Jehovas vidner holder ud for at bevise at Jehova er den suveræne Gud

„Se! Vi erklærer dem som har holdt ud, lykkelige. I har hørt om Jobs udholdenhed og set hvilket udfald Jehova skænkede.“ — Jak. 5:11, NW.

 1, 2. (a) Hvordan og hvorfor har det fjendskab der skyldes stridsspørgsmålet om hvem der er den suveræne Gud, vedvaret til vor tid? (b) Hvad vil det sige at det store Babylon faldt i 1919, og hvordan muliggør dette at der finder et redningsarbejde sted?

SOM SIN tids større Job (eller „genstand for fjendskab“) beviste Jesus Kristus at den påstand hvormed Satan havde udfordret Jehovas stilling som universets suveræne Gud, var løgnagtig og falsk. Jesus havde tilbagevist alle de angreb som den babyloniske religion havde sat ind mod ham. Han havde sejrende holdt ud under denne prøve, og derfor havde prøven fået et lykkeligt udfald ved den sande og suveræne Gud Jehovas hjælp. Djævelen, som stadig ønsker et mere udførligt svar på sin udfordring af Jehova som den sande Gud, har i de forløbne århundreder ført en fjendtlig kampagne imod Jesu sande, salvede efterfølgere og har falskeligt anklaget dem.

² Da Kristus Jesus i 1914 blev indsat på tronen som konge i det himmelske rige (Dan. 7:13, 14), fik Satan lov til, fra 1914-1919, at føre den salvede rest på jorden i et prøvende „babylonisk fangenskab“.a Rigets oprettelse i 1914 bevirkede at der straks udbrød krig mellem den indsatte konge Kristus Jesus, kaldet Mikael, og modstanderen Satan med hans onde engle. Dette resulterede i Satans fuldstændige nederlag i 1918, da han og hans onde styrker blev fjernet fra det himmelske rige og kastet ned i jordens nærhed. (Åb. 12:7-10) Ligesom fortidens konger Darius og Kyros, „kongerne fra solens opgang“, der erobrede fortidens Babylon, fulgte Jehova Gud og Kristus Jesus den himmelske sejr op ved at skride ind over for Satans jordiske værk, den falske religion kaldet det store Babylon. (Åb. 16:12) Som den større Kyros vandt Kristus Jesus uden kamp magten over det store Babylon. Det betyder at det store Babylon er blevet omringet, har mistet sin tilsyneladende himmelske gunst og nu er faldet i Kristi hænder og underlagt hans overopsyn. (Åb. 14:8; 18:2) Denne periode, hvor det store Babylon således er under opsyn, vedvarer stadig og varsler dets fuldstændige tilintetgørelse til Jehovas bestemte tid. (Åb. 17:15-18) I løbet af denne barmhjertigt forlængede tidsperiode fra 1919, hvori det store Babylon er omringet, har Kristus Jesus omsorgsfuldt og kærligt udfriet den sande kristne rest fra dens tidligere babyloniske fangevogteres hånd. (Åb. 18:4) Denne barmhjertige udfrielse har i virkeligheden fortsat til den dag i dag, hvorved en stor skare mennesker der elsker retfærdighed, er blevet reddet ud af det store Babylon. (Åb. 7:9, 14) Efter at Satan er blevet kastet ud af himmelen virker han nu som ’skammel for Kristi fødder’, som en noget hæmmet „gud“ for det store Babylon der er omringet af Kristus. (Sl. 110:1, 2; 2 Kor. 4:4) Alligevel har Satan siden 1919 fået lov at fortsætte sit fjendtlige babyloniske angreb, ikke alene for at smæde den salvede rest af Kristi efterfølgere, men også for at forfølge de mange andre der nu flygter fra Babylon, for som flygtninge at hævde Jehova som den suveræne Gud. — Se Åbenbaringsbogens tolvte kapitel, versene tretten til sytten.

 3. Vis hvordan Ordsprogene 27:11 gælder i vor tid.

³ Som det var tilfældet med fortidens Job og med den større Job, Jesus Kristus, har nutidens Job-lignende skare af kristne Jehovas vidner, i alle disse år, selv efter Satans fald fra himmelen, måttet give Gud et svar til Satan, så de ikke gav Satan nogen grund til at smæde Jehova, den suveræne Gud. Deres himmelske Fader Jehova siger nu til hver enkelt af dem: „Vær viis, min søn, og glæd mit hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.“ — Ordsp. 27:11.

Kristenhedens babyloniske frafald

 4, 5. (a) Hvem er vor tids „genstand for fjendskab“, og hvordan kan det begrundes? (b) Hvilket tosidet angreb blev iværksat, og hvorfra kom det?

⁴ Vort studium af opfyldelsen af det profetiske drama om Job bringer os nu fra Jesu tid til vort tyvende århundrede. Den trofaste salvede rest, der består af Jesu efterfølgere, er som skare betragtet blevet nutidens Job, den større „genstand for fjendskab“. De er blevet forfulgt og har lidt ligesom Jesus, fordi de har holdt fast ved deres uangribelighed over for den sande Gud Jehova og har modstået alle angreb fra den fjendtlige babyloniske religion. (Joh. 15:20) En kort oversigt over Jehovas salvede vidners historie vil tjene til at belyse dette. (Se Jehovas vidner og Guds gerning, udgivet på dansk i 1964, angående yderligere detaljer om dette emne.)

⁵ Efter at den sidste af apostlene var død omkring begyndelsen af det andet århundrede, blev et voksende antal af dem der bekendte sig til den sande kristne religion, utro og faldt fra. Den gamle fjende Satan søgte underfundigt at besmitte den sande tilbedelse af Jehova idet han angreb på to fronter. For det første ville han, ved at indføre uteokratiske former for kirkeorganisation, besmitte organisationens oprindeligt rene tempelstruktur som Jesus Kristus havde lagt grunden til. (Ef. 2:19-22) For det andet ville han, ved at indføre hedenske læresætninger og helligholdelse af hedenske helligdage, besmitte den sande offentlige forkyndelse eller de ’lovprisningsofre’ (Hebr. 13:15) som tempelskaren, de salvede kristne, bragte. Hele dette frafald kunne føres tilbage til den samme babyloniske kilde hvorfra den indflydelse kom, der i århundrederne forud for Jesu tid havde frembragt den frafaldne jødedom. Det middel hvormed Satan søgte at overvinde og overmande et voksende antal af dem der hævdede at være kristne, var atter den af Babylon påvirkede hellenisme.

 6. Nævn nogle af de urette skikke man begyndte at antage.

⁶ Efterhånden blev nogle af menighedernes tilsynsmænd og ældste tilbøjelige til at betragte sig som herrer over hjorden, og en præsteklasse begyndte at herske over lægfolket, hvilket var helt i modstrid med den regel Jesus havde givet: „Kun én [Kristus] er jeres mester, og I er alle brødre.“ (Matt. 23:8) Hedenske højtider såsom jul og påske (d.v.s. den hedenske vårfests skikke der knyttedes til påsken) blev fejret. Verdslige herskeres fødselsdage skulle højtideligholdes. På et eller andet tidspunkt i det tredje århundrede blev det guddommelige navn, Jehova, fjernet fra alle afskrifter af De græske Skrifter og også fra den græske Septuaginta-oversættelse.b Det personlige navn Jehova erstattedes med titlen Herre (kyʹrios). Som det vil huskes havde de frafaldne jøder gjort nøjagtig det samme efter deres babyloniske fangenskab i det sjette århundrede f.v.t. De havde dengang fulgt babyloniernes skik, idet disse ikke længere kaldte deres øverste gud Marduk ved hans personlige navn, men i stedet foretrak titlen Bel (Mester eller Herre). Den generelle titel Bel kunne bedre accepteres af andre folkeslag, uanset deres religion.

 7. (a) Nævn nogle af de babyloniske læresætninger der indsneg sig. (b) Hvad skete der med „rajgræsset“ og „hveden“ der omtales i Jesu lignelse? (c) Hvad er det „lovløshedens menneske“ som Paulus omtaler, og hvordan har det udviklet sig?

⁷ Den babyloniske lære om sjælens udødelighed sneg sig ligeledes ind ved hjælp af den græske religions hedenske indflydelse. På denne måde blev den græske (hellenistiske) opfattelse af hades eller helvede som et sted hvor de ondes sjæle lider bevidst pine, et af kirkens dogmer; det er en ubibelsk læresætning. Nøjagtig som Jesus havde profeteret begyndte „rajgræsset“ eller de frafaldne, uægte kristne og deres babyloniske kristendoms „sibbolet“-lære (Dom. 12:6), at skjule den sande „hvede“ eller de salvede og den sande kristendoms „sjibbolet“-lære. (Matt. 13:24-30) Paulus bekræftede denne profeti om det organiserede frafalds fremståen ved at tilføje at der skulle komme et indflydelsesrigt „lovløshedens menneske“, der ville ’sætte sig imod Gud’ og ’tage sæde i Guds tempel’. (2 Tess. 2:3-8) I 325 blev dette „lovløshedens menneske“, de frafaldne religiøse ledere, anerkendt af det hedenske Rom under kejser Konstantin, som ledere af en ny romersk statsreligion, en sammensmeltning af den frafaldne kristne religion og den hedenske romerske religion. Da begyndte det som vi i dag kalder kristenheden, og som skulle blive den dominerende del af det store Babylon, den falske religions verdensimperium. Fra det tidspunkt har „lovløshedens menneske“ været kristenhedens kollektive præsteskab i dens mange religiøse retninger. De var på den tid blevet helt besmittet af babylonisk religion og udgjorde en integrerende del af det store Babylon. I de seksten hundrede år der er gået siden år 325 har kristenhedens religiøse præsteskab domineret den falske religions verdensscene, og som det „lovløshedens menneske“ det er, har det avlet symbolsk „rajgræs“ eller falske kristne.

De hvedelignende kristne viser sig atter

 8. Hvordan viste de hvedelignende kristne sig atter?

⁸ I overensstemmelse med samme ovennævnte profeti af Jesus viste „hveden“ eller de sande kristne sig atter på skuepladsen da „høsten“ nærmede sig ved „afslutningen på tingenes ordning“ (NW), og de skilte sig ud fra „rajgræsset“ eller de frafaldne kristne. (Matt. 13:37-43) Efter at en lille skare oprigtige, salvede kristne i 1870erne havde taget form, dannede de under ledelse af Charles Taze Russell det selskab der nu kendes som Watch Tower Bible and Tract Society. Disse salvede kristne antog senere navnet „Jehovas vidner“. Den dag i dag, i 1967, virker de som sådanne kristne vidner i verden.

 9. Nævn den forkerte og den rette forståelse af visse væsentlige lærepunkter som resten kom til klarhed over.

⁹ Denne salvede rest rensede sig på et tidligt tidspunkt for mange af de falske babyloniske opfattelser der havde hæmmet dens kristne fremgang. Nogle af de ting den klart kom til at forstå var at mennesket ikke har en udødelig sjæl, men at mennesket er en levende sjæl (1 Mos. 2:7); at Kristus Jesus, Genløseren, ikke var halvt menneske og halvt Gud, men helt og fuldt et menneske (1 Tim. 2:5, 6; 1 Joh. 4:2, 3); at det i opstandelsen ikke er legemet eller kødet der opstår, men den døde „sjæl“ eller selve personen (Joh. 5:25-28); at der ikke findes et mysterium som „treenigheden“, men at Jehova må tilbedes som den eneste og suveræne Gud. (1 Kor. 8:4-6) Disse kristne vendte ’brandslangen mod helvede’ for at slukke ilden i den falske hellenistiske lære om at de onde steges i et hades eller helvede.c (Ap. G. 2:31, NW) Med tiden kom selve navnet Jehova atter til at indtage sin rette plads ved Jehovas vidners menighedsmøder, det blev anvendt i deres bibelske litteratur, og i deres New World Translation of the Holy Scriptures forekommer navnet 7199 gange.d

Gejstlighedens fjendskab

10, 11. (a) Hvem er Jobs tre falske venner et billede på i vor tid? (b) Hvordan har nogle religiøse skribenter udtrykt sig om Jehovas vidner?

¹⁰ Lige fra 1880erne har „lovløshedens menneske“, kristenhedens gejstlighed, der nu er opdelt i talrige religiøse retninger, indtaget en fjendtlig holdning over for denne Job-skare af indsamlede salvede. Den Job-lignende rest fik på denne måde „falske venner“ der fremførte argumenter imod den, ligesom fortidens Job blev modstået af sine tre „venner“, og ligesom Jesus blev modstået af sin tids religiøse grupper. At der var „tre“ — tre symboliserer eftertryk — understreger at det angreb som kristenhedens gejstlighed har sat ind imod nutidens Job, er enigt og føres med fuld styrke. Det er en historisk kendsgerning at ligesom Job og Jesus blev betragtet som „udskud“ af deres samtidige, betragtes Jehovas vidner af kristenheden som uønskede, ildelugtende udskud. — Job 2:7, 8.

¹¹ Vidnerne betragtes for eksempel ikke som „respektable“ eller „rigtige“, når de omtales i forbindelse med kristenhedens rajgræslignende sekter.

„Hvad enten de er vellidte eller ikke vellidte, ansete eller ikke ansete, fortsætter de [Jehovas vidner] i alle tilfælde deres vidnearbejde, ikke blot i Amerika men også i mange fremmede lande, med en kraft og udholdenhed som man kunne ønske fandtes noget oftere i ens egen og andre højst respektable ’rigtige’ kirker.“e (Kursiveret af os)

De velhavende religiøse ledere stempler de „hvedelignende“ vidner som en ’uortodoks kult’ af ’ynkværdige og ukultiverede’ mennesker.

„Jehovas vidner tilhører en af disse uortodokse religiøse kulter . . . der har fremgang blandt dem som er tyngede af alt andet end verdslige besiddelser og kulturelle dyder.“f (Kursiveret af os)

Disse „udskud“ af vidner omtales også som ’afvegne’ kristne.

„Mange der har iagttaget Jehovas vidner, er kommet til den slutning at det er ’afvegen kristendom’, fordi deres lære efterligner og på samme tid forvrænger den grundlæggende kristne tro.“g (Kursiveret af os)

Gejstligheden betragter desuden Jehovas vidner som „frastødende“. og „fanatiske“.

„En kontrol med den frastødende sekts propagandistiske virksomhed er — medmindre det kan bevises at sekten udgør en afgjort fare for samfundet — et kraftigt angreb på alle borgeres frihed. Jehovas vidner er efter vor mening en særdeles frastødende og fanatisk sekt, men sagen drejer sig ikke om hvorvidt deres lære er sand eller falsk, og der blev ikke fremført nogen anklage for antisociale tendenser i den sag i hvilken højesteret afsagde sin [ugunstige] dom.“h (Kursiveret af os)

Den babyloniske indflydelse fjernes

12. Hvilken praksis i lighed med de første kristnes blev genindført efter 1880erne?

¹² Fra 1880erne har nutidens Job-lignende rest genindført den oprindelige kristendoms praksis. Dette har sat alle i stand til at tjene sammen som forkyndere og skinne for offentligheden som „verdens lys“. (Matt. 5:14-16) Det skete ved at de genoptog vidnearbejdet fra hus til hus og aflagde private genbesøg i hjemmene, på samme måde som Jesus og apostlene gjorde på deres tid. De afskaffede endvidere alle former for ritualer ved deres menighedsmøder, og i stedet for det følelsesmæssige og traditionsbundne lagde de ved deres møder vægt på undervisning og på et forstandsbetonet studium af Bibelen. Denne sande rest deltog også i en omfattende udbredelse af bibler, bibelsk litteratur og traktater, ja mange hundrede millioner skrifter.

13. Hvad forkyndte den salvede rest i forbindelse med 1914? Hvor nidkære var de salvede, og hvad afslørede dette hos præsteskabet?

¹³ De forkyndte især at året 1914 markerede afslutningen på „hedningernes tider“ (Luk. 21:24) og tidspunktet for oprettelsen af Kristi rige i himmelen. Alt dette viste sig at være sandt, og det blev bekræftet af den første verdenskrigs udbrud og det der samtidig og derefter skete blandt nationerne eller hedningerne. Det omfattende kristne arbejde der blev udført i mange lande bragte på en bemærkelsesværdig måde den salvede rest frem i lyset på den religiøse skueplads. Dens nidkære religiøse arbejde bragte skam over „lovløshedens menneske“, kristenhedens præsteskab. De religiøse ledere skulle have været mere interesseret i at undervise deres hjorde i Guds ord; i stedet har de givet dem en kost bestående af en forgiftet babylonisk lære. På denne måde begyndte denne lille rest af salvede at vise sin uangribelighed over for Kristus Jesus og Gud, og afslørede derved den skyld som hvilede på kristenhedens katolske, ortodokse og evangeliske præsteskab.

Optaget af at forsvare sig selv

14. Beskriv hvor ivrigt optaget den salvede rest blev af at forsvare sig selv.

¹⁴ I lighed med fortidens Job blev disse nutidens vidner smædet og bagvasket af præsteskabet og kristenhedens religiøse ledere, der forbilledligt var skildret ved Jobs tre venner, som viste sig at være dårlige trøstere og falske venner. Jehovas vidner blev kaldt med alle slags nedsættende navne, såsom „russellitter“, „rutherfordister“, „millenister“, „upatriotiske pacifister“, „skriftforvanskere“, „uordinerede forkyndere“ og så videre. Deres forkyndelse af Guds ord blev beskyldt for at være falsk og bedragerisk, ikke ordineret af Gud og blot udført under forskellige navne eller titler, såsom Watch Tower Bible & Tract Society, International Bible Students Association eller People’s Pulpit Association, i den hensigt at forvirre folk og skjule den kendsgerning at de var „russellitter“. De blev betragtet som falske kristne, som nogle der slet ikke var kristne, som „falske profeter“, antikristne, og som nogle der ikke blev regnet for noget i Guds øjne. Jehovas salvede rest måtte ligesom Job forsvare sig over for sådanne religiøse anklager, der gik ud på at den var en uortodoks sekt af religiøse hyklere, og de måtte forsøge at bevise deres uangribelighed som sande kristne, at de havde den rette tro, at de virkelig var i harmoni med Gud og med hans ord og at de havde Guds gunst og var sande kristne forkyndere der var ordineret af Gud og ikke af gejstlighedens religiøse samfund. Det kom således til en alvorlig kontrovers mellem det religiøse præsteskab og Guds salvede, ordinerede rest, på samme måde som Job kom i strid med Elifaz, Zofar og Bildad. Ligesom Job blev medlemmerne af den salvede rest især optaget af sig selv og af deres personlige forhold til Gud. De gav ikke Guds navn Jehova den plads det fortjente, og forstod ikke at ophøjelsen af Guds navn og universelle suverænitet var det vigtigste og at de skulle tjene som hans vidner i det store stridsspørgsmål. At de kom til himmelen var ikke det vigtigste.

Elihu bedømmer sagen rigtigt

15, 16. (a) Hvem er vor tids Elihu, og hvordan kan vi sige det? (b) Hvordan er The Watchtower blevet brugt til at sætte tingene på plads?

¹⁵ Hvem var det der til sidst bedømte sagen rigtigt og som forelagde sin bedømmelse for den salvede rest så tingene kunne blive sat på plads? (Es. 1:18; 2 Tim. 3:16) Ligesom det var den unge Elihu der på Jobs tid bedømte den ældre Job rigtigt, således var det også nutidens unge Elihu der irettesatte den 1900 år gamle Job-lignende salvede rest. Dengang blussede Elihus vrede op mod Job „fordi han retfærdiggjorde sin egen sjæl mere end Gud“. (Job 32:2, NW) Det passer udmærket ind i billedet at nutidens Elihu er det åndelige, styrende råd for den salvede rest af Kristi legeme, der altid har været nært forbundet med ledelsen af Watch Tower Bible & Tract Society of Pennsylvania.i Dette styrende råd af salvede, der har virket siden 1870erne, er historisk set ungt i forhold til den 1900-årige „tro og kloge træl“ (NW), der består af de trofaste salvede man har kunnet finde på jorden på et hvilket som helst tidspunkt. (Matt. 24:45, 46) Det Elihu-lignende styrende råd har siden 1879 været ansvarligt for udgivelsen af bladet The Watchtower.

¹⁶ Da nutidens Elihu-skare fik det rette syn på sagen brugte den sit redskab, bladet The Watchtower, til skridt for skridt at vejlede de salvede. Det var The Watchtower der først gjorde opmærksom på at det var vigtigere at ophøje Jehova som universets suveræne Gud end at ophøje noget menneske. Med hensyn til at give råd, viste det historisk set unge styrende råd, ligesom den unge Elihu på Jobs tid, at det stolede mere på Guds ånds vejledning end på hævdvunden menneskelig visdom og filosofi, som præsteskabet satte sin lid til. Følgelig kunne nutidens Elihu ved hjælp af The Watchtower føre an i afsløringen af det 1600 år gamle „lovløshedens menneske“, kristenhedens præsteskab. Med kristen frimodighed har The Watchtower siden 1919 med rette kunnet hævde at kristenhedens præsteskab har sagt „at Gud var ond“, idet de religiøse ledere har forkyndt en lære der stammer fra den babyloniske religion som er imod Jehova. (Job 32:3, NW) På denne måde blev det, ved hjælp af The Watchtower, efterhånden muligt for alle retsindige mennesker at foretage en ret bedømmelse og vurdering af den religiøse udvikling.

En prøve som Jobs

17. Beskriv det babyloniske fangenskab som den salvede rest oplevede fra 1914 til 1919.

¹⁷ Nu fulgte der fra efteråret 1914 til foråret 1919 en særlig prøvens tid for de få tusinde salvede. De blev for en tid påtvunget et babylonisk fangenskab. Præsteskabet overøste dem med hån og spot. Under den første verdenskrig blev de bagtalerisk stemplet som „en fare for sikkerheden“. Dette bevirkede at de blev udsat for modstand fra regeringernes side i Canada, De forenede Stater og andre lande. Deres litteratur blev forbudt. De ledende iblandt dem blev fængslet. Til sidst blev deres organiserede offentlige vidnearbejde lammet i sommeren 1918. Deres hovedkontor i Brooklyn, New York, måtte lukkes, mens de midlertidigt beholdt kontoret i Pittsburgh, Pennsylvania. Deres mødesale blev plyndret og lukket. De befandt sig i en åndeligt øde, forladt tilstand. Den trofaste salvede rest stod spørgende over for hvad alt dette betød, og hvorfor Jehova tillod at den blev udsat for dette åbenlyse fjendskab. Havde den ikke i Guds og Kristi navn udført et stort offentligt vidnearbejde blandt nationerne i de nogle og tredive år før 1914? Så det ikke ud til at Jehova havde velsignet dette arbejde ved at skænke en stadig vækst før 1914? Den Job-lignende rest ønskede at vide hvorfor den nu mødte et sådant fjendskab og had. — Matt. 24:9, 10.

18. Hvad svarer til at Jobs børn blev taget fra ham, og til hans sygdom?

¹⁸ Mange af dem der som åndelige børn havde set hen til den salvede rest efter åndelig vejledning og hjælp, vendte den nu ryggen. Resten følte sig ene og forladt, berøvet som den var for sine „åndelige børn“ og midler til fremme af den sande tilbedelse. Præsteskabet betragtede de salvede som udskud, som åndeligt syge der skulle hades og skys, og i 1918 blev de overladt til at grunde over deres bedrøvelige tilstand som den tegnede sig i øjeblikket og for fremtiden. (Åb. 11:7-10) Satan og alle hans jordiske redskaber havde påtvunget dem en i åndelig henseende ulykkelig tilstand. Men gang på gang spurgte den Job-lignende rest i sine bønner: Hvorfor tillader Jehova alt dette?

19. Beskriv hvordan de der blev skildret ved Jobs tre venner har handlet.

¹⁹ Mens den salvede rest befandt sig i denne nedværdigende tilstand udøste nutidens ’tre falske venner’, den kollektive skare bestående af kristenhedens præsteskab, sit brændende had over den. Ukærlige i tankegang og indstilling som de religiøse ledere var, gjorde de brug af alle deres babyloniske metoder og argumenter. De foregav at tilbede Bibelens Gud, men søgte i virkeligheden at vise „at Gud var ond“. (Job 32:3, NW) Jehova Gud fandt at de argumenter og angreb de havde rettet mod den salvede rest ikke var sande, men at det var den salvede rest der talte sandt. (Job 42:7, 8, NW) Gejstlighedens lære og traditioner stammer ikke fra Bibelen, men fra Babylon. Fra 325 e.v.t. til vor tid har kristenhedens religiøse ledere udgjort den mest indflydelsesrige del af det store Babylon. De har været og er stadig de værste forfølgere af Jehovas vidner. Disse nutidens ’tre falske trøstere’ vil i deres bitterhed billedligt talt stadig være ’på jagt efter’ og ’på nakken af’ de sande vidner, lige til det store Babylon møder sit endeligt.

Udfrielse til åndelig vækst

20. Beskriv den genrejsning som den salvede rest har oplevet, og siden hvornår har den fundet sted?

²⁰ Ligesom Job blev lykkelig over udfaldet af sin prøve, der betød en genrejsning for ham, således har nutidens salvede rest siden 1919 erfaret en åndelig genrejsning som har betydet stor åndelig fremgang og lykke for den i tjenesten for Jehovas rige. En yderligere grund til glæde har været den store skare af fårelignende mennesker der er flygtet fra det store Babylon og som sammen med resten nu nyder Guds gunst. Det var i 1934 at de „andre får“ fik at vide at de burde indvi sig og lade sig døbe og blive den salvede rests lykkelige børn.j Men det var først i 1942 at det der blev skildret ved at Job fik ti nye børn, begyndte at få sin fulde opfyldelse.k Fra da af er de symbolske „ti børn“ i hundredtusindvis kommet nutidens Job, den salvede rest, til hjælp. — Es. 2:2, 3; Zak. 8:23.

Tidligere præster nu vidner

21, 22. (a) Hvordan opfyldes Job 42:8, 9 i dag? (b) Hvilken kurs har sådanne angrende præster fulgt, sådan som eksempler fra vor tid viser?

²¹ Dengang Job oplevede sin genrejsning, tog Elifaz, Zofar og Bildad imod Jehovas råd om at omvende sig fra deres falske religion og tage imod Jobs præstelige tjeneste, for at de ikke skulle blive ramt af „en ulykke“. (Job 42:8, 9) Efter at Jesus var blevet genrejst ved at han blev oprejst fra graven og ophøjet til himmelen, var der også mange der tog imod hans præstelige tjeneste, og der siges blandt andet at „en stor mængde af præsterne adlød troen“. (Ap. G. 6:7) Er der sket noget lignende i disse sidste dage? Ja! Under den genrejsning der har fundet sted i årtierne efter 1919 har retsindige præster fra forskellige trossamfund overalt på jorden angrende taget imod den præstelige tjeneste som den Job-lignende salvede rest udfører, idet de har ladet sig gendøbe og er blevet ordineret som sande Jehovas tjenere.l Selv præster i fremtrædende stillinger, blandt andet en præst der tidligere var græsk-ortodoks biskop, har således vendt helt omkring. I stedet for at søge verdslig ære forkynder disse omvendte præster nu nidkært den gode nyhed om Riget de samme steder hvor de tidligere fungerede som kristenhedens præster. Men i stedet for at forkynde fra en prædikestol i en kirkebygning benytter de nu folks dørtrin som deres prædikestol.

²² Hvad har disse forhenværende præsters rette og ydmyge adfærd haft til følge? Fra deres tidligere gejstlige „venner“ har de mødt megen modstand, hån og spot, som de dog modigt og trofast har udholdt. De nyder den højeste Gud Jehovas godkendelse fordi de på værdig måde bærer hans guddommelige navn, idet de fra hus til hus forkynder om Jehovas suveræne stilling som Gud, på samme måde som Jesus Kristus gjorde. Efter i flere år at have forkyndt den rette lære er adskillige af disse tidligere præster blevet udnævnt til tilsynsmænd for lokale menigheder af Jehovas vidner. De har også haft den forret at gennemgå Vagttårnsselskabets kursus for tilsynsmænd for at blive yderligere dygtiggjort til tjenesten. En anden grund til at Jehova barmhjertigt har tilladt det store Babylon at eksistere en tid endnu, er derfor at han vil give flere sådanne ydmyge, retsindige præster mulighed for som enkeltpersoner at følge det eksempel som de her omtalte præster har sat, og straks drage ud af det store Babylon før „en ulykke“ rammer alle der forbliver i det.

Gejstlighedens fjendskab

23, 24. Forklar hvorfor gejstlighedens fjendskab stadig vedvarer, som skildret ved (a) begivenhederne i Ægypten på Josefs tid, og i (b) en af Jesu lignelser.

²³ Men hvis vi er nået frem til den tid da den salvede rest skal opleve en genrejsning og erfare fremgang, hvordan kan det da være at nutidens Job stadig udsættes for et voksende fjendskab fra den del af det babyloniske præsteskab som ikke har omvendt sig? Situationen svarer til de modbilledlige syv års hungersnød og syv års overflod som Ægypten oplevede under Josefs administration.a (1 Mos. 41:29-32) I den modbilledlige opfyldelse i vor tid løber disse to syvårsperioder side om side. I kristenhedens rige eller område hersker der stor åndelig hunger efter at høre Guds ord. (Amos 8:11) Men i det rige, det område eller den tilstand som den sande salvede rest befinder sig i, hersker der stor åndelig overflod.

²⁴ Lignelsen om den rige mand og Lazarus får en tilsvarende sideløbende opfyldelse. (Luk. 16:19-31) Her indtræffer den tilstand som både „den rige mand“, præsteskabet, og „Lazarus“-skaren, den salvede rest, befinder sig i, på samme tid, nemlig fra 1919. Kendsgerningerne viser tydeligt at siden 1919 har Jehovas salvede vidner kunnet glæde sig over en åndelig fremgang i deres tjeneste, mens de religiøse ledere i samme tidsperiode har oplevet stadig større skuffelser og åndelige nederlag i forbindelse med deres præstegerning. Alt dette er vidnesbyrd om deres „pine“. Tidligere i denne artikel er det også blevet vist at selv om det store Babylon faldt i 1919 og blev omringet af Kristus Jesus, har det fået lov at eksistere med hele sit åndelige fordærv og sin fjendtlige indstilling indtil dets fanger er blevet udfriet, hvorpå det fuldstændig tilintetgøres. — Åb. 18:4; 17:15-18.

25. (a) Hvilken yderligere grund er der til at Jehova har tilladt det babyloniske fjendskab at vare ved i vor tid? (b) Hvad kan vi læse om i den følgende artikel i Vagttårnet?

²⁵ Der er endnu en grund til at Jehova i sin visdom har tilladt dette babyloniske fjendskab at vare ved. Hvilken? Den store skare „andre får“ har hermed fået en lejlighed til at støtte den salvede rest i dens svar på Satans hånende udfordring af Jehova som universets suveræne Gud. Med alle disse oplysninger som baggrund kan vi nu undersøge de kendsgerninger der vidner om den store religiøse strid der har hersket mellem den salvede rest, der hævder Jehovas suverænitet som Gud, på den ene side, og kristenhedens babyloniske præsteskab på den anden side. Det er bemærkelsesværdigt at se hvordan de argumenter der blev fremført mod Job på hans tid og mod Jesus på hans tid, nu i detaljer gentages på tryk i forbindelse med et intensiveret fjendtligt angreb på nutidens vidner.

[Fodnoter]