Grundlag for en sikker tro

NOGLE af dem der anser troen på Gud for værdiløs, har aldrig tænkt dybere over om der er et grundlag at bygge troen på. Har du?

Hvis man gerne vil undersøge sagen, hvor skal man da begynde, og hvilken slags beviser vil være af betydning? Man kunne for eksempel betragte den verden der omgiver en, og bedømme de vidnesbyrd den aflægger.

Det uendeligt store — det uendeligt små

Det ville være naturligt at kaste blikket på det uendeligt store — universet, verdensrummet, der tilsyneladende er uden grænse. Eller man kan udforske det uendeligt små — de mikroskopiske dele af os selv og den verden vi lever i. I begge tilfælde kan man finde grunde til at tro på en Skaber.

For omkring 3000 år siden sagde en mand i mellemøsten ved navn Elihu: „Løft dit blik imod himlen og se.“ (Job 35:5) Han følte at stjernehimmelen vidnede om at der fandtes en Skaber. Med det blotte øje kunne Elihu naturligvis ikke se mere end højst 5000 af de over 100.000.000.000 stjerner der findes i vor Mælkevej. Han kunne ikke vide at der fandtes milliarder af mælkeveje eller galakser, hver med milliarder af stjerner. Men hvis han havde vidst dét vi ved i dag, mon det så ville have svækket hans tro på Gud? Ville det ikke snarere have styrket den? Nogle år senere skrev salmisten David: „Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk.“ — Sl. 19:2.

Nu har videnskabsmændene udforsket solsystemet med rumfartøjer, skuet ud i verdensrummet med spejlteleskoper og lyttet til lydene fra universets fjerne afkroge med radioteleskoper. Deres øgede viden har givet dem flere grunde til at tro på Gud.

Fysikeren Wernher von Braun, der i 1960erne var direktør for et rumfartscenter under NASA (USAs civile rumfartsorganisation), skrev: „Materialisterne i det 19. århundrede og deres marxistiske arvtagere i det 20. forsøgte at forklare os at vi, efterhånden som videnskaben gav os mere viden om skaberværket, kunne leve uden troen på en Skaber. Men hidtil har vi for hvert nyt svar opdaget nye spørgsmål. Jo bedre vi forstår . . . den mesterlige plan i galakserne, jo mere grund har vi fundet til at forundres over Guds skaberværk.“

Den samme konklusion kan vi nå frem til hvis vi vender os fra det umådelige univers og undersøger nogle af de mindste detaljer i vort eget legeme. David følte sig tilskyndet til at udbryde, henvendt til Gud: „Du har . . . vævet mig i moders liv. Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine gerninger.“ (Sl. 139:13, 14) Om den menneskelige hjerne fortæller professor Robert White:

„Hvad jeg har oplevet med mine patienter, og hvad jeg har erfaret under min forskning, hvor jeg har søgt at afdække hjernens mysterier, har kun givet mig endnu større ærefrygt for den menneskelige hjerne. Og jeg har simpelt hen været tvunget til at anerkende eksistensen af en højere Intelligens, som har udformet og udviklet den fantastiske enhed af hjerne og ånd — noget der langt overgår vor fatteevne.“

Hvis vi går endnu mere i detaljer og undersøger hvordan vore celler er opbygget, vil vi finde endnu flere grunde til at tro på Skaberen. Cellen er den grundlæggende bestanddel i alt levende på jorden. Vort legeme består af cirka 100.000.000.000.000 små bitte celler. Men hver eneste celle er forbløffende kompliceret og velindrettet.

I hver eneste celle i kroppen har vi for eksempel titusinder af gener og de meget omtalte DNA-molekyler, der giver cellerne besked på hvordan de skal fungere og dele sig. DNAet har bestemt vores hårfarve, hvor hurtigt vi er vokset, og utallige andre detaljer. Hvordan kan alle sådanne oplysninger rummes i DNAet i hver eneste af vore celler?

I sin bog Whence and Wherefore (1978) fortæller dr. Zev Zahavy om en samtale der har fundet sted i en biokemitime på Cornell-universitetets medicinske fakultet. Professoren redegjorde for „de programmerede DNA-molekyler“. Vi læser:

„Klassen bestod af unge studerende som var vokset op i datateknologiens tidsalder og som derfor var ganske fortrolige med at et dataprogram må være udarbejdet af en programmør. Omtalen af ’programmerede molekyler’ fik en vågen elev til at stille et spørgsmål.

’Hvis RNA- og DNA-strukturerne er programmeret til at fungere i overensstemmelse med de fastsatte mønstre,’ spurgte han, ’hvor kommer så programmerne fra?’

Professoren svarede med et glimt i øjet: ’Fra de gådefulde underes designer, naturligvis.’

Eleven udbrød forvirret: ’De gådefulde underes designer? Hvem er det?’

’Nåh ja, han er nok bedre kendt ved sine forbogstaver,’ lød den kloge mentors gensvar.“

Professoren mente naturligvis bogstaverne G U D.

Ja, gransker man de kollossale vidder eller de minutiøse detaljer i skaberværket, får man et solidt grundlag for en sikker tro på Gud. Men, spørger du måske, har en sådan tro nogen praktisk værdi i vor moderne tid?

[Illustration på side 5]

Del af DNA molekyle