International lovprisning af den eneste Gud

„Pris Jehova, alle I nationer.“ — Sl. 117:1; Rom. 15:11.

 1. Hvad vil alle nationer komme til?

DEN tid vil komme da alle vil prise Jehova. Den tid kommer da alle nationer vil lade de millioner af guder som de tilbeder i dag i stikken, og samle sig om tilbedelsen af én Gud. Kun den sande og eneste Gud vil således kunne vinde sig alle nationers tilbedelse, de nationer som i dag er så splittede i religiøs henseende.

 2. Hvad har alle vendensrigernes guder hidtil vist sig at være? Hvilken form for gudsdyrkelse har dog fortsat til nu og givet dens tilhængere håb, beskyttelse og udfrielse?

² Det gamle Ægyptens guder er forsvundet, ude af stand til at bevare Ægypten som den verdensmagt det engang var. Den næste verdensmagts, Assyriens, guder er også forsvundet fra skuepladsen. Den mægtige verdensmagt Babylons guder er forsvundet. Ja, og de på hinanden følgende verdensmagter, Medo-Persien, Grækenland, Rom, — også alle deres guder er forsvundet, kun efterladende et afbleget minde om deres fordums tilbederes stormagtstid. Hvor er den ægyptiske trehed, Isis, Osiris og Horus? Hvor er Assyriens Assur og Nisrok? Hvor er Babylons Bel og Marduk? Hvor er Persiens Ahura-Mazda, Grækenlands Zeus og Roms Jupiter? Ned gennem århundrederne har én Gud kæmpet med alle disse guder og afsløret dem som falske. Én Gud er blevet stående ubesejret, og tilbedelsen af ham har fortsat som den skulle lige til denne dag. Han ved hvem han er. Han ved at der er ingen anden sand Gud end han, og som det var i fortiden, således er det også i dag, alle nationernes falske guder kan ikke hjælpe de milliarder der tilbeder dem. Men den ene sande Gud skænker sine tilbedere håb, beskyttelse og befrielse. I den bog som han inspirerede mennesker til at nedskrive, fortæller han os tydeligt hvem han er. Under indflydelse af hans ånd skrev en mand der ivrigt studerede den hellige beretning:

 3. Hvad var det en kender af de hellige historiske skrifter skrev om Gud i Salme 135 under ledelse af hans ånd?

³ „Jeg ved såre godt at Jehova er stor, og vor Herre er mere end alle andre guder. Alt hvad Jehova har haft lyst til, har han gjort i himlene og på jorden, i havene og alle de brusende vande. O Jehova, dit navn står til ubestemt tid. O Jehova, dit minde varer fra generation til generation. Nationernes guder er sølv og guld, det jordiske menneskes hænders værk. Mund har de, men kan intet sige; øjne har de, men kan intet se; ører har de, men kan ikke låne noget øre. Der er heller ikke ånde i deres mund. De der laver dem, vil blive som de, enhver der stoler på dem. Velsignet være Jehova fra Zion, han som bor i Jerusalem. Pris Jah, I folk!“ — Sl. 135:5, 6, 13, 15-18, 21, NW.

 4. Hvilken optræden fra herskernes og nationernes side i nutiden blev forudsagt i Salme 2, og hvilken befaling til lovprisning blev alligevel givet profetisk?

⁴ Udsigterne i dag synes at tilintetgøre ethvert håb om og enhver mulighed for at alle jordens nationer en dag vil være lykkeligt forenede i tilbedelsen af denne ene Gud som er alene om at eje navnet Jehova. Ja i selve hans profetiske bog blev den nuværende situation forudsagt med følgende profetiske ord: „Hvorfor har nationerne raset i tumult og er folkene vedblevet med at fremmumle tomhed? Jordens konger stiller sig op, og de ypperste selv har samlet sig som én mand mod Jehova og mod hans salvede, [idet de siger:] ’Lad os sprænge deres bånd og kaste rebene af os!“ (Sl. 2:1-3, NW) Men til trods for at Jehova inspirerede denne profeti om vor tids modstand mod ham selv som Gud og mod hans salvede søn Jesus Kristus som konge over den nye verden, rettede han også følgende befaling til nationernes folk: „Pris Jehova, alle I nationer; lovsyng ham, alle I folkestammer.“ (Sl. 117:1, NW) Yderligere tog en af Kristi tolv apostle denne befaling op og gentog den for de kristne i Rom i de dage Rom var verdensmagt. Han sagde: „Pris Jehova, alle I nationer, og lad alle folkeslag prise ham.“ — Rom. 15:11, NW.

 5. Hvordan viser kendsgerningerne i de sidste fyrre år eller mere at befalingen til lovprisning ikke er blevet nedskrevet forgæves?

⁵ Denne opfordring til at prise den eneste levende og sande Gud er ikke nedskrevet forgæves og bevaret til denne dag for at gå upåagtet hen. Til trods for at nationerne nu i mere end fyrretyve år har raset i tumult, er opfordringen til at prise Jehova blevet efterkommet af vældige skarer i mere end 160 lande jorden over. Og afslutningen er ikke nået endnu. Opfordringen fortsætter med stadig stigende styrke. Flere og flere mennesker adlyder den forstandigt. Flere endnu vil komme fra alle nationer og prise denne ene Gud, Jehova. Det vil betyde frelse for dem.

Et hundrede og halvtredsindstyve salmer

 6. Hvad kaldes bogen med lovsange til ham, hvem har forfattet den og ved hjælp af hvad?

⁶ En hel bog med lovsange er blevet nedskrevet til ham. På det sprog hvorpå denne bog oprindelig blev skrevet, blev den kaldt Te.hil.lím, der betyder „Lovsange“. Men blandt dem der ikke taler hebraisk, kaldes den almindeligvis Salmernes bog. En salme er et digt der skal synges til akkompagnement af strengeinstrumenter, for eksempel harpe. Hyrden David fra Betlehem i Juda, som blev konge i Jerusalem, har ikke skrevet alle 150 salmer. Davids navn forekommer i overskriften til treoghalvfjerds af dem. I overskriften til andre salmer står navne på andre forfattere, Davids søn kong Salomon, profeten Moses, Asaf, Heman og Etan og Koras sønner. Niogfyrre salmer bærer intet forfatternavn. Men hvem på jorden der end har forfattet dem, så er alle 150 salmer inspireret af hellig ånd.

 7. Hvad har David og forskellige andre sagt om Salmernes inspiration, og hvordan vil det altså gå med kaldet til lovprisning?

⁷ Som kong David, den mest produktive salmedigter, sagde: „David, Isajs søns udtalelse, og udtalelsen af den mand der blev højt ophøjet, Jakobs Guds salvede og yndlingen i Israels sange. Jehovas ånd var det der talte ved mig, og hans ord var på min tunge.“ (2 Sam. 23:1, 2, NW) Som en bekræftelse på denne inspiration sagde den kristne apostel Peter ved et møde i Jerusalem: „I mænd, brødre, det var nødvendigt at det skriftord skulle opfyldes som den hellige ånd på forhånd havde udtalt ved Davids mund.“ (Ap. G. 1:15, 16, NW) Hebræerbrevets forfatter citerer Salme 95, som er skrevet af David, og siger: „Derfor, som den hellige ånd siger: ’I dag, hvis I vil lyde hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter.’“ (Hebr. 3:7, 8; 4:7, NW) På et tidspunkt da de første kristne befandt sig i en kritisk situation, bad de til Gud og henvendte sig til ham som den der „gennem hellig ånd sagde ved vor forfader Davids, din tjeners, mund: ’Med hvilket formål rejste nationer sig i tumult og pønsede folkeslag på hvad der er frugtesløst?“ (Ap. G. 4:24, 25, NW) Da Salmernes bog således er inspireret af den almægtige Gud, vil opfordringen i Salme 117:1 til alle nationer om at prise ham, med sikkerhed blive fulgt.

 8. Hvem kan bedst afgøre Salmernes inspiration og profetiske natur, og hvordan profeterede Salmerne om hans ophøjelse til himmelen, som bekræftet af Peter?

⁸ Til at afgøre Salmernes inspiration og profetiske karakter kunne ingen være bedre end Jesus Kristus, kristendommens grundlægger. Som profet kunne han ikke blot sammenlignes med dem Gud havde sendt forud for ham. Han var Guds førstefødte søn fra himmelen. (Hebr. 1:1, 2) Og derfor var han, skønt en fjern søn af David, kong Davids herre. For at vise at Salmernes bog profeterede om hans ophøjelse til himmelen langt over kong David, sagde Jesus til de religiøse ledere: „Hvordan kan det være man siger at Kristus er Davids søn? For David selv siger i Salmernes bog: ’Jehova sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.’ David kalder ham derfor ’herre’; hvordan kan han da være hans søn?“ (Luk. 20:41-44, NW) Inspireret af Guds ånd sagde apostelen Peter at denne Salme 110 blev opfyldt på Jesus Kristus, som blev oprejst fra de døde og ophøjet til Guds højre hånd for at blive hans salvede konge over den nye verden. Det er imod denne Jehovas salvede at denne verdens nationer har rejst sig i tumult siden 1914; det er imod ham kongerne har stillet sig op, og ham de ypperste har samlet sig som én mand imod; men de vil aldrig kunne spærre vejen for hans tusindårige regering over menneskeslægten.

 9. Hvordan påviste Jesus Salmernes profetiske natur den dag han opstod?

⁹ Om aftenen, samme dag Jesus var blevet oprejst fra de døde for at blive Davids herre i himmelen, viste han sig pludselig for sine disciple i et værelse i Jerusalem. Han viste dem tydeligt at han var den Jesus som var blevet dræbt på en marterpæl blot tre dage før. For dernæst at vise at Salmerne både var inspirerede og profetiske sagde han „nu til dem: ’Dette er de ord jeg talte til jer mens jeg endnu var hos jer, at alt det som er skrevet om mig i Moseloven og i Profeterne og Salmerne skal opfyldes.’ Da åbnede han deres sind helt, så de kunne fatte Skriftens mening, og han sagde til dem: ’På denne måde står der skrevet, at Kristus skulle lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der på grundlag af hans navn skulle prædikes omvendelse til syndernes forladelse blandt alle nationer — begyndende fra Jerusalem; I skal være vidner om disse ting.’“ — Luk. 24:44-48, NW.

10. Hvad kan man i harmoni hermed bevise angående Jesus ud fra Salmernes bog? Hvad kan udtrykket „Salmerne“ dog indbefatte?

¹⁰ Kan det nu — som det siges her — ud fra Salmerne bevises at Jesus Kristus skulle lide og dø og oprejses fra de døde, og hans navn dernæst forkyndes for alle nationer så de herigennem kunne frelses fra deres synder? Ja, og det fra Salmernes bog alene. Men lad det her være sagt, at Jesus delte de gamle hebraiske skrifter i tre afdelinger, nemlig „Moseloven“ og „Profeterne og Salmerne“. Salmernes bog med de 150 salmer var den første i den afdeling der er kendt som Skrifterne eller Hagiograferne og som består af tretten bøger. Hele denne tredje afdeling betegnedes kort som Salmerne. Vi vil imidlertid her samle vor opmærksomhed om den egentlige Salmernes bog, den inspirerede bog med de 150 salmer.

11. Hvem fulgte Jesu eksempel med hensyn til at citere fra Salmerne, og hvad er Salmerne derfor snarere end blot sentimental og følelsesbetonet poesi?

¹¹ Jesu tolv apostle og de andre disciple fulgte Jesu eksempel, idet de hyppigt citerede fra Salmernes bog. I de syvogtyve bøger der udgør De kristne græske Skrifter, fra Mattæus til Åbenbaringen, har de otte inspirerede kristne skribenter citeret fra 103 af de 150 salmer,a eller fra den anden til den 149. salme. Salmerne er derfor ikke blot sentimental og følelsesbetonet poesi. De er historiske og også profetiske, de er en vejledning for den kristne i hans bønner og lovprisninger og en vejledning for ham i hans arbejde i Guds tjeneste. De udgør en vigtig del af „al skrift“ som er „inspireret af Gud og gavnlig til belæring, til irettesættelse, til at sætte ting på plads, til optugtelse i retfærdighed, for at gudsmennesket kan blive fuldt ud dygtigt og udrustet til al god gerning“. — 2 Tim. 3:16, 17, NW.

Den store strid med Gud

12. Hvorfor blev hele universet stillet over for det store stridsspørgsmål, og hvordan taler Salme 90 og 91 i forbindelse med dette stridsspørgsmål?

¹² På en bemærkelsesværdig måde refererer Salmernes bog til hele rækken af begivenheder lige fra himmelens og jordens skabelse ned igennem de årtusinder hvori mennesket har eksisteret, videre igennem vor tid og frem til det tidspunkt da det store stridsspørgsmål under hele universets opmærksomhed skal afgøres. Dette altoverskyggende spørgsmål drejer sig om den ene Guds, Jehovas, universelle eneherredømme. Denne tvist eller dette stridsspørgsmål opstod fordi synden vandt indpas blandt menneskene. Lønnen for denne synd er døden, at menneskene skulle vende tilbage til jordens støv. Profeten Moses henleder opmærksomheden herpå i den salme han har skrevet, idet han siger: „O Jehova, du har vist dig som en sand bolig for os generation efter generation. Før selve bjergene fødtes, eller du begyndte som med fødselsveer at lade jorden og det frugtbare land fremstå, ja fra ubestemt tid til ubestemt tid er du Gud. Du lader det dødelige menneske vende tilbage til knust stof, og du siger: ’Vend tilbage, I menneskesønner.’ For tusind år er i dine øjne blot som dagen i går når den er forbi, og som en nattevagt. Du har fejet dem bort; de bliver blot til en søvn.“ (Sl. 90:1-5 og overskriften, NW) De allerførste vers af den næstfølgende salme omtaler dette evige væsen som den Højeste, den Almægtige, som Jehova og Gud. Salmerne omtaler også Jehova Gud som den suveræne Herre og støtter således hans side i stridsspørgsmålet.

13. Hvad kan han som den suveræne Herre gøre for dem der stiller sig på hans side, og hvordan gør Salmernes bog ikke fordomsfuldt forsøg på at skjule hans navn, hans titler og overhøjhed?

¹³ Da han er den suveræne Herre, universets Enehersker, kan han beskytte og bevare dem der står op for hans universelle eneherredømme. Som salmedigter sagde kong David: „O Jehova, suveræne Herre, min frelses styrke, du har skærmet mit hoved på hærstyrkens dag.“ „Mine øjne er rettet mod dig, O Jehova, suveræne Herre. Hos dig har jeg søgt tilflugt. Udtøm ikke min sjæl.“ (Sl. 140:7; 141:8, NW) „[Den sande] Gud er for os en Gud der øver frelsende gerninger, og Jehova, den suveræne Herre, tilhører vejene der fører ud af døden.“ „Men for mig, for mig er det godt at holde sig nær til Gud. Hos den suveræne Herre Jehova har jeg søgt tilflugt, for at forkynde alle dine gerninger.“ (Sl. 68:20; 73:28; 69:6; 109:21, NW) I Salmernes bog gøres der ingen fordomsfulde bestræbelser for at skjule Guds personlige navn, den kalder ham nemlig 848 gangeb ved hans navn Jehova, 43 gange nævner den ham ved den forkortede form Jah, og 475 gange henviser den til ham med titelen Gud eller El.o.hím. I Salme 50:1 (NW) læser vi: „Den guddommelige, Gud, Jehova, har selv talt.“ I Salme 103:20-22 (NW) anføres hans suverænitet eller herredømme over himmelen og jorden som grund for udstedelsen af følgende befaling: „Velsign Jehova, O I hans engle, vældige i styrke, der udfører hans ord, ved at lytte til hans ords røst. Velsign Jehova, alle hans hærskarer, I hans tjenere, der gør hans vilje. Velsign Jehova, alle I hans værker, på hvert et sted under hans herredømme. Velsign Jehova, O min sjæl.“

14. Hvad førte det til for os at Adam og Eva stillede sig på den forkerte side i striden, og hvorfor blev det nødvendigt for Gud at tilvejebringe et fyldestgørende offer?

¹⁴ Da Adam og Eva stillede sig på den forkerte side i striden om Jehova Guds universelle eneherredømme, nedkaldte det dødsdommen over dem, således at vi alle er født ufuldkomne og under dødens forbandelse. I sin sorg over at have begået en alvorlig synd bad salmisten David til Gud: „Se! Med fejl blev jeg bragt til verden under fødselsveer, og min moder undfangede mig i synd. Måtte du rense mig fra synd med ysop så jeg kan være ren, måtte du vaske mig så jeg kan blive hvidere end sne.“ (Sl. 51:5, 7, NW) Dér tilbage i tiden ofrede kong David og andre mennesker dyreofre til Jehova Gud for synd, men salmisten blev inspireret til at sige at dyreofre, som rige mennesker kunne købe og ofre i overflod, i realiteten ikke kunne borttage synden og hæve dødens forbandelse fra menneskeslægten: „Ingen af dem kan på nogen måde løskøbe en broder eller give Gud en løsesum for ham; (og løsesummen for deres sjæl er så høj at den er ophørt på ubestemt tid) at han kunne leve for bestandig [og] ikke se graven. For han ser at endog de vise dør.“ (Sl. 49:7-10, NW) Derfor blev det nødvendigt for den universelle Enehersker at tilvejebringe et fuldkomment menneskeoffer der kunne løskøbe og udfri den faldne menneskeslægt. Hvordan gjorde han det?

15. Hvordan tilvejebragte Gud et fuldkomment menneske som offer, og hvilken viden havde Jesus, som gjorde at han fremstillede sig som et fyldestgørende offer?

¹⁵ Universets suveræne Herre sendte sin enbårne søn ned fra himmelen til jorden, for at han kunne fødes som et menneske med et fuldkomment legeme og blive den Messias eller Salvede som Salmerne omtaler profetisk. Denne himmelske søn af Gud blev født for nitten hundrede år siden i Davids kongelige slægt; dog ikke i et strålende palads, men i en stald i Davids fødeby Betlehem. En krybbe var hans seng. Han blev kaldt Jesus, der betyder „Jehova er frelse“, og under dette navn skulle han frelse sit folk, de kristne, fra deres synder. (Matt. 1:20, 21) Intet under at han gang på gang sagde at han kom i sin Faders navn. I en alder af tredive år blev han døbt i Jordanflodens vande, ikke som symbol på at han var en synder, men som et tegn for Gud, de hellige engle og for Johannes Døber på at han nu indviede sig til den større tjeneste for sin Gud og Fader. Umiddelbart efter denne dåb salvede Gud Jesus med hellig ånd fra himmelen, og titelen „Kristus“ eller den Salvede føjedes således til hans navn; han blev Jesus Kristus. Den fuldkomne Jesus vidste at jødernes dyreofre ikke svarede til et menneskes værdi og derfor ikke kunne genløse menneskeslægten; dyreofrenes blod kunne ikke bortvaske menneskeslægtens synder. Det var grunden til at Jesus, der kendte sin egen menneskelige fuldkommenhed, fremstillede sig som et fyldestgørende offer.

16. Hvilke ord fra Salme 40 bragte Jesus til udførelse da han gjorde dette, og hvad betød denne udtalelse for hans vedkommende?

¹⁶ Da Jesus gjorde det, bragte han ordene i Salme 40:6-8 til udførelse: „Offer og offergave fandt du ikke behag i; du åbnede mine ører [men et legeme beredte du mig]. Brændoffer og syndoffer bad du ikke om. Derfor sagde jeg: ’Her er jeg kommet, i bogrullen står det skrevet om mig. At gøre din vilje, min Gud, fandt jeg behag i, og din lov er i mit indre.’“ (Marginalnoten; Hebr. 10:5-10, NW) Dette betød at Jesus måtte dø syndfri, som et offer, idet han på denne måde for bestandig gav afkald på det fuldkomne legeme som Jehova Gud på mirakuløs måde havde beredt ham. Han måtte anvende dette offer og ikke tage det tilbage.

17. På hvilken bestemt måde skulle Jesus dø ifølge Salme 22?

¹⁷ Ifølge såvel Salmerne som andre profetiske skrifter måtte Jesus dø på en bestemt måde. Nej ikke på alteret i Jehovas tempel i Jerusalem; det var ikke for menneskeofre. Men på en marterpæl, og naglet til den på hænder og fødder. Som Salme 22:16 (NW) profeterede om Jesus: „Hunde har omringet mig; de ondes forsamling, den har omsluttet mig. Som en løve [står de ved] mine hænder og fødder [De har gennemboret mine hænder og fødder].“ — Marginalnoten.

18. Hvilke andre dele af Salme 22 og Salme 69 gik i opfyldelse og kendetegnede på den måde Jesus som den forudsagte Messias?

¹⁸ Når vi læser resten af Salme 22 med dens senere opfyldelse i tanke, kan vi høre fjenderne der lagde råd op om at få ham naglet til marterpælen, spotte ham idet de siger: „Han overgav sig i Jehovas varetægt. Lad ham skaffe ham udfrielse! Lad ham befri ham, siden han har fundet behag i ham!“ Vi kan se de romerske soldater rive klæderne af Jesus før de nagler ham op, og derefter kaste terninger om hvem der skal eje hans underklædning: „De deler mine klæder imellem sig, og om min klædning kaster de lod.“ Vi kan høre Jesus citere ordene fra Salme 22:1 (NW) lige før han dør: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? [Hvorfor er du] langt fra at frelse mig, [fra] mine råbs ord?“ Og da han til sidst drager sit sidste åndedrag, og en romersk soldat stikker et spyd i siden på ham så blod og vand strømmer ud, ser vi følgende ord opfyldt: „Som vand er jeg blevet udøst, og alle mine ben er blevet skilt fra hinanden. Mit hjerte er blevet som voks; det er smeltet dybt i mit indre. Min kraft er udtørret som et potteskår, og min tunge klæber til gummerne, og i dødens støv lægger du mig.“ (Sl. 22:8, 14, 15, 18, NW; Matt. 27:43, 46; Joh. 19:23, 24) Endog galden de prøvede at give ham at drikke, og eddiken som soldaterne rakte til hans mund på en svamp for at slukke hans tørst, var forudsagt: „Skændselen, den har knust mit hjerte og [såret] er ulægeligt. Og jeg vedblev at håbe på at nogen ville have medynk, men der var ingen, og på trøstere, men jeg fandt ingen. Men til føde gav de [mig] en giftig plante, og for min tørst prøvede de at give mig eddike at drikke.“ (Sl. 69:20, 21, NW; Joh. 19:28-30) Opfyldelsen af sådanne profetier kendetegner Jesus som den forudsagte Messias!

19. Hvordan forudsagde Jehova i Salmerne Jesu opstandelse, og hvordan opfyldte han disse profetier?

¹⁹ Men en død Jesus ville ikke kunne hævde sig som en Guds søn der var trofast til døden, og ville heller ikke kunne ophøje Jehova Gud som universets suveræne Herre der sidder inde med al magt og herredømme. Med dette i tanke forudsagde Jehova i Salmerne Jesu opstandelse fra de døde. Den døde Jesus blev lagt i en nærliggende grav der var hugget ud i klippen, og således gik hans sjæl, som han havde udtømt i døden, til Sheol eller menneskehedens fælles grav. Men Jesus døde med et usvækket håb om en opstandelse, hvilket kommer til udtryk i Salme 16:8-11 (NW): „Jeg har bestandig haft Jehova for øje. Da [han] er ved min højre hånd, skal jeg ikke bringes til at vakle. Derfor glæder mit hjerte sig virkelig, og min ære har lyst til at frydes. Desuden vil mit eget kød bo i tryghed. For du vil ikke lade min sjæl tilbage i Sheol. Du vil ikke lade din miskundheds mand få graven at se. Du vil lære mig livets vej at kende. En fylde af glæde er for dit åsyn; der er velbehag ved din højre hånd for evigt.“ For at denne og andre profetier i Salmerne kunne opfyldes, gjorde Jehova Gud Djævelens bestræbelser for at modarbejde ham til intet, og oprejste Jesus fra de døde idet han udfriede ham af Sheol på den tredje dag. Gud skænkede ham som belønning et åndelegeme i stedet for det menneskelegeme han havde ofret, for at han atter kunne lære livets vej at kende og opnå velbehag ved Guds højre hånd for evigt. — Ap. G. 2:22-31.

Menigheden og pagten om Riget

20. Hvilket arbejde havde Jesus at gøre på jorden som forudsagt i Salme 40:8-10, hvordan blev han hyrde, og hvem anerkendte han igen som sin hyrde?

²⁰ Men før Jesus afsluttede sit levnedsløb på jorden havde han et arbejde at udføre. Hans arbejde bestod i at gøre den eneste sande Guds navn og overherredømme kendt; at være det ypperste vidne for Jehova, og at samle om sig en menighed af disciple, åndelige brødre, som her på jorden skulle fortsætte og fuldføre det arbejde han havde påbegyndt, nemlig forkyndelsen af Riget. Det var en del af Jehovas vilje med Jesus, som Salme 40:8-10 havde forudsagt: „Jeg har glædet mig over at gøre din vilje, O min Gud, og din lov er i mit indre. Jeg har fortalt den gode nyhed om retfærdighed i den store menighed. Se! jeg tillukker ikke mine læber. O, Jehova, du selv ved det godt. Jeg har ikke tildækket din retfærdighed i mit hjerte. Jeg har forkyndt din trofasthed og din frelse. Jeg har ikke skjult din miskundhed og din sandfærdighed i den store menighed.“ (NW) Tro imod denne profeti der var nedskrevet om ham i Guds bibelrulle, gav Jesus sig til at samle tolv apostle og andre disciple om sig. For denne „lille hjord“ var han Jehovas rette hyrde. Men selv var han det „Guds lam der borttager verdens synd“, og derfor kunne han som salmisten David sige til sin Gud og Fader: „Jehova er min hyrde. Jeg skal intet mangle. På græsrige græsgange lader han mig hvile; ved velvandede hvilesteder leder han mig.“ — Sl. 23:1, 2, NW.

21. Hvad bekendte han offentligt om sine efterfølgere, og hvordan var det forudsagt i Salme 22?

²¹ I sit forkynderarbejde tog Jesus mange af sine disciple med sig for at oplære dem til deres fremtidige tjeneste. Han skammede sig ikke ved at kalde dem sine brødre i åndelig forstand. Dette blev forudsagt med ordene i Salme 22:22 (NW): „Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre; i menighedens midte vil jeg prise dig.“ (Hebr. 2:11, 12) Da Jesus engang talte til en stor skare, var der en der sagde at hans moder og hendes andre sønner gerne ville tale med ham, men han pegede på sine disciple og sagde: „Se, her er min moder og mine brødre!“ På sin opstandelsesdag viste han sig for Maria Magdalene og sagde: „Gå til mine brødre og sig til dem: ’Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.’“ — Matt. 12:46-50; Joh. 20:17.

22. Hvilken pagt bekendtgjorde Jesus under det sidste aftensmåltid, og hvordan var den forudsagt i Salme 50?

²² For disse trofaste disciple kundgjorde Jesus den lovede nye pagt. Den skulle afløse den gamle lovpagt som profeten Moses havde formidlet mellem Jehova Gud og Israel. Da Jesus nævnede den nye pagt under det sidste aftensmåltid han nød sammen med apostlene før sin død, hentydede han til den nye pagt der skulle indgås over hans eget menneskeoffer og som var forudsagt i Salme 50:4, 5 (NW): „[Gud] kalder på himlene oventil og på jorden for at eksekvere dom over sit folk: ’Saml mig min miskundheds mænd, dem der har sluttet pagt med mig over offer.’“

23. Hvilken ufortjent godhed, som ville gøre dem meget lykkelige, skulle blive de troende til del gennem denne nye pagt, og hvad bliver ved denne pagt taget ud af nationerne?

²³ Gennem denne nye pagt skulle de modtage virkelig tilgivelse for deres synder på grundlag af deres tro på det menneskeoffer der satte pagten i kraft, og de blev således det lykkeligste folk på jorden. Som David forudsagde i Salme 32:1, 2 (NW): „Lykkelig er den hvis overtrædelse er forladt, hvis synd er dækket. Lykkelig er den mand som Jehova ikke tilregner fejl, og i hvis ånd der ikke er svig.“ (Rom. 4:5-8; Jer. 31:31-34) Ved denne pagt tages vi ud fra alle verdens nationer for at blive et folk for Jehovas navn, det vil sige Jehovas lykkelige, retfærdige vidner. (Ap. G. 15:14) I disse sidste dage er resten af dem Jehova har vist miskundhed, blevet samlet til ham for at skulle vidne om hans rige for alle nationer på hele den beboede jord.

24. Hvilket formål tjener Riget, og hvem måtte nødvendigvis undfange ideen til en pagt om Riget, og taler Salmerne også om dette?

²⁴ I Jehovas ophøjede ordning tjener Riget det mest betydningsfulde formål. Det er det særlige middel hvormed Jehova vil hævde sin stilling som universets suveræne Herre. I dette rige har han en repræsentant på tronen, en som han salver til at være konge. Kort tid efter Vandfloden på Noas tid oprejste Jehova en jordisk konge som blev et billede på Jehovas salvede konge over den nye verden. Hans navn var Melkizedek; han var konge over byen Salem og samtidig Gud den Allerhøjestes præst. Ingen skabning, hverken i himmelen eller på jorden, kunne gøre sig selv til konge over den nye verden. Det var Jehova der måtte undfange ideen om sådan en konge og indgå en pagt eller højtidelig overenskomst med den han ønskede skulle sidde inde med denne kongeværdighed. Jesus Kristus er den Jehova har salvet til at være konge, den med hvem han har indgået den særlige pagt om himlenes rige. Eftersom Jesus viste sine disciple at Salmerne indeholdt så mange profetier om ham, finder vi da nogle salmer der taler om pagten om Riget og om Melkizedek? Ja, det gør vi. Jehova udvalgte kong Davids slægtslinje som den hvorigennem Messias, den nye verdens salvede konge, skulle komme. Derfor indgik Jehova en pagt om et evigt rige med David.

25. Hvordan anråber ezraitten Etan Gud i rigspagtens navn i Salme 89?

²⁵ I Salme 89 anråber ezraitten Etan Jehova Gud i denne pagts navn og gengiver Jehovas ord således: „Jeg har sluttet en pagt med min udvalgte; jeg har tilsvoret David, min tjener: ’På ubestemt tid vil jeg grundfæste din sæd, og jeg vil bygge din trone generation efter generation.’ Selv råber han til mig: ’Du er min Fader, min Gud og min frelses klippe.’ Jeg indsætter ham også som førstefødt, den højeste af jordens konger. På ubestemt tid vil jeg bevare min miskundhed mod ham, og min pagt skal være trofast mod ham. Og jeg vil visselig grundfæste hans sæd for evigt og hans trone som himmelens dage. Jeg vil ikke vanhellige min pagt, og mine læbers udsagn vil jeg ikke ændre. Én gang for alle har jeg svoret i min hellighed, for David lyver jeg ikke. Hans sæd, den skal vise sig at bestå på ubestemt tid, og hans trone som solen foran mig. Som månen vil den være grundfæstet på ubestemt tid og være et trofast vidne på himmelen.“ — Sl. 89:3, 4, 20-29, 34-37, NW.

26. Hvordan mindede salmisten Jehova om rigspagten i Salme 132, og hvorfor vil Jehova ikke løbe fra hvad han har tilsvoret David selv om det er længe siden?

²⁶ En anden salmist, muligvis kong Ezekias, som sad på Davids trone, minder også Jehova Gud om denne pagt om Riget idet han siger: „For din tjener Davids skyld, vend ikke din salvedes åsyn bort. Jehova har tilsvoret David, han vil visselig ikke løbe fra det: ’Af din livsfrugt vil jeg sætte på din trone. Hvis dine sønner holder min pagt og mine formaninger som jeg lærer dem, skal også deres sønner for evigt sidde på din trone.’ Thi Jehova har valgt Zion; han har længtes efter det som bolig for sig selv: ’. . . Der vil jeg lade Davids horn vokse. Jeg har bragt en lampe i stand til min salvede. Hans fjender klæder jeg med skam, men på ham vil diademet stråle.’“ (Sl. 132:10-18, NW) Eftersom Riget er det magtfulde middel hvorved Jehova har valgt at hævde sit universelle eneherredømme, hvordan kan vi da tro at Jehova ville trække det løfte som han højtideligt har tilsvoret David, tilbage, selv om det blev givet for tredive århundreder siden! Han er en Gud der trofast holder sin pagt.

27. Med hvem indgik Jehova derfor senere en pagt om Riget, og med hvem indgik denne igen en pagt om det samme rige?

²⁷ Under opfyldelsen af denne pagt om Riget satte han sin søn Jesus Kristus på jorden som en af kong Davids efterkommere, og med Jesus indgik han en pagt ikke alene om riget på jorden, men også om riget i himlene. Dette er grunden til at Jesus, aftenen før han døde som et vidne for dette rige, sagde til sine trofaste apostle: „Imidlertid er det jer som har holdt ud med mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige.“ (Luk. 22:28, 29, NW) Derfor vil Jesus få sin menighed af brødre, der er salvet med den samme Guds ånd som han, til medarvinger i himlenes rige.

28. Hvordan skulle Jesus blive mægtigere end kongerne på jorden?

²⁸ Det var profeteret om Jesus at han af rang skulle blive større end nogen jordisk konge, ja, større end selve kong David. På denne måde ville han blive Davids herre, selv om han var Davids søn. Han kunne kun blive Davids herre ved at blive en himmelsk konge med sæde ved Guds højre hånd i himlene. Han ville blive præst for David, og eftersom David kun var konge, ikke præst, ville Jesus atter blive større end David; han ville blive præste-konge som fortidens Melkizedek, Salems konge.

29. På hvilken måde gjorde Jesus opmærksom på disse forhold for at lukke munden på sine fjender, og hvordan hentydede Peter også til disse kendsgerninger på Pinsedagen?

²⁹ Ved at henlede opmærksomheden herpå bragte Jesus sine fjender til tavshed. Han citerede for dem fra Salme 110, hvor David profetisk kalder Jesus Kristus sin herre. Han siger: „Jehovas udsagn til min herre lyder: ’Sæt dig ved min højre hånd til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.’ Din styrkes spir vil Jehova udrække fra Zion: ’Drag ud blandt dine fjender og underlæg dig dem.’ Jehova har svoret (og han beklager det ikke): ’Du er præst på ubestemt tid efter Melkizedeks vis!’ Jehova selv ved din højre hånd vil visselig knuse konger på sin vredes dag.“ (Sl. 110:1, 2, 4, 5, NW; Matt. 22:41-45) For at denne opfordring til Jesus om at sætte sig ved Guds højre hånd kunne fuldbyrdes, og den svorne ed om at gøre Jesus til en evig konge i lighed med Melkizedek indfries, oprejste Jehova Jesus fra de døde på den tredje dag, så han kunne få adgang til de usynlige himle. Den fyrretyvende dag herefter så hans disciple ham på Oliebjerget stige til himmelen til sin Fader. Ti dage senere — på Pinsedagen — prædikede apostelen Peter for over 3000 jøder og citerede ved den lejlighed Salme 110 og gav bevis for, at Jesus da, på den dag, befandt sig i himmelen ved Jehovas højre hånd som Davids herre og som Kristus. — Ap. G. 2:32-36.

Riget i funktion

30. Hvorfor ligger det der skete for nitten århundreder siden ikke så langt tilbage i tiden at det ikke har nogen betydning for os nu?

³⁰ Men det skete for mere end nitten hundrede år siden! Hvad har det med os at gøre i dag? Hvordan kan det komme til at berøre os nu i denne brintbombernes og atomkrigsførelsens tid? Vi mennesker bør ikke mene, at alt hvad der hører en fjern fortid til ikke vedkommer os eller ikke har nogen værdi i dag. Nitten hundrede år tilbage i tiden forekommer os at være et langt, langt tidsrum, men for Jehova Gud, der er uden begyndelse og uden ende og for hvem et tusind af vore år blot er som én dag, er nitten hundrede år tilbage i tiden som mindre end to dage. Siden 1914 har nationernes handlinger mere end nogen sinde krævet at det store stridsspørgsmål om Jehovas overherredømme, både over jord og himmel, afgøres. Til dette formål er der nu brug for at hans konge, der skal herske på Melkizedeks vis, træder i funktion.

31. Hvordan har dette rige været her siden 1914, og hvordan er det draget ud blandt Kristi fjender og har underlagt sig dem?

³¹ Dette rige er nu rede til at hævde Jehovas side i striden om det universelle eneherredømme. Dette rige blev født i himlene i 1914 som en opfyldelse af Jehovas ed til Davids herre. I det år udløb den fastsatte tidsperiode i hvilken Jesus skulle sidde ved sin himmelske Faders højre hånd. I 1914 var tiden altså kommet da Jehova skulle begynde at lægge Kristi fjender som en skammel for hans fødder. Tiden var kommet da Jehova skulle udrække Kristi styrkes spir fra det himmelske Zion med befalingen: „Drag ud blandt dine fjender og underlæg dig dem.“ Tro mod sit løfte gjorde Jehova dette da det nøjagtige tidspunkt var inde i 1914. Hans rige ved Kristus er nu trådt i funktion. Som følge heraf er Satan Djævelen og alle hans dæmoner nu kastet ud af himmelen og deres virkeområde begrænset til denne jord og dens nærhed, hvor de må afvente det tidspunkt — og det er ikke langt borte — da Jehova selv ved sin salvede Konges højre hånd vil knuse fjenderne, jordens konger, på den dag da han vil hævde sit universelle eneherredømme.

32. Hvorfor er dette dagen da menigheden af Kristi brødre må udfolde en usædvanlig virksomhed og aflægge et særligt vidnesbyrd?

³² Dette er følgelig en dag da menigheden af Kristi brødre på jorden må udfolde en usædvanlig virksomhed. Det er dagen da den universelle Eneherskers salvede vidner må udføre et ualmindeligt vidnearbejde. Dagen da den gode nyhed om Guds oprettede rige ifølge Jesu Kristi forudsigelse skal forkyndes for alle jordens indbyggere til et vidnesbyrd for alle nationerne før enden kommer for disse i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Denne dag være hilset, for det er dagen da de guddommelige befalinger i Salme 96 skal opfyldes: „Syng for Jehova en ny sang. Syng for Jehova, al jorden [alle I folk på jorden]. Syng for Jehova, velsign hans navn. Fortæl fra dag til dag den gode nyhed om frelse ved ham. . . . Sig blandt nationerne: ’Jehova selv er blevet konge.’“ (NW) Og allerede den næstfølgende salme opfordrer folk i alle lande, store såvel som små, til at være glade, for Jehova har ladet sin kongelige regering føde. Det hedder her: „Jehova selv er blevet konge! Lad jorden glæde sig. Lad de mange øer juble. For du, O Jehova, er den Højeste over al jorden; du er steget højt op over alle andre guder.“ (Sl. 97:1, 9, NW) Vi er i sandhed forstandige hvis vi glæder os i troen på at Guds rige er oprettet, i stedet for at sørge over at denne gudløse verdens riger snart vil styrte i grus.

33. Hvad gør de der glæder sig, og hvad har det resulteret i?

³³ Hvad gør de der glæder sig? Ganske særligt siden afslutningen af første verdenskrig i 1918 har de opfyldt Salme 145:10-13: „Alle dine værker vil prise dig, O Jehova, og din miskundheds mænd [menigheden af dem der er med i pagten om Riget] vil velsigne dig. Om din kongemagts herlighed vil de tale, og fortælle om din vælde for at gøre hans vældige gerninger og hans riges herligheds pragt kendt for menneskenes børn. Din kongemagt er en kongemagt på ubestemt tid, og dit herredømme skal vare gennem alle på hinanden følgende generationer.“ (NW) Denne talen om Jehovas kongemagts herlighed ved hjælp af alle de midler der står til rådighed for forkyndelsen har ikke været forgæves. Hundreder tusinder af menneskenes børn, for hvem Jehovas kongemagts herlighed og pragt er blevet forkyndt på mere end hundrede sprog, har allerede troet og taget imod budskabet om Riget og glæder sig nu derover. Ja mere end det. De handler også derefter som en opfyldelse af salmistens bøn: „Jehovas pris vil min mund tale, og lad alt kød velsigne hans hellige navn på ubestemt tid, ja for evigt.“ (Sl. 145:21, NW) Også de er blevet vidner om Jehovas rige.

34. Hvordan er Kristi brudeklasse en kongedatter, og af hvem ledsages hun nu da bryllupsdagen nærmer sig?

³⁴ I frydefulde vendinger fortæller Salmernes bog om disse glade mennesker der slutter sig til resten af Rigets arvinger i deres forkynderarbejde. Resten er de mennesker som endnu er tilbage på jorden af den klasse der er billedligt fremstillet som Kristi brud. De er blevet født eller avlet af Jehova Gud ved hans livgivende ånd, og de er således blevet som en datter af den store Evighedskonge, den universelle Suveræn, Jehova. Nu da Guds dyrebare søns, deres brudgoms, rige er oprettet, nærmer tiden sig for deres bryllup med ham i „den første opstandelse“. Efterhånden som bryllupsdagen nærmer sig, fortæller brudeklassen alle tilhængere af et guddommeligt styre om deres brudgom som er blevet gjort til konge ved Jehovas højre hånd i himmelen. På deres vej gennem denne verden til deres endelige forening med brudgommen ledsages de af en jublende skare der ønsker at blive undersåtter under deres brudgom og konge. Denne skare bliver som brudepiger for resten.

35. Hvordan beskriver Salme 45 disse brudepiger, og hvordan er de nu i kongens palads?

³⁵ Salme 45:13-15 (NW) beskriver både brudeklassen og brudepigerne med disse skønne ord: „Kongens datter er ganske herlig derinde [i huset]; hendes klædning er af guldindfatninger. I vævet dragt skal hun føres til kongen. Jomfruerne i hendes følge som hendes ledsagere bringes . . . med glæde og jubel; de vil træde ind i kongens palads.“ Disse „brudepiger“ der kommer fra alle nationer, blev således forud omtalt som en lykkelig skare af mennesker, og de er usigeligt lykkelige i dag. De er lykkelige fordi de har fået den forret at kunne meddele andre den gode nyhed om Riget i nært samfund med resten af brudeklassen. De befinder sig i universets konges, Jehovas, palads fordi de nu er i hans åndelige tempel hvor de til stadighed yder ham hellig tjeneste.

36. Hvordan er Salme 22:27, 28 blevet opfyldt på dem?

³⁶ Denne store skare af brudepiger kommer helt fra jordens ender hvortil Rigets budskab er blevet forkyndt, og de er medlemmer af alle nationernes familier, idet Gud er upartisk over for alle. De har lært Jehovas navn at kende og har vendt sig bort fra falske guder med andre navne, for at tilbede Jehova som Gud og tjene ham som den retmæssige konge. På dem opfyldes Salme 22:27, 28 (NW): „Alle jordens ender vil komme i hu og vende tilbage til Jehova. Og alle nationernes familier vil bøje sig for dig. For kongemagten tilhører Jehova, og han hersker over nationerne.“

Lyksaligheder (saligprisninger)

37. Hvad er det Salmernes bog giver os, og som anviser vejen til lykke, og hvordan fremgår det af Salme 1 og 2?

³⁷ Mens verdens nationer plages af bekymringer, nød og uvished under deres march mod undergangen i det universelle Harmagedonslag, kan vi være lykkelige. Ønsker vi at være lykkelige? Vi kan være det. Hvordan? I Salmerne er der fireogtyve saligprisninger som fortæller os hemmeligheden ved at være lykkelig med den lykke der aldrig ophører. Det er lærerigt for os at høre nogle af disse saligprisninger! Selve indledningen til Salmernes bog er en saligprisning: „Lykkelig er den mand der ikke har vandret efter de gudløses råd, og ikke har stået på synderes vej og ikke har siddet på spotteres plads. Men han glæder sig ved Jehovas lov, og i hans lov læser han med dæmpet tone dag og nat.“ (Sl. 1:1, 2, NW) Saligprisningen i den anden Salme skulle ikke alene verdensherskerne give agt på, men også alle vi der lever i Harmagedonslagets skygge: „Tjen Jehova med frygt og fryd jer med bæven. Kys sønnen, at han ikke skal optændes af vrede og I forgå [fra] vejen, for hans vrede blusser let op. Lykkelige er alle som søger tilflugt hos ham.“ — Sl. 2:11, 12, NW.

38. Hvilke andre saligprisninger nævnes for os i Salmerne 40, 41, 94, 112, 119?

³⁸ Vi kan ikke trodse Gud, lyve om ham og samtidig være lykkelige. „Lykkelig er den rørige mand der har gjort Jehova til sin fortrøstning og ikke har vendt sit åsyn mod trodsige eller mod dem der er henfaldet til løgne.“ (Sl. 40:4, NW) De som sætter pris på lykken ved at give vil blive bevaret gennem Harmagedon: „Lykkelig er enhver der handler betænksomt mod den ringe; på ulykkens dag vil Jehova åbne ham en udvej. Jehova selv vil vogte og bevare ham i live. Han vil blive erklæret lykkelig på jorden, og du kan umuligt overgive ham til hans fjender og deres sjæls ønske.“ (Sl. 41:1, 2, NW, marginalnoten) Tugt fra Jehova skulle resultere i vor lykke: „Lykkelig er den rørige mand som du tugter, O Jah, og som du lærer ud fra din lov for at give ham ro for ulykkens dage, indtil en grav er gravet for den gudløse.“ (Sl. 94:12, 13, NW) Lydighed mod Guds bud medfører usædvanlig lykke: „Lykkelig er den mand der frygter Jehova, og som har stor lyst til hans bud.“ „Lykkelige er de der er fejlfri på [deres] vej, de der vandrer i Jehovas lov. Lykkelige er de der giver agt på hans formaninger; af ganske hjerte vedbliver de at søge ham.“ — Sl. 112:1; 119:1, 2, NW.

39. Hvad forstår den materielt rige ved en lykkelig tilstand, men hvad siger Jehovas vidner i modsætning hertil?

³⁹ De der er rige i materiel henseende kan prale af deres familie og jordiske gods og siger måske: „’Lykkeligt det folk for hvem det netop er [sådan]!’“ Men den nye verdens samfund af Jehovas vidner, der er rige i åndelig henseende, siger derimod: „Lykkeligt det folk hvis Gud er Jehova!“ (Sl. 144:12-15, NW) „Lykkelig er den der har Jakobs Gud til hjælp, hvis håb står til Jehova hans Gud, himmelens og jordens Skaber.“ — Sl. 146:5, 6, NW.

Halleluja

40. Hvad skulle vi, efterhånden som dagen for Jehovas krig nærmer sig, gøre i retning af at forene os, og hvad skulle vi derfor være besluttede på?

⁴⁰ For at vi kan opnå den højeste lykke både nu og i den kommende verden, tjener Salmerne som en trofast vejledning for os om hvad der er Guds vilje med os nu i tiden. Efterhånden som vi nærmer os dagen fremfor alle dage, da Jehova vil gøre ende på krig til jordens yderste grænser, sønderslå krigsudrustning og lade forunderlige ting ske på jorden, er det nødvendigt at vi holder os forenede som hans folk og at vi mødes så ofte som det er muligt. „Se! hvor godt og lifligt det er for brødre at bo sammen i enhed!“ (Sl. 133:1, NW) For at bo sammen i enhed skulle vi benytte lejligheden og opbygge hinanden som trosfæller og medtjenere. Vi mødes ikke alene for at lovprise den universelle Enehersker og hans rige, men også for at hjælpe hinanden med at lovprise ham over for udenforstående som har brug for frelse. Vor beslutning skulle være følgende: „Jeg for mit vedkommende, i min uangribelighed vil jeg vandre. O løskøb mig og vis mig gunst. Min fod vil visselig stå på et jævnt sted; blandt de forsamlede skarer vil jeg velsigne Jehova.“ (Sl. 26:11, 12, NW) „Jeg vil love dig i den store menighed; blandt et talrigt folk vil jeg prise dig.“ — Sl. 35:18, NW.

41. Hvad skal vi opfordre udenforstående til at gøre, som anvist i Salme 107 og 149?

⁴¹ Vi skal indbyde ulykkelige og rådvilde mennesker der befinder sig i fare udenfor, til at komme til vore glade, opbyggende møder: „O lad folk love Jehova for hans miskundhed og hans underfulde gerninger mod menneskenes børn. Og lad dem ophøje ham i folkets menighed, og lad dem prise ham på de ældre mænds plads.“ (Sl. 107:31, 32, NW) „Pris Jah, I folk! Syng Jehova en ny sang, hans pris i menigheden af miskundheds mænd. Lad Israel glæde sig i sin ophøjede Skaber, Zions sønner — lad dem fryde sig i deres konge.“ — Sl. 149:1, 2, NW.

42. Hvordan har Jehova skilt sit folk ud fra nationerne og plantet det i et nyfødt land?

⁴² Til forskel fra det gamle Israel bor vi ikke sammen i et land helt for os selv, hvor vi passer os selv og intet har at gøre med de nationer der ligger uden for vore grænser. Vi bor spredt rundt om på jorden midt iblandt verdens mennesker hvis ugudelige vaner og tro på national stolthed og ærgerrighed vi må stå imod. Alligevel har Jehova adskilt sit folk fra denne verden ved sin sandhed, som har frigjort dem, og ved at samle dem i sin organisation så de kan handle endrægtigt når de udfører hans ene vilje med dem. På denne Jehovas dag har han bragt sit åndelige Israel til verden, en nation der ikke er i trældom under nogen af denne verdens nationer. Han har givet dem en åndelig plads foran sig, en teokratisk plads som ingen andre på jorden indtager, givet dem et sted at bo ved så at sige at lade ’et land komme til verden’ på denne Jehovas store dag. Der har han ført sin kvindes, Zions, åndelige børn hen, og han har om dem samlet hundreder tusinder af midlertidige indbyggere som har det rette sindelag.

43. Hvis vi skal værdsætte at vi danner en åndelig nation, hvad er vi da nødt til at gøre, og hvilke velsignelser opnår vi ved at gøre det?

⁴³ Hvis vi skal værdsætte at vi er åndeligt forenede som i en nation, en national enhed, er det nødvendigt for os at komme sammen regelmæssigt ved vore møder. Her er stedet hvor vi kan tale om den Gud der gjorde os til sit organiserede folk. Her — over for vore brødre og sammen med vore brødre i troen — skulle vi give udtryk for vor glæde i Jehova, som siden 1914 har været vor konge. Den velsignelse vi opnår herved, vil betyde at vor kærlighed til ham og hans Kristus og til vore brødre uddybes, og at det bånd der binder os alle sammen, styrkes, så vi står sammen som én mand mod hele verden der har forenet sig mod Jehova og os, hans vidner.

44. Hvad får vi befaling til at gå ud fra vore møder og gøre, og hvem tager ifølge Salme 68:11, 12 også del i dette?

⁴⁴ Fra vore møder får vi befaling til at gå ud og aflægge vidnesbyrd og lade advarselen lyde for alle nationer for sidste gang, eftersom deres fuldstændige endeligt er fastsat til Harmagedon. Ved tro ser vi i profetiens lys Jehovas sejr, og vi kan glæde os på grund af det denne sejr vil betyde for ham og hans universelle eneherredømme og for alle dem der elsker og tjener ham. Når vi går ud i vort distrikt for at aflægge vidnesbyrd offentligt og fra hus til hus, giver han os sit sejrsbudskab at bringe. Ikke alene mænd, som jo almindeligvis er dem der drager i kamp, men også kvinder skal tage del i denne sejrsproklamation. I denne henseende er Salme 68:11, 12 (NW) gået i opfyldelse: „Jehova selv giver ordet; kvinderne der fortæller den gode nyhed er en stor hær. Selv hærenes konger flygter, de flygter. Hun der sidder hjemme, hun får del i byttet.“ Også i vore hjem bør vi fortælle om de teokratiske sejre vi vinder når vi forkynder den gode nyhed om Jehovas sejrende rige.

45. Hvor forekommer udtrykket „Halleluja“ for første gang, og hvor mange gange lyder denne opfordring til os i Salmerne, uanset vor alder eller vort køn?

⁴⁵ Når vi, således som salmisten gjorde, kaster et blik ind i fremtiden og ser Jehovas sejr i Harmagedon, kan vi med salmisten sige: „Synderne vil for stedse blive fjernet fra jorden, og de gudløse, de vil ikke være til mere. Velsign Jehova, O min sjæl. Pris Jah, I folk!“ (Sl. 104:35, NW) Her forekommer for første gang det hellige, hebraiske udråb: Halleluja!, hvor endelsen ja er den forkortede form for navnet Jehova. Vi som har været vidner til hans riges fødsel og har erfaret så store velsignelser under dette rige, har i dag al mulig grund til at prise Jehova. I denne sidste del af Salmerne får vi 23 gange denne opfordring til at lade vor stemme høre i et: Halleluja! Alle der lever på jorden i dag opfordres til at prise den universelle Enehersker, uanset hvilken stilling de indtager på jorden, uanset deres alder og køn: „Pris Jehova fra jorden, . . . I jordens konger og alle nationale grupper, I fyrster og alle I jordens dommere, I unge mænd og I jomfruer med, I gamle mænd sammen med jer drenge. Lad dem prise Jehovas navn, for hans navn alene er utilgængelig højt. Hans højhed er hævet over jord og himmel. Og han vil løfte sit folks horn, lovprisningen fra alle sin miskundheds mænd, fra Israels sønner, folket der står ham nær. Pris Jah, I folk [Halleluja]!“ — Sl. 148:7-14, NW, marginalnoten.

46. Hvad er tiden nu inde til at gøre ifølge de fem doksologier i Salmernes bog?

⁴⁶ Vi nærmer os afslutningen på endens tid for denne gamle verden og dens riger. Den tid er helt forbi da vi priser mennesker og menneskelige organisationer og institutioner. Det afgørende tidspunkt er nu kommet da alle der ønsker at leve må lovprise deres Skaber og øverste Hersker. Det betydningsfulde øjeblik er kommet da vi må adlyde opfordringen til at velsigne ham. Salmernes bog er delt i fem afsnit ved fem doksologier eller velsignelser der udtales over den eneste levende og sande Gud, Jehova; den første doksologi efter Salme 41, den anden efter Salme 72, og den tredje efter Salme 89, den fjerde efter Salme 106 og den femte afslutter hele Salmernes bog. Ja, den udgør i virkeligheden hele Salme 150. Alt i himmelens udstrakte rum og alt på jorden omfatter den i sin opfordring til alle om at forene sig i ét vældigt Halleluja. „Pris Jah, I folk! Pris Gud i hans helligdom. Pris ham i hans styrkes udstrakte rum. . . . Lad alt hvad der ånder prise Jah. Pris Jah, I folk [Halleluja]!“ — Sl. 150:1-6, NW, marginalnoten.

47. Hvad opfordrer Salme 150 til, og hvad skulle vi derfor rykke frem og gøre?

⁴⁷ Det er en opfordring til international lovprisning af den eneste Gud nu, i dag. Det er hvad den inspirerede salmist følte trang til over for ham. Det er hvad vi føler trang til over for ham der er værdig til hele universets pris. Fremad da med den gode nyhed om Riget og forkynd den som påbudt for alle nationernes folk i et sidste vidnesbyrd, så de taknemmelige kan slutte sig til det vældige, altomfattende Halleluja som en opfyldelse af denne profeti, og så de for evigt kan synge Jehovas pris i hans nye verden!

[Fodnoter]