Tjenesten for Gud — en kilde til glæde
„Jehovas glæde er jeres faste borg.“ — Neh. 8:10, NW.
1, 2. Hvad gjorde især indtryk på David mens han var hyrdedreng, og hvordan gav han senere udtryk for hvad han følte?
UDE PÅ Palæstinas højdedrag, langt fra enhver menneskebolig, kan hyrden føle sig nær Jehova, den store Skaber. Han har tid til at meditere og til med sine øjne at betragte den Almægtiges skaberværk. Når han om natten ligger under den stjernebestrøede himmel kan han undres over den visdom og magt der er lagt for dagen i dette skønne skaberværk. I sammenligning med det, er han så lille og ubetydelig at han har grund til at glæde sig over at dets Skaber lægger mærke til ham og er interesseret i ham. Kong David af Juda erfarede dette da han som hyrdedreng tilbragte mange nætter under åben himmel mens han vogtede sin faders får.
2 David havde en skarp iagttagelsesevne og nærede sand kærlighed til sin Gud, Jehova. Som man kunne forvente var han stærkt betaget af Jehovas skaberværk, især stjernehimmelen, hvis skønhed han som hyrdedreng ofte havde glædet sig over. Han gav udtryk for sine følelser med følgende ord: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham?“ Om menneskets stilling i forhold til englene siger han derefter: „Du gjorde ham lidet ringere end Gud [de guddommelige, NW], med ære og herlighed kroned du ham; du satte ham over dine hænders værk, alt lagde du under hans fødder, småkvæg og okser til hobe, ja, markens vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, alt, hvad der farer ad havenes stier. [Jehova], vor Herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord!“ — Sl. 8:4-10.
3. (a) Forklar hvordan mennesket fik herredømme over jordens andre skabninger. (b) Hvilket menneske har siden Adam kunnet udøve dette herredømme på rette måde, og hvordan pegede David frem til denne?
3 Da Jehova skabte mennesket gav han det herredømme over alle de andre skabninger på jorden og sagde at det skulle herske „over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden“. (1 Mos. 1:26) Mennesket fik her et gudgivent hverv, som det senere, i sin ufuldkomne tilstand, ikke har formået at varetage på rette måde. Davids inspirerede udtalelse om menneskets stilling har særlig betydning fordi den pegede frem til den der blev det fuldkomne menneske, Jesus Kristus. Han blev gjort ringere end de guddommelige eller englene da han gav afkald på sit liv på det åndelige plan for at blive menneske. Som et fuldkomment menneske kunne han på rette måde herske over Guds jordiske skaberværk. På grund af sin trofaste tjeneste for Gud blev han kronet med herlighed og ære. (Hebr. 2:9) David så ikke den profetiske betydning i det han skrev, men han kunne se hvordan mennesket var blevet velsignet af Gud. Derfor priste David Jehova for den fremtrædende stilling han har givet mennesket på jorden og for det vidunderlige skaberværk som mennesket kan betragte og forundres over. Han sagde: „Hvor herligt er dit navn på den vide jord!“
4. Hvordan viste David sin taknemmelighed mod den sande Gud?
4 David viste sin taknemmelighed mod den sande Gud ved aldrig at tjene nogen af de daværende folkeslags menneskeskabte guder. Han fandt den største glæde ved at tjene Jehova, ham som havde skabt de ting som han forundredes over. Det var som en fæstning der tjente til at beskytte ham. I sin glæde over at kunne tjene sin Skaber sagde David: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst og din lov er i mit indre.“ (Sl. 40:9) I hele sit liv viste David at Guds lov var i hans indre, nær hans hjerte, sædet for motiverne. Ved altid at stræbe efter at adlyde denne lov, ved at lade den være en rettesnor for hans handlinger, og ved stadig at sætte Guds vilje først i sit liv, viste David sin glæde ved at tjene universets store Hersker.
Hvad tjenesten for Gud indbefatter
5, 6. Nævn den vigtigste måde at tjene Gud på. Giv eksempler.
5 Med et grundigt kendskab til Moses’ inspirerede skrifter var David klar over at tjenesten for Jehova indbefattede flere ting, deriblandt en ren og udelt tilbedelse af ham. Det fremgik tydeligt af de ord Moses talte til Israels tolv stammer umiddelbart før de gik over Jordanfloden ind i det forjættede land: „[Jehova] din Gud skal du frygte, ham skal du dyrke, og ved hans navn skal du sværge! I må ikke holde eder til andre guder, til nogen af de omboende folks guder, thi [Jehova] din Gud er en nidkær Gud [en Gud der fordrer absolut hengivenhed, NW] i din midte; ellers vil [Jehova] din Guds vrede blusse op imod dig, så han udrydder dig af jorden.“ (5 Mos. 6:13-15) Hvis de holdt sig til andre guder og dyrkede dem, ville det sige at de tjente disse guder. Gang på gang blev de advaret mod at gøre det: „Du må ikke dyrke [tjene, NW] deres guder, thi det ville blive en snare for dig.“ — 5 Mos. 7:16.
6 Da israelitterne var i trældom i Ægypten anmodede Moses Farao om de måtte få lov til at forlade Ægypten så de kunne tjene Jehova. Det var på Guds befaling Moses gjorde det, for Gud havde sagt til ham: „Gå til Farao og sig til ham: Så siger [Jehova], hebræernes Gud: Lad mit folk rejse, for at de kan dyrke [tjene, NW] mig!“ (2 Mos. 9:1) De tjente Gud når de tilbad ham, og det gjorde de da de til sidst blev udfriet fra Ægypten. Den vigtigste måde et menneske kan tjene Jehova Gud på er ved at tilbede ham.
7. Forklar forholdet mellem at adlyde og tjene Gud.
7 En anden måde man kan tjene Gud på er ved at adlyde hans befalinger. Betydningen heraf erfarede israelitterne hver gang de var ulydige og Gud lod dem lide for det. I det forjættede land resulterede deres ulydighed ofte i at han gav dem i deres fjenders hånd. Ved lydighed mod Jehova kunne de vise at deres tilbedelse af ham kom fra hjertet og ikke var tomt formvæsen. Derfor sagde profeten Samuel til deres første konge, Saul: „Mon [Jehova] har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i lydighed mod [Jehovas] røst? Nej, at adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end vædderfedt.“ (1 Sam. 15:22) Ved at efterkomme Jehovas retfærdige befalinger kan et menneske tjene ham, som en ydmyg træl tjener sin herre. En sådan tjeneste for Gud betyder at man vandrer på en vej der behager den Højeste, og det bliver en kilde til glæde så længe man bliver på denne vej. Derfor siger salmen viseligt: „Salige [lykkelige] de, hvis vandel er fuldkommen, de, som vandrer i [Jehovas] lov.“ — Sl. 119:1.
8, 9. (a) Forklar hvordan levitterne yderligere tjente Gud, og hvorfor dette var en særlig tjeneste. (b) Hvordan kunne levitternes tjeneste være dem en kilde til glæde?
8 At tjene Gud indbefatter ikke alene at man tilbeder og adlyder ham, men også at man udfører de gerninger som han pålægger sine tjenere. For levitternes vedkommende bestod deres gudgivne arbejde i at tjene ved tabernaklet. Jehovas nærværelse var mirakuløst repræsenteret her, hvilket gav alle et stærkt indtryk af denne tjenestes betydning og den forret det var at tjene her. Så stort var dette tjenesteprivilegium at det blev levitternes arv i stedet for at de fik et stykke land, sådan som de øvrige stammer fik. Jehova havde sagt til dem: „Jeg selv er din arvelod og del blandt israelitterne.“ (4 Mos. 18:20) Dette var et særligt tjenesteprivilegium som levitterne kunne glæde sig over.
9 Det var en fryd at være nært knyttet til Guds hus, hvor det mirakuløse shekinalys skinnede i det allerhelligste som et symbol på Guds nærværelse. At få lov til at tjene universets store Gud her var noget eftertragtelsesværdigt. Om sin kærlighed til dette sted, der var så nært forbundet med tilbedelsen af Jehova, sagde David: „[Jehova], jeg elsker dit hus, det sted, hvor din herlighed bor.“ (Sl. 26:8) De levitter der havde den samme indstilling fandt stor glæde i at tjene Jehova Gud på dette sted.
Tjeneste til alle
10, 11. (a) Hvordan fik de tolv stammer mulighed for at tjene Gud i forbindelse med tabernaklet og senere templet? (b) Hvordan reagerede de på opfordringen til at tjene på denne måde?
10 Alle stammerne fik lejlighed til at tjene Gud aktivt. Det skete for eksempel da tabernaklet skulle bygges. Folket fik den forret at yde bidrag til dets opførelse, og når de ydede disse bidrag erfarede de glæden ved at være med til noget der var meget betydningsfuldt for deres tilbedelse af den sande Gud. At de virkelig fandt glæde ved dette tjenesteprivilegium ses af deres overvældende gavmildhed. De mænd der havde fået til opgave at modtage bidragene kom til Moses og sagde: „Folket kommer med mere, end der kræves til udførelsen af det arbejde, [Jehova] har påbudt!“ (2 Mos. 36:5) Mange hundrede år senere viste israelitterne atter deres glæde ved at tjene Gud med de kostbarheder de ejede, nemlig da de ydede bidrag til opførelsen af Jehovas tempel i Jerusalem.
11 Da David bekendtgjorde sine planer om at bygge et tempel under sin søn Salomons regering spurgte han folket: „Hvem er nu villig til i dag at bringe [Jehova] gaver?“ (1 Krøn. 29:5) Svaret var et væld af gaver — guld, sølv, ædelstene og kobber. De glædede sig over denne lejlighed til at tjene Jehova aktivt. „Folket glædede sig over deres vilje til at give, thi af et helt hjerte gav de [Jehova] frivillige gaver; også kong David følte stor glæde.“ (1 Krøn. 29:9) Men der var andre måder hvorpå de tolv stammer aktivt kunne tjene Gud.
12. Nævn nogle af de andre måder hvorpå de tolv stammer aktivt tjente Gud.
12 Det var Jehovas hensigt at Israels folk skulle tage det forjættede land i besiddelse som en arv fra ham; men for at komme i besiddelse af denne arv måtte de gøre noget der tog direkte sigte herpå. De måtte udrydde de hedenske indbyggere som havde taget landet i besiddelse uden lovlig ret til det, og de måtte også udrydde de falske guder som disse folk tilbad. De sejre de opnåede med Jehovas hjælp under fuldbyrdelsen af denne guddommelige hensigt var en kilde til glæde. De glædede sig over at tjene Jehova Gud, selv om de satte deres liv på spil for det. Efter at de havde erobret landet, kunne de tjene Jehova aktivt ved at drage til Jerusalem tre gange om året til de højtider Jehova havde befalet dem at overholde. Det krævede en stor indsats fra deres side, især for dem der boede langt fra Jerusalem. Deres deltagelse i disse højtider var en aktiv tjeneste for Gud, og den var uløseligt forbundet med deres tilbedelse af ham. Selv om man festede ved disse lejligheder betød det ikke at man løssluppent hengav sig til at spise og drikke, som når hedningerne festede for deres guder. Israelitterne skulle på en værdig måde helligholde deres højtider for Gud.
13. Hvilken ny måde at tjene Gud på blev indført med kristendommen?
13 Med kristendommens indførelse undergik den aktive tjeneste for Gud nogle forandringer. Nu kunne Gud ikke længere tjenes ved overholdelse af højtiderne, ved de ofre der bragtes til templet eller ved de pligter levitterne udførte i templet. Da Lovpagten blev ophævet ved Kristi offer, bragte Gud disse former for tjeneste til ophør. Den kristne forkyndelse blev nu den måde hvorpå man aktivt kunne tjene den højeste Gud. At forkynde Guds sandheder for andre og gøre dem bekendt med Guds hensigter og hans frelsesforanstaltning ved Kristus, var en ny og glædebringende måde at tjene ham på. Ja, på denne måde kunne man nu bringe ham et lovprisningsoffer: „Lad os da ved ham altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er: frugt af læber, som bekender [offentligt forkynder, NW] hans navn.“ — Hebr. 13:15.
Glæden ved at tjene Gud
14. Forklar hvordan et menneske kan være glad uden at det giver sig synlige udslag?
14 Den glæde et menneske erfarer ved at tjene Gud giver sig ikke altid synlige udslag. Det kan være en følelse af tilfredshed over at vide at man gør hvad der er ret og velbehageligt i den højeste Guds øjne. Bevidstheden om at man udfører et godt arbejde, der er til gavn for andre mennesker, der fremmer Jehovas interesser på jorden og som tjener til ophøjelse af ham, giver en følelse af tilfredshed og indre ro der genspejler Guds glæde. Det er en varig glæde der ikke behøver at komme synligt til udtryk. Men der kan være tider hvor noget ganske særligt tilskynder en til at give udtryk for den indre glæde man føler.
15. Nævn nogle begivenheder der gav anledning til at man synligt og hørligt gav udtryk for glæde.
15 Da israelitterne flyttede pagtens ark fra Obed-Edoms hus til Jerusalem kom deres overstrømmende glæde synligt til udtryk. Det var en stor begivenhed i deres religiøse liv, og den fyldte dem med en glæde og lykke som de måtte give udtryk for. „Hele Israel bragte [Jehovas] pagts ark op under festjubel og til hornets, trompeternes og cymblernes klang, under harpe og citerspil.“ (1 Krøn. 15:28) Ved en anden lejlighed havde israelitterne også givet udtryk for deres overstrømmende glæde. Det var da Saul og David vendte tilbage med den israelitiske hær efter sejren over filisterne. „Men da de kom hjem, da David vendte tilbage efter at have fældet filisteren, gik kvinderne fra alle Israels byer Saul i møde med sang og dans, med håndpauker, jubel og cymbler.“ (1 Sam. 18:6) Det var særlige begivenheder der fik israelitterne til at give synligt og hørligt udtryk for deres glæde.
16. Hvad må man ikke forveksle med en sådan synlig glæde over tjenesten for Gud? Begrund svaret.
16 Den jubel der naturligt strømmer fra et glad hjerte og som kommer synligt til udtryk når der er sket noget særligt i forbindelse med tilbedelsen af Jehova og udførelsen af hans hensigter, må ikke forveksles med de følelsesudbrud man kan iagttage hos mennesker der befinder sig i religiøs ekstase. Deres uartikulerede råb og ubeherskede sang er ikke en frugt af Guds ånd, der blandt andet giver sig udslag i mildhed og selvbeherskelse. Det er ikke den „prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er“ og som en Guds tjener forventes at bære, men snarere udtryk for vilde og ubeherskede følelser som dæmoner let kan udnytte. (1 Pet. 3:4) I modsætning hertil er de synlige og hørlige udtryk for glæde der kommer fra Guds tjeneres glade hjerter underlagt deres fornuft og derfor under kontrol. Det er ikke hver dag de på denne måde giver udtryk for deres følelser, men kun ved særlige lejligheder når Guds hensigter er blevet opfyldt og hans interesser fremmet på en særlig måde eller når særlige oplevelser har bidraget til at ophøje hans navn.
17. Hvordan opnår et menneske en stadig indre glæde ved at tjene Gud?
17 Den stadige indre glæde som ikke giver sig synlige udslag, er en følelse der udvikles efterhånden som ens kundskab om og forståelse af Guds ord og hensigter vokser. Efterhånden som troen og forståelsen vokser, vokser glæden også. Den næres ved at man mediterer over Jehovas gerninger og befalinger og ved at man tilegner sig åndelig føde. Den der forsømmer dette, kan miste såvel glæden ved at tjene Gud som sit nære forhold til ham.
18. (a) Hvem er det Gud elsker, styrker og bevarer? (b) Hvad bidrager til deres glæde?
18 Et nært og glædebringende forhold til den Almægtige er muligt for dem der indvier sig til at tjene Gud og som forbliver tro mod deres indvielse. Med deres handlinger viser de at de har indviet sig. Det er sådanne mennesker Jehova elsker, styrker og bevarer, som der står skrevet: „Nær er [Jehova] hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham i sandhed.“ (Sl. 145:18) „Nær er hans frelse for dem, som frygter ham.“ (Sl. 85:10) I bevidstheden om at man kan stole fuldt ud på Jehova kan den indviede erfare den glæde der følger med at føle sig tryg og sikker, en følelse der udtrykkes i Salme 23:4: „Skal jeg end vandre i dødskyggens dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig.“
Jesus Kristus et eksempel til efterfølgelse
19. (a) Hvordan viste Jesus sin glæde over at tjene Gud? (b) Hvoraf ses det at han havde erfaret glæden ved at tjene Gud allerede før han kom her til jorden?
19 Af alle dem der har tjent den sande Gud og fundet glæden ved denne tjeneste er Jesus Kristus det ypperste eksempel. Han havde et mildt og sagtmodigt væsen, der udstrålede hans glæde ved at gøre sin Faders vilje og hjælpe andre til at lære hans storslåede hensigter at kende. Allerede længe før han kom her til jorden fandt han glæde ved at tjene Gud. Endnu mens han befandt sig i himmelen som en åndeskabning, den første Gud skabte, glædede han sig over tjenesten for Gud. Symboliseret ved visdommen siger han i Ordsprogenes bog: „Da var jeg fosterbarn hos ham, hans glæde dag efter dag; for hans åsyn leged jeg altid, leged på hans vide jord og havde min glæde af menneskens børn.“ (Ordsp. 8:30, 31; Kol. 1:15; Åb. 3:14; se her 1871-overs. og NW) Den glæde han fandt ved at tjene Gud i himmelen bevarede han mens han var menneske på jorden.
20. Hvordan reagerede Guds enbårne søn på opfordringen til at tjene Gud på jorden?
20 Da Jehova tilbød denne elskede søn en ny opgave, der krævede at han skulle fødes som et fuldkomment menneske, glædede denne trofaste søn sig. Herom siges der: „Bevar den samme indstilling i jer som også var i Kristus Jesus, der, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig på at være Gud lig. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og blev mennesker lig. Ja, mere end det, da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl.“ (Fil. 2:5-8, NW) Hvad hans Fader end ønskede af ham, var han villig til at gøre det, af kærlighed til ham. Med denne ypperlige indstilling tjener Jesus Kristus som et strålende eksempel for alle der ønsker at tjene den sande Gud.
21. Nævn nogle at de måder hvorpå Jesus tjente Gud.
21 Mens Jesus var her på jorden tjente han ikke blot Gud ved at tilbede ham og adlyde hans love men også ved offentligt at forkynde og lære sandheden om Gud. Han hjalp folk til at ændre tankegang og handlemåde så de kunne blive godkendte tjenere for Gud. Han lærte dem kærlighed til Gud, til hinanden og til deres fjender og gav dem håb om en verdensregering som Gud selv ville oprette, samt håb om en opstandelse fra de døde. Dette bragte disse mennesker nærmere til Gud idet det gav dem et stærkere ønske om at tjene ham helt og udelt. Jesus fandt glæde i denne tjeneste for Gud. Men en særlig kilde til glæde for ham var det at have en andel i at rense sin Faders gode navn for den forsmædelse der var blevet kastet på det af hans fjender og af tilbedere som ikke havde været tro mod ham.
22, 23. (a) Hvad var det især en stor glæde for Jesus at være med til, og hvordan var det blevet nødvendigt for ham at gøre det? (b) Hvordan er Jesus Kristus blevet et inspirerende eksempel for alle der tilbeder Gud?
22 Den store fjende af retfærdighed, Satan Djævelen, havde rejst tvivl om Guds skabningers uangribelighed. Det havde han gjort på den trofaste mand Jobs tid, da Satan sagde til Gud: „Hud for hud! En mand giver alt, hvad han ejer, for sit liv! Men ræk engang din hånd ud og rør ved hans ben og kød! Sandelig han vil forbande dig lige op i dit ansigt!“ (Job 2:4, 5) Denne udfordring rejste ikke alene tvivl om menneskets uangribelighed over for Gud men også om hvorvidt Guds enbårne søn, der indtog en særdeles begunstiget stilling i himmelen, ville give slip på sin uangribelighed under prøve, sådan som Satan hævdede at menneskene ville gøre? Prøven kom, da denne søn blev født som menneske. Han bevarede sin uangribelighed indtil døden og beviste dermed at Satan er en løgner. Hans trofasthed tjente til at ophøje Jehova Gud. Udsigten til at ophøje Jehovas navn var en glæde for Jesus Kristus.
23 Om Jesu uangribelige færd siger Bibelen at han „for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset [marterpælen, NW] uden at ænse skammen“, og at han „nu har taget sæde på højre side af Guds trone“. (Hebr. 12:2) Glæden ved at have en andel i at ophøje Jehovas store navn satte ham i stand til at udholde at lide døden på marterpælen. Som en belønning for hans trofaste tjeneste oprejste Jehova ham fra de døde og førte ham tilbage til de himmelske hærskarers domæne, hvor han skænkede ham større magt og ære end han havde haft før. Hans glæde i tjenesten for Gud har således været et inspirerende eksempel for alle tilbedere af den sande Gud indtil denne dag.
24. Forklar hvordan glæde kan siges at være en fast borg.
24 Når vi ser hvordan tjenesten for Gud har været en kilde til glæde for trofaste mænd i fortiden, forstår vi at denne glæde har været som en beskyttende fæstning for dem. For dem der opdyrker denne glæde og bevarer den, bliver Jehova en kilde til styrke og et værn. Hans sandhed beskytter dem mod denne djævelske verdens bedrageriske løgne. Han hjælper dem til at holde ud under trosprøver, og når denne gamle tingenes ordning fejes bort af hans himmelske hærstyrker, vil han bevare dem og lade dem se den nye jord han skaber. Glæden vil hjælpe os til at bevare troens skjold stærkt. Det kan derfor med rette siges til dem at „Jehovas glæde er jeres faste borg“. (Neh. 8:10, NW) Den holder dem åndeligt levende i en verden der er åndeligt død.
25. Hvordan kan vi føle den samme glæde ved tjenesten for Gud som David følte?
25 Vi i dag kan føle den samme glæde som hyrden David, der i sin betagelse over stjernehimmelen måtte give udtryk for sin glæde over at tjene dens skaber. Vi kan også forundres over Guds skaberværk, og vi kan vende os til de inspirerede skrifter for at lære Guds gerninger at kende og lade os belære af ham. Ved at opelske værdsættelse af hans livgivende sandheder og storslåede hensigter med menneskene kan vi i dag finde en stor kilde til glæde i tjenesten for Gud.
[Illustration på side 392]
Israelitterne bringer arken til Jerusalem under festjubel