Spørgsmål fra læserne

● Hvordan skal man forstå sidste del af Job 3:14 i New World Translation?

I denne oversættelse lyder verset således: „Sammen med konger og jordens rådgivere, som bygger sig øde steder.“ (Se også den reviderede oversættelse af 1871.) I sammenhængen er der tale om at hvile i dødens søvn. (Job 3:13) Ved en rettelse i den masoretiske tekst kan udtrykket „øde steder“ gengives med „pyramider“. Det er denne rettelse der ligger til grund for gengivelsen i den danske autoriserede oversættelse af 1931, hvor der står: „. . . blandt konger og jordens styrere, der bygged sig gravpaladser.“ Som store gravpaladser var pyramiderne afgjort steder der var øde, uden menneskelige beboere.

● Er Jesus kun „mellemmand“ for de salvede kristne?

Ordet „mellemmand“ forekommer kun seks gange i De kristne græske Skrifter, og det benyttes hver gang i forbindelse med en formelt indgået pagt.

Moses var „mellemmand“ for Lovpagten, der blev indgået mellem Gud og Israels folk. (Gal. 3:19, 20) Kristus er derimod „mellemmand for en ny pagt“ mellem Jehova og det åndelige Israel, „Guds Israel“, hvis medlemmer skal tjene som konger og præster sammen med Jesus i himmelen. (Hebr. 8:6; 9:15; 12:24; Gal. 6:16) På et tidspunkt da Gud var i færd med at udvælge dem der blev taget med i denne nye pagt, skrev apostelen Paulus at Kristus var den eneste „mellemmand imellem Gud og mennesker“. (1 Tim. 2:5) Vi kan gå ud fra at Paulus her benyttede ordet „mellemmand“ i samme betydning som de øvrige fem gange han brugte det (før han skrev Første Timoteusbrev) — nemlig med henvisning til dem der dengang blev taget med ind i den nye pagt, den pagt som Kristus er „mellemmand“ for. I denne strengt bibelske betydning er Jesus altså kun „mellemmand“ for de salvede kristne.

Den nye pagt vil høre op når den rest der i dag er med i pagten, bliver herliggjort. Den store skare „andre får“ der nu er ved at dannes, er ikke med i denne nye pagt. Men ved at arbejde sammen med dem der er med i pagten, altså ’den lille hjord’, får de del i de goder den bringer. I tusindårsriget vil Jesus Kristus være deres konge, ypperstepræst og dommer. Mere detaljerede oplysninger findes i bogen Aid to Bible Understanding, siderne 1129 og 1130, i artiklen „Mediator [Mellemmand]“. Se også Guds „evige forsæt“ gennemføres til menneskets bedste, side 156, paragraf 10; Vagttårnet, 1. juni 1966, siderne 244 til 258; 15. februar 1973, siderne 81 og 82, afsnittet „Vejen banes for en ny pagt“; 1. april 1974, siderne 147 og 148, afsnittet „Den nye pagt“.

● Kong Hiram sendte kong Salomon en dygtig kunsthåndværker der skulle medvirke ved tempelbyggeriet. Denne kunsthåndværkers herkomst beskrives forskelligt i Første Kongebog og Anden Krønikebog. Hvad er grunden?

Første Kongebog 7:14 oplyser: „Han var søn af en enke fra Naftalis stamme, men hans fader var en kobbersmed fra Tyrus.“ I Anden Krønikebog 2:14 siges der: „Han er søn af en kvinde fra Dan, men hans fader er en tyrier.“ Når man betragter disse oplysninger som supplerende hinanden, er det nemt at løse den tilsyneladende uoverensstemmelse. Kunsthåndværkerens moder var „en enke fra Naftalis stamme“ i den forstand at hun tidligere havde været gift med en mand fra denne stamme. Selv tilhørte hun imidlertid Dans stamme. Efter sin mands død giftede hun sig med en tyrier, og med ham fik hun denne søn der blev en dygtig kunsthåndværker.

● Hvorfor krævede Moseloven dødsstraf over enhver der forbandede sine forældre?

Guds lov lød: „Enhver, som forbander sin fader og sin moder, skal lide døden; han har forbandet sin fader og sin moder, derfor hviler der blodskyld på ham.“ (3 Mos. 20:9) Den der forbandede sine forældre, det vil sige nedkaldte ulykke over dem, røbede en hadefuld, morderisk indstilling. Han afslørede en chokerende mangel på taknemmelighed for den omsorg hans forældre havde vist ham. Selv om han ikke personligt vendte sig mod dem med våben i hånd for at slå dem ned, ønskede han i hjertet at døden måtte ramme dem på en eller anden måde. I Guds øjne sidestilles en sådan ondsindet holdning med mord. (Jævnfør Mattæus 5:21, 22; Første Johannesbrev 3:15.) Derfor fastsatte den Højeste, i sin lov til Israel, samme straf for forbandelse af forældre som for direkte mord på dem.