Eksempler på uangribelighedens bevarelse
1. Hvilket bemærkelsesværdigt eksempel på at nogle nægtede at tilbede dyret har vi fra den tid da dyrets tredje hoved havde verdensherredømmet?
SOM vi har set forklaret i katolske og andre bibelkommentarer omfatter „dyret“ i Åbenbaringen 13:1-8 også det gamle Babylon eller Kaldæa, det tredje verdensrige. I den bibelske beretning om Babylon, det tredje hoved på det symbolske dyr, finder vi netop et bemærkelsesværdigt eksempel på mennesker som for femogtyve hundrede år siden nægtede at tilbede dette dyr. Daniel 3:1-30 fortæller os at de tre mænd som bevarede deres uangribelighed blev kaldt Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego. Da deres fjender anklagede dem for Babylons kejser, Nebukadnezar, blev de omtalt som „nogle jødiske mænd“. På profeten Daniels bøn havde kejser Nebukadnezar givet disse tre jøder høje stillinger inden for administrationen af landsdelen Babel eller Babylon, mens Daniel selv blev i kejserens gård som hersker over hele landsdelen Babel og som overherre over alle Babels vismænd. — Dan. 2:48, 49.
2, 3. Hvorfor krænkede disse jøder ikke deres pagt med Jehova ved at indtage så høje stillinger i en hedensk regering?
2 Men hvordan kunne det være at disse jøder, som gennem mellemmanden Moses stod i et nationalt pagtsforhold til Jehova Gud, tjente i sådanne høje stillinger i en hedensk politisk regering? Brød de ikke herved deres pagt med Gud som gennem Moses havde givet dem de ti bud? Nej. Hvorfor ikke? Fordi deres egen jødiske regering, kongedømmet i Jerusalem, ikke eksisterede på det tidspunkt. Nebukadnezars hære havde styrtet den i året 607 før den kristne æra. Allerede elleve år før Jerusalems ødelæggelse var Daniel og hans tre jødiske venner ført bort fra byen og forvist til Babylon. Både før og efter Jerusalems ødelæggelse var disse fire jøder altså Babylons fanger og trælle.
3 Jehova Gud havde brugt Nebukadnezar som sin tjener til at eksekvere visse domme over de ulydige folk, og han havde sagt til Jerusalems præster og indbyggere: „Træl for Babels konge, så skal I leve.“ Men det havde de nægtet og var derfor faldet for bøddelens hånd. De falske profeter, Zidkija og A’ab, havde frarådet at man underkastede sig Nebukadnezar. Derfor lod Babylons konge disse genstridige profeter stege i ild. (Jer. 27:16, 17; 29:21-23) Men Daniel, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego tjente lydigt Nebukadnezar som hans fanger og trælle. Men når det drejede sig om at yde Nebukadnezar noget som han krævede i strid med deres Guds højeste lov, så nægtede de at adlyde denne datidens verdenshersker på jorden. De gjorde som Peter og de øvrige apostle; de adlød Gud som hersker fremfor mennesker. — Ap. G. 5:29.
4. Hvorfor opstillede Nebukadnezar guldbilledstøtten på sletten Dura, og hvad anklagede fjenderne Daniels tre venner for ikke at gøre?
4 På dalsletten Dura i landsdelen Babylon opstillede Nebukadnezar en billedstøtte af guld, syvogtyve meter høj og cirka tre meter bred. Om det var et billede af hans yndlingsgud Marduk lades usagt. Men et er i hvert fald sikkert, billedstøtten repræsenterer kejserens idé om at forene alle rigets folk i én fælles gudsdyrkelse for at holde sammen på dem som undersåtter og få dem til at tilbede „dyret“. Nebukadnezar lod alle landsdelens embedsmænd kalde sammen til indvielsen af billedstøtten. Herolden bekendtgjorde med høj røst at når de mange instrumenter i orkestret lod sig høre, skulle alle falde ned og i forening tilbede guldbilledstøtten. Den der ikke gjorde det, ville blive kastet i den gloende ovn. Da orkestret stemte i, om det nu var med nationalhymnen eller ej, „faldt de derfor ned — alle folk, stammer og tungemål — og tilbad guldbilledstøtten, som kong Nebukadnezar havde ladet opstille“. Men ikke Daniels tre jødiske venner som var til stede. Af den grund klagede kaldæerne til Nebukadnezar: „De dyrker ikke din gud og tilbeder ikke guldbilledstøtten, som du har ladet opstille.“
5. Hvad beordrede Nebukadnezar under trusler de tre jødiske embedsmænd til at overtræde?
5 Nebukadnezar kaldte de tre jødiske embedsmænd til sig. Han truede dem. Han beordrede dem til at overtræde de første to af de ti bud: „Jeg er HERREN [Jehova] din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke gøre dig noget af billede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg [Jehova] din Gud er en nidkær Gud.“ (2 Mos. 20:2-5) Hvordan svarede de tre slaver nu deres herre, statens overhoved?
6. Hvordan svarede de tre mænd statsoverhovedet?
6 Ved at bevare deres uangribelighed ind for Jehova Gud idet de holdt fast ved principperne der er nedfældet i hans bud. De sagde: „Det har vi ikke nødig at svare dig på! Sker det, så kan vor Gud, som vi dyrker, fri os af den gloende ovn, og han vil fri os af din hånd, o konge; men hvis ikke, så må du vide, o konge, at din gud dyrker vi dog ikke, og guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke!“
7. Hvad erfarede de tre i den brændende ovn, og hvilken anerkendelse af deres Gud fremkom Nebukadnezar med?
7 Nebukadnezar var en meget ivrig dyrker af den falske gud Marduk og følte sig meget stærkt krænket over de tre jøders trods. I sin vrede lod han dem binde og kaste i ovnen, der ved denne lejlighed var gjort syv gange hedere som et udtryk for hans glødende harme. De som kastede dem i ovnen blev selv fortæret af flammerne fra den overhedede ovn. De tre tilbedere af Jehova måtte bestemt også være fortæret! Men nej! Da Nebukadnezar i en god afstand fra ovnen så ind i den, sagde han: „Men jeg ser fire mænd gå frit om i ilden, og de har ingen skade taget; og den fjerde ser ud som en gudesøn.“ Rædselsslagen råbte han, ikke til den fjerde der lignede en gudesøn, men til de tre tilbedere af Jehova: „I, den højeste Guds tjenere, kom ud!“ Da de kom ud, så alle de omkringstående „at ilden ikke havde haft nogen magt over hine mænds legemer, at deres hovedhår ikke var svedet, at deres kapper var uskadte, og at der ikke var brandlugt ved dem“. Da lovpriste den tids mægtigste regent på jorden deres Gud, „der sendte sin engel og friede sine tjenere, som i tillid til ham overtrådte kongens bud og hengav deres legemer for at undgå at dyrke eller tilbede nogen anden gud end deres egen! . . . der gives ingen anden gud, som således kan frelse“. Således talte Nebukadnezar om Jehova, de ti buds Gud.
8. Hvis interesser syntes disse tre jøder at bringe i fare ved deres standpunkt til dyrkelse af kejseren og staten, og hvad har deres trofaste standpunkt betydet for Guds folk op til vor tid?
8 På grund af deres uangribelighed ind for Jehova, udfriede han dem. Ved deres dristige og uforfærdede holdning over for tilbedelse af verdensherskeren og dyrkelse af staten bragte de tilsyneladende alle de andre jøders interesser i fare dér i fangenskabet i Babylon. De tre jødiske betroede trælle vidste dette. Men de ville ikke gå på kompromis med en hersker der var deres Gud underlegen, selv om de derved tilsyneladende kunne gavne deres landsmænd. De elskede Gud højere end sig selv og deres medmennesker. Deres trofaste standpunkt tilskyndede i virkeligheden deres landsmænd til at elske Gud fremfor alt andet. Det har styrket alle de andre jødiske trælle og medfanger, såvel som kristne lige op til vor tid, til at bevare uangribeligheden ind for Jehova som Gud, og til ikke at tilbede noget billede som opstilles af politiske herskere der kræver at det tilbedes. Dette inkluderer også tilbedelse af det symbolske dyr og dets billede.
9. Hvordan kan vi ud fra Bibelen vide hvis vidner Daniel og hans tre venner var?
9 Det er uden tvivl Daniel og de tre andre jødiske betroede trælle hos Nebukadnezar der specielt omtales i Hebræerne 11:33, 34 som mænd der i kraft af deres tro „stoppede løvers gab, slukkede ilds magt“. I Hebræerne 11:1, 2 står der: „Tro . . . På grund af den fik jo de gamle godt vidnesbyrd.“ Efter at kapitel elleve har nævnt og beskrevet mange af disse fortidens troens mænd og kvinder som fik „godt vidnesbyrd“, fortæller Hebræerne 12:1 de kristne: „Vi har så stor en sky af vidner omkring os.“ Hvis vidner var Daniel, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego? De var Jehovas vidner, lydige mod hans bud i Esajas 43:10-12 (AS): „I er mine vidner, siger Jehova, . . . og jeg er Gud.“
10. Hvis eksempel må vi derfor følge i dag, og hvem skal vi især se hen til som eksempel?
10 Alle vi der er indviede kristne er, ligesom apostlene, omgivet af en stor sky af vidner. Vi må følge det eksempel de har sat, og især se hen til det største af alle Jehovas vidner, Jesus Kristus, „troens banebryder og fuldender“. (Hebr. 12:1, 2) Jesus Kristus tilbad ikke „dyret“.
11. Hvordan handlede Jesus, da han blev fristet, anderledes end „dyret“, og hvilket princip til ledelse af vor færd fremsatte han da?
11 Umiddelbart efter at Jesus var blevet døbt i vand, blev han ført ud i ørkenen tilskyndet af Guds ånd som var kommet ned over ham og havde salvet ham. Dér blev han sat på prøve af Satan Djævelen. Satan var den symbolske drage som havde ladet dyret stige op af havet og givet det „sin kraft og sin trone og stor magt“. (Åb. 13:1, 2) Da Jesus blev fristet af denne drage handlede han ikke som dyret, men forblev i harmoni med Guds hensigt vedrørende Guds rige, himlenes rige. For at friste Jesus viste Djævelen ham „i et øjeblik alle jordens riger“ og sagde: „Dig vil jeg give magten over alt dette tillige med dets herlighed; thi til mig er den overgivet, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså vil tilbede mig, skal den helt være din.“ I stedet for at gribe efter denne gamle verdens riger, ligesom „dyret“, uden forstand, holdt Jesus sig til princippet i forbindelse med tilbedelsen af Jehova, og han holdt sig til Guds himmelske rige. Som kristendommens banebryder svarede Jesus „denne verdens gud“ rent ud og erklærede samtidig hvilket specielt princip der bestemte hans adfærd, og også bestemmer vor adfærd hvis vi er kristne: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ — Luk. 4:5-8; 5 Mos. 6:13, NW.
12. Hvilket rige søgte Jesus?
12 Det er grunden til at Jesus ikke blandede sig i politik og ikke havde verdslige, politiske ambitioner. Hans rige var ikke af samme kilde som kejserens eller det symbolske dyrs herredømme. (Joh. 18:36) Jesus samlede ikke en hær for at befri det gamle Israel fra kejserens beskatning eller herredømme eller for at oprette en politisk stat på jorden. Han forudsagde tværtimod det kødelige Israels ødelæggelse, og han lod det blive ødelagt af den romerske kejsers hære ved Jerusalems og templets fald i året 70 e. Kr. Hvorfor? Fordi Jesus var på det åndelige Israels side. Det rige han søgte var det åndelige rige, det himmelske, det rige han forkyndte og som han befalede sine sande efterfølgere at forkynde om i denne endens tid for den gamle verden. — Matt. 24:14.
13. Hvad var det for en „Jehovas trone“ Jesus ønskede at tage sæde på?
13 Den „Jehovas trone“ Jesus ønskede at sidde på som salvet regent var ikke den trone hvorpå kong David havde siddet og som kong Nebukadnezar havde styrtet i 607 før den kristne æra, men Jehovas virkelige trone i de øverste himle, hvor pladsen ved Jehovas højre hånd var forbeholdt Jesus. — Sl. 110:1, 2; Hebr. 10:12, 13.
14. Hvis vi elsker Jehova med alt hvad vi har, hvem må vi da også elske og efterligne, og hvorfor?
14 Når vi har fået befaling til at elske Jehova med hele vort hjerte, vor sjæl og vort sind, så må vi nødvendigvis også elske Jehovas udtrykte billede, Jesus Kristus. (Hebr. 1:2, 3; Kol. 1:15; Joh. 14:9) Kristne må derfor efterligne Jesus Kristus, deres leder. Dette at efterligne ham må være et retningsgivende princip i hans indviede efterfølgeres liv. Vi må være et folk med sand gudsdyrkelse. Kun som sådant vil vi blive udfriet.
Knyttet til den nye verden
15. (a) Hvad siger David i Salme 26 for at bevise at han har vandret efter de principper der hører til dyrkelsen af Jehova? (b) Hvad kunne han derfor bønfalde Jehova om ikke at gøre mod ham?
15 Da David ville bevise at han havde vandret efter de principper der hører til dyrkelsen af Jehova, og som en rigsrepræsentant for Jehova, sagde han: „Jeg har vandret i din sandhed. For jeg har ikke siddet blandt usandheds mænd, og blandt dem som skjuler hvad de er kommer jeg ikke. Jeg har hadet ugerningsmændenes forsamling, og jeg sidder ikke hos de onde. Jeg vil vaske mine hænder i selve uskyldigheden, og jeg vil marchere omkring dit alter, o Jehova, for at taksigelsen skal lyde højt og for at forkynde alle dine underfulde gerninger. Tag ikke min sjæl bort sammen med syndere, eller mit liv med blodskyldige, i hvis hænder der er løsagtig adfærd og hvis højre hånd er fuld af bestikkelse.“ (Sl. 26:3-7, 9, 10, NW) Kong David ønskede ikke at blive sat i forbindelse med sådanne mennesker i sin levetid. Han ønskede ikke engang at blive fundet død sammen med dem, hvad enten de var herskere, embedsmænd eller jævne borgere. Med dette ønske i hjertet undgik han dem i sit liv og holdt sig fra usandhed og hykleri, fra blodskyld og løsagtighed, og fra at tage imod eller kræve bestikkelse. På dette grundlag kunne han trygle Gud om ikke at bortrive hans sjæl og liv sammen med syndige og blodskyldige mennesker. Han ønskede at blive udfriet fra den ødelæggelse som ville ramme sådanne syndere og blodbestænkte mennesker fra Guds hånd. Skønt Israels teokratiske rige som han herskede over, lå midt i verden der i Det mellemste Østen, ønskede David dog ikke at hans rige skulle være en del af denne verden.
16. Hvem må vi som efterfølgere af den større David afholde os fra at have samfund med, og hvilket princip, som Jesus fremsatte, er dette i overensstemmelse med?
16 Dette fremhæver princippet som må lede os der følger den større David, Jesus Kristus, som ifølge kødet var Davids søn men nu ifølge sit liv som ånd i himmelen er Davids herre. Hvis vi hævder at vi er hans efterfølgere, må vi undgå samfund med denne gamle verden som nu er så fuld af mennesker af den slags David undgik. Da vi er kød og blod som andre mennesker er vi nødt til at leve i denne verden, i „endens tid“ for verden. Men vi kan ikke være af denne gamle verden og samtidig være af Guds nye verden som vi forkynder. Jesus opstillede selv dette princip med disse ord: „Hvis I var en del af verden, ville verden holde af det der er dens eget, men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ I overensstemmelse med det samme princip bad Jesus til Gud: „Jeg har givet dem dit ord, men verden har hadet dem fordi de ikke er en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden. Jeg beder dig, ikke om at tage dem ud af verden, men at du vil våge over dem af hensyn til den Onde.“ — Joh. 15:19; 17:14, 15, NW.
17. Hvad kunne vi ikke gøre under Guds beskyttelse, hvis vi blev taget ud af denne verden?
17 Hvis vi blev taget ud af verden kunne vi ikke være vidner om Jehova som Gud, eller om Jesus som Guds salvede konge der har regeret siden 1914. Så vi er ikke blevet taget ud af verden, men har fået lov til at forblive i den for at vidne om Guds rige. Men Jesus har bedt for os at hans himmelske Fader skulle våge over os af hensyn til den Onde, Satan Djævelen, som nu er kastet ud af himmelen og ned til denne jord.
18. I hvilken universel strid kan vi ikke være neutrale, og hvordan kan vi i overensstemmelse med princippet i Romerne 10:9, 10 vise at vi ikke er neutrale?
18 Det der først og fremmest skal slås fast for hele den fornuftbegavede skabning er Jehova Guds universelle eneherredømme, hvorfor Guds rige, himlenes rige, er det vigtigste emne i hans skrevne ord, den hellige Bibel. Alle indviede kristne har fået bud om at prædike dette rige som den bedste af alle nyheder. Striden raser nu med styrke mellem Guds rige, som blev oprettet i himlene 1914 e. Kr., og denne gamle verdens riger. I denne universelle strid kan vi ikke være neutrale. Det er rigtigt at vi må betale skat til kejseren og give kejseren hvad kejserens er, selv nu i endens tid. Men først, sidst og altid må vi være for Guds rige ved Kristus. Vi må åbent give til kende at vi er for det ved at forkynde det for kejseren og alle andre. Ingen politisk regering i denne dømte verden er lukket ude fra at få vidnesbyrdet om Riget forkyndt. (Matt. 24:14) Selv om vi af hele vort hjerte tror at den oprejste Kristus er konge, må vi dog forkynde vor tro offentligt dersom vi ønsker at blive frelst eller ønsker at blive udfriet. Sådan er det uforanderlige princip der er nedskrevet i Romerne 10:9, 10.
19. Hvordan udtrykte Peter, og endnu tidligere Joel, det samme princip?
19 For nitten århundreder siden, på Pinsedagen, fremsatte apostelen Peter det samme princip idet han sagde: „Før Jehovas store og strålende dag kommer . . . Da skal enhver der påkalder Jehovas navn blive frelst.“ (Ap. G. 2:20, 21, NW) Profeten Joel, som Peter citerede fra, havde fastslået princippet endnu tidligere, hundreder af år før Peter, i Joel 3:4, 5. I dag kan vi kun bevare vor uangribelighed ved at følge dette princip og påkalde Jehovas navn eller forkynde det offentligt.
20. Hvilket hus måtte David foretrække når han skulle handle i harmoni med dette princip, og hvilket gode udvirkede hans salmer?
20 For lang tid siden fulgte David princippet dengang han bad om at blive reddet fra henrettelse sammen med de onde og blive løskøbt og vist gunst af Jehova Gud. Dette var grunden til at han foretrak Jehovas tempel fremfor fællesskab og samfund med de onde. Han sagde: „Jehova, jeg har elsket dit huses bolig og din herligheds opholdssted.“ Tilbedelse i Guds hus gav ham lejlighed til at marchere omkring Guds offeralter, at lade taksigelse lyde højt og at forkynde alle Jehovas vidunderlige gerninger. Med dette som sit mål slutter David den seksogtyvende salme med at sige: „Blandt de forsamlede skarer vil jeg velsigne Jehova.“ (Sl. 26:8, 12, NW) Det budskab David forkyndte offentligt og derefter nedskrev i Salmerne medvirkede til hans egen frelse til Guds nye verden og også til frelse for de kristne, som læser Davids salmer.
21. Hvad gøres der for at få os til at svigte med hensyn til vor pligt og ret til at forkynde den gode nyhed, og hvorfor benyttede Paulus ikke bestikkelse for at vinde sin sag?
21 Måtte vi indviede kristne aldrig svigte med hensyn til vor pligt og ret til at forkynde den gode nyhed om Riget, den forkyndelse Kristus gav befaling om. Han og hans disciple advarede os om at politiske og religiøse magthavere i denne verden ville prøve at berøve os den gudgivne ret til at forkynde, at give budskabet dødsstødet, om de ikke også ønsker at dræbe os og gøre os tavse. Med hensyn til denne ret gik apostelen Paulus ikke på kompromis. Religiøse mennesker, indbefattende mennesker som hævdede at de tilbad Herren Gud, æggede til modstand mod Paulus i Filippi, i Tessalonika, i Berøa, og til sidst i Jerusalem. Det var på ingen måde et kompromis at Paulus til sidst appellerede til kejseren for at få sat en stopper for denne forstyrrelse fra religionsdyrkeres side og få retten til at forkynde Guds rige juridisk stadfæstet. Men hvorfor appellerede Paulus da? For at kæmpe kampen igennem til det sidste, til den højeste ret i det romerske verdensrige, uden at give fjenderne pardon og uden selv at bede om den. Selv kejserens love gav ikke den tids religionsdyrkere ret til at gribe ind over for forkyndelsen af Guds rige. Og fremfor alt var Guds love helt på forkyndelsens side. Paulus kæmpede altså med alle de våben han havde ret til at benytte. Ikke engang for sin egen bekvemmeligheds skyld ville Paulus ty til fordægtige metoder. Det ville blot have ladet sagen uafgjort, stadig ikke befæstet juridisk. Derfor nægtede han at bestikke landshøvdingen Feliks for at komme ud af fængselet. — Ap. G. 24:26, 27.
22. Hvilken opgave var Paulus bundet til i denne forbindelse?
22 Som romersk borger hævede Paulus Rigets budskab op på et værdigt plan ved at appellere til den tids højeste jordiske domstol, kejseren, til hvem Paulus som kristen betalte skat. (Ap. G. 25:10-12) Paulus havde helt og holdent bundet sig til at forsvare og juridisk befæste retten til at forkynde den gode nyhed. (Fil. 1:7, NW) Denne fremgangsmåde medvirkede til at Jesu profeti i Mattæus 10:18 blev opfyldt.
23. Hvordan går Jehovas vidner, ligesom Paulus, til værks dér hvor de ikke er forbudt og dér hvor de er forbudt, og hvem ser de hen til efter frelse?
23 I dag står vi fast på rigtigheden af det princip som den kristne apostel Paulus fulgte. Hvor der ikke eksisterer noget forbud mod Jehovas vidner, appellerer vi som skatteydende borgere til nutidens kejser for at få standset rigsforkyndelsens fjender ved hjælp af kejserens egne love. Hvor der hersker forbud mod Jehovas vidner kan de ikke appellere til kejseren inden for hans eget domæne. Men når det gælder Jehovas befaling til vidnerne om at forkynde Riget, så adlyder de Gud som hersker fremfor at efterkomme forbudet udstedt af mennesker der kæmper mod Gud, og som vil forsvinde ud af tilværelsen før eller senere, men ikke senere end i den universelle Harmagedonkrig. (Es. 51:12) Frelse til evigt liv i Guds nye verden vil ikke komme gennem kejseren, som om kort tid vil forsvinde, men fra Gud Jehova og gennem Jesus Kristus hans regerende konge.
24. Hvordan vil vi altså handle, netop som fremholdt af David i Salme 26, og på hvilken måde vil vore bønner derfor blive hørt?
24 Ligesom kong David elsker vi, resten af arvingerne til Guds rige og også den store skare af ledsagere med et ret sind over for Guds rige, at være i Jehovas hus og på det sted hvor hans herlighed bor. Her vil vi fortsætte med at tilbede ham i kærlig lydighed mod de principper han har nedfældet i sit skrevne ord til ledelse og fastlæggelse af vor kristne adfærd. Her blandt de forsamlede skarer af tilbedere vil vi nu og i al evighed lovprise Jehova. Til denne gamle verden ender vil vi samvittighedsfuldt vandre videre fremad i vor bibelsk definerede uangribelighed ind for Gud. Når vi gør det, vil vore bønner være antagelige for ham, og han vil løskøbe os gennem Kristus. Når han bortriver denne verdens synderes og blodbestænkte menneskers sjæl og liv, vil han bevare os midt under deres katastrofale endeligt. Eftersom Gud belønner dem der alvorligt søger ham, vil han udfri os og give os adgang til hans lovede nye verden, en verden ledet af guddommelige principper og helt igennem præget af uangribelighed.