Nyd godt af Guds folks fremgang og velstand

„Lad os få godt af din frelse, at vi må se dine udvalgtes lykke [fremgang, AS], glæde os ved dit folks glæde.“ — Sl. 106:4, 5.

 1, 2. Hvem har selv politikere anerkendt som kilden til fremgang og velstand, og i hvor høj grad har den senere tids hellige år bidraget til forøget velstand?

FREMGANG og velstand har kun een kilde — Jehova Gud. Politikerne i verden har hyklerisk anerkendt dette faktum. Når de fremholder deres egne planer med hensyn til at skaffe velstand til veje, citerer de Salme 127:1: „Dersom Jehova ikke bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves, dersom Jehova ikke vogter byen, våger vægteren forgæves.“ Den lovede velstand, som politikerne sagde „var lige om hjørnet“, viste sig, som vi alle ved, at være alt andet end virkelig og varig, da vi først var kommet rundt om hjørnet.

² I 1933 fejrede kristenhedens største religiøse system et ekstraordinært helligt år til minde om Jesu Kristi død for nitten århundreder siden. For at få folk til at tro, at dette religiøse system var det, der skulle hidføre bedre tider, indledte pavedømmet sit hellige år med det storladne løfte, at nu ville en bølge af religion bære nationerne frem til fred og velstand. Men hvad skete der seks år senere? Nationerne blev styrtet ud i alle tiders mest ødelæggende krig. At der blev fejret endnu et helligt år i 1950 forbedrede ikke tilstandene i efterkrigstiden, men dette år afmærkedes tværtimod ved krigsudbruddet i Korea, der blev et startskud til en kaprustning mellem Øst og Vest, som i sit skød bærer truslen om en tredje verdenskrig, en krig med atombomber.

 3. Hvorfor er deres bestræbelser og bønner ikke blevet efterfulgt af fremgang og velstand?

³ Hvorfor blev politikernes og kristenhedens religiøse lederes bestræbelser ikke kronet med held, og hvorfor blev deres bønner ikke besvaret med den ventede velstand? Fordi Jehova ikke samarbejdede med dem. Jehova nægtede at bygge med på det hus, de i efterkrigstiden har bygget for at indføre fred og velstand i verden. De har forkastet ham, og han har forkastet dem. Til deres sorg må de citere skriftstedet: „Man håber på fred, men det bliver ej godt, på lægedoms tid, men se, der er rædsel.“ — Jer. 14:19.

 4. Hvor er fremgang da at finde som et bevis for, at Jehova er dens ophav?

⁴ Der er ingen stabil og varig fremgang og velstand i kristenheden. Det er der heller ikke i den såkaldte hedenske verden. Er der da slet ikke nogetsteds på jorden fremgang at spore som bevis for, at Jehova Gud er kilden til og skaberen af fremgang og velstand? Jo, der er. Hvor? Der, hvor det ville være rimeligt at finde den — blandt det folk, som bærer hans navn, Jehovas vidner. Det forklarer, hvorfor de ejer en lykke, der er uden lige i denne gamle verden, en lykke, der ikke lader sig mindske eller ødelægge, om denne verden nok så meget går fra ondt til værre. Deres lykke er ikke afhængig af nogen materiel velstand eller nogen væbnet fred i denne verden. Den er ikke afhængig af denne verdens rigdom, der er usikker og flygtig. Den består i en åndelig velstand, et virkeligt velbefindende, der har forvandlet deres liv og gjort dem til de lykkeligste mennesker på jorden. Den vil aldrig briste. Den støttes og garanteres dem af universets største og eneste varige regering, Jehovas rige, der blev oprettet i himlene i året 1914 med Guds søn Jesus Kristus ved hans side.

 5. Hvis bønner bliver begunstiget med opfyldelse, og siden hvornår har de oplevet fremgang og velstand?

⁵ Gud besvarer bønner. Han begunstiger ikke kristenheden ved at besvare dens bønner, men derimod sit sande folk, folket, der bærer hans navn. Deres fremgang i disse kritiske tider er et svar på deres bøn. Han har hørt deres bøn, fordi den blev bedt med det rette motiv og var i harmoni med hans vilje, som den kommer til udtryk i hans ords profetier. For næsten tredive år siden, nemlig fredag den 8. september 1922, under Jehovas vidners internationale stævne i Cedar Point, Ohio, blev det erklæret, at vi lever på Jehovas dag, og at den profetiske bøn i Salme 118:24, 25 nu er på sin plads: „Denne er dagen, som Jehova har gjort, lad os juble og glæde os på den! Ak, Jehova, frels dog, ak, Jehova, lad det dog lykkes!“ I dag, tre årtier senere, kan vi måle den fremgang, han har sendt os på denne dag. Dengang begyndte vi at vandre ad vejen mod efterkrigsperiodens velstand og fremgang. I dag er den fremgang, der er blevet skænket os, uden sidestykke i de kristnes historie.

 6. I hvilken tilstand befandt resten sig ved den første verdenskrigs afslutning?

⁶ Da den første verdenskrig endte i november 1918, befandt resten af Jehovas vidner sig i en elendig tilstand. De religiøse fjenders voldsomme forfølgelse og deres brug af statens krigssværd havde ført Guds folk ud i denne tilstand. Deres egen frygt og mangel på forståelse havde også bidraget dertil. Verden over var deres organisation i opløsning. De savnede et handlekraftigt, teokratisk styre. En del af de ledende mænd opholdt sig i bogstavelige fængsler, fordi de havde bestræbt sig for at forblive trofaste mod Guds sag. Deres offentlige forkyndelse af Guds rige blev næsten kvalt af modstand. De var usikre med hensyn til, hvad der var Guds vilje med dem her på jorden i tiden efter krigen. Kun nogle af dem befandt sig i bogstavelige fængsler, men de var alle i åndeligt fangenskab under Djævelens verdensordning, som Bibelen kalder „Babylon“. De mærkede de snærende bånd hindre deres frie, samvittighedsfulde tilbedelse af den levende og sande Gud og deres tjeneste for hans rige. De mærkede, at Guds mishag hvilede over dem på grund af deres synder og verdslige urenhed, som de ikke var blevet sig fuldt bevidst. I Guds øjne befandt de sig i en tilstand, som Åbenbaringen 11:8, 9 sammenligner med Guds to vidners lig, der lå på åben gade i den urene by i tre og en halv dag. Hvilken elendighed!

 7, 8. Hvordan viste Jehova dem miskundhed, og hvem har givet udtryk for deres længsel og taknemmelighed, og i hvilke ord?

⁷ I mellemtiden er en ny generation vokset op, og den gør sig næppe begreb om Guds folks sindstilstand og organisationens forfatning på det tidspunkt. Men Gud er barmhjertig og fuld af miskundhed mod dem, som af hjertet er oprigtige over for ham og holder sig til ham i ubrydelig hengivenhed! Skønt Jehovas vrede og mishag hvilede over dem i en sådan grad, at han lod dem slå ned af fjenden, ønskede han dog ikke, at de skulle tilintetgøres, hvad der ville have glædet vore fjender meget. (2 Kor. 4:8, 9) For sit navns skyld og i sin rige nåde havde han andre hensigter med resten af sine salvede tjenere. Derfor åbnede han deres blinde øjne, så de kunne se, at han i sit ord havde lovet dem udfrielse, og at de skulle udføre et stort arbejde, der skulle velsignes med forbavsende fremgang. De loyale og nidkære var villige til at tjene Gud her på jorden til det sidste. Hvor deres hjerter blev grebet ved tanken om det vidunderlige, der blev stillet dem i udsigt i hans profetiske ord! Hvis bare han ville udfri dem af deres bundne tilstand og åbne dem vejen til frihed og frygtløs tilbedelse af ham, med hvilken glæde ville de da ikke tage del i det arbejde, han yderligere ville have udført, lige til det havde nået sit herlige højdepunkt! Ethvert villigt hjerte strømmede over af taknemmelighed mod Gud for dette nye håb! Hvor udmærket gav ikke salmisten under lignende forhold udtryk for den taknemmelighed, de følte, for deres ønske om at lovsynge Gud og deres inderlige længsel i disse gribende ord i Salme 106:1-5:

⁸ „Halleluja! Lov Jehova, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig! Hvo kan opregne Jehovas vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris? Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed! Husk os, Jehova, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse, at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!“

 9, 10. Findes der nu nogen, som nærer de samme stærke følelser? Hvem er Jehovas folk, hans udvalgte, hans arvelod?

⁹ Nærer du de samme stærke følelser for det, der hører Jehova Gud til, som salmisten her lader komme til udtryk? Elsker og værdsætter du Jehovas folk, hans udvalgte, hans nation, hans arvelod, så højt, at du ønsker at blive frelst sammen med dem og se deres lykke og fremgang, at være meddelagtig i Guds gunst imod dem, at glæde dig med dem og føle dig beæret over at være knyttet til dem, som er hans arvelod?

¹⁰ Det var de følelser, hvert eneste oprigtigt medlem af den salvede rest nærede, dengang de vansmægtede i babylonisk fangenskab under denne verdens magter. Har du selv i dag det samme brændende ønske? Jehovas folk er det folk, der bærer hans navn, og som han har udtaget af alle nationerne, af den jødiske såvel som af de hedenske, i løbet af de sidste nitten århundreder, for at de skulle være „et folk for hans navn“, salvet med hans ånd. De er hans udvalgte, udvalgt til at være sammen med hans søn Kristus Jesus i hans himmelske rige, og det var for disse udvalgtes skyld, at han afkortede trængselstiden i 1918, så nogle af menneskeheden kunne blive frelst. (Ap. G. 15:14; Matt. 24:21, 22) De er det eneste folk på jorden, han anerkender og handler med, et folk af åndelige israelitter, jøder i det indvortes, hvis konge er den sande Messias, Jesus Kristus. De er Jehovas arvelod, den lille hjord, hvem han antager som sine åndelige sønner og gør særligt krav på, og hvem han til sidst vil tage bort fra jorden og oprejse til himmelen for der at lade dem herske som konger sammen med Jesus Kristus til velsignelse for alle hans andre får på jorden. — 1 Pet. 2:9; 5 Mos. 32:9; Sl. 33:12; Es. 19:25; 63:17.

11. a) Hvorfor har du sluttet dig til Jehovas folk? b) Hvad opflammer opfyldelsen af Salme 68:7 os til at gøre?

¹¹ Det er, fordi du ejer denne værdsættelse, at du har valgt at slutte dig til Guds udvalgte folk. Du har skønnet, hvem der er det folk, som bærer Jehovas navn, og du indser, at hans gunst er langt mere attråværdig end den gamle verdens yndest, for på basis af hans gunst kan man opnå sandt liv. Det er hans gunst, der gør livet værd at leve. Du mærker dig, hvor god han har været mod sit folk ved denne verdens ende, at hans miskundhed ikke har svigtet dem, skønt han viste dem sit mishag og gav dem i fjendevold under den første verdenskrig, samt at han har lagt denne miskundhed for dagen ved at øve vældige gerninger i retning af at udfri og reorganisere sit folk. De sidder ikke længere som ensomme fanger, få i tal og af fjendemagt hindret i frit at udvide deres rækker med flere, der forkynder Guds rige og lovsynger hans navn. Deres talmæssige fremgang er forbløffende. Jehova har givet en vækst, der ikke alene omfatter de senere medlemmer af resten, der er kommet til i stedet for de genstridige, som er gået over til fjenden, men også en stadig voksende skare af retsindige mennesker, der som fåreflokke, de andre får, alle føres sammen i een hjord under Guds hjords gode hyrde, Kristus Jesus. Heri ser du den endelige og fulde opfyldelse af hans løfte i Salme 68:7: „Gud, som bringer ensomme hjem, fører fanger ud til lykke [fremgang, AS], men genstridige bor i tørre egne.“ Hvordan skulle vi, som har længtes efter at se og nyde godt af Guds udvalgte folks fremgang og velstand, kunne modstå kaldet til at prise Jehova og offentligt takke ham for hans godhed? Hvordan kan vi opregne og skildre alle hans vældige gerninger, hvordan kan vi finde ord til at kundgøre al hans pris, — der er jo så meget at lovsynge?

12, 13. Hvilken fattigdom præger kristenheden i sammenligning med vor velstand?

¹² Tænk på, hvor åndeligt fattig kristenheden er! Den har intet bevis for, at den ejer Guds gunst. Dens bønner og korstog for fred og fremgang i denne verden, hvoraf den selv er en del, nytter intet. I den råder forvirring. Trods dens storpralende ord om dens institutioners ærværdige alder ser den fremtiden i møde med største bekymring og angst. Den har intet betimeligt budskab til folket, ingen åndelig føde, intet sandhedsvand. Den gør ikke Guds gerning, der blev forudsagt i profetierne vedrørende verdens ende. Tænk som modsætning hertil på den åndelige velstand, den almægtige Gud har skænket os, som engang var fanger i denne babyloniske verden! De bønner, vi i de sidste tredive år har bedt om, at han ville frelse os og sende os fremgang, er blevet opfyldt langt over de forventninger, vi havde gjort os på denne side Harmagedon. Hvilken klarhed har vi ikke fået over hans ord, og hvilke hellige hemmeligheder er der ikke blevet åbenbaret for os! Nu hersker der ingen usikkerhed hos os om, hvad der er hensigten med, at vi er blevet ladt tilbage på jorden siden afslutningen på „nationernes fastsatte tider“ i 1914, ingen tvivl om, hvad der er vor opgave. Vi, som engang var dødsmærket af fjenden, ved nu, at Gud oprejste os fra denne dødlignende tilstand, og at vore fjender vil lide døden i Harmagedonslaget. Nu er vi mærket af Guds kraft til liv i den nye verden, således at vi endogså skal overleve Harmagedons dødbringende uvejr.

¹³ Vi har Guds budskab til vor tid. Fordi vi holder os nøje til hans ord i stedet for til verdslig filosofi og menneskelige traditioner og religioner, har vi Guds budskab til vor tid. Det er det gode budskab om Guds oprettede rige ved Jesus Kristus. I modsætning til tallet på kristenhedens præster og prædikanter, der stadig er i nedgang, stiger vort tal på aktive forkyndere, som prædiker det gode budskab om Riget, bestandigt. Vi har en gerning fra Gud at udføre og får mod til at gøre den. Hans ånd driver os dertil og støtter os, og gennem os gør Gud den gerning, han har forudsagt, ikke ved magt, ikke ved hærstyrker, men ved sin ånd. Den teokratiske organisations ånd. Vort bæger flyder over, vort åndelige bord bugner af mættende retter lige for øjnene af vore fjender. De fleste af os er måske fattige på jordisk gods, men vi gør mange åndeligt rige. Al denne åndelige velstand blev givet for at gøre Guds folk lykkeligt. Hvordan kan vi lade være med at fryde og glæde os i Jehova?

Bekendelse

14. Hvorfor bør vi lade os advare, og af hvad afhænger vor personlige og fortsatte nydelse af denne fremgang og velstand?

¹⁴ Men lad os lytte til advarslerne! Der er knyttet en betingelse til, at vi som enkeltpersoner fortsat kan glæde os med Jehovas folk og nyde godt af dets fremgang og velstand. Hvorfor? Fordi det er sin organisation, han giver sit urokkelige ord: „Der skal ikke mere være noget, som er under forbandelse.“ Thi Jehova vil drage omsorg for, at hans organisation som sådan forbliver ren, fri og trofast. Det er til sin organisation som et hele, at han siger: „Intet våben, der smedes mod dig, skal du’, hver tunge [hvad enten den er nationalistisk, fascistisk, religiøs eller kommunistisk], der trætter med dig, får du dømt. Dette er Jehovas tjeneres lod, den retfærd, jeg giver dem, lyder det fra Jehova.“ Det er sin genoprettede organisation, han giver dette ord: „Så siger hærskarers Jehova: Mine byer skal atter strømme med velsignelse [velstand, AS], og Jehova vil atter trøste Zion og udvælge Jerusalem.“ (Åb. 22:3; Es. 54:17; Zak. 1:17) Men vil du som enkeltperson fortsat nyde godt af al denne åndelige velstand, gunst og beskyttelse? Det afhænger af, om du stadig holder dig nær til Jehovas teokratiske organisation og vedbliver med at være i harmoni med den. Det afhænger af, om du lever op til dens retfærdige principper og i din færd viser dig værdig til at forblive i Jehovas organisation.

15. Hvad må vi derfor gøre?

¹⁵ Ønsker du at forblive i Jehovas organisation, må du aflægge den synd, der så let hilder de sorgløse og selvkloge. Vi må ikke lade vor åndelige velstand gå os til hovedet og gøre os indbildske og selvsikre. Sig ikke allerede nu som salmisten: „Jeg tænkte i min tryghed [velstand, AS]: Jeg rokkes aldrig i evighed!“ (Sl. 30:7) Glem ikke dit ansvar, forsøm ikke i tankeløshed din pligt, så du viser dig utro i det små. Husk ordsproget: „Thi tankeløses egensind bliver deres død, tåbers sorgløshed bliver deres undergang.“ (Ordsp. 1:32) Bliv ikke som kristenheden, som Jehova profeterede om: „Jeg taled dig til i din tryghed [velstand, KJ], du nægted at høre.“ (Jer. 22:21; Zak. 7:7) De, som bliver selvglade på grund af deres velstand, er udsat for den fare at blive ulydige. Hold dig klart de synder for øje, som i fortiden fik enkeltpersoner inden for Jehovas organisation i Israel til at gå til grunde, ja som forårsagede, at hele folket blev overgivet til tugtelse i deres fjenders hånd. Husk dine egne synder, der engang adskilte dig fra den sande Gud og hans folk. Du kan let blive bytte for dem igen. Bestræb dig for at undgå det.

16. Hvad fulgte der efter salmistens bøn, og hvilken lignende bekendelse lød der efter den første verdenskrig?

¹⁶ Salmisten bad Gud om atter at vise ham sin gunst og frelse ham og lade ham se og nyde godt af Guds folks fremgang og glæde, men han lod sin bøn efterfølge af en bekendelse af folkets synder; han undskyldte ikke sig selv, men indrømmede sin medskyld. Han sagde: „Vi syndede som vore fædre, handlede ilde og gudløst.“ (Sl. 106:6) Ja „vi“, jeg selv og de andre. Det vil sige noget, når et helt folk bekender sine nationale synder mod Gud. Ved verdenskrigens afslutning nægtede kristenheden i stolthed at bekende sine synder, skønt den var tilsølet af blod, plaget af indre uro og skyldig i forfølgelse af Jehovas folk. Nogle få præster fremholdt en slags bekendelse, men lagde ikke kristenhedens egentlige synd og gudløshed blot. Ordsprogene 28:13 sætter fingeren på det ømme punkt: „At dølge synd fører ikke til held [fremgang, AS], men bekendes og slippes den, finder man nåde.“ De loyale blandt resten af Jehovas salvede vidner bekendte som organisation betragtet deres synder og fejltrin for Gud. De angrede dem på gudfrygtig vis, og dette fik dem til at vende sig fra dem og rette fejlene i deres lære og liv. Organisationen bekendte sine synder mod den højeste Gud, og de enkelte medlemmer erklærede sig medskyldige i disse synder. Derfor genindsatte Gud dem i sin gunst og tjeneste og gav dem fremgang.

17. Hvilke otte nationale synder skildrer salmisten, og hvorfor?

¹⁷ Til påmindelse for sig selv og til advarsel for Jehovas folk helt ned til vor tid udpenslede salmisten disse synder for os. For det første omtalte han Israels oprør imod Jehova, deres anfører ved det Røde Hav, hvor de ægyptiske hærstyrker truede med at indhente dem. For det andet, hvorledes de knurrede og klagede over den måde, hvorpå Gud sørgede for deres forplejning i ørkenen, hvor de fristede Gud. For det tredje, hvorledes flere hundrede israelitter misundte Moses og Aron deres teokratiske førerposter, men kun opnåede, at de blev opslugt af jorden sammen med Datan og Abiram eller fortæret af ild sammen med Kora og hans levitiske tilhængere. For det fjerde, hvorledes de under Moses’ fravær, i de fyrretyve dage han samtalede med Jehovas engel på Sinajs bjerg, lavede sig en guldkalv og tilbad den som deres befrier. For det femte, hvorledes de tolv spejdere vendte tilbage fra deres togt ind i det forjættede land, og folket ignorerede Kalebs og Josuas opmuntrende beretning og lyttede til de ti troløse spejderes nedslående beretning og nægtede at drage ind i landet under Jehovas ledelse. For det sjette, hvorledes de ni og tredive år senere på Moabs sletter, mens de opholdt sig på den østlige bred af floden, der adskilte dem fra det forjættede land, lod sig lokke af de afguderiske kvinders forføreriske list og tilbad den umoralske og falske gud Ba’al-Peor. For det syvende, hvorledes de ved Meriba i Zins ørken i genstridighed klagede over vandmangelen og opirrede Moses, så han forløb sig og vakte Guds mishag. For det ottende, hvorledes de efter at have begået alle disse synder bosatte sig i det forjættede land, og der ikke ænsede Guds befalinger og advarsler, men indlod sig med de hedenske folk og begik åndeligt hor med deres modbydelige, falske guder.

18. Hvad bad salmisten om, og hvorfor blev hans bøn hørt?

¹⁸ De måtte tage de skæbnesvangre følger af hver eneste af disse synder, og til sidst blev de ført i fangenskab i fjendeland, mens Jerusalem lå øde hen i halvfjerdsindstyve år, og de blev underkastet det hedenske herredømme i verden i en tidsperiode på 2520 år, til året 1914 e. Kr. Salmisten bad om, at de måtte blive udfriet fra dette fangenskab i fjendeland, og at Guds tilbedelse atter måtte blive indført i deres øde hjemland, idet han selv med usigelig glæde og fryd længtes efter at se det ske. Det var ene og alene ved Guds nåde og hans trofasthed mod pagten med sit udvalgte folk, at denne oprigtige bøn, der havde Guds herlighed i tanke, blev opfyldt. — Sl. 106:6-46.

19, 20. a) Hvad er det værd at lægge mærke til i forbindelse med de synder, salmistens folk begik? b) Hvad bliver vi advaret om, og hvad bør vi gøre?

¹⁹ Læg mærke til følgende i forbindelse med alle de synder, salmistens folk begik: De glædede sig kun for en tid over Jehovas undergerninger mod sit folk og glemte derpå, enten lidt efter lidt eller også øjeblikkeligt, hans gerninger og guddommelighed, især når de stod ansigt til ansigt med vanskelige problemer og forhold. Hvad blev følgen heraf? Oprør mod Gud, mod hans ordning og indsatte tjenere og et tilbagefald til denne verden og dens urene guder. Apostelen Paulus nævner ligeledes en række af de samme synder, Israel begik, og advarer os kristne mod at gentage dem: „Disse ting vedblev at ske med dem som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os, til hvem tingenes ordningers absolutte ende er kommet. Derfor skal den, der mener at stå i en fast stilling, tage sig i agt, at han ikke falder.“ — 1 Kor. 10:1-12, NW.

²⁰ Vi ønsker vedblivende at nyde godt af den fremgang og glæde, Jehova har skænket sit udvalgte folk, ikke sandt? Vi må derfor hele tiden være på vagt, at vi ikke glemmer hans vældige gerninger og miskundhed mod sit folk og til sidst klager og knurrer, lægger selvisk ærgerrighed for dagen, bliver umoralske, begærer denne verdens goder, nærer frygt for verdensmagterne, stiller vor egen vilje og vore meninger op som en afgud, bliver oprørske eller forsømmelige i opfyldelsen af vort ansvar i eller under den teokratiske organisation. Når vi een gang er blevet udfriet fra denne babyloniske verden, kan vi aldrig vende tilbage til dens synder og samtidig nyde godt af Guds folks fortsatte velstand. Til påmindelse for os blev der i Job 36:10, 11 i skrevet: Så åbner han „deres øre for tugt og byder dem vende sig bort fra det onde. Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres dage i lykke [velstand, AS], i liflig fryd deres år“. Vort eget åndelige velfærd kræver, at vi søger Guds organisations velfærd, og at vi beder for dens retskaffenhed: „Bed om Jerusalems fred! Ro [fremgang, AS] finde de, der elsker dig! Der råde fred på din mur, tryghed [velstand, AS] i dine borge! For brødres og frænders skyld vil jeg ønske dig fred, for Jehova vor Guds hus’s skyld vil jeg søge dit bedste.“ — Sl. 122:6-9.

21. Hvad må vi stole på, og hvad må vi lytte til, hvis vi fortsat skal nyde godt af Guds folks velstand?

²¹ Vi vil aldrig opnå lykke og fremgang i kraft af vor egen styrke eller visdom. Når vi står over for omstændigheder eller begivenheder, der truer vor fremgang og velstand som Guds folk, må vi sætte vor lid til Jehovas styrke, mens vi henter nyt mod ved tanken om hans undergerninger, hvorom der er berettet i hans ord, og ved tanken om de gerninger, han nu gør for os i opfyldelsen af sine profetier. Alt mens vi under lovsang til Jehova rykker frem til den sidste kamp, må vi udvise tro på hans profetier om vor fremtid. Disse profetier er inspirerede. Hans teokratiske konge formaner os: „Tro på hans profeter, og lykken skal følge jer!“ (2 Krøn. 20:20) Vi har brug for hans profetiers vejledning og opmuntring, og han kaster lys over disse profetier i denne nødens stund. Dengang det hjemvendte Israels folk var i færd med at genopbygge Jehova deres Guds hus, blev de i høj grad bistået af hans profeter, hvis skrifter vi har hos os i dag, og hvorom der er skrevet: „Og jødernes ældste byggede, og det lykkedes dem i henhold til profeterne Haggajs og Zakarias’, Iddos søns, profeti.“ (Ezra 6:14) Vi er også travlt optaget af et genopbygningsarbejde med henblik på den rene tilbedelse af den levende og sande Gud. Det er klogt af os at lytte til Guds profeter, der taler til os gennem hans ord. Det er nødvendigt for os at studere disse profetier hjemme og at gå hen, hvor vi kan høre dem drøftet, som for eksempel ved vore møder i rigssalen eller ved vore zone- og sektionsstævner, landsstævner og internationale stævner. Lytter vi med agtpågivenhed, vil det sikre os fortsat fremgang i tjenesten for Gud.

22. Hvad må vi søge at fremme, hvis vi skal erfare fremgang, og hvorfor må vi gøre det?

²² Hvis vi altid søger at fremme Guds ords og Rigets interesser, vil vi have fremgang, for hans ord vil aldrig vende tomt tilbage, men som Gud siger: „Det skal . . . fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ Stor bliver herredømmets fremgang, endeløs freden. — Es. 55:11; 9:7.

23, 24. Hvorfor har salmistens bøn endnu ikke fået sin fulde opfyldelse i vort tilfælde?

²³ Arbejdet forud for Harmagedonslaget er endnu ikke fuldført. Vor egen frelse er ikke fuldkommen. Der findes utallige andre får, der endnu befinder sig langt borte fra Jehovas gode hyrde, også de skal hjælpes til frelse. Vi må opsende bønner til Gud og lade dem omfatte mere end bare vor egen personlige frelse; de bør omfatte disse andre får. Salmistens afsluttende bøn i denne salme kan vi med rette gøre til vor: „Frels os, Jehova vor Gud, du samle os sammen fra folkene, at vi må love dit hellige navn, med stolthed synge din pris. Lovet være Jehova, Israels Gud, fra evighed og til evighed! Og alt folket svare amen [pris Jehova, AS]!“ — Sl. 106:47, 48.

²⁴ Talrige er de andre får, som den gode hyrde endnu må indsamle. I alle nationer holdes de fangne under Babylon af uvidenhed og frygt, men i deres hjertes inderste længes de efter at nyde godt af Jehovas udvalgtes fremgang og velstand og at glæde sig ved hans folks glæde. Først når vi efter Guds vilje har arbejdet på deres frelse, vil vor bøn til Gud om at frelse os og samle os (ikke kun mig) sammen fra folkene blive opfyldt, så vi kan takke hans hellige navn og med stolthed synge hans pris.

25. a) Hvad må vi gøre for ikke at modsige vor egen opfordring til alt folket om at svare amen til vor lovsang? b) Hvorfor kan og bør vi være rundhåndede med vor velstand?