med de øvrige medlemmer af ældsterådet, og han erkender værdien af at mange rådslår. — Tit. 1:7, NW; jævnfør Fjerde Mosebog 11:27-29; Romerbrevet 12:3, 16.

En ven af godhed; retfærdig. At man er „retfærdig“ sigter til at man retter sig efter Guds lov, Guds normer for hvad der er ret og retfærdigt. Den der gør det vil være upartisk og ikke vise personsanseelse. (Luk. 1:6; Joh. 7:24; Jak. 2:1, 4, 9) „Godhed“ adskiller sig fra retfærdighed derved at den rækker ud over hvad simpel retfærdighed kræver. (Matt. 20:4, 13-15; Rom. 5:7) Den der er en ven af godhed vil gøre mere for andre end lige det der kræves eller forventes af ham; han viser gerne hjælpsomhed og venlighed, og han er inderlig og omsorgsfuld. Han ser og værdsætter også den godhed andre viser, og han roser dem derfor. — Tit. 1:8, NW; Luk. 6:35; Ap. G. 9:36, 39; 1 Tim. 5:10.

Loyal. Han bevarer en urokkelig integritet og en ubrydelig hengivenhed over for Guds lov og den kristne menigheds interesser, uanset hvilke konsekvenser det måtte medføre. — Luk. 1:74, 75, NW; Ap. G. 4:19, 20; 5:29; 1 Tess. 2:10, NW.

En mand der opfylder disse krav vil i sandhed „have et godt vidnesbyrd fra udenforstående“. Ligesom i tilfældet med profeten Daniel, en pålidelig mand hos hvem modstanderne ikke kunne finde nogen efterladenhed eller brist, må sådanne udenforstående sige: ’Vi finder ikke noget at anklage ham for, medmindre vi kan finde noget i hans gudsdyrkelse.’ — 1 Tim. 3:7, NW; Dan. 6:5, 6.

Det er naturligt at de der er kvalificerede til at påtage sig et ansvar i menigheden ikke opfylder alle disse krav i samme grad. Tænk blot på den forskel der var på apostlene — for eksempel kontrasten mellem Tomas og Peter — og alligevel udgjorde disse mænd fra begyndelsen det styrende råd. Sådanne udnævnte mænd i menigheden må imidlertid opfylde alle de pågældende krav i rimelig grad og med rimelig konsekvens. Selv om en mand gør sig skyldig i en enkelt fejlbedømmelse kan han godt være „sund i sindet“, og et enkelt vredesudbrud betyder ikke nødvendigvis at han er „krigerisk“.

I virkeligheden skulle det ikke være umuligt for nogen oprigtig, kristen mand at opfylde disse krav, for, som en undersøgelse af Bibelen viser, er langt de fleste af disse kvalifikationer noget som ALLE kristne, både mænd og kvinder, skulle stræbe efter at opnå. De mænd der beklæder ansvarsposterne i menigheden bør altså i grunden blot repræsentere hvad menigheden som et hele skulle være, ja hvad hver enkelt sand kristen skulle være. Hvor godt opfylder du kravene?

Spørgsmål fra læserne

● I Hebræerbrevet 8:10 står der: „Dette er den pagt, jeg i dagene herefter vil oprette med Israels hus, lyder det fra Herren: jeg vil give mine love i deres sind, og på deres hjerter vil jeg skrive dem.“ Hvilken forskel er der på Guds handlemåde over for dem der føres ind i den nye pagt og hans handlemåde over for dem der var underlagt den gamle lovpagt? — U.S.A.

Hvis vi betragter det der specielt kendetegner de to pagter samt de omstændigheder hvorunder de respektive parter blev bragt ind i deres pagtsforhold til Gud, vil vi kunne se forskellen.

Efter at Jehova Gud havde ført Israels nation ind i Lovpagten, blev de israelitter der kom til verden i de følgende generationer optaget i dette pagtsforhold ved deres fødsel. De skulle ikke foretage en personlig indvielse for at blive Jehova Guds tjenere. Følgelig var værdsættelse i hjertet ikke en betingelse for at tilhøre Guds pagtsfolk. Dog var der op gennem hisiorien mange enkeltpersoner i Israels folk som ikke alene kendte Guds lov men også værdsatte den af hjertet. Salme 37:31 siger om den retfærdige: „Sin Guds lov har han i hjertet.“

Der var imidlertid visse træk ved Loven — heriblandt forskrifterne vedrørende ofringer og renselse — som israelitterne ikke forstod fuldt ud. Disse træk var nemlig billeder på noget langt større. I Kolossenserbrevet 2:17 læser vi: „Det er alt sammen kun en skygge af det, der skulle komme, men sagen selv kom med Kristus.“ Israelitterne overholdt først og fremmest Lovens ceremonielle krav fordi de havde fået befaling til det, og fordi der var fastsat strenge straffe for ulydighed. Eftersom de ikke havde den fulde forståelse af disse ting, må deres værdsættelse i hjertet nødvendigvis også have været begrænset. Vi kan således forstå at Guds lov ikke var skrevet i hver eneste israelits sind og hjerte.

Alle som føres ind i den nye pagt må imidlertid overgive sig eller indvi sig til Jehova for at tjene ham som Herren Jesu Kristi disciple. De må derfor offentligt bekende Jesus Kristus som den opstandne Herre, og de må tro på Gud, som oprejste Jesus fra de døde. — Rom. 10:8-10.

Hvis man ikke kender Guds frelseskrav og ikke værdsætter dem af hjertet, kan man simpelt hen ikke tro med hjertet eller foretage en offentlig forkyndelse eller bekendelse med munden med det for øje at blive døbt som en Jesu discipel. De der nu er med i den nye pagt som åndsavlede kristne, blev først undervist i Guds frelseskrav. Efter at Jehova Gud så havde åbnet deres hjerte, så de med værdsættelse tog imod det guddommelige „ord“ eller budskab, følte de sig tilskyndet til at indvi sig eller forpligte sig til at leve i overensstemmelse med Guds lov som Herren Jesu Kristi disciple. Da de havde symboliseret deres indvielse ved vanddåben, blev de ført ind i den nye pagt. Eftersom Jehova Gud har givet dem mulighed for at kende og forstå hans lov og virkelig værdsætte den af hjertet, kan man i sandhed sige at han har givet sine love „i deres sind“ og har skrevet dem „på deres hjerter“, ikke på stentavler.

● I nogle af de tyske koncentrationslejre under den anden verdenskrig fandtes der kun søstre, ikke brødre, og der forekom tilfælde hvor indviede søstre forrettede dåb. En søster fortæller således at hun, da hun kom til kundskab om sandheden i en koncentrationslejr og indviede sig til Jehova, blev døbt af en søster. Er en sådan dåb gyldig? — Tyskland.

Når man undersøger Bibelen finder man ingen vidnesbyrd om at kvinder har forrettet dåb. Man finder derimod eksempler på at indviede mænd har døbt andre. (Matt. 3:13-17; Joh. 4:2; Ap. G. 8:38) Guds ord giver os ingen myndighed til at erklære at en dåb forrettet af en søster er antagelig; i det omtalte tilfælde bør søsteren derfor døbes af en indviet broder, i overensstemmelse med de bibelske krav.

Det vil dog ikke sige at den indvielse søsteren foretog i koncentrationslejren ikke er gyldig. Selve det forhold at hun stadig tjener Jehova nu mange år efter sin løsladelse fra lejren, viser at hun forstod hvad hun gjorde og at hun virkelig indviede sig til Gud. Hun kan derfor stadig regne sin indvielse fra den oprindelige dato.

Hvad kan en kvinde gøre hvis hun lærer sandheden at kende og ønsker at indvi sig til Jehova mens hun sidder i fængsel eller befinder sig et andet sted hvor der ikke er nogen indviede mænd som kan døbe hende? I Romerbrevet 10:10 står der: „Med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.“ En troende kvinde kan henvende sig til Jehova i bøn og indvi sig til ham. Derpå kan hun bekende sin tro og åbent erklære over for de indviede søstre der eventuelt er til stede at hun ’tror med hjertet’ og at hun nu afventer den første lejlighed hvor hun kan blive døbt af en broder. Jehova ser på hjertet (Ordsp. 17:3; 21:2), og en sådan kvindes hjertetilstand vil ganske afgjort føre til frelse. I tilfældet med Kornelius og dem der hørte til hans husstand er det tydeligt at Jehova godkendte disse menneskers hjertetilstand, for den hellige ånd faldt på dem før de blev døbt. Seks omskårne brødre fra Joppe havde ledsaget Peter dertil, og de kunne ikke indvende noget da Peter bød at disse de første troende hedninger som havde modtaget den hellige ånd, skulle døbes. — Ap. G. 10:44-48.

På tilsvarende måde kan en mand lære sandheden at kende i et fængsel og foretage en gyldig indvielse og alligevel, selv om der er indviede brødre til stede, være afskåret fra at blive døbt fordi der ikke er tilstrækkeligt med vand. (Joh. 3:23; Ap. G. 8:36) Også han kan følge ovennævnte fremgangsmåde.

Der er således en udvej for både mænd og kvinder som ikke har adgang til at blive døbt, enten det nu er fordi forholdene ikke tillader det eller fordi der ikke er nogen indviet mand til stede. Når en sådan mand eller kvinde har foretaget en gyldig indvielse og åbent har erklæret dette over for de øvrige indviede som er til stede, vil han eller hun blive betragtet som indviet. Derimod synes det ikke bibelsk rigtigt at en søster prøver at forrette en dåb.

I denne forbindelse kan det også bemærkes at en indviet mand godt kan forrette en dåb selv om der ikke er andre mennesker til stede som vidner. Dette fremgår af de bibelske for tilfælde med dåben af Jesus og senere den ætiopiske hofmand. Og eftersom der med rette bedes en bøn før selve dåbshandlingen, er der altid himmelske vidner.

Vi bør altid huske på at det vigtigste når man har indviet sig, er at man lever op til sit indvielsesløfte.

Rettelse

I Vagttårnet for 15. august 1973 skal der i stedet for „pagt“ læses „bud“ følgende steder: side 372, paragraf 5, linje 10; paragraf 7, linje 22; side 373, paragraf 8, linje 11; paragraf 9, linje 2 og 15, samt i spørgsmål „a“ til paragraf 9. Grunden til denne rettelse er at det der omtales i Første Mosebog 9:4-6 ikke er en pagt eller en overenskomst, men simpelt hen et bud fra Gud til mennesker.