Hvem vil lovsynge Kongen?

„Jeg vil ophøje dig, min Gud Kongen, og jeg vil velsigne dit navn til fjerne tider, ja, for evigt. Dagen lang vil jeg velsigne dig, og jeg vil lovsynge dit navn til fjerne tider, ja, for evigt.“ — Sl. 145:1, 2, NW.

 1. Hvad sagde kong David om Jehova som sin konge, og hvorfor?

KONG DAVID skrev en lovsang til sin himmelske konge, Jehova Gud. Nogle forekommer det måske temmelig usædvanligt at en jordisk konge udtaler sig så stærkt til gunst for en anden konge, som er højere end han selv. Men David havde gode grunde til at gøre det. Hans ord udsprang af værdsættelse af denne konge, Jehova. Hans indstilling til denne konge bar præg af den mildhed der hører visdom til. (Jak. 3:13) David var en loyal tilbeder af Jehova og havde et vidunderlig nært forhold til denne „kongernes Herre“. — Dan. 2:47.

 2, 3. (a) Giv eksempler på hvordan David omtalte Jehova i Salmerne. (b) Hvad sagde David ifølge Første Krønikebog om Jehova og hans kongedømme?

² Af Davids mange udtalelser i Bibelen kan vi se hvad det var der gjorde at han i den grad værdsatte sin konge, Jehova Gud. Salme 19 afspejler Davids værdsættelse af Jehova som Skaber, Lovgiver og Genløser. I Salme 24 erklærer han at Jehova ejer jorden og er ærens Konge, stærk og vældig. I Salme 103:19 udtrykker David sin værdsættelse af Jehovas kongedømme idet han siger: „[Jehova] har rejst sin trone i Himlen, alt er hans kongedømme underlagt.“ Derefter opfordrer han engle og mennesker til at lovprise Jehova. Hans takkesang i Første Krønikebog 16:8-36 understreger hans dybe værdsættelse af Jehova.

³ Henimod slutningen af sit herredømme gav David i hele folkets nærværelse udtryk for den indstilling han havde haft hele livet igennem. Han sagde: „Lovet være du [Jehova], vor fader Israels Gud fra evighed til evighed! Din, [Jehova], er storheden, magten, æren, glansen og herligheden, thi alt i Himmelen og på jorden er dit; dit, o [Jehova], er riget, og selv løfter du dig som hoved over alle. Rigdom og ære kommer fra dig, og du hersker over alt; i din hånd er kraft og vælde, og i din hånd står det at gøre, hvem det skal være, stor og stærk. Derfor priser vi dig nu, vor Gud, og lovsynger dit herlige navn!“ — 1 Krøn. 29:10-13.

Jehovas kongedømme anfægtes

 4. Hvad skete der på Samuels tid med det resultat at Israel fik en jordisk konge, og hvordan blev de omboende folkeslag en snare for israelitterne?

⁴ Kort før Davids fødsel var Jehovas kongedømme over Israel blevet anfægtet. Det var ved slutningen af Samuels tid som dommer, og beretningen herom findes i Første Samuelsbog 8:4-20. Men hvad var grunden til at Jehovas pagtsfolk nu bad om at få en jordisk konge til at herske over sig, og dermed forkastede Jehova? Israelitterne sagde til Samuel at de gerne ville være ligesom alle de andre folkeslag. Gennem Samuel advarede Jehova dem om den pris de måtte betale hvis de fik et menneske som konge ligesom de omboende folk. I virkeligheden var de langt bedre tjent med at have Jehova som deres konge. — Se også Femte Mosebog 4:7.

 5. Hvordan blev Jehovas kongedømme anfægtet på Gideons tid?

⁵ Spørgsmålet var opstået en gang før i Israels historie, nemlig da Jehova gav folket sejr over midjanitterne under Gideons anførsel. „Derefter sagde israelitterne til Gideon: ’Vær vor hersker, du selv og siden din søn og din sønnesøn, da du nu har frelst os af midjanitternes hånd!’ Men Gideon svarede dem: ’Hverken jeg eller min søn vil herske over eder; [Jehova] skal herske over eder!’“ (Dom. 8:22, 23) Loyal mod Jehova afslog Gideon israelitternes anmodning og understregede at Jehova var deres konge. Ikke længe efter Gideons død myrdede en af hans sønner ved navn Abimelek imidlertid de fleste af sine brødre og opkastede sig til konge; men hans herredømme blev kortvarigt og han kom ulykkeligt af dage. (Dom., kap. 9) Disse begivenheder var velkendte i Israel. De viser hvordan Jehovas kongedømme blev anfægtet nu og da op gennem historien. I al den tid havde de enkelte israelitter også lejlighed til at vise deres loyalitet over for Jehova som deres konge.

 6. Hvordan blev der tidligere indført kongedømmer, og hvad har Jehova forudsagt?

⁶ Det fremgår i øvrigt af Guds ord at de verdslige nationer havde konger fra meget gammel tid. Allerede kort efter Vandfloden blev der oprettet kongedømmer i opposition til Jehova, hvilket fremgår af Første Mosebog 10:8-12 (NW). Det skete under påvirkning af Satan Djævelen, der fra begyndelsen anfægtede retmæssigheden af Jehovas herredømme ved at gøre oprør mod Jehova og søge at drage andre skabninger med sig bort fra tilbedelsen af Jehova. Jehova har givet den Onde tid til at forsøge at bevise sin anklage. Han har også åbenbaret hvilket udfald sagen vil få. — 1 Mos. 3:15.

Jehovas storhed lovsynges

 7. (a) Hvilken rolle spillede Jehovas ånd i Davids liv? (b) Hvad særligt er der at sige om Salme 145?

⁷ Det var Samuel der på Jehovas anvisning salvede David til konge. „Og [Jehovas] Ånd kom over David fra den dag af.“ (1 Sam. 16:12, 13) David er et godt eksempel på hvordan Jehovas ånd virker på de loyale. Det var Guds ånd der drev ham til at skrive de mange salmer hvori han lovsynger Jehova. (2 Sam. 23:2) En af hans mest storslåede lovsange er Salme 145. I denne salme velsigner, lovsynger og priser han Jehovas godhed, storhed, vælde, retfærdighed, evighed, uudgrundelighed og barmhjertighed. Et vidnesbyrd om at jødiske lærde også sætter denne salme højt, er at den forekommer tre gange i jødernes daglige liturgi. I den hebraiske bibel kaldes Salmernes bog t^ehillimʹ, der betyder „lovsange“. Salme 145 er den eneste af salmerne der som overskrift har dette udtryk, „en lovsang“, her i entalsform.

 8. Hvad er underforstået i Davids beslutning om at lovsynge Jehovas navn for evigt?

⁸ Allerede i de første vers giver David udtryk for en overvældende glæde og værdsættelse:

„Jeg vil ophøje dig, min Gud Kongen, og jeg vil velsigne dit navn til fjerne tider, ja, for evigt. Dagen lang vil jeg velsigne dig, og jeg vil lovsynge dit navn til fjerne tider, ja, for evigt.“ (Sl. 145:1, 2, NW)

At David ville lovsynge Guds navn „til fjerne tider, ja, for evigt“, bliver i almindelighed af bibelkommentatorer udlagt som en beslutning om at han ville gøre det så længe han levede. Men ligger der ikke også en anden betydning gemt i Davids ord? For at kunne lovsynge Gud for evigt må man leve evigt. Og havde David ikke håb om evigt liv? I dag har ’den store skare’ „andre får“ som skare betragtet håb om at kunne velsigne og lovsynge Jehovas navn for evigt fordi de aldrig vil dø og forsvinde fra jorden. — Zef. 2:3; Joh. 11:26; Åb. 7:14-17; 21:4.

 9. Er det muligt at forstå Jehovas gerninger til fulde? Forklar nærmere.

⁹ Davids lovord fortsætter:

„Jehova er stor og han skal lovsynges i rigt mål, og hans storhed er uudgrundelig.“ (Sl. 145:3, NW)

Vidnesbyrdet om Jehovas storhed har kunnet ses af alle mennesker lige fra skabelsen af. (Rom. 1:20) Alligevel er det forholdsvis få der har lovsunget Jehova i sandhed, og det endda til trods for at de alle har haft gavn af hans storhed og hans skaberværk. Jehova og hans gerninger er så storslåede at menneskene, selv på dette sene tidspunkt i historien, først lige er begyndt at kunne udgrunde nogle få af de komplicerede ting han har skabt. Patriarken Job havde samme værdsættelse som David, for han omtalte Gud som den der „øver ufattelig vælde og undere uden tal“. (Job 5:9; 9:10; 26:14) Og efter at apostelen Paulus havde gjort rede for Guds storslåede hensigter følte han sig tilskyndet til at udbryde: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige hans domme og usporlige hans veje!“ — Rom. 11:33, 34.

10. Hvordan har én „generation“ fortalt en anden „generation“ om Guds vældige gerninger?

11. Hvordan kan vi vise interesse for Jehovas værdighed og hans gerninger?

¹¹ „Din værdigheds herlige pragt og dine underfulde gerninger vil jeg have i tanke.“ (Sl. 145:5, NW)

Hvis vi skal lovsynge Skaberen på rette måde, må hans herlighed og hans underfulde gerninger beskæftige vore tanker og fylde vort hjerte. (Matt. 12:34) Hvordan kan vi sikre at dette er tilfældet? Giver vi os tid til personligt studium af det Gud har ladet nedfælde i sit ord? Og mediterer vi over det, så betydningen af det prenter sig dybt og varigt i vor bevidsthed? Hvordan kan vi velsigne Jehova Gud eller tale godt om ham, medmindre vi selv har en fast overbevisning og nærer dyb kærlighed til Jehova? Forståelse af Jehovas pragt og værdighed hjælper os til at tale med begejstring, beslutsomhed og overbevisning om den store Konge.

12. Hvorfor er det godt at tænke på Jehovas frygtindgydende gerninger og at tale om dem?

¹² „Og de vil berette om dine frygtindgydende gerningers styrke; og jeg vil forkynde din storhed.“ (Sl. 145:6, NW)

Ja, der er langt mere at berette om. I Bibelen fortælles der om mange frygtindgydende gerninger hvorved Jehova har vist sin magt til at hjælpe sine trofaste tjenere og straffe dem der har gjort sig selv til hans fjender. Mange af disse vældige gerninger i fortiden tjener som profetiske billeder og er en belæring som den nuværende generation har brug for. „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ (Rom. 15:4) Ved at tale om disse ting udfører man en tjeneste og en kærlighedsgerning til gavn for andre. Man advarer dem om hvad Jehova har i sinde at gøre. Derved gavner man også sig selv, på samme måde som vægteren der omtales i Ezekiel 3:17-19. Den forestående „store trængsel“ vil være endnu et bevis på Jehovas storhed, på at han gennemfører sin erklærede hensigt. Lad os derfor forkynde Jehovas storhed så længe han holder vejen åben i denne tingenes ordning. Når vi advarer om Guds dom kan vi efterligne Jesu Kristi eksempel. — Matt. 10:28-30; Luk. 19:41-44.

13, 14. (a) Hvorfor bør man minde om Jehovas godhed? (b) Hvilken grund har vi til at råbe af glæde?

¹³ „De vil lade ord vælde frem til minde om din godheds overflod, og de vil råbe af glæde over din retfærdighed.“ (Sl. 145:7, NW)

Vi skal ikke alene fortælle verden om Jehovas kraft og vælde, men også om hans godhed og retfærdighed. Hele vejen op gennem historien har Jehova Gud vist sine tjenere stor godhed. Når de har tjent ham trofast, er de altid blevet velsignet i overmål. Til den dag i dag har Jehova vist dem der elsker ham, en så usædvanlig godhed at de er blevet som et kildevæld hvorfra der hele tiden flyder taknemmelighedsytringer. Disse lovprisninger bevirker naturligvis at mange andre strømmer til for at mærke Jehovas rige godhed. Når man gentager noget, indprentes det bedre i hukommelsen. Derfor er det til stor velsignelse at minde om Jehovas godhed. Det hjælper os til aldrig at miste værdsættelsen af det Jehova har gjort for sit folk. Ja, det er gavnligt at minde offentligt om den godhed Jehova har vist os.

¹⁴ Har vi ikke grund til at råbe af glæde? Gennem Adam er vi alle blevet syndere og kommet under dødens fordømmelse. (Rom. 5:12) Men i harmoni med sin retfærdighed har Jehova vist den store kærlighed at skabe en udvej for os ved hjælp af Jesu Kristi genløsningsoffer. Gennem hans skrevne ord har vi fået kundskab om hvordan han i retfærdighed har taget sig af sine jordiske børn. Det er en glæde at se disse ting, ja en grund til at råbe af fryd om Jehova. Vi har god grund til at gøre som kong David, der udbrød: „Dog stoler jeg fast på din miskundhed, lad mit hjerte juble over din frelse! Jeg vil synge for [Jehova], thi han var mig god!“ — Sl. 13:6.

15. Hvilke eksempler har vi på Jehovas barmhjertighed, tålmodighed og loyale kærlighed?

¹⁵ „Jehova er nådig og barmhjertig, sen til vrede og stor i loyal hengivenhed. Jehova er god mod alle, og hans barmhjertighed er over alle hans værker.“ (Sl. 145:8, 9, NW)

Fra et tidligt tidspunkt i menneskehedens historie har Jehova ladet sine underfulde egenskaber komme til udtryk over for menneskene, idet han skridt for skridt har været i færd med at gennemføre sin hensigt — at frelse nogle af menneskeslægtens medlemmer. Hans indstilling kom til udtryk ved Vandfloden. (1 Pet. 3:20) David var selv genstand for Jehovas barmhjertighed og havde al mulig grund til at lovsynge Jehova. Jesus minder os om Jehovas loyale kærlighed, for eksempel med ordene i Johannes 3:16, 17. Værdsættelse heraf skulle få os til at prise Jehova med vore ord, og tilskynde os til selv at vise andre kærlighed. Apostelen Johannes ræsonnerede på denne måde: „Ved dette blev Guds kærlighed gjort kendt i vort tilfælde, at Gud udsendte sin enestefødte søn til verden for at vi kunne vinde livet ved ham. Kærligheden består i dette: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han elskede os og udsendte sin søn som sonoffer for vore synder. I elskede, når det er sådan Gud elskede os, er vi også skyldige at elske hinanden.“ — 1 Joh. 4:9-11.

16-18. (a) Hvad tilskyndes vi alle til at gøre mens der endnu er tid? (b) Hvad betyder Jehovas barmhjertighed for os? (c) Hvilken taknemmelig indstilling som Paulus gav udtryk for, gør vi vel i også at lægge for dagen?

¹⁶ Når vi ser hvordan den nuværende generation handler over for Jehova, og læser om menneskenes ondskab og voldshandlinger i århundredernes løb, må vi i sandhed sige at Jehova er sen til vrede. Hvor må vi være taknemmelige for at Jehova stadig viser tålmodighed! Forståelse og værdsættelse af Peters ord i Andet Petersbrev 3:9 og 15 skulle stemme os positivt over for Jehovas store barmhjertighed og loyale hengivenhed: „Jehova . . . er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring. Regn desuden vor Herres tålmodighed for frelse.“

¹⁷ Vi ved at den nuværende tingenes ordning under Satan er dømt til udslettelse, og derfor vil vi gerne tilskynde alle mennesker til at indse at Gud viser tålmodighed og til at tage de skridt der er nødvendige for at opnå frelse før det er for sent. (Zef. 2:3; Åb. 18:4) Vi er lykkelige for at vi selv har taget disse livreddende skridt! Og dog er vi som Adams efterkommere underlagt kødets skrøbeligheder, og vi begår fejl, ligesom David og andre gjorde det. Af den grund lærte Jesus os at bede: „Tilgiv os vor skyld, som vi også har tilgivet vore skyldnere. Og før os ikke ind i fristelse, men befri os fra den onde.“ — Matt. 6:12, 13.

¹⁸ Den foranstaltning Jehova har truffet gennem Jesus Kristus betyder uendelig meget for os alle sammen. Måtte vi altid påskønne Jehovas loyale hengivenhed og barmhjertighed og alt hvad han har gjort for os. Apostelen Paulus nærede en sådan påskønnelse, for han sagde: „Jeg er taknemmelig mod Kristus Jesus, vor Herre, som har givet mig kraft, fordi han anså mig for trofast ved at sætte mig til en tjeneste . . . Den udtalelse er troværdig og fortjener at blive antaget fuldt ud, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere. Af disse er jeg den førende. Dog, grunden til at der blev vist mig barmhjertighed var at Kristus Jesus med mig som det førende tilfælde kunne vise al sin langmodighed, til et mønster for dem som vil få tro på ham til evigt liv. Men evighedens Konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud, tilkommer ære og herlighed i evighedernes evigheder. Amen.“ (1 Tim. 1:12, 15-17) Vor taknemmelighed bør tilskynde os til at lovsynge Jehova endnu mere, mens vi altid taler om hans kongedømme.

Et klogt ordsprog

„De vise får ære til arv, men tåber høster kun skam [vanære, NW].“ — Ordsp. 3:35.

Den der lægger sand visdom for dagen bliver ofte genstand for en ære han ikke selv har søgt. Den utilsigtede ære får han fordi andre kan se at han handler i overensstemmelse med kundskab og indsigt og er et godt eksempel. (Ordsp. 12:8; 22:29) Det er fordi han søger og holder fast ved „visdommen ovenfra“. (Jak. 3:13, 17) Med tåberne, derimod, er det lige omvendt. De lægger størst vægt på ting som ikke medfører sand eller varig ære, og som følge deraf høster de til sidst skam eller vanære. På grund af deres tåbelighed forudser de ikke det endelige resultat. Forskellen mellem den vise og tåben er i sandhed stor.