„Hvad er der til hinder for, at jeg kan blive døbt?“
1, 2. Hvorfor hindrede Filip ikke den nyomvendte æthioper i at blive døbt?
DET store arbejde med at gøre disciple af folk af alle nationer fandt en af sine første tilhængere i en kabinetsminister fra Æthiopien, en jødisk proselyt. Han havde været i Jerusalem for at tilbede i templet og var nu på vej hjem. Han sad i sin vogn og læste Esajas’ profeti. Jehovas engel ledede Filip til at gå hen at prædike for æthioperen, og det gjorde han. Da Filip havde forklaret at Esajas’ profeti var blevet opfyldt på Jesus, tog den æthiopiske hofmand sin beslutning. Sådan var det! Dette var sandheden! Og som beretningen i Apostlenes Gerninger 8:36-38 videre siger: „Som de nu kørte frem ad vejen, kom de til et sted, hvor der var vand; hofmanden siger da: ’Se, her er vand, hvad er der til hinder for, at jeg kan blive døbt?’ Og han lod vognen holde, og de steg begge ned i vandet, både Filip og hofmanden; og han døbte ham.“
2 Filip hindrede ikke den æthiopiske hofmand i at blive døbt. Han vidste at som jødisk proselyt havde hofmanden kundskab og forståelse nok til at vide hvad han gjorde. Filip vidste at dette ikke var en beslutning som blev truffet i et øjebliks stemning. Han vidste også at æthioperen i spørgsmålet om moralsk renhed var værdig til at lade sig døbe. Var han ikke netop på vej hjem fra tilbedelsen i templet, og havde han ikke ulejliget sig ud på en anstrengende rejse i samme anledning? Havde den hellige engel ikke kaldet Filip til at vidne for denne mand og dermed antydet at Gud havde „vejet“ æthioperens hjerte og kaldet ham til tjeneste i Guds organisation? Jo. Hvorfor skulle Filip så hindre ham i at blive døbt?
3-5. Hvilke krav må et menneske opfylde hvis det vil gøre sig antageligt til dåb?
3 Intet menneske kan hindre et andet i at blive døbt hvis denne opfylder Guds betingelser. Det er Jehova Gud der afgør hvilke krav dåbskandidaterne skal efterkomme. Dem som ikke opfylder Jehovas krav hindrer han automatisk fordi de er uantagelige. Den der forretter dåben, eller en anden døbt, ordineret kristen forkynder som kender omstændighederne og forstår dåben, vil forklare vedkommende hvorfor han ikke kan fremstille sig til dåb. De der ønsker at gøre den guddommelige vilje må komme til Gud på hans betingelser og opfylde hans krav. Kun de der anerkender Jehovas universelle suverænitet, som sætter deres lid til genløsningen og har ladet sig rense, som underkaster sig Jehovas søns, Kristi Jesu, herredømme, og som følger den hellige ånds ledelse, kan med rette lade sig døbe. I denne forbindelse bør det bemærkes at forståelse og anerkendelse af disse fundamentale læresætninger endog er mere påkrævet end en rent faglig bibelsk kundskab derom. Den dybere og mere detaljerede kundskab ud fra Bibelen må komme, og kommer som oftest, efter dåben. Paulus sagde til sin tids kristne: „Men I lod jer aftvætte, ja, I blev helligede, ja, I blev retfærdiggjorte ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd.“ — 1 Kor. 6:11.
4 Et andet krav som stilles til alle dåbskandidater står omtalt i Esajas 52:11: „Bort, bort, drag ud derfra, rør, ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer [Jehovas] kar!“ Det er således klart at alle som vil gøre den guddommelige vilje må skille sig ud fra verden og lade sig rense. De må foretage enhver nødvendig ændring i deres tilværelse for at kunne efterleve de moralnormer som står nedtegnet i Guds ord.
5 Betingelserne for at blive døbt kan sammenfattes i følgende to punkter: 1) tilstrækkelig kundskab og forståelse til at vide hvad man går ind på, og 2) moralsk renhed. I nogle lande har Jehovas vidners organisation måttet tage sine forholdsregler og sikre sig at dåbskandidaterne opfyldte begge disse krav. Hvis nogen endnu ikke er nået til at forstå hvad dåben indebærer, er det ikke organisationens tilsynsmænd der hindrer vedkommende i at blive døbt. Nej dåben udsættes midlertidigt fordi kandidaten er uantagelig. Han mangler forståelse og kan derfor ikke indfri Guds krav. Et barn som ikke er kommet til skelsår og alder kan heller ikke fremstille sig til dåb, for det forstår ikke alt hvad dåben indebærer. Det viser sig undertiden at voksne mangler denne evne til at forstå hvilket alvorligt skridt de er i færd med at tage. I lande hvor dette er almindeligt forlanger organisationen at kandidaterne har fuldført et studium over en vis tid før det kan siges at de opfylder betingelserne for at lade sig døbe. Mennesker som må bringe deres moralske adfærd i harmoni med Guds krav, bør heller ikke døbes før de har rettet deres forhold.
6, 7. (a) Hvem må besvare spørgsmålet: „Hvad er der til hinder for, at jeg kan blive døbt?“ (b) Hvornår bør indvielse og dåb finde sted?
6 Når et menneske er kommet dertil at det anerkender sandheden og er beredt til at komme til Jehova Gud som et rent kar, må det stille sig selv det samme spørgsmål som den æthiopiske hofmand: „Hvad er der til hinder for, at jeg kan blive døbt?“ Hans spørgsmål var i virkeligheden en ransagelse af ham selv. Enhver må besvare dette spørgsmål med en god samvittighed ind for Gud.
7 Hvis man anerkender den sandhed at Jehova er til og at hans søn regerer, at man kan komme ind under dennes genløsningsoffers fortjeneste, og at Kristus Jesus uddeler den hellige ånd i forbindelse med Guds synlige organisation på jorden; hvis man ikke har en uren livsførelse som det tager tid at ændre; hvis man alvorligt har tænkt på at bruge sit liv i tjenesten for Gud, hvad kan man så med god samvittighed svare på spørgsmålet: „Hvad er der til hinder for, at jeg kan blive døbt?“ Man kan kun give udtryk for den samme beslutning som æthioperen og svare: Intet! Sådan er det! Når man har erkendt at der ikke er noget der hindrer én må man adlyde Gud og ikke tøve med at modtage vanddåben.
8, 9. (a) Hvorfor udsætter nogle indviede dåben? (b) Kan de bedre bære ansvaret hvis de udsætter dåben?
8 Der er imidlertid nogle som af en eller anden grund udsætter deres dåb. Visse steder på jorden er der helt op til otteogtyve procent af Guds riges forkyndere der endnu ikke er blevet døbt. Hvis de har indviet sig til Gud gennem Kristus, hvad er så grunden til at de ikke har ladet sig døbe? Hvad hindrer dem? Nogle få er spædbørn i kundskab og forståelse, og de skal blot studere noget mere for at kunne vurdere dåben ret. Andre, som også er nye i sandheden, har endnu ikke nået at aflægge verdens urene vaner eller vikle sig ud af deres urette forhold til det modsatte køn. De må først bringe deres liv i orden, blive rene og forblive rene. Men langt de fleste af disse udøbte har tilstrækkelig kundskab til at forstå hvilket alvorligt skridt indvielse er. De er rene. Dersom de har indviet sig men stadig udsætter dåben, er de ulydige mod en befaling. Har de ikke indviet sig endnu er svaret ganske enkelt: de skulle overgive sig til Gud i en fuldstændig indvielse og ikke længer holde igen.
9 Hvad hindrer en som er ren? Intet. Jo, vedkommende har måske den idé at han eller hun ved at udsætte dåben bliver bedre i stand til at bære det ansvar der følger med. Det er ikke tilfældet. I Asien, i Afrika, i mange lande hvor folk ikke har haft nogen kristen baggrund, har de der ønskede at gøre Guds vilje alligevel kunnet drage den slutning at de måtte ændre deres liv efter den kristne livsførelse for at gøre sig egnet til frelse. Jo, det kræver en voldsom indre kamp for en tid, men så snart kampen er forbi og den nyinteresserede er kommet til den erkendelse at han har fået sandheden, indvier han sig hurtigt til Jehova og underkaster sig vanddåben. Men husk, dåben er symbolet; den er ikke din indvielse. Det er ikke nedsænkningen i vandet der gør forandringen. Det er hjertet som må have undergået en ændring. I mange tilfælde foregår denne forandring i løbet af få måneder. Derefter må man trofast leve op til sin indvielse.
10. Hvorfor skulle man ikke være bange for at indvi sig selv om andre har svigtet?
10 Men hvordan kan nogle så med god samvittighed svare Gud at de har gode grunde til at udsætte deres indvielse og dåb? Det kan de ikke. Nogle tænker måske på at de kender en eller anden som har indviet sig og er kommet til kort. Det er muligt, men hvad så med de tusinder og atter tusinder indviede overalt på jorden som ikke er kommet til kort, som trofast holder fast ved deres indvielse og dåb under hårde forfølgelser og pres af enhver art? Der er sandelig mange flere eksempler på indviede der har holdt ud, end på indviede der har givet op. Der er slet ingen grund til at være bange mere. Hvis man ved at man bør indvi sig til Gud og lade sig døbe, men ikke gør det, da har man i Guds øjne samme ansvar som hvis man indviede sig. De mennesker som foretager en indvielse og derefter svigter, overlever ikke Harmagedon; men de der udsætter indvielsen og aldrig tager skridt til at gøre sig egnede til at modtage livet, overlever heller ikke. Begge grupper vil dø. Hvorfor høre til en af dem?
11. Vil der komme en gunstigere lejlighed til indvielse end netop nu?
11 Kan det tænkes at nogle holder sig tilbage fordi de ikke ønsker at opgive verdens fornøjelser, og derfor siger at de venter på en gunstigere lejlighed til at indvi sig til Gud? Der gives i sandhed ingen bedre lejlighed end netop nu. Om tidens alvor og verdens lyst formaner apostelen os således i 1 Johannes 2:17: „Verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ Der er ingen grund til at tøve længere, men enhver grund til nu at indstille sig på i fuldt mål at gøre den guddommelige vilje. Der vil aldrig komme en tid hvor lejligheden er gunstigere, ej heller hvor det er mere presserende at gøre dette, end netop nu.
12, 13. Nævn eksempler på mennesker der i vore dage har brudt enhver forbindelse med deres tidligere religion og taget et afgjort standpunkt for den rene tilbedelse af Jehova.
12 Den der underkaster sig dåben har brudt enhver forbindelse med kristenheden eller hedenskabet. Hver eneste dag tager nogle dette tilsyneladende vanskelige skridt. I Afrika har nyindviede, døbte kristne beslutsomt frigjort sig for heksedoktorers indflydelse og frygt for voodoo. I Østens lande har man endog set gamle bedstemødre bryde med den indgroede skik at tilbede forfædrene, skønt de har tilbedt deres forfædre igennem mange år. Dette skridt har kostet dem gamle venner og bekendtskaber — og det har heller ikke været let, for en østerlændings anseelse blandt venner og naboer betyder som regel mere for ham end noget som helst andet i livet. Folk har forladt religioner af alle slags, har indviet sig og symboliseret denne indvielse ved vanddåben, og derpå vandrer de fortsat i uangribelighed. De har gjort hvad Bibelen siger de skal gøre: „Derfor: ’Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer.’“ — 2 Kor. 6:17.
13 Det er netop hvad Jehova har gjort i vor tid. Hvor vidunderligt det er, hvor vi er grebet af ærefrygt ved at se Guds ånd virke på disse mennesker, tidligere trælle af hedenske skikke som nu har forladt dæmontilbedelsen og er blevet ivrige tilbedere af Jehova! Dette har krævet en sindsfornyelse og undertiden endog en ændring af de forhold de levede i, men intet har hindret dem i at indvi sig og blive døbt. Nogle af disse døbte var førhen buddhister som stræbte efter ikke-eksistensens intethed. Andre var engang konfucianere og troede at det bedste man kunne gøre var at følge karakterudviklingens negative vej. Nogle var ivrige nationalistiske shintoister som tilbad den japanske kejser; andre igen var taoister, muhamedanere, hinduer, dæmontilbedere og ateister. Jehova har taget imod dem alle. Indvielse og dåb var den dør hvorigennem de blev modtaget. Alle indviede som tænker på at udsætte dåben, burde se på alle disse herlige eksempler gå trofasthed fra alle egne af kloden. Ved ikke at holde igen har de overvundet alt hvad der kunne have hindret dem i at blive døbt.
14. Hvorfor må en indvielse aldrig være „tvesindet“?
14 Man kan ikke foretage en „tvesindet“ indvielse. I Salme 119:113 står der: „Jeg hader tvesindet mand.“ De som forstår hvor nødvendigt det er at indvi sig og lade sig døbe, men som af en eller anden grund holder sig tilbage, er i virkeligheden i to sind, tvesindede. Det ene sind tilskynder dem til at indvi sig, det andet påvirker dem til at prøve at holde fast ved denne verdens glitrende fornøjelser lidt endnu. Det største af Jesu to bud var at „elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind“. (Matt. 22:37) Her gives ikke mulighed for en halvhjertet eller tvesindet indvielse. Jakob (4:8) formaner de „tvesindede“ at holde sig nær til Gud, så skal han „holde sig nær til jer“. De der holder igen udelukker altså sig selv fra et af de goder der følger med en fuldstændig indvielse, det nære, inderlige samfund med Skaberen.
15. Hvordan skal ønsket om indvielse og dåb opelskes hos retsindige mennesker?
15 Jesu befaling om at gå ud og gøre disciple af folk af alle nationer og døbe dem, blev givet til trofaste kristne i den første menighed. Disse loyale mennesker lærte de nyomvendte dåbens alvorlige betydning. Også i dag påhviler det de modne at klarlægge hvor alvorlig en sag dåben er. Det er et led i de svages opbyggelse, for hvilken de stærke er ansvarlige over for den store Hyrde. Ved deres tålmodige, taktfulde undervisning og ved deres eksempel opelsker de ønsket om dåb hos de nye. Dette sker gradvis, men begynder allerede ved det ugentlige bibelstudium som den modne kristne holder med den retsindige. Paulus siger: „’Thi enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.’ Hvorledes skulle de nu kunne . . . høre, uden at der er nogen, som prædiker?“ (Rom. 10:13-15) Og hvordan skulle retsindige mennesker kunne omsætte den nylig lærte sandhed i praksis, hvilket vil sige i en ny verdens livsførelse og indvielse, hvis ikke de modne kristne opelskede et ønske derom i disse menneskers sind og hjerter?
16, 17. (a) Kan man gøre for meget ud af at opmuntre andre til at lade sig døbe? (b) Hvorfor bør forhastet dåb afværges?
16 Man kan gøre så meget ud af at opmuntre til dåb at denne ikke sker som følge af en personlig beslutning, og noget sådant bør undgås. Alle kristne er personligt interesserede i deres fremtidige brødre, og ønsker at disse skal foretage den nødvendige lydighedshandling til liv, og lade sig døbe. Ingen kristen må dog lægge pres på en anden for at få denne til at lade sig døbe imod sin vilje. Dåben følger efter at den nye i sit hjerte har foretaget en personlig indvielse til at gøre Jehovas vilje. Det må være en frivillig beslutning, og den der tager den må vide hvad den indebærer og villigt tage imod de tjenestepligter den medfører. Den skik som gælder i mange af Østens lande, og som går ud på at man skal adlyde familiens ældre medlemmer, kan ikke respekteres når det gælder beslutningen om at lade sig døbe. Man skulle aldrig lade sig døbe for at behage ens forældre eller familiens indflydelsesrige overhoved som eventuelt er et Jehovas vidne.
17 Forhastet dåb bør afværges. Resultatet af en forhastet dåb, der ikke hviler på den rette forståelse, vil blot være tvesindede mennesker som ser tilbage på den gamle verden og længes efter det der ligger bag dem. Det er absolut nødvendigt at man først forstår kravet om afstandtagen fra verden. Jesus sagde: „Ingen, som ser sig tilbage, efter at han har lagt sin hånd på ploven, er brugbar for Guds rige.“ (Luk. 9:62) I 1959 lagde 86.345 mennesker hånden på ploven. Måtte de aldrig vende sig om og se sig tilbage!
18, 19. Hvilken pligt har tilsynsmænd og andre modne kristne over for de nyinteresserede?
18 Da Filip hørte den æthiopiske hofmand læse profeten Esajas spurgte han ham: „Forstår du også det, du læser?“ (Ap. G. 8:30) Dette var i virkeligheden en overhøring af æthioperen, og bagefter forklarede Filip Skrifterne så han kunne være sikker på at æthioperen havde forstået dem. En forkynder der er i besiddelse af skelneevne vil kunne trække de ting frem som eleven har brug for at vide, på en sådan måde at eleven forstår nødvendigheden af at indvi sig, og så behøver han slet ikke at opfordres til at indvi sig til Gud. En dygtig forkynder der forstår at skelne, ved hvordan han skal gøre dette. I Ordsprogene 20:5 står der: „Råd i mands hjerte er dybe vande, men mand med indsigt drager det op.“ Den modne forkynder vil ikke genere sig for at gøre den fremtidige dåbskandidat bekendt med Jehovas moralkrav. Og den nye vil søge hans vejledning. De som bærer Jehovas kar må være rene. I de tilfælde hvor moralopfattelserne må bringes i overensstemmelse med de bibelske principper er det nødvendigt at forkynderen tidligt, men taktfuldt, begynder at drage det dybe vands råd op så kandidaten kan begynde at ændre sin livsførelse hvis det er påkrævet. Hvis forkynderen generer sig for at bringe dette emne på bane vil kandidaten måske alt for pludseligt blive stillet over for det, og det kan komme som et koldtvandschok for ham.
19 Tilsynsmænd og studieledere i menighedsorganisationen er også interesserede i de retsindige nye. I Første Tessalonikerbrev, det andet kapitel, versene 3-12 opsummeres den modne tilsynsmands og studieleders opgave: „Thi vor forkyndelse udspringer ikke af vildfarelse, ej heller af urene bevæggrunde, . . . Vi kom jo, som I ved, aldrig med smigrende ord eller med påskud, der skulle dække over havesyge . . . vi færdedes med mildhed iblandt jer, . . . og lagde jer alvorligt på sinde, at I skulle vandre den Gud værdigt, som kalder jer til sit rige og sin herlighed.“ De modne tjenere, tilsynsmænd og studieledere i menigheden udvikler tålmodigt de nyes ønske om at overgive deres liv til Gud ved en indvielse.
20. (a) Hvilket råd gives i Prædikeren 5:4? (b) Hvad sagde apostlene, som berettet i Johannes 6:68, og hvem siger i realiteten det samme i dag?
20 Et menneske der beslutter at indvi sig og blive en af Jehovas lydige tjenere uanset hvad dette måtte føre med sig, må forinden have beregnet omkostningerne. I Prædikerens, eller Kohelets, bog (5:4) står der: „Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde.“ Gud tvinger ingen i dette spørgsmål. Men hvis man har smagt at Jehova er god, vil man uvægerligt ønske at stå på hans side, som apostlene, der svarede Jesus: „Herre! til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord.“ — Joh. 6:68.
Af hvem?
21. Hvem bør forrette dåben for at den kan være i overensstemmelse med den guddommelige vilje?
21 Og af hvem skulle den nye døbes? Hvem forkynder, nu da Guds rige er oprettet, det evige livs ord på jorden? Det er der ingen tvivl om; det er Jehovas vidner, folket over hvem det har behaget Jehova at nævne sit hellige navn og i hvis varetægt han har betroet sit riges interesser. Følgelig vil det være rigtigt at vanddåben som et symbol på indvielse forrettes af et af disse vidner, og ikke af noget andet menneske. Der træffes altid arrangement til dåb ved alle Jehovas vidners zone- og sektionsstævner, og lejlighedsvis kan der også tilrettelægges dåb i de lokale menigheder når omstændighederne taler derfor.
22-24. (a) Bør der stilles spørgsmål til kandidaterne før de får adgang til at lade sig døbe? Hvorfor? Hvordan skal spørgsmålene besvares? (b) Hvad går det første spørgsmål ud på? (c) Det andet spørgsmål?
22 Før kandidaterne får adgang til at lade sig døbe vil det være rigtigt at de besvarer to spørgsmål, så alle der er forsamlet med dem ved denne lejlighed kan bevidne at de har hørt af kandidaternes egen mund at disse har forstået hvad de gør og at de har taget de skridt der kræves af dem. De der kan svare bekræftende på spørgsmålene skulle sige „Ja“ efter hvert spørgsmål, og de skulle sige det højt og enstemmigt, i kor.
23 Det første spørgsmål er: Har du erkendt over for Jehova Gud at du er en synder der har frelse behov, og har du erkendt over for ham at denne frelse udgår fra ham, Faderen, gennem hans søn, Jesus Kristus?
24 Det andet spørgsmål er: Har du på grundlag af denne tro på Gud og på hans frelsesforanstaltning indviet dig uforbeholdent til Gud for at gøre hans vilje fra nu af, sådan som han åbenbarer den for dig gennem Jesus Kristus og gennem Bibelen ved den hellige ånds oplysende kraft?
25. Hvad skulle de døbte huske?
25 Enhver der har svaret „Ja“ på disse to spørgsmål er berettiget til at lade sig døbe og bør døbes ved dette samme zone- eller sektionsstævne. De døbte skulle huske denne dag; det er den dag de symboliserer deres indvielse, på grundlag af hvilken de modtager deres ordination som forkyndere af den gode nyhed om Himmelens rige. De skulle notere dato og årstal ned så de ikke glemmer tidspunktet. De skulle desuden huske at overgivenhed og fanatisme ikke sømmer sig på denne glædelige højtidsdag; det er en alvorlig lejlighed, og de skulle have en bedende indstilling, ligesom Jesus der bad mens han steg op af vandet. — Luk. 3:21.
26. Hvad skulle alle der lærer sandheden at kende og tager standpunkt for Gud nu gøre?
26 Konklusionen bliver altså at alle der lærer sandheden om Jehova Gud og hans søn, menneskets genløser og frelser, at kende, og tager standpunkt på Skaberens side ved at indvi sig, ufravigeligt må lade sig døbe som symbol derpå i overensstemmelse med den guddommelige vilje, og derefter fortsætte i kærlig lydighed mod denne vilje. For „den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid“. — 1 Joh. 2:17.