Kapitel 1

Babylon den Store og det himmelske Zion i Åbenbaringen

  1. Siden hvornår har Babylon været i opposition til Jehovas folk, og hvordan kom dette til udtryk på Abrahams tid?

LIGE fra begyndelsen har Babylon været en fjende af Jehova Guds folk. Babylon blev grundlagt af Nimrod, „en mægtig jæger i opposition til Jehova“, på en slette i landet Sinear. (1 Mosebog 10:8-10, NW; 11:1-9) Herfra trængte fjendtligsindede konger ind i det forjættede land på patriarken Abrahams og præstekongen Melkizedek af Salems tid. Abraham forfulgte fjenderne nordpå, slog dem på flugt og genvandt hele byttet og alle de fanger de havde taget i landet. På vejen tilbage mødte han Melkizedek, der var draget ud af sin by for at gå sejrherren i møde.

  2. Hvilken forbindelse er der mellem oldtidens Salem og Zions bjerg i Jerusalem?

² Da Melkizedek velsignede Abraham i Gud den Allerhøjestes navn, gav han til kende at han og hans by Salem var imod de hærgende og plyndrende konger fra Sinears land, hvis vigtigste by var Babylon. (1 Mosebog 14:1-20) Det menes at det gamle Salem kom til at danne kernen i byen Jerusalem. Navnet Salem er indgået i navnet Jerusalem. Den højderyg der kaldes Zions bjerg må have ligget ved siden af Salem eller har måske endog været en del af den, for senere i historien, da David var konge af Israel, berettes det at Jerusalems fæstning lå på Zions bjerg.a Det ses heraf at Zion og Babylon står som fjender af hinanden lige fra Bibelens allerførste bog. — Mika 7:8.

  3. Hvad viser Åbenbaringen at hadet mellem Babylon og Zion vil ende med?

³ Dette fjendskab mellem Babylon og Zion fortsætter lige til Bibelens sidste bog, Åbenbaringen. I denne bog når det langvarige fjendskab mellem de to organisationer sin afslutning, idet Babylon udslettes for evigt og det meget forfulgte Zion (Jerusalem) vinder en strålende sejr. Dette højdepunkt på fjendskabet mellem de to organisationer træder pludseligt i forgrunden i Åbenbaringens fjortende kapitel. Derfra og til slutningen af Bibelen vil vi nu følge det spændende drama der udspilles med Babylon og Zion i hovedrollerne.

  4, 5. (a) Hvor modtog Johannes åbenbaringssynet? (b) Hvem så Johannes på Zions bjerg, og hvordan beskriver han dem?

⁴ Henimod slutningen af det første århundrede efter vor tidsregning skrev den forfulgte apostel Johannes Åbenbaringen mens han befandt sig på den romerske fangeø Patmos, ud for Lilleasiens kyst. Han beskriver levende hvad han fik den gunst at se i et profetisk syn, under inspiration af Guds ånd eller virkekraft. Vi læser:

⁵ „Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander. Og jeg hørte en lyd fra Himmelen som en brusen af mange vande og som en buldren af stærk torden, og den lyd, jeg hørte, var som af harpespillere, der spiller på deres harper [som af sangere der akkompagnerer sig selv på harpe og spiller på deres harper, NW]. Og de synger en ny sang foran tronen og foran de fire livsvæsener og de ældste; og ingen kunne lære den sang uden de hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som er løskøbt fra jorden. Det er dem, som ikke har besmittet sig med kvinder, thi de er som jomfruer; det er dem, der følger Lammet, hvor det går. De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet, og i deres mund blev der ikke fundet løgn; de er dadelfri.“ — Åbenbaringen 14:1-5.

  6. Hvornår kan vi vente opfyldelsen af Johannes’ syn?

⁶ Da apostelen Johannes fik dette syn for nitten hundrede år siden, var det, som der siges, for at Gud kunne „vise sine tjenere, hvad der skal ske i en hast“. (Åbenbaringen 1:1) Efter alle de århundreder der er gået og alt det der er hændt i denne tid, må det som Johannes fik at se „i billeder“ være sket nu, eller være i begreb med at ske. Ser vi noget til det i dag?

  7. Hvor ser vi ikke disse begivenheder finde sted? Hvor viser Bibelen da at de finder sted?

⁷ Lad os vende blikket mod det mellemste østen, mod Zions bjerg, som nu er i republikken Israels besiddelse. Ser vi det opstandne Guds lam stå dér? Nej, det herliggjorte, himmelske Guds lam kommer ikke igen til at stå synligt i et kødeligt legeme på det jordiske Zions bjerg. Det har han ikke nødig. Efter hans himmelfart for nitten hundrede år siden nedlagde Jehova Gud ham i det himmelske Zion som den symbolske prøvede og kostelige hjørnesten. Han befinder sig stadig dér, i det himmelske Zion, som en „sikker grundvold“. (Esajas 28:16, NW; 1 Peter 2:4-6) Til dette himmelske Zions bjerg kommer de 144.000 som „følger Lammet, hvor det går“. Det Zions bjerg som apostelen Johannes så i synet var altså et ’billede’. Det symboliserede eller var et billede på det usynlige himmelske Zions bjerg, og det er dér „det himmelske Jerusalem“ ligger, den hellige „Guds stad“. — Hebræerne 12:22.

  8, 9. (a) Hvem er „Lammet“, og hvad menes der med at det står på Zions bjerg? (b) Hvordan hjælper Salme 2:2-6 os til at afgøre hvornår Åbenbaringen 14:1 begyndte at gå i opfyldelse?

⁸ Det symbolske lam er den opstandne, herliggjorte Jesus Kristus, som i Åbenbaringen 5:5 kaldes „løven af Judas stamme, Davids rodskud“. Det harmonerer glimrende med at det er ham der står på det himmelske Zions bjerg. Hvorfor? Fordi hans forfader kong David indtog det jordiske Zions bjerg og fordi den fæstning der lå her, derefter blev kaldt „Davidsbyen“. (2 Sam. 5:4-9) At han står dér, betyder at han er begyndt at herske, idet udtrykket „stå frem“ i Bibelen anvendes for at tilkendegive at en konge har overtaget magten. (Daniel 12:1) Om denne begivenhed siger Salme 2, som er skrevet af kong David og som af apostelen Johannes og hans medapostle blev anvendt om den salvede Jesus: „Jordens konger rejser sig, fyrster samles til råd mod [Jehova] og mod hans salvede . . . Herren, han spotter dem. Så taler han til dem i vrede . . . : ’Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!’“ — Salme 2:2-6; Apostlenes Gerninger 4:19-30.

⁹ Ifølge dette må den tid der skildres i Åbenbaringen 14:1 være tiden fra 1914 e.v.t. I det år udløb hedningernes tider,b og det betød at den fastsatte tid var kommet da Guds rige i Davids kongelige slægtslinje skulle oprettes og da dette rige, som engang blev repræsenteret ved det jordiske Jerusalem, ikke længere skulle nedtrædes af hedningenationerne. (Lukas 21:24) Altså må Lammet stå på Zions bjerg.

 10, 11. (a) Hvad skulle der yderligere ske da Lammet var blevet indsat som konge på Zions bjerg? (b) Hvordan fremgår dette af Åbenbaringen 11:15-18?

¹⁰ Da Jehova Gud havde indsat Lammet som sin konge på det himmelske Zions bjerg i 1914, var tiden kommet til at Lammets 144.000 trofaste disciple skulle samles med ham dér. Det tilkendegives klart i Åbenbaringen 11:15-18, hvor Johannes siger:

¹¹ „Den syvende engel blæste i sin basun; da lød der i Himmelen høje røster, som sagde: ’Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.’ Og de fireogtyve ældste, som sidder for Guds åsyn på deres troner, kastede sig ned på deres ansigt og tilbad Gud og sagde: ’Vi takker dig Herre, almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme; folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet og den tid, da de døde skal dømmes, og lønnen gives dine tjenere, profeterne, og de hellige og dem, som frygter dit navn, både små og store, og da de, der lægger jorden øde, selv skal ødelægges.’“

 12. Hvordan vil en parallel mellem begivenhederne under Jesu første nærværelse og begivenhederne under hans anden nærværelse hjælpe os til at forstå hvornår de 144.000 skulle begynde at stå på Zions bjerg sammen med Lammet?

¹² Lad os her foretage en udregning ved hjælp af parallelle begivenheder som fandt sted for nitten hundrede år siden. I foråret 33 blev Jesus Kristus oprejst fra de døde. Dette skete tre og et halvt år efter at han var blevet Messias, en fyrste, ved at blive salvet med hellig ånd. Vi måler nu tre og et halvt år frem fra det tidlige efterår 1914. Dette bringer os hen til foråret 1918 — kort efter tiden for den jødiske påske — da Lammets trofaste, salvede disciple fejrede årsdagen for Herrens aftensmåltid, der almindeligvis kaldes den sidste nadver.c (1 Korinter 11:20) Ifølge parallellen skulle de trofaste disciple som havde afsluttet deres jordiske livsløb med en offerdød, oprejses omkring dette tidspunkt. I hvilket legeme? Første Korinterbrev 15:35-50 svarer med ordene:

 13. Hvordan bliver den himmelske skare oprejst, ifølge Paulus’ ord i Første Korinterbrev, kapitel 15?

¹³ „’Hvorledes står de døde op? hvad slags legeme kommer de med?’ . . . Således er det også med de dødes opstandelse; hvad der sås i forkrænkelighed, opstår i uforkrænkelighed; hvad der sås i vanære, opstår i herlighed; hvad der sås i svaghed, opstår i kraft; der sås et sjæleligt [fysisk, NW] legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der gives et sjæleligt legeme, gives der også et åndeligt. Således står der også skrevet [i Første Mosebog 2:7]: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl;’ den sidste Adam blev til en levendegørende ånd. . . . Og ligesom vi har båret den jordiskes billede, således skal vi også bære den himmelskes billede! Men det siger jeg, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed.“

 14. Hvor kommer de 144.000 fra, ifølge Åbenbaringen 14:3, 4, og hvordan omtales de derfor?

¹⁴ Eftersom Zions bjerg i Åbenbaringen 14:1 er et himmelsk bjerg og eftersom de 144.000 trofaste disciple ikke kunne arve det himmelske Zion i „kød og blod“ og menneskelig forkrænkelighed, måtte de oprejses i „et åndeligt legeme“ ligesom det himmelske lam, den herliggjorte Jesus Kristus. Altså foregik deres opstandelse til at leve i himmelen sammen med ham, usynligt for det menneskelige øje. Dette er i harmoni med det Åbenbaringen 14:3, 4 siger om dem: „De hundrede og fireogfyrretyve tusinde . . . er løskøbt fra jorden. . . . De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet.“

 15. På hvilken måde er de „løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet?“

¹⁵ Det betyder at disse 144.000 ikke længere var en del af menneskeslægten; de skulle ikke længere være mennesker af kød og blod. De skulle være som den førstegrøde den jødiske ypperstepræst tog af hvedehøsten og ofrede til Jehova Gud på pinsedagen i templet i Jerusalem. (2 Mosebog 23:16; 3 Mosebog 23:15-21) Eftersom Lammets 144.000 trofaste disciple var som førstegrøden af den jødiske hvedehøst, må den øvrige del af hvedehøsten være et billede på resten af menneskeslægten af kød og blod.

 16. Hvad ville der ske ved pinsetid i 1918, svarende til det der skete ved pinsen år 33?

¹⁶ Svarende hertil var det på pinsedagen år 33 at de første af de 144.000 blev ofret til Gud af den himmelske ypperstepræst Jesus Kristus, som udgød hellig ånd over dem og derved salvede dem til at være medlemmer af sin menighed, sin brudeskare. Eftersom den jødiske pinse indtraf allerede på den halvtredsindstyvende dag efter Jesu Kristi opstandelse fra de døde, viser dette hvad der så ville ske i 1918, ifølge tidsparallellen. Hvad da? At de af de 144.000 som allerede var døde og havde været trofaste til deres død, blev oprejst usynligt i foråret 1918, ikke med legemer af kød og blod, men med usynlige, åndelige legemer.

 17. Hvad kræves der af dem der skal udgøre Kristi brud, i modsætning til det Babylons jomfruer gjorde?

¹⁷ De 144.000 udvælges blandt mænd og kvinder, men de er alle trolovede med den himmelske brudgom og skal være hans brud. I det gamle Israel måtte ypperstepræsten kun tage en jomfru til hustru. Eftersom Jesus Kristus er Jehovas ypperstepræst bør han i harmoni med denne regel kun have en jomfru som sin himmelske brud. (2 Korinter 11:2) Som følge heraf kræves det af de 144.000 at de ’ikke besmitter sig med kvinder’ men bevarer deres jomfruelighed. De gør dette ved at bevare sig selv uplettede af verden og undgå religiøst ægteskab med denne verdens religiøse samfund, der sammenlignes med kvinder. De må ikke være som jomfruerne i det gamle Babylon, der, før de kunne gifte sig lovformeligt, skulle begive sig hen til templet for Venus (Ishtar) og over for hende prisgive deres jomfruelighed til den højestbydende. Ingen af dem kan være „skøger“ fra Babylon. (Jakob 1:27; 4:4) Var de det, ville den himmelske brudgom aldrig optage dem i sin brudeskare.

 18. (a) Hvordan kan det siges at der ikke findes løgn i deres mund? (b) Hvilke navne står skrevet på deres pander, og hvad viser det?

¹⁸ Da der ’ikke blev fundet løgn i deres mund’ og „de er dadelfri“, er det sikkert at de altid forkynder den gode nyhed om Guds rige uforfalsket. De holder ikke fast ved Babylons falske læresætninger eller udbreder dets løgne og falske religion. De har ikke Babylons navn skrevet på deres pander som om de var Babylons trælle og tilhørte det. I stedet har de Lammet Jesu Kristi navn og hans Faders navn skrevet på deres pander. Dette viser tydeligt og offentligt hvem de tilhører som trælle og disciple. Som Lammets brud er det rigtigt af dem at bære hans navn. Eftersom sproget hebraisk nævnes to gange i bogen (Åbenbaringen 9:11; 16:16) og eftersom apostelen Johannes var hebræer, var det andet navn han så skrevet på de 144.000’s pander uden tvivl det hellige hebraiske tetragrammaton (יהוה), for Jehova siger selv at hans navn er JHVH (יהוה). Dette er et afgørende vidnesbyrd om at de 144.000 trofaste kristne der ses på Zions bjerg, er Jehovas vidner. — Esajas 43:10.

 19. Hvem er det der synger ’den nye sang’, og hvordan lyder sangen?

¹⁹ Stedet hvor de befinder sig og det de er optaget af, bekræfter dette. I synet hørte Johannes en sang blive sunget. Det lød så kraftigt at det var som en brusen af mange vande og en buldren af stærk torden. Hvem er det der synger? Beretningen siger at „ingen kunne lære den sang uden de hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som er løskøbt fra jorden“. Sangerne må altså være de 144.000. Mens de synger akkompagnerer de sig selv på harper.

 20. (a) I hvilken forstand er det „en ny sang“, og hvad handler den om? Forklar. (b) Forklar hvordan citaterne fra Salme 96, 98 og 149 gælder ’den nye sang’ som synges af de 144.000.

²⁰ Det de synger er „en ny sang“; de er altså de første der istemmer denne sang. For alle andre er den noget nyt; sangerne synger den ud fra deres egen personlige erfaring, som ingen andre skabninger end Lammet og de selv har haft. Ja, ’den nye sang’ som blev henvendt til Lammet indeholder ganske afgjort omtale af dem, for i den hedder det: „Værdig er du til at tage bogrullen og bryde dens segl, thi slagtet blev du, og med dit blod har du til Gud købt mennesker af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag, og du har gjort dem til konger og til præster for vor Gud, og de skal herske på [over, NW] jorden.“ (Åbenbaringen 5:9, 10) Eftersom de oprejses fra de døde efter at Guds rige er blevet oprettet og eftersom de får tildelt en plads på Zions bjerg som en rigsskare og skal herske som konger sammen med Guds lam, må deres nye sang handle om dette Guds rige som en regering der nu er blevet oprettet, nemlig i 1914, ved hedningetidernes udløb. Opfordringen i Salme 96:1, 10; 98:1, 5 og 149:1, 2 gælder især de 144.000:

„Syng [Jehova] en ny sang, syng for [Jehova], al jorden, . . . Sig blandt folkeslag: ’[Jehova] har vist, han er konge, han grundfæsted jorden, den rokkes ikke, med retfærd dømmer han folkene.’“ „Syng [Jehova] en ny sang, thi vidunderlige ting har han gjort; sejren vandt ham hans højre, hans hellige arm. . . . lovsyng [Jehova] til citer, lad lovsang tone til citer.“ „Halleluja! Syng [Jehova] en ny sang, hans pris i de frommes forsamling! Israel glæde sig over sin skaber, over deres konge fryde sig Zions børn.“

 21. Hvor synger de den nye sang, og hvorfor er det ikke i det bogstavelige Jerusalem?

²¹ Hvor befinder de 144.000 sig mens de synger ’den nye sang’? På Zions bjerg. Dér står de sammen med Lammet, men samtidig står de „foran tronen og foran de fire livsvæsener og de ældste“. Åbenbaringen 4:4-11 viser at disse fire „livsvæsener“ og de fireogtyve „ældste“ opholder sig omkring Jehova Guds trone i himmelen. Altså må Zions bjerg her være det himmelske Zion, og ikke det bogstavelige Zions bjerg hvorpå der i dag ligger en gammel muromkranset by med muhamedanske moskeer. Det er det himmelske Zions bjerg som resten af dem der skal udgøre de 144.000, den rest som endnu befinder sig på jorden, er kommet til. — Hebræerne 12:22.

En god nyhed og et domsbudskab

 22. Hvad ser Johannes, ifølge Åbenbaringen 14:6, 7? Beskriv det budskab som blev forkyndt for jorden.

²² Det næste apostelen Johannes ser i synet passer godt til „endens tid“, som begyndte for denne gamle verden i 1914, det år da Guds rige begyndte at herske med Lammet på tronen. Johannes siger: „Og derefter så jeg en engel flyve midt oppe under himmelen; han havde et evigt evangelium [en evigvarende god nyhed, NW] at forkynde for dem, der bor på jorden, for alle folkeslag og stammer og tungemål og folk. Og han råbte med høj røst: ’Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene.’“ — Åbenbaringen 14:6, 7.

 23. Hvordan bliver budskabet i opfyldelsen forkyndt for alle folkeslag på jorden?

²³ Denne engel fløj forholdsvis nær ved jorden, for Åbenbaringen 19:17 bemærker at også „alle fugle“ flyver „midt oppe under himmelen“. Fra denne relativt lave position talte den flyvende engel i synet direkte til dem der bor på jorden, uanset folkeslag, stamme, tungemål og folk. Dens budskab var internationalt. I opfyldelsen af dette syn i „endens tid“, overbringes dette yderst vigtige budskab ikke direkte og hørligt af en engel midt oppe under himmelen, hvor der findes såvel flyvemaskiner som fugle. Det overbringes til folk på jorden af tilbedere der frygter Gud og giver ham ære. Det er dem der følger Lammet og adlyder de ord han udtalte for længe siden i en profeti om afslutningen på denne verden eller tingenes ordning. Det må nødvendigvis være dem der overbringer budskabet, for det var til sine disciple Jesus sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:3, 4, 14, NW) Læg mærke til formålet med at denne gode nyhed om Riget forkyndes: det skal tjene til „et vidnesbyrd“. Forkyndelsen udføres derfor af vidner for Riget.

 24. (a) Hvornår forstod nutidens Jehovas vidner at man kunne forkynde den gode nyhed om det oprettede rige? (b) Hvordan beskriver Vagt-Taarnet for 1920 den opgave der påhviler de resterende lemmer på Kristi legeme?

²⁴ Selv da Guds rige endnu hørte fremtiden til, var budskabet om det et evangelium eller en god nyhed. (Mattæus 4:23; Markus 1:14, 15) Men budskabet om at Guds rige allerede var oprettet og i virksomhed i himmelen var en endnu bedre nyhed. Det var først i 1920 vi forstod at forkyndelsen af Guds rige som en opfyldelse af Mattæus 24:14 var forkyndelsen af et rige som var blevet oprettet i himmelen i 1914 (e.v.t.). Dette vers var temaet for artiklen „Rigets Evangelium“ som blev bragt i The Watch Tower for 1. juli 1920. (Vagt-Taarnet for oktober 1920) I den sidste paragraf på side 151 (dansk udgave) citerede artiklen Jesu profeti i Mattæus 24:14 og sagde derpå:

Vi maa lægge Mærke til, at han ikke siger, at det er det Evangelium, der har været prædiket for de sagtmodige i hele Evangeliealderen, der skal forkyndes. Hvilket Evangelium kunde han da mene? Evangelium betyder et godt Budskab. De gode Budskaber her drejer sig om den gamle Samfundsordens Ende og Messiasrigets Oprettelse. Det betyder, at den mørke Syndens og Sorgens Nat er ved at ophøre. Det betyder, at Satans Rige er ved at styrte sammen for aldrig at rejse sig igen. . . .

Dette synes ganske tydeligt at indbefatte, at Menigheden nu maa være optaget af at forkynde disse gode Budskaber som et Vidnesbyrd for jordens Folkeslag, og saa vil den gamle Samfundsorden fuldstændig forsvinde, og den nye vil være kommet. Der kunde sikkert ikke tænkes noget Budskab saa godt, ingen Nyheder, der kunde være saa trøstende og til saa stor Hjælp, for jordens Folk i denne Nødens Tid. . . . Det er aabenbart det samme Budskab og den samme Klasse, der er fremstillet i det Syn, Esajas saa, og hvorom han skrev: „Hvor dejlige er paa Bjergene dens Fødder, som bringer godt Budskab, som forkynder Fred, som bebuder godt, som forkynder Frelse, som siger til Zion: Din Gud er blevet Konge.“ — Es. 52:7.

Det viser altsaa tydeligt, at de sidste Lemmer paa Kristi Legeme, . . . er dem, der nu skal staa for eller over Jordens Konger og bringe dem det gode Budskab, forkynde Fred og Frelse, fordi Herren er her. Han har taget sin store Magt og regerer!

 25. Hvordan understregede J. F. Rutherford i 1922 yderligere forkyndelsen af Riget, og hvor længe skulle dette arbejde udføres?

²⁵ To år efter, nemlig fredag den 8. september 1922, blev der i foredraget „Riget“ som blev holdt denne dag kl. 9.30 ved et internationalt stævne i Cedar Point, Ohio, for bibelstudenterne — sagt til de tilstedeværende at de skulle være vidner for Herren Gud, altså Jehovas vidner. Taleren, J. F. Rutherford, Watch Tower Bible & Tract Society’s daværende præsident, citerede Esajas 43:8-12 for de tusinder der var forsamlede, og sagde derpå:

Vi ser saaledes, at de, der tilhører Tempelklassen, klart betegnes som Guds Vidner nu i Tiden, for at de skal bringe Folket et Trøstens Budskab om, at Himmeriges Rige er kommet nær, og at Millioner af nulevende Mennesker aldrig skal dø. Vi ser altsaa, at det er Guds Hensigt, at hans Navn skal ophøjes, og at Folket skal kende, at han er Herren. Vi ser, at Gud vil have et Folk paa jorden i denne Nødens Tid, et Folk, der er tydeligt kendetegnet som adskilt og forskelligt fra alle andre, et Folk, der staar som hans Vidner og uden Frygt raaber det Budskab ud: „Himmeriges Rige er kommet nær!“

. . . Dette bekræftes af Herren i Matthæus 24, 14. Der er saaledes fremsat tydeligt Bevis for, at Tempelklassen maa vedblive med at forkynde dette Budskab om Riget, indtil deres jordiske Løbebane er endt. De maa være Herrens trofaste Vidner, indtil Babylons Mure synker i Grus.

. . . Vær trofaste og sanddrue Vidner om Herren! Gaa fremad i Kampen, indtil de sidste Rester af Babylon er ødelagte! Forkynd Budskabet vidt og bredt! Verden skal vide, at Jehova er Gud, og at Jesus Kristus er Kongers Konge og Herrers Herre. Vi lever nu i Verdens mest betydningsfulde Tid. Se! Kongen regerer! I er hans Budbringere. Derfor, forkynd, forkynd, forkynd om Kongen og hans Rige! — Side 26 i Vagttaarnet for februar 1923.

 26. I hvor stort omfang blev Riget forkyndt i 1970?

²⁶ Dette arbejde med at forkynde Guds oprettede rige blev fra da af udført i et omfang som aldrig før. I dag, efter niogfyrre års aktivitet, forkyndes denne gode nyhed om Riget med det talte og det trykte ord i 206 lande, områder og provinser, kolonier og øgrupper på over 160 sprog, og Watch Tower Bible & Tract Society of Pennsylvania har 93 afdelingskontorer som fører tilsyn med arbejdet. Den lille og svindende rest af de 144.000 som stadig befinder sig på jorden, har siden 1931 fået hjælp i arbejdet af „en stor skare“ indviede gudfrygtige mennesker fra alle nationer, sådan at der nu i 1971 findes langt over en million rigsforkyndere rundt om på jorden. — Åbenbaringen 7:9, 10.

 27. Hvordan understregede Vagttaarnet fra 1925 til 1930 at Jehovas navn skulle ophøjes?

²⁷ I 1925 forstod den salvede rest i højere grad end tidligere at tiden nu var kommet da Jehova ville gøre sit navn kendt.d Som en konsekvens heraf kom hovedartiklen i The Watch Tower for 1. januar 1926 (Vagttaarnet for 1. februar 1926) til at hedde „Hvem vil ære Jehova?“ Den trofaste rest besvarede spørgsmålet med et positivt: „Det vil vi!“ De efterfølgende år indledtes også med velvalgte hovedartikler i det første nummer af The Watch Tower (tredje eller fjerde nummer af Vagttaarnet): i 1927: „Jehova og hans Gerninger“; i 1928: „Giv Guds Navn Ære“; i 1929: „Jeg vil prise min Gud“, og i 1930: „Syng for Jehova“.

 28. Hvilken resolution blev forelagt til vedtagelse i 1931 som et højdepunkt på denne anerkendelse af Guds navns betydning?

²⁸ Det store højdepunkt på alt dette indtraf året efter, søndag den 26. juli 1931, ved det internationale stævne som blev afholdt i Columbus, Ohio, U.S.A. Klokken 16 blev en resolution oplæst for de tusinder af stævnedeltagere der var forsamlede, hvorefter præsident J. F. Rutherford fremførte bibelske beviser til støtte for resolutionen, som lød i uddrag:

Vi ønsker derfor, at alle skal forstaa, at vi har stillet os uforbeholdent paa Guds og hans Riges Side og viet os helt til ham, at vi er Jehovas Tjenere, som har faaet betroet en Gerning i hans Navn, og i Lydighed mod hans Befaling forkynder vi Jesu Kristi Vidnesbyrd og kundgør for Folkene, at Jehova er den sande Gud, den Almægtige. Vi tager derfor med Glæde imod det Navn, Herrens Mund har nævnt, og vi ønsker at blive kendt under og kaldt med dette Navn, nemlig Jehovas Vidner. — Esajas 43:10-12; 62:2; Aabenbaringen 12:17.

 29. (a) Hvordan blev denne resolution modtaget, og hvordan blev verden underrettet om dette? (b) Hvem foruden resten har valgt at lade sig kalde med dette navn?

²⁹ Denne resolution blev vedtaget med glæde og begejstring af forsamlingen, der bestod af tusinder af medlemmer af den salvede rest fra mange lande. Senere vedtog menighederne rundt om på jorden samme resolution og tilkendegav således at de var Jehovas vidner. Resolutionen blev også udgivet på tryk i millioner af eksemplarer på flere sprog rundt om på kloden. Især på dette tidspunkt var det som om det hellige navn JHVH (יהוה) tydeligt stod skrevet på „restens“ pander. På denne måde blev kristenheden og hele den øvrige verden gjort opmærksom på at Jehova havde kristne vidner på jorden som skulle gøre hans navn og hensigter kendt. Siden da har „en stor skare“ af mennesker som søger Gud, taget imod det vidnesbyrd som „resten“ har aflagt. De har sluttet sig til „resten“ og har ligesom den valgt at lade sig kalde med det bibelske navn Jehovas vidner. — Se Vagttaarnet, 15. oktober 1931, siderne 310, 311.

 30. På hvilken måde kunne den flyvende engels budskab samtidig være en god nyhed og et domsbudskab?

³⁰ Samtidig med forkyndelsen af den gode nyhed om Jehovas nyoprettede rige skulle der overbringes et domsbudskab. Det skulle ske fordi, som engelen der fløj midt oppe under himmelen sagde, „nu er hans doms time kommet“. På en måde var dette også, en god nyhed, et glædeligt budskab, for Guds doms time ville medføre at han, den øverste Dommer, ville ordne alt, hævde sin universelle suverænitet og sit hellige navn og udfri sine trofaste tjenere fra trældom under Djævelens undertrykkende organisation. Hvis dommen blev til gunst for hans trofaste rest på jorden, kunne den gå ind til den regerende konges, Herren Jesu Kristi, glæde. — Mattæus 25:14-30.

 31. Hvilken særlig domsperiode for alle folkeslag begyndte i 1931, og hvad blev resultatet heraf?

³¹ Når Guds, Skaberens, doms time kom, ville folk overalt på jorden få endnu større grund til at efterkomme opfordringen: „Frygt Gud og giv ham ære; . . . ja, tilbed ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene.“ Hvordan forholder det sig da med ’den store skare’ mennesker med fårets sindelag som kommer fra alle jordens egne? Ifølge de historiske kendsgerninger begyndte domsperioden for deres vedkommende i slutningen af 1931, da den salvede rest under navnet „Jehovas vidner“ begyndte at rette opmærksomheden mod disse „andre får“. Virkningen heraf viste sig at blive nøjagtig som Jesus havde forudsagt i sin profeti om verdens ende: „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene. Og han skal stille fårene ved sin højre side og bukkene ved den venstre.“ — Mattæus 25:31-33; Åbenbaringen 7:9-17; Johannes 10:16; Ezekiel 9:4-6.

„Faldet er det store Babylon“

 32. Hvis fald forkyndes derefter som en god nyhed af en anden engel?

³² I det sjette århundrede før Kristus var det en god nyhed for mange at Babylon var faldet for medernes og persernes hånd. Dets fald var fuldbyrdelsen af den dom Jehova Gud havde fældet fordi det grusomt havde undertrykt hans landflygtige folk. Tingene kommer derfor i den helt rigtige rækkefølge når Johannes, efter at have set og hørt en engel midt oppe under himmelen forkynde en god nyhed og bekendtgøre at Guds doms time er kommet, nu hører eksekveringen af Guds store dom proklameret. Johannes siger: „Og endnu en engel, den anden, fulgte efter; han sagde: ’Faldet, faldet er det store Babylon, som har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin.’“ — Åbenbaringen 14:8.

 33. Hvorfor kunne Johannes’ syn ikke gælde det bogstavelige Babylon?

³³ Johannes fik et syn af dette i det sidste årti af det første århundrede, det vil sige over seks hundrede år efter at oldtidens Babylon ved Eufratfloden mistede sin stilling som den tredje verdensmagte og overgav verdensherredømmet til en arisk magt, mederne og perserne. Da Johannes fik sit apokalyptiske syn var det der var tilbage af den bogstavelige by Babylon i forfald og nær ved at forsvinde helt. Da hedningetiderne sluttede i 1914 og Johannes’ syn begyndte at gå i opfyldelse, fremgik det gamle Babylons beliggenhed kun af nogle ruiner som var gravet frem kort tid forinden. Efter atten års udgravningsarbejde, som begyndte i 1899 og blev foretaget for det tyske orientalske selskab under ledelse af professor Robert Koldewey, lå en stor del af den gamle vidunderbys ruiner afdækkede og kunne beskues af den nysgerrige turist. I 1917 måtte man standse udgravningen af det gamle Babylon fordi de engelske tropper rykkede ind i Mesopotamien under den første verdenskrig.

 34, 35. Hvad må vi gøre for at forstå hvad „det store Babylon“ er?

³⁴ Hvad er da „det store Babylon“ hvis fald blev bekendtgjort profetisk af ’den anden engel’?

³⁵ Dette Babylon er opkaldt efter en by, men det er kun en by i symbolsk forstand, ligesom den der i Åbenbaringen 11:8 beskrives som „den store stad, som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, dér, hvor også deres Herre blev korsfæstet“. Vi kan kun forstå hvad det store Babylon står for hvis vi betragter det på baggrund af det billede som de inspirerede hebraiske skrifter tegner af oldtidens Babylon.

 36. Hvad fortæller Bibelen om det oprindelige Babylons modstand og oprør mod Jehova?

³⁶ Lad os huske på at det oprindelige Babylons grundlæggelse var et brud med Jehova og tilbedelsen af ham, for Babylon blev grundlagt af en oprører mod Gud. Denne oprører blev betegnet som „Nimrod, en mægtig jæger i opposition til Jehova“. (NW) Senere blev den hedenske by af sine indbyggere kaldt „Guds port“. Jehova kaldte imidlertid byen for Babel, der betyder „forvirring“, fordi han forvirrede det sprog som byens og dens tårns bygningsmænd talte. (1 Mosebog 10:8-10; 11:5-9) Babel (græsk: Babylon) har aldrig været en hebraisk by; den har aldrig været jødisk; den har aldrig været messiansk eller kristen, for den har ikke på noget tidspunkt været Jehova Guds organisation. Den har altid været imod Guds udvalgte folk, og således imod Zion. Da Nebukadnezars dynasti herskede i Babylon havde byen tilsyneladende „som en drage“ opslugt Guds udvalgte folk, Israel. (Jeremias 51:34) Det var Babylons hensigt at holde Israel nede.

 37. Hvad optog babylonierne mere end alt andet, ifølge kileskriftteksterne?

³⁷ Eftersom det babyloniske rige, hvis herskere var semitter, havde været en verdensmagt i over halvfjerds år, var byen Babylon naturligvis politisk. Den var også militaristisk, og desuden i høj grad kommercialistisk. Men den var fremfor alt religiøs. Kileskrifttekster fra det mellemste østen viser hvor stor vægt byen lagde på religionen. Mens de militaristiske herskere i Assyrien førte detaljerede optegnelser hvori selv Judas og Israels konger og deres sejre hyppigt nævnes i en historisk sammenhæng, omtaler Babylons beretninger fra Nebukadnezars dynasti ikke meget andet end tidens religiøse begivenheder og byggeforetagener og nævner intet om hvad der skete med Juda rige. Et vidnesbyrd om hvor meget oldtidens vidunderby gik op i sin religion er følgende kileskrifttekst:

I alt findes der i Babylon 53 templer for de store guder, 55 kapeller for Marduk, 300 kapeller for jordguddommene, 600 for himmelguddommene, 180 altre for gudinden Ishtar, 180 for guderne Nergal og Adad og 12 andre altre for forskellige guder.

 38. Hvordan viste Babylons præster sig at være grådige og kommercialistiske?

³⁸ De babyloniske præster omsatte alle offerdyrene og alle tienderne som folket daglig bragte til altrene, især de letfordærvelige varer, til penge så hurtigt som muligt. Ligesom i Abrahams fødeby Ur i Kaldæa rådede tempelforvaltningerne i Babylon over deres egne magasiner og deres egne udsalgslagre. For at få størst muligt udbytte af deres religiøse indtægter drev de endda deres egne banker.f

 39. Hvad ved man om de babyloniske kongers indstilling til religion?

³⁹ Om Babylons største konge siger The Encyclopædia Britannica: „Af Nebukadnezars inskriptioner slutter vi at han var en mand af en særegen religiøs natur.“ (1911-udgaven, bind 19, side 332a) Hans efterfølgere var også religiøse.

 40. (a) Hvordan gik det til at Babylons religion blev udbredt i hele verden? (b) Hvilken ny lære stødte Babylons religion på i det første århundrede e.v.t.?

⁴⁰ Da de babyloniske bygningsmænds sprog blev forvirret og de måtte spredes, førte de Babylons religion med sig, hver på sit sprog. Da Babylon blev erobret af mederne og perserne i 539 f.v.t., bestod dets religion fortsat, samtidig med at denne allerede havde øvet sin indflydelse på alle falske religioner i verden. Henimod slutningen af den kristne apostel Johannes’ liv var Babylons religion stadig fremherskende rundt om på jorden i forskellige former. Den havde forsøgt at kvæle den jødiske religion og berøve den sin kraft, for således at udslette Jehovas vidner. (Esajas 43:10-12; 44:8) Men nu, på apostelen Johannes’ tid, stødte Babylons religion på noget nyt, selv om dette nye begyndte med eller blandt jøderne. Den stødte på Kristi disciples tro, Jehovas kristne, vidners lære.

 41, 42. (a) Hvordan forsøgte den babyloniske religion, som havde formået at ødelægge det jordiske Zion for en tid, nu at opsluge det åndelige Zion? (b) Hvilken lignelse af Jesus beskriver dette?

⁴¹ Babylons religion havde kæmpet mod det jordiske Zion og havde for en tid fået det ødelagt. Nu, i det første århundrede efter vor tidsregning, tog den babyloniske religion kampen op mod det åndelige Zion, repræsenteret ved Jehovas kristne vidner. Den prøvede at opsluge dem, at udslette dem. Hvor godt lykkedes det?

⁴² På det gamle Zions tid fortalte profeten Ezekiel sine medfanger i Babylon at Babylons religion havde fundet vej til selve Jehovas tempel i Zion, især i form af tilbedelsen af den babyloniske gud Tammuz. (Ezekiel 8:13, 14) Århundreder senere forudsagde Herren Jesus Kristus at Satan Djævelen, Babylons egentlige gud, ville forsøge noget lignende med Jehovas åndelige tempel, den kristne menighed. Satan Djævelen ville være den fjende som Jesus billedligt omtalte i sin lignelse om hveden og rajgræsset og som, mens folkene sov, kom og såede rajgræs blandt den gode sæd som allerede var sået i marken. Jesus forklarede lignelsen således:

 43. Hvad ville udfaldet af dette blive, som det fremgår af Jesu profetiske lignelse?

⁴³ „Den, som sår den gode sæd, er Menneskesønnen, marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn, men rajgræsset er den Ondes børn, og fjenden, som såede det, er Djævelen; og høsten er verdens ende [afslutningen på en tingenes ordning, NW]; og høstfolkene er engle. Ligesom nu rajgræsset samles fra og brændes i ild, således skal det ske ved verdens ende [afslutningen på tingenes ordning, NW]. Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed; og de skal kaste dem i ildovnen; dér skal der være gråd og tænderskæren. Da skal de retfærdige stråle som solen i deres Faders rige. Den, som har øren, han høre!“ — Mattæus 13:24-30, 36-43.

 44. Hvornår begyndte rajgræsset at blive sået, og hvad menes der med udtrykket „mens folkene sov“?

⁴⁴ Der skulle ikke gå flere hundrede år før Djævelen såede en efterligning af „Rigets børn“ inden for den kristne menighed. Det ville begynde „mens folkene sov“, hvilket enten vil sige mens Kristi tolv apostle sov i døden eller mens de udnævnte tilsynsmænd i den kristne menighed sov åndeligt eller ikke var på vagt.

 45. Hvordan advarede apostelen Paulus nogle menighedstilsynsmænd om det der ville ske efter at han var sovet ind i døden?

⁴⁵ I år 56, treogtyve år efter Jesu Kristi død og opstandelse, var apostelen Paulus, på vej til Jerusalem og gjorde ophold i Milet. Her mødtes han med tilsynsmændene fra Efesus og sagde advarende til dem: „Jeg ved nu, at I ikke mere skal se mit ansigt, alle I, blandt hvem jeg gik omkring og forkyndte Riget. . . . Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke [menighed, NW], som han købte sig med sit eget blod [blodet af sin egen søn, NW]. Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig. Vær derfor årvågne.“ (Apostlenes Gerninger 20:16, 17, 25-31) Paulus døde cirka ti år senere, omkring år 65.

 46, 47. Hvordan advarede Peter også om at der ville fremstå falske lærere, og hvordan beskrev han deres handlemåde?

⁴⁶ Apostelen Peter gav en lignende advarsel. I sit andet og sidste brev, som er affattet omkring år 64, skrev han:

⁴⁷ „Aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud. Men der optrådte også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil liste fordærvelige vranglærdomme ind, idet de endog fornægter den Herre, som købte dem, og bringer hastig undergang over sig selv. Mange vil følge dem i deres løsagtighed, så sandhedens vej for deres skyld vil blive spottet. I deres havesyge vil de udbytte jer med falske ord. Men dommen over dem har fra ældgamle dage været på vej, og deres undergang blunder ikke. . . . Således har også vor elskede broder Paulus med den visdom, som blev ham givet, skrevet til jer, som han gør i alle sine breve, når han i dem taler derom; i dem findes der ting, som er vanskelige at forstå, og som de ukyndige og ubefæstede til deres egen fortabelse fordrejer, ligesom de gør med de øvrige skrifter. Da I nu, I elskede, har fået det at vide forud, skal I være på vagt, for at I ikke skal rives med af de tøjlesløses vildfarelser og miste jeres fodfæste.“ — 2 Peter 1:21 til 2:3; 3:15-17.

 48, 49. Hvordan beskrev apostelen Johannes før sin død at der allerede var ved at ske et frafald?

⁴⁸ I henhold til Herren Jesu Kristi løfte døde apostelen Johannes som den sidste af de tolv apostle. Da Johannes skrev sine breve ved slutningen af det første århundrede, henledte han opmærksomheden på at der allerede da var ved at ske et frafald fra den sande kristne tro. Han skrev:

⁴⁹ „Verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid. Mine børn, nu er det de sidste tider [den sidste time, NW]; og som I har hørt, at Antikrist kommer, således er allerede nu mange antikrister trådt frem; deraf ser vi, at det er de sidste tider [den sidste time, NW]. De er udgået fra os, men de hørte ikke til os; thi havde de hørt til os, var de blevet hos os. Dog, det skulle komme for dagen, at ingen af dem hørte til os.“ „Børnlille, tag jer i vare for afguderne!“ — 1 Johannes 2:17-19; 5:21.

 50, 51. Hvilke budskaber som viste at babylonisk indflydelse gjorde sig gældende, befalede Jesus Kristus Johannes at sende til menighederne i Efesus og Pergamum?

⁵⁰ I den åbenbaring som Johannes modtog, befalede Herren Jesus Kristus ham at skrive til menigheden i Efesus, den menighed som Paulus mange år før havde advaret, og sige til den: „Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig. Dog, det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som også jeg hader.“ I en advarsel til menigheden i Pergamum fik Johannes befaling til at skrive: „Dog er der lidt, jeg har imod dig: du har hos dig nogle, som holder fast ved Bileams lære, han, der lærte Balak at lægge snarer for Israels børn, for at de skulle spise afgudsofferkød og bedrive utugt. Således har også du nogle, der på lignende måde holder fast ved nikolaitternes lære. Omvend dig! Ellers kommer jeg snart over dig, og jeg vil kæmpe imod dem med min munds sværd.“ — Åbenbaringen 2:1, 5, 6, 12, 14-16.

⁵¹ At „Bileams lære“ havde vundet indpas i menigheden i Pergamum tyder på påvirkning fra Babylon, eftersom fortidens Bileam var fra Mesopotamien, hvor det gamle religiøse Babylon lå. — 5 Mosebog 23:4, 5; 4 Mosebog 22:5; 31:8, 16.

 52. Hvad virkede som et bolværk mod frafaldet i den kristne menigheds første tid?

⁵² Så længe Kristi tolv apostle levede og førte tilsyn med den kristne menighed, holdt de igen på eller sinkede frafaldet til babylonisk religion. De virkede som et bolværk mod dannelsen af en religiøs organisation som foregav at være kristen men som i virkeligheden var antikristen og babylonisk. Dette forklarede apostelen Paulus da han skrev om Kristi genkomst. I Andet Tessalonikerbrev 2:3-12 står der:

 53, 54. Hvordan beskriver Paulus „lovløshedens menneske“, hvad ville det gøre, og hvilken skæbne ville det og dets tilhængere få?

⁵³ „Først må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud [en gud, NW]. . . .

⁵⁴ Også nu ved I, hvad der holder igen, så han først kan åbenbares, når hans tid er inde. Thi lovløshedens hemmelighed er allerede i virksomhed, kun må den, som nu holder igen, først fjernes. Og da skal den lovløse åbenbares (ham skal Herren Jesus dræbe med et åndepust af sin mund og tilintetgøre ved sit synlige komme [sin nærværelses manifestation, NW]), og han skal komme i Satans kraft, med al løgnens magt og tegn og undere [med enhver kraftig gerning og løgnens tegn og undere, NW] og med al uretfærdighedens forførelse over for dem, der fortabes, fordi de ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen, for at de skal rammes af dommen, alle de, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden.“

Et religiøst imperium

 55. Hvor stærk var Babylons og dets religions fordærvende indflydelse i det andet århundrede e.v.t.?

⁵⁵ Det andet århundrede efter vor tidsregning var det kritiske århundrede. Den sidste af de tolv apostle var død, men den babyloniske religion i alle sine afskygninger var på ingen måde død. Den udgjorde en fare for det åndelige Zion der blev repræsenteret af Jehovas kristne vidner på jorden. Et leksikon siger under „Babel, Babylon“:

Selv om templerne i de senere tider var mere eller mindre forsømte og forfaldne, blev gudstjenesterne efter alt at dømme stadig afholdt, og det kan endog have fortsat et godt stykke ind i den kristne æra, idet babylonisk religion og filosofi stadig blev holdt i ære så sent som i det fjerde århundrede. — The International Standard Bible Encyclopaedia, 1955-udgaven, bind 1, side 355b.

 56. (a) Hvad var et fremtrædende træk ved Babylons religion, og hvornår begyndte det at forekomme i de såkaldte kristnes skrifter? (b) Hvordan definerer The Catholic Encyclopedia „treenigheden“, og hvad siges der om den første brug af udtrykket?

⁵⁶ Et af de mest fremtrædende træk ved Babylons religion var dens treheder af guder og dæmoner. Læseren kan selv undersøge sagen, men ikke et eneste sted vil han finde ordet „treenighed“ i den inspirerede bibel, for Bibelen er ikke babylonisk. I sidste halvdel af det andet århundrede begyndte religiøse skribenter der hævdede at være kristne, imidlertid at indføre ordet i deres skrifter. Dette vakte en religiøs strid som til sidst fik romerriget til at gribe ind. For at belyse denne læres tidlige udvikling og den betydning man tillægger den i kristenheden i dag, citerer vi fra The Catholic Encyclopedia, bind 15:

Treenighed, DEN VELSIGNEDE. . . . I. Treenighedslæren. — Treenigheden er det ord der betegner den kristne religions centrale lære — den sandhed at der i guddommens enhed findes tre personer, Faderen, Sønnen og Helligånden og disse tre personer er tydeligt adskilt fra hinanden. Med den athanasianske trosbekendelses ord: „Faderen er Gud, Sønnen er Gud, og Helligånden er Gud, og dog er der ikke tre guder, men én Gud.“ . . .

På skrift findes der endnu ikke noget enkelt udtryk der betegner de tre guddommelige personer under ét. Ordet τριάς (som det latinske trinitas er oversat fra) findes først hos Theofilus af Antiokia omkring år 180. Han taler om „treenigheden bestående af Gud [Faderen], hans Ord og hans Visdom“ („Ad Autolycum“, II, 15, P.G., VI, 1078). Udtrykket kan naturligvis have været i brug før hans tid. Kort efter forekommer det hos Tertullian i dets latinske form trinitas („De pudicitia“, c. xxi, P.G., II, 1026). I det følgende århundrede er ordet almindeligt anvendt. — Side 47.

 57. Hvordan blev Konstantin romerrigets kejser, og hvilket berømt edikt som han senere gik i krig for, udstedte han i år 313?

⁵⁷ Så kom det fjerde århundrede og med det Konstantin den Store. Efter at Konstantin havde besejret sin sidste modstander blev han den 28. oktober 312 af det romerske senat udråbt til augustus og pontifex maximus. Det siges at der under hans felttog mod modstanderen Maxentius viste sig et flammende kors på himmelen under solen, og at dette kors bar indskriften In hoc signo vinces (der betyder: „Ved dette tegn skal du sejre“).g I januar 313 udstedte Konstantin i sin egenskab af hedensk pontifex maximus sit berømte toleranceedikt til fordel for de såkaldte kristne, og disse fik adgang til offentlige embeder. Konstantin var imidlertid ikke blevet døbt i vand som kristen. Skønt hans svoger, kejser Licinius, var med til at udstede dette toleranceedikt, forfulgte denne senere de kristne. Fra 314 greb de to kejsere til våben på grund af dette stridsspørgsmål. Kejser Konstantin besejrede kejser Licinius og lod ham dræbe. På denne måde blev kejser Konstantin, i året 325, enehersker over romerrigets østlige og vestlige del.

 58. (a) Hvordan blev søndagen en religiøs helligdag i Konstantins rige? (b) Hvad fik de religiøse stridigheder i hans rige ham til at gøre?

⁵⁸ Allerede i 321 havde Konstantin udstedt den første lov angående søndagen, Dies Solis, den dag der var helliget solguden Sol, hvis symbol var korset. Loven forbød retshandlinger på denne dag og gjorde det til en pligt at helligholde den. Efter at Konstantin var begyndt at interessere sig for sin tids kristendom, blev han opmærksom på de store stridigheder der splittede den, især striden om forholdet mellem Gud og hans søn Jesus Kristus og den hellige ånd. Denne religiøse splittelse truede hans riges enhed. Som enehersker og pontifex maximus sammenkaldte han derfor i 325 til et kirkemøde for at få bilagt striden om τριάς eller „treenigheden“.

 59. Hvem tog imod indbydelsen til at deltage i mødet, og hvem præsiderede ved det?

⁵⁹ Den udøbte Konstantin, der var hedensk pontifex maximus, indkaldte alle de kristne epiʹskopoi eller tilsynsmænd i hele riget til et møde, ikke i Rom i Italien, men i Nikæa nær Nikomedia i Lilleasien. Af alle disse tilsynsmænd kom der, efter hvad der oplyses, kun en tredjedel eller 318, og selv dette tal menes at være anslået for højt. Men hvorfor skulle disse tilsynsmænd, hvis de var kristne, da også adlyde en hedensk pontifex maximus og lade ham give ordrer i kristne anliggender? Biskoppernes ledsagere bragte antallet af tilstedeværende ved kirkemødet op på mellem 1500 og 2000. Konstantin overværede selv dette første kirkemøde i Nikæa, og som pontifex maximus — ikke som biskop af Rom — præsiderede han ved mødet. Det blev ikke holdt på latin, men på græsk, og den nikænske trosbekendelse der blev til som et resultat af dette møde, blev affattet på græsk. Den latinske kirke havde kun sendt syv delegerede; to af disse var presbytere som repræsenterede biskoppen af Rom.

 60. Hvem var hovedtalsmændene for og imod treenighedslæren, og hvad var hovedpunktet i argumenterne imod denne lære?

⁶⁰ Forkæmperne for treenigheden blev ledet af den unge arkidiakon Athanasius fra Alexandria i Ægypten. De der gik imod den og som ud fra Bibelen viste at Jesus Kristus stod under sin Gud og Fader, blev ledet af presbyteren Arius. De to parter stredes i cirka to måneder. Arius fastholdt at „Guds søn var en skabning, skabt af intet; at der var en tid, da han ikke eksisterede; at han var i stand til frit at vælge mellem ret og uret“, og at „var han i egentligste forstand søn, måtte han være kommet efter Faderen, og altså måtte der have været et tidspunkt da han ikke var til, og følgelig var han et endeligt væsen“.h Da Arius rejste sig for at tale slog en vis Nikolaos fra Myra ham i ansigtet. Da Arius fortsatte med at tale stak mange fingrene i ørerne og løb ud, som var de rædselslagne over den gamle mands „kætteri“.

 61. (a) Hvilken afgørelse traf man angående treenighedslæren, og hvad traf man ellers beslutning om? (b) (Til fodnoten) Hvor blev det vanskeligere for jøderne at opholde sig efter Nikæamødet, og hvilket land fik større betydning for dem?

⁶¹ Til sidst traf pontifex maximus Konstantin sin afgørelse til gunst for Athanasius’ treenighedslære. Den nikænske trosbekendelse med treenighedslæren blev udformet og gjort til trosregel. Arius blev senere, fordi han stadig gik imod denne lære, på Konstantins ordre forvist til Illyrien, men blev fem år efter kaldt tilbage derfra.i Ved Nikæamødet vedtoges flere kirkelove, og der blev udstedt et dekret om på hvilken søndag (Dies Solis)j i året påsken regelmæssigt skulle fejres.

 62, 63. (a) Fik Nikæamødet bilagt striden om treenigheden? Forklar. (b) Hvordan skiftede Konstantin senere mening, og hvornår blev han døbt?

⁶² Kirkemødets afgørelse til gunst for treenighedslæren bragte imidlertid ikke ro i den østlige kirkeorganisation, og den arianske strid fortsatte meget heftigt. I 381 gav det økumeniske koncil i Konstantinopel en mere afrundet udformning af den nikænske trosbekendelses treenighedslære.

⁶³ Henimod slutningen af sit liv begunstigede kejser Konstantin treenighedsmodstanderen Arius’ front, under påvirkning af Eusebios fra Nikomedia. Arius blev da kaldt hjem fra landflygtigheden, og mange af de biskopper der gik ind for treenighedslæren blev forvist. Til sidst blev Athanasius selv forvist til Gallien (Frankrig). Selv om Konstantin bekendte sig til kristendommen blev han ikke døbt før han blev syg i 337. Mens han stadig holdt fast ved det hedenske embede som pontifex maximus døde han i dette år i Nikomedia, der var rigets egentlige hovedstad mens Konstantinopel endnu var under bygning. I mellemtiden var den tids kristendom blevet den officielle religion i riget.

 64, 65. (a) Hvordan gik det til at romerrigets hovedstad blev flyttet til Konstantinopel? (b) Hvordan blev Konstantin betragtet efter sin død? (c) Hvad resulterede oprettelsen af denne blandingsreligion i, ifølge Theological Dictionary?

⁶⁴ Kejser Konstantin flyttede romerrigets hovedstad fra Rom i Italien til Byzantion, hvor han indledte et byggeprogram med det mål at frembringe en ny hovedstad som han opkaldte efter sig selv og gav navnet Konstantinopel. Den 26. november 329 lagde han grunden til Konstantinopel, som også blev kaldt Ny Rom (Roma Nova).

⁶⁵ Efter Konstantins død placerede det romerske senat ham blandt guderne, hvilket viser at senatet stadig var hedensk og ikke virkelig kristent. I de østlige menigheder blev han imidlertid regnet med blandt helgenerne. De græske, koptiske og russiske kirker fejrer sankt Konstantins fest den 21. maj. Konstantin delte romerriget mellem sine tre sønner, Konstantin, Constantius og Constans. Dette viste sig at være en politisk bommert. Som hedensk pontifex maximus havde han imidlertid forsøgt at tilvejebringe en sammensmeltning af den hedenske religion og kristendommen, en blandingsreligion, og dette lykkedes ham udmærket. Om det der skete efter hans regeringstid, læser vi:

Hvad den sande karakter af Konstantins omvendelse til den kristne tro end kan have været, fik følgerne heraf vidtrækkende betydning både for riget og for Kristi kirke. Den banede vejen for en uhindret udbredelse af evangeliet til et større område end nogen sinde før i dets historie. Alle hindringer for en åben bekendelse af kristendommen blev fjernet, og den blev rigets officielle religion. Hvor mange de fordele end var som denne forandring medførte, set fra forskellige synspunkter, begyndte kristendommen dog snart at lide under at være bragt i nær kontakt med den verdslige magts indflydelse og omsorg. Det enkle evangelium blev forvansket; der indførtes prangende ritualer og ceremonier; kristendommens lærere fik verdslige æresbevisninger og biindtægter, og Kristi rige blev i høj grad omdannet til et rige af denne verden. — Theological Dictionary af Henderson og Buck. Se også M’Clintock og Strongs Cyclopædia, bind 2, side 488a, samt Gibbons Det romerske riges forfald og undergang, bind 2, side 54 ff.

 66. Hvilken indrømmelse har kardinal Newman gjort vedrørende mange katolske lærepunkters og skikkes babyloniske oprindelse?

⁶⁶ Ifølge uhildede, objektive historiske beretninger blev den populære kristendom mere og mere babylonisk. Dette indrømmes uforbeholdent i en bog af John Henry Newman, der i 1879 blev udnævnt til kardinal af pave Leo XIII. Denne bog, som hedder hedder „Essay on the Development of Christian Doctrine“ og er udgivet i 1878, siger i kapitel 8 følgende til forsvar for den romersk-katolske kirke:

I tillid til kristendommens evne til at modstå besmittelse af det onde og til at forvandle selve dæmondyrkelsens instrumenter og tilbehør til evangelisk brug, og i følelsen af at disse skikke oprindelig hidrørte fra primitive åbenbaringer og naturinstinkter, skønt de var blevet fordærvede, og at de måtte opfinde hvad de behøvede, hvis de ikke ville gøre brug af det de fandt, og at de endvidere rådede over de grundtyper som hedenskabet blot var skygger af, var kirkens ledere lige fra de ældste tider, hvis lejlighed bød sig, rede til at antage, imitere eller hellige de ritualer og skikke der var almindelige blandt befolkningen, såvel som den dannede klasses filosofi.

Brugen af templer, indviet til bestemte helgener og ved visse lejligheder udsmykket med grene fra træerne, røgelse, lamper og lys; votivgaver for helbredelse af sygdomme; vievand; asyler; helligdage og højtider, brugen af kalendere, processioner, velsignelse af markerne, præstedragt, tonsuren, vielsesringen, at vende sig mod øst, den senere tids billeder, måske også den kirkelige messen, og Kyrie eleison, er alt sammen af hedensk oprindelse og helliget ved optagelse i kirken. — Siderne 355, 371, 373, 1881-udgaven.

Rivaliserende sekteriske kirkesamfund

 67. Hvilke fire afdelinger blev kristenheden med tiden opdelt i?

⁶⁷ Nu var den udvikling godt i gang der efterhånden førte til de fire sekteriske hovedafdelinger som nutidens kristenhed er splittet i, nemlig den græsk-ortodokse kirke, den romersk-katolske kirke, de protestantiske kirker og den russisk-ortodokse kirke.

 68. Hvilken politisk og religiøs splittelse fandt sted i romerriget mens Valentinian I regerede (364-375)?

⁶⁸ I Nikæa i Bithynien blev Valentinian, en søn af Gratian fra Pannonien, valgt til kejser af hærens officerer i år 364. Derved blev han pontifex maximus. Kort efter udnævnte denne kejser, Valentinian I, sin broder Valens til medregent i riget. Valentinian I valgte at være kejser over den vestlige del, og lod således sin broder Valens blive kejser over den østlige del af riget, det vil sige den østlige halvdel af Balkanhalvøen med Grækenland, samt Ægypten, Syrien og Lilleasien helt til Persien. Valens blev døbt af den arianske biskop i Konstantinopel, og senere begyndte han at forfølge de undersåtter i riget som gik ind for treenighedslæren. Valentinian I, som altså var kejser over den vestlige del og pontifex maximus, var imidlertid tilhænger af treenighedslæren ligesom biskoppen i det gamle Rom i Italien.

 69. Hvilken udnævnelse foretog kirkemødet i Konstantinopel i 381 som banede vej for den religiøse splittelse mellem kristenhedens østlige og vestlige kirker?

⁶⁹ I nogen tid tjente Nektarius, biskoppen af Ny Rom eller Konstantinopel, som overhoved ex officio for biskopperne i den østromerske kejsers rige. I 381 udnævnte det andet almindelige kirkemøde (økumeniske koncil eller synode) i Konstantinopel ham til Konstantinopels patriark, og dermed var vejen banet for den religiøse splittelse mellem kristenhedens østlige og vestlige kirker. Dette kirkemøde erklærede også at biskoppen i Konstantinopel kun rangerede under biskoppen i Rom, idet Konstantinopel var Ny Rom. I 553 afholdtes det femte almindelige kirkemøde i Konstantinopel under forsæde af patriarken i Konstantinopel, til trods for protester fra biskoppen i Rom. Rivaliseringen mellem de to biskopper var under udvikling.

 70. (a) Hvordan varetog kejser Gratian af rigets vestlige del sit religiøse embede? (b) Hvordan gik det til at paven i Rom begyndte at bruge titlen pontifex maximus?

⁷⁰ Da den vestromerske kejser Valentinian I døde i 375, blev hans søn Gratian kejser og pontifex maximus. Den østlige del af riget var på dette tidspunkt stadig underlagt arianeren kejser Valens. Men da Valens blev dræbt i 378 skænkede Gratian den østlige del af riget til Theodosius, en af sine generaler. I sin alderdom fór Gratian hårdt frem mod hedninger og kættere. Han forbød tilbedelse af hedenske guder i Rom. Han nægtede at bære pontifex maximus-embedets insignier, da dette var upassende for en kristen, og fratog de øvrige pontifexer nogle af deres privilegier. Men selv om politikeren Gratian mente at det var upassende for en kristen at bære titlen pontifex maximus og besidde dette embede, mente biskop Damasus af Rom noget andet. Han antog uden tøven denne hedenske titel med alle dens hedenske forbindelser og forpligtelser. Roms paver bærer denne titel den dag i dag, som om den var helliget ved kirken.

Et religiøst skisma

 71. Hvordan voksede splittelsen mellem biskopperne i de østlige kirker og biskopperne i de vestlige kirker ved kejser Theodosius’ død i 395?

⁷¹ Den religiøse rivaliseren mellem Rom og Konstantinopel (Ny Rom) blev endnu stærkere da Theodosius (der var blevet enehersker i hele riget) døde i 395 og riget blev delt mellem hans sønner således at Arcadius fik den østlige del og Honorius den vestlige del, som omfattede Rom. Biskopperne i de østlige og vestlige kirker stod nu splittede, ikke blot på grund af geografiske forhold, men også på grund af loyalitet mod politiske herskere.

 72. Under hvilke omstændigheder ophørte det gamle romerrige i vesten at eksistere i 476?

⁷² Det såkaldte „Roms fald“ indtraf i 476. Det skete da en romersk hær der hovedsagelig bestod af germanske lejetropper, gjorde oprør og udråbte deres egen germanske leder Odoaker til konge. Den vestlige kejser, som dengang kun var et barn, blev tvunget til at trække sig tilbage, og Odoaker antog titlen konge af Italien og bestred denne stilling dygtigt i nogle år. Dette markerede afslutningen på det vestromerske rige. Derefter kom Rom under ostrogotisk herredømme.

 73. Hvilke religiøse konflikter opstod mellem paverne i Rom og lederne af det østlige imperium, og hvad resulterede disse konflikter til sidst i?

⁷³ Det østromerske rige fortsatte imidlertid med sin uafhængige række af herskere som tilhørte den østlige kirke; og som der står i The Encyclopedia Americana, bind 14, side 327b, „var den kejser som herskede i Konstantinopel, i hvert fald i teorien, herre over hele det romerske rige“. Paven i Rom delte imidlertid ikke denne opfattelse. Derfor bliver vi nu vidne til at patriarken i Konstantinopel bliver lyst i band af pave Felix III i Rom. Noget lignende skete et par hundrede år senere. I 726 forbød kejser Leo III i Konstantinopel billeddyrkelse og befalede at helgenbillederne skulle tilintetgøres. Pave Gregor II i Rom tog derfor skridt til at bandlyse den østromerske kejser, som tilhørte den østlige kirke. Denne bandlysning førte til at den østlige (græske) kirke skilte sig ud fra den vestlige (romerske, latinske). Under flere østromerske kejsere blev billeddyrkelse skiftevis forbudt og genindført.

 74. (a) Hvem skulle vesten egentlig have respekteret som verdslig hersker i år 800, i betragtning af at det vestlige rige var faldet? (b) Hvilken politisk handling fandt sted i Rom dette år, en handling som viste at paven ikke fulgte Romerbrevet 13:1?

⁷⁴ I år 800 herskede Irene som kejserinde i Konstantinopel, den første kvindelige regent i det østlige rige. Irene havde måske nok på dette tidspunkt ranet sin søns stilling, men Bibelen siger i Romerbrevet 13:1 til de kristne: „Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig; thi der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud, og de, som findes, er indsat af Gud.“ Øjensynlig mente paven i Rom ikke at han var underlagt ’øvrigheden’, men at han stod over den. Han ophøjede sig til at udnævne konger og kejsere. Juledag år 800 valgte han at gøre dette med Karl den Store, frankernes konge. The Catholic Encyclopedia, bind 3, side 615, siger:

To dage senere (juledag år 800) fandt den største begivenhed i Karls liv sted. Under pontificalmessen, som celebreredes af paven, og mens kongen knælede i bøn foran højalteret, under hvilket sankt Peters og sankt Paulus’ legemer ligger begravet, nærmede paven sig ham, satte den kejserlige krone på hans hoved, bøjede sig ceremonielt for ham efter gammel skik og hilste ham som kejser og augustus og salvede ham, mens de tilstedeværende romere brød ud i jubel og tre gange råbte: „Liv og sejr til Karl Augustus, kronet af Gud, den store fredskejser.“

På side 774 kalder The Catholic Encyclopedia denne begivenhed for „hans kroning som Konstantins efterfølger“.

 75. Hvornår begyndte „Det hellige romerske Rige“ sin eksistens, og hvad kan man sige om hvorvidt det var helligt og var Guds rige?

⁷⁵ Efter nogle forhandlinger anerkendte de østlige kejsere Karl den Store som kejser og hersker over Norditalien, bortset fra Venedig. Som følge heraf markerer år 800 oprettelsen af „Det hellige romerske Rige“, som, trods alle de forandringer og omvæltninger der skete i århundredernes løb, eksisterede indtil år 1806. Men dette rige var ikke noget virkeligt gudsrige, ikke noget teokrati. Det var ikke begyndelsen på Kristi tusindårige regering. Hvordan kunne det være det når „hedningernes tider“ ikke udløb før 1914? Det omfattede heller ikke hele verden, sådan som Kristi rige vil gøre. Det omfattede ikke engang England, hele Spanien, Skandinavien, Rusland eller Balkan. Historien viser om dette romerske rige var helligt eller ej.

 76. (a) Hvilken pavelig ærgerrighed uddybede kløften mellem den græske og den latinske kirke, og hvilket brud førte den til? (b) Hvad hævder historikere var en af grundene til de romersk-katolske korstog?

⁷⁶ Det niende århundrede så de østlige og vestlige kirker glide endnu længere fra hinanden. Udover at paven havde foretaget den frimodige politiske handling at krone Karl den Store til kejser, blev der nu gjort forsøg på at få den østlige kirke til at underlægge sig den romerske pave som eneste autoritet med guddommelig ret i den katolske kirke. Denne pavelige ærgerrighed rejste voldsom modstand hos de østlige kirker. De betragter pavestolens handling som „den første årsag til splittelsen“ mellem den græske og den latinske kirke.k Det endelige brud mellem dem kom i 1054. Den 16. juli dette år blev den græske patriark Michael Cerularius højtideligt bandlyst af de pavelige gesandter som var blevet sendt til Konstantinopel af pave Leo IX (som i mellemtiden var død i april dette år). Senere forsøg på at hele dette brud viste sig at være forgæves. Historikere har hævdet at denne adskillelse var en af grundene til de romersk-katolske korstog, krige som førte til store ødelæggelser og grufuld nedslagtning af muhamedanere, jøder og katolikker.

 77. (a) Hvordan blev styret i Konstantinopel først latinsk, derpå græsk og så muhamedansk? (b) Hvordan blev patriarken i Konstantinopel behandlet af erobrerne?

⁷⁷ De romerske paver ønskede at genforene de to kirkesamfund. Derfor tilskyndede de til disse såkaldte „hellige krige“ i korsets navn. Under det fjerde korstog blev Konstantinopel erobret i 1204, og efter at have indtaget byen brugte korsfarerne otte dage til at afbrænde og plyndre al offentlig og privat ejendom, hvorved de forårsagede historiens største ødelæggelse af kunstværker. De latinske kejsere begyndte da at herske i Konstantinopel, mens de græske kejsere flyttede til Nikæa i Lilleasien og herskede derfra. I 1261 blev Konstantinopel generobret af grækerne, og frankernes eller latinernes rige ophørte med at eksistere. Derpå kom de muhamedanske erobrere under Muhamed II og indtog Konstantinopel den 29. maj 1453. Her ophørte det østlige rige endelig, men patriarken i Konstantinopel fik af de muhamedanske erobrere lov til at fortsætte i sit embede.

 78. Hvordan har Grækenlands ortodokse kirke udviklet sig fra 1829 til i dag?

⁷⁸ I 1829 blev der oprettet et selvstændigt græsk rige, og siden da har det egentlige Grækenland faktisk været adskilt fra det konstantinopolitanske patriarkat. Den formelle adskillelse kom senere. I 1833 erklærede den græske regering Grækenlands ortodokse orientalske kirke for uafhængig af enhver udenlandsk gejstlig myndighed, og den organiserede en „hellig synode“ som skulle varetage ledelsen af den nye selvstændige kirke. I 1850 anerkendte patriarken i Konstantinopel den græske eller hellenistiske kirkes uafhængige konstitution. I dag er den græske statskirke underlagt ærkebiskoppen i Athen, men et antal bispedømmer i det nordlige Grækenland er underlagt patriarken i Konstantinopel, nu kaldet Istanbul.

Et „tredje Rom“?

 79. (a) Hvordan blev grunden lagt til den ortodokse kirke i Rusland i det tiende århundrede? (b) Hvor gennemgribende var den tvungne omvendelse, ifølge The Encyclopedia Americana?

⁷⁹ I det tiende århundrede, da skismaet mellem den græske og den latinske kirke var under udvikling, blev grunden lagt til endnu et mægtigt kirkesamfund inden for nutidens kristenhed. I det forudgående århundrede havde patriarken i Konstantinopel sendt missionærer ind i Rusland. I 955 sluttede en fremtrædende russer, fyrstinde Olga, fyrst Igors enke, sig til den østlige kirke og lod sig døbe i Konstantinopel. Hendes barnebarn Vladimir den Store tvang kejser Basilios II til at give ham sin søster Anna til ægte, og i 988 lod han sig døbe i den østlige kirke. Han lod afgudsbillederne af Perun og andre guder kaste i floden Dnepr. Folk græd over at skulle gøre det, men de bøjede sig alligevel for Vladimirs krav om at de skulle lade sig døbe som kristne. Hvor dybt bundede denne tvungne omvendelse imidlertid? På side 37 i bind 24 af The Encyclopedia Americana står der:

Russisk hedenskab forsvandt ikke da det kristne evangelium begyndte at blive forkyndt. Det overlevede i folkesproget, ordsprog, traditioner, familieliv og endog i religiøse opfattelser. Så sent som i det attende århundrede tilbad man slanger i fjerntliggende landsbyer. Eugenius Golubinsky, den russiske kirkes største historiker, hævder at Rusland i det niende århundrede blev døbt, men ikke kristnet. — Udgaven af 1929.

 80, 81. (a) Hvilket religiøst overhoved bevarede de omvendte russere forbindelsen med? (b) Hvordan blev Rusland religiøst berørt af Konstantinopels fald i 1453?

⁸⁰ Vladimirs søn fuldførte næsten den tvungne omvendelse af russerne, som stadig var nært knyttet til patriarken i Konstantinopel. Der blev oprettet et metropolitsæde i Kijev, som blev kaldt det andet Konstantinopel. Med tiden blev der også indsat en metropolit i Moskva.

⁸¹ Da patriarkens hovedsæde, Konstantinopel, faldt for muhamedanerne i 1453, berørte det Rusland religiøst. The Encyclopedia Americana, bind 24, side 38b, siger: „Tanken om at oprette et russisk patriarkat var en naturlig følge af det byzantinske riges fald og det moskovitiske Ruslands vækst. Moskva blev hyldet som det tredje Rom.“

 82. Hvilke begivenheder førte til oprettelsen af en russisk kirke som var uafhængig af patriarken i Konstantinopel, og hvad forsøgte paverne derefter på?

⁸² En uafhængig russisk kirke blev imidlertid ikke fuldt oprettet før 1587. Herom siger M’Clintock og Strongs Cyclopædia:

I det år gik patriarken Jeremias i Konstantinopel, da han besøgte Rusland for at opnå støtte, med til at ændre metropolitdømmet i Moskva til et patriarkat, med metropolitten Job som den første patriark. Herved indtog Ruslands patriark, ifølge de østlige biskoppers mening, Roms skismatiske patriarks plads.

[Læg mærke til at paven i Rom blev anset for at være „skismatisk“.]

Snart efter erklærede patriarkerne i Alexandria og Jerusalem samt femogtres metropolitter og elleve ærkebiskopper fra den byzantinske kirke, sig indforstået med den russiske kirkes uafhængige organisation. De moskovitiske patriarker fortsatte imidlertid med at søge godkendelse i Konstantinopel til 1657. Kort efter, i 1660, modtog den russiske ambassadør en skriftlig erklæring fra patriark Dionysius II i Konstantinopel og de andre græske patriarker om at den russiske patriark i fremtiden kunne vælges af sit eget præsteskab uden at skulle godkendes af de græske patriarker. I det 16. århundrede [det århundrede hvor den såkaldte protestantiske reformation fandt sted] gjorde de romerske paver, især Leo X, Clemens VII og Gregor XIII, sig fornyede anstrengelser for at overtale den russiske kirke til at forene sig med Rom. — Bind 9, side 161b,

 83. Hvilke forandringer skete der inden for den russiske kirke under Peter den Store?

⁸³ Den russiske kirke undergik flere forandringer; en betydningsfuld ændring blev foretaget af zar Peter den Store, der blev enevældig hersker i Rusland i 1696. Han afskaffede patriarkatet og erstattede det med en permanent synode der bestod af prælater under forsæde af zaren eller hans repræsentant (overprokurøren). Den hellige styrende Synode blev oprettet i 1721 og blev højtideligt åbnet med en tale af synodens vicepræsident, ærkebiskop Theofanes. Peter den Store lagde således den russiske kirke ind under den politiske stats myndighed. Den blev en statskirke, en afdeling af det russiske riges borgerlige bureaukrati. Den tjente kun som et redskab i bureaukratiets hånd til støtte for zarismen.

 84. Hvilket religiøst embede blev genoprettet i 1917, hvorfor, og hvem blev indsat i det?

⁸⁴ I 1917 ophørte zarvældet i Rusland, og den russiske kirke fik lov at bestemme sine egne anliggender. I september-oktober dette år var biskopper, præster og andre forsamlet til et almindeligt kirkemøde i Moskva for at drøfte den religiøse situation. De kom til den slutning at nu da det russiske politiske autokrati var forsvundet, havde den russiske kirke brug for et synligt religiøst overhoved. Genoprettelsen af et russisk patriarkat blev godkendt med stort stemmeflertal, og der blev valgt en patriark, nemlig metropolitten Tikhon, en liberal biskop.

 85. Hvad skete der med statskirken da bolschevikrevolutionen havde fundet sted?

⁸⁵ Efter at bolschevikkerne i november 1917 havde tiltaget sig magten ved en ny revolution, udstedte de et dekret der opløste den russiske kirke som statskirke. De konfiskerede desuden en del af kirkens ejendom, og præster af alle rangklasser og trosretninger blev hånet og mishandlet. Religion erklæredes for at være „opium for folket“. Den 14. marts 1918 flyttede den nye sovjetregering fra Leningrad til Moskva, og denne by blev det nye Ruslands centrum og hovedstad. Fra Peter den Stores tid havde byen været det gamle riges anden hovedstad.

 86. Hvordan fandt sovjetregeringen det formålstjenligt at indrette sig med den russisk-ortodokse kirke, og med hvilket mål?

⁸⁶ Den officielle ateistiske stat har forsøgt at udrydde religionen i Rusland, men har fundet det for kostbart. Sovjetregeringen har i stedet indrettet sig efter denne drøje kendsgerning og lader nu den russiske kirke tjene politiske formål ved at lade den indprente sine medlemmer patriotisme. Den russisk-ortodokse kirke går med til denne ordning, ligesom den til enhver tid i sin historie har samarbejdet med statens verdslige myndighed. En velkendt journalist som skriver om politiske forhold, har påpeget at sovjetregeringen fandt det fordelagtigt at højne den russiske kirkes prestige i hjemlandet så kirken kunne optræde som en stor verdenskirke, og sovjetregeringen i sidste ende få gavn af dette.l

 87. Hvilket håb gav man udtryk for på kirkekoncilet i 1945 vedrørende den russisk-ortodokse kirkes fremtid, især med hensyn til et tredje Rom?

⁸⁷ I 1945 afholdt den russisk-ortodokse kirke et koncil i en forstad til det kommunistiske Moskva, med kirkelig pomp og pragt. Kirkens ledere var naturligvis fulde af stolthed og håbede på en bedre fremtid for deres kirke, og man gav udtryk for århundredgamle russiske messianske ideer. For eksempel sagde metropolitten Benjamin, som dengang var det moskovitiske patriarkats eksark i Nordamerika, at der endnu var mulighed for at den russiske hovedstad kunne blive „det tredje Rom“ og at Moskva engang i fremtiden ligefrem ville blive mødested for „hele kirken“. Han udtalte endvidere at Moskva måske ville blive hjemsted for et centralt vejledende organ med det formål at knytte alle ortodokse kirker i hele verden sammen. Officielle sovjetkredse sympatiserede med disse ideer, da de begunstigede en russisk-ortodoks kirkeimperialisme der ville betyde at deres politiske hovedstad Moskva ville blive verdens mest betydningsfulde gejstlige center.

 88. Hvilke religiøse bånd knyttede „jerntæppelandenes“ ortodokse kirker med udlandet i 1961, tilskyndet af officielle sovjetkredse?

⁸⁸ Derfor støttede de Moskva-patriarken Alekséj (som var blevet valgt til patriark i februar samme åra) og gav ham den nødvendige opmuntring til at øge sine kontakter i udlandet, og derved lagde de grundlaget for at han kunne hævde at han selv og den russisk-ortodokse kirke indtog en førerstilling i den religiøse verden. I harmoni med dette søgte den russiske kirke optagelse i Kirkernes Verdensråd. Dette verdensråds tredje møde blev holdt i New Delhi i Indien fra den 18. november til den 6. december 1961, med 265 officielle delegerede fra 175 medlemskirker i over 50 lande. Treogtyve nye kirkesamfund fik medlemskab i verdensrådet, nemlig de ortodokse kirker i Rusland, Polen, Bulgarien og Rumænien, samt 19 kirkesamfund i De forenede Stater, Afrika, Asien og Latinamerika. Dette bragte verdensrådets medlemstal op på 196 kirker og trossamfund i over 60 lande.

 89. Hvilket begreb i betingelserne for at blive medlem af Kirkernes Verdensråd blev udtrykt klarere på verdensrådets møde i 1961?

⁸⁹ Rådet stemte for at fremhæve treenighedsbegrebet mere i de grundlæggende betingelser for medlemskab. Til kravet: „Kirkernes Verdensråd er et fællesskab af kirker der bekender Herren Jesus Kristus som Gud og Frelser,“ føjede man ordene: „i overensstemmelse med Bibelen, og som derfor sammen søger at opfylde deres fælles kald til ære for den ene Gud, Faderen, Sønnen og Helligånden.“ — The Americana Annual 1962, siderne XXXVI, 642.

 90. Hvordan reagerede den russiske kirke på en invitation til Det andet Vatikankoncil i 1962?

⁹⁰ Der opstod en meget interessant situation da den russisk-ortodokse kirke tog imod indbydelsen til at sende delegerede til Det andet økumeniske Vatikankoncil. Mens de andre græsk-ortodokse kirker afslog at sende observatører, kom der to repræsentanter fra den russiske kirke i Sovjetunionen til koncilets åbningsmøde den 11. oktober 1962. Det fremgik at den russiske kirke ikke havde underrettet patriark Athenagoras i Istanbul (Konstantinopel) om sine hensigter, skønt patriarken i Istanbul stadig regnes for at være de østortodokse kirkers åndelige overhoved.

 91. Hvad havde Vatikanet tydeligvis til hensigt da det sendte sin invitation direkte til de enkelte ortodokse kirker?

⁹¹ I dag findes der over en snes øst-ortodokse kirker som er opstået siden skismaet i 1054, og disse kirker anerkender hverken den romerske paves overhøjhed eller hans ufejlbarlighed, som blev proklameret på Det første Vatikankoncil i 1869-70. Hvorfor sendte den russiske kirke delegerede til Det andet Vatikankoncil? Fordi Vatikanet, for at skabe splittelse inden for den østortodokse tro, havde sendt sine indbydelser direkte til de enkelte østlige kirkesamfund og ikke gennem patriarken i Istanbul (Konstantinopel). Herom udtalte ærkebiskop Iakovos, den græsk-ortodokse primas i Amerika, ifølge New York Times:

„Det var kun over for kirken i Moskva at Vatikanet fik held med denne taktik.“ . . . De grunde som fik den russiske kirke „til pludselig at ændre indstilling og tage imod pave Johannes XXIII’s indbydelse, er uden tvivl af rent politisk art. — New York Times, 4. november 1962, side 26, øverst, under overskriften Iakovos slår ned på Vatikanets taktik — hævder at koncil-invitationerne tilsidesatte de ortodokses overhoved“.

 92. Hvilke kirkesamfund omhandlede vatikankoncilets dekret om kirkens enhed, og dette i lyset af hvilke trusler?

⁹² I løbet af Det andet Vatikankoncil blev der udarbejdet et dekret om kirkens enhed. Dekretet omhandlede kun de øst-ortodokse kirker og ignorerede protestantismen. Ifølge New York Times påpegede flere af koncilets talere i forbindelse med dekretet at

problemet angående kirkens enhed må betragtes i forhold til de spørgsmål der møder en delt kristendom i det 20. århundrede og ikke udelukkende i lyset af teologiske værker fra tidligere århundreder. De hentydede åbenlyst til kommunismens opståen, til den dobbelte trussel som materialismen og sækulariseringen udgør, og til de ikke-kristne religioners fremgang. — New York Times, 1. december 1962, under overskriften „Prælater afslutter drøftelsen om enhed med den ortodokse kirke.“

 93. Hvor mange medlemmer havde den russiske kirke i Sovjetunionen i 1910 og i 1963, og hvilke antireligiøse skridt tog man i 1962?

⁹³ I 1910, syv år før bolschevikrevolutionen, havde den russiske kirke 73.000.000 medlemmer i landet. Nyere tal kan læses i The Americana Annual 1963 under „Religion“ på side 692b:

. . . Ifølge sovjetiske embedsmænd har den russisk-ortodokse kirke 50 millioner tilhængere, den muhamedanske retning 26 millioner (23 millioner sunnitter og 3 millioner shiitter), den hebraiske tro 2.300.000, og baptistkirken 500.000. Andre religiøse grupper som har store menigheder er den romersk-katolske, den lutherske, den armenske, den gregorianske og den buddhistiske gruppe. I 1962 klagede den sovjetiske presse ligesom tidligere over at religionen stadig øvede en stærk indflydelse på sovjetborgernes tilværelse, og tilskyndede til at den antireligiøse propaganda blev intensiveret. I 1962 blev over 20 prædikanter fra pinsebevægelsen og mindst syv fra Jehovas vidner fængslet for illegal religiøs virksomhed, . . .

 94. (Med fodnoten) Hvilket forslag angående Moskva bryder Vatikanet sig sikkert ikke om, i betragtning af det italienske kommunistpartis størrelse?

⁹⁴ Vatikanet bryder sig sikkert ikke om det forslag at Moskva skulle blive „et tredje Rom“, især ikke da det katolske Italien har det største kommunistparti i Vesteuropa uden for „jerntæppet“.b

Det protestantiske oprør

 95. Hvad gav stødet til den protestantiske bevægelse i det sekstende århundrede, og hvilken udfordrende handling foretog bevægelsens leder?

⁹⁵ På grundlag af det foregående kan læseren forstå at de såkaldte protestanter ikke var de første der protesterede og gjorde oprør mod det romersk-katolske krav om pavens overhøjhed. Den bevægelse der benævnes protestantismen tog først form i det sekstende århundrede. Stødet til den protestantiske bevægelse blev givet den 31. oktober 1517 da den romersk-katolske præst Martin Luther i protest mod afladshandelen opslog sine 95 teser affattet på latin på slotskirkedøren i Wittenberg i Tyskland. Året efter forsvarede han sig i Augsburg. Han betegnede Rom som det nye Babylon og sagde: „Lad os drage ud fra hende så hun bliver en bolig for drager, onde ånder, trolde og hekse, og så hendes navn bliver evig forvirring.“c Da han nægtede at tage sine ord tilbage blev han af pave Leo X ekskommuniceret af den romersk-katolske kirke, men Luther viste sin åbenlyse foragt for kirken ved offentligt at brænde den pavelige bandbulle den 10. december 1520.

 96. Hvilken handling i 1529 førte til at nogle gjorde oprør mod den katolske kirke i Europa og blev kaldt „protestanter“?

⁹⁶ Nu rasede der religiøse stridigheder som voldte stor uro. Karl V, Det hellige romerske Riges kejser, sammenkaldte da rigsdagen i Speyer i 1529 for at anmode de tyske fyrster om hjælp mod de aggressive tyrker og for at finde et middel til at bilægge de religiøse stridigheder som var opstået på grund af Luthers modstand mod det romersk-katolske præsteskab. Rigsdagen udstedte et dekret der støttede romerkirkens lære. Men den 19. april 1529 protesterede seks fyrster som støttede Luther, sammen med deputerede fra tretten rigsstæder, formelt og højtideligt mod rigsdagens dekret. Luthers tilhængere blev derfor kaldt protestanter, men senere kom navnet til også at indbefatte calvinister og andre religiøse sekter der gjorde oprør mod paven i Rom. Det schmalkaldiske Forbund til værn for protestantismen blev oprettet den 31. december, 1530.d

 97. Hvordan bredte protestantismen sig i England og Nordamerika fra kong Henrik VIII’s tid?

⁹⁷ Luther befandt sig ikke i reformationens centrum alene ret længe, sådan at opmærksomheden udelukkende var rettet mod ham. Der fremstod mange protestantiske reformatorer. Fra 1531 var det et problem for Luther og hans tilhængere at holde den voksende skare af protestantiske rivaler tilbage. På dette tidspunkt brød kong Henrik VIII af England med paven i Rom. Han påtvang landets gejstlighed sit kongelige overherredømme og gjorde sig selv til overhoved for den engelske statskirke. I 1534 blev han tituleret „kirkens overhoved“, og dermed ophørte den romerske paves autoritet i England. I det følgende århundrede begyndte Nordamerika at blive koloniseret af englænderne, og den engelske statskirke fik fodfæste dér. Også andre religiøse sekter kom til de amerikanske kolonier, og efter Den amerikanske Frihedskrig (1775-1783) oprettedes „Amerikas protestantiske episkopale kirke“, hvilket betegnede et brud med den engelske kirke. Efterhånden som den amerikanske nation voksede og bredte sig fra kyst til kyst blev den, som følge af sin forfatningsmæssige adskillelse mellem kirke og stat, hjemsted for mere end to hundrede religiøse sekter der alle hævdede at være kristne.

 98. I hvilket omfang står kristenheden splittet religiøst?

⁹⁸ Kristenheden som et hele blev splittet i religiøse sekter, både romersk-katolske, øst-ortodokse og protestantiske. I Sydafrika er der opstået 1400 religiøse sekter blandt bantufolket siden 1910, da kristenhedens missionærer kom dertil, ifølge et Associated Press-telegram fra Johannesburg i Sydafrika, dateret den 12. august 1957. I dag er den religiøse situation i kristenheden en hån mod den kristne enhed som Kristus underviste sine disciple i.

 99. Hvordan kan man sige at protestanternes reformation mere var et „oprør“ end en reformation?

⁹⁹ Reformationen i det sekstende århundrede blev anledning til skammelig forfølgelse af både protestanter og katolikker og resulterede i frygtelige religionskrige. Disse krige og denne forfølgelse var snarere „kødets gerninger“ end frugten af Guds ånd, som beskrevet i Galaterbrevet 5:19-23. Når vi undersøger de protestantiske reformatorers lære opdager vi ligeledes at der ikke var tale om nogen gennemgribende: „reformation“, men i virkeligheden om et oprør mod autokratiet, mod den romerske paves religiøse overherredømme. Man holdt fast ved såvel den romersk-katolske som de øst-ortodokse kirkers grundlæggende lærepunkter, for eksempel treenighedslæren og læren om menneskesjælens udødelighed og de onde sjæles straf efter døden i en usynlig åndeverden; man bevarede adskillelsen mellem det professionelle præsteskab, gejstligheden, og de verdslige masser, lægfolket; protestantismen har ligeledes støttet politiske magter i verden, hvilket har resulteret i mange sammenslutninger mellem kirke og stat; den fejrer religiøse højtider af hedensk oprindelse og har vist manglende respekt for menneskers og dyrs blod, ligesom den mand der grundlagde Babylon og opbyggede det første imperium, „Nimrod, en mægtig jæger i opposition til Jehova“ (NW). — 1 Mosebog 10:8-12; 9:1-6.

Hvad Babylon er

100, 101. (a) Hvilke fremtrædende træk ved oldtidens Babylon kan hjælpe os i dag til at finde ud af hvad det store Babylon er? (b) Hvad må Babylon den Store være?

¹⁰⁰ Hvad er da det store Babylon hvis fald bekendtgøres af Guds engel i Åbenbaringen 14:8? Det må ligne oldtidens Babylon på fremtrædende punkter, især ved tiden for dets fald. Ellers passer navnet ikke. Først og fremmest kan vi sige at oldtidens Babylon beherskede et imperium, det største imperium indtil da, sådan at det var den tredje verdensmagt. Politik, militarisme, kommercialisme og religion blomstrede i byen, men religionen dominerede, især mens Nebukadnezars dynasti var ved magten. Byens religion bragte den i opposition til Zion eller Jerusalem, hvor den jødiske konge sad på „Jehovas trone“ og hvor det tempel som kong Salomon havde bygget, var det nationale midtpunkt for tilbedelsen af Jehova.

¹⁰¹ I harmoni med det foregående må det store Babylon i nutiden være et religiøst verdensimperium eller en religiøs verdensmagt som helt er gennemsyret af babylonisk religion. Det må være et religiøst imperium,e hvis grundlæggende lærepunkter bygger på det gamle Babylons eller Babels religion. Selv om det er et religiøst imperium er det i sig selv blevet kommercielt og politisk og har indgået alliancer med denne hedenske verdens politiske og kommercielle elementer.

102. Hvad består det store Babylon af, og hvem er det i opposition til?

¹⁰² Det er sandt at Websters New International Dictionary (anden uforkortede udgave, 1943, side 198a) anfører „romersk-katolsk“ som en forældet betydning af ordet babylonisk. Men det store Babylon er noget som er større end såvel det hedenske Rom som det pavelige Rom eller den romersk-katolske kirke med hovedsæde i Vatikanstaden. Hvorvidt det omfatter den romersk-katolske kirke med sin pontifex maximus, kan læseren selv dømme om ud fra de anførte oplysninger. Det store Babylon er ikke kristenheden. Det er hele det religiøse verdensimperium, som omfatter alle religioner og trossamfund der i virkeligheden bygger på det gamle Babylons religiøse lærdomme og skikke. Altså omfatter det kristenheden, der, med den romerske katolicisme i spidsen, er den mest fremtrædende og aggressive del af det store Babylon i dag. Eftersom dette religiøse verdensimperium hviler på babylonismen er det, ligesom Nimrod var, „i opposition til Jehova“.

103. Hvordan viser jødedommens historie på og efter Kristi tid at jødedommen er babylonisk?

¹⁰³ Selv jødedommen har knyttet sig til det store Babylon. I det første århundrede lod Jesus og hans tolv apostle bibelprofetierne om Babylon gælde deres tids traditionelle jødedom. Disse profetier omtalte Babylon som et sted hvor Jehovas tjenere var i landflygtighed og fangenskab, og som de skulle drage ud fra. Da Messias kom til Zion for nitten hundrede år siden fik den traditionelle jødedom næsten hele det jødiske folk til at vende sig imod ham. Den bevarede således sit greb om sine fanger, jøderne. Endnu i dag har den traditionelle jødedom ikke forandret sig. Den holder stadig sine jødiske fanger borte fra den frihed Messias gav løfte om. Den samarbejder med det babyloniske verdensimperium af falsk religion.

104. Hvilken ærgerrighed vil måske komme til udtryk blandt de religiøse retninger som udgør det store Babylon?

¹⁰⁴ Det vil muligvis ske at en enkelt religiøs retning inden for det store Babylon søger at opnå herskerstillingen over hele det religiøse rige.

105. Hvornår faldt Babylon den Store, og hvad må følge derefter, som det fremgår af det der skete med oldtidens Babylon?

¹⁰⁵ Dette nutidige store Babylon erfarede et fald i 1919. Den babyloniske religions verdensimperium, eksisterer stadig, men det modbeviser ikke at det faldt i dette år. Vi må huske at det gamle Babylon, efter at det overraskende faldt for mederne og perserne i 539 f.v.t., bestod i flere hundrede år før det til sidst forsvandt og derved opfyldte bibelprofetien. På samme måde erfarer det store Babylon i nutiden et betydningsfuldt fald, hvorefter der skal ske en vis udvikling i den religiøse verden før det udslettes fuldstændigt ved afslutningen på denne gamle verden eller tingenes ordning. Bibelens sidste bog, Åbenbaringen, har for længe siden skildret de begivenheder som ville indtræffe, efter det store Babylons fald, før dets ødelæggelse.

106. Hvordan havde Babylon den Store før 1914 gjort folkeslagene drukne af sin „utugts harmes vin“?

¹⁰⁶ I 1914 nærmede det store Babylon, den babyloniske religions verdensimperium, sig den mest kritiske periode i verdenshistorien. Indtil dette tidspunkt havde det, sådan som Guds engel sagde, „givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin“. (Åbenbaringen 14:8) Det havde sluttet venskab med denne verdens politiske herskere og havde således bedrevet åndelig utugt med dem. (Jakob 4:4) Det havde benyttet sig af sin religiøse indflydelse over for verdensherskerne med det mål at bevare sig selv ved magten. Det havde fået sine religionsudøvere, til at støtte de hedenske verdensherskere. Derved havde det fået folkeslagene til at drikke af sin „utugts harmes vin“, nemlig politisk, kommerciel og økonomisk undertrykkelse, religiøs forfølgelse, hellige krige, religiøse krige og korstog, såvel som krige af rent politiske og kommercielle grunde. Babylon den Store helligede disse, selviske krige ved at erklære at Gud stod bag dem, sådan at man gjorde Guds vilje ved at deltage i dem.

107. Hvilke spørgsmål blev kristenheden stillet over for da hedningetiderne udløb, på grund af sit krav om at være det åndelige Zion?

¹⁰⁷ I 1914 udløb hedningernes syv tider, og spørgsmålet var da: Ville det store Babylon fortsat lade folkeslagene drikke af denne drik som havde fået dem til at rave på grund af problemer og fortvivlelse, eller ville det benytte sin religiøse magt og indflydelse til at forhindre nationerne i at fortsætte deres voldsbetonede, undertrykkende adfærd? Kristenheden foregav ikke at være en del af Babylon den Store, men hævdede at være Guds synlige organisation, det åndelige Zion. Ville det i harmoni hermed bringe nationerne ind i et fredeligt og harmonisk forhold til Guds rige, som skulle fødes i himmelen i 1914 ved hedningetidernes udløb? (Åbenbaringen 12:1-12) Ville kristenheden anerkende „Guds lam“ som konge når han stillede sig på det himmelske Zions bjerg?

108. Hvordan besvarer historien disse spørgsmål, især hvad angår kristenheden?

¹⁰⁸ Historien besvarer disse spørgsmål med den første verdenskrig. Denne krig udbrød midt i kristenheden i sommeren 1914. Den fortsatte til efteråret 1918. På dette tidspunkt spillede kristenheden den dominerende rolle inden for den babyloniske religions verdensimperium, og alle dens fire hovedafdelinger — den romersk-katolske kirke, den græsk-ortodokse kirke, den russisk-ortodokse kirke og det protestantiske kirkesystem — befandt sig på verdensskuepladsen. Af de syvogtyve imperier og nationer som var inddraget i denne krig hørte kun Japan, Kina, Siam og Tyrkiet ikke med til kristenheden, men deres religiøse systemer var alligevel en del af Babylon den Store. I stedet for at kirkerne brugte deres store magt over hundreder af millioner af mennesker inden for kristenheden til at hindre krigen, gik de med i den, selv om deres medlemmer derved kom til at deltage i verdenskonflikten på begge sider af fronten. De forfulgte de kristne som ikke ville tage del i blodsudgydelserne sammen med dem.

109. Mod hvilken religiøs gruppe rettede kristenheden den hårdeste forfølgelse, og hvilke kendsgerninger fremgår dette af?

¹⁰⁹ De der blev udsat for den hårdeste forfølgelse fra kristenhedens side, var de indviede, døbte kristne som uddelte de skrifter der blev udgivet af Watch Tower Bible & Tract Society. Den 17. juli 1917 udgav dette selskab bogen „Den fuldbyrdede Hemmelighed“ (på engelsk), som forklarede hele Åbenbaringsbogen (Apokalypsen). Søndag den 30. december 1917 foregik der en almindelig uddeling af den store firesiders traktat Bible Students Monthly, bind 9, nr. 9, som indeholdt hovedartiklen „Babylons fald“ med citater fra Den fuldbyrdede Hemmelighed. Inden for to måneder fra dette tidspunkt blev denne bog og Bible Students Monthly forbudt i Canada. Kort efter blev de også forbudt i De forenede Stater. Derefter fulgte arrestationen af præsidenten for Vagttårnets selskab og syv andre fra selskabets kontor, og der blev ført retssag imod dem. Den 21. juni 1918 blev de hver især idømt firs års fængsel til afsoning i et forbundsfængsel. Forfølgelsen af de kristne bibelstudenter som ikke var sat i fængsel tog til i Canada og Amerika, efter tilskyndelse fra præsteskabet.

110. Hvad var verdensbegivenhederne fra 1914 til 1918 et håndgribeligt bevis på?

¹¹⁰ Månederne gik indtil den 11. november 1918, da den første verdenskrig sluttede med en våbenstilstand og især kristenheden blødte fra frygtelige sår og erfarede lidelser som følge af jordskælv, pest og hungersnød og desuden var belastet med en skændig fortid på grund af den religiøse forfølgelse den havde iværksat. Alt dette var et håndgribeligt bevis på at hedningernes tider var ophørt i 1914, at Guds rige var blevet født i himmelen og at Guds messianske Konge, Guds lam, Jesus Kristus, var stået frem i magt på det himmelske Zions bjerg for snart at være sammen med sine 144.000 trofaste disciple dér. — Mattæus 24:7-13; Åbenbaringen 12:5-10.

111. (a) Hvad var den første verdenskrig i virkeligheden en kamp om? (b) Hvilken tilstand befandt Jehovas sande tjenere sig i efter krigen, og hvad måtte dette resultere i for Babylon den Store?

¹¹¹ Udfaldet af den første verdenskrig viste at den ikke var blevet udkæmpet for Guds rige, selv om det først og fremmest var kristenhedens nationer der deltog i den. Nej, krigen havde været en kamp inden for kristenheden om verdensherredømmet. Efter krigen dominerede den anglo-amerikanske verdensmagt stadig jorden som den syvende verdensmagt der er forudsagt i Bibelen. Samtidig var de kristne bibelstudenter, som havde forkyndt Jehovas domme mod det store Babylon, i en slags fangenskab i dette Babylon, og deres verdensomspændende organisation var gået i stykker. Ligesom oldtidens Babylon kom ind under Jehovas dom mens hans nation af vidner var landflygtige i Babylonien, sådan kom nutidens store Babylon ind under Guds dom fordi det havde modstået det himmelske Zion, forfulgt Jehovas kristne vidner, holdt dem i fangenskab og undertrykt dem ved hjælp af den politiske stat.

„Faldet, faldet“

112. Hvilken udfrielse fandt sted i 1919, i strid med Babylon den Stores ønske?

¹¹² I lighed med oldtidens Babylon, som aldrig lukkede fængselsdørene op for at lade Jehovas vidner drage ud, regnede nutidens store Babylon med at holde nutidens kristne vidner for Jehova nede i undertrykkelse og fangenskab for evigt. Men i marts 1919 blev fængselsportene tvunget op, og Jehovas vidner drog ud og forblev ude.

113. Hvilket ottedages stævne blev derpå afholdt, hvad blev vist med hensyn til Esajas 52:7, og hvilken regering blev offentligheden anbefalet?

¹¹³ Deres verdensomspændende organisation blev genopbygget og de internationale kontakter genoprettet. Den 1. september 1919 begyndte et internationalt stævne som blev holdt i Cedar Point, Ohio, og som skulle vare otte dage. Den 5. september holdt præsidenten for Vagttårnets selskab, J. F. Rutherford, som havde været fængslet i ni måneder, et foredrag over emnet „Forkyndelsen af budskabet om Riget“ for de tusinder som var til stede. I dette foredrag citerede han profetien i Esajas 52:7 og viste hvordan den fik sin opfyldelse i nutiden: „Hvor liflige er på bjergene glædesbudets fodtrin, han, som udråber fred, bringer gode tidender, udråber frelse, som siger til Zion: ’Din Gud har vist, han konge.’“ Søndag den 7. september talte han til en offentlig forsamling på 7000 om emnet „Håb for den nødlidende menneskehed“ og viste hvordan Guds rige var langt at foretrække fremfor den menneskegjorte erstatning, det da foreslåede Folkeforbund.f

114. Hvad havde udvirket det store Babylons fald i 1919?

¹¹⁴ Jehovas vidner var atter frie, og frimodigt forkyndte de Guds rige offentligt! Hvad var der sket? Det store Babylon måtte være faldet! Og dette selv om det endnu ikke var blevet tilintetgjort. Guds lam på det himmelske Zions bjerg havde optrådt som Befrieren der er større end Kyros men som Kyros var et billede på. Han havde tilføjet det store Babylon et nederlag, havde udvirket dets fald og havde udfriet sine trofaste disciple, nutidens rest af kristne vidner for Jehova. Ligesom det efter det gamle Babylons fald og udfrielsen af Jehovas folk dengang kunne bekendtgøres for Zion at ’dets Gud havde vist han var konge’, sådan skildrede oprettelsen af Guds himmelske rige ved hedningetidernes ophør i 1914 at det store Babylon snart skulle falde. For Jehova Guds himmelske domstol blev det dømt på grund af sit magtmisbrug siden hedningetidernes ophør i 1914. Dommen blev afsagt og Babylon faldt i foråret 1919. — Åbenbaringen 14:7, 8.

[Fodnoter]

At de ærefulde stillinger som blev tilbudt jøderne i Babylonien fyldte de mere prominente blandt dem med ambitioner, siger sig selv. . . .“

Se „Luthers 95 teser“ i The Golden Age for 9. april 1924, siderne 440-446, og „Martin Luther sagde“ i The Golden Age for 23. april 1924, side 462, og „Martin Luther om sjælen“ i The Golden Age for 15. december 1926, side 175.

Et imperium er altså større end et rige eller en nation.

[Kort på side 49]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Kristenhedens kirkesamfunds centre i Europa og Det nære Østen

ATLANTERHAVET

EIRE

ENGLAND

London

TYSKLAND

Wittenberg

POLEN

TJEKKOSLOVAKIET

FRANKRIG

SCHWEIZ

PORTUGAL

SPANIEN

MAROKKO

ALGERIET

MIDDELHAVET

ITALIEN

Rom

JUGOSLAVIEN

UNGARN

RUMÆNIEN

BULGARIEN

DET SORTE HAV

TYRKIET

Istanbul (Konstantinopel)

GRÆKENLAND

Athen

TUNESIEN

LIBYEN

ÆGYPTEN

Alexandria

Jerusalem

JORDAN

SAUDI-ARABIEN

IRAK

SYRIEN

Antiokia

IRAN

DET KASPISKE HAV

U.S.S.R.

Moskva

V

Ø

[Illustration på side 33]

Parthenon på Akropolis (Athen) og den tidligere græsk-ortodokse ærkebiskop Chrysostomos

[Illustration på side 35]

Skt. Sofia-kirken (nu museum) i Istanbul, Tyrkiet, og den ortodokse patriark S. Athenogoras

[Illustration på side 41]

Skt. Basilios-katedralen (ikke i brug) i Moskva, og den nu afdøde russiske patriark Alekséj sammen med to arkidiakoner under altergang i et kloster

[Illustration på side 44]

Luther brænder pavens bandbulle, 10. december 1520

[Illustration på side 45]

Westminster Abbey, London, og kong Henrik VIII