Vi kan derfor tillidsfuldt spejde frem til en ikke alt for fjern fremtid da sult ikke kendes mere. Dersom du bryder dig om at opleve den tid, må du tage positive skridt til at vise at du ønsker at tjene Gud og Kristus i lydighed. Så vil du i lighed med hvad der var tilfældet for israelitterne under Salomons styre, være blandt de mange som vil opleve en tid med fred, tryghed og velstand.

En Gud uforlignelig i ydmyghed

INGEN er hans lige, ingen hans overhoved. Jehova Gud er den sande Suveræn. Alviis som han er, behøver han ikke at hente råd hos nogen. (Es. 40:13) Han er den højeste norm for alt hvad der er godt, retfærdigt og kærligt. Hans magt er ubestridelig. Den stilling han indtager kan ingen skabning anfægte, uanset hvad de gør eller ikke gør.

Vi ufuldkomne mennesker kan ikke give Jehova Gud noget som helst der vil være ham til nytte. Den unge mand Elihu vakte Job til eftertanke med ordene: „Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din brøde svar, hvad gør det da ham? Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din hånd? Du menneske, dig vedkommer din gudløshed, dig, et menneskebarn, din retfærd!“ — Job 35:6-8.

Syndige mennesker kan ikke rokke ved Jehova Guds stilling, men han er, i sin store ydmyghed, alligevel villig til at beskæftige sig med dem. Salmisten skrev under inspiration: „Hvo er som [Jehova] vor Gud, som rejste sin trone i det høje og skuer ned i det dybe — i himlene og på jorden — som rejser den ringe af støvet, løfter den fattige op af skarnet og sætter ham mellem fyrster.“ — Sl. 113:5-8.

Hvor helt anderledes end ufuldkomne mennesker optræder Jehova ikke! Ofte vil mænd som har fået en god uddannelse og som er i besiddelse af en skarp hjerne, blive utålmodige med dem der er knap så hurtige til at fatte. De kan faktisk være så hovmodige at de nægter at omgås mennesker hvis evner ikke rækker så langt. Men Jehova Gud er ikke for stor til at vise sin gunst over for mennesker som agtes for intet — de ringe og de fattige.

Den elendighedsfornemmelse som må gribe den der føler sig trukket ned i støvet, fremgår levende af Jobs situation. Den sygdomshærgede Job havde mistet alt og „sad i askedyngen“, sandsynligvis ensom og forladt på byens losseplads. (Job 2:8) Engang havde han nydt den ære at være en respekteret ældste og dommer i byporten, men nu var han en mærket mand der var genstand for tvivlsomme personers fornærmelser. Han udbrød: „Nu er jeg hånsang for dem, jeg er dem et samtaleemne; de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke at spytte ad mig.“ — Job 30:9, 10.

Tænk, Jehova Gud har været villig til at komme foragtede mennesker i lighed med den plagede Job til undsætning. Gang på gang har han ophøjet dem der fra et menneskeligt synspunkt ansås for at være ganske ubetydelige.

En der med glæde kan bekræfte dette er David. I anerkendelse af hvad Gud havde gjort for ham udbrød han: „Din nedladelse [ydmyghed, NW] gjorde mig stor.“ (2 Sam. 22:36) David var den yngste af Isajs sønner og regnedes ikke for den nærmeste til at blive valgt til Israels konge. Hans fader sendte end ikke bud efter ham ude på marken hvor han