En forandring fra en sorgens til en festens dag

 1. Hvorfor kommer det ikke bag på sande kristne at de bliver forfulgt?

SANDE kristne ved at de vil blive hadet af denne verden fordi verden også hadede Jesus, ja endog lod ham lide en grusom død. (Joh. 15:18-25) Apostelen Peter skrev til den kristne menighed: „I elskede, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I gennemgår, . . . Nej, jo mere I får del i Kristuslidelser, des mere skal I glæde jer, så I også kan glæde og fryde jer, når hans herlighed åbenbares.“ — 1 Pet. 4:12, 13.

 2, 3. (a) Hvad gav forfølgelsen Mordokaj og Ester lejlighed til, men hvorfor sørgede Mordokaj? (b) Hvad påbød Mordokaj Ester at gøre, og hvad svarede hun?

² Den forret at være med til at ophøje Guds navn ved at vise udholdenhed og stole på Jehovas magt til at udfri, blev både Mordokaj og Ester til del dengang Haman planlagde at udrydde alle jøderne. En skrivelse der angav den 13. adar som den skæbnesvangre dag, blev udsendt til hele det persiske og mediske riges 127 landsdele, og desuden til Susan, den kongelige borg. Da Mordokaj hørte derom klædte han sig i sæk og aske og henvendte sig uden tvivl i bøn til Jehova, ligesom andre af Guds tjenere har gjort. (Dan. 9:3; Sl. 12:2) Da Ester forhørte sig om grunden til hans dybe sorg, fortalte han hende alt hvad der var sket og pålagde hende at gå ind til kongen og direkte bede ham om at hjælpe hendes folk.

³ Denne befaling fra Mordokaj gjorde et dybt indtryk på Ester og hun mindede ham om at ifølge medernes og persernes lov skulle enhver der ukaldet gik ind til kongen, lide døden. Kun hvis kongen rakte sit gyldne scepter ud mod ham, kunne han blive i live. Desuden fortalte Ester Mordokaj at hun i tredive dage ikke var blevet kaldt til kongen. Hvis hun gjorde som Mordokaj anmodede hende om, uden at være kaldt til kongen, kunne det medføre hendes død. Men Mordokaj var ubøjelig og svarede Ester: „Tro ikke, at du alene af alle jøder skal undslippe, fordi du er i kongens hus! Nej, dersom du virkelig tier ved denne lejlighed, så kommer der andetstedsfra hjælp og redning til jøderne; men du og din slægt skal omkomme. Hvem ved, om det ikke netop er for sligt tilfældes skyld, at du er kommet til kongelig værdighed!“ Esters lydighed mod Mordokaj og hendes kærlighed til sit folk gik af med sejren. Hun svarede: „Gå hen og kald alle Susans jøder sammen og hold faste for mig, således at I hverken spiser eller drikker dag eller nat i tre døgn; på samme måde vil også jeg og mine terner faste; og derefter vil jeg gå ind til kongen, skønt det er imod loven; skal jeg omkomme, så lad mig da omkomme!“ — Est. 4:1-17.

Dømmekraft i farens stund

 4. Hvilken indstilling lagde både Ester og Mordokaj for dagen, og hvilket eksempel sætter de som de er et billede på?

⁴ Ester forlod sig ikke på sin tilknytning til kongen. Mordokaj satte heller ikke sin lid til den tjeneste han loyalt havde gjort kongen og som indtil da var gået upåagtet hen. (Est. 2:21-23) De stolede begge helt og fuldt på Jehova og søgte hans ledelse med hensyn til den kurs de måtte følge for at tjene som redskaber til at bevare Guds folk i live. Ester satte nu sit liv på spil, idet hun iførte sig det kongelige skrud og trådte frem for kongen. „Da kongen så dronning Ester stå i gården, fandt hun nåde for hans øjne, og kongen rakte det gyldne scepter, som han havde i hånden, ud imod Ester.“ (Est. 5:1, 2) I dag befinder Ester-skaren sig i samme fare som Mordokaj-skaren. Men den unddrager sig ikke; den viser virkelig kærlighed til hele Guds folk og samarbejder med Mordokaj-skaren i fuldstændig enhed for at bevare dem som Gud kalder ud af denne verden for at de kan repræsentere ham her i „endens tid“. (Matt. 12:30; Sl. 133:1) Hvilket eksempel for dem som har sluttet sig til Jehovas salvede og som med fuld tillid til udfaldet ser hen til den større Ahasverus, Jesus Kristus!

 5. Hvilken bøn fremførte Ester, og hvorfor var hendes handlemåde over for Haman ikke i modstrid med Mordokajs?

⁵ Ester trådte hen til kongen, men bad blot om at kongen ville komme til et gæstebud som hun havde beredt for ham og Haman. Denne indbydelse tog kongen villigt imod. (Est. 5:3-5) Ved at indbefatte Haman i denne indbydelse kunne det se ud som om Ester, i modsætning til Mordokaj, viste Haman en gunst. Dette harmonerer med at Ester-skaren, som handler under Mordokaj-skarens vejledning, i modbilledet ikke med magt søger at ødelægge kristenhedens såkaldt kristne gejstlighed. Den søger ikke at ophæve den nære forbindelse der er mellem kirken og staten. (Ef. 6:12) I overensstemmelse med Bibelens profetier må Haman-skaren afsløres fuldstændigt, og den vil afsløre sig selv som det den virkelig er: Guds fjende fordi den er verdens ven. Det vil blive tydeligt for enhver at de der forbilledligt blev skildret ved Haman er „lovløshedens menneske“; de har gjort sig skyldige i lovløshed mod Gud og vil være dømt til undergang. — 2 Tess. 2:3, 4, 8.

 6. Hvordan reagerede Haman på den gunst Ester tilsyneladende viste ham, men hvad planlagde han nu at gøre med Mordokaj?

⁶ Ester åbenbarede stadig ikke hvad der lå hende på hjerte. Uden tvivl ledet af Jehova, hvilket de efterfølgende begivenheder stærkt tyder på, bad hun kongen om at komme til endnu et gæstebud, hvortil også Haman blev indbudt. Haman gik derfra „glad og vel til mode“. Men da han så Mordokaj i kongens port, og denne hverken rejste sig eller viste nogen frygt for ham, blev han straks opfyldt af raseri. Han beherskede sig imidlertid, og da han kom hjem pralede han over for sin hustru og sine venner af sin storhed. De frydede sig sammen med ham, men gav ham ret da han klagede over at „alt det er mig ikke nok, så længe jeg ser denne jøde Mordokaj sidde i kongens port“. Hans hustru Zeresj og alle hans venner gav ham da følgende råd: „Lad en galge rejse, halvtredsindstyve alen høj, og bed i morgen tidlig kongen om, at Mordokaj må blive hængt i den; så kan du gå glad til gæstebudet med kongen.“ Dette vandt i høj grad Hamans bifald. Han besluttede at han tidligt næste morgen ville søge foretræde hos kongen og få ham til at opfylde denne bøn. — Est. 5:6-14.

Jehova leder begivenhederne

 7. Hvilken uventet hændelse den nat ændrede situationen for Mordokaj?

⁷ Nu tog begivenhederne en uventet vending. Samme nat som Haman lagde råd op om at dræbe Mordokaj, lå kong Ahasverus i sin seng og kunne ikke sove. Han sluttede at der måtte være noget han havde forsømt at gøre eller en eller anden forseelse han havde gjort sig skyldig i, og han bød derfor sine tjenere at hente krønikebogen og læse op af den. De lod blikket glide ned over optegnelserne for at se om der var noget man havde glemt at gøre. „Man fandt da optegnet, hvorledes Mordokaj havde meldt, at Bigtana og Teresj, to kongelige hofmænd, der hørte til dørvogterne, havde søgt lejlighed til at lægge hånd på kong Ahasverus. Kongen spurgte da: ’Hvilken ære og udmærkelse er der vist Mordokaj til gengæld?’ Kongens folk, som gik ham til hånde, svarede: ’Der er ingen ære vist ham.’“ Kongen besluttede straks at Mordokaj skulle æres. — Est. 6:1-3.

 8. Hvordan udviklede begivenhederne sig så Mordokaj stadig kunne være med i opfyldelsen af Jehovas hensigt?

⁸ Tidligt næste morgen kom Haman for at søge foretræde hos kongen, og kong Ahasverus bød ham komme ind. Men før Haman fik fremført sit ærinde angående Mordokaj, stillede kongen ham et spørgsmål som gjorde at begivenhederne fik et helt andet forløb end Haman havde tænkt sig. Hvis Haman først havde fået lov til at fremkomme med sin anmodning om at få Mordokaj hængt, kunne kongen, som ønskede at hædre Mordokaj, udmærket have vendt sig mod Haman dér og da, uden dronning Esters eller Mordokajs indgriben. Deres rolle i dette drama ville således have været udspillet, og de ville ikke have tjent i forbindelse med Jehovas endelige opgør med amalekitterne. — Est. 6:4, 5.

 9. Hvordan blev Haman ydmyget for Mordokajs øjne?

⁹ I overensstemmelse med Jehovas hensigt talte kongen først: „Hvad gør man ved den mand, kongen ønsker at hædre?“ (Est. 6:6) Haman, som endnu havde nattens praleri i frisk erindring, kunne ikke tænke sig at nogen anden end han selv stod i så høj en kurs hos kongen, og han sluttede at det måtte være ham kongen ønskede at hædre. Hans råd til kongen var derfor dikteret af hans egne ambitioner: „Man [skal] lade hente en kongelig klædning, som kongen selv har båret, og en hest, som kongen selv har redet, og på hvis hoved der er sat en kongelig krone, og man skal overgive klædningen og hesten til en af kongens ypperste fyrster og give den mand, kongen ønsker at hædre, klædningen på og føre ham på hesten over byens torv og råbe foran ham: Således gør man ved den mand, kongen ønsker at hædre!“ Haman afventede tillidsfuldt kongens svar, kun for at høre ham sige: „Skynd dig at hente klædningen og hesten, som du sagde, og gør således ved jøden Mordokaj, som sidder i den kongelige port!“ Haman var fuldstændig knust. Men han kunne ikke gøre andet end at adlyde. Havde han ikke gjort det ville det have betydet den visse død. På det tidspunkt Mordokaj havde allermest brug for at blive husket, greb Jehova således ind for at beskytte ham og redde hans liv. Haman blev derimod tvunget til at indrømme at det ikke var ham men denne hadede og foragtede jøde, Mordokaj, kongen ønskede at hædre. — Est. 6:6-11.

En fuldstændig vending

10. Hvad førte til Hamans fald, og hvilken parallel finder sted i vor tid?

¹⁰ Haman var en stolt mand. I Ordsprogene 16:18 siges der: „Hovmod går forud for fald, overmod forud for snublen.“ Ifølge dette princip kunne det kun ende på én måde for Haman. Der måtte komme et fald. I dag ser vi en nøjagtig parallel hertil. Før i tiden har gejstligheden indtaget den højeste stilling i denne tingenes ordning. Selv om gejstligheden påstår at herske ved Guds nåde og ved hans konge, Jesus Kristus, nyder den i virkeligheden ikke Guds bevågenhed, hvilket bliver mere og mere tydeligt for alle uhildede iagttagere. (Matt. 7:15-23) Derimod har de der tilhører Mordokaj-skaren fundet stadig større yndest hos Herren Jesus Kristus, især siden 1926, da de offentligt gav udtryk for at de ville stille sig på Guds side, nemlig i artiklen „Hvem vil ære Jehova?“ i The Watch Tower for 1. januar dette år [Vagttaarnet, 1. februar 1926]. Mange begivenheder som har fundet sted siden da, har bekræftet dette. Fra 1922 til 1928 udsendte Jehovas vidner en række proklamationer, hvoraf flere direkte tog sigte på at afsløre præsteskabet. I 1930 blev der udgivet to bøger med titlen „Lys“, som indeholdt en forklaring til Åbenbaringens bog, og disse bøger afslørede også kristenhedens præsteskab mens de samtidig ophøjede Guds rige ved Herren Jesus Kristus. Alle disse proklamationer og afsløringer var en sviende ydmygelse for kristenhedens præsteskab. Selv fra sin magts tinde kunne det ikke forhindre at disse og mange andre bøger og blade i millionvis blev uddelt i hele verden.a Alt materialet og alle rapporterne om arbejdet fra den tid eksisterer stadig, og hertil kommer så det der sker i dag og som udgør et endnu stærkere bevis. De der ønsker at undersøge sagen nærmere vil opdage at gejstlighedens troløse indstilling til Bibelen og dens mangel på interesse for at opbygge folks moralske standard ikke er ny, men at det virkelig forholder sig sådan som Jehovas vidner har afsløret, lige fra dette tidlige tidspunkt, da Gud viste at hans gunst hvilede over hans sande tjenere, Mordokaj-skaren, på gejstlighedens bekostning og til dens skam. Hvilke ydmygelser der endnu venter den før dens forsmædelige endeligt, vil alene fremtiden vise.

11. Hvilken fremtid forudså Hamans hustru og hans venner at der nu ventede ham?

¹¹ Haman luskede hjem til sin familie og sine venner, men her fandt han ingen trøst. Tværtimod „sagde hans venner og hans hustru Zeresj til ham: ’Hvis Mordokaj, over for hvem du nu for første gang er kommet til kort, er af jødisk æt, så kan du intet udrette imod ham, men det bliver dit fald til sidst!’“ Næppe havde de udtalt denne dom før kongens hofmænd ankom for at hente Haman til det andet gæstebud som Ester havde gjort for kongen. — Est. 6:12-14.

Identificeret og afsløret

12. Hvordan afslørede Ester Haman, og hvordan blev hans endeligt?

¹² Ved afslutningen på det andet gæstebud var tidspunktet kommet for Ester til at fremsætte sin bøn for kongen. „Hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, konge, og hvis kongen synes, giv mig så mit liv på min bøn og giv mig mit folk på mit ønske; thi jeg og mit folk er solgt til at udryddes, ihjelslås og tilintetgøres. Var vi endda solgt som trælle og trælkvinder, ville jeg have tiet, thi så havde ulykken ikke været stor nok til at ulejlige kongen med!“ Kongen blev yderst opbragt. „Hvem er han, og hvor er han, som har fået i sinde at gøre dette?“ Ester svarede: „En fjendsk og ildesindet mand, den onde Haman der!“ Kongen, som var ude af stand til at tøjle sin vrede, gik ud i paladsets park for at genvinde fatningen. Haman, som var skrækslagen over den vending begivenhederne havde taget, bønfaldt Ester om sit liv fordi han vidste at kongen havde vendt sig imod ham. Så indtrængende var hans bønner at han kastede sig ned over divanen som Ester lå på, og det skete netop som kongen vendte tilbage fra parken. Da kongen så dette sagde han: „’Vil han oven i købet øve vold imod dronningen her i huset i min nærværelse!’ Næppe var det ord udgået af kongens mund, før man tilhyllede Hamans ansigt; og Harbona, en af hofmændene, der stod i kongens tjeneste, sagde: ’Ved Hamans hus står allerede den halvtredsindstyve alen høje galge, som Haman har ladet rejse til Mordokaj, hvis ord dog var kongen til gavn!’ Da sagde kongen: ’Hæng ham i den!’ Og de hængte Haman i den galge, han havde rejst til Mordokaj. Så lagde kongens vrede sig.“ — Est. 7:1-10.

13. (a) Hvordan har Ester-skaren givet sig til kende, og hvordan har dette medvirket til at afsløre Haman-skaren? (b) Hvad blev skildret ved at Haman blev hængt i den galge der var tiltænkt Mordokaj?

¹³ Esters afsløring af Haman som ærkefjenden nødvendiggjorde at hun røbede sin egen identitet. Hvornår røbede de der tilhører Ester-skaren i vor tid deres identitet, ifølge den historiske beretning? Det bedste vidnesbyrd har vi i det der fandt sted søndag den 26. juli 1931 ved et stævne som Jehovas folk afholdt i Columbus, Ohio, U.S.A. Ved denne lejlighed vedtog de en resolution hvori de erklærede at de var Jehovas vidner og at de ville antage dette navn. (Es. 43:10, 12) En brochure som indeholdt denne resolution blev udgivet og uddelt vidt og bredt. At de klart gav sig til kende som Jehovas vidner medvirkede også til at afsløre præsteskabet. Det had som gejstligheden allerede havde vist over for Guds sande tjenere, kom nu til udtryk i endnu stærkere modstand, og Haman-skaren afslørede sig endnu tydeligere som værende imod Gud og fast besluttet på at ødelægge Guds tjenere. (Matt. 23:29-36) Jehovas folk mødte en modstand som aldrig før i dets historie.b Den modbilledlige opfyldelse af at Haman blev hængt i den galge som han havde tiltænkt Mordokaj, behøver ikke at vente til Babylon den Stores tilintetgørelse, for med disse begivenheder begyndte Haman-skaren at dø i Guds og alle oprigtige menneskers øjne. Desuden overlevede Hamans ti sønner ham, så billedet ved hjælp af dem kan få sin fulde opfyldelse.

14. Hvilket arbejde forstod Mordokaj-skaren at der nu ventede?

¹⁴ Det var i dette samme år, 1931, at det første bind af en serie på tre bøger med titlen Vindication [Det store Opgør] blev udgivet, og ved samme stævne blev der holdt et foredrag som i detaljer forklarede det niende kapitel i Ezekiels bog. I dette foredrag blev det vist hvem manden i det linnede klædebon med skrivetøjet ved sin lænd var et billede på, og hvem de der sukkede og jamrede og som skulle mærkes i panden var, samt hvem de femogtyve mænd der foran templet tilbad solen i stedet for Jehova Gud, fremstillede. Både Mordokaj-skaren og Ester-skaren forstod nu at der lå endnu et arbejde foran dem, og at de derfor skulle forblive på jorden endnu en tid. Dette arbejde måtte udføres for at finde dem der sukkede og jamrede over de forhold der skyldtes dem som fordærvede den sande tilbedelse af Gud og som blev skildret ved de femogtyve mænd der tilbad solen, nemlig gejstligheden. Dette livreddende arbejde måtte finde sted før undergangen ramte alle dem der ikke var blevet mærket i deres pander. Da Jehovas folk gav sig til kende ved det betydningsfulde navn Jehovas vidner, skete det således på et tidspunkt da Guds folk havde stort behov for det og samtidig med at en ny og vigtig fase i forbindelse med Guds hensigt blev indledt.

Organiseret til forsvar og angreb

15. (a) Hvilken forandring i Mordokaj-skarens stilling forudsagde Jesus? (b) Hvilken trussel hvilede stadig over jøderne, og hvilke skridt tog Mordokaj til at afværge den?

¹⁵ Nu blev Mordokaj forfremmet og fik kongens seglring, som var blevet fjernet fra Hamans finger før han blev hængt. Opfyldelsen heraf er i harmoni med Jesu profeti: „Derfor siger jeg jer [det vil sige den tids præsteskab], at Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter.“ (Matt. 21:43) Begivenhederne har i sandhed taget en dramatisk vending i vor tid. Men der måtte ske endnu mere. Selv om Mordokajs eget liv var blevet reddet og han havde fået en høj stilling, var Hamans ti sønner stadig i live, og det dekret der indeholdt befalingen om at alle jøder i hele riget skulle udryddes den 13. adar, stod stadig ved magt. Mordokaj forstod at der fandtes en udvej for jøderne, en udvej som Hamans dekret ikke havde taget i betragtning. Den bestod i at jøderne fik lov til at slutte sig sammen og i selvforsvar kæmpe for deres liv. Så kunne jøderne tage initiativet over for dem der ville udrydde dem og i stedet gøre det af med den ondsindede fjende. Kongen gik med til denne ordning, og dekretet blev forseglet med hans ring, hvorpå der blev sendt skrivelser ud til alle 127 landsdele. — Est. 8:1-14.

16. (a) Hvilken forandring udvirkede dette blandt jøderne? (b) Hvordan er dette blevet opfyldt i vor tid?

¹⁶ Dermed skete der en stor forandring. I stedet for at sørge, faste, græde og jamre begyndte jøderne nu at glæde sig og at slutte sig sammen for at holde stand mod deres fjender. Dertil kom at der faldt stor frygt for jøderne på landets indbyggere og at mange begyndte at gå over til jødedommen. (Est. 8:15-17) Denne del af dramaet fik en dramatisk opfyldelse i det kritiske tiår fra 1930 til 1940. Guds tjenere, som forstod at de havde ret til at tage alle mulige fredelige og lovformelige skridt til at beskytte deres liv, begyndte at appellere til domstolene og regeringerne når det kunne fremme deres gudgivne arbejde, som tog sigte på at finde dem der var oprigtigt indstillet over for Jehova og hans folk. Der blev også taget yderligere skridt til at styrke enheden, og i 1938 var organisationen blevet fuldstændig teokratisk i sin opbygning. Guds folk stod nu fuldt forenet og rede da tidspunktet for den modbilledlige opfyldelse af den 13. adar oprandt.c

17. Hvornår oprandt den modbilledlige 13. adar, og hvad skete der?

¹⁷ Dette tidspunkt svarer til perioden under den anden verdenskrig. Alt tyder på at Guds folks fjender var besluttede på at udnytte krigssituationen med dens patriotisme, dens nationalisme, dens fordomme og dens falske anklager fra kommunismen på den ene side og nazismen på den anden side, for at komme Jehovas vidner til livs og ødelægge dem. Et verdensomfattende angreb tog form, og det så ud til at det fuldstændig ville gøre ende på den verdensomspændende forkyndelse som udførtes af Mordokaj- og Ester-skaren og af dem der nu havde sluttet sig til dem.d Det kunne i sandhed være blevet en trist dag, en sorgens dag, men disse trofaste Guds tjenere forholdt sig ikke passive over for dette samlede angreb. I denne tidsperiode, som blev billedligt skildret ved den 13. adar, kæmpede Jehovas vidner som de aldrig før havde kæmpet. Overalt i verden kæmpede de en åndelig kamp for at bevare livet åndeligt, idet de virkede fra et centraliseret hovedkontor så de kunne danne en samlet front mod fjenden. Der var nogle der faldt i kampen, men Jehovas folk kæmpede ikke med kødelige våben. (2 Kor. 10:3, 4) Selv i koncentrationslejrene velsignede Jehova sine vidners mod, og resultatet af denne kamp har gjort et varigt indtryk på dem der sukker og jamrer i kristenheden, for gejstligheden afslørede sig mere end nogen sinde som værende imod Gud og imod Kristi rige.e (2 Tess. 1:4, 5) At præsteskabet således fortsatte med at dø åndeligt i oprigtige menneskers øjne, blev udmærket skildret ved at Hamans ti sønner blev dræbt den 13. adar. Sammen med dem blev 500 af Guds fjender slået ned i Susan og 75.000 i resten af riget. Den 14. adar fortsatte kampen i borgen Susan, og endnu 300 fjender blev dræbt, mens jøderne i de fjerntliggende landsdele fejrede deres sejr. — Est. 9:1-19.

Sorg vendes til glæde

18. Hvad blev resultatet af fjendens forsøg på at udrydde Guds folk, og hvad skildrer at denne åndelige kamp fortsætter?

¹⁸ Den dag der skulle have været en sorgens dag blev en festens dag, en sejrens, ophøjelsens og glædens dag! Sådan er det også i vor tid! Da den anden verdenskrig begyndte i 1939 talte Jehovas folk 71.509, der var forenet om at forsvare den sande tilbedelse. Da krigen mellem nationerne var forbi, var den trofaste flok aktive vidner langtfra udslettet, nej dens antal var næsten fordoblet, og i 1945 var der 141.606 som tog del i den åndelige krig mod Guds fjender. Men vor åndelige kamp for at forsvare os er ikke forbi. Den fortsætter den dag i dag, som skildret ved den årlige „purimsfest“ som Mordokaj bød hele folket „hvert år at fejre den fjortende og femtende adar — de dage, da jøderne fik ro for deres fjender, og den måned, da deres trængsel vendtes til glæde og deres sorg til en festdag“. (Est. 9:20-32) I år (1971) har de ortodokse jøder fejret deres „Esters fest“ den 10. marts og deres purimsfest den 11. og 12. marts.

19, 20. Hvordan vil det endelige udfald blive, og hvordan bør vi se på modbilledet til det „tvangsarbejde“ som kong Ahasverus pålagde folket?

¹⁹ Nu da Jehovas udfrielse af sit folk, både i fortid og nutid, til fulde er blevet bevist og allerede er gået over i historien, vil vi med tillid og stor forventning se frem til ’den store trængsel’ som ligger lige foran os og hvori alle de der tilhører Haman-skaren og som støtter den, bogstaveligt skal høste hvad de har sået, i overensstemmelse med kong Ahasverus’ ord om at „det onde råd, Haman havde lagt op mod jøderne, skulle falde tilbage på hans eget hoved“. (Est. 9:25; Matt. 24:21, 22) Når den tid kommer vil den større Ahasverus bogstaveligt gøre ende på alle sine fjender, og han vil ophøje Mordokaj- og Ester-skaren til den stilling der er beredt dem i det messianske rige. — 2 Tess. 1:6-10.

²⁰ Indtil da må den endelige beredelse af resten af kongens undersåtter finde sted, i overensstemmelse med Jehovas hensigt i denne „endens tid“. Det er det der hentydes til i Ester 10:1: „Og kong Ahasverus pålagde derpå landet og havets øer tvangsarbejde.“ (NW) Hvilken velsignet forret det i dag er for Messias’ „andre får“ helhjertet og loyalt at adlyde befalingen om at tjene nu! Dette gør de ved til deres evige gavn at samarbejde med dem der fører an i dette arbejde, de salvede kristne som Mordokaj var et billede på. „Thi jøden Mordokaj havde den højeste værdighed efter kong Ahasverus, og han stod i høj anseelse hos jøderne og var elsket af sine mange landsmænd, fordi han virkede for sit folks vel og talte til bedste for al sin slægt.“ — Est. 10:2, 3.

[Fodnoter]

[Illustration på side 303]

Da Ester afslørede Haman som ærkefjenden røbede hun også sin egen identitet