Udsmykning eller afgudsbillede?

FOR mennesker der gerne vil eje Guds godkendelse har det sin betydning at vide om visse figurer eller billeder er afguderiske eller blot tjener til dekorativ udsmykning. Den der ikke kan bedømme hvad der udgør en afgud, vil have svært ved at adlyde Bibelens formaninger: „Fly afgudsdyrkelsen!“ „Tag jer i vare for afguderne!“ (1 Kor. 10:14; 1 Joh. 5:21) Og det kunne blive katastrofalt ikke at gøre det! Hvorfor? Fordi afgudsdyrkere specielt nævnes blandt dem der ikke skal arve Guds rige. — 1 Kor. 6:9, 10.

Men hvad er det der gør noget til en afgud? Er en statue, et billede eller lignende en afgud fordi den skabning eller ting der fremstilles, engang var genstand for tilbedelse? Kan noget være en afgud ét sted i verden og blot tjene et dekorativt formål et andet sted i verden? Hvad skal hjælpe en kristen til at afgøre om han skal skaffe sig af med visse genstande på grund af deres tilknytning til afgudsdyrkelse?

Bibelen lader os klart forstå at ikke alle billeder, statuer eller udskårne figurer er afguder. Om en genstand er en afgud eller ej, afhænger i det væsentligste af hvordan den betragtes. Vi kan anskueliggøre dette ved at kaste blikket tilbage på fortidens oksefigurer.

I forgården til Salomons tempel stod „kobberhavet“. Dette store bassin hvilede på tolv okser. Disse figurer var altså både til nytte og pryd. Men de blev aldrig gjort til genstand for tilbedelse. Som de stod der, bærende et bassin der normalt indeholdt omkring 44.000 liter vand, var de et passende symbol på styrke eller magt. (1 Kong. 7:26) De fik én til at tænke på den sandhed der fremsættes i Salme 62:12: „Magten er Guds.“

De guldkalve derimod, som kong Jeroboam lod opstille i Dan og Betel, var afguder. De blev virkelig tilbedt i Israel, det nordlige rige. Man hævdede ganske vist at kalvene repræsenterede Jehova, men det gjorde ikke den relative tilbedelse de var genstand for, antagelig. (1 Kong. 12:28; 14:7-9) Jehova erklærede ved sin profet Esajas: „Jeg er [Jehova], så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.“ (Es. 42:8) Ved at fremstille guldkalvene (øjensynlig tyrekalve) og bruge dem i deres tilbedelse, gjorde israelitterne sig skyldige i at ombytte Guds herlighed med noget der gav et forvrænget billede af ham. Hvilken forhånelse for universets Suveræn at blive fremstillet som en okse, „hvis føde er græs“! — Sl. 106:20.

At oksen blev tilbedt i Nordriget Israel gjorde ikke okserne i Salomons tempel til afguder. Tilsvarende gør den kendsgerning at forskellige skabninger, planter og himmellegemer — alle hentet fra Guds skaberværk — er blevet og stadig bliver betragtet med ærbødighed, ikke i sig selv at de må udelukkes som dekorationer og udsmykning. Mangt og meget som oldtidens folk tilbad har mistet sin betydning i afgudsdyrkelsen og betragtes i almindelighed som blot og bar udsmykning.

Den kristne må imidlertid passe på at han ikke begynder at betragte en genstand som andet og mere end det den er. Dette gav Jehovas trofaste tjener Job udtryk for med disse velvalgte ord: „Så jeg, hvorledes sollyset stråled, eller den herligt skridende måne, og lod mit hjerte sig dåre i løn, så jeg hylded dem med kys på min hånd — også det var brøde, der drages for retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.“ — Job 31:26-28.

Heraf følger at dersom en kristen fornemmer at et bestemt billede eller en bestemt genstand kan give anledning til en vis æresfølelse på grund af sin tilknytning til gammel afgudsdyrkelse, vil han skille sig af med denne ting. Der kan også være tale om personlige prydgenstande, smykker og lignende. Og naturligvis vil han ikke beholde ting der for øjeblikket har en formodet religiøs betydning eller som er fremstillet specielt til brug i falske religiøse ritualer. Dette gælder selv om genstanden ikke længere har nogen religiøs betydning for ham. I lighed med de kristne i det gamle Efesus vil han ødelægge alt hvad der har med falsk religion at gøre uanset hvad det har kostet ham, så ingen andre kan misbruge det. — Ap. G. 19:19.

Den kristne må også huske at han skal tage hensyn til andres samvittighed. Mens han måske ikke selv nærer nogen æresfølelse for visse billeder eller genstande, kan andre som følge af deres særlige religiøse baggrund se helt anderledes på det. At dette kan gøre sig gældende selv blandt kristne, understreges i apostelen Paulus’ inspirerede vejledning: „Lad os ikke mere fælde dom over hverandre, men fæld hellere den dom, at man ikke må vække anstød hos sin broder eller give ham anledning til fald. Jeg ved og er i Herren Jesus vis på, at intet er urent i sig selv; kun hvis en holder noget for urent, er det urent for ham.“ — Rom. 14:13, 14.

Den der gerne vil nyde Guds godkendelse gør altså vel i at se på de billeder og genstande han har i sit hjem og overveje om han bør skifte nogle af dem ud. Han kunne spørge sig selv: Vil folk heromkring betragte visse af mine billeder og genstande som andet og mere end udsmykning eller pynt? Tillægger disse mennesker dem en vis religiøs betydning, betragter de dem som hellige eller som noget der bringer lykke? Kunne visse billeder eller genstande i mit hjem give andre det indtryk at jeg sympatiserer med falsk religion eller dens ritualer? Giver noget af det jeg ejer, et forkert billede af Bibelens lære? Hvis du må svare ja til et af disse spørgsmål, gør du klogt i at fjerne det der kan give anledning til fald for dig selv eller andre.

Naturligvis skal man ikke gå til urimelige yderligheder. Selv i leksika og ordbøger findes der billeder af falske guder og religiøse symboler, men ingen vil jo mene at man sympatiserer med falske begreber fordi man har sådanne opslagsværker stående i sin reol. En bibel med religiøse billeder og symboler kan betragtes på samme måde, altså som et opslagsværk.

Man bør imidlertid huske at der er stor forskel på hvordan billeder og den slags virker på folk. Ingen kan opstille regler for andre. Men hvis man mærker at man ikke kan se på et billede uden at føle sig draget mod falsk religion, er man bedst tjent med at skaffe sig af med det. Og i alle tilfælde hvor der er en rimelig grund til at nære tvivl, gør man klogest i at handle sådan at man bevarer sin samvittighed ren i Guds øjne.

Af disse betragtninger fremgår det tydeligt at enhver der ønsker at blive godkendt af Gud må tænke alvorligt over dette spørgsmål for at sikre sig at han forstår hvad der er Gud velbehageligt. Har man først gjort det, kan man rense sit hjem religiøst talt, så intet af det man ejer er en hindring for at man kan vise sin Skaber, Jehova Gud, absolut hengivenhed.

Gud sagde: „Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det.“ — 2 Mos. 20:1, 3-5.

„Vor Gud, han er i Himlen; alt, hvad han vil, det gør han! Deres billeder er sølv og guld, værk af menneskehænder; de har mund, men taler ikke, øjne, men ser dog ej; de har ører, men hører ikke, næse, men lugter dog ej; de har hænder, men føler ikke, fødder, men går dog ej, deres strube frembringer ikke en lyd. Som dem skal de, der laved dem, blive, enhver, som stoler på dem!“ — Sl. 115:3-8.