kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud!“’ Medens han først siger: ’Til slagt- og afgrødeofre, brænd- og syndofre havde du ej lyst, og i dem fandt du ikke behag’ (og de frembæres dog efter loven), siger han derefter: ’Se, jeg er kommen for at gøre din vilje.’ . . . og i den er vi blevet helligede, ved at Jesu Kristi legeme én gang for alle er blevet ofret.“ (Hebr. 10:4-10) Apostelen Paulus anvender her den profetiske Salme 40:6-8 på Jesus ved dennes dåb.

20. Hvad symboliserede Jesus da, og hvad viser om hans vilje døde da han blev døbt?

²⁰ Ved sin vanddåb symboliserede Jesus at han indviede sig, sit legeme og sit alt, til at gøre Jehovas vilje på en måde der gik ud over hvad loven, givet gennem Moses, forlangte. Ved Jesu vanddåb, ved at Jesus af Johannes blev begravet under vandet, døde han symbolsk fra sin tidligere stilling i sit liv på jorden. Hans vilje døde ikke, for da han blev rejst op af Jordan havde han stadig sin viljekraft i behold. Senere hen sagde han: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ „Jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig.“ „Jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, som sendte mig. Og dette er hans vilje, som sendte mig, at jeg ikke skal miste noget af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse det på den yderste dag. Thi dette er min Faders vilje, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.“ Og i sin bøn til Gud lige før han blev forrådt af den utro Judas sagde Jesus: „Min Fader! hvis denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, så ske din vilje!“ „Dog ske ikke min vilje, men din!“ — Joh. 4:34; 5:30; 6:38-40; Matt. 26:42; Luk. 22:42; se også 1 Korinter 7:37.

21. Hvorfor var Jesus ikke en hykler da han lærte sine disciple at bede: „Ske din vilje“?

²¹ Lige til den dag da Jesus blev døbt til den bogstavelige død ved at blive hængt på en marterpæl, måtte han til stadighed anvende sin viljekraft i overensstemmelse med Guds, sin Faders vilje. (Joh. 21:22) Han var ikke hykler da han lærte sine disciple at bede til Gud: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ — Matt. 6:9, 10.

(Fortsættes)

Spørgsmål fra læserne

● Dersom nogen er udstødt men stilfærdigt vedbliver med at overvære møderne i rigssalen, vil det så være rigtigt af vedkommendes ægtefælle at sidde sammen med en sådan under møderne? — J. F., Schweiz.

For at hjælpe dem der oprigtigt angrer til atter at komme i et ret forhold til Jehova Gud og hans organisation, har Selskabet fulgt den fremgangsmåde at tillade udstødte at overvære alle de møder i rigssalen som er åbne for offentligheden. Jesus viste hvad der var det rette syn på forholdet mellem ægtefæller da han sagde: „Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ’Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød’? Så er de da ikke længer to, men ét kød. Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.“ (Matt. 19:4-6) Denne regel må øjensynlig gælde såvel i rigssalen som ethvert andet sted. I betragtning heraf vil det synes at være forkert at gennemtvinge at en mand og hans hustru sidder hver for sig, selv om en af dem er udstødt. Dette betyder ikke at den trofaste ægtefælle har åndeligt fællesskab med den udstødte. Det ville imidlertid være forkert af den der nyder menighedens anseelse at prøve på at påtvinge de andre brødre og søstre i menigheden den udstødte ægtefælles selskab, i et forsøg på at få dem til at anerkende den udstødte og have fællesskab med vedkommende.

● Er det rigtigt af kristne at invitere gæster eller at tage imod en invitation til spisning på en verdslig helligdag? — G. B., De forenede Stater.

Der er intet bibelsk forkert ved at kristne kommer sammen til et måltid i deres eget hjem eller er gæster hos venner eller slægtninge på en hvilken som helst dag i året. Måske er en sådan verdslig helligdag det eneste tidspunkt hvor mange har fri fra deres arbejde samtidig og kan få tid til at nyde et måltid sammen med deres venner. Hvis man kom sammen specielt for at fejre den verdslige helligdag og for at nyde et særligt måltid i dagens anledning, ville det naturligvis ikke være bibelsk rigtigt eller kristent. Sandt nok er der nogle mennesker der visse dage gør en religion ud af en handling som på andre dage ville være ganske almindelig; på den anden