Spørgsmål fra læserne

● I 3 Mosebog 3:17 står der: „En evig anordning skal det være for Eder fra slægt til slægt, hvor I end bor: Intet fedt og intet blod må I nyde.“ Nehemias 8:10 siger: „Gå hen og spis fede spiser og drik søde drikke.“ Hvordan kan disse to befalinger harmonere med hinanden? — E. Z., De forenede Stater.

3 Mosebog 3:17 og Nehemias 8:10 er ikke i modstrid med hinanden. 3 Mosebog hentyder til dyrekroppes fedtlag, der ikke måtte spises. Med udtrykket „fede spiser“ hentyder Nehemias til rigelige portioner, noget der ikke er benet, ikke tørt, men saftigt, velsmagende retter tilberedt med vegetabilske olier. Ofte bliver ordet „fed“ eller „fedme“ brugt billedligt om rigdom, frodighed eller velstand. For eksempel udtryk som „jordens fedme“, „hans føde er fed“, „de fandt fed og god græsning“, „de indtog befæstede byer og frugtbart [fedt, KJ] land“, „i fede græsgange skal de græsse“ og „de frugtbareste [fedeste, KJ] egne“. — 1 Mos. 27:28, 39; 49:20; 1 Krøn. 4:40; Neh. 9:25, 35; Ez. 34:14; Dan. 11:24.

Nu er vi ikke underlagt 3 Mosebogs forbud vedrørende nydelsen af fedt, eftersom vi ikke er under Moseloven der jo er sat ud af kraft af Gud ved Jesu død: „I sin godhed tilgav han os alle vore overtrædelser og udslettede det mod os rettede håndskrevne dokument, der bestod af lovbestemmelser og som var i strid med os, og han har taget det bort ved at nagle det til marterpælen.“ — Kol. 2:13, 14, NW.

Vil det sige at vi ikke længere er underlagt Lovens forbud mod at spise blod? Nej det vil det ikke, for forbudet mod at spise og drikke blodet blev givet længe før den mosaiske lovpagt, nemlig på Noas tid, lige efter Vandfloden. Dette forbud mod blod blev indlemmet i den mosaiske lovpagt og gentaget der for at give det fornyet vægt, men menneskeheden i almindelighed var stadig bundet af det på Noas tid givne påbud vedrørende blodets hellighed. Da Jehova borttog Lovpagten, der forpligtede jøderne, ved at nagle den til Jesu Kristi marterpæl, var jøderne fremdeles underlagt forbudet mod at spise og drikke blod, ligesom den øvrige menneskehed er det den dag i dag. De kristne fik særlig underretning om at forbudet mod blod stadig stod ved magt: „De skal vogte sig for afgudsofferkød og for blod og for kød af kvalte dyr og for utugt.“ — Ap. G. 21:25.

Men forbudet mod at nyde fedt ophørte da den mosaiske lovpagt blev fjernet. Andre spiser som blev regnet for urene under den jødiske lov ophørte ligeledes med at være forbudte da Lovpagten ophævedes, og såvel de jødiske kristne som de kristne af hedensk herkomst kunne nyde disse spiser med god samvittighed, idet de takkede Gud for dem for at denne mad kunne blive helliget ved bøn.

● King James-oversættelsen, den autoriserede engelske oversættelse af Bibelen, siger i Åbenbaringen 13:1: „Og jeg stod på sandet ved havet og så et dyr stige op af havet.“ Men New World Translation siger ikke at Johannes stod ved bredden. Den siger: „Og den stod stille på sandet ved havet. Og jeg så et vilddyr stige op af havet.“ Hvorfor denne uoverensstemmelse? — F. H., De forenede Stater.

New World Translation gengiver Åbenbaringen 13:1 med „Og den stod stille på sandet ved havet,“ fordi, som det fremgår af forordet til denne oversættelse, man har brugt den græske tekst der er udarbejdet af Westcott og Hort og som regnes for en af de bedste udgaver af den originale græske tekst. Westcott og Horts udgave siger „den“ eller „han“ som henvisning til dragen fra himmelen, der omtales i det tolvte kapitel, i stedet for „jeg“ som henvisning til apostelen Johannes. De ældste græske manuskripter siger også „den“ eller „han“, ligesom den endnu ældre græske papyrus nr. P-47 fra det tredje århundrede efter Kristus.

Andre moderne oversættelser anerkender at det er dragen og ikke Johannes der står på sandbredden. Revised Standard Version siger: „Og han stod på sandet ved havet,“ og føjer udtalelsen til det 17. vers i kapitel 12 Åb 12:17. Den katolske Confraternity og Knox’ katolske oversættelse anbringer udtalelsen i et attende vers til kapitel tolv. Førstnævnte siger: „Og han stod på sandet ved havet,“ og sidstnævnte: „Og han stod der og ventede på stranden.“

Kirkehorn

● De fleste har hørt om kirkeklokker. For kort tid siden hørte folk i England om horn anvendt til samme formål. En præst der følte sig irriteret over at så få kom til gudstjenesten søndag formiddag, kørte rundt i sognet og tudede med hornet for at vække sognebørnene op til dåd.