De svigtede himmelens og jordens Skaber og hans hus

 1. Hvilken realitet er „huset“ vi her taler om knyttet til?

„HUSET“ der her er tale om er knyttet til den største realitet i universet, den store Skaber af alt det skabte, både det synlige og usynlige. Den del af universet vi kender og som vi kan iagttage ved hjælp af mikroskoper og teleskoper, for ikke at tale om radioteleskoper, er så storslået at vi umuligt kan ignorere dets Skaber.

 2. (a) Hvordan adskiller den nylig opdagede „quasar“ sig fra en stjerne? (b) Hvilken slutning drager nogle astronomer angående universets tilblivelse ud fra den kendsgerning at universet udvider sig?

² I forbindelse med universets umådelige størrelse må vi nævne det himmelfænomen som astronomerne for nylig har opdaget og som de kalder en „quasar“, hvilket er en forkortelse af den engelske betegnelse for en stjernelignende kilde til kraftige radiosignaler (Quasi-stellar Radio Sources). Der er tale om himmellegemer der udsender enorme energimængder i form af lys og radiobølger. De ligner stjerner, men „er tilsyneladende mange millioner gange større og mange milliarder gange klarere. Nogle af dem pulserer rytmisk“. Man kender cirka fyrre af dem, og opdagelsen af den fjerneste blev meddelt den 17. maj 1965; den betegnes som 3C-9.a Det oplyses at dette himmellegeme er så fjernt at det synes at bringe os tilbage i nærheden af den tid da universet fik sin begyndelse. „Lyset har rejst så langt at det må have begyndt sin rejse mod jorden kort tid efter universets påståede fødsel.“ Disse nyopdagede himmellegemer eksisterer sandsynligvis ikke mere, idet de uden tvivl er gået til grunde i løbet af de milliarder af år det har taget lyset fra dem at nå vor jord. Rapporten siger: „Den fart hvormed universet ifølge observationerne udvider sig, antyder at udvidelsen begyndte fra et enkelt punkt for cirka 13 milliarder år siden — det er rundt regnet tre gange jordens alder.“ — New York Times, den 18. maj 1965, side 1 og 2.

 3, 4. (a) Hvad slutter vi ud fra dette angående den opfattelse at Gud skulle bo i et hus her på jorden? (b) Hvad lærer kristenheden om Gud som gør ham meget lille, men hvad lærte Paulus de hedenske athenere?

³ Hvad er det nu fornuftigt at slutte af ovennævnte opdagelse? At Gud, Skaberen af et så enormt univers, er for stor til at kunne bo i et hus her på jorden. Hvis vi talte om Gud som om han boede i et menneskeskabt hus her på vor lille jord ville det lyde latterligt, ikke mindst for det tyvende århundredes videnskabsmænd. Hvordan kunne Gud gøre sig selv så lille? Og dog taler kristenhedens præsteskab om Gud som om han gjorde sig selv så lille at han kunne rummes i en ægcelle i den jødiske jomfru, den unge pige Marias moderliv. Det er imidlertid ikke Bibelens lære. Den lærer at Gud, Skaberen, overførte sin enbårne søns liv fra himmelen til den jødiske jomfrus moderskød således at han kunne fødes som mennesket Jesus, der senere blev kaldt Kristus. Ifølge det som engelen Gabriel meddelte den jødiske jomfru Maria ville hendes førstefødte søn ikke være Gud selv, men Guds søn. Hun skulle ikke være Guds moder, men Guds søns moder. (Se Lukas 1:26-33:) Men om Gud, Skaberen selv, sagde den kristne apostel Paulus til de hedenske grækere:

⁴ „Athenere! jeg ser, at I i alle måder er ivrige i jeres gudsdyrkelse. . . . Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, som er Himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer, gjorte med hænder, han tjenes heller ikke af menneskers hænder, som om han trængte til noget, han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet. Og han lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade . . . Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen er lig guld eller sølv eller sten, formet ved menneskers kunst og snilde.“ — Ap. G. 17:22-29.

 5. (a) Bor Gud i en bygning på samme måde som et gudebillede bebor et tempel? (b) Hvad kan Gud gøre ved en bygning hvori han tilbedes, som for eksempel Salomons tempel?

⁵ Den Gud som Bibelen lærer om bor altså ikke i en jordisk, materiel bygning, sådan som nogle statuer af guld, sølv eller sten har til huse i et tempel, en pagode eller var tilhørende et af verdens billeddyrkende religionssystemer. Himmelens og jordens sande Gud kan imidlertid hellige et tabernakel eller et tempel som er blevet bygget i lydighed mod hans bud. Han kan knytte sit navn til en sådan bygning, som han således har helliget. Et sådant tempel kan derfor omtales som „Guds hus“, uden at det er et hus han bogstaveligt og i egen person bebor; men det er et hus hvori den rene tilbedelse af ham kan foregå. Sådan forholdt det sig med det tempel som kong Salomon fuldførte i Jerusalem i år 1027 før vor tidsregning. Som svar på kong Salomons bøn sagde Gud: „Jeg har hørt den bøn og begæring, du opsendte for mit åsyn. Jeg har helliget dette hus, som du har bygget, for der at stedfæste mit navn til evig tid, og mine øjne og mit hjerte skal være der alle dage.“ — 1 Kong. 9:3.

 6. Hvad bad Salomon Gud om at gøre vedrørende det tempel Salomon havde bygget?

⁶ Da tempelbyggeren kong Salomon indviede dette storslåede religiøse bygningsværk på Morija bjerg i Jerusalem, sagde han rent ud at han ikke forventede at himmelens og jordens store Skaber rent bogstaveligt ville bo i dette tempel. I indvielsesbønnen sagde kong Salomon: „Men kan Gud da virkelig bo på jorden? Nej visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette hus, som jeg har bygget! Men vend dig til din tjeners bøn og begæring, [Jehova] min Gud, så du hører det råb og den bøn, din tjener i dag opsender for dit åsyn; lad dine øjne være åbne over dette hus både nat og dag, over det sted, hvor du har sagt, at dit navn skal bo, så du hører den bøn, din tjener opsender, vendt mod dette sted!“ — 1 Kong. 8:27-29.

 7, 8. (a) Hvordan var Guds nærværelse symboliseret i Salomons tempel? (b) Hvorledes er dette i overensstemmelse med de ti bud og Guds storhed?

⁷ Kong Salomon var fornuftig. Vi må ligeledes, i harmoni med Bibelen, være fornuftige med hensyn til de tanker vi gør os om Guds hus. Kong Salomons tempel rummede ingen menneskeskabte statuer der skulle repræsentere Gud. Guds nærværelse i templet blev symboliseret ved det såkaldte shekina-lys der mirakuløst oplyste templets inderste rum, det allerhelligste. Når ypperstepræsten hvert år på forsoningsdagen gik derind for at stænke det forsonende offerblod på pagtens eller vidnesbyrdets hellige ark fik han lov til at se dette mirakuløse lys. — 3 Mos. 16:11-17.

⁸ Men der var ingen statue, intet billede i Jehovas tempel til at repræsentere ham. Det første og det andet af de ti bud var jo også absolutte forbud imod at fremstille billeder eller statuer og tilbede dem. (2 Mos. 20:1-6) Dette harmonerer med at den levende og sande Gud ønsker at hans skabninger tilbeder ham direkte, og ligeledes at han er for stor til at kunne bo i et tempel bygget af mennesker.

 9. Hvad sagde Gud advarende til Salomon angående templet?

⁹ Efter at det første tempel i Jerusalem var indviet sagde Gud advarende til kong Salomon som havde bygget det, og til hans efterfølgere på tronen: „Men hvis I eller eders børn vender eder bort fra mig og ikke holder mine bud, mine anordninger, som jeg har forelagt eder, men går hen og dyrker andre guder og tilbeder dem, så vil jeg udrydde Israel fra det land, jeg gav dem; og det hus, jeg har helliget for mit navn, vil jeg forkaste fra mit åsyn, og Israel skal blive til spot og spe blandt alle folk, og dette hus skal blive en ruindynge, og enhver, som går der forbi, skal blive slået af rædsel og give sig til at hånfløjte. Og . . . man siger: Hvorfor har [Jehova] handlet således mod dette land og dette hus?“ — 1 Kong. 9:6-8.

10, 11. (a) Hvad viser at Guds advarsel ikke var en tom trussel? (b) Kan vi gå let hen over disse historiske kendsgerninger, og hvad sagde Paulus herom?

¹⁰ Det der her blev advaret imod, skete virkelig med kong Salomons tempel. Grunden var den at Israels konger, på få undtagelser nær, besmittede og vanhelligede Jehovas hus eller tempel. I sommeren år 607 f.v.t. blev det lagt i ruiner af de babyloniske hære under kong Nebukadnezar. Havde Israel behandlet Guds hus med den rette respekt, ville dette aldrig være sket. Men israelitterne respekterede ikke det hus som Gud havde knyttet sit navn Jehova til, og derfor viste hans advarsel sig ikke at være en tom trussel. I halvfjerds år, fra 607 til 537 f.v.t., lå det i ruiner mens de deporterede israelitter levede som landflygtige i det fjerne Babylonien. Kan vi der lever nu gå let hen over disse historiske kendsgerninger og betragte dem som ret betydningsløse for os? Nej, det bør vi ikke gøre. Den kristne apostel Paulus, der havde analyseret Israels historie og i sine skrifter kommenteret den, giver os følgende advarsel:

¹¹ „I dette er de blevet eksempler til advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, således som de gjorde. Bliv heller ikke afgudsdyrkere, som nogle af dem blev, . . . Lad os heller ikke bedrive utugt, som nogle af dem bedrev utugt, . . . Lad os heller ikke friste Herren, som nogle af dem fristede ham . . . I må heller ikke knurre, som nogle af dem knurrede og blev dræbt af ’ødelæggeren’. Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet. Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder?“ — 1 Kor. 10:6-12.

Det genopførte hus svigtes

12. Hvilken generation af jøder ønsker vi ikke at ligne, og hvorfor ønsker vi at være som Judas statholder Nehemias?

¹² En ny generation er tilbøjelig til at begå de samme fejl som de foregående generationer, medmindre den tager ved lære af historien, specielt den bibelske. Derfor lider den ligesom fortidens slægter under de samme eller lignende dårlige følger af en forkert indstilling til Guds hus. Vi der hører til den nuværende generation burde ønske at være som Nehemias, der var statholder i provinsen Juda i det femte århundrede før vor tidsregning. Han tog energisk fat på at standse den forsømmelighed som Guds udvalgte folk gjorde sig skyldig i over for Guds hus. Huset var ikke Salomons tempel, der jo var blevet ødelagt i det syvende århundrede f.v.t., men det tempel som var blevet genopbygget i det sjette århundrede f.v.t. efter at en rest af fromme jøder var vendt tilbage fra Babylonien til Jerusalem. Efter at det vældige Babylon var faldet for medernes og persernes hånd i 539 f.v.t. var Judas land blevet en persisk provins under Kyros den Store. I 455 f.v.t. udnævnte perserkongen Artaxerxes Nehemias til statholder over provinsen Juda og byen Jerusalem. Nehemias ignorerede ikke jødernes tidligere historie. Han ønskede ikke at de hjemkomne jøder, den generation han selv tilhørte, skulle komme i ulykke ved at begå de samme fejltagelser som deres forfædre. Han brugte den magt han havde som statholder til at modvirke dette.

13. Hvad overgik Guds tempel i år 70 e.v.t., og hvad viser hvorvidt det var Nehemias’ skyld?

¹³ Det var ikke Nehemias’ skyld at det genopbyggede tempel i Jerusalem blev ødelagt af de romerske legioner under general Titus i året 70 e.v.t. Jehovas tempel som da blev ødelagt, er aldrig senere blevet genopbygget, og dér hvor det lå, finder vi i dag et helt andet bygningsværk, kendt som Klippemoskeen, viet til muhamedanernes Allah. En undersøgelse af årsagerne til at det er gået sådan, afslører at det skyldes misbrug eller vanhelligelse af Jehovas genopbyggede tempel. Nehemias var derfor med rette bekymret og han tog på ingen måde for tungt på tingene. Vi gør vel i at sætte os ind i hvilke forholdsregler han tog.

14. Hvilket byggearbejde tog Nehemias først vare på, og i hvilken stemning samledes israelitterne den følgende 24. tisjri?

¹⁴ Først samlede Nehemias de hjemvendte jøder om at genopbygge Jerusalems beskyttende mure, og det gjorde de på tooghalvtreds dage. Så vendte han sin opmærksomhed mod templet, og Judas folks åndelige tilstand. (Neh. 6:15 til 7:5; 8:1-9) I måneden efter fuldførelsen af Jerusalems mure havde folket fejret løvhyttefesten i Jerusalem og samledes nu på den fireogtyvende dag i måneden tisjri i en mere dyster stemning, „under faste og i sørgedragt med jord på hovedet“. — Neh. 9:1.

15, 16. (a) Hvad blev læst op ved den lejlighed, og hvilken bekendelse aflagde israelitterne?’ (b) Hvilken trældom og hvilken urokkelig pagt blev nævnt til sidst i den efterfølgende bøn?

¹⁵ Ved den tid var alle de inspirerede hebraiske skrifter (39 bøger) færdigskrevet, med undtagelse af Nehemias’ og Malakias’ bog, men ved denne særlige lejlighed blev der kun læst op fra „bogen med . . . Guds lov“ (de fem Mosebøger), og oplæsningen strakte sig over en fjerdedel af dagslysperioden (tre timer), hvorefter jøderne bekendte deres egne og deres forfædres synder og også bøjede sig og tilbad Jehova deres Gud. Derefter blev bønner opsendt for hele folket af de tjenende levitter, som stod på en forhøjning. Bønnen sluttede med denne udtalelse som findes i Nehemias 9:36-38:

¹⁶ „Se, derfor er vi nu trælle; i det land, du gav vore fædre, for at de skulle nyde dets frugter og rigdom, er vi trælle; dets rige afgrøde tilfalder de konger, du for vore synders skyld har givet magten over os, og de gør, hvad de lyster, med vore kroppe og vort kvæg. Vi er i stor nød! I henhold til alt dette indgår vi med navns underskrift en urokkelig pagt, og den beseglede skrivelse er underskrevet af vore øverster, levitter og præster.“

17. Hvem var med til at besegle den skriftlige overenskomst, og hvoraf fremgik det at folket stod bag dem der beseglede den?

¹⁷ Nehemias var selv en af folkets øverster og med til at besegle denne urokkelige og skriftlige overenskomst og give den bindende kraft. Resten af israelitterne, klædt som de var i sæk og aske, støttede deres øverster, deres præster og de levitter der repræsenterede dem, og forpligtede sig selv med ed til at overholde denne urokkelige pagt, og de var alle besluttede på at bringe sig selv i harmoni med Guds love og krav. — Neh. 10:1-29.

18. Hvad besluttede jøderne med hensyn til ægteskab, sabbaterne, økonomisk støtte til Guds hus, og brænde til alteret?

¹⁸ På denne måde anerkendte de på ny at de var forpligtede til at undgå blandede ægteskaber med de hedenske naboer som boede i det omliggende land. De var også besluttede på at holde den ugentlige sabbat og sabbatsåret hvert syvende år og i den forbindelse at eftergive al gæld som deres israelitiske brødre måtte være kommet i. Og med hensyn til det nu enogtres år gamle genopførte tempel i Jerusalem, „vor Guds hus“, så pålagde de sig selv en årlig skat på en tredjedel sekel (cirka kr. 1,40 i sølv) pr. hoved til dækning af templets udgifter og opretholdelse af tempeltjenesten. Desuden var der brug for en hel del træ som brændsel på alteret, hvor der hver dag bragtes mange ofre; opgaven med regelmæssigt at skaffe det nødvendige brænde blev fordelt på hele folket.

19, 20. (a) Hvilke andre ofre skulle ifølge Guds lov bringes foruden tienden? (b) Hvilken tjeneste betalte man for med al denne materielle støtte?

¹⁹ Dertil kom førstegrøden som israelitterne ifølge Guds lov skulle ofre: førstegrøden fra marken og frugthaven, og det førstefødte af hornkvæget og småkvæget, ligesom kvindernes førstefødte sønner måtte gives til templet.

²⁰ Disse ofre bragtes i tilgift til tienden eller tiendedelen af årets indkomst, som blev givet for at støtte præsterne og levitterne der regelmæssigt tjente ved „vor Guds hus“. Selv levitterne som gjorde tjeneste ved templet skulle ifølge Loven give tiende af hvad de havde modtaget, og den skulle de give til præsterne. På den måde havde templets levitter en andel i tiendeordningen og gav deres bidrag til støtte for Guds hus. (4 Mos. 18:26-32) I templet var „helligdommens kar“, og i templet gjorde præsterne, dørvogterne og sangerne tjeneste. Alle behøvede de materiel støtte for at kunne yde den åndelige tjeneste.

21. Hvad ville det være ensbetydende med hvis man forsømte at yde denne støtte, og hvorfor ville israelitterne nødigt gøre sig skyldige i en sådan forsømmelighed nu?

²¹ At forsømme at yde tempeltjenerne støtte så tempeltjenesten kunne vedligeholdes, var ensbetydende med at svigte Jehova Guds hus eller tempel. Og nu hvor israelitterne havde sluttet en urokkelig pagt, skriftligt og med edsaflæggelse, og de var indforstået med at det medførte Guds forbandelse at bryde pagten, var det især vigtigt at de ikke på ny gjorde sig skyldige i nogen forsømmelighed. Judas statholder, Nehemias, forpligtede også sig selv da han sagde: „Vi [ikke I] vil således ikke svigte vor Guds hus.“ — Neh. 10:30-39.

Værd at huske og rette sig efter

22. Hvad viste Nehemias interesse for ved på ny at besøge Jerusalem, men hvilken tilbøjelighed, som hører det faldne menneske til, opdagede han at jøderne havde givet efter for?

²² Nehemias’ ord til jøderne, der som nation var indviet til Jehova Gud og som hævdede at tilbede ham, er en magtfuld udtalelse som er værd at huske og rette sig efter. Men det faldne menneske forfalder let til materialisme og til at forsømme åndelige interesser og goder, ja til at svigte Guds hus! Det opdagede Nehemias. Efter at have tjent som statholder i tolv år vendte han tilbage til perserkongens palads „i kong Artaxerxes af Babels toogtredivte regeringsår“. (Neh. 13:6) Nehemias oplyser ikke i hvor lang tid han var væk fra Jerusalem, men på et tidspunkt får han af perserkongen tilladelse til at vende tilbage til Juda og Jerusalem. Selv har han ikke mistet interessen for Guds hus, men til sin sorg opdager han at det har hans landsmænd i Juda.

23. Hvem havde af ypperstepræsten Eljasjib fået lov til at bo i templet, og hvad foretog Nehemias sig i den anledning?

²³ Ypperstepræsten Eljasjib har tilladt en fjendtlig ammonit, Tobija, som i sin tid modsatte sig genopbygningen af Jerusalems mure, at bo i templet. Han havde også knyttet en familieforbindelse med Tobija og havde overladt ham et af kamrene i templets forgård, hvor man før havde opbevaret de forsyninger som tempeltjenerne brugte. Dette var i modstrid med Guds bud i Femte Mosebog 23:3-6. Hvad templets ypperstepræst således fandt i sin orden, blev også tolereret af folket. Men ikke af Nehemias! Han fortæller os følgende: „Det [harmede] mig højligen; og jeg kastede alt Tobijas bohave ud af kammeret og bød, at man skulle rense kammeret, hvorefter jeg atter bragte Guds hus’ kar, afgrødeofferet og røgelsen derind.“ — Neh. 13:4-9.

24. Hvad havde ypperstepræsten Eljasjib forsømt at gøre for tempellevitterne, og hvad havde det resulteret i?

²⁴ Ikke blot havde ypperstepræsten Eljasjib tilladt den uønskede og fjendtlige ammonit at bo i et af templets kamre, men han forsømte desuden at holde de legitime levitter til deres gudgivne pligter i templet. Han tillod at israelitternes bidrag i form af tiende aftog, således at de tjenstgørende levitter ikke modtog den nødvendige materielle støtte. Mange af dem følte sig nødsaget til at forlade tempelgerningen og tage tilbage til levitbyerne og arbejde på de omliggende marker for at skaffe sig og familien det daglige brød. Hvad gjorde nu Nehemias ved det?

25. Hvad oplyser Nehemias at han gjorde ved det?

²⁵ Han fortæller: „Da fik jeg at vide, at afgifterne til levitterne ikke svaredes dem, og derfor var de levitter og sangere, der skulle gøre tjeneste, flyttet ud hver til sin landejendom; så gik jeg i rette med forstanderne og spurgte dem: ’Hvorfor er Guds hus blevet vanrøgtet?’ Og jeg fik atter levitterne samlet og satte dem på deres pladser.“ Han ventede ikke på at forstanderne skulle sætte sig i bevægelse, men sørgede selv for at alle Judas indbyggere bragte tienden til templets forrådskamre. — Neh. 13:10-12; 4 Mos. 35:1-8.

26. Hvem udnævnte Nehemias i denne forbindelse til at gøre tjeneste til gavn for dem der arbejdede ved templet?

²⁶ Desuden tog Nehemias ikke hensyn til den forsømmelige og ulydige ypperstepræst Eljasjib, men, som han siger: „Jeg overdrog tilsynet med forrådskamrene til præsten Sjelemja, skriveren Zadok og Pedaja af levitterne og gav dem til medhjælper Hanan, en søn af Zakkur, en søn af Mattanja, da de regnedes for pålidelige; og dem pålå det så at uddele tienden til deres brødre.“ (Neh. 13:13) Så nu havde de tjenstgørende levitter ingen grund til at rejse hjem!

27, 28. (a) Hvilke kærlighedsgerninger henviste Nehemias til som begrundelse for sin bøn til Gud om at blive husket af ham? (b) Hvorfor skred han ind over for ypperstepræstens sønnesøn, og hvordan gjorde han det?

²⁷ Da Nehemias senere bad til Jehova Gud om at måtte blive husket af ham, hvad henviste han så til som begrundelse for sin anmodning? Nævnte han at han havde forladt sin stilling som mundskænk for perserkongen og havde måttet foretage den lange rejse til Jerusalem og havde genopbygget byens mur i løbet af tooghalvtreds dage trods truende fjender? Nej, det gjorde han ikke! Han nævnte hvad han havde gjort for Guds hus. Han bad: „Kom mig det i hu, min Gud, og udslet ikke de kærlighedsgerninger, jeg har gjort mod min Guds hus til gavn for tjenesten der!“ Han insisterede på at de der tjente ved Guds hus skulle være rene; det havde ypperstepræsten Eljasjib ikke insisteret på; han havde tværtimod ladet en af sine sønnesønner indgå ægteskab med en ikke-troende, en datter af den fjendtlige samaritaner Sanballat, en horonit. Herom siger Nehemias:

²⁸ „En af ypperstepræsten Eljasjibs søn Jojadas sønner, der var horonitten Sanballats svigersøn, jog jeg bort fra min nærhed.“ — Neh. 13:14, 28.

29. Hvad gjorde Nehemias ifølge sine afsluttende ord i anledning af at præstedømmet og præsternes og levitternes pagt var blevet besmittet?

²⁹ Efter at have omtalt denne handling der var til gavn for Guds hus fortsætter Nehemias sin bøn, som danner afslutningen på bogen der bærer hans navn: „Tilregn dem, min Gud, at de besmittede præstedømmet og præsternes og levitternes pagt! Således rensede jeg dem for alt fremmed, og jeg ordnede tjenesten for præsterne og levitterne efter det arbejde, hver især havde, og ydelsen af brænde til fastsatte tider og af førstegrøderne. Kom mig i hu, min Gud, og regn mig det til gode!“ — Neh. 13:29-31.

Husket fordi han ikke svigtede Guds hus

30, 31. (a) Vil Gud opfylde Nehemias’ bøn, og hvilken regel finder vi i Hebræerbrevet 6:10 som gælder i dette tilfælde? (b) Hvad skrev profeten Malakias i overensstemmelse hermed om dem der frygter Jehova?

³⁰ Vil Jehova Gud opfylde den bøn Nehemias bad for to tusind ni hundrede år siden? Ja, og det til evig gavn for Nehemias. Jehova Gud er ikke uretfærdig så han skulle glemme alt det gode som statholderen Nehemias gjorde for Guds hus i Jerusalem og undlade at belønne ham for det. Han har husket Nehemias’ bøn og ladet den optegne som en del af den inspirerede hellige skrift. Til de hebræere der blev disciple af Jesus Kristus, som har ydet en endnu større tjeneste for det sande Guds hus, er der skrevet: „Thi Gud er ikke uretfærdig, så han skulle glemme jeres arbejde og den kærlighed, I har vist mod hans navn, ved at I har hjulpet og stadig hjælper de hellige.“ (Hebr. 6:10) Gud vil heller ikke glemme Nehemias. Nehemias frygtede i sandhed Jehova Gud; og hos Malakias, som efter alt at dømme levede samtidig med Nehemias i det genopbyggede Jerusalem, finder vi disse ord som stemmer med det ovennævnte:

³¹ „Da talte de, som frygter [Jehova], med hverandre. Og [Jehova] lyttede og hørte efter, og en bog blev skrevet for hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter [Jehova] og slår lid til hans navn.“ — Mal. 3:16.

32. (a) Hvordan vil Nehemias blive belønnet, og hvad vil han lære til den tid? (b) Hvad vil han være et godt eksempel på?

³² Nehemias sover stadig i døden i Sheol eller Hades, den døde menneskeheds fælles grav. Men i løbet af de tusind år hvor „en salvet [Messias, NW], en fyrste,“ vil regere, vil Nehemias blive belønnet med en opstandelse fra de døde. (Dan. 9:24-27) Til den tid vil han ikke længere finde et jordisk tempel for Jehova Gud på Morija bjerg i Jerusalem. Han vil blive oplyst om hvad der skete med det sidste jødiske tempel i år 70 e.v.t., som forudsagt af Jesus Kristus, Guds søn. (Matt. 23:37 til 24:2; Luk. 19:36-44; 21:5, 6) Han vil blive oplyst om Guds åndelige tempel, som det jordiske tempel på Morija bjerg i Jerusalem var et billede på. Han vil lære om hvordan det åndelige tempel undgik at blive svigtet og forsømt af dette tempels store ypperstepræst og hans efterfølgere. Nehemias selv vil forene sig med andre trofaste på jorden i tilbedelsen af Jehova Gud gennem dette ophøjede åndelige tempel. Han vil være et glimrende eksempel på at de som ikke svigter Guds hus bliver husket og får fuld løn.

[Fodnote]

[Illustration på side 128]

Folket bringer den materielle støtte til tempeltjenerne