Spørgsmål fra læserne
● Blev Jesus stukket i siden med et spyd før eller efter sin død på marterpælen? Beretningerne hos Mattæus og Johannes synes at være uenige på dette punkt. — D. L., Washington.
Sandsynligheden taler for, at det var efter Jesu død, at hans side blev gennemstukket. Mattæus 27:49, 50 (NW) siger: „Men resten af dem sagde: Lad ham være! Lad os se, om Elias kommer for at frelse ham. En anden mand tog et spyd og gennemborede hans side, og der kom blod og vand ud. Da råbte Jesus igen med høj røst og ophørte med at ånde.“ New World Translation har her en fodnote, der siger, at den sætning om manden, der gennemborede hans side, og at der kom blod og vand ud, findes i nogle vigtige manuskripter, men ikke i alle. Mange mener, at dette udtryk senere blev indføjet fra Johannes’ evangelium, men blev anbragt forkert af den, der indføjede det. Nogle oversættelser, bl. a. den danske, udelader det fuldstændig, andre sætter det i klamme eller parentes, og nogle tager det med og tilføjer en forklarende fodnote, som New World Translation gør.
Der er imidlertid intet tvivlsomt ved Johannes’ beretning herom. Den lyder: „Så kom soldaterne og knuste knoglerne på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med ham. Men da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke knoglerne på ham. Men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og straks flød der blod og vand ud.“ (Joh. 19:32-34) De andre pælfæstedes ben blev knust for at fremskynde døden, og dersom Jesus ikke allerede havde været død, ville hans ben også være blevet knust. Hans tidlige død bevirkede en opfyldelse af profetien om, at ingen af hans ben skulle sønderbrydes. (Sl. 34:21; Joh. 19:36) At hans død indtraf hurtigere, end det var sædvanligt i sådanne tilfælde, ses af Pilatus’ forbavselse over at høre, at han allerede var død. (Mark. 15:44, 45) Det er muligt, at soldaten gennemborede Jesu side for at fjerne al tvivl om hans død og hindre en genoplivelse, der falskelig kunne forkyndes som en opstandelse, hvilket kunne have fundet sted, dersom Jesus kun var besvimet.
Men hvad var årsagen til, at han døde så hurtigt? Mange mener, at han døde af et bristet hjerte, og dette forklarer ikke alene hans hurtige død, men også den strøm af „blod og vand“, der kom ud af såret fra spydet. Ved en virkelig sprængning af hjertet eller af et af de store blodkar, der er forbundet med hjertet, vil blodet løbe ud i hjerteposen, den hinde, der løst omslutter hjertet, og som også indeholder hjerteposens vandagtige vædske. I en artikel om den fysiske årsag til Jesu død udtalte en læge, at der var sket en sådan sprængning, og blodet var strømmet ind i hjerteposen, hvor det delte sig i vandagtigt serum og røde, let størknede klumper. Han pegede på, at en sådan adskillelse af blodets bestanddele sjældent indtræffer i et dødt legeme, bortset fra tilfælde med blodudtrædninger, det vil sige, hvor blodet tvinges eller presses ud af dets naturlige kar. Når en soldat, der stod under Jesu legeme på marterpælen, så stødte et spyd opad ind i siden, kunne det let trænge op under ribbenene, gennembore hjerteposen, der var fyldt med serum og størknede klumper, og forårsage en strøm af noget, der så ud som „blod og vand“. Eller det bristede hjerte eller aorta kan også have presset blodet ud i brysthulen, og på dette unaturlige sted ville blodet snart begynde at dele sig i serum og røde, størknede klumper. Dette vandagtige serum, blandet med en størknet substans, ville strømme ud af den store flænge, som det inddrevne spydhoved havde dannet.
Der er bibelske grunde for at tro, at Jesus døde af et bristet hjerte. Hans åndelige kval i det øjeblik var stor, som det fremgår af hans ord: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?“ (Matt. 27:46) Dette udtryk for hans forladthedsfølelse var forudsagt i Salme 22:1 sammen med andre vers i denne salme, som også profetisk gjaldt Kristus Jesus i tiden for hans død. Man kan tydeligt se et bristet hjerte i ordene i vers 15: „Jeg er som vand, der er udgydt, alle mine knogler skilles, mit hjerte er blevet som voks, det smelter i livet på mig.“ Almindeligvis ville blodet ikke strømme ud fra et lig, men en gennemboring af hjerteposen i den ovenfor beskrevne tilstand ville være ligesom at stikke hul på en sæk vand. Og hvis han blev stukket i siden, før han døde, som Mattæus’ beretning viser, ville blodet nok strømme ud, men det ville kun være blod, og ikke noget, der havde skilt sig ud i flere bestanddele, så det fik udseende af „blod og vand“.
Alle vidnesbyrd taler således for, at Johannes’ beretning er den nøjagtige, og han var jo også et meget nært øjenvidne, så nært, at den pælfæstede Jesus talte til ham. — Joh. 19:25-27.
● I Vagttaarnet for 15. oktober 1951 siges der i Tabel over Betydningsfulde Historiske årstal, at Adams skabelse fandt sted i efteråret 4025 f. Kr. Hvilket grundlag er der for denne påstand? — D. D., Iowa.
Sidst i oversigten findes følgende udtalelse: „Læseren bedes bemærke, at mange tidlige bibelske begivenheder indtraf inden for år, der regnedes fra efterår til efterår. Endnu i dag har jøderne et „borgerligt år“, som regnes fra efterår til efterår. Efter udgangen fra Ægypten i 1513 f. Kr. indførte man „hellige år“, der regnedes fra forår til forår.“ Dette viser, at i gammel tid regnedes årene fra efterår til efterår, hvilket vil sige, at det nye år begyndte i efteråret. Hvordan opstod denne skik? Jo, det er logisk at mene, at den begyndte med Adam, og dersom det er tilfældet, er det logisk at slutte, at han blev skabt i efteråret. Han ville naturligvis beregne tiden i forhold til sig selv og tælle årene fra tiden for sin skabelse. Da han havde levet et år, begyndte der et nyt år for ham; og således ville der begynde et nyt år for ham ved hver årsdag for hans skabelse. Hans nærmeste familie og senere hen alle deres efterkommere ville logisk nok antage det samme tidspunkt for deres nytårsskifte. På den måde kan oldtidens mennesker have bestemt deres udregning af årene på grundlag af tiden for Adams skabelse. Hvis dette er sandt, og eftersom de virkelig regnede årene fra efterår til efterår, er det rimeligt at mene, at Adam blev skabt i efteråret.
Det er værd at lægge mærke til, at efteråret spiller en meget fremtrædende rolle i Jehovas arrangement. En af de tre betydningsfulde fester, som Lovpagten påbød israelitterne at fejre, nemlig løvhyttefesten eller indsamlingsfesten, indtraf om efteråret. Forsoningsdagen faldt om efteråret. Salomos tempel blev indviet om efteråret, Jerusalems fuldstændige ødelæggelse skete om efteråret, efter de halvfjerds års ødelæggelse blev tilbedelsen af Jehova genoprettet om efteråret, Jesus fødtes i efteråret 2 f. Kr., han blev salvet til Messias i efteråret 29 e. Kr., og det var i efteråret 1914 e. Kr., at han blev kronet til konge i himmelen.