⁵⁰ At den adamitiske død fjernes vil ikke alene komme dem der overlever Harmagedon til gode, men også alle de af menneskene der sover i døden i mindegravene. Hvad angår de mennesker der overlever verdens ende på jorden fordi de trofast adlyder Guds rige ved Kristus og hans herliggjorte trofaste disciple, vil de blive befriet fra dødens fordømmelse som de har fået i arv fra Adam. De vil blive helbredt for alle ufuldkommenheder i legeme, sind, og hjerte, og til sidst nå til menneskelig fuldkommenhed i Guds billede og lighed. Og over for de mennesker der sover i mindegravene eller som har mistet livet på havet, vil kongen Jesus Kristus atter udøve den magt han brugte da han oprejste døde til liv mens han var her på jorden. Han vil opfylde sit eget løfte og kalde døde mennesker frem til liv på jorden og til alle de velsignede muligheder der vil være der under Guds rige. „Der . . . skal ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige,“ siger Guds ord. — Ap. G. 24:15; Joh. 5:28, 29; Åb. 20:13.

51. Efter hvad vil de blive dømt, og hvordan vil de der kommer igennem den endelige prøve blive belønnet?

⁵¹ Alle de der lever på jorden i den nye verden vil blive dømt efter deres handlemåde over for Gud, Jehova, og hans konge, Jesus Kristus. Hans rige vil gøre jorden til et dejligt paradis. Alle mennesker der med ubrydelig hengivenhed og lydighed mod Gud og hans rige kommer igennem den afgørende domsprøve vil blive belønnet med retten til evigt liv i menneskelig fuldkommenhed i dette jordiske paradis. Dér vil de altid gøre den guddommelige vilje.

52, 53. (a) Hvorfor bør mennesker nu vende sig til Gud? (b) Hvad hylder vi nu, og hvad vil vi bede om?

⁵² Åh, måtte derfor alle mennesker med god vilje nu vende sig til Gud for at få en regering der skal styre jorden!

⁵³ Måtte al hyldest gå til Guds rige der nu hersker! Måtte det snart, til Guds egen fastsatte tid, bringe den gamle verden til ophør. Måtte hans rige indføre den evigtvarende nye verden til menneskets evige frelse og til Guds uvisnelige ære ved Jesus Kristus!

Spørgsmål fra læserne

● Eftersom Jesus vidste at han skulle kvæstes af den store slange, Satan Djævelen, som en opfyldelse af 1 Mosebog 3:15, hvorfor sagde han så, da han hang døende på marterpælen: „Min Gud, min Gud, i hvilken hensigt har du forladt mig?“ — Matt. 27:46, NW.

Når Jesus stillede dette spørgsmål på marterpælen var det ikke fordi han var uvidende om hvorfor Jehova Gud, hans himmelske Fader, havde forladt ham, men for at profetien kunne opfyldes. Den profeti der her blev opfyldt, fandtes i Salme 22, der er skrevet af David, som i mange henseender var et profetisk billede på Herren Jesus Kristus.

I de indledende ord til denne salme udbryder David: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ Da de af Jesu disciple der opholdt sig i nærheden af marterpælen, for eksempel Johannes og Jesu moder Maria, hørte ham råbe disse ord fra Salme 22:1, er det ikke sikkert at de på det tidspunkt har forstået hvorfor Jesus kom med dette udbrud. Men efter at de havde fået større forståelse med den hellige ånds udgydelse på Pinsedagen, må de have husket og forstået at dette profetiske udråb identificerede Jesus som Kristus, Guds Messias.

På marterpælen var Jesus i sandhed forladt af sin himmelske Fader, Jehova, for at hans uangribelighed ind for Gud kunne prøves til det yderste. Gud forlod ham, idet han overlod ham til Satan Djævelen og hans onde jordiske, religiøse redskabers grusomme planer. Således fik