Glæden ved at gøre Guds vilje

AT FRYDE sig over at gøre Guds vilje betyder at føle virkelig lykke, stor glæde og dyb tilfredshed ved at udføre den. Det betyder ikke alene, at man gør Guds vilje villigt, men også med iver og begejstring. At gøre Guds vilje på en vanemæssig, negativ måde eller under stadig klagen vil aldrig vinde os hans godkendelse og belønning, et evigt liv i den retfærdige nye verden; for kun hvis vi føler glæde ved at gøre hans vilje, vil vi være i stand til at gøre den på den mest positive måde og i fuld udstrækning og fortsætte med det trods alle de fristelser, Djævelen og hans tjenere udsætter os for.

Der var en tid, da alle Guds fornuftbegavede skabninger følte glæde ved at gøre hans vilje. Så lod en skærmende kerub selvisk ærgerrighed frarøve sig denne glæde, og det lykkedes ham at forlede vore første forældre til at sætte deres glæde ved at gøre Guds vilje over styr. Mange har fulgt deres eksempel, som for eksempel Lots hustru, de knurrende israelitter i ørkenen og kong Saul.

I skærende modsætning til alle sådanne er det eksempel, der blev sat for os af Kristus Jesus. I sin førmenneskelige tilværelse, lige fra selve sin skabelse, bragte han daglig sin Fader glæde, fordi han selv var opfyldt af glæde, mens han tjente som en „værkmester“ og som Logos eller „Ordet“. (Ordsp. 8:22-30, AS; Joh. 1:1-3; Åb. 3:14) Og da Guds vilje med Logos indbefattede, at denne skulle afbryde sin herlige himmelske tilværelse og komme ned til jorden for at leve som et menneske i ufuldkomne, uvenlige, ja fjendtlige omgivelser, mistede Logos ikke glæden ved at gøre Guds vilje. Da han som mennesket Jesus kom til Jordan for at indvi sig til at gøre Guds vilje, var hans hjertelag stadig det samme: „Se, jeg kommer, i bogrullen er der givet mig forskrift; at gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ — Sl. 40:7, 8; Hebr. 10:7-9.

Med iver og nidkærhed arbejdede Jesus på at gøre sin Faders vilje. Det var selve føden for ham. „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ (Joh. 4:34) Han var altid årvågen og forkyndte tidligt og sent; han var opfyldt af brændende nidkærhed for sin Faders sag. — Mark. 6:30-34; Luk. 21:38; Joh. 2:17; 3:2.

Hvad var det, der gav Jesus denne glæde ved at gøre Guds vilje? Det var dette, at Guds lov var i hans indre. Denne lov består først og fremmest af de to store bud: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke“ og „du skal elske din næste som dig selv.“ (Mark. 12:30, 31) At Jesus havde disse bud i sit indre betyder ikke alene, at han var godt kendt med dem, men det betyder også, at han var meget omhyggelig med at overholde dem.

Fordi Jesus havde denne kærlighed til sin himmelske Fader, betragtede han det som en virkelig glæde at kunne ophøje Faderens navn ved at bevare sin retskaffenhed under prøver, og det var derfor han opgav alt, hvad han havde, for at blive overhovedet i Riget, der fuldstændig vil ophøje Jehovas navn ved at udslette hans fjender. (Job, kapitlerne 1 og 2; Ordsp. 27:11; Matt. 13:45; Fil. 2:5-11; Hebr. 12:2) Skønt det således var Guds vilje, at Jesus skulle udsættes for fysisk og mental lidelse og dø som en forbryder, fortsatte Jesus dog med at gøre Faderens vilje med glæde. Aldrig knurrede eller klagede han, han søgte ikke at finde fejl og havde aldrig ondt af sig selv.

Kærlighed en kilde til glæde

Følger vi det eksempel, Jesus satte med hensyn til at fortsætte med at gøre Guds vilje med glæde? Der er ingen tvivl om, at første gang, vi hørte om sandheden, syntes vi, at den var så vidunderlig, så smuk, så trøstende, så tilfredsstillende, så ny, så anderledes, så retfærdig og fornuftig, vi blev ligefrem forelsket i den, ikke sandt? Under indflydelse af denne første kærlighed (ikke på grund af frygt for pinsler eller ønsket om selvisk vinding) indviede vi os til at gøre Guds vilje og sagde ligesom Jesus: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst.“

Men efterhånden som tiden går, opstår spørgsmålet: Nærer vi stadig den samme varme, første kærlighed, den samme dybe værdsættelse, den samme begejstring, den samme glæde ved at gøre Guds vilje? Eller er vi ved at miste vor værdsættelse, er vor første kærlighed ved at blive kold? For at advare imod denne fare skrev Paulus til de hebraiske kristne: „Kom den første tid i hu, da I, efter at være blevet oplyst, udholdt mangen en lidelsesfuld kamp.“ — Hebr. 10:32.

Hvis vi ligesom Jesus har Guds lov i vort indre og er omhyggelige med at adlyde de to store bud, vil vor værdsættelse ikke blive mindre, og vor kærlighed vil ikke blive kold. Og hvis vi forstår, hvem Jehova Gud virkelig er, hvad han har gjort for os, og hvad han i fremtiden vil gøre for os, vil vor taknemmelighed få os til at gøre Guds vilje med glæde. Selve den omstændighed, at vi har lejlighed til at give udtryk for vor værdsættelse og taknemmelighed ved at gøre Guds vilje skulle bringe os glæde! Hans krav til os er ikke byrdefulde. — 1 Joh. 5:3.

Forståelse af, hvad det fører til, at vi gør Guds vilje, vil også hjælpe os til at gøre den med glæde. Tænk engang over det! Den store Jehova, den Almægtige, den Højeste, Evighedens Konge, Skaberen af alt og livets kilde, siger til os, til enhver af os ufuldkomne skabninger af ler, kun