Hvad siger du til Gud?
DEN tanke at mennesker kan tale til Gud, og at han lytter, virker overvældende på mange. Nogle føler sig ude af stand til at henvende sig til Gud på rette vis og bruger derfor en bog med trykte bønner som de kan læse op ved bestemte lejligheder. Nogle tyr til „tungetale“ og bruger en flom af ord de ikke selv kender. De håber at den hellige ånd vil omsætte disse ord til en godkendt bøn som de ikke engang selv forstår.
Er det på den måde Gud ønsker at hans skabninger skal bede til ham?
Det er sandt at Jesus tilskyndede: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer.“ (Matt. 7:7, New World Translation) Han mente imidlertid ikke at vi skulle sige det samme igen og igen fra en trykt bønnebog. „Når I beder,“ sagde Jesus, „da sig ikke det samme igen og igen.“ (Matt. 6:7, NW) Vore bønner bør være spontane — ikke en strøm af ord vi ikke forstår, men et udtryk for hvad vi har at sige til en kærlig og ophøjet Gud.
Bøn giver os mulighed for at vise Skaberen at vi tilbeder og elsker ham. Vi kan udøse vort hjerte og vore ønsker for ham. Salmisten skrev: „Udøs for ham eders hjerte, Gud er vor tilflugt.“ — Sl. 62:9.
Frimodighed i tale
Når man har en ven taler man med ham. Man kan tale frit, og man er fortrolig med ham. Man kan udtrykke sine følelser over for dem der elsker én. På samme måde kan man tale til Gud.
Bibelen siger at Abraham troede på Gud og „blev kaldt Guds ven“. (Jak. 2:23) Det var et særligt privilegium Abraham havde. Men Jesus viste at vi også kan blive elsket af Jehova. Han sagde: „Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fader.“ (Joh. 14:21) Så tro og lydighed åbner vejen til Faderen.
Faktisk er det ikke svært for os at nærme os Gud hvis vi blot søger ham. Som den kristne apostel Paulus sagde: „Så sandt han ikke er langt fra en eneste af os.“ (Ap. G. 17:27) Det er imidlertid en betingelse for at kunne tale frit til Gud at man har tro på hans søn Jesus Kristus. Som Bibelen siger: „I [Jesus] har vi frimodighed og tillidsfuld adgang ved troen på ham.“ — Ef. 3:12.
At vide at Gud tager imod vore bønner og at vi kan have ’frimodighed’ i tale ved tro på Jesus, skulle opmuntre os til at tale regelmæssigt med Gud. Der er mange ting vi kan sige til ham.
Udtryk for værdsættelse
Bibelen giver talrige eksempler på dette. Tænk blot på de mange storslåede ting Jehova Gud har gjort til vor gavn, som salmisten David bemærkede: „Mange undere gjorde du, [Jehova] min Gud, og mange tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.“ — Sl. 40:6.
Vi må indrømme at dette er sandt! Tænk på maden vi spiser. Er den ikke noget vi kan takke Jehova Gud for? Jesus Kristus og apostelen Paulus takkede Gud for denne gave. (Matt. 14:19; Ap. G. 27:35) Selv et barn lærer at sige „be’ om“ og „tak“ ved middagsbordet. Skulle vi vise mindre påskønnelse af disse gaver fra Gud?
Jesus sagde at Gud „lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige“. (Matt. 5:45) Skulle vi ikke også være taknemmelige for det? Er Guds foranstaltninger som vi kan være taknemmelige over, ikke næsten talløse?
Har du nogen sinde takket Gud for det at kunne smage et måltid? For evnen til at værdsætte lyde og musik? For luftens aroma efter en nylig overstået sommerregn? For de smukke vilde blomster på en bjergskråning om foråret?
Ingen af disse ting havde behøvet at være behagelige. At spise, for eksempel, kunne have været en rutinesag — en utiltalende pligt, foretaget daglig blot for at vi kunne blive ved med at leve. Men Gud skabte os på en sådan måde at disse ting ville være behagelige for os og vi ville være i stand til at nyde dem. Har du takket Gud for dette? Husk apostelen Paulus’ ord: „Sig tak under alle forhold.“ — 1 Tess. 5:18.
Har du nogen sinde fornemmet storheden i Guds skaberværk — ved for eksempel at betragte den stjernebestrøede himmelhvælving fra en alpedal om natten? eller ved at køre time efter time over vældige åbne sletter og betragte de storslåede udstrakte flader uden hverken mennesker eller beboelse så langt øjet rakte? Sådanne øjeblikkes meditation over Guds værk overvælder os med en følelse af hvor ubetydelige vi er i forhold til universets umådelige storhed, som de fjerne stjerner over os kun kan antyde.
Sådanne dyrebare øjeblikke er gode lejligheder til at vi kan tale til den vældige Skaber og udtrykke vort ønske om at tjene ham og modtage hans gunst. Hverken bønnebog eller tungetale er nødvendig. Du åbner ganske enkelt dit sind og hjerte og henvender dig til Skaberen, på samme måde som man ville gøre over for enhver anden man nærer dyb hengivenhed for og hvis myndighed man respekterer.
Om problemer og vanskeligheder
Hvornår værdsætter man især en sand ven? Er det ikke i vanskelige tider? Hvor er det godt at vi kan påkalde Jehova under sådanne forhold! Faktisk opfordrer Guds ord os: „Kast din byrde på [Jehova], så sørger han for dig.“ — Sl. 55:23.
Bibelen giver os direkte eksempler på hvordan vi kan bede til Gud i forbindelse med vore problemer og vanskeligheder. For eksempel kan en der er fysisk syg henvende sig til Gud i bøn og bede om at ’Jehova vil stå ham bi’ i sygesengen. (Sl. 41:4) Kong Ezekias af Juda gjorde dette. (2 Kong. 20:1-6) Vi skal dog ikke forvente at Jehova vil helbrede os mirakuløst, men derimod kan vi bede om visdom til at gøre det rigtige så vi kan klare problemerne i forbindelse med vores sygdom. Vi kan bede om trøst fra Jehova og om tålmodighed indtil legemets vidunderlige evne til at helbrede vil læge vores sygdom.
Vi kan også bede om vejledning og styrke hvis vi skulle blive uretfærdigt behandlet. Apostelen Paulus og Silas gjorde dette. De blev kastet i fængsel på grund af deres forkyndelsesarbejde, og Bibelen fortæller at de dér „holdt . . . bøn og sang lovsange til Gud“. Og Jehova Gud udfriede dem. — Ap. G. 16:23-35.
Selv en der ondsindet har modstået Gud, kan i anger bede når han bliver udsat for modgang, og blive hjulpet af Jehova. Da Judas onde konge Manasse led nød i et babylonisk fængsel bad han til Gud, og Bibelen siger at Gud „bønhørte . . . ham; han hørte hans bøn og bragte ham tilbage til Jerusalem til hans kongedømme; da indså Manasse, at [Jehova] er Gud“. Trods sin onde fortid opnåede Manasse udfrielse og hjælp da han oprigtigt angrede og vendte sig til Gud. — 2 Krøn. 33:10-13.
Hvor er Jehova Gud dog nådig og tilgivende! Det opmuntrer os virkelig til at påkalde ham og frit udøse vore problemer og vanskeligheder for ham og anmode om hans gunst.
Materielle behov
Vi bør imidlertid altid huske at betragte Guds anliggender som vigtigere end vore egne. Det fremgår således af den mønsterbøn Jesus gav os, at anmodningen om at Guds navn må blive helliget, hans rige komme og hans vilje ske, kommer før anmodningen om materielle fornødenheder. — Matt. 6:9-13.
Også vi bør i vore bønner først huske Guds navn og rige før vi tilføjer en anmodning om vore materielle fornødenheder. Jesus lærte os at sige: „Giv os hver dag vort daglige brød.“ (Luk. 11:3) Dette er en beskeden anmodning. Den er hverken selvisk eller materialistisk. Udtrykket „giv os“ indbefatter andre. „Vort daglige brød“ er ikke en overdreven størrelse. Apostelen sagde: „Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det.“ (1 Tim. 6:8) Vi kan derfor bede om livets fornødenheder, men det ville være upassende at bede om mere end det.
Åndelige behov
Der er så mange åndelige behov vi kan tale til Jehova om. Betragt engang de anmodninger til Gud en af Bibelens salmister fremførte: „Dine vedtægter lære du mig. Lad mig fatte dine befalingers vej og grunde på dine undere. Før mig ad dine buds sti . . . Giv mig forstand og indsigt . . . giv mig indsigt, så jeg kan lære dine bud!“ Skulle vi ikke også kunne tale til Gud om lignende anliggender og bede om hjælp og vejledning til altid at gøre hvad der er ret og rigtigt? — Sl. 119:26, 27, 35, 66, 73.
Ved at betragte de første kristne finder vi mange eksempler på hvad vi kan sige til Gud. De bad om den hellige ånd. (Ap. G. 8:14, 15) De bad om fremgang i deres forkyndelse og om at de måtte være i stand til at tale Guds ord „med fuld frimodighed“. (Ap. G. 4:29) De takkede Gud for hans ledelse og beskyttelse, og de anmodede ham om at give dem „frimodighed [til at] kundgøre evangeliets hemmelighed“. Skulle vi ikke kunne bede om lignende anliggender? — 2 Kor. 2:14; Ef. 6:18, 19.
Der er også meget vi kan sige til Gud på andres vegne. For eksempel bad apostelen Paulus om at kolossenserne måtte „blive fyldte af indsigt i Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse“. Og han skrev til filipperne: „Det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må blive mere og mere rig på indsigt og al dømmekraft.“ Hvor vil vore bønner blive værdifulde hvis vi også tænker på andre og taler til Gud på deres vegne! — Kol. 1:9, 10; Fil. 1:9-11.
Når vi undersøger Guds ord og tænker på alle hans vidunderlige foranstaltninger, såvel materielle som åndelige, finder vi ganske afgjort en mængde vi kan tale til Gud om. Og når vi virkelig tænker over alt det Jehova har gjort for os, bliver vi da ikke opmuntret til at følge den apostolske vejledning: „Vær . . . udholdende i bønnen“? — Rom. 12:12.