Tilsynsmænd til frelse
1. Hvad har Jehova gjort for at hele skaberværket kan være i harmoni med ham, og hvad er nødvendigt for at bevare livet?
JEHOVA er den store Tilsynsmand. Han overvåger omhyggeligt hele sit skaberværk så han kan være sikker på at hans vilje bliver udført, og at de der har ret til liv vandrer på en sådan måde at de kan bevare livet. Han er en hensigtens og en ordenens Gud. For at en god organisation kunne opretholdes, fik både de åndelige og jordiske skabninger, såvel som det livløse skaberværk, tildelt deres respektive pladser, og ved at følge de moralske og fysiske love Jehova havde givet kunne hele skaberværket bevares i harmoni med ham. Selv om der kan være en umådelig afstand mellem Jehova og hans skaberværk, er han i stand til at føre nøje tilsyn med det. Salmisten David taler om Jehovas vidtskuende blik: „[Jehova] er i sin hellige hal, i Himlen er [Jehovas] trone; på jorderig skuer hans øjne ned, hans blik ransager menneskens børn.“ (Sl. 11:4) Som den store Tilsynsmand inspicerer, vejleder og irettesætter han, alt efter som der er behov for det. At være i harmoni med hans ordning betyder liv, og det gjaldt i fortiden såvel som det gælder nu i vor generation. Tiden til at Jehova vil inspicere os er nu kommet. — 1 Pet. 2:12, NW.
2. Hvilken betydning ligger der i det hebraiske og græske ord der er oversat med „tilsynsmand“?
2 Det hebraiske ord pagíd og det græske ord epískopos, der begge betyder „tilsynsmand“, er taget fra rodord der indebærer tanken om en der aflægger besøg i den hensigt at inspicere. Besøget eller inspektionen kan have en venlig eller en fjendtlig karakter, afhængigt af den tilstand der forefindes og af hvad der er påkrævet for at rette den. Dersom en tilsynsmand skal kunne røgte sit ansvar på rette måde, må han vide hvad han skal se efter, hvor han skal se, og hvorledes han skal anvende den Højestes principper i en given situation. Han har fået magt til at velsigne og rose og til at straffe og irettesætte; men han må også stå Jehova til regnskab for hvordan han anvender denne magt.
3. Hvordan beviste den enbårne søn at han var en god tilsynsmand?
3 Den første af Jehovas skabninger, den enbårne søn, viste sig at være en trofast tilsynsmand. Da han arbejdede sammen med sin Fader som værkmester skabte han „alt i Himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder“. (Kol. 1:16) Fordi han trofast varetog sit tilsynsembede mens han var på jorden, er der blevet skænket ham større herlighed og magt som konge i Jehovas rige, „for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i Himmel og på jord“. — Fil. 2:10.
4. Sammenlign den enbårne søns og den skærmende kerubs handlemåde.
4 Den handlemåde som den enbårne søn lagde for dagen står som en direkte modsætning til den som en anden af Jehovas åndelige sønner, en kerub der var sat til at varetage visse pligter i forbindelse med jorden, fulgte. Det var ikke nogen ubetydelig opgave han havde fået, selv om jorden blot er som et støvfnug i sammenligning med det udstrakte univers. Tiden var kommet da Gud ville skabe fornuftbegavede, jordiske skabninger der kunne tænke og handle som han, blot efter en mindre målestok. „I Guds billede skabte han det.“ (1 Mos. 1:27) Der er intet der tilkendegiver at disse skabninger skulle leve andre steder i universet. De skulle formere sig, opfylde jorden og omdanne den til et paradis. Den himmelske tilsynsmand skulle have været levende interesseret i at gennemføre Guds vilje på jorden og i at lade al lovprisning og tilbedelse gå til den Skaber der havde givet både ham og menneskene livet. Her var tidspunktet ikke til at stole på sin egen forstand.
5. (a) Hvordan viste den skærmende kerub såvel som Adam og Eva at de ikke ønskede at være under Jehovas overopsyn? (b) Hvilken fare er forbundet med at udnævne en „nyomvendt“ til tilsynsmand?
5 Denne fuldkomne og lydige Guds søn vendte sig mod den øverste Tilsynsmand Jehova og blev en bagvasker, en modstander, en fordærvet skabning. Han og den første mand og kvinde blev dømt til døden og frataget den forret at føre tilsyn med udbredelsen af Paradiset til hele jorden. Kvinden Eva ignorerede forordningen om at hun skulle søge vejledning hos sit hoved, Adam. Adam lod sig forblinde af selviskhed, så han, i stedet for at adlyde Jehova der havde givet ham særlige instruktioner, lod sig lede af et menneske der organisationsmæssigt stod lavere end han. Da den store Tilsynsmand kom for at inspicere, idet „han vandrede i haven omkring ved den tid på dagen da brisen kom“, kunne de ikke stå prøve. (1 Mos. 3:8, NW) Mange år senere, da apostelen Paulus vejledte den unge tilsynsmand Timoteus og fremholdt de krav der stilles til tilsynsmænd i den kristne menighed, omtalte han det fald som denne åndelige skabning der havde været tilsynsmand over jorden, erfarede: „En tilsynsmand . . . må ikke være nyomvendt, for at han ikke skal blive opblæst og falde ind under Djævelens dom. Han bør også have godt lov blandt dem, som er udenfor, for at han ikke skal komme i vanry og falde i Djævelens snare.“ (1 Tim. 3:6, 7) Den magt en tilsynsmand får overdraget giver ham ikke grund til at blive opblæst, og en nyomvendt mand må først vise at man uden risiko kan betro ham en sådan myndighed. Det er menneskers liv det drejer sig om.
6. Hvorledes har de få trofaste Jehovas tjenere der levede i fortiden vist at de, i modsætning til mange troløse mennesker, værdsatte Jehovas ledelse?
6 De første mennesker valgte ikke at lade sig lede af Jehova og som følge heraf kom både de og deres afkom under syndens og dødens forbandelse. I tidens løb har der kun været meget få mennesker der har valgt at søge Jehovas gunst og at blive forligt med ham, men disse få har været lykkelige over at have Jehovas øjne hvilende på sig. De har været taknemmelige over hvad han har gjort for dem. Da disse mennesker blev så talrige at det blev nødvendigt med en organisation og med love og forordninger, underlagde de sig med glæde hans ledelse. De glæder sig også over at jordens historie og menneskenes gode og dårlige handlinger, tillige med Guds hensigter angående fremtiden, alt sammen er blevet optegnet i en bog under guddommelig inspiration. Ved at studere denne bog kan vi se hvorledes Gud har handlet med dem der valgte at tjene ham og hvorledes han har belønnet dem der underlagde sig hans ledelse.
7. Hvem er gunstigt omtalt fra tiden før Vandfloden, og hvilke tilstande førte til at Vandfloden kom over jorden på Noas tid?
7 Fra tiden før den verdensomspændende vandflod, der indtraf omkring seksten hundrede år efter Adams fald, er der kun meget få mennesker der er gunstigt omtalt i Bibelen. De mest fremtrædende blandt disse er Abel, der døde som en trofast Jehovas tjener, og Enok, der var en trofast profet for Jehova. Noa, der var Enoks sønnesøns søn, blev, efter at han var fyldt fem hundrede år, fader til Sem, Kam og Jafet. Jehova foretog en grundig ransagelse af de fordærvede forhold der efterhånden havde udviklet sig blandt menneskene på jorden lige før Vandfloden og fandt kun otte undtagelser i et samfund hvor menneskenes „higen og tragten kun var ond dagen lang“. — 1 Mos. 6:5.
8. Hvordan viste Noa sig at være en god organisator der fulgte Jehovas anvisninger, og hvad resulterede det i for ham og hans familie?
8 Noa underlagde sig Jehovas overopsyn, og Jehova organiserede ham og hans familie så de kunne bygge arken, forblive i live og sammen med et udvalgt antal dyr begynde en ny tilværelse på jorden. Det var en absolut nødvendighed at Noa var i stand til at lede og overvåge arbejdet så arken kunne være færdig før Vandfloden brød løs; han måtte også sørge for at få dyrene indsamlet og for at der var tilstrækkelig føde om bord til dem såvel som til ham selv og hans familie. Intet kunne overlades til tilfældet. Menneskeliv stod på spil. Alting måtte gås efter og det var først da alt var i orden at „[Jehova] lukkede efter ham“. „Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde han.“ (1 Mos. 7:16; 6:22) Det var dette der gjorde Noa til en dygtig tilsynsmand.
9. Hvad kan vi lære af det der skete i Noas dage?
9 Denne store vandflod viste sig at være et billede på hvordan Jehova vil tilintetgøre ondskaben i de sidste dage og bevare dem i live der ønsker at tjene ham på rette måde, og føre dem ind i en ny, retfærdig verden. Vi lever nu på den tid, og vi gør vel i at holde os det gode eksempel for øje som Noa og hans familie satte med hensyn til at underlægge sig den store Hyrde Jehovas og hans organisations overopsyn og ledelse. — Es. 26:20, 21; Matt. 24:36-42.
10. Hvordan organiserede Jehova Israels nation, som et led i opfyldelsen af sit løfte til Abraham?
10 Omkring 426 år efter Vandfloden hører vi om den store tro Abraham udviste og som førte til pagten med ham om den sæd der skulle blive til velsignelse for hele menneskeheden. Hans sønnesøn Jakobs tolv sønner udgjorde familieoverhovederne i Israels nation. Den store Tilsynsmand Jehova var loyal over for sit løfte til Abraham, og selv om begivenhederne havde udviklet sig sådan at israelitterne befandt sig i trældom i Ægypten, organiserede Jehova dem på kærlig vis og overvågede deres tilbagevenden til det forjættede land. „Men [Jehova] vandrede foran dem, om dagen i en skystøtte for at vise dem vej og om natten i en ildstøtte for at lyse for dem.“ — 2 Mos. 13:21.
11. Hvorledes organiserede Moses Israels nation i overensstemmelse med guddommelig visdom?
11 Tænk på hvad det ville sige at flytte en menneskemængde på to eller tre millioner, tillige med deres ejendele og hele tabernaklet, uden vor tids moderne transportmidler. Det krævede ikke så lidt organisering; men de halvfjerds ledere under Moses, præsterne, øversterne over tusinde, over hundrede, over halvtreds og over ti, var alle godt inde i deres opgaver og samarbejdede som en fast sammenknyttet organisation. Hver stamme fik tildelt sin plads rundt om tabernaklet og havde sin bestemte plads under vandringen. Dertil kom anvendelsen af love og principper i forbindelse med de spørgsmål og problemer der skulle løses. Opgaven viste sig at være alt for stor til at Moses kunne klare den alene og han fulgte det råd som hans svigerfader Jetro gav ham, et råd der viste sig at være praktisk visdom fra Gud, og udnævnte andre til at hjælpe sig med dette arbejde: „Men du skal af hele folket udvælge dig dygtige mænd, som frygter Gud, mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig vinding, og dem skal du sætte over dem som forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti; lad dem til stadighed holde ret for folket. Alle vigtigere sager skal de forebringe dig, men alle mindre sager skal de selv afgøre.“ — 2 Mos. 18:21, 22.
12. Hvilke goder ville blive jøderne til del dersom de underlagde sig Jehovas overopsyn?
12 Nationen skulle være „et kongerige af præster og et helligt folk“, der skulle tjene som en forberedelse til Messias’ komme. Efter at Moses havde fået lovene og budene af Jehova „gik [han] hen og kaldte folkets ældste sammen og forelagde dem alle disse ord, som [Jehova] havde pålagt ham. Og hele folket svarede, alle som een: ’Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre!’“ (2 Mos. 19:6-8) Dersom de var trofaste mod denne pagt ville Jehova altid give dem fremgang, men ulydighed ville medføre at han forkastede dem. „Thi [Jehova] din Gud drager med midt i din lejr for at hjælpe dig og give dine fjender i din magt; derfor skal din lejr være hellig, for at han ikke skal se noget hos dig, der vækker væmmelse, og vende sig fra dig.“ — 5 Mos. 23:14.
13. Hvad viser Bibelen at de gjorde i stedet for at leve op til deres løfte?
13 For de flestes vedkommende viste deres svar: „Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre!“ sig at være tomme ord. Den jødiske nations historie er en lang beretning om uroligheder, ulydighed, oprør, utilfredshed, frafald og fordærv. Da jøderne var kommet ind i det forjættede land var de ikke tilfredse med at have Jehova som konge eller med deres dommere og præster, der varetog nationens anliggender. De bad om at få en konge, kun for at blive hans trælle. En af de vederstyggelige handlinger som Saul, deres første konge, gjorde sig skyldig i, var at han formasteligt begyndte at ofre til Jehova uden at afvente profeten Samuels komme før hæren drog i kamp. Kongedømmet blev taget fra ham og givet til David, en mand efter Jehovas hjerte. Jehova brugte David og hans regering som et billede på sin himmelske konges Kristi Jesu herredømme. David iværksatte ikke et statskup for at sætte Saul fra tronen før tiden var inde, men ventede indtil Jehova fandt det passende at fjerne denne utro mand — et godt eksempel for os i dag.
14. Hvorledes organiserede Jehova sit folk da den sande tilbedelse skulle genoprettes i Jerusalem?
14 Vedvarende utroskab førte til nationens fuldstændige fald og til at folket blev ført i fangenskab i Babylon, sædet for falsk religion, hvor de måtte opholde sig i halvfjerds år. Tro imod sit løfte foranstaltede Jehova en udfrielse, og der udgik instruktioner om at genopbygge Jehovas hus i Jerusalem. Tempelarbejdet blev organiseret under statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua. Jehova velsignede disse trofaste tilsynsmænd der inspicerede, vejledte og dirigerede arbejdet i forbindelse med dette store bygningsværk. Da de var færdige med templet, indviede de det. „Og de indsatte præsterne efter deres afdelinger og leviterne efter deres skifter til gudstjenesten i Jerusalem som foreskrevet i Moses’ bog.“ — Ezra 6:18.
15. Hvordan viste Ezra og Nehemias sig at være gode tilsynsmænd?
15 Jehova indgav i kong Artaxerxes I’s hjerte at vejlede Ezra om organiseringen af arbejdet. „Men du, Ezra, skal i kraft af Guds visdom, som er i din hånd, indsætte dommere og retsbetjente til at dømme alt folket hinsides floden, alle dem, som kender din Guds lov; og hvem der ikke kender den, skal I undervise deri.“ (Ezra 7:25) Murene og resten af byen blev fuldført under Nehemias. I modsætning til nogle af fortidens tilsynsmænd undertrykte Nehemias ikke folket og forlangte heller ikke at der skulle vises ham særlige gunstbevisninger. „Det undlod jeg at gøre af frygt for Gud. Og desuden tog jeg selv fat ved arbejdet på denne mur, skønt vi ingen mark havde købt, og alle mine folk var samlede der ved arbejdet.“ Han kunne med ren samvittighed bede: „Kom i hu alt, hvad jeg har gjort for dette folk, og regn mig det til gode, min Gud!“ — Neh. 5:15, 16, 19.
16. Hvad var der sket med den sande tilbedelse da Kristus kom, og hvorfor var det en kritisk tid?
16 Det var cirka 450 år før Kristi komme, og i tiden indtil da skulle endnu to verdensriger, nemlig Grækenland og Rom, herske over Jerusalem og undertrykke det. Både ovenfra og nedenfra blev den sande tilbedelse udsat for en fordærvende indflydelse. Jøderne gjorde flere gange oprør, men det bragte ingen lindring, kun større undertrykkelse fra nationernes side. I det første århundrede var det synedriet og overholdelsen af de overleverede traditioner fremfor Guds rene ord der spillede den væsentligste rolle i den jødiske tingenes ordning. Der var stadig en ypperstepræst og underpræster der bragte ofre og tjente i templet, men forskellige skikke og sekteriske dogmer var trængt ind og krænkede fuldstændig Moselovens ånd. Hvor folket dog manglede en fører, en trofast tilsynsmand, der kunne bringe dem tilbage til den sande tilbedelse! Selve deres liv afhang heraf, for regnskabets time var nu kommet.
17. Hvad gjorde Jesus som tilsynsmand for en ny tingenes ordning da han var her på jorden?
17 Da Kristus Jesus begyndte sin tjeneste var det romerske styre repræsenteret ved landshøvdingen Pilatus i Jerusalem. Jesus søgte ikke at opkaste sig til konge over Israel eller at bekæmpe romerriget. Han kom kun for at „opsøge og frelse det fortabte“ og for at berede vejen for en ny tingenes ordning der ville hidføre opfyldelsen af alle Guds løfter om at gøre ende på ulydighed, synd og død. Jesus kom som den sande tilsynsmand, og han omtaler sig selv som den gode hyrde. „Fårene hører hans røst; og han kalder sine får ved navn og fører dem ud.“ „Jeg er kommen, for at de skal have liv og have overflod. Jeg er den gode hyrde; den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.“ — Luk. 19:10; Joh. 10:3, 10, 11.
18. På hvilken måde oplærte Jesus dem der agtede på hans budskab, og hvad skete der med dem der forkastede det?
18 I tre og et halvt år forkyndte han budskabet for jøderne. Men Jesus var ikke blot optaget af sin egen forkyndelse; han oplærte også sine apostle og disciple så de kunne føre arbejdet videre efter at han var vendt tilbage til himmelen. Alt hvad han foretog sig var præget af kærlighed. Fra tid til anden var det nødvendigt at irettesætte og tugte, men når Jesus gjorde det lagde han altid skelneevne for dagen, idet han vidste hvad der var nødvendigt og hvordan en sådan irettesættelse skulle gives. Han forstod kunsten at lede og opfordrede sine efterfølgere til at gøre som han. Som nation betragtet forkastede jøderne ham som deres tilsynsmand og livgiver. Derfor sagde han: „Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! Og I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv!“ Hvor frygteligt var det ikke i år 70 da romerne plyndrede byen, alt sammen „fordi du ikke erkendte den tid da du blev inspiceret“. (NW) — Luk. 13:34, 35; 19:44.
19. Hvilken udvikling inden for den kristne menighed fandt sted efter Jesu død, og hvad resulterede det i?
19 Jesu død og den forfølgelse som hans disciple blev genstand for efter Pinsedagen, standsede ikke arbejdet men medvirkede til at udbrede den gode nyhed. På Pinsedagen fik de som lovet den hellige ånd som hjælp. Et råd af ældre mænd, heri indbefattet apostlene, førte tilsyn med arbejdet og sendte repræsentanter fra Jerusalem til forskellige dele af landet. „Da han [Jesus] steg op til det høje . . . gav [han] gaver [i] mennesker . . . nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere, med det for øje at oplære de hellige til en tjenestegerning.“ (Ef. 4:8, 11, 12, NW) De hellige blev organiseret i menigheder, og nogle blev udnævnt til at tjene som tilsynsmænd. Fra det styrende råd i Jerusalem blev der udsendt instruktioner der skulle styrke og opbygge dem i troen. I Apostlenes Gerninger, det femtende kapitel, omtales en sådan forordning udsendt af det styrende råd. Eftersom dette styrende råd holdt sig nær til Guds ord og fulgte den hellige ånds vejledning, var dets afgørelse ledet af principper, men ikke urimelig streng. At menighederne dengang trofast fulgte denne vejledning fra Jehovas jordiske organisation resulterede i at „menighederne [styrkedes] i troen og voksede i antal dag for dag“. — Ap. G. 16:5.
20. Af hvilken grund efterlod Paulus Titus på Kreta, og hvilke egenskaber måtte de der skulle være tilsynsmænd være i besiddelse af?
20 Denne forordning blev oplæst for menighederne når Paulus, Barnabas og andre trofaste repræsentanter for det styrende råd besøgte dem og betjente dem i deres egenskab af tilsynsmænd. Det var på en sådan missionsrejse at apostelen Paulus efterlod Titus på Kreta for at han „kunne rette de ting der var forkerte og foretage udnævnelser af ældre mænd i by efter by, som jeg gav dig besked om“. (Tit. 1:5-9, NW) Den unge tilsynsmand Timoteus fik lignende instruktioner. (1 Tim. 3:1-7) En tilsynsmand må være uangribelig i alle henseender. Han må styre sit hus godt og han må frembringe åndens frugter og „holde fast ved det troværdige ord med henblik på sin dygtighed i at undervise, så han kan være i stand til både at formane med den lære der er sund og at irettesætte dem som siger imod“.
21. Hvad kræves der af en tilsynsmand foruden at han må være moralsk uangribelig?
21 En tilsynsmand i den kristne menighed må i sandhed være uangribelig, men der kræves mere end moralsk renhed og et godt omdømme blandt dem inden for og uden for menigheden. Han må være en mand der er rig på gode gerninger og som nærer kærlig omsorg for alle dem der er ham betroet. Han må beskytte fårene ligesom en hyrde beskytter de får der er i hans varetægt. Apostlenes Gerninger, det tyvende kapitel, fortæller at apostelen Paulus da han var på vej til Jerusalem med et skib der lagde til i Milet, sendte bud til Efesus efter menighedens ældre mænd. Han understregede over for dem at han var ren for alles blod, for han havde ikke holdt sig tilbage fra at fortælle dem hele Guds råd, og han tilføjede: „Giv agt på jer selv og hele den hjord i hvilken den hellige ånd har udnævnt jer som tilsynsmænd, til at vogte Guds menighed som han købte med blodet af sin egen søn. . . . Jeg har i alle ting vist jer, at I ved således at arbejde skal hjælpe dem som er svage, og huske på Herren Jesu ord, da han selv sagde: ’Der er større lykke ved at give end ved at modtage.’“ — Ap. G. 20:27-35, NW.
22. (a) Hvordan var apostelen Johannes en god tilsynsmand for menighederne i de sidste år hans tjeneste varede? (b) Hvad siger Åbenbaringens første kapitel at Jesus gør, og hvordan viser det at han er en omsorgsfuld tilsynsmand?
22 Apostlene, og det gælder også apostelen Johannes der var den sidste af dem, viste alle stor interesse for menighederne. De rejste ikke alene ud og besøgte dem, idet de personligt opmuntrede, underviste og vejledte dem, men de skrev også breve til menighederne. Disse breve, som vi er så lykkelige i dag at have som en del af Bibelen, cirkulerede blandt menighederne. Ikke desto mindre skulle „lovløshedens menneske“, de såkaldte kristnes frafaldne ledere, efter hvad der var profeteret, udøve en stadig stærkere indflydelse på den kristne menighed. Tiden til at den alderstegne apostel Johannes skulle sove hen, ville snart være kommet (det skete omkring år 100 e. Kr.), og dermed ville den sidste af dem der virkede som en hindring for dette overgreb være borte. (2 Tess. 2:1-12) Det var påkrævet at Jehova Gud gennem sin søn Kristus gav Johannes en indtrængende og opmuntrende formaning, som Johannes kunne videregive til menighedernes tilsynsmænd. De syv menigheder i Lilleasien repræsenterede alle de daværende menigheder, men i særdeleshed alle de åndsavledes menigheder på jorden i vor tid, idet Johannes ved inspiration befandt sig på „Herrens dag“ i det syn han fik. Han så syv lampestager, der er et billede på alle de åndsavledes menigheder. Kristus Jesus, den trofaste tilsynsmand, vandrede midt blandt lampestagerne for at inspicere, undervise og vejlede angående de forhold der kunne være en hindring for sand tilbedelse og teokratisk vækst. Hver menighed havde en tilsynsmand, billedligt fremstillet ved en stjerne. Disse syv (et fuldstændigt tal) befandt sig i Kristi højre hånd som et udtryk for at de var underlagt hans ledelse. De må lade sig lede af ham og altid huske at de er indsat i deres embede af den hellige ånd, der virker gennem Kristus, og at det er ham de skal stå til regnskab. Ligesom en stjerne skinner klarere end en lampe, må de være lysende eksempler med hensyn til gode gerninger og en god opførsel.
23. Hvad blev nogle af menighederne rost for, og i hvilke henseender var nogle af dem kommet til kort?
23 De tilstande der dengang herskede i de syv menigheder er et billede på forhold der kan råde i menighederne i dag, og dersom tilsynsmændene følger de råd der blev givet, vil de også kunne behandle problemerne på rette måde. Nogle af menighederne blev rost for deres udholdenhed og møjsommelige arbejde, men var blevet ligegyldige og forsømte tjenesten og møderne. Nogle var åndeligt døde fordi de ikke havde taget del i alle grene af tjenesten, og de måtte vågne op og flittigt studere, overvære møderne, og deltage i tjenesten. Tilsynsmanden måtte være den første til at genoplive menighedens kærlighed. Nogle blev rost fordi de ikke havde givet efter for materialistisk indflydelse, men de stod i fare for at blive ofre for nationalisme og religiøst sektvæsen. En tilsynsmand må passe på at han ikke bruger sin stilling som et middel til at opnå selvisk vinding, eller bliver offer for umoralitet eller tillader at noget sådant fordærver menigheden. Søstrene må kende deres plads i menigheden og samarbejde med en mild og sagtmodig ånd som det passer sig for kristne kvinder. Der er ingen plads for lunkenhed. Vi må helt og fuldt stå på Jehovas side og vise at vi værdsætter de åndelige rigdomme der bliver os til del dersom vi viser Jehova absolut hengivenhed. — Åbenbaringen, kapitlerne 1 til 3.
24. Hvad måtte der værnes om i menigheden, og hvorledes nåede instruktionerne ud til menighederne?
24 Tilsynsmændene i de syv menigheder i Asien måtte nøje følge den vejledning der blev givet dem, så at menighederne kunne have fremgang og de tilstande der hindrede Guds hellige ånd i frit at tilflyde dem, kunne blive rettet. Det er værd at lægge mærke til at disse instruktioner først blev givet til Johannes, som så skulle give dem videre til menighedernes tilsynsmænd for at de kunne føre dem ud i livet. Jehova har altid brugt sin organisation som det redskab hvorigennem han udfører sin vilje. Han er en ordenens, en hensigtens og en princippernes Gud. At være i harmoni med hans organisation og at samarbejde med hans tilsynsmænd har altid betydet velsignelse og fremgang for hans tjenere. De der underlægger sig Jehovas kærlige overopsyn belønnes med evigt liv.