Frihed for frygt i 1955

 1. Med hvilke følelser træder menneskeheden ind i året 1955, og hvorfor?

KENDER du hemmeligheden ved at opnå frihed for den frygt, der holder hele menneskeheden i sit kvælertag? Ønsker du denne frihed? Du husker måske endnu de ord, der for ikke så længe siden vandt stor popularitet: „Det eneste, vi behøver at frygte, er selve frygten.“ En nu afdød præsident for de Forenede Statera hentede denne talemåde i en bog, der var udkommet over to hundrede år før hans tid, nemlig først i det syttende århundrede.b Men var denne talemåde en løsning på problemet? Hvem er blevet fuldstændig befriet for frygt ved kun at frygte selve frygten? Hvem kan undgå at ængstes? Til trods for at menneskeheden står ansigt til ansigt med forfærdende muligheder, har den ikke udviklet frygt for selve frygten. Det er derfor med bæven og bange anelser, menneskene træder ind i året 1955 uden nogen formel for, hvordan den af Roosevelts „fire friheder“, som kaldes „friheden for frygt“, kan realiseres. Tværtimod venter der dem utvivlsomt endnu større trældom under den hjerteløse slavefoged, som frygten er. — Luk. 21:25, 26.

 2. Hvilken skare vil kunne glæde sig over frihed for frygt i 1955, og hvorfor vil den det, til trods for de dårlige nyheder om verden?

² Ikke ved at frygte frygten, men kun ved at frygte Jehova lærer vi hemmeligheden ved at opnå frihed for frygt at kende. Det er grunden til, at der vil være een skare på jorden, der vil kunne glæde sig over frihed for frygt i året 1955 og i alle de følgende år. Denne skare er det „menneske“, der skildres i Salme 112, det menneske, som frygter Jehova, og som ret har lyst til hans bud, og sammen med dette retfærdige, oprigtige menneske står hans sæd eller slægt. Hvad salmen siger i det syvende vers om dette kollektive, „menneske“, denne skare mennesker, vil vise sig at være sandt i 1955, ja helt frem til den sejrrige udgang af Harmagedon: „Han skal ikke frygte for onde tidender, hans hjerte er fast i tillid til Jehova.“ (AS) Frygtløst går han det nye år i møde. I dag er alle tidender eller nyheder om verden dårlige; der er intet trøsterigt ved dem. Hertil kommer, at Guds eget ord ikke varsler noget godt for denne verden, men kun dom og død og hævn over de onde og gudløse. Det „menneske“, som frygter Jehova, ved allerede besked med dette og lader sig ikke forurolige af verdensbegivenhedernes gang eller af fremtiden, der tegner sig mørk og truende for den gamle verden. Ud fra Guds profetier ved han, at den verden, der er underlagt Satan, snart skal ophøre, når denne „endens tid“ har nået sit højdepunkt, og at den vil blive efterfulgt af en skøn, ny verden, rig på alt godt.

 3. Hvorfor frygter dette menneske ikke „det ondes brøl“, og hvad gør han som et værn mod frygt?

³ Selv om de „onde tidender“ kommer i form af trusler fra fjenden, vil det ikke gøre den, som frygter Jehova, bange. „Han vil ikke frygte det ondes brøl,“ siger en oversætter i sin gengivelse af dette vers. (Fenton) Han ved, at Gud den Almægtige, hans beskytter, i sin vælde langt overgår hele den samlede fjendehær, både den synlige og den usynlige. Bestyrket af denne viden kan han ikke blive bange, men fortsætter frygtløst sit kristne arbejde i lydighed mod Guds befalinger, idet han forkynder hans navn og vidner om hans rige ved Jesus Kristus. Han nægter at lade sig skræmme af det, som slår verdensherskerne og folkeslagene med rædsel. Han følger Guds anvisninger: „Selv om I også skulle lide for retfærdigheds skyld, er I salige. Nær ingen frygt for dem [for det, de frygter, NW] og forfærdes ikke; men Herren Kristus skal I hellige i jeres hjerter. Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer, dog med sagtmodighed og frygt [dyb respekt, NW].“ (1 Pet. 3:14, 15) „Frygt ikke, hvad det frygter, og ræddes ikke! Hærskarers HERRE, ham skal I holde hellig, han skal være eders frygt, han skal være eders rædsel.“ (Es. 8:12, 13) Det menneske, som frygter Jehova, lader sig ikke skræmme til at følge den vej, verden anbefaler eller tror er praktisk. Han lægger langt større visdom for dagen ved at frygte Jehova, den Allerhøjeste. Det, verden frygter, slår ikke ham med rædsel, men han gør alt, hvad han kan for at befri de retsindige for sådanne angster, ved at give dem Bibelens budskab, der er et fredens og trøstens budskab.

 4. Hvorfor er hans hjerte fast og lader sig lede i tillid til Jehova?

⁴ „Hans hjerte er fast i tillid til Jehova.“ (Sl. 112:7, AS) Gennem Bibelens profetier har Jehova advaret den, som frygter ham, om verdens skæbne og om fjendens angreb. Derfor har dette menneske stålsat sit hjerte til at møde kommende begivenheder, så han ikke giver efter for frygt eller tager anstød og bliver rådvild. (Joh. 16:1-4) Han har givet sig tid til at studere Guds ord og praktiserer, hvad det lærer, og derved underbygger han sin tillid og fortrøstning til Jehova. Hans hjerte svinger ikke mellem Jehova og verden; det holder fast ved Jehova. Hans hjerte er helt for Gud. Aldrig vender han sig i sit hjerte til denne verdens afguder. Han har gjort sig bekendt med Jehovas løfter og har mærket sig, hvordan han opfylder sine ord til den, som i trofasthed frygter ham. Han ved, hvad der venter verden, og forstår, at der ikke er sikkerhed at opnå i den, og at den ikke kan vinde i sin kamp mod den almægtige Gud. Han stoler på ham, der er sikker på at sejre. Han er lykkelig, for han pines og plages ikke af verdens frygt og forfærdelse.

 5. I hvilken henseende er hans hjerte fast, og hvad driver kærligheden ud?

⁵ „Fast er hans hjerte og uden frygt, indtil han skuer sine fjender med fryd.“ (Sl. 112:8) Nu står han over for mange fjender, men han afviger ikke fra sit ubøjelige standpunkt for Guds rige. Hans hjerte henter styrke hos den Gud, der aldrig har lidt og aldrig kan lide nederlag. Hverken de bekymringer, mennesker gør sig om den skæbne, der skal overgå deres egen tingenes ordning, og om, hvad det vil betyde for menneskeheden, eller de trusler, modstanderne kommer med imod den nye verdens samfund, får hans hjerte til at skælve. Jehova holder ham oppe, fordi han elsker Gud. Hans hjerte er stærkt i sin kærlighed og tilknytning til den retfærdige nye verden, Gud har lovet. Han lider ikke af nogen åndelig hjertesygdom i disse kritiske og vanskelige tider, da mennesker er lystens venner snarere end Guds venner og kun har gudsfrygts skin, men ikke frygter ham af hjertet. Tag eksempel efter ham. Vil du være fri for bekymringer og for frygtens tyranni, må du styrke dit hjerte i kærlighed og hengivenhed for Jehova. Resten følger af sig selv: Kærligheden driver frygten ud. — 1 Joh. 4:18.

 6. Hvad kan du vente af dine modstandere nu, men hvordan kan du undgå at lade dig skræmme af dem?

⁶ Hvis du elsker og frygter Jehova, vil modstanderne, som hader ham, naturligvis også hade dig. Men det skal du ikke lade dig forurolige af, navnlig ikke når du ved, hvem du elsker. Hvis du elsker en eller anden, vil du gøre alt for vedkommende, ja lide og udholde alt for denne ene. Hvis du elsker Jehova og kender ham, så betragt modstanderne under samme synsvinkel som han. Vurdér dem efter hans målestok. Tro på hans profetier vedrørende dem, og enhver frygt for dem vil forsvinde. I øjeblikket kan modstanderne måske godt tage sig frygtindgydende ud, både på grund af deres antal og deres voksende magt til at skade Jehovas vidner og den nye verdens samfund. Men tænk på den skade, Gud kan volde dem og også dig, en skade langt større end den, de kan volde dig. Vær altså ikke bange for dem. Lad dem ikke få dig til at holde op med at prædike, men vedbliv med at styrke dit hjerte ved Jehovas ånd og ord.

 7. Hvorfor og sammen med hvem kan vi le ad vore fjender nu, og hvilket arbejde fortsætter vi med?

⁷ Gør du det, vil du en dag skue dine fjender, når de ikke længere er så frygtindgydende, når det, de frygter, er sket. „Hvad en gudløs frygter, kommer over hans hoved, hvad retfærdige ønsker, bliver dem givet. Når storm farer frem, er den gudløse borte, den retfærdige står på evig grund.“ (Ordsp. 10:24, 25) Så le ad dem sammen med Jehova: „Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer tænder imod ham; men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans time komme. . . . thi de gudløses arme skal brydes, men HERREN støtter de retfærdige.“ (Sl. 37:12, 13, 17) Det er klogt at le frygtløst set fra dette standpunkt, for Gud siger i sin visdom til verdens tankeløse tåber: „Derfor ler jeg ved eders ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer, når slet, I frygter, kommer som uvejr, når eders ulykke kommer som storm, når trængsel og nød kommer over jer.“ (Ordsp. 1:26, 27) Det skræmmer os ikke, at modstanderne brøler imod os, men med kærlige, stærke og sunde hjerter støtter vi os til Jehova og vidner uden frygt om hans rige i den ganske verden. Snart vil det være en fryd for os at kaste vort blik på vore modstandere.

Uden frygt deles der ud til de fattige

 8. Hvorfor er Salme 112:9 en forsikring til os om, at vidnearbejdet vil få fremgang i 1955?

⁸ I løbet af 1955 vil Jehovas vidners verdensomspændende arbejde få endnu større fremgang, takket være hans godhed og hans ånd. Der gives os en stærk forsikring herom i Salme 112:9: „Til fattige deler han rundhåndet ud, hans retfærdighed varer evindelig; med ære løfter hans horn sig.“ Der hersker ingen tvivl om, hvem disse ord gælder. Apostelen Paulus citerede dem og anvendte dem på sine medkristne, dengang de ydede deres nødstedte brødre i Kristus hjælp. Han sagde: „Som der står skrevet: Han delte ud, han gav de fattige, hans retfærdighed varer evindelig. Og han, som skænker sædemanden sæd til at så og brød til at spise, vil også skænke jer udsæd og forøge den mangefold, og han vil lade jeres retfærdighed bære rige frugter; således bliver I rige i alle måder og kan vise al slags gavmildhed.“ (2 Kor. 9:9-11) De kristne, som frygter Jehova, begrænser sig ikke til at vise gavmildhed mod deres trængende brødre ved at give dem materielle goder, men det er dem en hjertesag at udbrede den gode nyhed om Riget til alle „retsindige“, det vil sige, de sår Rigets sandhedssæd blandt dem, hvis hjerte er som den gode, frugtbare jord.

 9. Hvem er de „fattige“, som de, der frygter Jehova, giver til, og hvorfor gør de det?

⁹ Jorden myldrer i dag med mennesker, der er fattige på materielle goder; men de fattige, som de forstandige, der frygter Jehova, giver til, er sådanne, som er „fattige i ånden“, det vil sige, som er sig „deres åndelige behov bevidst“ og derfor rede til at tage imod det tilfredsstillende budskab om Riget. Det er den slags fattige, Jesus sendte sine efterfølgere ud for at opspore og give føde, idet han sagde: „I har fået det for intet, giv det for intet!“ (Matt. 10:8; 5:3) Det, som de kan give videre for intet, må være deres åndelige rigdom, den, som Gud har skænket dem uden vederlag, for hvad materielle rigdomme angår, er det jo sådan, at Gud har udvalgt dem, „der er fattige i verdens øjne, til at være rige i tro“. (Jak. 2:5) Ved at videregive budskabet om Riget i stedet for blot at give penge eller materielle goder når de frem til dem, som virkelig er „fattige i ånden“, og som er sig „deres åndelige behov bevidst“, snarere end de kommer i kontakt med de fattige i verden, som kun søger deres eget og ikke bryder sig om at blive Jehovas ejendom. På denne måde sigtes de fattige i verden fra, som ikke påskønner Jehova, men foretrækker at tilhøre Satan, „denne verdens gud“.

10. Hvem låner de til, når de giver til de fattige, og hvorfor?

¹⁰ De fattige og nødstedte er ikke i stand til at betale os den fulde materielle værdi for de åndelige gaver, vi giver dem for intet, men det gør os ikke til tiggere. Vi går ikke glip af en belønning, der er større end vor indsats. Hvorfor ikke? Som svar kan vi godt tåle at få gentaget Salme 112:5: „Godt er det menneske — han er nådig og låner ud.“ (Yg; side 25, § 21) Det er til de fattige og trængende, dette „menneske“ låner, og han gør det ikke for at få renter af lånet, og heller ikke for at få nogen som helst materiel tilbagebetaling i det hele taget. Hvor kommer hans belønning da fra? Lyt: „Er man god mod den ringe, låner man HERREN, han gengælder en, hvad godt man har gjort.“ (Ordsp. 19:17) Når man ynkes og giver til de åndeligt fattige uden at modtage noget igen, låner man så virkelig til Jehova? Ja, thi de fattige, navnlig de fattige i ånden, de, som er sig deres åndelige behov bevidst, og som tørster efter åndelig lindring, tilhører faktisk Jehova. Det er grunden til, at Gud har sagt: „At kue den ringe er hån mod hans Skaber, han æres ved medynk med fattige.“ (Ordsp. 14:31) Jehova fastslår, at det er en synd at undertrykke de fattige eller forsømme dem. (5 Mos. 24:14, 15) De er afhængige af Jehova „De ydmyge glædes end mere i HERREN, de fattige jubler i Israels Hellige.“ (Es. 29:19) De fattige og nødlidende, der tilhører Jehova, har intet at betale tilbage med, og derfor påtager Jehova sig deres gæld, som tilhører ham.

11. Hvordan betragter Jehova sit forhold til den, som giver til de fattige, og hvordan indfrier han sin gæld?

¹¹ Den kristne, som frygter Jehova, og som vederlagsfrit videregiver den gode nyhed om Riget til de fattige, låner i virkeligheden til Jehova Gud, indtil Gud gengælder ham hans gode gerning. Det er vidunderligt at tænke på, at Kongen over det evige univers, han, som ejer alt, føler sig forpligtet over for den forkynder af Riget, som vederlagsfrit giver til de fattige, som er sig deres åndelige behov bevidst. Jehova indfrier al gæld eller alle forpligtelser, der opstår på denne måde, ved at opfylde alle sine løfter om at drage omsorg for og støtte dem, som frygter ham og holder hans bud.

12. Hvilket løfte giver Jehova den retfærdige giver, og hvordan opfylder han sit løfte nu?

¹² Jehova giver dette løfte vedrørende den, som lader hans budskab gå videre for intet til de fattige og nødlidende: „Hans retfærdighed varer evindelig.“ (Sl. 112:9) Det er en gentagelse af hans løfte i vers 3 i Salme 112. Ifølge Jesu egne ord i Mattæus 6:1-4 består det gudfrygtige menneskes retfærdighed hovedsagelig i hans forkyndelse af budskabet om Riget, og i at han rundhåndet videregiver den gode nyhed til de fattige. De, som modstår Riget og den gode nyhed om det, vil ikke kunne kvæle denne form for retfærdighed. Jehova vil altid støtte og bevare rigsforkynderne og forsyne dem med de midler, der er nødvendige, for at de kan fortsætte denne forkyndelse af den gode nyhed og „vise al slags gavmildhed“. Han vil også „skænke jer udsæd og forøge den mangefold, og han vil lade jeres retfærdighed bære rige frugter“. (2 Kor. 9:10, 11) Fordi Gud bestandig rigeligt forsyner den retfærdige og gavmilde, der udbreder den gode nyhed, har den kristne, som frygter Jehova, aldrig nødig at tigge, da han jo selv modtager så rigeligt. Der bliver sørget for, at han altid er i stand til at fortsætte sine gode gerninger med at uddele åndelige goder til de nødstedte. Skønt han selv er fattig på materielt gods, kan han dog berige mange andre med åndelige goder. (2 Kor. 6:10) Hans retfærdigheds frugter, de retsindige som beriges og indsamles i den nye verdens samfund, forøges stadig og støt. Giveren bliver ikke forarmet, men den gavmilde udbredelse af den gode nyhed fører tværtimod til hans berigelse: „En strør om sig og gør dog fremgang, en anden nægter sig alt og mangler. Gavmild sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.“ — Ordsp. 11:24, 25.

13. Hvilken god grund er der til, at dette retfærdige menneske er i live og bliver bevaret på jorden?

¹³ Jehova ønsker at have et sådant retfærdigt menneske på jorden. Det behager Gud at bruge ham som sit redskab til at uddele de åndelige goder vidt og bredt. Det er grunden til, at den gavmilde giver tjener et formål i Guds gerninger og indtager en betimelig og nyttig stilling blandt jordens beboere. Der er god grund til, at han er i live og bliver bevaret ved Guds magt. Han vinder sig påskønnelse både hos Gud og hos taknemmelige mennesker og er elsket for sit arbejdes skyld. (1 Tess. 5:12) At Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab har eksisteret helt frem til denne dag, beviser denne sandhed.

14, 15. a) Hvordan er Selskabets eksistens et bevis for denne sandhed? b) Hvad ønsker Jehovas vidner at gøre i 1955, og hvordan vil de kunne gøre det?

¹⁴ Lige siden Selskabet blev indregistreret i 1884, har det fulgt det princip at lade sig opretholde ved hjælp af frivillige bidrag. Det har fremstillet litteratur, som det enten har uddelt gratis eller taget et ringe beløb for til dækning af fremstillings- og udsendelsesomkostningerne. Jehovas vidners møder og stævner er tilgængelige for offentligheden, og på deres indbydelser står der f. eks. „Fri adgang — ingen kollekt“. Det religiøse præsteskab, der tager entré ved deres møder eller lader bøsser gå rundt een eller flere gange under deres „gudstjenester“, har udtalt deres beklagelse over, at Jehovas vidner averterer religiøse møder med „Fri adgang — ingen kollekt“. (Se The Watch Tower, 1. januar 1914, side 5) Jehova har velsignet dette princip, at give for intet eller blot tage så meget, at det lige dækker udgifterne, og at afholde møder, uden at foretage pengeindsamlinger, og på den måde virke til fremme af et større bibeloplysningsarbejde. For en organisation af Selskabets størrelse er det en kolossal mængde bibler og bibelhåndbøger, der udbredes, og det antal timer, Jehovas vidner uden vederlag anvender i dette arbejde, og det antal bibelstudier, de år efter år leder i de interesseredes hjem uden mindste betaling er ganske bemærkelsesværdigt.

¹⁵ I 1955 ønsker Jehovas vidner at udbrede flere bøger og blade end i noget tidligere år, fordi der kun er kort tid til at få det livreddende budskab ud i, nu da verdensødelæggelsen i Harmagedonslaget nærmer sig mere og mere. Vi arbejder økonomisk og holder vore faste udgifter nede på et absolut minimum og kan derfor udrette større ting end andre. Vi opnår langt større resultater, fordi vi elsker Jehova og giver rundhåndet, navnlig af vor tid og energi, i forkyndelsen af budskabet om Riget. I overensstemmelse med Guds regel kan vi være forvissede om, at vi vil opnå større lykke, fordi vi giver mere og uden vederlag.

16. Hvordan vil det menneskes horn, som frygter Jehova, blive løftet, og hvordan løftes det allerede nu med ære?

¹⁶ Vi skal aldrig bøje os i et vanærende nederlag. Guds løfte til den retfærdige, som giver og uddeler til de fattige, lyder: „Med ære løfter hans horn sig.“ (Sl. 112:9) Hornet er et symbol på styrke og magt, en advarsel for enhver, der påtænker et angreb. At det løfter sig med ære, bebuder sejr for os til hævdelse og herliggørelse af Jehovas magt, der står bag os. Da vi stoler på ham og bevarer vor retskaffenhed over for ham som et tegn på vor tillid til ham, kan vi sige: „Du har løftet mit horn som vildoksens, . . . det fryder mit øje at se mine fjender, mit øre at høre mine avindsmænd. De retfærdige, grønnes som palmen, vokser som Libanons ceder.“ (Sl. 92:11-13) Den ære, hvormed hornet løftes, kommer fra Gud og ikke fra mennesker. Men mennesker tvinges til at anerkende, at Gud er kilden til denne ære. I sidste ende skal vi vinde varig sejr, men selv nu nyder vi den ære at være i Jehovas tjeneste og virke som hans vidner. Den store skare retsindige, som allerede nu flokkes i Jehovas hus for at tjene og tilbede ham der, er også til ære og herlighed for den åndelige skare, som frygter Jehova, og som gennem hårdt arbejde er blevet fader til denne jordiske sæd eller slægt. Som apostelen Paulus sagde om brødrene i Tessalonika, hvis fader han var ved det evangelium, han havde forkyndt for dem: „Thi hvem er vort håb, vor glæde eller vor hæderskrans for vor Herres Jesu åsyn ved hans komme, om ikke netop I er det? Ja, I er vor ære og glæde.“ (1 Tess. 2:19, 20) Når vi bestandig med rundhåndethed og uden vederlag videregiver den gode nyhed om Riget til de fattige og nødlidende, vil den ære, som består i, at medlemstallet inden for den nye verdens samfund i Guds tempel stadig vokser, blive større og større, til Jehova løfter vort horn som sejrvindere i Harmagedonslaget.

17. Hvorfor græmmer de gudløse sig over det, de ser?

¹⁷ De onde og gudløse, som hader Jehova, har set skadefro til, når vi er blevet undertrykt, uretfærdigt behandlet og omgærdet af forbud, men deres hoverende skadefryd skal vende sig til sorg og rædsel, når de ser den stadig større ære, Jehova viser sit folk, som frygter og tjener ham og ophøjer hans navn. Alt dette blev forudsagt i Salme 112:10: „Den gudløse ser det og græmmer sig, skærer tænder og går til grunde; de gudløses attrå bliver til intet.“ Den onde og gudløse skal få Jehovas vidners strålende sejr og store ære at se, før han går til grunde. Han er ondsindet og nærer ingen kærlighed til retfærdighed og glæder sig følgelig ikke over at se, at de, som er retfærdige og frygter Jehova, får deres horn løftet. Det er grunden til, at han søger at ødelægge de genindsatte åndelige israelitters og deres retsindige medarbejderes åndelige fremgang. Han tager anstød af Jehovas godhed mod sit folk. Han ønsker at opnå verdens gunst og have fremgang i den, og han vil også have Guds gunst og åndelig fremgang, men han kan ikke få begge dele på een gang. (Jak. 4:4) Han deler ikke ud ved at videregive budskabet om Riget til de fattige, og derfor er han utilfreds. Bevidstheden om, at han er rig på denne verdens gods og gunst, stiller ham trods alt ikke tilfreds, for hans gudsfrygt er overfladisk og har ingen kraft til at forny hans hjerte og gøre ham lykkelig. Optændt af misundelse over vidnernes åndelige fremgang græmmer han sig.

18. Hvorfor skærer de onde og gudløse tænder, og hvornår og hvordan vil de forsvinde og opløses?

¹⁸ Den onde og gudløse kan ikke standse deres åndelige fremgang, som frygter Jehova. Han skærer tænder ved det, han tvinges til at se, men det er alt, hvad han kan gøre i sit raseri. Han kan ikke volde den retfærdige virkelig skade eller ødelægge den nye verdens samfund. Han er i pine nu og det ikke alene på grund af forkyndelsen af den gode nyhed om Guds oprettede rige, men også på grund af Jehovas vidners fremgang. I 1955 vil han fortsætte med at skære tænder i raseri og berede sig på at gøre fælles front med den store Gog fra Magogs land i dennes verdensomspændende angreb på den nye verdens samfund lige forud for Harmagedonslaget. Når Jehova standser dette rasende og ondskabsfulde angreb med „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, vil den gudløse hob ikke få sin attrå opfyldt, men vil kaste et sidste langt blik på Jehovas vidners varige fremgang og den nye verdens samfunds sejr på jorden. Så skal de onde forsvinde, ja opløses som en snegl, der efterlader sit slimede spor. De skal blive „som sneglen, opløst i slim“. (Sl. 58:9) Som bekendt standses sneglen, hvis man strør salt omkring den, og hvad kan derfor de slimede gudløse gøre mod dem, som frygter Jehova, og som er „jordens salt“? Intet. De kan kun forsvinde og opløses i vanærende undergang, når Jehova manifesterer hele sin vældige slagkraft i Harmagedon.

19. Hvad vil der ske med de gudløses attrå, og hvem vil trods alt opnå lykke i 1955?

[Fodnoter]