Guds rige hersker — er verdens ende nær?

 1. Hvilken regering er den eneste der er god nok til jorden, og hvorfor?

KUN den bedste regering i universet er god nok til vor jord. Det er hvad jordens Skaber mener om den sag. Og det kan alle mennesker med god vilje være glade for. Vi kan være taknemmelige for at Skaberen ikke har ladet sit skaberværk skøtte sig selv, og det skønt vor jord er som intet i sammenligning med universet. Vi kan være lykkelige for at han anerkender denne lille bitte del af skaberværket som sine hænders værk, og at han ønsker at hædre det med den bedste af alle styreformer. Han ønsker at det skal vise ham ære, ligesom det øvrige univers gør. „Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk.“ — Sl. 19:1.

 2. Hvilken kendsgerning er åbenlys vedrørende menneskets styre over jorden, og hvorfor?

² Det er tydeligt at menneskers styre over jorden ikke har været den bedste regeringsform. I vor tid mærker vi de samlede resultater af det styre mennesket har udøvet over jorden og dens beboere, og det er ikke gode resultater. Vi kan ikke uden videre feje sagen til side; vi kan ikke undskylde resultaterne ved at sige, at det er bedre at have en regering bestående af mennesker end slet ingen regering at have. Det står fast at menneskets styre over jorden har haft til følge at verden er splittet i forfærdende grad, og menneskeheden står over for selvudslettelse på grund af de umenneskelige våben den har fremstillet. Menneskets styre over jorden har måske nok givet anledning til dannelsen af De forenede Nationer, der nu tæller toogfirs medlemslande, men det har ikke skabt en forenet menneskehed, et kærligt fredfyldt broderskab af mennesker der repræsenterer alle racer, slægter, hudfarver og sprog. Ikke nok med at mennesker er kommet til kort over for døden når den skyldes naturlige årsager, men de fremskynder muligheden af en pludselig, voldsom ødelæggelse af alt levende, forårsaget af deres egne politiske, militaristiske regeringer — for slet ikke at tale om et Harmagedon hvor Skaberen vil bringe ødelæggelse over dem. Intet falder så let i øjnene, intet er så uimodsigeligt: når jorden styres af mennesket med dets mange guder slår det fejl.

 3. Hvad gør politiske regenter til trods for deres fiasko, og hvad må hvert enkelt menneske gøre?

³ I betragtning af den åbenlyse fiasko er tiden nu inde til at mennesket drager en slutning, og herudfra afgør hvordan det vil være klogest at handle. Hvis politiske herskere nægter at føre folket ad rette veje, må hvert enkelt menneske selv søge dem. De politiske regenter lægger planer og træffer foranstaltninger til videreførelse af landenes regeringer, som om de skulle bestå i al evighed. Herskerne er ikke af den overbevisning at mennesket er kommet til kort. Stædigt fortsætter de med yderligere forsøg på at få held med sig og at vise hele universet hvad de formår. De beviser kun at de ikke kender eller bryder sig om at kende eller har nogen tro på Skaberens hensigt med hans egen klode, jorden. De tror kun på sig selv. Dermed røber de at de ikke har lært noget som helst af menneskehedens historie. De er hovmodige. De har ikke lært visdommen i og rigtigheden af det inspirerede råd der for længe siden blev nedskrevet: „Sæt ikke Eders lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe! Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.“ — Sl. 146:3, 4.

 4. Hvis herskerne ikke indhentes af en verdenskrig, hvad vil der så med sikkerhed ske dem, og hvad må vi derfor afgøre?

⁴ Hvis ikke en tredje verdenskrig først indhenter dem, vil alle herskerne der lever i vore kritiske tider gå samme vej som alle andre fyrster og herskere har gjort. De vil drage deres sidste suk; deres livløse legemer vil blive til jord igen; deres dårligt anvendte åndsevner vil forgå sammen med dem, og menneskeheden vil ikke være kommet et skridt videre efter deres mislykkede forsøg på at regere. Hvad hver enkelt af os derfor må afgøre er, hvorvidt vi vil blive ved udsætte os for lidelser blot fordi menneskets forsøg på at regere på forhånd er dømt til at slå fejl.

 5. Hvad er det en sådan personlig afgørelse ikke vil betyde, og hvem er den eneste vi kan vende os til for at opnå en god regering?

⁵ Når vi træffer en personlig afgørelse om at ville undgå de sidste uheldsvangre følger af menneskelige herskeres styre, betyder det ikke at vi vil rejse os i en revolte mod herskerne eller begynde en revolution eller blive anarkister. Hvad enten vi gennemførte en revolution med eller uden anvendelse af vold, ville det blot betyde at vi i stedet for andres regering opstillede vor egen. Slutfacit ville blive det samme; det ville stadig være en regering ledet af mennesker, af os selv. Den kommunistiske regeringsform er et eksempel herpå. Den begyndte med en revolution under anvendelse af vold og overtagelse af den politiske magt. Men hvis vi opgiver at lade jorden styre af mennesker, endog af os selv, hvem skal vi så vende os til for at få en god regering der ikke vil mislykkes? Der findes kun en eneste som vi kan henvende os til for at opnå et styre der vil lykkes, og det er jordens Skaber, menneskets Skaber; med andre ord: Gud. „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ Således lyder de første ord i Den hellige Skrift.

 6. Er det praktisk at vende sig til denne eneste, og hvorfor?

⁶ Gå til Gud, Skaberen, og lad ham give jorden en regering! Er det nu også praktisk? Så ganske afgjort; og det så meget mere, som de frugter vi i dag må høste viser, at det er upraktisk at lade mennesker styre jorden. At lade Gud styre jorden, som han ejer, i overensstemmelse med hans guddommelige vilje, er ikke alene praktisk men også særdeles forstandigt, eftersom det vil virke til bedste for os og bringe os evige goder. Dette gælder nu mere end nogen sinde, for Guds rige hersker — det er allerede begyndt at regere over vor jord. Alle som ønsker at leve evigt i fred, i sundhed og i glæde må villigt underkaste sig Guds styre. Dette er det praktiske resultat af at vende sig til Gud for at opnå den regering vi ønsker.

 7. Hvor længe har Jehova været konge, og hvorfor forholder det sig således? Hvordan har menneskeheden alligevel reageret over for denne kendsgerning?

⁷ Hvornår begyndte Guds rige at herske? Mere end seks hundrede år før den kristne tidsalder udtalte profeten Jeremias: „HERREN [Jehova] er Gud i sandhed, han er en levende gud og en evig konge.“ (Jer. 10:10) Ja, den sande Gud, hvis navn er Jehova, har altid været konge. Han har altid haft magten; han har altid regeret. Han er universets suveræn, og ingen af hans skabninger har nogen sinde kunnet omstyrte hans suveræne herredømme, ikke engang Djævelen. Og dog har der i næsten seks tusinde år kun været meget få mennesker som har anerkendt ham som konge og ønsket at han skulle regere. Selv da det tidspunkt kom da hans rige skulle begynde at styre jorden direkte, var der næsten ingen i hele menneskeheden som hilste en regering med ham i spidsen velkommen. De har ikke villet lade hans kongerige overtage den suveræne magt; de har ikke sværget troskab til hans rige. Nationalisme har magten.

 8. Hvem har allermest anerkendt Guds kongeværdighed, og hvad beviser den bøn han lærte sine disciple angående Guds rige?

⁸ Det menneske som mere end alle andre anerkendte Jehova Guds kongeværdighed og allermest ønskede at hans himmelske rige skulle herske over jorden, var Jesus Kristus. For nitten århundreder siden lærte han sine disciple at bede til Kongen i himmelen: „Vor Fader, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen.“ (Matt. 6:9, 10) Selve det at Jesus lærte sine disciple at bede om at den himmelske Faders rige skulle komme, beviser at riget ikke herskede over jorden på det tidspunkt. Det var ikke Guds rige, men romerriget der dengang havde magten over den beboede jord. Ethvert oplyst menneske ved at det var den romerske statholder i Jerusalem der på grund af byens religiøse lederes stædige pågåenhed overgav Jesus til at dø på en marterpæl uden for murene. Nej, der er ingen tvivl; cæsarernes Rom havde dengang styret, var en verdensmagt; Guds rige herskede ikke på det tidspunkt. Der stod endnu tilbage at det skulle komme som en opfyldelse af den bøn Jesus lærte os. Spørgsmålet var: hvornår skulle Guds rige begynde at herske?

Ikke ved hjælp af politikerne i kristenheden

 9. Hvad har kristenhedens præsteskab længe doceret vedrørende Guds riges komme, og hvorfor er dette anstødeligt i Guds øjne?

⁹ Kristenhedens religiøse præsteskab har længe doceret at Guds rige kom da den romerske kejser Konstantin den Store hævdede at han blev kristen, og da han indsatte religiøse biskopper fra den tids populære kristendom i regeringsembeder. Endvidere har præsteskabet fremsat den lære at Guds rige ville komme og herske gennem politikere i regeringsembeder efterhånden som disse blev kristne og underkastedes præsteskabet. Når endelig alle regerende politikere blev kristne, og alle menneskelige regeringer blev kristne, kunne man i fuldeste forstand sige: Guds rige er kommet. På den måde ville Guds rige ikke være en regering der herskede direkte fra himmelen. Men denne lære der er fremsat af kristenhedens præsteskab er da også falsk. Den har været præsteskabet en glimrende undskyldning for at blande sig i denne verdens politik. Ethvert forsøg på at oprette Guds rige ved hjælp af denne verdens politikere vil slå fejl. Det er et forsøg på at udklække messias’er, krister, af denne verdens politikere. Intet kunne være mere anstødeligt i Skaberens øjne, for det er en pure forkastelse af hans rige.

10, 11. Ved hvem viste Gud at hans rige ikke ville komme gennem menneskelige regeringer, og hvorledes?

¹⁰ For mere end femogtyve hundrede år siden fremlagde Skaberen over for menneskeheden et bevis for at hans rige ikke ville komme ved hjælp af menneskelige regeringer eller gennem denne verdens politikere. I det tolvte århundrede før Kristus mente overhovederne i Israel, akkurat som de fleste mennesker i dag, at det var upraktisk at Gud i himmelen skulle styre deres nation direkte. Gud havde frelst dem fra trældom i Ægyptens land og havde ladet dem bosætte sig i Mellemøsten, i et land med mælk og honning. Han havde givet dem en lovsamling, den mest usædvanlige mennesket kender. Gennem profeten Moses gav han dem de ti bud tillige med hundreder af andre love. Han havde over for Israel godtgjort at han var Gud den Almægtige og at hans navn er Jehova. Det første af de ti bud til israelitterne erklærede: „Jeg er HERREN [Jehova] din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig.“ (2 Mos. 20:2, 3) Han gjorde dem til et folk og sluttede en højtidelig kontrakt eller pagt med dem om at han skulle være deres Gud og velsigne dem, og at de skulle være hans folk. Han var deres usynlige konge. (5 Mos. 26:17-19) Men disse israelitter mistede troen. De opelskede et ønske om at få en konge som de kunne se, et menneske, ligesom alle de omkringboende ikke-jødiske nationer havde. De henvendte sig derfor til Jehovas profet Samuel og sagde: „Sæt . . . en konge over os til at dømme os, ligesom alle de andre folk har det!“ — 1 Sam. 8:5.

¹¹ Denne anmodning om at få et menneske til at herske over sig var ikke en bagatel. Den var ikke et udslag af demokrati som fortjente at anerkendes og honoreres. Den var en forkastelse af Gud som konge, og det fortalte han israelitterne. Bibelens beretning lyder: „Da sagde HERREN [Jehova] til Samuel: ’Ret dig i et og alt efter, hvad folket siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge.’“ (1 Sam. 8:7) Jehova vragede dem ikke på grund af dette ved øjeblikkeligt at forkaste dem som sit folk. Han lod dem få den konge de ønskede, fordi han i sin miskundhed holdt fast ved den pagt som han havde indgået med dem.

12. Hvad kan der siges om det praktiske ved et rige af den art, og til trods for hvilke fordele var det således?

¹² Viste det sig nu at være praktisk med et kongerige af den art? Var det en succes med denne israelitiske regering med skiftende konger på tronen? Hvorfor ejer israelerne af i dag ikke så meget land som deres forfædre på Samuels tid? Hvorfor har de ikke en konge der er udvalgt af Gud? Det eneste vi behøver for at få et svar er at læse de hellige hebraiske skrifter, hvis sandhed end ikke israelerne kan afvise. De har i dag ingen konge over sig fordi deres verdsligvise forfædres eksperiment med en menneskelig konge mislykkedes og blev en sørgelig fiasko. Det slog fejl på trods af at Gud salvede den trofaste hyrde David fra Betlehem til konge over dem og af hans familie lod udgå et dynasti eller en kongerække. Eksperimentet faldt uheldigt ud, selv om disse konger af Davids hus herskede i byen Jerusalem, hvor Gud havde valgt at stedfæste sit navn Jehova, og disse konger sad på hvad man kaldte „Jehovas trone“ og styrede som Guds synlige repræsentanter. Israelitternes eksperiment mislykkedes, til trods for at hele den jødiske nation og dens konge stod i et særligt pagtsforhold til Jehova, deres Gud, og havde hans egne love og profeter.

13. Hvor længe lod Gud israelitterne eksperimentere med deres konge som var udtaget blandt mennesker, og hvad kan der siges om „Jehovas trone“ i Jerusalem på nuværende tidspunkt?

¹³ Gud tilstod dem i sin barmhjertighed lidt over fem hundrede år til deres eksperiment med deres konge udtaget blandt mennesker som sad på den såkaldte „Jehovas trone“ i Jerusalem. Gud havde opfyldt deres krav om en jordisk konge, men til sidst oprørtes han over nationen og dens konges styre og styrtede regeringen i 607 f. Kr. ved hjælp af kongen af Babylon, Nebukadnezars, hære. Halvfjerds år senere førte Jehova en trofast rest ud af landflygtigheden i det fjerne Babylon hjem til dens eget land; men Jehovas trone i Jerusalem blev ikke rejst igen. Indtil denne dag er den ikke blevet genopstillet. Og den vil heller aldrig blive det.

14. Hvad viser det jødiske eksperiment med et kongedømme angående oprettelsen af riget som Jesus lærte om, og hvorledes bærer kristenhedens politikere sig ad?

¹⁴ Hvad blev det til med Guds rige som Jesus Kristus forkyndte og lærte sine disciple at bede om? Kan vi i lyset af jødernes eksperiment finde holdepunkter i historien, for slet ikke at tale om Bibelens profetier, der kan sætte os i stand til at tro og lære andre at Guds rige vil komme ved hjælp af kristenhedens politikere med støtte af paven i Vatikanstaden og protestantismens præsteskab? Nej! Er det rimeligt blot et øjeblik at mene at den alvise Gud som forud fra tidernes morgen kender alle sine gerninger, skulle påbegynde et eksperiment i lighed med det jødiske folks? Nej! Guds eget ord svarer nej! Guds egen søn, Jesus Kristus, svarer nej! Men kristenhedens politikere, der får støtte og gode råd af både det katolske og protestantiske præsteskab, har bestemt, at det er måden hvorpå Guds rige skal komme og herske. Således har de uden videre taget regeringstøjlerne, ud fra den teori at konger hersker med guddommelig ret, eller at de i egenskab af „de højere magter“ som er „indsatte af Gud“ repræsenterer Gud over for hver eneste sjæl der er dem underkastet. Men de sidder ikke på „Jehovas trone“. — Rom. 13:1.

15. Hvilke fordele har kristenhedens herskere haft fremfor jøderne, og hvilken omstændighed i vore dage viser om Guds rige er nærmere end på kejser Konstantins tid?

¹⁵ Regnet fra kejser Konstantins dage og indtil nu har kristenhedens herskere haft mere end seksten hundrede år, eller mere end tre gange så lang tid som de israelitiske konger havde. Men er det gået dem bedre end det jødiske kongedømme i hovedstaden Jerusalem, den hellige by? Ikke alene har de haft længere tid end kongerne af Davids hus havde, men de har også haft andet og mere end blot jødernes religion. Til deres disposition har de haft hele Den hellige Skrift, Bibelen, og dens kristne lære. Men selv om de har haft denne fordel, kan man så sige at de har haft held med sig? Er Guds rige nærmere end det var på kejser Konstantins tid fordi politikere i vore dage har præsteskabet i ryggen? Hersker Guds rige i dag gennem kristenhedens konger, præsidenter og regenter? Nej! Siden året 1914 har to verdenskrige haft deres arnested midt i kristenheden, og hele den bestående tingenes ordning ud over jorden befinder sig i en tilstand af tiltagende forvirring. Som en kæmpe har den ugudelige kommunisme holdt sit indtog. Indtil nu har den fået 944.900.000 mennesker, en tredjedel af jordens indbyggere, i sin magt. Kristenheden kæmper desperat ikke blot for at hindre kæmpen i at gøre yderligere indhug i kristenheden selv, men også for at hindre den i at opsluge verdens ikke-kristne, neutrale lande. Eftersom kristenheden påstår at være kristen og at have indgået en ny pagt med Gud gennem Kristus, har den haft den allerbedste lejlighed, og også større ansvar. Men da den er kommet til kort, er den i Jehovas øjne mere at dadle end fortidens kongedømme i Juda, der gennem Moses var bundet til den gamle lovpagt.

En efterligning af Guds rige

16. Hvad trådte De forenede Nationer i stedet for, og hvilket spørgsmål måtte der efter den første verdenskrig således tages stilling til, og hvordan?

¹⁶ Noget af det der må lægges kristenheden allermest til last er den rolle den har spillet i forbindelse med De forenede Nationer, den nu tretten år gamle internationale organisation der blev grundlagt i 1945 med det formål at garantere verdens sikkerhed og fred. Da De forenede Nationer begyndte sin virksomhed i januar 1946 fik det i egenskab af det faldne Folkeforbunds efterfølger overdraget dettes besiddelser. I januar 1918 fremsatte Amerikas præsident, Woodrow Wilson, under den første verdenskrigs veer og kvaler, forslag om stiftelsen af Folkeforbundet. Kun en måned senere begyndte Jehovas vidner, repræsenteret ved præsidenten for Watch Tower Bible & Tract Society, at forkynde det overraskende budskab at „Verden er endt — millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“. Tidligt i den følgende måned begyndte man i Amerika at arrestere fremtrædende mænd blandt Jehovas vidner fordi de forkyndte Guds rige som menneskenes eneste håb, og ikke mange måneder efter blev de idømt langvarige fængselsstraffe. De amerikanske kirker i kristenheden måtte nu træffe et klart valg: Guds rige eller Folkeforbundet — hvad ville mænd og kvinder der kaldte sig kristne vælge?

17, 18. Ved at billige hvilket forslag tilkendegav kristenhedens ledende kirker deres valg, og hvilke udtalelser i deres erklæring viser at de gik på kompromis?

¹⁷ Demokratiernes allierede gik sejrrige ud af den første verdenskrig, men de fremtrædende vidner for Jehova sad i fængsel. Fredskonferencen i Paris var berammet til at skulle begynde i januar 1919. Kristenhedens ledende kirker i Amerika bekendtgjorde deres valg, men tilslørede sagens egentlige kerne så de kunne indgå et kompromis. Den 12. december 1918 samledes eksekutivkomiteen under Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika til det årlige møde og billigede præsident Wilsons plan om et Folkeforbund med en erklæring der indeholdt følgende bemærkelsesværdige udtalelser:

¹⁸ „Krigsfaren i verden er forbi, men vi står over for en verdenskrise. . . . Tiden er inde til at organisere verden for sandhed og ret, for retfærdighed og menneskelighed. I dette øjemed vil vi som kristne tilskynde til at der ved den kommende fredskonference dannes et forbund af frie nationer. Et sådant forbund er ikke blot at betragte som et politisk redskab; det er snarere det politiske udtryk for Guds rige på jorden. . . . De heltemodige døde vil have givet deres liv forgæves, hvis der ikke ud af sejren kommer en ny jord hvori retfærdighed bor. Kirken har meget at give og meget at vinde. Den kan yde en approbation af en vældig virkning, ved at bibringe den nye internationale orden noget af Guds riges profetiske herlighed. . . . Kirken kan formidle den velviljens ånd uden hvilken intet forbund af nationer kan bestå. . . . Folkeforbundet har sin rod i evangeliet. Som evangeliets er dets mål ’fred på jorden, god vilje blandt mennesker’. Som evangeliet appellerer det til alle og enhver. . . . Vi opfordrer alle kristne og alle der tror på Gud og elsker mennesker, til at arbejde og bede helhjertet for at der af den gamle civilisations ruiner må fremstå de smukke konturer af en ny verden der er grundlagt på Kristi ideal: retfærdighed, samarbejde, broderskab og tjenstvillighed.“

19. Hvad skete der med denne erklæring, og hvad lovede Kirkernes Fællesråd i maj 1919?

¹⁹ En særlig kommission bestående af formanden for Fællesrådet og andre ledende repræsentanter for kirkerne fik overdraget den opgave at overrække erklæringen til fredskonferencen i Paris i 1919. De officielle beretninger godtgør at denne særlige kommission af gejstlige overrakte erklæringen til regeringsembedsmænd i Paris i Frankrig.a Derefter, i maj 1919, vedtog omtalte Kirkernes Fællesråd en resolution der gav løfte om at det ville gøre sit til at sikre at det amerikanske senat ville godkende Folkeforbundet, og det lovede sin trofaste støtte til at gøre Folkeforbundet til en succes.b

20. Hvorledes blev det såkaldte „eneste lys“ pustet ud, og hvad er der derfor at sige angående kristenhedens kirker i forbindelse med Folkeforbundet?

²⁰ Senere begyndte en amerikansk organisation,c der ligeledes slog til lyd for Folkeforbundet, at bruge dette slagord: „Hvorfor i en verden sort tage det eneste lys bort?“ Men i 1939 pustede naziføreren Adolf Hitler „det eneste lys“ ud, og Folkeforbundet gled ned i den anden verdenskrigs mørke afgrund. De anstrengelser kristenhedens kirker havde gjort sig for at gøre Folkeforbundet til en succes var forgæves, og himlen forblev tavs over for deres bønner for Forbundet. Hvad Kirkernes Fællesråd havde kaldt „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“ mislykkedes, og den første verdenskrigs heltemodige døde gav deres liv forgæves, for ud af den militære sejr som de havde medvirket til at vinde, fremstod der ikke „en ny jord hvori retfærdighed bor“. Når man derfor helt ærligt skal udtale sin mening om kristenhedens kirkers handlemåde og indstilling over for Folkeforbundet, hvad skal man så sige? Dette: Bibelen fordømmer disse religiøse organisationer fordi de er skyldige i gudsbespottelse, og fordi de ved at sætte Guds rige i forbindelse med Folkeforbundet har rejst et afgudsbillede i form af en frugtesløs plan. De har udsat hele menneskeheden for et groft bedrag ved at forfægte en afskyelig efterligning af Guds sande rige, og de har kastet megen forsmædelse på den allerhøjeste Gud.

21. Hvorledes viste Jehovas vidner om Guds rige var slået fejl sammen med Folkeforbundet, og hvorfor vil De forenede Nationer også slå fejl?

²¹ Men Gud ske tak at hans rige ikke delte skæbne med Folkeforbundet. Forbundet sank ned i en evig død, mens Guds rige fortsatte med at regere. Fra og med 1920 har Jehovas vidner afsløret Folkeforbundet og identificeret det med „ødelæggelsens vederstyggelighed“ der er forudsagt af Jehovas profet Daniel og omtalt af Jesus Kristus i hans profeti om denne verdens ende. (Dan. 11:31; 12:11; Matt. 24:15) Jehovas vidner har vist forskellen mellem Folkeforbundet og Guds rige, og har erklæret at Forbundet ville slå fejl. De har sat sig for at lyde Jesu profetiske befaling: „Denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ (Matt. 24:14, NW) Dette rige har intet ’politisk udtryk’ på jorden, ikke engang i De forenede Nationer i dag. Lad blot kristenhedens kirker, katolske såvel som protestantiske, samarbejde med De forenede Nationer så meget de vil, og bede for at det må have held til at afværge en tredje verdenskrig. F.N. vil ikke have bedre held med sig end forgængeren, det gudsbespottelige, afskyelige Folkeforbund, havde, lige så lidt som F.N. vil have Guds riges velsignelse og støtte.

Hedningetidernes udløb

22. Hvorledes blev velkendte engelske præsters opmærksomhed henledt på Lukas 21:23, 24, og hvilket manifest offentliggjorde de derefter i 1917?

²² Mennesker i denne verden forstår ikke at alle disse ting er historiske beviser for at Guds rige hersker og har hersket siden efteråret 1914. Henimod slutningen af den første verdenskrig gav flere velkendte engelske gejstlige udtryk for hvad de mente verdensbegivenhederne betød. En dramatisk begivenhed i Mellemøsten henledte deres opmærksomhed på Jesu profeti om verdens ende: „Der skal komme stor nød over landet og vredesdom over dette folk. Og de skal falde for sværdets od og føres fangne bort til alle hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.“ (Luk. 21:23, 24) Den 9. december 1917 erobrede den britiske general Allenby byen Jerusalem fra tyrkerne. Samtidig mødtes disse gejstlige i London, og her offentliggjorde de et manifest der blev refereret i Det britiske Imperiums hovedstadsaviser. Det lød heri:

„Følgende manifest blev for nylig offentliggjort af nogle af Englands kendteste præster:

’For det første — At den nuværende krise peger hen på hedningernes tiders afslutning.

For det andet — At vi når som helst kan forvente Herrens åbenbarelse da han vil blive manifesteret lige så tydeligt som han blev det for sine disciple den aften han blev oprejst.

For det tredje — At den fuldendte kirke vil blive forvandlet for altid at „være sammen med Herren“.

For det fjerde — At Israel vil vende tilbage til sit eget land i vantro og derefter omvende sig ved Kristi tilsynekomst der sker for dets skyld.

For det femte — At alle menneskelige planer om genopbygning må tage sigte på vor Herres andet komme fordi alle nationer vil blive underlagt hans styre.

For det sjette — At den hellige ånd, under Kristi regering, endnu en gang vil blive udgydt i rigt mål over alt kød.

For det syvende — At de sandheder der indeholdes i denne udtalelse er af særdeles praktisk betydning til bestemmelse af kristen være og handlemåde med henblik på vor tids presserende problemer.’“

23. Hvilken offentlig kommentar fremsatte pressen i London til disse otte britiske præsters manifest?

²³ Efter offentliggørelsen af navnene på de otte præster der underskrev manifestet og som repræsenterede fem religiøse samfund, fortsatte pressens referat: „Disse navne er velkendte, og de er at finde blandt verdens største prædikanter. At disse kendte mænd fra forskellige samfund skulle føle sig kaldede til at udtale en sådan erklæring er i sig selv af overordentlig stor betydning.“d

24. Hvad viste disse otte præster sig at være, og hvordan viste de deres stilling til Guds rige i 1926?

²⁴ De otte præster der underskrev manifestet blev skuffede med hensyn til deres forventninger. De viste sig med andre ord at være falske profeter. I året 1926 kom de til at stå i skarp modsætning til Jehovas vidner der over hele den beboede jord ivrigt forkyndte den gode nyhed om at Guds rige nu hersker.

25. Hvorfor skuffedes disse præsters forventninger om „hedningernes tider“, og for hvem var noget forbi da hedningetiderne udløb?

²⁵ „Hedningernes tider,“ der blev nævnt i det omtalte manifest, endte ikke nogen tid efter at general Allenby havde indtaget Jerusalem i 1917 og efter at England af Folkeforbundet havde fået mandat over Palæstina. Præsterne blev derfor skuffede i deres forventninger. I dag besidder araberne byen Jerusalem, og den muhamedanske moské, „Klippemoskeen“, ligger på det sted hvor fortidens tempel, der var bygget til Jehova Gud, lå. Hvorfor forholder det sig sådan? Fordi disse „hedningernes tider“ som Jesus profetisk omtalte, endte flere år før England erobrede Jerusalem fra tyrkerne. De endte i 1914, det år da den første verdenskrig brød ud blandt kristenhedens nationer, til trods for at disse nationer var knyttet sammen under en permanent international domstol, kendt som Haagdomstolen. Ordet „hedninger“ betyder bogstaveligt „nationer“. Jesus anvendte ordet på ikke-jødiske nationer da han sagde at Jerusalem, der var jødisk, ville blive nedtrådt af hedningerne, det vil sige, af ikke-jøder. Følgelig betød afslutningen på „hedningernes tider“ at noget endte for de ikke-jødiske nationer i verden, kristenhedens nationer indbefattet. Hvilket?

26. Hvad skete der ved begyndelsen af disse hedningetider, og hvad betød denne begivenhed i virkeligheden?

²⁶ Vi kan få svaret ved at finde ud af hvad der begyndte for de ikke-jødiske nationer da „hedningernes tider“ indledtes. For det første begyndte hedningerne at nedtræde Jerusalem. Det betød ikke blot ødelæggelsen af en by, jødernes hovedstad. Det betød mere. Det betød en nedtrædelse af Jehova Guds rige. Fortidens Jerusalem var den by hvorover Gud havde valgt at nævne sit navn. Det tempel der var bygget til ham af den vise kong Salomon lå på Morija bjerg. Jehovas synlige repræsentant, den af Guds ypperstepræst salvede konge, herskede i Jerusalem; og kongens trone kaldtes „HERRENS [Jehovas] trone“. (1 Krøn. 29:23) Nationen Israels regering, der havde sæde i Jerusalem, var et teokrati. Det var Guds rige på jorden en miniature. Jesus Kristus sagde at Jerusalem var „den store Konges by“. Nedtrædelsen af Jerusalem betød derfor nedtrædelse af Guds rige. — Matt. 5:35.

27. Hvad sagde profeten Ezekiel til Jerusalems konge kort før Jerusalems ødelæggelse?

²⁷ Nedtrædelsen tog sin begyndelse da Guds tid var inde. Zedekias var den sidste konge af Davids hus der sad på „Jehovas trone“ i Jerusalem. Cirka fire år før Jerusalems første ødelæggelse blev profeten Ezekiel inspireret til at sige til kong Zedekias: „Og du, gudløse hedning, Israels fyrste, hvis time slår, når din misgerning er fuldmomsen, så siger den Herre HERREN [Jehova]: Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ — Ez. 21:25-27.

28. Hvad gjorde de hedenske babyloniere ved Jerusalem i juni og juli år 607 f. Kr.?

²⁸ I juni måned i året 607 f. Kr. blev kong Zedekias taget til fange da han flygtede ud af Jerusalem, hvis mure var brudt ned, og kong Nebukadnezar af Babylon stak hans øjne ud og førte ham som fange til Babylon hvor han skulle dø i fængslet. I den følgende måned, juli, plyndrede de hedenske babyloniere Jerusalem og Jehovas tempel, hvorefter de ødelagde det forbilledlige Gudsriges hovedstad og tempel.

29. Hvornår begyndte „hedningernes tider“ således, og med hvilke tilstande?

²⁹ To måneder senere flygtede de sidste af de få tilbageblevne jøder i det ødelagte Judas land i rædsel ned til Ægypten, og Judas land var da forladt af mennesker og husdyr. Således begyndte „hedningernes tider“ omkring den 1. oktober år 607 f. Kr. De begyndte da hedningerne, eller de ikke-jødiske nationer, repræsenteret ved Babylon, havde verdensherredømmet og ikke mere havde besvær med Guds rige fordi Jehova selv havde omstyrtet riget. Grunden hertil var at jøderne havde undladt at værdsætte det.

30. Hvor længe skulle riget i Davids slægt være trådt under fode, og hvorfor gav Gud ikke kongemagten til Jesus da han var på jorden for nitten århundreder siden?

³⁰ Gennem profeten Ezekiel sagde Jehova at riget ikke skulle genoprettes før den der havde retten til det kom, og Jehova ville da give det til ham. For nitten århundreder siden overflyttedes Guds søn fra himmelen til jorden hvor han blev mennesket Jesus Kristus, født i kong Davids slægtslinje. Jehova Gud salvede Jesus med hellig ånd, hvorved han blev Kristus. På denne måde sluttede Gud en pagt med Jesus Kristus, en pagt om riget, et evigt rige. Til enhver tid forkyndte Jesus dette rige, men Gud gav ham ikke Riget på daværende tidspunkt. Guds vilje med Jesus var ikke at han skulle være en jordisk konge i Jerusalem i Mellemøsten. Ifølge profetierne var det Guds vilje at Jesu skulle dø og oprejses fra døden og derefter vende tilbage til himmelen vor han skulle sidde ved Guds højre hånd og blive konge dér — Hebr. 1:3, 8, 13.

31. Hvad blev der råbt da Jesus i sejrstog red ind i Jerusalem? Men hvad skete der på påskedagen?

³¹ Fire dage før den jødiske påske år 33 e. Kr. red Jesus i sejrstog ind i Jerusalem. Store skarer af jøder råbte: „Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer!“ „Velsignet, være Kongen, han, som kommer, i Herrens [Jehovas, NW] navn!“ „Velsignet være han, som kommer, i Herrens [Jehovas, NW] navn.“ og: „Israels Konge.“ Men på påskedagen var det en helt anden skare der, anført af jødiske præster, råbte og krævede død over Jesus, og de romerske soldater naglede ham til en pæl for at han skulle dø. Over hans hoved havde de i henhold til den forbrydelse de anklagede ham for anbragt følgende ord: „Jesus fra Nazaret, jødernes Konge.“ — Mark. 11:10; Luk. 19:38; Joh. 12:13; 19:12-22.

32. Hvad hændte der på den tredje dag efter Jesu død, og til hvem steg han senere op, og hvorfor fik han ikke dengang kongemagten?

³² på tredjedagen efter Jesu død oprejste Jehova Gud ham fra de døde. Fråde usynlige åndelige regioner viste Jesus sig derefter for sine trofaste disciple. Ti dage før pinsefesten skulle finde sted forsvandt Jesus fra disciplenes øjne og vendte tilbage til himmelen. Her trådte han frem for Gud med den livgivende værdi af sit menneskeoffer. Ved sin trofasthed mod Guds rige lige til en ufortjent død, beviste Jesus sin ret til den kongelige trone i Guds rige. Dog gav Gud ham ikke kongemagten på det tidspunkt. Guds tid var ikke inde. Mindre end to måneder forinden havde Jesus udtalt sin profeti om denne verdens ende. Han havde sagt at „hedningernes tider“, som allerede var begyndt, skulle fortsætte og at Guds rige symboliseret ved det jordiske Jerusalem fortsat skulle være nedtrådt af hedningerne indtil udløbet af det tidsrum hvori de skulle træde Guds rige under fode. Hvad skulle der så ske med disse hedenske fjender af Guds rige?

33. Hvad skulle Jesus nu gøre ved Guds højre hånd, og indtil hvornår?

³³ En inspireret bibelskribent giver os svaret når han om Jesus siger: „Men han har frembåret et offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved Guds højre hånd og venter nu kun på, at hans fjender skal lægges som en skammel for hans fødder.“ (Hebr. 10:12, 13) Jesus måtte således vente til hedningetiderne udløb.

„Endens fastsatte tid“

34. Hvorfor var der ingen undskyldning for underskriverne af Londonmanifestet for ikke at vide hvornår hedningetiderne endte, og hvordan regner vi ud hvornår disse hedningetider endte?

³⁴ De otte præster der underskrev manifestet i London havde ingen undskyldning for ikke at vide hvornår „hedningernes tider“ udløb. I særdeleshed siden 1877 har Jehovas vidner viden om forkyndt at Guds fastsatte tid for afslutningen af hedningetiderne indtraf ved efterårets begyndelse i året 1914 e. Kr. Vidnerne har benyttet sig af bøger, brochurer, blade og bibelske traktater såvel som af det talte ord. Babylons konge, Nebukadnezar, der først ødelagde Jerusalem, havde en drøm hvori Jehova Gud åbenbarede at han havde tilmålt hedningerne syv tider til nedtrædelse af Guds rige; hver af disse syv tider var på 360 solår. De syv tider ville således vare syv gange 360 solår, eller 2520 solår. (Dan. 4:16, 23, 25, 32) Eftersom disse syv tider begyndte med ødelæggelsen af Jerusalem og Judas land i det tidlige efterår 607 f. Kr., måtte de udløbe i det tidlige efterår, eller omkring 1. oktober 1914, altså i vort tyvende århundrede.e

35. Hvad betød afslutningen på „hedningernes tider“ i 1914 i virkeligheden, og hvad har Jehovas vidner derfor forkyndt siden da?

³⁵ Hele verden, kristenheden indbefattet, er hedensk. Hvad betød nu afslutningen på „hedningernes tider“ i 1914 e. Kr.? Den betød afslutningen på deres nedtrædelse, ikke af de rester af det Jerusalem der stadig ligger i Mellemøsten, men af Guds rige. Hedningetidernes begyndelse i 607 f. Kr. betød: ned med det forbilledlige Guds rige blandt jøderne og op med hedningerne for at de med Guds tilladelse kunne tage magten over verden! Afslutningen på hedningetiderne i 1914 betød lige det modsatte. Det betød: ned med de hedenske ødelæggere og op med Guds rige! Det betød Guds riges fødsel, ikke i byen Jerusalem på jorden, men i himmelen hvor Jesus, siddende ved Guds højre hånd, havde ventet på at hedningetiderne skulle udløbe. Da gav Jehova Gud Jesus Kristus den udøvende magt i Riget fordi han havde retten til den. Derfor forkynder Jehovas vidner for hele verden at „Guds rige hersker“ o har.. gjort det siden 1914 e. Kr. — Åb. 11:15, NW.

Uomtvistelige kendsgerninger

36. Hvad oplyste Jesus ikke om da han profeterede om verdens ende, og hvad opfordrer vi Dem derfor til at erkende som hjælp til at forstå hvornår Guds rige begyndte at herske?

³⁶ Vi forlanger ikke at De skal anerkende det blotte årstal 1914 som bevis for at Guds rige hersker. Der er mere end selve årstallet der viser det. Vi opfordrer Dem derimod til at anerkende hvad der skete fra dette år og fremefter, noget som bekræfter dette årstal. Da Jesus profeterede om verdens ende nævnede han intet årstal. Han nævnede noget der var mere overbevisende end et årstal, noget der kunne hjælpe os til at forstå at Guds rige var begyndt at herske. Jesus forudsagde begivenhederne og tilstandene i verden. Uafhængigt af hinanden fortæller tre bibelskribenter os hvad Jesus sagde.

37. Hvilket spørgsmål stillede Jesu apostle ham, og hvad sagde han ville markere begyndelsen til verdens ende?

³⁷ Jesus havde netop forudsagt at romerne ville ødelægge Jerusalem og dets tempel, hvilket skulle ske i året 70. Derfor kom nogle af hans apostle til ham privat og spurgte: „Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?“ Jesus sagde at der indtil verdens ende ville være falske krister og krige og krigsrygter som før, men dette ville ikke betyde enden: „Dog, det er endnu ikke enden.“ For at vise os hvad der skulle være et afgørende tegn på begyndelsen til denne verdens ende, fortsatte han med at sige: „Folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der. Men alt det er kun veernes begyndelse.“ — Matt. 24:1-8.

38. Hvad tilføjer Lukas, udover andre enkeltheder, angående tilstandene i verden?

³⁸ Alle disse ting i forening ville markere de første veer, de begyndende trængsler ved tiden for verdens ende. Disciplen Lukas’ beretning siger det samme. Foruden andre enkeltheder tilføjer Lukas „Indtil hedningernes tider er til ende. Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige; thi himlenes kræfter skal rystes.“ — Luk. 21:24-26.

39. Hvornår og med hvad begyndte denne række af verdenstrængsler, og hvorfor er alle mennesker rystede i dag?

³⁹ Som ingen sinde før i historien ængstes folkene i vore dages atom- og rakettidsalder med dens sputnikker og truende kommunisme. Det behøver vi ikke at bevise. Det må enhver erkende. Men hvornår begyndte denne periode med ængstelse for folkene? Med denne generation! Historikerne er enige om at den begyndte med den første verdenskrig. Verden vil aldrig kunne glemme at den krig hvori alle nationer og riger kloden over var indblandet, begyndte i 1914. De andre ting som Jesus nævnede som en del af de begyndende veer, fulgte efter, det vil sige, hungersnød, pest og jordskælv. Vi skal her blot nævne det der fandt sted den 4. december (1957) i ydre Mongoliet og som blev kaldt „et af historiens største jordskælv“. Det ramte Gobi-Altai bjergene og „forskubbede bjerge, ændrede floders løb, dannede nye bjerge og dale og åbnede nye vandkilder“. (Standard Times, New Bedford, Massachusetts, 23. januar 1958) Imidlertid er hele menneskeheden i dag rystet over verdensbegivenhederne, udviklingen og mulighederne.

40. Hvorfor var det ikke et tilfælde at disse verdensbegivenheder tog deres begyndelse i 1914, og hvad beviste de begivenheder der fandt sted fra da af?

⁴⁰ Det var ikke et tilfælde at denne lange række af verdenstrængsler begyndte i 1914. De begyndte i 1914 fordi „hedningernes tider“ udløb i det år. At de tog deres begyndelse i det år stemplede 1914 som det år da „hedningernes tider“ endte, og selv om alle kristenhedens præster benægter dette faktum, kan det ikke modbevises. Verdensbegivenhederne siden 1914 beviser ikke alene at Jesus Kristus var en sand profet, men også at han i 1914 fik overdraget den kongemagt han havde retten til, og at hans nærværelse i det himmelske rige da begyndte. Guds rige ved hans salvede konge, Messias, var blevet født. De hedenske nationer, kristenheden indbefattet, sad ikke længere inde med verdensherredømmet på jorden. Guds rige hersker, det har magten!

41. Hvad tilføjede Jesus som et yderligere synligt bevis for Rigets oprettelse, og hvorledes er denne del af profetien blevet opfyldt?

⁴¹ Efter at Jesus havde forudsagt begyndelsen til verdensveerne og den forfølgelse og det had der ville blive rettet mod hans sande efterfølgere, var det derfor passende at Jesus, som et andet synligt bevis på oprettelsen af Guds rige i himlene i 1914, tilføjede: „Og denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og da skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:9-14, NW) Er denne gode nyhed om det oprettede Rige blevet prædiket til et vidnesbyrd for alle nationer siden 1914? Hvis vi, for at få svaret, ser hen til de præster der underskrev manifestet i London, og til hele kristenhedens øvrige religiøse gejstlige, vil svaret blive: nej! Men betragter vi Jehovas vidner, der i dag forkynder i 164 lande og ø-distrikter over hele kloden, bliver det overvældende svar: ja! Siden den første verdenskrig sluttede har hverken fascisme, hitlerisme eller nazisme, kommunisme, den anden verdenskrig, eller de katolske og protestantiske præster inden for kristenheden formået at standse vidnerne. Jesus Kristus sagde profetisk at den gode nyhed om Riget skulle prædikes efter udløbet af „hedningernes tider“. Og sådan er det: denne gode nyhed er blevet og bliver prædiket nu, selv om kristenhedens præster er åndeligt blinde, døve og stumme over for denne sensationelle nyhed.

Hvad der menes med „verdens ende“

42. I betragtning af Rigets oprettelse, hvorfor er verdens ende da nær, og hvordan bekræfter Daniels profeti denne kendsgerning?

⁴² Nu opstår spørgsmålet: er verdens ende nær? Bibelens profetier og tilstandene i verden svarer: ja. Guds rige og denne verden, kristenheden indbefattet, er ikke venner. De kan ikke forenes. Kort tid før Jesus Kristus blev overgivet til henrettelse sagde han til den romerske landshøvding: „Mit rige er ikke af denne verden.“ Til sine disciple sagde han: „Fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.“ (Joh. 18:36; 15:19) Guds rige indestår for hans lovede nye retfærdige ordning. Apostelen Peter sagde til sine medkristne: „Efter hans forjættelse venter vi ’nye himle og en ny jord’, hvor retfærdighed bor.“ (2 Pet. 3:13) Guds rige vil indføre denne nye ordning. Det betyder fuldstændig ødelæggelse af denne gamle verden. Med henblik på denne dag hvor hedningernes herredømme uden indblanding fra Guds rige ville være forbi, sagde profeten Daniel: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ (Dan. 2:44) Denne ødelæggelse ved Guds rige betyder Harmagedon for denne gamle verden.

43. Hvad marcherer nationerne henimod, og hvor længe har de gjort det?

⁴³ Siden afslutningen af den første verdenskrig i 1918 har de hedenske nationer, anført af denne verdens gud, Satan, været på march mod Harmagedon, ud til deres sidste kamp imod Guds rige, en kamp der vil føre til deres nederlag. Det vil sige at de op til året 1958 har marcheret i fyrretyve år; og hverken Folkeforbundet eller De forenede Nationer har standset deres march eller fået nationerne til at ophøre med at kæmpe imod Guds rige. Hvor længe vil marchen fortsætte endnu før „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ begynder?

44. Hvordan hjælper Jesu profeti angående denne generation os til at forstå at verdens ende er nær?

⁴⁴ Denne generation nærmer sig støvets år. Jesus forudsagde at den generation der under den første verdenskrig så hedningetiderne udløbe og veerne begynde over verden, også skulle se afslutningen på disse veer når verden blev udslettet i Harmagedon: „Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette er sket. Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå.“ (Matt. 24:34, 35; Åb. 16:14, 16) Vi kender ikke dagen eller timen, men verdens ende er nær.

45. Hvordan kan vi vide om vi bør sørge over denne verdens ende eller ej, og hvilke løgne må vi derfor befri vort sind for?

⁴⁵ Der er ingen grund til at sørge fordi verdens ende er nær. Skulle vi sørge fordi en ny verden, Guds retfærdige nye verden bestående af nye himle og en ny jord, skal begynde efter at denne verden er forsvundet i Harmagedon? Jesus sagde til sine trofaste disciple at de skulle glæde sig når de så tegnene på at Satan Djævelens gamle verden var ved at nå sin afslutning og den nye verden under Guds rige var nær. Lad os frigøre vort sind for de religiøse løgne som kristenhedens præster er fremkommet med, og fra nutidens videnskabsmænds falske teorier om at denne verdens ende betyder ødelæggelse af den jord hvorpå vi lever, og ødelæggelse af solen, månen og stjernerne, der lyser ned fra himmelen. — Præd. 1:4.

46. Med hensyn til denne jord, hvorfor kommer Guds rige da som svar på Jesu bøn, og hvad er det derfor der må og skal ende?

⁴⁶ Jesus Kristus lærte sine disciple at bede til deres Fader i himmelen: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen.“ (Matt. 6:10) Guds rige kommer, ikke for at ødelægge denne jord men for at ødelægge Satans verden. Guds rige kommer, ikke for at opbrænde denne jord men for at Guds vilje kan ske her på jorden såvel som i himmelen. Af denne grund er jorden værd at bevare som Guds skaberværk; og Gud vil bevare den i al evighed som bosted for de genløste, genrejste og fuldkommengjorte mennesker med god vilje. Den sang englene sang ved Jesu fødsel: „Ære være Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker med god vilje,“ vil for evigt være sand. (Luk. 2:14, NW) Satans verden og dens nationer modstår Guds vilje på jorden og på ethvert andet sted i universet. Satans verden vil sige hans organisation der består af onde dæmoner i de usynlige himle og onde mennesker og nationer på den synlige jord. Følgelig er det Satans verden der med sin ugudelige tingenes ordning må og skal ende; den vil blive ødelagt. — Ef. 2:2, 3.

47. Hvad vil overleve verdens ende, og hvilken begivenhed i Noas dage benyttede Jesus som et billede på dette?

⁴⁷ Jorden vil overleve verdens ende. Mennesker med god vilje vil også overleve verdens ende fordi de på en særlig måde vil blive beskyttet af Guds rige der nu hersker. Jesus sagde i sin profeti at ved denne verdens ende ville det blive som ved afslutningen på den ugudelige verden i Noas dage. Den vandflod der blev sendt fra himmelen udryddede den gamle verden, men sammen med udtagne fugle og dyr overlevede Noa og hans familie i arken og genoptog livet på den rensede jord. Skønt der i Harmagedon måske vil blive anvendt mere ild end de lyn der forekom ved vandfloden i Noas dage, vil mennesker med god vilje dog kunne være sikre på at overleve denne onde verdens ende og komme til at leve på jorden i Guds nye verden. — Matt. 24:37-39.

48. Hvorfor bør mennesker med god vilje derfor glæde sig over den fremtidige regering?

⁴⁸ Glæd jer, I mennesker med god vilje! For det betyder at I kommer til at leve under universets bedste regering, Guds rige. Uden hensyn til hvor på jorden I bor i hans nye verden, vil I leve under denne ene teokratiske regering, Guds rige ved Jesus Kristus.

49, 50. (a) Hvad vil denne regering gøre i modsætning til hvad politiske, menneskelige regeringer ikke har formået? (b) Hvem vil få gavn af at den adamitiske død fjernes, og hvorledes?

⁴⁹ Den regering vil gøre for menneskeheden hvad ingen politisk menneskelig regering har gjort under „hedningernes tider“. Den vil befri menneskeheden for påvirkning fra Satans usynlige dæmoniske organisation. Den vil også befri jorden for gudløs kommunisme og for præsternes indblanding i politik og for alt hvad der er i modstrid med Guds vilje. Den vil befri jorden for menneskets „sidste fjende“, nemlig døden, den død vi alle har arvet som følge af den første synd der blev begået af vor forfader, Adam, ved hvem døden kom ind i verden. — Rom. 5:12; 1 Kor. 15:25, 26.

⁵⁰ At den adamitiske død fjernes vil ikke alene komme dem der overlever Harmagedon til gode, men også alle de af menneskene der sover i døden i mindegravene. Hvad angår de mennesker der overlever verdens ende på jorden fordi de trofast adlyder Guds rige ved Kristus og hans herliggjorte trofaste disciple, vil de blive befriet fra dødens fordømmelse som de har fået i arv fra Adam. De vil blive helbredt for alle ufuldkommenheder i legeme, sind, og hjerte, og til sidst nå til menneskelig fuldkommenhed i Guds billede og lighed. Og over for de mennesker der sover i mindegravene eller som har mistet livet på havet, vil kongen Jesus Kristus atter udøve den magt han brugte da han oprejste døde til liv mens han var her på jorden. Han vil opfylde sit eget løfte og kalde døde mennesker frem til liv på jorden og til alle de velsignede muligheder der vil være der under Guds rige. „Der . . . skal ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige,“ siger Guds ord. — Ap. G. 24:15; Joh. 5:28, 29; Åb. 20:13.

51. Efter hvad vil de blive dømt, og hvordan vil de der kommer igennem den endelige prøve blive belønnet?

⁵¹ Alle de der lever på jorden i den nye verden vil blive dømt efter deres handlemåde over for Gud, Jehova, og hans konge, Jesus Kristus. Hans rige vil gøre jorden til et dejligt paradis. Alle mennesker der med ubrydelig hengivenhed og lydighed mod Gud og hans rige kommer igennem den afgørende domsprøve vil blive belønnet med retten til evigt liv i menneskelig fuldkommenhed i dette jordiske paradis. Dér vil de altid gøre den guddommelige vilje.

52, 53. (a) Hvorfor bør mennesker nu vende sig til Gud? (b) Hvad hylder vi nu, og hvad vil vi bede om?

⁵² Åh, måtte derfor alle mennesker med god vilje nu vende sig til Gud for at få en regering der skal styre jorden!

⁵³ Måtte al hyldest gå til Guds rige der nu hersker! Måtte det snart, til Guds egen fastsatte tid, bringe den gamle verden til ophør. Måtte hans rige indføre den evigtvarende nye verden til menneskets evige frelse og til Guds uvisnelige ære ved Jesus Kristus!

[Fodnoter]