Skab dig en fremtid sammen med Jehovas organisation
„Lad . . . dit hjerte . . . nære frygt for Jehova dagen lang. For da er der en fremtid, og dit håb vil ikke blive brudt.“ — Ordsprogene 23:17, 18, NW.
1, 2. Hvad fik apostelen Johannes blandt andet at se ved slutningen af det første århundrede?
JEHOVA åbenbarer sine tjenere hvad fremtiden vil bringe, og dette sætter dem i stand til at handle med visdom. (Esajas 42:9) Ved afslutningen af det første århundrede e.v.t. gav Gud for eksempel den gamle apostel Johannes et syn af en fremtid der indgød håb. Hvor kan vi være glade for at Johannes har vidnet om „alle de ting han har set“ og at de er blevet nedskrevet i Åbenbaringens bog i Bibelen! — Åbenbaringen 1:1, 2.
2 Johannes så blandt andet „fire engle“ som holdt de „vinde“ fast der skulle fremkalde „den store trængsel“. Hvor længe skulle englene holde disse ødelæggende vinde tilbage? En anden engel sagde til dem: „Gør ikke jorden eller havet eller træerne skade førend vi har beseglet vor Guds trælle på deres pander.“ — Åbenbaringen 7:1-3, 14; Mattæus 24:21, 22.
3. Hvad vil der ske før ’vindene’ slippes løs og ødelægger Satans organisation, og ved hjælp af hvad vil dette ske?
3 Når ’vindene’ slippes løs vil de anrette store ødelæggelser på Satan Djævelens jordiske organisation, og tilintetgøre den fuldstændig. (Jævnfør Jeremias 25:32, 33.) Men før det sker må resten af de salvede der skal regere med Jesus Kristus i himmelen besegles. Beseglingen af disse, der kaldes „vor Guds trælle“, sker ved hjælp af Guds hellige ånd, hans virkekraft, som salvede kristne har fået som et forskud på deres himmelske arv. (2 Korinter 1:21, 22; Efeserne 1:12-14) Forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige i „de sidste dage“ medfører at indsamlingen af disse „udvalgte“ fuldføres. — Mika 4:1; Mattæus 24:14, 31.
4. Hvor mange „trælle“ for vor Gud vil blive beseglet for bestandig? Hvordan kan du bevise dit svar ud fra Bibelen?
4 Hvor mange „trælle“ for Gud vil blive beseglet for bestandig? Johannes, der var en af dem, gengiver tallet omhyggeligt: „Jeg hørte tallet på de beseglede, et hundrede og fireogfyrre tusind.“ Disse udgør „Guds Israel“, det åndelige Israel som består af tolv stammer med 12.000 i hver. (Åbenbaringen 7:4-8; Galaterne 6:16) Hvilken organisation! Under kongen Jesus Kristus skal de 144.000 være „et kongerige og . . . præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden“. — Åbenbaringen 5:10; 14:1-4.
5. (a) Hvem har nu sluttet sig til resten af det åndelige Israel? (b) Hvad udgør alle der frygter Jehova, og hvad har de, ifølge Ordsprogene 23:17, 18?
5 Efter at apostelen Johannes havde set det åndelige Israel, så han „en stor skare“ og spekulerede på hvem den mon bestod af. Han fik at vide: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.“ De der udgør ’den store skare’ er Rigets jordiske undersåtter, og det blev forudsagt at „Lammet“, Jesus Kristus, skulle „lede dem til kilder med livets vand“ — ja, til evigt liv på en paradisisk jord. (Åbenbaringen 7:9, 14, 17; Lukas 23:43) Nu i vor tid udgør disse „andre får“ „én hjord“ med resten af Rigets arvinger, og alle disse som frygter Jehova, udgør Guds jordiske organisation. (Johannes 10:16) Hvis de forbliver trofaste mod ham vil de få en velsignet fremtid, for vi læser: „Lad . . . dit hjerte . . . nære frygt for Jehova dagen lang. For da er der en fremtid, og dit håb vil ikke blive brudt.“ — Ordsprogene 23:17, 18, NW.
Denne gamle ordning har ingen fremtid!
6. Hvor på tidens strøm befinder vi os?
6 Vi er nu langt fremme i „de sidste dage“ for denne onde tingenes ordning. (2 Timoteus 3:1-5) Begivenhederne i verden sammenholdt med Bibelens kronologi bekræfter at Jesus Kristus begyndte at herske i himmelen i efteråret 1914. (Salme 110:1, 2) Hver eneste dag viser nyhedsmeddelelser at det sammensatte tegn på Jesu „nærværelse“ og afslutningen på denne ordning ses i vor tid. (Mattæus, kapitlerne 24, 25) Sandt nok er den „generation“ som levede da Riget blev oprettet i 1914, kommet op i årene. Men Jesu ord viser at den „afgjort ikke [skal] forsvinde“ før ’den store trængsel’ har gjort ende på denne verdens uretfærdige menneskesamfund der „ligger i den ondes [Satan Djævelens] magt“. Hvornår vil det ske? Det kan ikke vare længe, for Riget har nu hersket i 70 år! — Mattæus 24:21, 34; 1 Johannes 5:19.
7. (a) Hvad vil der ske i begyndelsen af „den store trængsel“? (b) Hvad vil der ske kort efter at falsk religion er blevet tilintetgjort?
7 „Den store trængsel“ vil begynde med overraskende pludselighed. (Mattæus 24:36-44) I trængselens indledende fase vil „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium, blive tilintetgjort. Ødelæggelsen af denne store del af Satans ordning vil berøre de politiske og kommercielle elementer. I forbindelse med dette åbenbarede Johannes at „jordens konger“ vil klage og sige: „Ve, ve, du store by, Babylon, du stærke by, for på én time er din dom kommet!“ Hvordan vil de kommercielle elementer reagere? Johannes fortsætter: „Jordens rejsende købmænd græder og sørger over hende, fordi der ingen er til at købe deres fulde lager mere.“ (Åbenbaringen 18:1-19) Kort tid efter at den falske religion er blevet tilintetgjort, vil Jesus Kristus med sin himmelske hær udslette resten af denne onde tingenes ordning. Den vil gå til grunde i den nært forestående ’krig på Guds, den Almægtiges, store dag’ ved Harmagedon. — Åbenbaringen 16:14-16; 19:11-21.
8. Hvilken organisation er den eneste der har en evig fremtid, og hvorfor forholder det sig sådan?
8 Hvad betyder dette nu for dem der nærer en sund frygt for Jehova? Det betyder at denne verden, der er underlagt Satans herredømme, ikke har nogen fremtid! Dens tid er næsten udløbet! Jehovas organisation er derfor den eneste som man kan skabe sig en evig fremtid sammen med.
9. (a) Hvilke spørgsmål kunne vi stille i betragtning af hvad fremtiden vil bringe? (b) Hvilken aktuel vejledning finder vi i Første Timoteusbrev 6:17-19?
9 I betragtning af hvad fremtiden vil bringe, viser man da tro, endsige sund fornuft, hvis man prøver at bygge en tryg fremtid på et eller andet i denne dødsdømte tingenes ordning? Findes der for eksempel et eneste verdsligt selskab eller firma som man kunne skabe sig en tryg og varig fremtid sammen med? Nej! Vil det da ikke være klogt af os at være tilfredse med føde og klæder mens vi sætter Rigets interesser først i vort liv? (Mattæus 6:33; 1 Timoteus 6:7-12; 2 Timoteus 2:4) Apostelen Paulus’ vejledning er særlig aktuel nu i vor tid: „Befal dem som er rige i den nuværende tingenes ordning ikke at være hovmodige, men at sætte deres håb, ikke til en usikker rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem, at øve godt, at være rige på gode gerninger, at være gavmilde, rede til at dele med andre, og derved samle sig værdier som en god grundvold for den kommende tid, for at de kan få et fast greb om det virkelige liv.“ — 1 Timoteus 6:17-19.
Skab din fremtid forstandigt
10. Hvad bør være vor største interesse nu da „den store trængsel“ er så truende nær?
10 Hvilken åndelig balance afspejler disse ord af apostelen ikke! I dem finder Jehovas folk en anvisning at overleve ved, nemlig denne: Hold materielle ting på deres rette plads og forstå at vægten ikke bør lægges på „usikker rigdom“ men på det ’at være rig på gode gerninger’. Dette vil nødvendigvis indebære at vi nidkært og regelmæssigt tager del i den kristne tjeneste. Nu da vi ser ’den store trængsels’ stormskyer trække sammen, er det ikke tiden til at lægge planer for en blomstrende fremtid i et eller andet verdsligt firma eller til at prøve at komme til tops i samfundet. Det er derimod tiden til at forkynde den gode nyhed om Guds rige og advare de intetanende mennesker om den overhængende fare. Jesus Kristus har desuden påbudt os at forkynde og gøre disciple. Dét bør derfor være vor største interesse som Jehovas vidner. — Mattæus 24:14; 28:19, 20; Esajas 43:10-12.
11. Nævn nogle gavnlige og varige aspekter af den kristne tjeneste.
11 Mange af de erhverv der nu udøves af verdslige mennesker, vil ophøre for altid under „den store trængsel“. Sandt nok vil nogle former for arbejde blive taget op igen i Guds lovede nye tingenes ordning. Men kender du nogen beskæftigelse i vor tid der har så mange gavnlige aspekter som den kristne tjeneste? Den åndelige udvikling og de åndelige fremskridt der bliver resultatet af dette gudgivne arbejde vil i høj grad være til gavn i den nye ordning. Det nære forhold til Jehova der opdyrkes i tjenesten vil vare ved ind i den kommende tingenes ordning. Forkyndelsen gør os også bedre til at undervise, hvilket vil være en hjælp for os når de millioner der til den tid oprejses, skal undervises. — Esajas 54:13; Johannes 5:28, 29; Åbenbaringen 20:12.
12. Hvilke vidunderlige fremtidsudsigter har vi som Jehovas tjenere, men hvad må vi nødvendigvis gøre?
12 Hvis vor største interesse nu er at behage Gud og gøre hans vilje, har vi i sandhed vidunderlige fremtidsudsigter. (Salme 40:9; Romerne 12:1, 2) Ja, hvis vi ’lader vort hjerte nære frygt for Jehova er der en fremtid, og vort håb vil ikke blive brudt’. (Ordsprogene 23:17, 18, NW) Vi vil opnå evigt liv hvis vi fortsat vandrer på „livets vej“ i frygt for Gud. (Salme 16:11) Mens vi går på livets vej bør vi sætte os rimelige teokratiske mål — og nå dem.
Nogle rimelige mål
13. (a) Hvordan kan vi ud fra Bibelen vise at tilbedelsen af Jehova fortsat er blevet ophøjet? (b) Hvilke mål har hundredtusinder nået?
13 Nogle er så at sige lige begyndt at drage op til „bjerget med Jehovas hus“. Siden krigsårene 1914-18 er tilbedelsen af Jehova, hvis tempel eller „hus“ engang stod på et bjerg i Jerusalem, fortsat blevet ophøjet. Den er blevet „grundfæstet over bjergenes top“, over sådanne bjerge som templer for falske guder er blevet bygget på. Tilbedelsen af Jehova er således blevet ’hævet op over højene’. Skarer af mennesker strømmer nu til den ophøjede tilbedelse af Jehova. (Mika 4:1-4, NW; Esajas 2:2-4) Efter at have tilegnet sig nøjagtig kundskab om Bibelen ændrer de sind, vender om, indvier sig til Gud og symboliserer dette ved at lade sig døbe i vand. (Johannes 17:3; Apostelgerninger 2:38; 3:19) For hundredtusinder af mennesker fra alle nationer er dette blevet mål som de har sat sig — og nået. De tjener derefter trofast Jehova som en del af hans jordiske organisation. Hvor er de lykkelige for at kunne tage del i den ophøjede tilbedelse af den eneste sande Gud! Men hvordan forholder det sig med dig? Har du taget disse skridt?
14. Hvad bør vi, selv efter at vi er begyndt at tilbede Jehova, skynde os frem til? Hvordan kan vi gøre dette?
14 Selv efter at vi er begyndt at tilbede Jehova sammen med hans folk må vi udvikle og bevare en god åndelig appetit. Når vi har lært „grundlærdommen om Messias“, bør vi „skynde os frem til modenhed“ ved at gøre brug af alle de åndelige foranstaltninger Jehova tilvejebringer gennem „den trofaste og kloge træl“. (Hebræerne 6:1-3; Mattæus 24:45-47) Vi gør derfor vel i at spørge os selv: Læser jeg Guds ord regelmæssigt? Studerer jeg flittigt de publikationer vi får gennem ’trælleskaren’? — Hebræerne 5:11-14.
15. (a) Hvilken vejledning giver Paulus i Hebræerbrevet 10:24, 25, men hvad gør nogle? (b) Hvilket forslag kan man følge hvis man finder at man kunne gøre mere med hensyn til deltagelse i møder eller i den kristne tjeneste?
15 Vi bør desuden følge Paulus’ vejledning: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebræerne 10:24, 25) At overvære de kristne møder regelmæssigt er en del af vor ’hellige tjeneste’. Men nogle kommer kun til det offentlige foredrag, og forlader hver gang rigssalen før vagttårnsstudiet begynder. Andre bliver ofte væk fra tjenestemødet. Har det mistet sin betydning for dem fordi de ikke er særlig aktive i forkyndelsen fra hus til hus og andre grene af den kristne tjeneste? Hvis du finder at du kunne gøre mere på nogle af disse punkter, hvorfor da ikke nævne det i bøn for Jehova og bede ham om at hjælpe dig til at sætte et godt eksempel ved regelmæssigt at deltage i alle grene af den hellige tjeneste? — Hebræerne 12:25-29.
16. (a) Hvilke rimelige teokratiske mål nævnes her? (b) Hvad kan man gøre selv om bibelske forpligtelser hindrer en i at nå sådanne mål?
16 Hvilke andre rimelige, teokratiske mål kunne man sætte sig? Stadig flere tager nu del i heltidstjenesten som almindelige pionerer eller hjælpepionerer. Kunne du udvide din tjeneste på denne måde? Selv om dine bibelske forpligtelser måske hindrer dig i at nå sådanne mål, kan du naturligvis yde heltidsforkynderne moralsk støtte mens du personligt gør så meget i tjenesten for Gud som dine omstændigheder tillader dig. Gennem trofast tilbedelse og tjeneste til Jehovas pris kan vi alle vise at vi ’ikke sætter vort håb til en usikker rigdom, men til Gud’. Og for dem som kan tage del i pionertjenesten vil dette afgjort være en af de bedste måder hvorpå de kan „få et fast greb om det virkelige liv“. — 1 Timoteus 6:17-19.
17. (a) Hvilket tjenesteprivilegium gør navnlig unge vel i at overveje? (b) Hvilken tilfredsstillende følelse har betelfamiliens medlemmer?
17 At tjene på et af betelhjemmene verden over er også et stort privilegium, et privilegium som navnlig unge gør vel i at overveje under bøn. Tjenesten på Betel giver en glimrende træning i at omgås andre mennesker, for betelfamiliens medlemmer arbejder nært sammen for at fremme Rigets interesser. Visse færdigheder som man kan udvikle på Betel kan måske komme til nytte i det omfattende undervisningsarbejde der skal foregå i den nye ordning. Eftersom mange træder ind i beteltjenesten i deres unge år, ejer de naturligvis ikke meget i materiel henseende. Men de er tilfredse med føde og klæder og har den dybe tilfredsstillelse at vide at deres arbejde er til åndelig gavn for mange andre. — Prædikeren 3:12, 13.
18. Hvad kan man lære ved at tage heltidstjenesten op, og hvordan finder dette støtte i Bibelen?
18 Ved at deltage i forskellige grene af heltidstjenesten kan man lære at stole mere på Jehova Gud. Verdslige mennesker der sætter deres lid til „usikker rigdom“ tillægger sig ofte den opfattelse at man kun har sig selv at stole på. Men heltidstjenere har i særlig grad mulighed for at lære at Jehova til fulde sørger for dem der først søger Riget og hans retfærdighed. (Mattæus 6:25-34) Tusinder der har tjent som pionerer i mange år kan bekræfte at de aldrig har manglet en eneste af livets nødvendigheder. Hvis du taler med dem vil du opdage at de har gjort salmisten Davids ord til deres egne: „Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans afkom tigge sit brød.“ — Salme 37:25.
Skab dig en tryg fremtid
19, 20. (a) Hvad bør vi gøre nu, eftersom tiden er meget kort for denne tingenes ordning? (b) Hvordan kan vi altså handle klogt med hensyn til fremtiden?
19 Hvis vi er Jehovas loyale vidner, forstår vi at tiden er meget kort for denne ordning. Hvad bør vi da gøre? Vi bør handle klogt i harmoni med disse ord af apostelen Peter: „Da alle disse ting således skal opløses, hvilken slags mennesker bør I da ikke være i handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens I venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke, den dag hvorved brændende himle skal opløses og stærkt ophedede elementer vil smelte!“ — 2 Peter 3:11, 12.
20 Også apostelen Johannes gjorde det klart at denne verden er ved at forsvinde. (1 Johannes 2:15-17) Om kort tid vil denne gamle ordning gå til grunde. Alle der frygter Gud bør derfor nu være optaget af ’handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens de venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke’. Glem aldrig at kun Guds organisation vil overleve afslutningen på denne døende ordning. Vi bør derfor handle forstandigt og lægge planer for et evigt liv ved at skabe os en fremtid sammen med Jehovas organisation.
Spørgsmål til repetition
■ Hvad udgør alle de der frygter Jehova, og hvilken forsikring får de i Ordsprogene 23:17, 18?
■ Hvilken organisation er den eneste der har en fremtid? Begrund dit svar.
■ Hvad bør være Jehovas vidners største interesse nu da „den store trængsel“ er så nær?
■ Nævn nogle af de teokratiske mål mange har mulighed for at nå.
[Tekstcitat på side 15]
Alle i vor tid som i sandhed frygter Gud, har Jesus som deres hyrde og tjener sammen i enhed som Jehovas jordiske organisation
[Tekstcitat på side 17]
Er du i færd med at skabe dig en fremtid sammen med Jehovas organisation? Pionertjenesten og beteltjenesten hører til de gode teokratiske mål som mange har nået
[Illustration på side 16]
Skarer af mennesker strømmer nu til den ophøjede tilbedelse af Jehova fordi han velsigner arbejdet med at forkynde Riget