke stærke nok til at fortsætte, og det er at vente, for Gud giver kun dem kraft og styrke som er trofaste imod ham. — Es. 40:31; Neh. 8:10.

Er du blandt dem som har ladet de materielle ting gå forud for de åndelige? Begyndte du i tjenesten for Jehova, ja blev oven i købet døbt som et symbol på din indvielse og måske anvist særlige tjenesteforrettigheder i Guds organisation, for så at få ’travlt med dit eget hus’ i stedet for at søge Guds rige først? Til at begynde med gik alting måske så godt og du glædede dig over din tjeneste for Gud, men så dukkede der genvordigheder op. Medlemmer af din egen familie blev modstandere eller dine arbejdskammerater eller naboer blev fjendske. Nu var det ikke så let mere. Så fik du tilbudt den gode stilling og du fik mere i løn og større muligheder for at avancere, og lidt efter lidt faldt du fra, fanget i materialismens snare. Hvis det er gået dig på denne måde bør du lytte til profetens ord og følge de jøders eksempel der mærkede sig hans ord, dér tilbage i det sjette århundrede før Kristus. Faktisk bør vi alle, lige meget hvem vi er eller hvor vi befinder os, gøre status over vort liv i lyset af Guds ord for at vi kan bevare os selv på livets vej og opnå de velsignelser som de sande skatte giver.

Hvad vi skal gøre

„Læg mærke til, hvorledes det går Eder,“ formaner Jehova gennem profeten Haggaj. „’Gå op i bjergene, hent tømmer og byg templet, så jeg kan have glæde deraf og blive æret, siger [Jehova].“ (Hag. 1:7, 8) Det vil sige: Vær travlt optaget i Jehovas tjeneste og lad Rigets interesser komme først! Vi bør beskæftige os med den sande tilbedelse fremfor at bygge på vort eget hus eller på vor fremtid og vor position i denne verden. Husk Jesu ord: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ (Matt. 6:33) Denne gamle verden med al dens guld og glimmer vil snart forgå, så hvorfor have så travlt med noget der i sidste instans intet kan give dig. „Verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid,“ forklarer apostelen Johannes os. (1 Joh. 2:17) Ja, vi skal ’lægge mærke til hvordan det går os’ og stole på at Jehova vil give os styrke til at tjene ham. Vi skal have samme sindelag som kong David, der så hvilken fare den mand svævede i „der ej gjorde Gud til sit værn, men stoled på sin megen rigdom“, hvorimod David om sig selv kunne sige: „Jeg er som et frodigt olietræ i Guds hus, Guds miskundhed stoler jeg evigt og altid på.“ — Sl. 52:9, 10.

Lad os forestille os hele situationen da templet skulle til at genopbygges. Hvor lykkelige var ikke disse jøder der var kommet ud af deres fangenskab og nu kunne tjene Jehova Gud! De arbejdede sammen for en ophøjet sag, genopbygningen af Jehovas tempel, og de var forenet i kærlighed og havde et fælles mål. Men så fik de travlt hver med sit eget hus. De blev lunkne, selviske, ulykkelige og troløse. Værst af alt, de mistede Jehovas gunst, og i stedet for lykke og tryghed erfarede de nu bitterhed, tørke, hunger og andre lidelser. Mange lyttede imidlertid til profeten Haggajs råd, vendte tilbage til deres tjeneste for Jehova, genopbygningen af templet, og genvandt lykken.

I dag kan også vi genvinde lykken ved atter nidkært at tilbede Jehova. Hvor megen lykke opnår man egentlig ved at skaffe sig jordiske rigdomme? En meget kortvarig lykke, hvorpå man igen har „travlt“ med at skaffe sig noget andet. Den vise kong Salomon fortæller os at efter at han havde prøvet hvor meget materielle rigdomme og jordiske skatte i grunden var værd og efter at han havde vundet sig mere af dem end nogen anden før ham, kom han til den slutning at det var „alt sammen tomhed og jag efter vind“. (Præd. 2:1-11) De tusinder af mennesker verden over som er sindssyge eller som lider af mavesår eller andre sygdomme forårsaget af det evige jag efter jordiske skatte, er et vidnesbyrd om hvor dåragtigt det er at søge lykken i kraft af rigdom.

Tænk på hvilken glæde man får gennem samværet med Guds folk i dag. Hvor langt bedre er det ikke at sidde og lytte til sund og opbyggende bibelsk vejledning ved Jehovas vidners møder, omgivet af fredselskende mennesker, end at arbejde over for at kunne betale for et nyt hus, en større bil eller et fjernsynsapparat. Husk Jesu ord: „Se til, at I vogter jer for alskens havesyge; thi selv om et menneske har overflod, afhænger hans liv ikke af det, han ejer.“ (Luk. 12:15) Sand lykke og glæde kommer indefra, fra hjertet, og ikke udefra, fra livløse ejendele. Bevidstheden om at man gør Guds vilje og ejer hans gunst bringer tryghed og fred i sindet. Tjenestens dyrebare skat, forkyndelsen fra hus til hus, det at kunne hjælpe næsten ind på livets vej, samfundet med Guds folk — det er varige skatte der langt overskygger alt hvad materielle rigdomme kan give. Husk også at de ledsages af Jehovas velsignelse, og „den gør rig“.

Så selv om mange er faldet i materialismens lokkende snare og har været travlt beskæftiget med at skaffe sig jordisk velstand, er det dog ikke for sent at vende sig til Jehova og tjene ham. Der er endnu tid til at samle sig skatte i himmelen. Jesus sagde: „Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler; men saml jer skatte i himmelen . . . thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.“ (Matt. 6:19-21) Tænk godt over det eksempel vi har drøftet i denne artikel og hvad udfaldet blev. Nogle gav agt på deres adfærd, vendte om og fik Jehovas velsignelse. (Hag. 2:15-19) Vi bør gøre som disse kloge jøder og følge apostelen Paulus’ anvisning til de rige: „Byd dem . . . at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.“ (1 Tim. 6:18, 19) Det virkelige liv? Ja, nu et rigt liv i Guds tjeneste og siden et evigt liv i den nye retfærdige verden. Lad os bevare ligevægten i denne gamle materialistiske verden og ikke jage efter jordiske skatte, men efter de skatte det er værd at eje og som har at gøre med Guds navns herliggørelse og hans Riges interesser. Så vil vi ikke blive fanget i materialismens garn men opnå og beholde Jehovas velsignelse og gribe det virkelige liv som vil bringe os glæde og tilfredshed nu og i al evighed i den kommende retfærdsverden.