Hvordan Guds lov skrives på dit hjerte
„O, smag og se, at Jehova er god.“ — Salme 34:8, AS.
1. Hvordan forholder det sig med visse ørkenfrø, og hvilke spørgsmål melder der sig i denne forbindelse?
VISSE ørkenplanter har frø, der næsten synes at være i besiddelse af intelligens. De spirer ikke, før der er faldet mindst ti millimeter regn, og helst mere. Frøkornet og jordlaget omkring det er lige så vådt efter et par millimeters regn som efter halvtreds millimeter, og dog nægter frøet at spire efter den ringe regnmængde. Hvordan kan det slumrende frøkorn bedømme regnmængden? Det er lige så gennemblødt i et fingerbøl vand som i en hel sø. Hvorfor spirer det ikke, så snart det er godt gennemblødt af en almindelig regnbyge? Hvordan kan det måle vandmængden? Hvordan ved det, at det skal vente, til der kommer mere regn? Frøkornene synes også at vide, om vandet kommer ovenfra eller nedenfra. Hvis der falder tilstrækkelig megen regn og jorden er gennemvædet, vil de spire, men hvis vandet siver op nedefra, nægter de at spire. Hvordan kan de vide, hvor vandet kommer fra? Og hvilken forskel skulle det gøre? Svarene på disse spørgsmål illustrerer for en del, hvordan vi kan få Guds lov indskrevet på vore hjerter. Hvis vi oprigtigt ønsker at have Jehovas lov i vore hjerter, kan vi få den skrevet der. Hvordan?
2. Hvilken rensning og bortradering må foretages, før Jehovas lov kan skrives på et hjerte?
2 En blank skriveflade må der til, og det kan være nødvendigt at bruge en raderkniv for at fjerne det, der allerede står skrevet der. At skrive noget nyt oven på det gamle ville medføre forvirring og uoverensstemmelse. Hjerter, som er fremmede for Jehova, er tæt beskrevet med forkerte ting. Om mennesket før Vandfloden sagde Jehova, at „enhver tilbøjelighed i dets hjertes tanker kun var slet hele tiden“. (NW) Efter Vandfloden havde det faldne menneske stadig nødig at få hjertet renset: „Hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt.“ Men beretningen fortsætter og viser, at Jehova vil læge hjertet hos dem, som ønsker det. Mange har forhærdet deres hjerte, så de ikke ænser synd, og de er blottede for barmhjertighed, uimodtagelige for godhed og ufølsomme over for bønner om hjælp. Skriften på deres hjerter ligner skriften på Judas: „Optegnet er Judas synd med griffel af jern, med diamantspids ristet i deres hjertes tavle.“ Hvis man „forhærder . . . sit hjerte, falder man i ulykke,“ men „hvorfor vil I forhærde Eders hjerte, som ægypterne og Farao forhærdede deres hjerte?“ Det er langt bedre at bede: „Skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre.“ Et sådant hjerte vil frembyde en blank skriveflade, så Jehovas lov kan prentes på det. — 1 Mos. 6:5; Jer. 17:9, 14, 1; Ordsp. 28:14; 1 Sam. 6:6; Sl. 51:12.
3. Hvilke skriftsteder viser, hvordan du kan få Guds lov skrevet på dit hjerte?
3 Til sit vildfarne og adspredte folk sagde Jehova, da han forudsagde, at de atter ville vende sig til den rene tilbedelse: „Da stænker jeg rent vand på Eder, så I bliver rene; jeg renser Eder for al Eders urenhed og alle Eders afgudsbilleder. Jeg giver Eder et nyt hjerte, og en ny ånd giver jeg i Eders indre; stenhjertet tager jeg ud af Eders kød og giver Eder et kødhjerte.“ Sandhedens rensende vand fremkalder en forandring i vort hjerte, hvis vi lader det gennemvæde grundigt med det. Det er ved hyppige samtaler om sandheden, at forældre kan få sandheden ind i deres børns hjerter. „Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte; og du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.“ Ved sin forkyndelse udvirkede apostelen Paulus, at Jehovas lov blev skrevet, ikke på stentavler, men på menneskehjerter: „I fremgår at være et brev fra Kristus, skrevet af os som ordets tjenere, indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, på hjerter.“ (NW) Om et menneske, som Jehova velsigner, står der skrevet: „Salig den mand . . . som grunder på hans lov både dag og nat.“ Gennem studium og ved at huske Jehovas bud og belæring og høje principper kan du skrive dem på dit hjertes tavle. De bliver en del af dig selv. — Ez. 36:25, 26; 5 Mos. 6:6, 7; 2 Kor. 3:3; Sl. 1:1, 2; Ordsp. 3:1-3.
Tugt er en hjælp
4. Foruden at fylde sindet med Jehovas lov hvad mere kan være nødvendigt for at få den indskrevet i hjertet?
4 At fylde sindet med Jehovas sandhed virker rensende og fortrænger de tidligere urette tanker, hvorved sindet fornys. Men måske er de gamle vaner så indgroede i hjertet, at de ikke fortrænges, ved at man blot hører og læser Guds lov. Ved at studere og grunde over Guds ord har du fået indblik i, hvad du burde gøre, og du ville også gerne gøre det, men endnu er hjertet ikke med. Det nye, der er skrevet, står kun lige på overfladen og går ikke så dybt, at det udsletter den gamle tænkemåde; det har ikke nået det indre menneske, dit sindbilledlige hjerte, sædet for dine ønsker og motiver. Det er dit ønske at få den gamle indskrift raderet bort og erstattet med Jehovas lov, så den gennemtrænger selv dine lønligste tanker og følelser. Hvad skal du gøre? Tugt dig selv, tving dig selv til at gøre det, du ved er rigtigt. Hold ud dermed, og hvis du er oprigtig, vil du vinde dit eget hjerte over på retfærdighedens side. Bibelen understøtter denne fremgangsmåde.
5. Hvilken nyttig proces sætter vedtagelsen af love i gang?
5 Det er sandt, at moralsk adfærd ikke kan påbydes ved lov, således som der blev sagt i en ledende artikel i U. S. News & World Report den 13. maj 1955: „Tolerance og uselviskhed kan lige så lidt som moralsk adfærd og gavmildhed påbydes ved lov.“ Men vedtagelsen af sådanne love kunne sætte en proces i gang, der til sidst ville fremelske god moral. Alene lovens tilstedeværelse ville henlede opmærksomheden på spørgsmålet og bane vej for en gunstigere indstilling til det. Hvis loven dernæst håndhæves, og folk adlyder den for at undgå straf, kan de komme til at se de goder, den medfører, og deres indstilling vil forandre sig. Så adlyder de den på grund af de gode resultater og ikke af frygt for straf.
6. Hvilket eksempel viser, at tugt og håndhævelse af en lov kan ændre hjertets indstilling?
6 Dette blev påvist i en artikel i New York Times Magazine den 22. maj 1955. Artiklen hed „Kan moralsk adfærd påbydes ved lov?“ I den drøftedes De Forenede Staters højesteretskendelse, der gør raceadskillelse ulovlig. Man fremholdt, at i visse tilfælde, for eksempel på arbejdspladser, ved boliganvisning og i de væbnede styrker, blev mennesker, der var ugunstigt stemt over for at omgås mennesker af en anden race, alligevel blandet med dem, med det resultat at de gav slip på deres fordomme: „Hvide husmødre, der fik anvist bolig i ejendomskomplekser, hvor mennesker af forskellige racer boede, var tilbøjelige til at blive gunstigere stemt over for negrene, mens langt de fleste af dem, som boede i komplekser, hvor man holdt på raceadskillelse, ikke forandrede anskuelse i racespørgsmålet. I en undersøgelse af racernes indbyrdes samkvem inden for hæren kom man til samme slutning.“ Ved at komme nærmere i kontakt med hinanden opdagede parterne, at deres forudfattede meninger ofte var fejlagtige, og at de frygtede onder aldrig blev til virkelighed. Undersøgelsen og analysen førte til den slutning, at „lovens majestæt, når den støttes af folkets fælles samvittighed og af den sociale situations lægende kraft, i det lange løb ikke alene vil gennemtvinge moralsk adfærd, men skabe den“.
7. Hvordan viste en bladartikel, at opdragelse, disciplin og påtvungne gode manerer såvel som ens opførsel udadtil kan indvirke på følelserne og forandre hjertet?
7 I Ladies’ Home Journal for september 1955 skrev Dorothy Thompson en artikel, der viste, at i bestræbelserne for at komme ungdomskriminaliteten til livs er det snarere nødvendigt at opdrage følelserne end forstanden. Hun sagde: „Et menneskes handlinger og indstilling som barn afgør i vid udstrækning dets handlinger og indstilling som voksen. De er imidlertid ikke dikteret af hjernen, men af følelserne. Et menneske bliver det, som det opmuntres og oplæres til at elske, beundre, tilbede, holde af og lide afsavn for.“ Videre siger hun: „I alt dette spiller gode manerer en vigtig rolle, for gode manerer er hverken mere eller mindre end et udslag af hensynsfuldhed over for andre. . . . De indre følelser genspejler sig i vor opførsel udadtil, men vor opførsel bidrager også til at opdyrke de indre følelser. Det er vanskeligt at nære aggressive følelser, når man opfører sig hensynsfuldt. Gode manerer kan være overfladiske til at begynde med, men de vedbliver sjældent med at være det.“ Hun bemærkede også, at på enkelte undtagelser nær har godhed eller slethed ikke „sit udspring i hjernen, men i følelserne“, og at „når mennesker bliver forbrydere, skyldes det ikke åreforkalkning, men „hjerte“forkalkning“. Hun understreger, at følelserne oftere end forstanden bestemmer vor adfærd, og at den måde, vi bliver opdraget på, og den måde, vi handler på, selv om det sker ved tvang i begyndelsen, indvirker på vore følelser og forandrer vort hjertelag.
8. Hvilke skriftsteder viser, at tugt kan forandre hjertet?
8 Guds ord Bibelen har for længst påpeget, at opdragelse og tugt, der har til hensigt at få os til at handle, som vi bør, vil indvirke på hjertet, sædet for vore motiver og kilden til vore handlinger. I Ordsprogene 22:6, 15 siges der: „Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel. Dårskab er knyttet til ynglingens hjerte, tugtens ris skal fjerne den fra ham.“ Tugten forandrer det unge hjerte, fjerner den dårskab, der står skrevet i det, og fylder det i stedet med vejledende principper, som det unge menneske ikke vil vige fra senere i livet. Når han er voksen, og tugtens ris, som forældrene gjorde brug af, ikke længere tvinger ham til at følge den rette vej, vil han alligevel vælge denne vej på grund af sin opdragelse, der har sat dybe spor i hans hjerte. Det samme princip gælder voksne, der er Jehovas børn, og som han tugter for at oplære og dygtiggøre. „Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.“ Tugten bedrøver til at begynde med, men „ved en bedrøvet mine bedres hjertet“. — Hebr. 12:11; Præd. 7:3, Da.
9. Hvad bør vi gøre, når vi ved, hvad der er rigtigt, og hvad vil der ske med vort hjerte, hvis vi undlader at gøre det?
9 Når vi således ved, hvad der er ret og rigtigt, bør vi gøre det, selv om vort hjerte, ønsker noget andet. Vi må tugte os selv, tvinge os selv til at gøre det, og med tiden vil vi vinde vort eget hjerte over på retfærdighedens side og opnå ro og afklaring. Ellers vil vore hjerter gro fast i en forkert handlemåde. Hvis man ikke tugter sig selv eller tvinger sig selv til at gøre det rette, stivner hjertet i en ond adfærd og lader sig ikke blødgøre, så det kan omformes eller anvendes til en skriveflade, hvorpå Jehovas lov kan prentes: „Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde.“ Dette viser klart og tydeligt, at hvis der blev foretaget en tugtelse, ville hjertet, der påtænkte noget ondt, give slip på tanken, vende sig fra den og forandre sig til det bedre. Hvis vi ikke lader hjertet slippe godt fra det onde, vil det heller ikke gro fast i det. — Præd. 8:11.
„Smag og se“
10. Hvilken opfordring bør vi følge med henblik på bibellæsning?
10 Salme 34:8 fremsætter følgende opfordring: „O, smag og se, at Jehova er god.“ Har du en bibel? Læser du i den? Fylder du dit sind med den åndelige føde, der er at hente i den? Smager du på Jehovas ord for at forvisse dig om, hvor godt det er? Man bør ikke forveksle dette med at lytte til en ortodoks præsts prædiken, følge en religiøs overlevering eller en bestemt trosbekendelse, for ofte er der modstrid mellem disse og Bibelen, således som Jesus sagde til de religiøse ledere: „Således har I gjort Guds ord ugyldigt for jeres overleverings skyld.“ (Matt. 15:6, NW) Læs selv uden forudfattede meninger i Bibelen og erfar, hvor god den er. Mange indrømmer ganske åbent, at de ikke tror på Bibelen, ikke fordi de har læst den, men fordi de tror på udviklingslæren eller har fået uvilje mod Bibelen, på grund af hvad nogle siger, den indeholder, eller på grund af den opførsel, som visse mennesker, der formodes at være kristne, lægger for dagen. De har ikke selv smagt. De er som dem, der, førend de nogen sinde har smagt en bestemt ret mad, siger, at de ikke kan lide den, og hårdnakket nægter at lade sig overtale til at prøve den.
11. Hvilken anden mad bør vi smage og lære at nyde, efter at vi er begyndt at læse og studere Bibelen?
11 Mange, som siger, at de tror på Bibelen, og også læser i den, følger imidlertid ikke dens belæring. De har Gud på læberne, men de tjener Satan. Jesus sagde: „Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre, skal komme ind i Himmelriget, men den, som gør min Faders vilje, han, som er i himmelen, vil.“ (Matt. 7:21, NW) De skulle engang smage, hvordan det er at gøre Jehovas vilje. De ville måske komme til at holde af at gøre den og finde, at den er styrkende mad for dem. Jesus udbrød: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og gøre hans arbejde færdigt.“ Men så mange ser den arbejds-„menu“, der stilles frem for den kristne, og straks siger de til sig selv: „Det smager mig ikke. Jeg har ikke lyst til at gå ud og forkynde for andre og blive hånet og spottet og uhøfligt behandlet.“ Men hvorfor smager de ikke på arbejdet først og ser, hvor vidunderlig denne kost kan være? Jesus havde erfaret dette, som det blev forudsagt: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst.“ — Joh. 4:34, NW; Sl. 40:9.
12. Hvad er det, der udvirker en hjertets forandring hos det oprigtige menneske, der tugter sig selv til både at smage Guds ord gennem studium og til at gøre hans vilje?
12 De burde tugte sig selv og tvinge, sig til at studere Jehovas ord, lære dets sandheder at kende og forkynde dem for andre. Når de har smagt denne mad, vil de erfare den fred og tilfredshed, den afklarethed og gode samvittighed, den skænker. Begynderen bryder sig måske ikke om det, men hans fornuft siger ham, at det er det rigtige at gøre, selv om hans hjerte ikke tilskynder ham til det. Men sæt, at han bestemmer sig til at smage og se, om denne føde bekommer ham. Uden at hjertet er med i det, lever han sit daglige liv som en kristen og forkynder Guds ord for andre. Det bliver han ved med en tid, og så begynder han at se de gode resultater, erfarer, hvor godt det er at følge en sådan færd, og lidt efter lidt værdsætter han den af hjertet, hans hjerte sympatiserer med den, og ønsket om at følge den spirer og gror i hans hjerte. Nu er det ikke kun i forstanden, men på hjertet, at Guds lov bliver skrevet. Ved at lære den at kende, ved at grunde over den, ved at prøve den, ved at praktisere den, ved at nyde dens gode resultater, ved at fryde sig over den glæde, han ser, den fremkalder hos andre som en frugt af hans forkyndelse, vokser hans hjertes værdsættelse af den og ønsket om at gøre den, ja nu tvinger hans følelser ham til at handle i overensstemmelse med den. Således bliver der skrevet på hans hjerte, og det forandrer sig. Det, han engang måtte tvinge sig selv til at gøre, driver hans følelser og ønsker ham til uden kamp, for nu er hjertet blevet vundet og renset for sine tidligere ønsker og bevæger sin ejermand til at følge den vej, Jehovas lov foreskriver. Alt sammen, fordi det blev tugtet til at smage, hvad det engang troede, det aldrig ville komme til at bryde sig om.
13. Hvordan reagerer nogle, når de lærer lidt om Jehova og hans vilje, og hvorfor er dette forhastet?
13 Hjertet er sædet for kærlighed, og de, som elsker Jehova af hjertet, vil smage, spise og nyde den kost, det arbejde, han anviser, og de vil ikke finde, at det er en byrde: „Dette er, hvad kærlighed til Gud betyder, at vi holder hans befalinger, og hans befalinger er ikke byrdefulde.“ Dog synes mange, at de er det. Undertiden sker det, at nogle af dem, som studerer med Jehovas vidner og hører om det arbejde, Gud befaler skal udføres, indser, hvor stor en forandring det vil betyde i deres liv, dersom de påtager sig disse pligter. Det kræver, at de ikke alene må ophøre med kødets gerninger, men at de må påbegynde forkyndelsens gerninger, og de ønsker ikke at holde op med de førstnævnte og begynde på de sidstnævnte. De ønsker ikke at erfare den hjertets forandring, der vil drive dem til at gøre det. Men det vil de ikke indrømme og får derfor travlt med at finde på undskyldninger, der skal dække over den egentlige grund, som har sin rod i hjertet. De siger, at de er for optaget, eller finder indbildte fejl ved en eller anden læresætning eller hævder, at vidnerne er alt for yderliggående. De lukker deres sind for trofasthedens vej, før de har fået øjnene op for den lykke, den bringer, før de har smagt dens glæder. Hvis de ville vedblive med at studere, ville de lære at værdsætte alle de velsignelser, Jehova har skænket — jorden med dens plante- og dyreliv og landskabelige skønhed, Jesus som genløseren, den nye retfærdsverden, muligheden for evigt liv — og den kærlighed, som han med alt dette har vist dem, ville få dem til at elske ham til gengæld. Så ville lydighed mod ham blive en glæde: „Vi elsker, fordi han elskede os først.“ Således ville sædet for kærlighed undergå en forvandling og Guds lov blive indskrevet i deres hjerte. — 1 Joh. 5:3, NW; 4:19.
Sandhedens sæd i hjertets jordbund
14. Hvordan skildrede Jesus forskellige hjertetilstande?
14 Ved hjælp af en lignelse fremhævede Jesus vigtigheden af hjertetilstanden. En sædemand såede sin sæd, og noget faldt på den hårde jord langs vejen, og fuglene tog det; noget faldt på klippegrund, hvor jorden var sparsom, og da det var spiret frem, fik den brændende sol det til at visne; noget faldt blandt tidsler, der kvalte det, men noget af sæden faldt i god jord, modnedes og bar frugt. Store skarer hørte denne lignelse, men kun en lille gruppe fik fat i meningen, fordi de hørte Jesus forklare den. Sæden er sandheden, „ordet om Riget“, jordbunden er hjertet. Sæden, der faldt på den hårde jord ved vejkanten, og som fuglene åd, svarer til sandheden, der sås i hårde hjerter; den trænger ikke ind, hvorfor Satan gennem sine redskaber snapper den bort. Det overfladiske hjerte tager med begejstring mod sandheden i begyndelsen, men så snart forfølgelse sætter ind, visner den, fordi den ikke har dybe rødder. Den er som sæden på den sparsomme klippejord, der spirede og voksede op med det samme, men lige så hurtigt visnede under solens glød. Sæden, der blev kvalt af tidsler, er som sandheden, der bliver sået i et hjerte fuldt af timelige bekymringer, materialisme, ærgerrighed og forlystelsessyge. Guds sandhed bliver hurtigt kvalt. Men den frugtbare sæd i den gode jord er som sandheden i et ret og godt hjerte. Den bliver skrevet på dette hjerte, og det, der skrives, overføres til andre hjerter. — Matt. 13:3-9, 18-23.
15. Hvad tilkendegiver, at hjertet kan forandre sig?
15 Men glem ikke, at jordens beskaffenhed kan ændres. Den hårde jord kan pløjes, sten kan fjernes, og tidsler kan rykkes op. Hvis ejermanden ønsker det, er det ikke umuligt at blødgøre det hårde hjerte. Jehova talte om at ombytte et stenhjerte med et kødhjerte. Naturligvis kan hjertets jordbund luges for materialisme, nytteløse bekymringer og en overdreven forlystelsestrang for at give plads til Rigets sandhed. Hjerter, hvorpå Guds lov nu står skrevet, vansiredes førhen, fordi forkerte ting var indskrevet i det. Der indtrådte en forandring, og nu lever deres ejermænd „ikke længere for menneskers begæringer, men for Guds vilje“. De bestemte, at nu havde de længe nok spildt tid på et løsagtigt levned, og foretog en ændring til stor forundring for deres tidligere verdslige venner. „Fordi I ikke med dem fortsætter at styrte ad denne vej til den samme lave udsvævelsernes pøl, undrer de sig og vedbliver med at tale ilde om jer.“ Deres hjerte blev renset for verdslige filosofier ved gentagne afvaskninger med sandhedens vand, og med tiden slog Guds lov rod ligesom sæden i den gode jord for at frembringe åndelige frugter i stedet for de tidligere kødets gerninger. — 1 Pet. 4:1-4, NW; Gal. 5:19-23.
16. Hvad viser 1 Korinter 3:5-9?
16 Idet vi nu forlader Jesu lignelse om de fire slags jord, hvori hvedekornene eller andre spiselige korn blev sået, minder vi om apostelens ord: „Hvad er da Apollos? Ja, hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I blev troende, således som Herren gav hver enkelt. Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud vedblev med at få det til at gro; så er da hverken den, der planter, noget, eller den, der vander, men Gud, der får det til at gro. . . . I folk er Guds mark under opdyrkning.“ (1 Kor. 3:5-9, NW) Her lægges der vægt på betydningen af at vande de spiselige kornsorters sæd i en mark, der er under opdyrkning, for at Gud kan velsigne sæden med vækst. Det viser, hvor vigtigt det er at give de interesserede mere sandhedsvand, efter at de oprindelige sandhedskorn blev sået i dem.
17. a) Hvorfor nægter nogle ørkenfrø at spire på grund af jordbundens beskaffenhed, medmindre der falder kraftig regn og fugtigheden kommer ned ovenfra? b) Hvorfor nægter nogle frø at spire på grund af skallens særlige beskaffenhed, hvis ikke bestemte forhold gør sig gældende?
17 Vigtigheden af, at sæden vandes, ses selv hos de snilde ørkenplanters frø, vi som en illustration omtalte i den indledende paragraf. Husk, at de ville ikke spire, medmindre der var faldet en rigelig regnmængde, og at vandet måtte komme ovenfra og ikke sive op nedenfra. Hvorfor det? Jo, nogle frø spirer simpelt hen ikke, når der findes visse salte i jordlaget. Disse salte er opløselige i vand, og når det regner stærkt, opløses saltene og føres dybere ned i jorden af vandet. Når saltene således fjernes fra frøenes nærhed, kan de ikke længere hindre frøene i at spire. Men er regnmængden ringe, så kun det øverste jordlag gennemvædes, opløses saltene ikke, og følgelig spirer frøene heller ikke. Vand, der kommer op nedefra, fugter kun jorden og fjerner derfor ikke saltene omkring frøene. Undertiden er det ikke jordlaget, der er noget galt med, men frøene. Nogle ørkenfrø har i deres skal visse vandopløselige substanser, der hindrer spiringen. En let regn gennembløder nok frøene, men der kræves en kraftig regn, for at alle disse substanser, der gemmer sig i skallen, kan bortvaskes. Nogle frø udsætter spiringen i et par dage efter en regnbyge og spirer så, hvis jordbunden stadig er fugtig. Andre igen indeholder spirehæmmende substanser, der kun kan fjernes ved påvirkning af bakterier, hvilket kræver langvarig fugtighed. Nogle frø nægter at spire, før de er blevet gennemvædet af en række regnbyger.
18. Hvordan illustrerer dette, hvorledes sandhedens sæd spirer i hjertets jordbund?
18 Det er sjældent at finde et menneske, der uforbeholdent tager imod sandhedssæden, den første gang den bliver sået og vandet. Der er næsten altid visse trosopfattelser eller fordomme i hjertet, der hindrer sandhedens sæd i at spire med det samme. Måske afholder treenighedsbegrebet et menneske fra at tro, at Jehova er den Højeste og ikke har sin lige. Der må vandes gentagne gange med sandhedens vand, for at denne hindring kan fjernes. Eller måske er det troen på sjælens udødelighed, der fordunkler hans forståelse og værdsættelse af opstandelsen, eller tanken om, at denne jord skal opbrændes med ild, der hindrer ham i at tage imod den sandhed, at den bogstavelige jord skal stå til evig tid, eller han kan ikke forstå, at jorden skal bebos, fordi han mener, at enhver enten skal tages op til himmelen eller fare ned i helvede. Måske en ubegrundet tro på en religiøs leder gør ham blind for Bibelens sandhed. Kun efter rigelig brug af sandhedens vand under bibelprædikener ved døren, under genbesøg og ved bibelstudier i hjemmet kan disse hindringer for kristen vækst fjernes fra hjertets jordbund. Kun lidt vand, nogle få skriftsteder, en håndfuld yndlingscitater, som visse religionsledere bruger gang på gang, er ikke nok. Mange, mange skriftsteder må strømme ud fra Guds ord for at fjerne alle hindringer og sikre den fortsatte vækst til kristen modenhed.
19. Hvordan er nogle sandheder som de frø, hvis skal hæmmede spiringen, og hvilket formål tjener dette?
19 Hvad med de frøkorn, der havde visse spirehæmmende substanser i deres skal? Sådan er det med nogle sandheder. Nogle af dem sammenlignes med fast føde, der er sværere at fordøje, og som ikke kan tilegnes, før mange lettere sandheder er blevet forstået. Nogle sandheder er med forsæt tildækkede, så de ikke umiddelbart kan forstås. En af dem er den om nødvendigheden af at have det rette hjertelag. Den var skjult bag en lignelse om en sædemand, der såede sæden, som faldt i forskellig jord, og Jesus sagde, at den med vilje blev holdt skjult, således at de, der ikke var værdige til at forstå, heller ikke fattede den. Den ville ikke finde grobund og vokse op til frugtbar modenhed i deres hjerter, hvorfor den ikke engang begyndte at spire hos dem. På samme måde nægter de indkapslede ørkenfrø at spire under ugunstige forhold, hvilket kun ville føre til hurtig bortvisnen, inden de kunne nå at sætte frugt. Men når der falder en tilstrækkelig regnmængde, spirer de. Således også med Jesu tilhørere. Da de viste tilstrækkelig interesse og blev hos ham for at høre mere, blev dækket over lignelsen fjernet, og sandheden i den gik op for dem og voksede frem i deres hjerter. Yderligere sandhedsvand fik sandhedens sæd til at spire og gro, og den interesse og tørst, som viste sig hos de enkelte, der insisterede på at få mere at vide, var et tegn på, at de var af den slags, der ville holde ud og bære kristen frugt.
20. Hvad skildres der ved vandet, der kommer ned ovenfra, og ved fugtigheden, der siver op nedenfra?
20 Hos ørkenfrøene skulle vandet komme ovenfra og ikke nedenfra. Jehova har en kanal, gennem hvilken det åndelige vand flyder, og det flyder også ovenfra og nedefter. Jehova, den Øverste, inspirerede mennesker til at skrive Bibelen, men det er ham selv, der fortolker den. Kristus var hans talsmand her på jorden, og hans nulevende jordiske vidner forkynder hans budskab. I disse sidste dage har Jehova en synlig organisation, „den tro og kloge træl, som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid“, og den benytter han som sin kanal, hvorigennem sandhedsvandet ledes ud til menneskene. Fra Jehova kommer „en flod med livets vand, klar som krystal, . . . fra Guds og Lammets trone“, og opfordringen forkyndes vidt og bredt: „Lad enhver, der tørster, komme; lad enhver, der ønsker det, frit tage livets vand.“ (Matt. 24:45; Åb. 22:1, 17, NW) Det vand, de ortodokse religioner i kristenheden tilbyder, kommer ikke på teokratisk vis ned ovenfra, men siver op nedenfra, fra mennesker, og det består i menneskers traditioner, filosofier og egenmægtige fortolkninger. Dette vand frembringer ikke kristen frugt, hvad enhver kan forvisse sig om ved at kaste et blik på kristenhedens fordærv. — Matt. 7:15-20.
21. Hvad forsøger Satan at gøre, men hvad skal vi bede Jehova om at gøre for os, og hvordan kan vi lade ham gøre det?
21 Hvilket vand foretrækker du at drikke? Det, som kommer ovenfra, eller det, som kommer nedenfra? Hvem vil du lade skrive på dit hjerte, Jehova eller Satan? Satan er ude efter at vinde eller stjæle eller fange dit hjerte for at fylde det med sin dæmoniske propaganda, så der ikke bliver plads til at skrive Jehovas lov på det. Hvis du lader Satan skrive på dit hjerte, bliver det din gravskrift, men hvis du beder Jehova om at skrive sin lov der, vil den vise vejen til evigt liv. Fornuften tilskynder os til at lade Jehova være den, som skriver på vort hjerte. Vi må lade ham gøre det, ved at vi åbner vort sind for hans ord, ved at vi studerer det og grunder over det, ved at vi tugter os selv og tvinger os selv til at omsætte hans love i praksis, ved at vi smager de gode resultater, lydigheden imod dem skænker, og således med tiden lærer at elske at gøre hans vilje. Derefter må vi trofast tjene som et af Jehovas vidner og hjælpe med til at få Guds lov skrevet på andres hjerter.