Den lykkelige nations genfødsel
1. Hvem er vrede over at Gud har en „nation“, og hvilke anstrengelser har de gjort sig for at udslette denne nation?
SATAN Djævelen og hans jordiske organisation er vrede over at Jehova har en „nation“ på jorden som kaldes ved hans navn og som tilbeder ham som Gud. Det beskrives profetisk i Salme 83:5 hvad de sammensvorne fjender beslutter i deres fjendskab mod det folk hvis Gud er Jehova: „Kom, lad os slette dem ud af folkenes tal, ej mer skal man ihukomme Israels navn!“ Den bibelske beretning og den verdslige historie fortæller at fjenderne, deriblandt endog ledende medlemmer af det gamle Israel, prøvede at udslette det åndelige Israel i det første århundrede. Det åndelige Israels folk overlevede den hårde forfølgelse og bestræbelserne for at udrydde det, og forblev et overmåde lykkeligt folk fordi den Gud som det tilbad og tjente, var Jehova.
2. Hvordan giver det der skete i 537 f.v.t. en forsikring om at Jehova har magt og evne til at frelse sit folk til enhver tid?
2 Om så alle fjenderne i himmelen og på jorden slog sig sammen, ville de ikke kunne udslette Jehovas nation. Når fjenderne tilsyneladende har haft held til at gøre dette, må de vide at den almægtige Gud, Jehova, endog kan oprejse en hel nation, om nødvendigt! Troede verden i det sjette århundrede før vor tidsregning at sådan noget var muligt? Havde den hørt om sådan noget før? Havde den nogen sinde set sådan noget? Nej! Og alligevel, i år 537 f.v.t. blev verden vidne til at den eneste nation dengang hvis Gud var Jehova, virkelig fik en opstandelse, en genfødsel, netop som det var blevet forudsagt af Esajas (66:7, 8). Gud kunne gentage dette mirakel, og det er netop hvad han har gjort. Han tillod at jødiske og hedenske fjender i det første århundrede efter vor tidsregning dræbte hovedet, kongen, for det ’hellige folk’, det åndelige Israel, men på den tredje dag (16. nisan år 33) oprejste denne nations Gud ham fra de døde og ophøjede ham derefter til magt i himmelen. På den halvtredsindstyvende dag efter at Jehova Gud havde oprejst kongen, gav han ham en nyfødt nation, det åndelige Israel, „Guds Israel“, ved med sin hellige ånd at avle Jesu Kristi trofaste disciple i Jerusalem. Fjenderne var blevet narret!
3. (a) Hvem tænkte Jesus på da han talte om et „folk“ i Mattæus 21:43, 45, og hvilke frugter har dette folk båret? (b) Hvordan har nationernes indstilling været til dette „folk“?
3 Det var denne nye nation Jesus Kristus tænkte på da han sagde til farisæerne og ypperstepræsterne i Jerusalem: „Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter.“ (Matt. 21:43, 45) Fra og med pinsedagen i år 33 har dette begunstigede „folk“ båret de påkrævede frugter, idet det har forkyndt Guds rige, ikke med David som konge, men med Davids kongelige efterkommer, nemlig Jesus Kristus, som regent, nu ophøjet til Jehova Guds højre hånd. (Ap. G. 2:36; 8:12; 14:22; 19:8; 20:25; 28:23, 30, 31) At det åndelige Israels ’hellige folk’ har båret Guds riges frugter, har gjort det til genstand for had fra alle de hedenske nationers side og endog fra kristenhedens nationers side. (Matt. 10:22; 24:9) Det kan derfor ikke undre at disse fjender af Guds rige har prøvet at tilintetgøre det folk som bærer Rigets frugter!
4, 5. (a) Hvem rettede det dødbringende slag mod Guds folk i 607 f.v.t., og nu i dette tyvende århundredet? (b) Hvordan fremgik det af udtalelser i de åndsavlede kristnes officielle organ at de anerkendte at de var et folk og at de var under Jehovas ledelse?
4 I år 607 f.v.t. da Jerusalem blev ødelagt og Judas land lagt øde, var det det gamle Babylon der hadefuldt rettede det knusende slag mod den nation hvis Gud var Jehova. Men i dette tyvende århundrede efter vor tidsregning, under den første verdenskrigs veer, var det skøgen Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, og hendes politiske elskere der rettede et tilsyneladende dødbringende slag mod den nation der i dag har Jehova som Gud. Her, midt i vor moderne verden, var der en rest af indviede, døbte, åndsavlede kristne der alvorligt studerede Bibelen og anerkendte deres tilhørsforhold til den åndelige nation. I det andet nummer (for august 1879) af denne gruppes officielle organ bekendte disse kristne at Jehova var deres Gud; der stod på side 4: „’Zion’s Watch Tower’ har, tror vi, JEHOVA som hjælper, og så længe dette er tilfældet vil det aldrig hverken tigge eller bede mennesker om støtte.“ Som en anerkendelse af at de tilhørte en nation, kunne man læse i deres officielle tidsskrift for 15. august 1893:
5 „’I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys.’ — 1 Pet. 2:9. . . . I sandhed, sådan et folk, sådan en nation, er vi under Kristus Jesus vor konge, og vi har én interesse: sandheden vedrørende oprettelsen af Kristi rige på hele jorden. Vor nationale politik er aggressiv og vi forventer at enhver anden magt underkaster sig fuldstændig; men nationens mål er, uligt alle andre ambitiøse magters mål, . . . at oprette universel fred og lykke. Deri er enhver loyal borger i denne nation dybt interesseret . . ..“ — Siderne 250, 251, under overskriften „Et ejendomsfolk“.
6. Hvilket standpunkt som denne åndelige nation indtog, viste at den havde stillet sig helt på Guds riges side?
6 Tro mod sit nationale tilhørsforhold til det åndelige Israel holdt denne indviede rest sig adskilt fra verden, ligesom Jesus Kristus og hans tolv apostle selv havde gjort. (Joh. 15:19; 17:14-16; Jak. 1:27) Af denne grund nægtede de at have nogen som helst andel med nationerne i den første verdenskrig; de bar ikke våben og de erklærede deres neutralitet. Gennem deres officielle blad og andre publikationer fra Watch Tower Bible & Tract Society havde de peget frem til året 1914 som det år Bibelen havde afmærket for ’hedningetidernes’ ophør, det år da Kristi rige skulle få fuld magt; og den første verdenskrigs udbrud i netop det år bekræftede deres bibelske overbevisning. De forkyndte at alle verdens nationer derefter ville møde deres Harmagedon i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ og blive fuldstændig tilintetgjort. Kristi rige var derfor menneskehedens eneste håb.
7. Hvilken forfølgelse udsatte Babylon den Store denne hellige nation for, og hvordan så hun på denne forfølgelse?
7 Fordi den lille rest af det åndelige Israels ’hellige folk’ fulgte denne handlemåde under den første verdenskrig (1914-1918), blev den, netop som Jesus havde forudsagt i sin profeti om afslutningen på denne tingenes ordning, „hadet af alle folk for [Jesu] navns skyld“. (Matt. 24:3-9) Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, fik sine politiske elskere til at gribe ind over for resten af denne nation hvis Gud er Jehova. Der blev også appelleret til nationalistisk patriotisme for at ophidse folkets masser og påvirke domstolene. En voldsom forfølgelse fulgte. I flere lande blev resten udsat for forskellige former for undertrykkelse fra statens side; nogle steder gik man endog så vidt som til at forbyde disse internationale bibelstudenter og Vagttårnsselskabets publikationer som de brugte ved deres studium af Jehovas skrevne ord. Til sidst troede Babylon den Store at hun for altid havde sejret over denne „nation hvis Gud er Jehova“, da hun henimod slutningen af verdenskrigen i 1918 så selveste præsidenten, kassereren, to andre medlemmer af redaktionskomiteen og yderligere tre bestyrelsesmedlemmer af Watch Tower Bible & Tract Society, bag lås og slå i et forbundsfængsel i De forenede Stater, idømt tyve års fængsel!
En nation fødes „på et øjeblik“
8. (a) Hvad havde det store Babylon glemt, selv om det havde rettet et dræbende slag mod denne nation? (b) Hvilken dramatisk genfødsel fandt sted i 1919, og hvad skete derefter?
8 For Babylon den Store og hendes politiske elskere at se, havde de nu rettet et dræbende slag mod den „nation hvis Gud er Jehova“. Men de glemte eller overså hvad denne Gud havde gjort dér tilbage i år 537 f.v.t. De havde ikke taget i betragtning eller de troede ikke at denne samme Gud kunne gøre det en gang til, som en endelig og fuldstændig opfyldelse af Esajas 66:7, 8. Men det gjorde han virkelig! Allerede næste år, i 1919, det første år efter krigen, så Babylon den Store og hendes politiske elskere den „nation hvis Gud er Jehova“ blive genfødt på „et øjeblik“, samtidig med at nationens „land“, dens religiøse liv og virksomhed, blev født som på „en eneste dag“! Pludselig blev Vagttårnsselskabets dynamiske ledere og repræsentanter løsladt fra fængselet for bestandig. De falske anklager blev trukket tilbage. Den internationale organisation blev genopbygget, det første internationale stævne efter krigen blev afholdt i Cedar Point, Ohio, og et nyt tidsskrift blev udgivet, et supplement til bladet The Watch Tower (det danske Vagt-Taarnet) som stadig udkom. Dramatisk, som opstået fra de døde, trådte den forfulgte rest af den „nation hvis Gud er Jehova“ frygtløst ind på verdensskuepladsen.
9. (a) Hvem kunne være lykkelig nu da denne nation var blevet genfødt? (b) Hvem var ulykkelig og havde erfaret et stort fald?
9 Ved den levendegørende kraft fra Guds udgydte ånd var resten atter i fuld aktivitet, ivrigt bærende Guds riges frugter, det rige hvis magtovertagelse i himmelen ved udløbet af hedningernes tider i 1914 de siden da har forkyndt. Nu kunne den „nation hvis Gud er Jehova“ i sandhed være lykkelig, ikke kun resten af denne nation som stadig var i kødet på jorden, men også nationens konge, Jesus Kristus, og de opstandne medlemmer af det ’hellige folk’ i himmelen. (Sl. 33:12) Men Babylon den Store, kristenheden indbefattet, havde al grund til at være ulykkelig over dette magtfulde vidnesbyrd om at hun var faldet fra sin magtposition over Jehovas „folk“ og var kommet under Guds ugunstige dom, der snart vil blive eksekveret med en fuldstændig tilintetgørelse! Ligesom hendes forbillede i oldtiden, der blev besejret af Kyros den Store i 539 f.v.t., sådan måtte Babylon den Store være faldet, ellers ville resten af den „nation hvis Gud er Jehova“ ikke være kommet fri i året 1919. (Åb. 14:8) Den genfødte nation kunne i sandhed glæde sig over det store Babylons fald!
10. Hvilken stor lykke har den genfødte nations 144.000 medlemmer nu, og hvilken stor lykke venter dem i fremtiden?
10 Siden „nationen“ blev genfødt og udfriet fra Babylon den Store i 1919, er antallet af restens medlemmer vokset, og det har i høj grad bidraget til nationens lykke. Dens Gud, Jehova, har på forhånd bestemt at det samlede antal af nationens borgere skulle være 144.000 der skal være sammen med kongen Jesus Kristus i himmelen. (Åb. 7:4-8; 14:1-3) Hele det åndelige Israel vil være overmåde lykkeligt når også den rest der endnu er på jorden afslutter sit jordiske livsløb trofast og bliver forenet med alle de andre medlemmer af nationen i himmelen, for da skal alle de 144.000 regere i herlighed sammen med deres konge, Jesus Kristus, til hævdelse af deres Guds universelle suverænitet og til evig velsignelse for alle jordens slægter, såvel de levende som de døde. Men selv nu mens denne rest stadig er på jorden i denne „endens tid“ for de ulykkelige hedenske nationer, har denne rest af den „nation hvis Gud er Jehova“ enestående grunde til at være lykkelig. Kærligt stræber den efter at dele sin lykke med andre.
En lykke der breder sig
11. Hvem har nu sluttet sig til denne nation, og hvad er de blevet?
11 Flere og flere mennesker i den ulykkelige menneskehed tager nu skridt til at få del i denne lykke, den eneste sande lykke der findes på jorden. Især siden året 1935 er den ’store skare’, der er forudsagt i Åbenbaringen 7:9-17, holdt op med at være en del af denne verden og har i stedet sluttet sig til det åndelige Israels nation. (Zak. 8:20-23) De er blevet som „fremmede“ inden for det åndelige Israels „porte“, og de nyder godt af dette fællesskab. (2 Mos. 20:10) Tallet på denne ’store skare’ er ifølge forudsigelsen ikke fastsat, og dens antal er da også bestandig vokset år for år. Sammen med det åndelige Israels nation er de blevet som „én hjord“ under „én hyrde“, kongen Jesus Kristus. — Joh. 10:16.
12. Hvem kan man i sandhed sige er både den åndelige nations og den ’store skares’ Gud i betragtning af at de er lykkelige, og hvordan tilbeder de deres Gud?
12 Sammen glæder de sig fortsat over en storslået lykke, og det på trods af at forholdene blandt de hedenske nationer bliver stadig værre! Denne ’store skare’ har som Jesu Kristi efterfølgere ved deres fuldstændige indvielse og ved vanddåben fået den samme Gud som det åndelige Israels nation, nemlig Jehova. Den kristne apostel Paulus kalder Jehova for „den salige [eller lykkelige] Gud“, så hvorfor skulle hans tilbedere på jorden ikke være lykkelige sammen med ham? (1 Tim. 1:11; se NW) Hvis de ikke var lykkelige, ville det ifølge Salme 33:12 og 144:15 være tvivlsomt om Jehova var deres Gud. Der er ingen glæde ved blindt at tilbede falske dæmonguder, men det er i sandhed en grund til lykke at man med fuld hengivenhed kan tilbede den eneste levende og sande Gud! Hvilket privilegium at måtte tilbede ham „i ånd og sandhed“!
13. Hvilken yderligere grund til glæde ligger umiddelbart foran Guds folk?
13 Jehova siger henvendt til sin nation af åndelige israelitter: „I er mine vidner.“ (Es. 43:10-12) Hvilken yderligere grund til glæde at den ’store skare’ ved sit samfund med den åndelige nation også kan være Jehovas vidner! Når Babylon den Store, hvortil også hører kristenheden, snart bliver ødelagt sammen med alle sine falske guder, vil disse vidner være meget lykkelige over at de fik den forret at bære vidnesbyrd om den sande og udødelige, Gud, Jehova, som da vil vinde endelig sejr over sin gamle fjende, den falske religions verdensimperium. Da vil tiden være inde til at råbe Halleluja! — Åb. 19:1-3.
14. Hvilken god nyhed er blevet forkyndt siden udløbet af hedningernes tider, og hvad gør Jehovas vidner trods forfølgelse?
14 Ved udløbet af hedningernes tider i 1914 blev Guds længe lovede messianske rige født i himmelen. (Åb. 12:5-9) Siden da har denne verden ikke kunnet udsende nogen god nyhed, men den himmelske Fader til det nyfødte rige har givet sin nation og sine dertil knyttede tilbedere den bedste nyhed menneskeheden nogen sinde har hørt, „denne gode nyhed om riget“, det nyfødte rige. Det har fyldt dem med stor lykke, ikke alene at høre denne gode nyhed, men også at få den ære og forret at opfylde Jesu profeti ved at forkynde den gode nyhed om Riget på hele jorden til et vidnesbyrd, før afslutningen på denne tingenes ordning ved Harmagedon! (Matt. 24:14, NW; Mark. 13:10) Denne forkyndelse har ganske vist påført dem forfølgelse i hele verden, men Jesus sagde i sin bjergprædiken at de der blev forfulgt af denne grund, skulle være salige eller lykkelige. (Matt. 5:11, 12) Denne forfølgelse vil snart blive bragt til ophør når vore forfølgere møder deres voldsomme endeligt!
15. Hvad kan vi med sand værdsættelse sige med salmistens ord?
15 Det vi har i udsigt er derfor det lykkeligste af alt. Men selv vor nuværende tilstand på jorden i vort åndelige paradis er til glæde for os. Vi ved det. Vi føler det. Det er ikke noget selvbedrag. En sand værdsættelse fylder vore hjerter med tak til vor Gud og hans regerende konge Jesus Kristus, og glade udbryder vi sammen med salmisten: „Lykkelig er den nation hvis Gud er Jehova.“ — Sl. 33:12; NW.