Vækker du andres vrede?

DU har uden tvivl lagt mærke til at nogle i vrede har sagt eller gjort ting de ikke burde. Måske har de fortrudt det bagefter og er kommet og har bedt om undskyldning. Muligvis har du selv været vred og set den skade det kan forvolde når man lader sig rive med af sine følelser.

I Bibelen har vi et grelt eksempel på et sådant vredesudbrud, nemlig dengang Moses blev vred på israelitterne da de var på vej mod det forjættede land. Folket var ophidset og forlangte vand. Gud gav Moses befaling til at tale til klippen for så ville der vælde vand frem af den. Men i sin vrede sagde Moses til folket: „Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få vand til at strømme frem til Eder af denne klippe?“ (4 Mos. 20:10) Her begik Moses en stor fejl. I sin irritation sagde han „mon vi formår“ og tog således æren fra Gud. Derfor sagde Gud: „Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for israelitternes øjne, skal I ikke komme til at føre denne forsamling ind i det land, jeg vil give dem!“ — 4 Mos. 20:12.

Hvorfor syndede Moses med sin mund? Hvorfor handlede han overilet? Nogle vil straks lægge hele skylden på Moses og sige at han tabte besindelsen. Men var Moses en hidsig mand, der lod sig bringe i harnisk ved den mindste provokation? Nej, tværtimod. Den inspirerede bibelske beretning fortæller os: „Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget andet menneske på jorden.“ (4 Mos. 12:3) Moses var ikke en ubesindig mand, men han handlede ubesindigt ved denne ene lejlighed på grund af andres klagen og knurren. Moses blev provokeret, ja ægget til vrede af et genstridigt folks urette handlemåde.

Af Salme 106:32, 33 ser vi at Moses virkelig blev provokeret til vrede, for der hedder det: „De [israelitterne] vakte hans vrede ved Meribas vand, og for deres skyld gik det Moses ilde; thi de stod hans ånd imod, og han talte uoverlagte ord.“ De var årsagen til hans vrede.

Ved visse lejligheder æggede israelitterne endogså Gud til vrede! „Men folket knurrede højlydt for [Jehova] over deres usle kår; og da [Jehova] hørte det, blussede hans vrede op.“ (4 Mos. 11:1) Også i 5 Mosebog 32:21 læser vi: „De ægged mig med det, der ikke er Gud, tirred mig ved deres tomme gøgl.“ Ja, Gud selv blev provokeret. Hvorfor? På grund af israelitternes onde færd. Gud var imidlertid fuldstændig herre over sin vrede — hvad der ikke var tilfældet med Moses.

Alt dette viser os at den som vækker en andens vrede handler uret. Man kan blive ophidset og i denne sindstilstand tale eller handle overilet, fordi man ikke til fuldkommenhed formår at lægge bånd på sig selv sådan som Jehova kan. Vist handler den som taber besindelsen forkert. Men hvorfor taber han den? Fordi en eller anden provokerer ham! Der blev sagt eller gjort et eller andet der bragte hans blod i kog. Er nu den som vækker hans vrede uden skyld? Nej, aldeles ikke. Havde han ikke provokeret den anden ville denne aldrig være blevet så vred at han handlede overilet. Det går som med Moses, der jo var „sagtmodigere end noget andet menneske på jorden“ og naturligvis ikke ville have tabt besindelsen hvis israelitterne ikke havde tirret ham ud over alle grænser.

Så selv om man kan sige at den der lader sig provokere til voldsom vrede ikke lægger kristen kærlighed for dagen, må man også sige at den som vækker den andens vrede begår en alvorlig fejl. Det er rigtigt at kærligheden almindeligvis ikke lader sig ophidse. (1 Kor. 13:5) Men det er lige så sandt at kristen kærlighed ikke provokerer andre. At vække andres vrede uden egentlig grund er et udtryk for had: „Had vækker splid.“ (Ordsp. 10:12) Det sker at en som beklæder en ansvarsfuld post må vejlede eller irettesætte en anden, og selv om det bliver gjort i kærlighed kan det vække vrede. Men her er ikke tale om en unødvendig provokation i det daglige liv.

Et provokerende menneske er et menneske der taler uvenligt, der kritiserer i stedet for at bære over med andre, der ikke tager hensyn til andres ufuldkommenheder og som hele tiden kommer på tværs af sine medmennesker. Et sådant menneske kan næppe vente at begå sig særlig godt, for det krænker selve den menneskelige naturs love; der er jo ingen som ønsker at blive ægget til vrede uden grund. Også tankeløs snak kan vække vrede, for som Bibelen siger: „Mangens snak er som sværdhug.“ (Ordsp. 12:18) „Sårende ord vækker nag.“ (Ordsp. 15:1) Optræder vi provokerende skal det ikke komme som en overraskelse at andre bliver vrede.

En kristen kan ikke tillade sig at provokere andre med hvad han siger eller gør. Det er en overtrædelse af det store bud som Jesus fremholdt: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Matt. 22:39) Vækker vi den andens vrede kan vi blive årsag til at han forsynder sig, sådan som vi så det i tilfældet med Moses ved Meriba. Hvordan ser Gud på dem som leder andre på afveje? Hans ord giver os svar: „Leder man retsindige vild på onde veje, falder man selv i sin grav.“ — Ordsp. 28:10.

I stedet for at provokere andre til vrede taler den forstandige lægende ord: „De vises tunge læger.“ (Ordsp. 12:18) Den forstandige forstår at provokerende ord og handlinger vækker vrede, og derfor undgår han at sige eller gøre noget der kan virke provokerende. Han bestræber sig for at beherske sig så han kan opbygge sin næste i stedet for at volde ham skade. Inden vi gør noget som helst der kan vække andres vrede bør vi spørge os selv: Hvordan ville jeg tage det hvis en anden sagde dette til mig eller handlede sådan over for mig?

Vi bør handle med forstand og anstrenge os for ikke at vække andres vrede. Jesus fremholdt dette princip for vor omgang med andre mennesker: „Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem.“ — Matt. 7:12.