• Stabilitet under verdensforandringen
    Vagttårnet – 1951 | 15. juni

    • Vi kan blive forfærdede, som Moses var det på Sinajs bjerg, men vi vil ikke dele verdens frygt og rædsel. (Hebr. 12:21) Vi ved, at Gud har disse ødelæggelseskræfter i sin hånd, og vi ved, mod hvem de er vendt, ikke imod os, men imod hans og vore fjender. Vi har gjort ham til vor tilflugt og ly, og han vil skjule os og gå os forbi, ligesom hans dødsengel gik de hjem forbi i Ægypten, hvor påskelammets blod var påstrøget.

      17. Hvorfor skal vi ikke forsvinde sammen med denne verden til den tid?

      17 Hans ødelæggelse af den gamle verden er det „sælsomme værk“, Guds værk, vi har set frem til, ja endog bedt om. Vort håb og vor tillid er ikke forankret til noget, menneskesnilde har skabt, for vi ved, at det er dødsdømt og vil forgå med denne gamle verden. Vi har længe vidnet og lidt i denne gamle verden, og nu vil den forsvinde bort fra os, fordi vi ikke er nogen del af den. Selv skal vi ikke forsvinde med den, thi vi er af den nye retfærdsverden. Vi hører med til Guds teokratiske organisation under hans rige. Hans synlige organisation vil ikke forgå, den er lige så sikker og varig som hans rige. Ske, hvad der vil af voldsomme forandringer i jordens fysiske udseende ved Satans verdens ende, vi vil ikke frygte.

      (The Watchtower, 15. marts 1951)

  • Tidlig hjælp for at kunne overleve verdens ende
    Vagttårnet – 1951 | 15. juni

    • Tidlig hjælp for at kunne overleve verdens ende

       1. Hvad præger hovedstæderne i verden, og hvorfor?

      VERDENS hovedstæder er præget af nervøs spænding i denne tid, der kendetegner det mest kritiske vendepunkt i verdenshistorien. De er skueplads for konferencer af bekymrede statsmænd, som af de tilspidsede forhold tvinges til handling. Hovedstæderne befinder sig i en tilstand af panik, og de ledende mænd tiltager sig større og større magt over folkets liv og skæbne. Uro griber dem alle. De har intet, der kan love dem noget godt for den nærmeste fremtid. I ingen af storbyerne kan man finde sand og dyb glæde, end ikke i de Forenede Nationers hovedstad eller i det religiøs-politiske hovedsæde, Vatikanstaden.

       2. Hvilken by ejer sand glæde, og hvorledes blev det billedligt skildret?

      2 Der er kun een by, der ejer en glæde, som denne verden ikke kender eller forstår. Det er den nye verdens by, mod hvilken sande kristne er draget op i de sidste nitten århundreder, Guds universelle hovedstad eller regeringsby. Den har nu taget sin magt over vor jord. Det er den by, apostelen tænker på, når han skriver: „Men I er kommet til et Zions bjerg og til den levende Guds stad, det himmelske Jerusalem, og til myriader af engle, i stor forsamling, og til menigheden af de førstefødte, der er blevet indskrevet i himlene, og til Gud og alles Dommer, og til de retfærdiges åndelige liv, hvilke er blevet gjort fuldkomne, og Jesus, en ny pagts mellemmand, og til bestænkelsens blod, der taler på en bedre måde end Abels blod.“ (Hebr. 12:22-24, NW) Jerusalem på jorden var en gang et symbol på det himmelske Jerusalem, i den tid da trofaste konger af Davids slægtslinie sad på „Jehovas trone“ på et af dets bjerge, der blev kaldt „Zions bjerg“. Ved at oprette sit tempel dér stedfæstede Gud sit navn Jehova i denne by, og herved blev den et forbillede på Guds universelle regeringsorganisation. Kristus Jesus og hans trofaste menighed af herliggjorte medarvinger udgør denne regeringsorganisation.

       3. Hvorfor hersker der enhed og usædvanlig glæde blandt Jehovas vidner, skønt de befinder sig spredt ud over hele jorden?

      3 I 1914 blev Kristus Jesus, Guds organisations ypperste søn, indsat på tronen og således iklædt aktiv regeringsmyndighed. Han regerer ved sin himmelske Faders højre hånd, og den gamle profeti om ham gælder nu: „Jehova vil udsende din vældes stav fra Zion: Hersk midt iblandt dine fjender.“ (Sl. 110:1, 2, AS) Derfor hersker der nu usædvanlig glæde i det himmelske Zion. Intet under, at Jehovas vidner på jorden, der repræsenterer hans rige, også er glade. De kan blive spredt ud over hele jorden i den hensigt at skulle aflægge et vidnesbyrd inden Harmagedon og verdens ende, men de vil dog stå sammen i ubrydelig enhed gennem en teokratisk organisation under Kongen, Jesus Kristus. Det betyder intet, at de færdes midt iblandt deres fjender. De ved, at deres konge nu hersker midt iblandt disse fjender og om kort tid vil sønderknuse dem, som en pottemagers kar knuses med en jernstav. De sørger ikke over denne verdens ende, som håndskriften på væggen forkynder for nationerne. De glæder sig sammen med de himmelske hærskarer over Guds riges fødsel som regering over den retfærdige nye verden. Kilden til deres glæde er en hemmelighed for denne verden, og det får alle nationerne til at undre sig over, at ingen af verdens ulykker kan lægge en dæmper på den.

       4. Hvad er ifølge Salme 46:5 årsagen til deres ubetvingelige glæde?

      4 Salmisten afslører kilden til Jehovas vidners ubetvingelige glæde: „En flod og dens bække glæder Guds stad, den Højeste har helliget sin bolig [den Højestes boligers hellige sted, AS].“ (Sl. 46:5) Denne flod er af livsvigtig betydning for Guds folks synlige organisation, thi den betyder livgivende styrke for dem. Det er en flod med guddommelige velsignelser for dem, en flod af sandheder