Indvielse og symbolet derpå

 1. Hvordan kan et tegn på et menneskes identitet være godt, som det fremgår af eksemplet med de oprigtige jøder før Jerusalem blev ødelagt i 607 f.v.t.?

ET TEGN eller et symbol på et menneskes identitet eller officielle stilling kan være godt, ja nødvendigt. Det har vi et eksempel på i Ezekiel 9:1-7, hvor der symbolsk berettes om en mand som kort før Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. blev sendt ud for at sætte et mærke på retsindige israelitters pander. Dette mærke skulle tjene som en beskyttelse, så de undgik at blive hugget ned. Kun de få der var oprørte over „alle de vederstyggeligheder“ som fandt sted midt i det der skulle have været Guds hellige by, blev mærket så de kunne blive reddet.

 2. Hvordan identificeres nogle, ifølge Åbenbaringen, kapitel 7, og hvad har det med frelse at gøre?

² I dag står vi over for en stor trængsel som snart vil hjemsøge hele verden. I Åbenbaringen 7:1-8 siges der i den forbindelse at ’fire engle som står på jordens fire hjørner’ får pålæg om at holde de fire vinde tilbage, så disse ikke kan blæse og fremkalde en vældig ødelæggende storm eller „trængsel“ før det fastsatte antal af Guds udvalgte er blevet beseglet på deres pander. Dette giver også rum for at medlemmerne af „en stor skare“ kan nå at rense sig „i Lammets blod“ og derved blive kendt værdige til at overleve denne „store trængsel“. — Åb. 7:9-14; Matt. 24:21, 22.

 3, 4. Hvad var ’indvielsestegnet’ på den jødiske ypperstepræsts turban en påmindelse om?

³ Da der i det gamle Israel blev oprettet et præsteskab fulgte Moses de detaljerede anvisninger fra Jehova med hensyn til fremstillingen af ypperstepræstens særlige klædedragt. Om hovedklædet eller turbanen siges der: „Til sidst lavede de den skinnende plade, det hellige indvielsestegn, af rent guld og skrev en indskrift på den med signetgraveringer: ’Hellighed tilhører Jehova [’Helliget Jehova’, da. aut.].’Så satte de en snor af blåt garn i den for at sætte den på turbanen foroven.“a — 2 Mos. 39:30, 31, NW; 29:6; 3 Mos. 8:9.

⁴ Dette „indvielsestegn“ mindede ypperstepræsten og alle der så ham, om at han var blevet „helliget“ eller indviet af Gud til en hellig tjeneste til gavn for et indviet folk. Han og hans medpræster skulle gå foran ved at undervise folket og bringe antagelige sonofre, hvilket ville hjælpe israelitterne til at leve op til deres indvielse til Gud. Dette ville bidrage til nationens hellige indviede status, for israelitterne blev advaret om at hvis de forlod Jehova, ville han også forlade dem og overlade dem til deres fjender. — 5 Mos. 28:15, 25, 63.

 5. Hvorfor er vor situation ikke håbløs, selv om der i dag ikke findes nogen jøde ved navn Cohen der kan bevise at han er den aronitiske ypperstepræst?

⁵ Israelitternes tragiske historie er fyldt med ulykker som overgik dem fordi de vendte sig bort fra Guds bud og deres indviede tjeneste for ham. Efter Jerusalems og dets tempels anden ødelæggelse i år 70 fandtes der ikke længere nogen ypperstepræst med indvielsestegnet på sin turban. I dag kan ingen jøde med familienavnet Cohen (der betyder „præst“) bevise at han er Israels ypperstepræst. Vil det sige at vor situation er håbløs? Nej! For vi læser om Guds herliggjorte søn: „En sådan ypperstepræst var egnet for os: loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere og ophøjet over himlene. . . . han bragte sig selv som offer.“ — Hebr. 7:26, 27.

 6, 7. Blev Jesus født i Israels præstestamme? Hvordan kunne han da blive ypperstepræst?

⁶ Eftersom Jesus var Guds søn behøvede han ikke at være medlem af Levis stamme eller af Arons præstelige familie for at blive Guds præst. Dette skyldtes den storslåede ordning Jehova Gud havde truffet. Kong David blev af Guds ånd inspireret til at profetere om denne prægtige efterkommer der skulle være større end sine kongelige forfædre: „[Jehova] sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!’ Fra Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender! Dit folk møder villigt frem på din vældes dag; i hellig prydelse kommer dit unge mandskab til dig som dug af morgenrødens moderskød. [Jehova] har svoret og angrer det ej: ’Du er præst evindelig på Melkizedeks vis.’“ — Sl. 110:1-4.

⁷ Helt op til vor tid er den herliggjorte Jesus Kristus forblevet en kongelig ypperstepræst, en der er større end ypperstepræsterne i fortidens Israel med deres bogstavelige indvielsestegn. Han beklæder ikke sit embede fordi han er levitpræst, men i kraft af Jehova Guds svorne ed.

Et symbol for dem der „møder villigt frem“

 8. Hvornår er det Kristi „vældes dag“? Hvem „møder villigt frem“, og hvordan?

⁸ Den kongelige ypperstepræsts, Kristi Jesu, disciple møder nu villigt frem på hans „vældes dag“. De indvier sig til Jehova Gud i denne kongelige ypperstepræsts navn og lader sig døbe i vand som symbol på denne indvielse. De tilhører den skare hvis medlemmer alle må endeligt besegles før „den store trængsel“ bryder løs. Sammen med deres medarbejdere, ’den store skare’, ’møder de villigt frem’, og ligesom dugdråber virker de forfriskende, idet de bringer Guds vederkvægende frelsesbudskab ud til folk. — Åb. 7:2-4, 9, 10, 14.

 9. Hvilken vejledning giver Paulus de salvede kristne i Romerbrevet 12:1, 2?

⁹ For 1900 år siden skrev apostelen Paulus til disciplene: „Jeg [beder] jer indtrængende, brødre, ved Guds inderlige barmhjertighed, om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste. Og ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I ved prøve kan bedømme hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ — Rom. 12:1, 2.

10, 11. (a) Efter hvilken drøftelse rettede Paulus denne opfordring til de kristne i Rom? (b) På hvilken måde var denne ordning et udtryk for Guds inderlige barmhjertighed?

¹⁰ Ovennævnte indtrængende anmodning følger lige efter Paulus’ drøftelse af det symbolske oliventræ. Medlemmerne af Israels indviede nation var Guds ven Abrahams kødelige afkom og kunne sammenlignes med grene på et ædelt oliventræ. Som sådanne var de de første til at blive „Abrahams sæd“ ifølge det løfte der var givet ham. (1 Mos. 12:3; 22:17, 18; Gal. 3:16, 29; Jak. 2:23) Men kun en rest af de kødelige jøder tog imod Jesus som Messias og blev overført fra at være den jordiske Abrahams kødelige sæd til at være den større Abrahams, Jehovas, åndelige sæd. (Rom. 11:5, 7) De øvrige blev brudt af som „grene“. For at erstatte dem vendte Gud sig til ikke-jøderne, eller til et vildt oliventræ, så at sige, for at få tilstrækkelig mange „grene“ at indpode i det åndelige ædle oliventræ, der skulle bestå af 144.000 grene, hvis rod var den større Abraham, Jehova Gud, kilden til alle velsignelser. — Rom. 11:13-33; Åb. 14:1.

¹¹ Det var derfor et udtryk for inderlig barmhjertighed fra Guds side at disse romere og alle andre uomskårne ikke-jøder kunne blive en del af Abrahams åndelige sæd der skulle velsigne alle jordens slægter ved hjælp af Guds rige. (Ef. 2:12; Gal. 3:26-29) Dette indebar at de fulgte en selvopofrende kurs. Men det var det eneste privilegium Gud dengang fremholdt for mennesker, og hvilket usædvanligt privilegium var det ikke! Uden at sige for meget skrev apostelen Paulus til dem: „Fremstil jer selv for Gud som dem der fra døde er blevet levende, og fremstil jeres lemmer for Gud som retfærdigheds våben. For synden skal ikke være herre over jer, da I jo ikke er under lov [Moseloven] men under ufortjent godhed.“ — Rom. 6:13, 14.

12. Hvad indebærer det for Kristi ånds-salvede disciple at de skal ’fremstille sig selv for Gud som dem der fra døde er blevet levende’?

¹² Da Paulus skrev til disse der allerede var indviede kristne, „hellige“, at de skulle ’fremstille sig selv for Gud som dem der fra døde var blevet levende’, overså han ikke det de allerede havde gjort, nemlig indviet sig til Gud. Men de måtte leve op til deres indvielse ved stadig at følge denne opofrende kurs. Hvis de ikke gjorde det ville de, der var indpodede grene, også blive brudt af. (Rom. 1:7; 11:21, 22) De ovennævnte ord, der var nedskrevet under inspiration, ville desuden blive læst af Jesu Kristi fremtidige disciple og ville virke som en stærk tilskyndelse for dem til at tage alle de nødvendige skridt for at opnå og bevare dette forhold til Gud som indviede, døbte disciple. Når de først havde opnået et indviet forhold til Gud måtte de føre en stadig kamp for at fremstille deres kødelige lemmer som retfærdigheds våben og ikke lade synden herske over dem. Dette ville være i lydighed mod Jesu ord: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed.“ — Matt. 16:24.

„En stor skare“ der har indviet sig

13. Er det rigtigt af dem der har et jordisk håb at indvi sig til Gud og at symbolisere det ved vanddåben?

¹³ Over hele jorden er der i dag mere end 2.300.000 der forkynder den gode nyhed om Riget, og langt de fleste af disse har ladet sig døbe som symbol på deres indvielse. Ved den årlige fejring af Herrens aftensmåltid er det mindre end 10.000 af alle disse der nyder symbolerne, brødet og vinen, som et udtryk for at de er Kristi disciple med et himmelsk håb. Er det da på sin plads at alle de andre også indvier sig og symboliserer dette ved vanddåben? Ja, afgjort, for de må også opnå et ret forhold til Gud gennem „den rigtige hyrde“, Kristus Jesus, hvis de skal få indfriet deres håb — at overleve den forestående „store trængsel“ og blive en del af Guds ’nye jord’. — 2 Pet. 3:13; Åb. 21:1-4.

14. Hvilket godt forhold råder der inden for ’den rigtige hyrdes’, Kristi Jesu, ’ene hjord’?

¹⁴ Det store flertal af Jehovas indviede vidner nærer således ikke noget håb om at blive medarvinger med Jesus Kristus i det himmelske rige. De hævder ikke at være åndelige israelitter som er avlet af Jehovas ånd. Dog samarbejder de uadskilleligt med resten af de åndelige israelitter som medlemmer af „én hjord“ under „én hyrde“, Jesus Kristus. (Joh. 10:16) Dette er i overensstemmelse med Bibelen og til stor gavn for dem.

15. (a) Hvem, foruden de kødelige jøder, forlod Ægypten og kom til sidst ind i det forjættede land, og hvordan blev de benævnt der? (b) Hvem er de et billede på i dag?

¹⁵ Lad os her gøre som skriftstedet i Første Korinterbrev 10:18 opfordrer os til, nemlig „se på det som er Israel efter kødet“. De der drog ud af Ægypten under Moses’ ledelse var ikke alle sammen kødelige, omskårne israelitter. „Desuden fulgte en stor hob sammenløbet folk med og dertil småkvæg og hornkvæg.“ (2 Mos. 12:38) Da israelitterne kom ind i det forjættede land, var det disse ikke-israelitter der kom til at udgøre ’de fremmede inden deres porte’. (2 Mos. 20:10; 4 Mos. 35:15; 3 Mos. 19:9, 10) Denne store hob sammenløbet folk var et billede på ’den store skare’ af ’den rigtige hyrdes’, Jesu Kristi, „andre får“ i dag. — Joh. 10:14, 16; Åb. 7:9-17.

16, 17. (a) På hvilken måde blev ’den store hob sammenløbet folk’ billedlig talt døbt sammen med israelitterne? (b) Hvem er undsluppet fra det modbilledlige Ægypten i vor tid, og hvem vil blive tilintetgjort under omstændigheder der svarer til begivenheden ved Det røde Hav?

¹⁶ På Moses’ tid delte denne store hob af ikke-israelitter de omskårne israelitters erfaringer, som indbefattede en storslået dåb. Om denne dåb skriver apostelen Paulus i Første Korinterbrev 10:1-4: „Vore forfædre [var] alle under skyen og alle gik gennem havet og alle blev døbt til Moses ved hjælp af skyen og havet; og alle spiste den samme åndelige mad og alle drak den samme åndelige drik. For de plejede at drikke af den åndelige klippe som fulgte med, og den klippe var ensbetydende med Messias.“ Billedlig talt blev både israelitterne og ’den store hob sammenløbet folk’ døbt, selv om de ikke blev våde i bogstavelig forstand.

¹⁷ Ved denne mirakuløse dåb overgav Jehova Gud dem i Moses’, deres gudgivne leders, varetægt som var de bogstaveligt blevet døbt til ham. Men det var ikke en dåb til døden, sådan som det var for de forfølgende ægyptere. (2 Mos. 14:1 til 15:21) I dag står vi over for en lignende situation. Den trofaste rest af åndelige israelitter og ’den store skare’ af dens medarbejdere har forladt det modbilledlige Ægypten. (Åb. 11:7, 8) De vandrer frem mod den nye tingenes orden under Kristi tusindårsrige. Den større Moses, den herliggjorte Herre Jesus Kristus, leder dem. De forfølges af den fjendtlige verden som er fast besluttet på at hindre dem i at nå i sikkerhed. De modbilledlige ægyptere styrer mod Guds slagmark, Harmagedon, hvor de vil blive døbt med ild, det vil sige tilintetgjort. Ingen af dem vil blive ladt i live så de kan fortælle om den gruopvækkende begivenhed. (Åb. 16:14-16; Matt. 3:11, 12) I lighed med det der skete ved Det røde Hav, vil tilintetgørelsen i Harmagedon ikke indbefatte nogen af det åndelige Israel eller af ’den store skare’ af den større Moses’ „andre får“.

18. Hvordan vil det gå medlemmerne af ’den store skare’ ligesom det gik ’den store hob sammenløbet folk’ efter udgangen af Ægypten under Moses’ ledelse?

¹⁸ ’Den store skares’ trofaste medlemmer kommer ikke haltende bagefter, som om de halvt om halvt ønskede at vende tilbage til det modbilledlige plageramte Ægypten under dets farao, Satan Djævelen. Med blikket rettet fremad bevarer de til stadighed kontakten med resten af de åndelige israelitter, med hvem de udgør „én hjord“. (Joh. 10:16) Ligesom ’den store hob sammenløbet folk’ kom levende gennem Det røde Hav, vil nutidens ’store skare’ også befinde sig på frelsens bred efter „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“.

19. Især siden hvornår har de der i dag udgør ’den store skare’ ladet sig døbe i vand, og hvad har de gjort for at kunne tilbede Gud i renhed?

¹⁹ Især siden 1935 har de der nu udgør ’den store skare’ ladet sig døbe i vand som symbol på deres uforbeholdne indvielse til Gud gennem den større Moses, Jesus Kristus. De har ’vasket deres klæder’, de klæder der identificerer dem, og „gjort dem hvide i Lammets blod“. (Åb. 7:9-14) De tilbeder Gud i renhed.

20. Hvor tilbeder ’den store skare’ Jehova, og hvordan blev dette forudsagt i Zakarias 8:20-23?

²⁰ Denne ’store skare’ af rene tilbedere tjener i Guds åndelige tempel dag og nat. (Åb. 7:15-17) De blev forbilledligt skildret ved dem som profeten Zakarias forudså ville tilbede i Jehovas tempel da det var blevet genopbygget efter israelitternes udfrielse fra Babylon i 537 f.v.t. Vi læser herom i Zakarias 8:20-23:

„Så siger Hærskarers [Jehova]: Endnu skal det ske, at folkeslag og mange byers indbyggere skal komme, og den ene bys indbyggere skal gå til den andens og sige: ’Lad os vandre hen og bede [Jehova] om nåde og søge Hærskarers [Jehova]; også jeg vil med.’ Og mange folkeslag og talrige folk skal komme og søge Hærskarers [Jehova] i Jerusalem for at bede [Jehova] om nåde.

Så siger Hærskarers [Jehova]: I hine dage skal ti mænd af alle folks tungemål gribe fat i en jødes kappeflig og sige: ’Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder.’“

21. Hvordan griber ’den store skare’ fat i „en jødes kappeflig“, og hvorfor kan de have håb om at overleve „den store trængsel“?

²¹ Den indstilling som disse „ti mænd af alle folks tungemål“ lægger for dagen, er et udtryk for deres hengivenhed for den eneste levende og sande Gud, Jehova. I dag er en sådan hengivenhed antagelig for Gud gennem den største ’jøde’ der nogen sinde har levet på jorden, det opofrede „lam“, Jesus Kristus. Disse „ti mænd“ efterligner trofast Jesus ved at lade sig døbe som symbol på at de ikke alene har fremstillet sig for den samme Gud, men også, for deres vedkommende, helhjertet har indviet sig til ham. Ved at „gribe fat i“ den salvede rests „kappeflig“ samles de med den til det himmelske Jerusalem. I Guds åndelige tempel, repræsenteret ved resten på jorden, yder de den højeste Gud, Jehova, „hellig tjeneste dag og nat“. Det er deres håb at overleve „den store trængsel“, så de for evigt kan fortsætte deres indviede tjeneste for Gud på jorden. Det er et realistisk håb, for de har uforbeholdent indviet sig til Gud og ladet sig døbe og tilbeder ham „med ånd og sandhed“, og de ved at „det er sådanne tilbedere Faderen søger“. — Joh. 4:23, 24.

[Fodnote]

● Hvoraf fremgik det at Jehova havde indviet ypperstepræsten til en hellig tjeneste?

● Hvordan kunne Jesus blive ypperstepræst?

● Hvad må de der bliver Kristi disciple gøre, ifølge Romerbrevet 12:1, 2?

● Hvordan kan ’den store skare’ hvad dåb angår sammenlignes med ’den store hob sammenløbet folk’ der fulgte med israelitterne ud af Ægypten?

● Hvordan efterligner de „ti mænd af alle folks tungemål“ Jesus?

[Tekstcitat på side 15]

Den herliggjorte Jesus Kristus er en kongelig ypperstepræst som er større end det gamle Israels ypperstepræster, der bar et bogstaveligt symbol på at de var indviet til hellig tjeneste

[Tekstcitat på side 16]

I hele verden er der i dag mere end 2.300.000 der forkynder den gode nyhed om Riget

[Tekstcitat på side 17]

„En stor skare“ er blevet døbt i vand som symbol på deres uforbeholdne indvielse til Jehova Gud gennem Jesus Kristus. Har du også indviet dig uforbeholdent til Gud og ladet dig døbe?

[Illustration på side 17]

Hvert år bliver titusinder døbt efter Jesu eksempel