Opfyldte profetier vidner om at Gud lever
MANGE mener at en levende Gud for længe siden ville have grebet ind i de menneskelige forhold og afkortet denne ondskabens og veernes tidsalder. Og nu har nogle præster fremsat den tanke at „Gud er død“! Hvad skal man da tro? Hvor kan man finde sandheden? Sandheden kan findes i Bibelen, og af særlig interesse i forbindelse med spørgsmålet om hvorvidt Gud lever, er det vidnesbyrd som de opfyldte profetier afgiver.
Når man ser at Bibelens profetier går i opfyldelse er det et vidnesbyrd om at Gud lever. Mennesker kan ikke forudsige fremtidige begivenheder nøjagtigt, og de kan ikke forudsige noget præcist og detaljeret, ikke engang vedrørende den nærmeste fremtid; men Gud har forudsagt mange ting århundreder i forvejen. For eksempel forudsagde Gud mange detaljer vedrørende Jesus Kristus, og det flere århundreder før Jesus kom til jorden.
Profetier om Jesus
Tænk på Jesu fødsel. Omkring syv hundrede år før Jesu fødsel inspirerede Gud sin profet til at forudsige at Jesus ville blive født i Betlehem. (Mika 5:1) På en bemærkelsesværdig måde gik denne profeti i opfyldelse. Det skete som følge af en forordning fra selve den romerske kejser! Den jødiske jomfru Maria og hendes mand, Josef, boede i Nazaret i Galilæa, over hundrede kilometer nord for Betlehem. I de dage var der en lang og besværlig rejse mellem de to steder. Befalingen fra kejser Augustus om at folk skulle registreres, gjorde det imidlertid nødvendigt for dem at rejse til Betlehem for at blive indskrevet der — og det skete netop sådan at Jesus blev født der! — Luk. 2:1-7.
Tænk også på de profetier der blev opfyldt i forbindelse med Jesu død. I de inspirerede salmer var det forudsagt om Messias at ikke et eneste ben i hans krop ville blive knust, og at de mennesker der var til stede ved hans død, ville kaste lod om hans klæder. (Sl. 34:21; 22:19) Gik det i opfyldelse? Jesus og de to røvere blev henrettet dagen før en helligdag for jøderne, og derfor måtte de ikke hænge på pælene natten over; de romerske soldater gav sig derfor til at slå mændene og knuse deres knogler for at fremskynde døden. Men da Jesus allerede var død, undgik han denne behandling. (Joh. 19:31-36) Jesu inderste klædning var vævet i ét stykke, og derfor besluttede soldaterne sig til ikke at dele den ved at skære den i stykker, men i stedet at kaste lod om hvem den skulle tilhøre. På forunderlig måde gik disse profetier i opfyldelse. — Joh. 19:23, 24.
Profetier om den tid Jesus lå i graven og om hans opstandelse gik ligeledes på forbløffende måde i opfyldelse. I Salmerne var det forudsagt at Gud ikke ville lade sin hellige blive i dødsriget eller graven. (Sl. 16:10; NW; Lindberg; AV) Og Jesus selv forklarede at han skulle „dræbes, men opvækkes på den tredje dag“. (Matt. 16:21) Blev han det? Ja, apostelen Peter afgiver dette vidnesbyrd: „Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner.“ Profetierne blev opfyldt! — Ap. G. 2:30-32.
Kan det nu tænkes at alt dette skete af sig selv, blot fordi det var forudsagt at det skulle ske? Var det rent tilfældigt at kejser Augustus befalede at folk skulle skrives i mandtal netop sådan at Maria kunne være i Betlehem når hun skulle føde? Var det tilfældigt at soldaterne begyndte at knuse mændenes knogler efter at Jesus var død? Var det et tilfælde at Jesus bar en inderklædning af en sådan art at soldaterne ikke ville skære den i stykker så hver mand kunne få sin del, sådan som de gjorde med hans yderklædning, men i stedet kastede lod om den? Og hvordan gik det til at Jesu legeme uden menneskelig indgriben var blevet fjernet fra graven den tredje dag? Det var alt sammen forårsaget af en levende Gud! Han greb ind og sørgede for at hans profetier gik i opfyldelse! — Luk. 24:1-7.
Disse profetiers opfyldelse vidner om at Gud ikke blot har levet før i tiden, men at han var levende da profetierne fik deres opfyldelse.
Hvad vidner verdens veer om?
Men hvordan forholder det sig i dag? Nogle hævder at de frygtelige veer over jorden og den tiltagende ondskab i vor tid er et vidnesbyrd om at „Gud er død“. De føler at Gud har overladt jorden til sig selv og at han intet gør for menneskeheden i dag, sådan som han gjorde i fortiden. Er det rigtigt?
Det er fuldstændig rigtigt at sige at vi i vor tid har set veer og ulykker over verden tage til i et vældigt omfang. To ødelæggende verdenskrige, hungerkatastrofer, sygdomsepidemier som aldrig før, et stort antal ødelæggende jordskælv på kort tid, en frygtelig stigning i lovløsheden — ja, alt dette har gjort vor tid til en „voldshandlingernes tidsalder“. Som det hed i New York Times Magazine for 2. maj 1965: „De fleste historikere er nu enige om at . . . det ikke var de organiserede festligheder i år 1900 men snarere de organiserede fjendtligheder i år 1914 som på afgørende måde sluttede et kapitel i menneskehedens historie.“
Men skulle denne frygtelige forandring til det værre komme som noget overraskende? Har den almægtige Gud undladt at advare menneskeheden om at disse frygtelige tider ville komme? Må vi bede vore læsere om at slå op i Bibelen og finde Mattæus, kapitel 24, Markus, kapitel 13, Lukas, kapitel 21, og Andet Timoteusbrev, kapitel 3. Her læser vi at netop de forfærdelige forhold vi nu oplever, var forudsagt som et tegn der skulle markere „de sidste dage“. Ja, siden året 1914 har vi set Guds profetier om „verdens ende“ gå i opfyldelse!
Hvad er den stigende ondskab i vor tid derfor et vidnesbyrd om? At Gud er magtesløs og ikke kan hindre det onde? At han ikke interesserer sig for menneskeheden og ikke vil gøre noget for den? Antyder den nuværende ondskab at „Gud er død“? Beviser de ikke snarere at han i høj grad er levende?
Vi finder et svar i Bibelen i Åbenbaringsbogen, kapitel 12. Her får apostelen Johannes af den herliggjorte Jesus Kristus et syn af kommende begivenheder. Johannes ser i synet en voldsom kamp finde sted, ikke på jorden men i himmelen. Årsagen til kampen er Guds riges fødsel. Guds søn Jesus Kristus, der er indsat på tronen som konge, kæmper sammen med sine hellige engle imod Djævelen og hans dæmonengle og nedstyrter dem fra himmelen. Hvor styrtes disse onde ånder ned? De styrtes ned mod jorden! Den guddommelige beretning lyder:
„Så blev den store drage nedstyrtet, den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens forfører; han blev nedstyrtet på jorden, og hans engle blev nedstyrtet sammen med ham. Og jeg hørte en høj røst i Himmelen sige: ’Fra nu af er frelsen og kraften og Riget vor Guds, og magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat. . . . Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ Han ved at om kort tid sættes han og hans dæmoner ud af spillet. — Åb. 12:9, 10, 12.
„Ve jorden!“ Det er nøjagtig hvad vi har erfaret de sidste fem årtier. Og hvad vidner denne opfyldte profeti om? At Gud er død? Tværtimod! Den vidner om at Gud lever! Den vidner om at Gud har taget magten i himmelen og at hans rige er gået til aktion mod Djævelen og dæmonerne og har styrtet dem ned til jorden.
Set i lyset af opfyldte profetier vidner forholdene i verden i dag derfor om at Djævelen er blevet nedstyrtet fra himmelen til jorden, og dét igen viser at Gud er levende og har taget skridt til at bringe ondskaben til ophør. Han er altså ikke magtesløs, han står ikke hjælpeløs i den nuværende situation, og det er heller ikke fordi han ikke interesserer sig for menneskene; nej, Gud har taget de nødvendige skridt til at udslette ondskaben og velsigne menneskeheden med en evig velsignelse, og det har han gjort ved at oprette sit rige i himmelen. Snart vil dette rige, der har Kristus til konge, sætte Djævelen og alle hans onde styrker ud af spillet. Verdenssituationen vidner altså ikke om at Gud er død, men om at Guds rige nu er oprettet i himmelen og at Gud lever!
Forkyndelsen af Riget vidner om at Gud lever
Nu da Guds rige er oprettet i himmelen og udretter noget dér, sørger Gud også for at der udrettes noget her på jorden til gavn for menneskeheden, noget som vidner om at han er levende og er interesseret i mennesker som elsker retfærdighed. Han lader et vidnesbyrd om sit oprettede rige forkynde på hele jorden, som forudsagt i Mattæus 24:14: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“
Hvordan ville forholdene være når Guds oprettede rige skulle forkyndes „over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene“? Ville folkeslagene juble over at høre „dette evangelium“? Tværtimod. Jesus Kristus forudsagde: „Så skal man overgive jer til trængsel og slå jer ihjel, og I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld.“ — Matt. 24:9.
Er der aflagt et vidnesbyrd om Riget over hele jorden, og er det gjort under modstand og had fra alle folkeslags side?
Betragt de historiske kendsgerninger. For eksempel skriver professor i historie Charles Samuel Braden i sin bog These Also Believe: „Jehovas vidner er bogstavelig talt nået ud over hele jorden med deres vidnesbyrd. . . . Det kan i sandhed siges at ingen enkelt religiøs gruppe i verden har lagt større iver og udholdenhed for dagen i et forsøg på at udbrede den gode nyhed om Riget end Jehovas vidner.“
Og hvordan har man reageret over for disse vidner om Riget? En kendt jurist med forfatningsret som speciale, Leo Pfeffer, har i sin bog Church, State and Freedom skrevet om Jehovas vidner: „Deres aggressive måde at missionere på minder om det de første kristne gjorde; og den modtagelse de ikke-troende giver dem, minder ligeledes om hvordan de første kristne blev modtaget.“
I land efter land har de politiske myndigheder, religiøse ledere og pøbelen prøvet at standse forkyndelsen af Riget, nøjagtig som Jesus forudsagde det. Men modstanderne har ikke haft held til det. Den amerikanske borgerretsforening oplyser at der alene på et halvt år i 1940 skete følgende: „1488 mænd, kvinder og børn var udsat for pøbeloverfald i 335 distrikter i 44 stater. . . . Der har ikke været noget sidestykke til disse voldsomme pøbeloverfald i De forenede Stater siden ku-klux-klans dage i 1920rne.“
Under den anden verdenskrig var disse kristne vidner gjort lovløse i fireogtredive lande. Men trods pøbeloverfald i De forenede Stater, Canada, Storbritannien og andre lande, holdt de ikke op med at forkynde.
Nazisterne prøvede at udrydde disse forkyndere af Riget, og ved en lejlighed knyttede Hitler hænderne og skreg: „Denne yngel skal udryddes i Tyskland!“ Professor Ebenstein fra Princeton University skriver i sin bog The Nazi State: „Mod [Jehovas vidner] blev der rettet en terrorkampagne som overgår alt hvad nazisterne i Tyskland forøvede mod nogen anden gruppe ofre.“ Alligevel blev budskabet forkyndt vidt og bredt, og Hitler og nazisterne kunne ikke hindre evangeliet om Riget i at nå ud til folket. Hvorfor ikke? Fordi den levende Gud stod bag dette arbejde.
I de kommunistiske lande rundt om i verden er der gjort meget for at standse vidnesbyrdet om Riget. I Toronto-bladet Daily Star for den 2. juli 1960 kunne man læse følgende: „Al religion er bandlyst i Sovjetunionen. Af en eller anden grund er der imidlertid intet der i den grad ophidser staten som Jehovas vidner. . . . Pravda meddeler at vidnerne bliver mere og mere aktive. . . . Denne tro breder sig, men trods alle de vældige ressourcer som staten har til rådighed, synes den ikke at være i stand til at udrydde den.“
Hvorfor har stærke regeringer ikke kunnet standse den virksomhed som udøves af denne lille gruppe der vidner om Guds rige? Forkyndelsen af Riget som finder sted trods modstand overalt i verden, vidner klart og tydeligt om at forkyndelsen ikke er menneskeværk. Hvis den var, ville den være ophørt for længe siden i betragtning af den modstand den har mødt. Som en anset lovkyndig i det første århundrede sagde: „Hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem.“ (Ap. G. 5:34-39) Det at forkyndelsen af Riget fortsætter i hele verden er et bevis på at den er af Gud, ja at Gud står bag den — ja at Gud lever!
Stillet over for sådanne talende vidnesbyrd om opfyldte profetier, profetier der er gået i opfyldelse i fortiden og profetier som nu er ved at gå i opfyldelse, er det da fornuftigt at tro på dem som hævder at Gud er død? For alle som går til Bibelen med ærbødighed, er der et væld af beviser for at Gud lever. Vi kan have den samme tillid som den apostelen Paulus havde da han sagde: „Vi har sat vort håb til den levende Gud.“ — 1 Tim. 4:10.