Frygt Jehova, den overordnede

„Al jorden skal frygte for Jehova.“ — Sl. 33:8.

 1. Hvorfor er Jehovas vidner interesseret i spørgsmålet: organisation og regering?

IVRIG opmærksomhed samler sig i denne overgangsperiode for verden om ethvert træk og ethvert princip hos den teokratiske organisation og regering. Dette er ganske særlig tilfældet, fordi hundredtusinder indviede kristne i dag føres sammen i nært samarbejde som kærnen i en ny verdens samfund. Denne store skare af Herrens „får“, fra over 120 lande, lader sig frivilligt indsamle til den organisation, der udgør den „ene hjord“, som har en erfaren overordnet myndighed til „hyrde“. I det styre, der leder denne voksende skare af kristne Jehovas vidner, er der nu i mange år foregået en gradvis tilbagevenden til den tidligste form for teokratisk organisation, som den rådede blandt de sande kristne i det første århundrede. De mange fremgangsmåder, der blev anvendt under apostlenes jordiske administration, havde som mønster de metoder, den enevældige overordnede, Jehova Gud, benyttede, dengang han dannede den forbilledlige teokratiske regering over fortidens Israel i året 1513 f. Kr. En betragtning af nogle af disse bemærkelsesværdige regeringsprincipper, der har tilknytning til den underordnedes og den overordnedes indbyrdes forhold, er betimelig. Dette indbefatter et studium af det vigtige princip, sand frygt for Jehova, den øverste hersker. — 1 Pet. 2:17; Joh. 10:16; Hebr. 10:1.

Grundliggende forhold

 2. Hvad betyder de følgende udtryk: „organisation“, „regering“, „lov“, „frygt“?

² Det vil være godt lige fra begyndelsen at få visse grundtræk trukket klart op. Når folk arbejder sammen med et specielt formål, danner de en organisation. En organisation er derfor en foranstaltning truffet af mennesker, som slutter sig sammen for at udføre et bestemt arbejde og for at nyde godt af de fælles velsignelser, et sådant nært samarbejde fører med sig. Ordet „organisation“ kommer fra rodordet „organ“, der igen stammer fra det græske ord ergon, der betyder arbejde, værk. Læg mærke til det udtryk, der i Bibelen bruges af farisæeren Gamaliel i hans beskrivelse af apostlene og den første menigheds organisation. „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være; thi hvis dette forehavende eller dette værk [ergon] er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!“ (Ap. G. 5:38, 39) Dernæst ved vi, at enhver organisation, god eller dårlig, har et eller andet styre eller en regeringsform, der er nødvendig til dens ledelse. Derfor defineres begrebet regering som en samling menneskers styre og administration ved lov.a Lov forklares som en handleregel eller forskrift for opførsel. Regeringer, hvad enten de er teokratiske eller dannet af mennesker, laver og bruger love til rettesnor for deres undersåtters handlinger. Desuden må der forefindes sand frygt for den regeringsmæssige myndighed og dens magt til at straffe. Denne frygt er mere end ærbødighed. Det er en skræk for fortræd og bevidstheden om en mulig fare.b

 3. Gør rede for de følgende regeringsformer: „demokrati“, „kommunisme“ og „teokrati“.

³ Alle er bekendt med Jesu omtale af menneskers regering som „kejseren“. (Mark. 12:17) Sådanne regeringer, kejsere, som findes i dag, består af forskellige regeringsformer, hvoraf vi vil vælge to former som eksempler under dette studium. Den ene form, demokrati, således som de Forenede Stater fastholder den, beskrives som en regering af folket, ved folket og for folket.c Den anden form, kommunisme, antaget af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (Rusland), siges at være et socialt organisationssystem, hvor hele den økonomiske forvaltning ledes af en totalitær stat, behersket af et enkelt, uafbrudt fortsættende politisk parti.d I modsætning hertil skildres teokrati, der forfægtes af Jehovas vidner, som en regering under den Højestes umiddelbare ledelse og administration.e Hvordan sker det da, at regeringer gør brug af love i deres kontrol over befolkningen?

 4. Hvilke to parter må der være under enhver regeringsform? Beskriv dem.

⁴ Lov er nødvendig til opretholdelsen af ro og orden blandt såvel levende som livløse ting. For at bevare en sådan ordnet virksomhed, må der være to parter i sagen, den ene er den overordnede, og den anden er den underordnede. Det er den overordnede, der fastsætter den lov eller handleregel, som den underordnede er forpligtet til at følge. Det handlingsområde, der er underkastet regler og love, er lige så omfattende som hele Guds skabte univers. Da Skaberen som den overordnede dannede universet ved at skabe stof ud af intet, pålagde han dette stof visse principper, det aldrig kan fravige, og uden hvilke det ville ophøre at være til. Skabelsen af stof medførte et kredsløb af partikler og legemer. Således blev disse love om kredsløbet indført, love, som alle bevægelige legemer må underkaste sig. — Sl. 104:30.

Videnskabelige love og love for menneskets adfærd

 5. Nævn eksempler på handlinger, der er underlagt lov, men er ubevidste.

⁵ Om vi stirrer op i himlenes uendelige vidder for at følge stjernernes majestætiske baner eller iagttager plantelivets vækst på jorden fra frø til plante og igen fra plante til frø eller betragter vor egen kødelige organismes mange vidunderlige ubevidste funktioner, som for eksempel hjertets bestandige pumpen nyt blod dag og nat ud i vort kredsløb til opretholdelse af livet, alt dette er ikke et tilfældighedernes spil. Disse ting overlades ikke til den underordnedes vilje, men foregår på en forunderlig måde rent ubevidst, men efter aldrig svigtende regler, fastsat af den store overordnede Gud, Jehova, i hans egenskab af skaber. Hvis den underordnede ophører med at indordne sig under Mestertegnerens forskrifter, så vil den underordnede snart komme i vanskeligheder og høste de forfærdelige følger deraf. — Sl. 8:4; 1 Mos. 1:29; Sl. 139:14.

 6. Hvori består forskellen mellem det lovområde, der sædvanligvis forbindes med regeringer, og de videnskabelige love, der omtales i forrige paragraf?

⁶ Mens det område, der, som vi så før, berøres af lov i almindelighed, er så omfattende som universet og er bestemmende for alle slags videnskabelige funktioner, så er det lovområde, der sædvanligvis forbindes med regeringer, begrænset til regler for menneskers handlinger og færd. I modsætning til dyrene, hvis handlinger hovedsagelig er baseret på instinkt, har mennesket fået den frie viljes gave til at handle velbehageligt ind for sin Skaber. Det er inden for dette handlingsområde, hvor mennesket kan udøve sin frie vilje, at love vedrørende menneskets færd spiller ind. Det er også det område, regeringerne søger at beherske. — Luk. 22:42; 1 Kor. 7:37.

Den overordnede

 7. Hvordan taler Skriften om universets overordnede?

⁷ Betænk nu den ophøjede og frygtindgydende stilling, den store overordnede Gud, Jehova, indtager. „Så svarede Jehova Job ud fra stormvejret og sagde: Hvor var du, da jeg grundede jorden? Sig frem, om du har nogen indsigt! Hvem bestemte dens mål — du kender det jo — hvem spændte målesnor ud derover? Har du nogen sinde kaldt morgenen frem, ladet morgenrøden vide sit sted, så den greb om jordens flige og gudløse rystedes bort? Hvor er vejen til lysets bolig, og hvor har mørket mon hjemme?“ „Hvo leder Jehovas ånd, råder og lærer ham noget? Se, som dråbe på spand er folkene, at regne som fnug på vægt, som et gran vejer fjerne strande.“ Ja, hvem er vel det ubetydelige fnug af et menneske, den underordnede, der kunne vejlede Gud eller gå i rette med sin store overordnede skaber, Jehova? „O menneske, hvem er dog du, at du svarer Gud igen? Skal det, som er formet, sige til den, som formede det: Hvorfor har du dannet mig således? Hvad? Har pottemageren ikke myndighed over leret til af samme masse at lave et kar til ærefuld brug, et andet til vanærende brug?“ Mennesket, den underordnede, underkaster sig med gudsfrygt viseligt den overordnede skabers, Jehovas, love og vilje, ligesom leret pottemageren. — Job 38:1, 4, 5, 12, 13, 19; Es. 40:13, 15; Rom. 9:20, 21, NW; Jer. 18:2-10.

 8. Giv en skildring af, hvorledes det ufuldkomne menneske i begrænset forstand optræder som den overordnede over for en underordnet.

⁸ Selv i det ufuldkomne menneskes tilfælde kommer den overordnedes magt over den underordnede tydeligt frem. Når et menneske tegner og konstruerer en maskine til at gøre et stykke arbejde, så fremstiller han (som den overordnede efter mindre målestok) de forskellige dele og samler dem. Senere bliver disse dele sat i gang og fungerer efter bestemte regler, idet de foretager de nøjagtige bevægelser, som den menneskelige tegner har planlagt. Hele den fungerende maskine virker som en underordnet i overensstemmelse med de regler, som mennesket, den overordnede, har fastsat. Efter nogen tid bryder visse dele sammen og kan ikke følge de funktionslove, der er pålagt dem. Hele maskinen nægter at fungere. Til sidst, når maskinen efter mange reparationer ikke længere kan magte opgaven, bliver den kasseret, og i dens sted bliver en ny maskine bygget til at udføre det nødvendige arbejde.

 9. Hvad er bestemmende for omfanget af den overordnedes lovgivningsmagt, og hvordan giver den sig almindeligvis udtryk?

⁹ Dernæst er det interessant at se, at afstanden mellem den overordnede og den underordnede er bestemmende for den grad af overordnethed og underordnethed, der foreligger i det enkelte tilfælde. Dette påvirker på direkte måde den myndighed og magt til at udstede love, som den overordnede har over den underordnede. I kraft af selve sin stilling er den overordnede uafhængig og har derfor ingen love eller regler at følge undtagen sådanne, som han selv måtte pålægge sig. På den anden side er den underordnede den afhængige part. Afhængighedsforholdet tvinger den underordnede til at gøre den overordnedes vilje, som han er afhængig af, til lov for sine handlinger, dog ikke for alle livets handlinger, men for de handlinger, der omfattes af hans afhængighedsforhold. Det vil sige, at såfremt den underordnede er afhængig af den overordnede i fem henseender, så kan den overordnede kun fastsætte love og regler for den underordnedes færd i disse fem henseender. Skulle den underordnedes afhængighed omfatte hundrede handlinger, så har den overordnede et større område, hvorover han kan diktere love eller fastsætte regler for den andens adfærd. I nøjagtig samme forhold som den enes overordnethed og den andens afhængighed er større eller mindre, total eller begrænset, er det handlingsområde, inden for hvilket der kan fastsættes love, større eller mindre, totalt eller begrænset.f

Tendensen inden for regeringerne

10. Hvor ophøjet er Jehovas stilling i forhold til den underordnede under en teokratisk regering? Hvorfor er det ønskværdigt at leve under en sådan ordning?

¹⁰ I en organisation, hvor Jehova Gud er den overordnede, er afstanden mellem den overordnede og underordnede så umådelig stor, at den faktisk er absolut. Det vil sige, at Jehova Gud er i stand til at diktere love og fastsætte regler for adfærd ned til næsten den mindste enkelthed i hans tjeneres handlinger. Dette skyldes, at hans tjenere som de underordnede er fuldstændig afhængige af ham, hvad liv og alle dets medfølgende velsignelser angår. Mens det er sikkert og ønskværdigt at leve under en paternalistisk (faderlig) regering, når Jehova Gud er den absolutte overordnede, der bør frygtes, er det farligt under menneskelige kejsere eller regeringer og fører til stor undertrykkelse. — Sl. 1:1-6.

11. a) Fremhold modsætningsforholdet mellem kommunistiske regeringer og demokratiske regeringer med henblik på deres overordnethed over for den underordnede, og hvad betyder dette for befolkningen? b) Hvilken tendens spores blandt de jordiske regeringer, og hvorfor?

¹¹ I lande, hvor den russiske form for kommunisme eksisterer, søger sådanne totalitære regeringer som de overordnede at gøre afstanden mellem staten og undersåtterne meget stor eller total (det er, hvad der i virkeligheden menes med ordet totalitær), således at de underordnedes, altså undersåtternes, afhængighed bliver stor eller total, hvilket sætter staten i stand til at give direktiver for selv de mindste enkeltheder i befolkningens liv. Denne totalitære styreform indgyder stor frygt i befolkningen og fører til grusomheder for at opretholde denne frygt. I lande, hvor den amerikanske form for demokrati udøves, er afstanden ikke stor mellem sådanne begrænsede regeringer som overordnede og deres undersåtter, de underordnede, hvilket igen vil sige, at afhængigheden af staten er begrænset. Det betyder, at demokratier har et begrænset område, inden for hvilket de kan fastsætte love for deres undersåtters handlinger. Men der findes dog i demokratiske lande en tendens til at give staten større magt. Denne tendens skyldes den omstændighed, at Satan ved, at hans tid inden Harmagedon er kort, og han skyr ingen anstrengelse for at få alle jordiske regeringer til at ophøje sig selv i endnu større grad for derigennem at forøge deres egen overordnethed og indgyde større frygt hos befolkningen. På denne måde kan de underordnede bindes med stærkere bånd, der adskiller dem fra Guds nye verdens regering, som er under udvikling. — Åb. 12:12.

Regeringernes udvikling

12, 13. Beskriv i store træk regeringernes, „kejserens“, udvikling gennem århundrederne. Hvordan er forholdet i dag?

¹² Når vi kaster et blik tilbage over regeringernes, „kejserens“, mindst fire tusind år lange historie, ser vi, at regeringer er opstået og har udviklet sig under krig og strid. Hvordan det? Lige siden Nimrods tid har der været kæmpet om overherredømmet, stillingen som den overordnede, der kan diktere den overvundne lov og politik og således gøre modparten til den underordnede, der må underkaste sig. Den overordnedes uforfærdethed har holdt den underordnede nede i frygt, prisgivet hans barmhjertighed. Omkring 150 år efter Vandfloden opstod der først strid familie og familie imellem, dernæst klan og klan imellem, stamme og stamme imellem, bystat og bystat imellem og til sidst nation og nation imellem. Sådan har det fortsat frem til denne tid, hvor striden raser mellem blokke af nationer. — 1 Mos. 10:8, 9.

¹³ Det er den gamle metode med at prøve sig frem ved hjælp af krig. I øjeblikket kæmper Østblokken og Vestblokken om verdensherredømmet, så den vindende part som den overordnede kan diktere lovene og verdenspolitikken til egen fordel. Tiden vil vise, om der skal komme endnu en krig blandt nationerne, hvor den ene blok søger at opkaste sig til den overordnede for at holde hele resten af verden i tvang under sine regler og love for handling. Som en slående modsætning til den juridiske udvikling blandt jordens voldsregeringer, „kejseren“, ser vi, hvorledes den teokratiske regerings love kommer ad fredelig vej ved guddommelig åbenbaring direkte fra den enevældige overordnede, Jehova Gud. — Es. 33:22.

Forordninger om straf og belønning

14, 15. a) Hvad er forordninger? b) Nævn forordninger, der har tilknytning til bibelske love.

¹⁴ Regeringer, hvad enten de er af Gud eller af „kejseren“, finder på metoder, der kan opmuntre de underordnede til at adlyde de love, der styrer dem. Disse metoder er enten 1) straffe, der indgyder frygt for lovovertrædelser, eller 2) belønninger for lovlydighed; eller en blanding af begge. I den juridiske verden betegnes disse straffe eller belønninger som forordninger, der er redskaber i regeringens hånd til at gennemtvinge lydighed imod loven. I Edens have gav Gud Adam en lov, der forbød ham at spise af træet til kundskab om godt og ondt. Til denne bestemte regel for handling føjede den enevældige overordnede, Jehova Gud, en forordning om dødsstraf, hvis loven blev overtrådt. Vi kender alle udfaldet. Adam, den underordnede, overtrådte loven. Gud holdt straks rettergang, dømte ham skyldig og anvendte forordningen over for ham, idet han døde inden for den tusindårige dag. — 1 Mos. 2:17; 3:19.

¹⁵ Efter Vandfloden fastsatte Gud en lov, der forbød mord, og som forordning satte han dødsstraf for enhver, som overtrådte loven. Et andet eksempel på de mange bibelske love med forordninger, der havde det for øje at opmuntre til lydighed imod loven, er det femte bud, der lyder: Ær din fader og din moder. Til denne regel for handling blev der føjet en forordning om belønning for lydighed, „for at du kan få et langt liv i det land“. For dem, som viste ulydighed imod denne lov, var der også en bestemmelse om dødsstraf ved stening. Mennesket som den underordnede og underkastet en regeringsform kan ikke tillade sig at ignorere lovens vrede (straf) eller lukke sine øjne for dens velsignelser (belønning). — 1 Mos. 9:6; 2 Mos. 20:12; 5 Mos. 21:18-21; Rom. 13:5.

16, 17. a) Hvorfor er det ret at frygte Jehova? b) Hvordan bør den underordnede kristne vandre ind for Gud?

¹⁶ Alt det foregående viser tydeligt, at frygt for Jehova, den store enevældige overordnede, er ønskelig, ret og rigtig. Hans overordnethed er så stor, at den gør ham til den øverste af alle. Den er så absolut, at mennesket som den underordnede er fuldstændig afhængig af hans nåde. Hærskarers Jehova står i en klasse for sig. Derfor holder sande kristne ham hellig, som den, der indtager en særstilling i deres forhold til andre. Jehova er i sin ophøjede stilling en hellig og fortærende ild. „Thi jeg er Jehova jeres Gud, og I skal hellige jer og være hellige; thi jeg er hellig.“ „Thi Jehova din Gud er en fortærende ild, en nidkær Gud!“ — 3 Mos. 11:44; 5 Mos. 4:24.

¹⁷ Intet menneske kan holde Jehova for nar, og intet menneske kan være ligegyldigt over for Guds krav. Omgås ikke hans lov skødesløst, for hans magt til at pålægge straffebestemmelser er uden begrænsning og fører til total udslettelse i døden. „Vanhellig blev jorden under dem, som bor der, thi lovene krænked de, overtrådte budet, brød den evige pagt. Derfor fortærer forbandelse jorden, og bøde må de, som bor der. Derfor svides jordens beboere bort, kun få af de dødelige levnes.“ (Es. 24:5, 6) Man må til enhver tid nære rædsel for at mishage hans enevældige majestæt. Rammende er Esajas’ ord i denne sag: „Hærskarers Jehova, ham skal I holde hellig, han skal være jeres frygt, han skal være jeres rædsel.“ — Es. 8:13.

18. Hvorledes ophøjer David Jehovas storhed?

[Fodnoter]