Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor fik Josua befaling til at lamme fjendens heste? Har det nogen betydning for kristne i dag? — R. B., De forenede Stater.

Nævnte befaling forekommer i Josua 11:6 og lyder: „Frygt ikke for dem! Thi i morgen ved denne tid vil jeg lade dem ligge faldne foran Israel; deres heste skal du lamme, og deres vogne skal du brænde!“ Og i Josua 11:9 står der at Josua gjorde „som [Jehova] havde sagt ham; deres heste lammede han, og deres vogne brændte han“.

Når en hest blev lammet, det vil sige at den fik haserne skåret over, kunne den ikke mere gøre krigstjeneste, hverken i kavaleriet eller foran vognene. Dette var den nemmeste måde at bringe en hest ud af slaget på. Disse lammede heste blev naturligvis slået ned, tilintetgjort ligesom krigsvognene.

Angående heste siger McClintock & Strong’s Cyclopædia: „Det man lægger mest mærke til ved Bibelens omtale af hesten er at den udelukkende anvendtes til militære formål. Ingen steder berettes der om at den blev brugt til civil befordring eller som trækdyr ved landbruget.“ Dog benyttedes heste ved udførelsen af statslige hverv. (Est. 6:8; 8:14) Især blev Ægypten sat i forbindelse med heste, som vi ser af Esajas 31:1, 3: „Ve dem, som går ned til Ægypten om hjælp og slår lid til heste, som stoler på vognenes mængde, på rytternes store tal, men ikke ser hen til Israels Hellige, ej rådspørger [Jehova]. Ægypterne er mennesker, ikke Gud, deres heste er kød, ikke ånd.“ Hesten omtales ligeledes ufordelagtigt i Salme 20:8 og 33:17.

En advarsel der specielt gjaldt Israels konge lød: „Kun må han ikke holde mange heste.“ (5 Mos. 17:16) Når Jehova lod visse krav nedskrive i Tredje Mosebog 11 og dermed viste at hesten var et urent dyr, var en af grundene uden tvivl den at jøderne ikke skulle fristes til at skaffe sig heste til føde for derpå at bruge dem i krigsøjemed og sætte deres lid til dem. Josua handlede på guddommelig befaling, en befaling der stemte med dette guddommelige princip. Han var dommer i Israel og stod under den usynlige Konge Jehova Gud. Ved at adlyde Guds befaling om at lamme fjendens heste, undgik Josua den fare at tilegne sig dem og som Israels dommer komme til at holde mange heste.

Alt dette har imidlertid mere end historisk interesse, for det indbefattes i „alt, hvad der forhen er skrevet“, og det ved vi jo er skrevet „for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb“. (Rom. 15:4) At Josua så omhyggeligt efterkom disse befalinger og gjorde „som [Jehova] havde sagt ham“ skildrer at Jehovas folk i nutiden ikke fæster lid til verdens kødelige krigsvåben. De tager afstand fra denne verdens kødelige våben og smeder i stedet deres sværd til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Dette svarer til at Josua lammede hestene i fortidens kana’anæerhær. — Es. 2:4.

● Hvad skal en indviet tjener for Jehova Gud gøre hvis han er til stede når en der ikke anerkender Jehova eller er indviet til ham beder en bøn på forsamlingens vegne, som for eksempel ved begravelser, bryllupper og lignende højtideligheder der forrettes af en præst? — H. L., De forenede Stater.

Bibelen viser at Guds tjenere aldrig på noget tidspunkt deltog i tilbedelse sammen med mennesker der dyrkede andre guder. (5 Mos. 7:1-6, 16, 25, 26) Jesus Kristus fastslog gang på gang at sand tilbedelse må være udelt. „Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder.“ „Ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ Retfærdselskende mennesker der er tilsluttet organisationer der tilbeder andre end den sande Gud Jehova, får befalingen: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager.“ — Matt. 12:30; Joh. 14:6; Åb. 18:4.

Altså kan Jehovas tjenere ikke bede sammen med mennesker der ikke tilbeder Jehova Gud, eftersom bøn er en form for tilbedelse. Hvad skal et Jehovas vidne så gøre hvis han overværer en bøn der bedes for eksempel af en præst ved et bryllup, en begravelse eller en anden begivenhed?

Hvis forsamlingen rejser sig står det til den enkelte at afgøre om han vil rejse sig eller ej; dette er ikke i sig selv en tilbedelseshandling. Det samme gælder spørgsmålet om at bøje hovedet. Man vil forholde sig tavs, men måske foretrække ikke at bøje hovedet sammen med de andre; derved tilkendegiver man at man ikke er med i bønnen og at man ikke repræsenteres af den der beder. En Jehovas tjener kan også vælge at bøje hovedet og selv i stilhed fremføre en bøn ved en sådan lejlighed. Gør han det vil han naturligvis ikke sige „Amen“ efter afslutningen af den offentlige bøn og dermed give udtryk for at han siger ja til det der er blevet sagt. Den kristne må selv afgøre hvilken fremgangsmåde der er bedst under de forhåndenværende omstændigheder, og ingen bør kritisere hans valg.

Det samme princip er gældende hvis man er gæst i et hjem og inviteres til at spise. Dersom værten i agtelse for sin gæst og i erkendelse af dennes oprigtighed, beder gæsten fremsige en bøn før måltidet, da kan en Jehovas tjener gøre det idet han beder i overensstemmelse med Bibelens vejledning. Hvis derimod en vært der ikke tilbeder Jehova vil fremsige en bøn mens et Jehovas vidne er til stede, kan vidnet ikke være med i bønnen, men han kan i stilhed fremføre sin egen takkebøn for Gud. I hjem hvor det er skik at alle tager hinanden i hænderne under bordbønnen vil den kristne ikke deltage dersom bønnen fremsiges af en der ikke tilbeder Jehova Gud, for ved at slutte sig til ringen tilkendegiver man at man er med i bønnen. Skal vore bønner antages af Gud må de bedes på den måde han har foreskrevet.