Er erfaringen den bedste læremester?
„ERFARING er den bedste læremester,“ påstår et af nutidens populære mundheld. Da sådanne mundheld jævnlig gentages og er almindelig anerkendte, bliver de ofte troet uden først at være underkastet en omhyggelig prøve eller undersøgelse. Alle ved, at erfaring er en læremester, og derfor tillader de fleste mennesker uanfægtet det lille, men vigtige ord „bedste“ at smutte med ind. Det skulle man imidlertid ikke, for det gør mundheldet til usandhed.
Når Hebræerne 5:8 siger om Jesus, at han, „skønt han var søn, lærte . . . lydighed af det, han led“, fastslår det ikke dermed erfaring som den bedste læremester. Jesus var aldrig ulydig; han led ikke for at lære at vende sig fra ulydighed til lydighed. Han begyndte sin tjeneste i lydighed under prøver, og hans lydighed blev kun yderligere styrket ved de ustraffelighedsprøver, han senere blev stillet på. Denne ubesmittede mand nedlod sig aldrig til at synde for at lære syndens syndighed at kende. — Matt. 4:1-11; Hebr. 7:26.
Man har citeret Hebræerne 2:17, 18 som bevis for, at Jesus som menneske erfarede kødets skrøbeligheder, for at han fuldt ud kunne forstå dem og vise barmhjertighed mod syndige mennesker: „Derfor måtte han i eet og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder. Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes.“ Den prøve, som Jesus blev udsat for, angik imidlertid ikke kødelige skrøbeligheder, for han var fuldkommen i kødet og syndfri. Hans kamp var ikke en kamp med nedarvet synd i sit legeme. Den prøve, han gennemgik og med held bestod, var en ustraffelighedsprøve, en prøve på, om han i kødet kunne udholde de angreb, som Satan og hans repræsentanter rettede mod ham i den hensigt at få ham til at vende sig bort fra Gud. Han forstår de vanskeligheder, der er forbundet med en prøve, og kan hjælpe sine efterfølgere i deres lignende prøver. Alene den kendsgerning, at han sejrede i kødet, er i sig selv et opmuntrende eksempel, der hjælper hans efterfølgere til at gå prøven i møde.
Det kan imidlertid ikke siges, at en sådan prøve må erfares for at kunne forstås. Hvis det forholdt sig således, ville Jesus på dette punkt være klogere end Jehova Gud, for Gud erfarede den ikke. Alligevel forstår Gud sine skabninger af kød og blod bedre, end de forstår sig selv: „Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer Jehova sig over dem, der frygter ham. Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv.“ (Sl. 103:13, 14) Jehova forstod dette stridsspørgsmål om ustraffelighed så godt, at han ved selve dets begyndelse, da Satan udfordrede ham, med bestemthed kunne sige, at nogle mennesker ville være i stand til at bestå prøven. Ikke alene Jehova Gud, men også Kristus forstod menneskets muligheder for at kunne gøre dette, for havde han ikke været med til at skabe mennesket af støvet? (Kol. 1:16) Havde han ikke set, hvorledes Job og andre med held havde bestået deres ustraffelighedsprøve? Denne vise åndelige skabning behøvede ikke at lære gennem erfaring, hvad dette spørgsmål angår. Men at han blev kød og selv udholdt prøven, er det største eksempel på ustraffelighed ind for Gud, og det er et forbillede for hans efterfølgere.
Hvor erfaring intet godt lærte
Det er et guddommeligt princip, at „den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig, skal ophøjes“. (Matt. 23:12) Men Satan måtte lære dette gennem erfaring, idet han søgte at rejse sin trone over Guds stjerner, kun for at møde sit endeligt i et ydmygende fald. (Es. 14:12-15) Øjensynlig har han intet lært af sit fald fra himmelen efter 1914, for han fortsætter stadig, ja, udvider endog til sin endelige undergang sin krig mod Jehovas teokratiske organisation. — Åb. 12:9, 13, 17; 20:1-3, 10.
Efter sit indledende oprør forførte han ved snedig list det første menneskepar til at søge at ophøje sig selv som guder, men det resultat, de erfarede, var et fald i synd og død, og heri tog de hele menneskeslægten med sig. Dog var der ingen af de bitre erfaringer, som de på grund af deres ulydighed måtte gennemgå i tiden efter deres forvisning fra Edens have, der lærte dem nødvendigheden af at angre og indrømme deres fejlgreb.
I den degeneration, der fulgte, lærte menneskene ikke af deres beskæmmende fejltrin, lærte ikke af erfaringens hårde knubs, men måtte døje flere og flere af de slag, der følger i hovmodets og selvophøjelsens kølvand. Til dette tyvende århundrede har deres egne og andres erfaringer ikke lært dem at undgå hovmodets snarer; tværtimod forøges antallet af genstridige og indbildske mennesker i disse sidste dage. (2 Tim. 3:1, 4) Ja, nogle få udæskende personer efterligner endog Satans dårskab og ophøjer sig selv over Jehova, idet de påstår, at de daglig beordrer Gud ned fra hans himmelske trone til jorden for at blive ofret på et religiøst alter af dem!
Mennesker, der er op i årene, er, deres mange erfaringer til trods, ikke nødvendigvis de klogeste. Den unge og forholdsvis uerfarne Elihu ventede forgæves på at høre visdom fra Jobs tre „venner“, og til sidst sagde han i sin harme rent ud til dem: „Ung af dage er jeg, og I er gamle mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele jer min viden; jeg tænkte: Lad alderen tale og årenes mængde kundgøre visdom! Dog, ånden, den er i mennesket, og den Almægtiges ånde giver dem indsigt; de gamle er ikke altid de kloge, oldinge ved ej altid, hvad ret er.“ (Job 32:6-9) Hvad enten Elihu mente, at „årenes mængde“ kunne kundgøre visdom, fordi de indebar muligheden for at skaffe sig erfaring, eller fordi de gav tid til meget studium, fremgår ikke af beretningen. Hvad der vises, er, at Elihu bedre end nogen af disse forstod, hvad der var det egentlige, idet han jo siger: „Dog, ånden, den er i mennesket, og den Almægtiges ånde giver dem indsigt.“ Han indså, at hverken erfaring eller års studium kunne give sand visdom, medmindre man havde Jehovas ånd.
Kong Salomo fik visdom, fordi han bad Jehova Gud om „et lydhørt hjerte, så han kan dømme dit folk“. (1 Kong. 3:9) Men Salomo søgte også at udvide sin visdom med erfaring: „Jeg sagde ved mig selv: Vel, jeg vil prøve med glæde; så nyd da det gode! Men se, også det var tomhed. Om latteren sagde jeg: Dårskab! og om glæden: Hvad gavner den? Jeg kom på den tanke at kvæge mit legeme med vin, medens mit hjerte dog rådede med visdom, og at slå mig på dårskab, indtil jeg så, hvad der båder menneskene børn at gøre under himmelen, det dagetal, de lever.“ (Præd. 2:1-3) Det er imidlertid hverken nødvendigt eller klogt at prøve at erfare alle ting for at kunne afgøre deres betydning. Og det er i sandhed topmålet af dårskab at give sig hen i synd for at erfare den på første hånd.
Salomo har måske lært mange nyttige ting gennem erfaring, men det var også gennem erfaring, han lærte, at ægteskab med hedenske kvinder førte til dæmondyrkelse og bort fra den sande tilbedelse af Jehova og hans gunst. Opnåelsen af denne erfaringens kundskab berøvede ham muligheden for livet i en ny verden. Hvor meget bedre ville det ikke have været for ham, om han i stedet for at få denne lærestreg gennem erfaring havde taget imod den fra Guds skrevne ord: „Du må ikke besvogre dig med dem, du må hverken give een af deres sønner din datter eller tage een af deres døtre til din søn; thi så vil de få din søn til at falde fra Jehova, så han dyrker andre guder, og Jehovas vrede vil blusse op imod jer, og han vil udrydde dig i hast.“ — 5 Mos. 7:3, 4; 1 Kong. 11:1-11.
Kundskab om ting, man endnu ikke ser
Jehova Gud sagde til Noa: „Om syv dage vil jeg lade det regne på jorden i fyrretyve dage og fyrretyve nætter og udslette alle væsener, som jeg har gjort, fra jordens flade.“ (1 Mos. 7:4) Noa forkyndte dette budskab, men spotterne hånede hans advarsel om en verdensomfattende vandflod. Hvad nu, hvis nogen i dag fortalte, at det ville regne opad? Man ville tro, vedkommende var sindssyg. Godt, da Noa i sin tid forkyndte, at det ville regne nedad, troede folk, han var tosset. De var vant til, at der vældede en tåge op fra jorden og vandede plantevæksten, og ikke til, at regnen skyllede ned fra himmelen. Om jorden før Vandfloden siger 1 Mos. 2:5, 6: „Gud Jehova havde ikke ladet det regne på jorden . . . men en tåge vældede op af jorden og vandede hele agerjordens flade.“ Til Guds bestemte tid regnede det imidlertid nedad, og denne første verden fandt døden i den våde grav.
Moralen i dette er: Noa var villig til at lære af Gud, at det kunne regne nedad, men spotterne ville kun lære gennem erfaring. Folk var dengang vant til, at vandet kom op fra jorden, og fordi de aldrig havde erfaret en regnbyge, sluttede de, at det var en umulighed. Indbildske, som de var, mente de, at de kendte alt; de måtte have det at se, hvis de skulle tro anderledes. De fik det at se, men det kostede dem livet. I det tilfælde var erfaring den dårligste læremester.
Vi kan tage ved lære af denne første verdens erfaringer, for Jesus advarede: „Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme [parousia, nærværelse].“ (Matt. 24:37) Befolkningen blev overrumplet, mens de var optaget af deres egne selviske interesser og ligegyldige eller hånende over for advarselen om noget, som de mente var umuligt. Ligesom Noa af Gud fik varsler „om det, som endnu ikke var at se“, sådan forstår Jehovas vidner i dag ud fra studium af Bibelen Guds advarsel om en „stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu og heller ikke senere skal komme“. (Hebr. 11:7; Matt. 24:21; Åb. 16:13-16) Det betyder, at Harmagedons trængsel vil overgå Vandfloden med hensyn til ødelæggelse og blive en fuldstændig ny erfaring for „den nuværende onde verden“. (Gal. 1:4) I Harmagedon vil Jehova kæmpe på mirakuløs måde, ligesom han i gammel tid kæmpede for Israel ved at lade store haglsten falde ned fra himmelen, ligesom hans dødsengel på een nat ihjelslog 185.000 mand, og ligesom han lod Det Røde Hav opsluge den ægyptiske hær. (Jos. 10:11; Es. 37:36; 2 Mos. 14:27, 28) Harmagedon vil få disse gamle udtryk for guddommelig vrede til at blegne.
Men når man henleder opmærksomheden på Harmagedons nærhed og trængsler, gør største delen af menneskene nar og siger, at det er umuligt — bare fordi de aldrig før har set sådanne mirakler. Ligesom spotterne i Noas dage holder nutidens mennesker på at ville lære Harmagedon at kende gennem erfaring. Der er imidlertid et mindretal af retsindige mennesker, der klogeligt giver agt på den guddommelige advarsel om Harmagedon, akkurat ligesom Noa og hans familie af Gud fik kundskab om Vandfloden og handlede efter hans instruktioner. Ved at vælge Jehova som deres læremester fremfor erfaring vil de overleve den lærestreg, som Harmagedon bliver med hensyn til Guds almægtige magt og overhøjhed.
Jehova Gud den bedste læremester
Jehova Gud vandt ikke sin ubegrænsede visdom gennem erfaring. Han forkyndte enden forud, før der kunne samles nogen erfaring. (Es. 46:10) Han anbefaler ikke erfaring som den bedste læremester for kristne: „De skal alle være oplært af Gud.“ (Joh. 6:45; Es. 54:13) Det er ikke kundskab vundet ved erfaring, der fører til evigt liv, men „at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Kristus“. (Joh. 17:3, NW) Ej heller behøver den uerfarne erfaring, men der gives os inspirerede ordsprog, for „af dem skal man lære visdom og tugt, nemme forstandig tale, tage mod tugt, som gør klog, mod retfærdighed, ret og retsind; de skal give tankeløse klogskab, ungdommen kundskab og kløgt“. (Ordsp. 1:1-4) En viis irettesættelse er mere lærerig end dårlige erfaringer, og den kloge vil derved lære mere, end en tåbe kan tilegne sig gennem erfaring.
Israel ignorerede gentagne gange guddommelige revselser og udsatte sig dåragtigt for sine fjenders snertende angreb og overfald, altsammen fordi det ikke ville underkaste sig Guds belæring. „De forlod Jehova, deres fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre guder, de omboende folks guder, og tilbad dem og krænkede Jehova. . . . Da blussede Jehovas vrede op imod Israel, og han gav dem i røveres hånd, så de udplyndrede dem. Han gav dem til pris for de omboende fjender, så de ikke længer kunne holde stand mod deres fjender. . . . Men hver gang Jehova lod dommere fremstå iblandt dem, var Jehova med dommeren og frelste dem fra deres fjenders hånd, så længe dommeren levede; thi Jehova ynkedes, når de jamrede sig over dem, som trængte og undertrykte dem. Men så snart dommeren var død, handlede de atter ilde, ja endnu værre end deres fædre, idet de holdt sig til andre guder og dyrkede og tilbad dem.“ — Dom 2:12-19.
Øjensynlig lærte Israel kun lidt af disse dårlige erfaringer, for både under dommerne og kongerne begik det gentagne gange de samme misgreb, der bragte sådanne prøvende tider over det. Til sidst førte dets genstridighed til dets undergang som en forbilledlig teokratisk nation. (Ez. 21:24-27) Det var ikke Jehova Gud, som bragte disse vanskeligheder over Israel. Ved sin ulydighed mod Gud bragte Israel det selv over sig. Jehova Gud sendte revsende tugtelser over Israel for at få det til at vende sig til den rette vej, men på grund af Israels dårskab og genstridighed varede disse revselsers gode virkninger ikke længe. Kristne af i dag begår fejl og udsætter sig derved for ubehagelige erfaringer, men hvis de er ydmyge og vise, vil de høste gavn af at elske Jehovas kærlige irettesættelse. „Min søn! lad ej hånt om Herrens tugt, bliv ej heller modløs, når du revses af ham; thi Herren tugter den, han elsker.“ Tugtelsen giver „dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed“. (Hebr. 12:5, 6, 11) Det er ikke de vanskelige erfaringer, som vi selv søger, men Jehovas tugt og irettesættelse, der lærer os og opøver os til retfærdighed.
Denne nuværende verden er ligesom det gamle Israel. Verden kan påstå, at erfaring er den bedste læremester, men hvis det er tilfældet, så er verden en meget sløv lærling. Dens beboere har ikke lært at undgå synd trods deres erfaring med den i de forløbne tusinder af år. Deres erfaring i umoralitet og gudsbespottelse har kun gjort dem mere afhængig af disse ting, mere bundet af dårlige vaner, sådan at de i dag befinder sig i de fordærvede tilstande, der var forudsagt skulle råde i de sidste tider. Efterhånden som denne gamle verdens smudsige historie gentager sig med hver generation, udsættes menneskene tid efter anden for blodige krige og afskyelige forbrydelser, men alligevel har de intet lært af alle disse erfaringer; selv vor generation har ført to frugtesløse verdenskrige og ruster sig nu til en tredje. Ligesom en so atter vælter sig i sølen, og en hund vender sig til sit spy, lærer verden intet af erfaring, skønt den påstår, at erfaring er den bedste læremester. Ved Harmagedon vil denne „bedste læremester“ blive verdens værste erfaring, dens sidste erfaring, for da vil den gamle verden udgå fra denne hårde erfaringens skole som død og aldrig mere opstå. — 2 Pet. 3:7.
Retsindige mennesker tror imidlertid ikke, at de med vilje skal erfare synd for at kunne værdsætte moralen, eller lide døden for at lære livets værdi at kende, eller føle Jehovas magt i Harmagedon for at blive overbevist om, at han besidder den. De ser hen til Jehova og Kristus Jesus som de bedste læremestre. — Ordsp. 2:1-12; 3:13-18.
(The Watchtower, 1. februar 1951)