Bliv på din plads

„Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit øje på dig.“ — Sl. 32:8.

 1. Hvorfor er det vigtigt, at vi grunder over vort forhold til Jehova?

JEHOVA, universets Skaber, kender den rette plads for alle ting, både levende og livløse. Ikke alene har han skabt alt, men han har også givet hver ting en bestemt plads. Hvad enten vi har rige åndsevner eller ringe åndsevner, vil det være gavnligt for os hver dag at lade tankerne dvæle ved vort forhold til Jehova og ved de mangfoldige ting og de levende skabninger, han har anbragt rundt om os. Det vil hjælpe os til at forstå og påskønne Jehovas storhed, hans ære og majestæt, og det vil medvirke til, at vi finder vor egen plads i Jehovas tingenes ordning inden for det vældige og storslåede univers.

 2. Hvordan understreger salmisten det nære forhold, der består mellem Jehovas storhed og alt det, han har skabt?

² Salmisten gjorde dette, og hans ord i Salme 104 blev nedskrevet til gavn for os. I de indledende vers fastslår han, at skabningen naturnødvendigt må lovprise Jehova på grund af hans storhed: „Min sjæl, lov HERREN! HERRE min Gud, du er såre stor! Du er klædt i højhed og herlighed, hyllet i lys som en kappe! Himmelen spænder du ud som et telt [et tæppe, AS].“ (Sl. 104:1, 2) Her sammenknytter salmisten Jehovas storhed med det, at han giver alting en plads, idet han siger, at det var Jehova, der anviste himmelen dens plads og spændte den ud „som et telt“ eller et „tæppe“.

 3, 4. Nævn nogle af de ting, Jehova har anvist en plads.

³ At himmelen udspændes er kun indledningen til Jehovas store mangesidige værk med at sætte alting på rette plads. Salmen fortsætter til gavn for os med at opregne mangt og meget, lige fra englene i himmelen til dyr og livløse ting på jorden: „Du hvælver din højsal i vandene, gør skyerne til din vogn, farer frem på vindens vinger; vindene gør du til sendebud, ildsluer til dine tjenere! Du fæsted jorden på dens grundvolde, aldrig i evighed rokkes den.“ (Sl. 104:3-5) I vor tid med dens sociale omvæltninger og trusler om tilintetgørelse af jorden ved de overordentlig kraftige ødelæggelsesvåben, menneskene nu har i hænde, er det værd at mærke sig Bibelens udsagn om, at Jehova fæstede jorden på dens grundvolde i himmelrummet, at han har erklæret, at den aldrig i evighed skal rokkes. Nedskriveren af denne salme vidste god besked med jordens skabelseshistorie og skrev om Vandfloden på Noas tid og om, hvad Vandfloden medførte i retning af fysiske forandringer, som gav jorden dens nuværende udseende med de høje bjerge og dybe have, således som det nævnes i Sl 104 versene 6 til 9: „Verdensdybet hylled den til som en klædning, vandene stod over bjerge. For din trusel flyede de, skræmtes bort ved din tordenrøst, for op ad bjerge og ned i dale [bjergene rejste sig, dalene sank, AS] til det sted, du havde beredt dem; du satte en grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle jorden.“ Mærk dig, hvordan der her vises sand erkendelse af Jehovas magt til at sætte en grænse for vandet, så det blev på sin plads.

⁴ Der er naturligvis brug for vand i alle egne af jorden og også i havene, for at planterne kan få vand og alle levende skabninger noget at drikke. Jehova lod vand pible frem selv højt oppe i bjergene til brug for sine skabninger over hele jorden. „Kilder lod du rinde i dale, hen mellem bjerge flød de; de læsker alt markens vildt, vildæsler slukker deres tørst; over dem bygger himmelens fugle, mellem grenene lyder deres kvidder.“ (Sl. 104:10-12) Stor visdom og harmoni åbenbarer sig for menneskene, når de iagttager, hvordan Jehova har sørget for vand — en af livets store fornødenheder.

 5. Hvordan har Jehova sørget for føde til sine levende skabninger de forskellige steder på jorden?

⁵ Men vand alene gør det ikke; der må også føde til, for at livet kan opretholdes. Vand og jord får i forening plantelivet til at gro frem, og der er sørget rigeligt for disse to ting. „Fra din højsal vander du bjergene, jorden mættes fra dine skyer; du lader græs gro frem til kvæget og urter til menneskets tjeneste, så du frembringer brød af jorden og vin, der glæder menneskets hjerte, og lader ansigtet glinse af olie, og brødet skal styrke menneskets hjerte.“ — Sl. 104:13-15.

 6, 7. Hvad andet omtaler salmisten som ting, der indtager deres rette plads?

⁶ Efter at have grundet over og skrevet om disse undere og den fuldkommenhed, hvormed der er blevet sørget for enhver levende skabnings behov, giver salmisten udtryk for sin forståelse og værdsættelse af, at visse dyr og fugle er blevet anbragt i bestemte omgivelser. Frem til denne dag holder disse dyr stadig til på de samme steder. „HERRENS træer bliver mætte, Libanons cedre, som han har plantet, hvor fuglene bygger sig rede; i cypresser har storken sin bolig. Højfjeldet er for stenbukken, klipperne grævlingens tilflugt.“ — Sl. 104:16-18.

⁷ Heller ikke andre dele af skaberværket unddrager sig salmistens opmærksomhed og heller ikke det vidunderlige i, at de indtager deres rette plads til hver en tid. For eksempel solen og månen. „Du skabte månen for festernes skyld, solen kender sin nedgangs tid.“ (Sl. 104:19) I talløse år har Jehova holdt ikke alene vor sol og måne, men også utallige milliarder stjerner og andre planeter i deres bestemte baner. Selv ure og tidsmålere, der går med en brøkdel af et sekunds nøjagtighed, kan indstilles efter dem.

 8. Hvilken forskelligartet virksomhed udfolder der sig dag og nat?

⁸ Der udfolder sig megen forskelligartet virksomhed på hele jorden, mens døgn følger på døgn med skiftende lys og mørke. „Du sender mørke, natten kommer, da rører sig alle skovens dyr; de unge løver brøler efter rov, de kræver deres føde af Gud. De sniger sig bort, når sol står op, og lægger sig i deres huler; mennesket går til sit dagværk, ud til sin gerning, til kvæld falder på.“ (Sl. 104:20-23) Der består et fuldkomment samspil mellem Jehovas hensigter og anbringelsen af mennesket, dyr, fugle, fisk, planter, vand, jorden, solen, månen, planeter, stjerner, bjerge, dale, floder o.s.v. på netop de steder, hvor han anviste dem en plads og gav dem en særlig opgave eller bestemt funktion. Man kunne ikke komme til nogen anden slutning end den, salmisten selv kom til: „Hvor mange er dine gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med visdom; jorden er fuld af, hvad du har skabt!“ — Sl. 104:24.

Intet unddrager sig Guds opmærksomhed

 9. Hvad burde disse skaberværkets vidundere få menneskene til? Gør de det?

⁹ I salme 104 fortsætter salmisten med at pege på andre af skaberværkets vidundere og på den harmoni, der råder i det, men alt det, der allerede er blevet nævnt, skulle være nok til, at enhver af os kan gøre sig et begreb om Gud og komme til at ønske at lovprise ham og tilbede ham på rette måde. Apostelen Paulus siger med eftertryk, at menneskene i virkeligheden er uden undskyldning for ikke at kende Gud. „Det, som kan erkendes om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning. Thi skønt de kendte Gud, ærede og takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket. Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer, og de ombyttede den uforkrænkelige Guds herlighed med et billede, der forestillede et forkrænkeligt menneske, fugle, firføddede dyr og krybdyr.“ (Rom. 1:19-23) Menneskene har ikke betragtet skaberværket og af dets undere lært, at der er en Gud, omgivet af storhed, ære og majestæt, men de har i dårskab tilbedt skabningen selv. I dag tilbeder mennesker penge, magt, et stort navn, og for at opnå disse ting tyr de til al slags ondskab og efterligner ikke Skaberen i hans kærlige forsynlighed. Ved sin urette adfærd og ligegyldighed over for Jehova lader mennesket skinne igennem, at han end ikke tror, at Jehova ser ham og hans onde gerninger. I selviskhed vender menneskesamfundets store flertal Skaberen ryggen, og uden at ænse ham gør de, som de selv lyster.

10. Hvordan kan vi med sikkerhed vide, at Gud ser alt, hvad menneskene foretager sig?

¹⁰ Men er det sandt, at Jehova ser dem? Er menneskeslægten blevet så stor, at han ikke længere har hånd i hanke med udviklingen? Nej, vist ikke! Jehova er ikke en svækling af en gud. Hans visdom og indsigt kender ingen grænser. Mennesker tror sig så kloge, når de bygger større og større teleskoper, der sætter dem i stand til at tælle endnu et par tusind af himmelens utallige milliarder stjerner. Dog findes der hele mælkeveje, som mennesker selv med deres teleskoper knapt nok kan se. Men Jehova ikke alene ser alle stjernerne og holder tal på dem; han giver dem alle navn. „Han fastsætter stjernernes tal og giver dem alle navn. Vor Herre er stor og vældig, hans indsigt er uden mål.“ (Sl. 147:4, 5) Gud har rede på alt sit skaberværk. Han ved, hvad du gør, hvor stor eller ringe betydning du end synes at have i denne verden. Selv blandt de bittesmå livsformer mærkes Guds omsorg for de allermindste ting. Tænk bare på myggen, der irriterer så slemt, når den svirrer os om hovedet, eller den næsten usynlige mide, der borer sig ind under huden. At de optræder i så store tal viser, at de har de for en stærk formering nødvendige livs- og forplantningsorganer. Intet er blevet glemt; de har alt til livets opretholdelse.

11. Kan livløse ting og den lavere skabning forlade deres anviste plads?

¹¹ Den magt, Jehova udfoldede, dengang han skabte alle disse mange ting, er vel værd at tænke alvorligt over, og selv om tallet på disse ting vil nå op på ufattelige millioner, har han dog anvist hver eneste ting dens bestemte plads. De livløse genstande er underlagt forskellige naturlove, som for eksempel tyngdeloven, loven om centrifugalkraften o.s.v. Levende skabninger er bundet af loven om „arternes“ grænser. Det er umuligt, for levende skabninger at fremstille en ny „art“ ved krydsning eller skabe noget, som Jehova ikke har beredt et sted til. Mennesker har ikke i deres laboratorier med alle deres røntgenstråler, ultraviolette stråler, antiseptiske forholdsregler o.s.v. kunnet lokke eller tvinge nye arter frem, de har intet nyt kunnet skabe, alt fortsætter i de gamle baner, Jehova har anvist. Nogle mener, at muldyr er en undtagelse, men muldyr er ikke nogen art for sig, idet de ikke kan forplante sig. Blev de overladt til sig selv, ville de, selv om de blev forsynet med foder og rigeligt drikkevand, dog uddø. De egentlige „arter“ består, blot de får tilstrækkeligt at spise og drikke.

Den første, der forlod sin anviste plads

12. Hvordan forholder det sig med englene?

¹² Selv englene i himmelen har en bestemt plads, som Gud har beredt og anvist dem. De er naturligvis ikke bundet af de samme love som den lavere skabning, de livløse ting eller planter og dyr. Men det ventes af dem, at de forbliver på deres rette plads, og det er skæbnesvangert for dem at forlade den. Bibelen fortæller os om en engel, en kerub, der forlod sit kald, og hvad dette førte til. Det var den engel, der havde fået hvervet at være tilsynsmand i Edens have, men svigtede og blev Satan Djævelen. Beretningen skildrer hans oprindelige store visdom og fuldkommenhed og siger, at han havde fået en bestemt plads i Jehovas organisation. „Du var indsigtens segl, fuld af visdom og fuldkommen i skønhed. I Eden, Guds have, var du; alle slags ædelsten var din klædning, . . . Du var en salvet, skærmende kerub; jeg gjorde dig dertil; på det hellige gudebjerg var du; du vandrede imellem Guds sønner. Fuldkommen var du i din færd, fra den dag du skabtes, indtil der fandtes brøde hos dig. Ved din megen handel fyldte du dit indre med uret og forbrød dig; da vanhelligede jeg dig og viste dig bort fra gudebjerget og tilintetgjorde dig, skærmende kerub, så du ikke blev mellem Guds sønner.“ (Ez. 28:12-16) Vi oplyses her tydeligt om, at denne engel havde fået anvist en bestemt plads i Guds organisation, men at han, fordi han ikke adlød påbudene om, hvordan han skulle varetage sine pligter, blev bortvist fra Jehovas organisation. Nogle religiøse organisationer vil have os til at tro, at Satan ikke blev bortvist fra Jehovas organisation, men slet og ret blev forflyttet til en anden stilling. De hævder, at han nu har opsigt med det sted de kalder „helvedesilden“, at han her går klædt i en rød dragt og er bevæbnet med en fork, og at han går rundt og holder ilden ved lige. Dog siger Bibelen noget ganske andet, hvilket vi ser i Judas 6: „De engle, som ikke varetog deres høje [oprindelige, NW] hverv, men forlod deres bolig, har han holdt forvaret med evige lænker i mørket indtil dommen på den store dag.“ At de forlod deres bolig eller anviste plads, betyder total undergang og udslettelse for dem, thi der er ikke rum for ufred eller ulydighed i et harmonisk univers. Johannes åbenbarer dette for os i symbolske vendinger, når han skriver om hele denne onde dæmonhorde og om onde og gudløse mennesker, idet han bruger udtrykket „himmel“ og „jord“ som et symbol på dem: „Jeg så en stor, hvid trone og ham, som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himmelen, og der fandtes ikke nogen plads for dem.“ — Åb. 20:11.

13. Hvilket bevis har vi for, at Jehova har kontrol med alt?

¹³ De, som tror, at Jehova ikke kan ødelægge et så vældigt system som det, der nu eksisterer på både det åndelige og det jordiske plan, vil sikkert komme på andre tanker, når de gør sig klart, hvilke styrker der står til hans rådighed. Store hærskarer af engle er blevet på deres pladser og udfører i lydighed den opgave, de har fået betroet i Guds fuldkomne organisation. Daniel fik i et syn et lille begreb om deres antal. „Tusinde tusinder tjente ham, og titusind titusinder stod ham til rede.“ (Dan. 7:10) I sin beskrivelse af de himmelske hærskarer, der nu står rustet til kamp mod ondskabens hærstyrker, skriver Johannes: „Tallet på rytterskarerne var to gange titusinde gange titusinde [det vil sige 200.000.000]; jeg hørte tallet på dem.“ (Åb. 9:16) Vi kan forstå, hvilken magt en sådan hær besidder, når vi læser, at alene een af de engle, som Jehova har brugt, slog 185.000 assyrere ihjel på een nat. (2 Kong. 19:35) En atombombe kan på en brøkdel af et sekund udslette over 60.000 mennesker. Men når først bomben er eksploderet, er dens kraft fuldstændig udtømt. Engle kan blive ved med at sprede død og ødelæggelse om sig, så ofte det måtte være påkrævet. Multiplicerer vi en sådan magt med hundrede millioner og betænker, at det er en magt, der kan udfoldes igen og igen, tvinger det os til at drage den slutning, at menneskemagt overhovedet ikke kan sammenlignes med Guds magt.

14. Hvilken indstilling får man over for de onde, når man stoler på Jehovas magt?

¹⁴ Forstår vi dette, og indser vi, at Gud ved, hvad der går for sig, og hverken overser eller glemmer noget som helst, er det en hjælp for os som kristne til ikke at bekymre os for meget om de onde og gudløse. Så godt som hele menneskeslægten har i lighed med mange engle forladt den plads, Jehova har anvist dem, og i stivsind nægtet at adlyde hans påbud. De tusinder og atter tusinder af menneskeliv, der er blevet ofret på slagmarken, de milliarder af dollars, der er blevet brugt til krigsmateriel, de mange kraftanstrengelser, menneskeheden har gjort sig, har været spildt og intet formået over for uretten. Tværtimod, hele menneskesamfundet turer stadig længere og længere frem ad genstridighedens vej og høster de slette frugter af begær, selviskhed, lovløshed, bestikkelse, fordærv, ulydighed, uredelighed o.s.v. Gudsmennesket lader sig ikke unødigt ophidse af disse onde og stolte menneskers gøren og laden, og han giver sig ikke til at opfinde et sted med evig pine, hvor de onde efter dette liv kan få deres straf. Han forstår, at Gud er herre over situationen, og han bier derfor på ham og græmmer sig ikke. „Græm dig ikke over ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør uret! Thi hastigt svides de af som græsset, visner som det friske grønne. Vær stille for HERREN og bi på ham, græm dig ej over den, der har held, over den, der farer med rænker. Tæm din harme, lad vreden fare, græm dig ikke, det volder kun harm. Thi ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på HERREN, skal arve landet. En liden stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans sted, så er han der ikke. Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer tænder imod ham; men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans time komme.“ (Sl. 37:1, 2, 7-10, 12, 13) Menneskene begår i deres ufuldkommenhed selv uret i deres forsøg på at udrydde det onde. De, som bier på Jehova, stoler på ham og ved, at han vil tage sig af de onde og ikke levne dem den mindste plads nogetsteds i hele sit umådelige og skønne univers.

Rettesnor for, hvordan man kan blive på sin plads

15. Hvordan kan menneskene vide, hvor deres rette plads er?

¹⁵ Denne lovede sanering ansporer forstandige og ærlige mænd og kvinder til at lære, hvor deres plads er set med Jehovas øjne. Har Gud fastsat visse naturlove, der binder dem til et bestemt sted? Er mennesket tvungent til at blive på sin plads? Siger Skriften noget om, hvor denne plads er, og hvordan man kan komme til at indtage den og blive på den? David fremholdt sandheden om denne sag, og han viser os, at det er muligt for mennesket at komme i kontakt med sin Skaber, og at det ved at komme i kontakt med ham får et sikkert ståsted, der vil betyde beskyttelse og udfrielse for ham. „Du er mit skjul, du frier mig af trængsel, med frelsesjubel omgiver du mig. — Sela.“ (Sl. 32:7) Som svar på menneskets udsagn om, at han fuldt ud anerkender sin afhængighed af Jehova, således som det fremgår af denne salme, siger Jehova i de næste to vers, hvor han nøje viser, hvilke foranstaltninger han har truffet for at sætte mennesket på dets bestemte plads, og hvad han har gjort, for at mennesket kan blive på denne plads: „Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit øje på dig. Vær ikke uden forstand som hest eller muldyr, der tvinges med tømme og bidsel, når de ikke vil komme til dig.“ — Sl. 32:8, 9.

16. Hvorfor bruger Gud andre midler, når han vejleder mennesker, end når han vejleder dyr?

¹⁶ Af disse to vers kan vi tydeligt se, at Jehova kender sine skabninger og ved, hvad der skal gøres for at holde dem på deres rette plads. Hos mennesket, der blev skabt med en vidunderlig hjerne, som langt overgår noget dyrs, er det forstanden, der skal retledes, og det er forstanden, der leder mennesket. Følgelig har Gud ikke sat de samme grænser for mennesket som for den lavere skabning, men han har givet ham råd og vejledning. Mange steder i Bibelen taler forstandige mennesker således om Guds skrevne ords værdi som rettesnor for dem og som et lys på deres vej. I de førnævnte vers i Salme 32 viser Jehova modsætningen mellem den måde, hvorpå et menneske og en hest eller et muldyr skal ledes. Hesten eller muldyret, hvis hjerne ikke står på højde med den menneskelige, må ledes ved hjælp af rent fysiske hjælpemidler — tømme og bidsel — når de skal følge en bestemt vej. Menneskene skulle altså ikke vente, at Gud ville lede dem på samme måde, for Gud ved bedre end nogen anden, at mennesket blev skabt på et meget højere plan og følgelig kan ledes på en langt mere intelligenspræget måde. Det er derfor, mennesket får besked på ikke at være som en hest eller et muldyr. Jehova tvinger eller driver ikke et menneske til at gøre dette eller hint. Han gør det, der er bedre — han giver mennesket vejledning, som det kan fatte med øjnene gennem læsning og med ørene ved at høre derom, og derpå kan det lægge sig denne oplysning på sinde og bruge den som rettesnor for sine skridt og som bestemmende faktor for sine handlinger.

17. Hvor stor betydning forlener dette Bibelen med?

¹⁷ Dette understreger ganske tydeligt Bibelens store værdi. Det er den hjælp, Gud har givet os til at skaffe os viden om, hvad vi skal gøre, og hvornår vi skal gøre det, således at vi ikke alene kan behage ham, men finde en plads, der er i fuld harmoni med gangen i det store univers. Bibelen er en gave til menneskeheden, og den gør det muligt for de lydige atter at komme til at indtage den stilling hos Jehova, som Adam indtog. Havde han været lydig mod Guds anvisninger, kunne han have levet helt frem til vor tid og endnu længere. Hvis vi lytter til og følger Jehovas vejledende belæring i dag, kan vi se frem til det evige livs ufortjente gave.

18. Hvordan viser man, at man indtager sin rette plads?

¹⁸ Ja, mennesket er på sin rette plads, når han tilbeder Gud i ånd og i sandhed. Det sker ikke, ved at han trækker sig tilbage og lever som eneboer eller munk eller isolerer sig, således som nogle har forsøgt. Vort store eksempel, Kristus Jesus, viste os, at den rette måde at tilbede Gud på er ved offentligt at forkynde Guds hensigter, hans egenskaber og hans dyder for andre mennesker. Jesus formanede alle sine disciple til flittigt at forkynde budskabet om Riget. Han afgav bevis for sin egen trofasthed ved at forkynde dette budskab, skønt det kostede ham livet. At tilbede Gud er en af dagliglivets nødvendigheder for mennesket, og denne tilbedelse må fortsætte hele hans liv. „Jeg vil love dig dag efter dag, evigt og altid prise dit navn.“ (Sl. 145:2) Menneskene ville gøre vel i at tage imod den guddommelige vejledning, ikke afvise den eller stille sig stædigt og stejlt som et muldyr, men adlyde den som fornuftbegavede skabninger. De burde forvisse sig om, hvordan Gud skal tilbedes, og se hen til ham som deres skjulested og deres befrier.

Vor plads i den nye verdens samfund

19. Hvilket samfund er det rigtigt at høre til, og vil Harmagedonslaget berøre dette samfund? Hvorfor ikke?

¹⁹ De, som hører til den nye verdens samfund, handler på denne måde. De ved, at den nye verdens samfund har accepteret Guds ord som rettesnor og følger den vej, det anviser. De ved, at de har fundet frem til deres rette plads, og at Bibelens advarsel om, at de onde skal udslettes og ikke levnes nogen plads, ikke gælder den nye verdens samfund. Harmagedonslaget, der vil tilintetgøre de onde og gudløse og fjerne dem for stedse, vil intet forandre ved den nye verdens samfund, fordi dette samfund villigt har fundet sin rette plads og ikke fortjener undergang. Det vil ikke engang forandre noget ved behovet for fortsat forkyndelse, thi Guds navn skal lovprises og omtales i al evighed. Dog vil der ikke længere være nogen onde at tale til, men der vil være børn, som skal oplæres, og med tiden de millioner, der skal komme frem fra graven gennem en opstandelse.

20. Hvorfor er det at vente, at det vil kræve en indsats af os at finde vor rette plads og blive på den?

²⁰ Det er klogt at råde enhver til at følge den teokratiske vejledning. Find din plads og bliv på den. Arbejd sammen med den nye verdens samfund nu, og måske vil du få lov at arbejde med dette samfund efter Harmagedon. Det kræver en indsats at finde frem til og følge den teokratiske vejledning. Det kræver afsavn fra din side. Guds befaling lyder: „Derved har vi lært kærligheden at kende, at han satte sit liv til for os; så er også vi skyldige at sætte livet til for brødrene.“ (1 Joh. 3:16) Vi vil vise vore brødre, vore medmennesker, denne kærlighed og omsorg ved at fortælle enhver, som vil lytte, at det er nødvendigt for ham at lovprise og tilbede Gud. Jehovas folk har ikke noget ståsted uden for den nye verdens samfund. Pladsen udenfor er forbeholdt et andet folk, et genstridigt folk, der søger sine egne tilholdssteder alt efter sin egen tænkemåde, et folk, som snart vil få at føle, hvad det vil sige at nægte at adlyde Gud.

21. Nævn nogle af de krav, der stilles til de kristne, for at de kan blive på deres rette plads. Hvilken indstilling bør vi have over for disse krav?

²¹ Alle, som nu hører til den nye verdens samfund, burde påskønne den begunstigede plads, de indtager, og forblive på den. Mange har ansvarsfulde stillinger, og alle har en tjeneste i forbindelse med den nye verdens samfund. Skal vi bevare vor plads i dette samfund, må vi være påpasselige og følge den vejledning, Bibelens inspirerede nedskrivere har givet os. Den sande kristnes livsvej er vidt forskellig fra deres, som lever under den gamle verdens ordning, og den kristne må bevare denne ændrede levevis, om han skal bevare sin plads for stedse. Apostelen Paulus nævner mange af de krav, der stilles til tilsynsmænd i særdeleshed og til enhver sand kristen i almindelighed: „En tilsynsmand bør derfor være uangribelig, een kvindes mand, ædruelig, sindig, værdig, gæstfri, dygtig til at lære fra sig; ikke drikfældig eller voldsom, men mild, ikke stridbar, ikke pengekær; en mand, som styrer sit hus godt, og som på fuldt værdig måde holder sine børn til lydighed; (dersom en mand ikke forstår at styre sit eget hus, hvordan skulle han da kunne sørge for Guds menighed?) Han må ikke være nyomvendt, for at han ikke skal blive opblæst og falde ind under Djævelens dom. Han bør også have godt lov blandt dem, som er udenfor, for at han ikke skal komme i vanry og falde i Djævelens snare.“ (1 Tim. 3:2-7) De, som har ansvarsfulde stillinger, og som er den nye verdens særlige repræsentanter, må bestræbe sig for at følge alle de formaninger, Paulus giver, og Bibelens formaninger i øvrigt. Jehova lod dem nedskrive og bevare netop med det for øje at hjælpe os til at finde vor rette plads, uanset hvilken stilling vi tjener i. Den kristne skal ikke søge at unddrage sig sine pligter og dermed forlade sin plads, men han bør være ivrig efter at påtage sig sit ansvar og røgte det med flid og omhu.

22. Hvilken vejledning giver Bibelen kvinder? Hvoraf ved vi, at man selv i verden anerkender det rigtige i, at manden er kvindens hoved?

²² Bibelen kommer en del ind på spørgsmålet om kvindens plads i menigheden. I sit brev til Titus siger Paulus: „At gamle kvinder i deres færd skal være, som det sømmer sig hellige: ikke sladderagtige, ikke forfaldne til drik, men vejledere i det gode, så de opmuntrer de unge kvinder til at være kærlige hustruer og mødre, sindige, kyske, huslige, gode, lydige mod deres mænd, for at Guds ord ikke skal blive spottet.“ (Tit. 2:3-5) Ofte kan kvinder i den gamle verdens samfund ikke indse, hvorfor de skulle indtage en sådan stilling. Mange finder det en krænkelse af deres rettigheder. Men denne ordning er fra Jehova Gud, og kvinderne indtager kun deres rette plads, hvis de underkaster sig deres ægtemænd. Mens der er nogle, som siger, at de ikke tror, at kvinder skal underkaste sig deres mænd, viser dog de bemærkninger, der almindeligvis falder om det hjem, hvor det er konen, der regerer, og ikke manden, at alle trods alt godkender Guds ordning. Manden i et sådant hjem kaldes gerne en „tøffelhelt“ og kvinden en „Pernille“. Kvinderne i den nye verdens samfund vil ønske at behage Jehova ved at rette sig efter hans ordning med henblik på den plads, de bør indtage, og de vil ikke søge at lede menighedens anliggender eller overtage deres mænds pligter. Det ville være ensbetydende med, at de anstillede sig som mænd i Guds øjne og således forlod deres rette plads. Ligeledes vil en mand i den nye verdens samfund bestræbe sig for at forblive i mandens stilling, og han vil ikke prøve at få sin hustru til at gøre sådanne ting, som med rette kun tilkommer ham, og han vil ikke overlade det til hende at dirigere hans tanker og handlinger. Han vil undgå at forlade den plads, han er sat på som mand, og blive til en kvinde i Guds øjne.

23. Nævn andre grunde til, at alle burde forblive på deres plads.

²³ En mand eller kvinde, som har taget forkyndergerningen op, som følger Guds vejledning og villigt indtager sin rette plads, bliver et Kristi sendebud, kvalificeret til at formane andre til at lade sig forlige med Gud ved at indtage deres rette plads. Gud hjælper gennem forkyndelsen mange, mange mennesker til at lære, hvordan de kan behage ham. „Vi er altså sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os; vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!“ (2 Kor. 5:20) Det ses ganske tydeligt, at det at ydmyge sig og støt holde sig på sin rette plads er af største vigtighed, hvis vor forkyndergerning skal krones med fremgang og føre til evigt liv ikke alene for dem, vi prædiker for, men også for os selv.

24. Finder nogle det vanskeligt at acceptere Jehovas ordning?

²⁴ Mange finder dette svært, fordi de nyder en vis anseelse i den gamle verden. Måske er en og anden for stolt til at gå med Guds livgivende budskab fra dør til dør. Måske er en mand bange for at blive set af sine forretningsforbindelser eller venner. Han synes måske, at han bør have en fremtrædende stilling, hvor han kun skal fungere som offentlig taler eller være lærer for en stor forsamling. En kvinde har måske været optaget af socialt arbejde i mange år og er vant til at have ledelsen over store grupper af både mænd og kvinder. Når hun kommer ind i den nye verdens samfund, finder hun det svært at skulle underkaste sig mænds overopsyn. Hun synes måske, at hun med sine evner danner en undtagelse, og at hun følgelig bør fortsætte som leder. Mænd indtager måske stillinger i verden, hvor de med stort held leder en virksomhed, der beskæftiger en halv snes eller måske mange hundrede mennesker. Når de kommer ind i den nye verdens samfund, finder de det vanskeligt eller ønsker måske ikke at stå under opsyn af en mand, der har ringere administrative evner end de selv. Mange forskellige ting spiller ind, der gør, at sådanne lader sig hindre i at indtage den rette plads i Guds fuldkomne ordning.

Gud holder fast ved sine dispositioner

25. Hvilke eksempler i Bibelen viser, at Gud ikke ændrer sine foranstaltninger, fordi enkeltpersoner ønsker det?

²⁵ Jehova agter ikke at ændre noget ved sin organisation for mænds eller kvinders skyld. Det er os, der skal forandres, hvis vi skal passe ind i Guds organisation. Til gavn for os er der blevet nedskrevet en beretning fra fortiden om en højtstående officer, der ønskede at drage fordel af en af Jehovas foranstaltninger. Han blev meget vred, da der ikke blev gjort noget ekstraordinært for ham på grund af hans høje stilling. Manden var Na’aman, en hærfører i Arams hær. „Na’aman, kongen af Arams hærfører, havde meget at sige hos sin herre og var højt agtet; thi ved ham havde HERREN givet aramæerne sejr; men manden var spedalsk. Nu havde aramæerne engang på et strejftog røvet en lille pige i Israels land; hun var kommet i tjeneste hos Na’amans hustru, og hun sagde til sin frue: Gid min herre var hos profeten i Samaria; han ville sikkert skille ham af med hans spedalskhed!“ (2 Kong. 5:1-3) Denne oplysning blev i hast bragt videre til kongen af Aram, og på den så typiske storpralende manér skrev kongen et brev til Israels konge og udbad sig profetens medvirken, så Na’aman kunne blive helbredt. Der blev truffet en aftale, og medtagende ti talenter sølv, 6000 sekel guld og ti sæt festklæder kørte Na’aman op for døren til profeten Elisas hus med et opbud af heste og vogne, således som han plejede. Da Elisa ikke engang gjorde sig den ulejlighed at komme til døren og ikke gjorde mindste stads af Na’aman, men lod et bud fortælle ham, at han skulle gå ned og bade sig i Jordanfloden, blev Na’aman rasende, og dirrende af harme vendte han om med den bemærkning, at floderne i hans hjemland var fuldt så gode som Jordanfloden. Beretningen lyder: „Elisa sendte et bud ud til ham og lod sige: Gå hen og båd dig syv gange i Jordan, så bliver dit legeme atter friskt, og du bliver ren! Men Na’aman blev vred og drog bort med de ord: Se, jeg havde tænkt, at han ville komme ud til mig, stå og påkalde HERREN sin Guds navn og svinge sin hånd i retning af helligdommen og således gøre ende på spedalskheden! Er ikke Damaskus’s floder Abana og Parpar fuldt så gode som alle Israels vande? Kunne jeg ikke blive ren ved at bade mig i dem? Og han vendte sig og drog bort i vrede.“ (2 Kong. 5:10-12) En af hans tjenere kom nu hen til ham og beroligede ham og fremholdt, at hvis Elisa havde opfordret ham til at gøre et eller andet stort, ville han med glæde have gjort det, hvorfor så ikke gøre denne ganske simple ting. Da Na’aman gjorde nøjagtig som Elisa havde sagt, blev han fuldstændig helbredt for sin spedalskhed.

26. Hvilke foranstaltninger er der truffet for os i dag?

²⁶ Den store hærfører måtte forandre sind, ikke Gud. Jehova havde sin bestemte fremgangsmåde, og den var han ikke til sinds at ændre på grund af et ubetydeligt menneskes egoisme. Det samme gælder Jehovas handlemåde med menneskeslægten i dag. Jehova har truffet de mest storslåede foranstaltninger — genløsningen, en teokratisk organisation med en „tro og klog tjener“-skare, den ene sandhedsåbenbaring efter den anden o.s.v. — alt sammen ting, der indgiver ethvert ydmygt og ærligt menneske håb med et sandt grundlag for åndelig helbredelse, der vil føre til evigt liv. (Matt. 24:45-47) Gud vil ikke træffe nogen undtagelsesordning for en person, der tror sig anderledes eller bedre end andre; han udvælger sig ikke en bestemt person, som han giver særlige åbenbaringer eller mere af sin ånd, men han handler med os som en helhed, på organisatorisk vis, og giver os i sit ord, Bibelen, udførlig vejledning om, hvordan denne helhed skal arbejde sammen. Organisationens vækst og åndelige velstand i dag er et synligt bevis for sandheden i denne påstand. Hundredtusinder påskønner i dag denne kendsgerning og benytter sig af de foranstaltninger, Jehova har truffet, og de ser frem til større velsignelser i hans rige, nøjagtig som alle, der har kendt Jehova ned gennem tidsaldrene, har set frem til Riget og dets velsignelser.

27. Hvad har alle Guds tjenere set frem til? Hvilken vej får det alle tjenere til at vandre ad?

²⁷ Den retfærdige Abel så frem til det. Det gjorde også Enok, Noa, Abraham, Isak, Jakob, Josef, Moses, Gideon, Barak, Samson, Jefta, David, Samuel og profeterne. (Hebr. 11:1-40) Jesus lærte os at bede om dette rige og søge det først. (Matt. 6:9, 10, 33) Jesu apostle og disciple troede på det og så frem til det, og det gør også store skarer mennesker i dag. Jehova har ikke svigtet en eneste af sine trofaste. Han har ikke forandret sin ophøjede hensigt: at lade sit univers regere af et retfærdigt rige, men har ned gennem århundrederne roligt og støt udarbejdet enkelthederne i denne ordning. Mennesker har således været i stand til at tilbede Gud og vide, hvad de havde at se frem til, uden at blive skuffet eller forandre håb. Guds ord har været en lygte for deres fod og et lys på deres sti. (Sl. 119:105) Ved at vandre efter Jehovas anvisninger har de fået jævn grund under deres fødder.

28. Hvordan er den vej, de, som ikke stoler på Jehova, må vandre ad?

²⁸ Modsætningsvis er de, som ikke har set hen til Jehova eller ladet sig vejlede af ham, men har set hen til de store i den gamle verdensordning, bestandig blevet skuffet, efterhånden som den ene plan efter den anden, den ene aftale efter den anden og den ene konge efter den anden ikke har formået at bringe dem sand tilfredshed, men tværtimod overladt dem til voksende vanskeligheder og tilsyneladende uløselige problemer. Deres vej har været ujævn, fuld af faldgruber, og de har vandret uden mål og med.

29. Hvad kan man sige om en plads i en af Jehovas menigheder?