Den mest udbredte sang
1. Hvad er det der gør at en sang tiltaler os, og er sange i almindelighed populære ret længe?
FOR AT en sang kan få den størst mulige udbredelse må den appellere til følelserne. Dens ord må bibringe os en eller anden form for glæde eller trøst, eller vække andre følelser. Sange kan somme tider hjælpe mennesker til for et øjeblik at glemme hverdagens trængsler. Men de fleste sange er ikke populære ret længe. De går af mode ligesom tøjmoderne, og det gælder både ordene og musikken.
2. Hvilke sange griber sædvanligvis folk mest, og hvorfor?
2 Der er imidlertid nogle få sange der stadig har noget at sige os, og blandt disse er hymnerne. Nationale hymner står højt i kurs og mange har bestået lige så længe som nationen selv. I almindelighed har de både et religiøst og et politisk anstrøg. Musikken er opildnende og ordene får følelserne til at vælde op i sangeren, og under fællessang er det derfor en vældig bølge af stærke følelser der griber og besætter den syngende skare.
3. (a) Hvad er temaet i den sang der overgår alle andre, og hvorfor appellerer den til vore dybeste følelser? (b) Hvor stor en udbredelse har denne sang fået?
3 Af alle de sange der er blevet sunget — romantiske, nationale, religiøse eller andre sange — er der én der overgår dem alle. Dens ord er henvendt til alle og er fulde af mening. Den appellerer både til fornuften og til følelserne, og den udvirker mere end blot en midlertidig glemsel, ja, den bringer sand og varig trøst og glæde. Musikken er himmelens — stjernernes og sfærernes — musik, og sangen synges med rette nu. Den vil bevare sin værdi og betydning i al evighed, idet dens tema er lige så evigt som de evige himmellegemer. Sangen er en slags hymne, for den fortæller om den himmelske regering der vil skabe fred, retfærdighed, liv og enhed overalt på denne jord. Den har allerede fået en større udbredelse end nogen anden sang, for den synges daglig i mere end 197 lande på jorden, og mere end en million mennesker synger med på sangen, som høres af mange andre millioner.
4. (a) Hvem var den første der hørte denne sang i en profeti, og hvornår og hvor skete det? (b) Beskriv det syn Johannes fik.
4 Denne sang blev først hørt af apostelen Johannes i et syn han fik da han på grund af sin nidkære forkyndervirksomhed var blevet forvist til den romerske straffeø Patmos, ud for Lilleasiens kyst. Mod slutningen af det første århundrede fik han et af de mest betagende syner mennesker har haft. Han beskriver det ærefrygtindgydende kor:
„Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander. Og jeg hørte en lyd fra Himmelen som en brusen af mange vande og som en buldren af stærk torden, og den lyd, jeg hørte, var som af harpespillere, der spiller på deres harper. Og de synger en ny sang foran tronen og foran de fire livsvæsener og de ældste; og ingen kunne lære den sang uden de hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som er løskøbt fra jorden. Det er dem, som ikke har besmittet sig med kvinder, thi de er som jomfruer; det er dem, der følger Lammet, hvor det går. De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet, og i deres mund blev der ikke fundet løgn; de er dadelfri.“ — Åb. 14:1-5.
5. Hvorfor vil det være fornuftigt at undersøge synet og forvente at forstå det nu?
5 Den engel der overbragte apostelen Johannes dette syn forklarede at det var Jehova Gud der gav det til sin søn Jesus Kristus, som sendte det „for at vise . . . [Guds] tjenere, hvad der skal ske i en hast“. (Åb. 1:1) Med alle de begivenheder der har fundet sted i de forløbne 1870 år som baggrund, kan vi undersøge synet for at se hvem sangerne er og hvad det er der bevirker at denne sang vinder genklang hos så mange.
Når lammet står på Zions bjerg
6. (a) Hvordan kan vi vide hvem ’Lammet der står på zions bjerg’ er? (b) Hvad menes der med at han står på Zions bjerg, og hvordan ved vi at det Zion hvorpå han står ikke er Zion i det bogstavelige Jerusalem?
6 „Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg.“ Vi tvinges straks til at vende blikket mod byen Jerusalem i Palæstina. Hvem er det symbolske lam? Det er ingen anden end den opstandne, herliggjorte Jesus Kristus. Han kaldes i Åbenbaringen 5:5 for „løven af Judas stamme, Davids rodskud“. Da Jesus kom til jorden blev han født i Davids slægt og havde derfor den juridiske ret til tronen. Dengang David var konge i Israel lå kongeborgen i Jerusalem på Zions bjerg. I synet kommer Jesus imidlertid ikke for at blive ofret som Lammet. For nitten hundrede år siden blev han oprejst fra døden til liv „i ånden“ og blev lagt i det himmelske Zion som den symbolske prøvede og kostelige „hovedhjørnesten“. (1 Pet. 3:18; 2:6) I synet står han på Zions bjerg. Det betyder at han er begyndt at herske, idet udtrykket i Bibelen anvendes for at tilkendegive at en konge har overtaget magten. (Dan. 12:1) I den anden salme taler David om nationernes modstand mod at Guds „salvede“ (Jesus Kristus) overtager styret, og derefter skildrer han hvordan Jehova taler til dem i vrede: „Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!“ — Sl. 2:2-6; Ap. G. 4:19-30.
7. Hvordan kan vi afgøre tidspunktet for synets opfyldelse?
7 Hvordan kan dette hjælpe os til at forstå tidspunktet for opfyldelsen af Johannes’ syn? Jo, riget i Davids slægt blev omstyrtet i 607 f.v.t. Gud sagde at der skulle være en periode på syv tider i hvilken nationerne skulle udøve deres herredømme og Jerusalem nedtrampes af hedningerne. Jerusalem, der var det sted hvor „[Jehovas] trone“ stod, blev et symbol på Jehovas kongedømme i „Himmeriget“. (Matt. 4:17) Da hedningernes tider endte i 1914 e.v.t. blev det bogstavelige Jerusalem ikke befriet, men det som fortidens Jerusalem var et billede på blev overdraget til den „som har retten til det“, nemlig Jesus, Davids søn, i himmelen. — Ez. 21:27.
8. Hvad skete der for nitten hundrede år siden med Kristi efterfølgere som danner et mønster for en tidsparallel i vor tid?
8 I vor tid findes der en parallel til de begivenheder der indtraf for nitten hundrede år siden, og dette er os en yderligere hjælp til at fastslå tidspunktet for opfyldelsen af Johannes’ syn. På pinsedagen i år 33, omkring tre år og otte måneder efter at Jesus Kristus var blevet salvet med den hellige ånd, begyndte han selv at salve de mænd med hellig ånd som skulle være hans medarvinger, hans efterfølgere, der ligesom han skulle bevare deres uangribelighed lige til døden og som havde udsigt til at herske sammen med ham i himmelen.
9. (a) Hvad fandt sted i vor tid ifølge denne tidsparallel, og hvad skulle der da ske? (b) Hvordan viser Åbenbaringen 11:15-18 hvornår Guds hellige og profeterne ville få deres belønning?
9 Ifølge tidsparallellen bringer de tre og et halvt år fra det tidlige efterår i 1914 — det tidspunkt da hedningernes tider udløb — os til foråret 1918, til kort efter dagen for den jødiske påske. På den tid fejrede de trofaste efterfølgere på jorden ikke påsken men årsdagen for Herrens aftensmåltid som Jesus havde indstiftet på sin sidste påskedag. Den samme bog som indeholder synet af Lammet på Zions bjerg hjælper os til at se hvad der skulle ske, idet denne bog fortæller at efter kongens indsættelse i magt på det himmelske Zion, var tiden kommet til at Jesu trofaste efterfølgere skulle modtage deres belønning:
„Og den syvende engel blæste i sin basun; da lød der i Himmelen høje røster, som sagde: ’Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.’ Og de fireogtyve ældste, som sidder for Guds åsyn på deres troner, kastede sig ned på deres ansigt og tilbad Gud og sagde: ’Vi takker dig Herre, almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme; folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet og den tid, da de døde skal dømmes, og lønnen gives dine tjenere, profeterne, og de hellige og dem, som frygter dit navn, både små og store, og da de, der lægger jorden øde, selv skal ødelægges.’“ — Åb. 11:15-18.
Et kor af uforligneligt format
10. Hvem er de 144.000, og hvad viser at tallet må være bogstaveligt?
10 „Og sammen med det hundrede og fireogfyrretyve tusinde.“ Dette er tallet på dem der skal regere med Kristus i himmelen, et tal der engang var lige så ukendt for menneskene som tallet på himmelens stjerner og sandskornene ved havets bred, men som her åbenbares. At det er et bogstaveligt tal fremgår af Åbenbaringsbogens syvende kapitel, hvor der efter at det bestemte antal 144.000 er opgivet, i Åb 7 vers 9 tales om en anden gruppe, en „stor skare“, som ingen kunne tælle. Tallet 144.000 kan ikke være symbolsk, for så ville det intet som helst betyde. Så kunne det lige så godt slet ikke være opgivet, for så ville der ikke være nogen modsætning mellem det og den senere omtalte „store skare“, som er uden tal.
11. (a) Hvordan ville de medlemmer af de 144.000 som var døde, blive belønnet? (b) Hvordan forholder det sig med „resten“ der er tilbage på jorden på den tid?
11 Hvordan kunne de kristne ’profeter’ og ’hellige’ som var døde, få deres belønning og komme til at stå sammen med ham på det himmelske Zions bjerg? Ved at blive oprejst ligesom han var blevet, ikke i et kødeligt legeme, for i kødet kunne de ikke stå sammen med ham i himmelen i Jehova Guds nærhed. Apostelen Paulus forklarer dette i Første Korinterbrev 15:35-50, hvor han siger at „kød og blod kan ikke arve Guds rige“, men at disse døde, efter at de er gået ned i døden i forkrænkelige, svage, jordiske legemer, ville blive oprejst med uforkrænkelige, åndelige legemer så de bar den himmelskes billede. Deres opstandelse ville derfor ske i et åndeligt legeme og være usynlig for det menneskelige øje. Mens størstedelen af de 144.000 har fuldført deres liv på jorden og er døde, findes der nu i tiden stadig en „rest“, hvis medlemmer har den store forret at synge med på sangen og erfare hvordan den bliver gjort kendt jorden over, mens de selv trofast fuldender deres jordiske livsløb.
Hvem sangerne vidner om
12. (a) Hvad symboliseres der ved at der er skrevet navne på de 144.000’s pander? (b) Hvordan så Johannes Faderens navn skrevet på deres pander?
12 „Som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander.“ At de har Lammet Jesu Kristi navn og hans Faders navn skrevet på deres pander, hvor det tydeligt kan ses af alle, symboliserer at de er Jehova Guds og Jesu Kristi trælle. De har ikke Babylons navn skrevet på deres pander som om de var Babylons trælle og tilhørte det. Det apostelen Johannes så på de 144.000’s pander var uden tvivl det hellige hebraiske tetragrammaton (יהוה), der stod for Faderens navn, JHVH, som vi udtaler Jehova. De 144.000 må derfor være Jehovas vidner mens de lever her på jorden og de vil fortsætte som hans vidner i himmelen.
13. Hvad viser synet med hensyn til hvor vidt omkring sangen kunne høres?
13 „Og jeg hørte en lyd fra Himmelen som en brusen af mange vande og som en buldren af stærk torden, og den lyd, jeg hørte, var som af harpespillere [sangere der akkompagnerer sig selv på harpe, NW], der spiller på deres harper.“ Hvilket kor! Et hundrede og fireogfyrretyve tusinde sangere der løfter deres røster, ikke jordiske men himmelske røster, til harpens rene toner! Hvor vidt omkring denne sang skulle høres fremgår af at den for Johannes lød som en brusen af mange vande og som en buldren af stærk torden. Aldrig før i universets historie har der lydt en sådan sang og aldrig har der været en sådan tilhørerskare, nemlig millioner af engle i himmelen, og hele jorden der efterhånden skal høre dens frydefulde, jublende toner. Vi skal se hvordan det ved Jehovas magt og under hans ledelse er muligt for sangerne at synge denne sang.
Sangens storslåede tema
14. (a) Hvorfor kunne sangen ikke synges før 1914? (b) Hvem er de første der synger den, og hvorfor er det den mest betydningsfulde sang i universet? (c) Hvad har Lammets blod udvirket for sangerne, og hvordan vil de dele goderne af Lammets offer med andre? (d) Hvordan giver Salmerne yderligere oplysning om sangens indhold og om dem der skal høre den?
14 „Og de synger en ny sang foran tronen og foran de fire livsvæsener og de ældste.“ Denne sang var altså ikke kendt og blev ikke sunget før 1914. Det er en ny sang. De 144.000 der er Kristi medarvinger og som har bevaret deres uangribelighed, er de første der istemmer den. Sangens indhold og de der synger den gør den til den mest betydningsfulde og vidtrækkende hymne i universet, for den handler om Guds rige som den regering der har været oprettet siden 1914. Den har det mest ophøjede tema, den største sandhed som Bibelen lærer: sandheden om Jesus Kristus som regerende konge. Jesus Kristus, Kongen i Jehovas rige, er den store sandhed, opfyldelsen af alle Bibelens profetiske udtalelser. Selv aflagde han vidnesbyrd over for Pontius Pilatus om at han var kommet til jorden for at vidne om denne store sandhed. Den handler først og fremmest om den mest betydningsfulde person i rigsorganisationen, for sangen indeholder ord der er henvendt til Guds lam: „Værdig er du til at tage bogrullen og bryde dens segl, thi slagtet blev du, og med dit blod har du til Gud købt mennesker af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag, og du har gjort dem til konger og til præster for vor Gud, og de skal herske på [over, NW] jorden.“ (Åb. 5:9, 10) De 144.000 sangere vil få den overmåde store glæde at herske sammen med Kristus og lade Abrahamspagtens velsignelser tilflyde menneskene, idet denne pagt gik ud på at alle jordens slægter skulle velsigne sig ved hjælp af Sæden, Jesus Kristus. Opfordringen i Salme 96:1, 10; 98:1, 5 og 149:1, 2 gælder disse sangere:
„Syng [Jehova] en ny sang, syng for [Jehova], al jorden, . . . Sig blandt folkeslag: ’[Jehova] har vist, han er konge, han grundfæsted jorden, den rokkes ikke, med retfærd dømmer han folkene.“ „Syng [Jehova] en ny sang, thi vidunderlige ting har han gjort; sejren vandt ham hans højre, hans hellige arm. . . . lovsyng [Jehova] til citer, lad lovsang tone til citer.“ „Halleluja! Syng [Jehova] en ny sang, hans pris i de frommes forsamling! Israel glæde sig over sin skaber, over deres konge fryde sig Zions børn.“
15. (a) Hvorfor er de 144.000 de eneste der kan synge sangen? (b) Hvad har det betydet for dem at de er blevet „løskøbt fra jorden“?
15 „Og ingen kunne lære den sang uden de hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som er løskøbt fra jorden.“ Ingen andre kan synge sangen, for disse 144.000 synger sangen om deres egne personlige erfaringer, som ingen andre skabninger end Lammet og de selv har haft. Andre kan ganske vist høre sangen og lære den af dem som kender dens ord. Men Lammet og de 144.000 har den forret at kunne anvende sangen på sig selv da de skal herske over jorden. Da de er blevet løskøbt fra jorden erfarer de ved deres opstandelse til himmelen en forandring i deres natur, og de er ikke længere en del at menneskeheden. De er ikke længere mennesker af kød og blod.
16. (a) Hvorfor må sangerne være „jomfruer“? (b) På hvilken måde har de ikke besmittet sig med „kvinder“? (c) Hvordan og hvorfor har det store Babylon kæmpet for at besmitte sangerne? (d) Hvordan har det store Babylon i denne henseende lignet sit forbillede?
16 „Det er dem, som ikke har besmittet sig med kvinder, thi de er som jomfruer.“ Eftersom de skal herske med Kristus og ligeledes være konger sammen med ham og være hans brud, må den regel som gjaldt for Israels ypperstepræst følges, nemlig at det kun var ham tilladt at tage en jomfru til hustru. Derfor må Jehovas ypperstepræst, Jesus Kristus, ligeledes kun tage en jomfru som sin himmelske brud. (2 Kor. 11:2) Det er grunden til at de 144.000 ikke må besmitte sig med kvinder men må bevare deres jomfruelighed. De begår ikke åndelig utugt ved at indgå forbindelse eller ægteskab med denne verdens religiøse organisationer der sammenlignes med kvinder. Dette forklarer den kamp som det store Babylon, den falske religions verdensimperium, har ført mod disse trofaste Kristi Jesu efterfølgere. I nitten århundreder har det på Djævelens tilskyndelse anvendt ethvert middel for at forlede dem til at blive urene, prostituerede, der ville blive forkastet af den himmelske brudgom. I fortidens Babylon havde man en skik der meget nøje svarer til det som dets modstykke, det store Babylon, har gjort, nemlig den skik at jomfruerne i det gamle Babylon, før de blev lovformeligt gift, skulle drage til templet for Venus (Ishtar) og over for hende prisgive deres jomfruelighed til den højest bydende. Disse 144.000 efterfølgere af Jesus har ligesom deres Herre, lidt den grusomste forfølgelse, tortur og død for at bevare deres jomfruelighed. Nu får de deres belønning. De har i sandhed grund til af al kraft og med jubel at synge denne sang.
(Artiklen fortsættes i Vagttårnet for 1. aug. 1966)
[Grafisk fremstilling på side 331]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Tidlige efterår 29: Jesus salvet med ånden til at være konge
Tidlige efterår 1914: Jesus begynder at herske i Rigets magt
30
1915
31
1916
32
1917
Forår 33: Kristus oprejst fra døden
Forår 1918: Kristus oprejser sine medarvinger til himmelske liv