Salmerne

Sætter du pris på at være sammen med Guds tjenere?

HVIS du blev forhindret i at være sammen med dine åndelige brødre, hvordan ville du så være til mode? Ville du længes inderligt efter igen at kunne være sammen med dem i tilbedelsen?

I Salme 42 læser vi om en levit, en af Koras efterkommere, der var i landflygtighed. Hans inspirerede ord kan hjælpe os til at bevare en dyb værdsættelse af samværet med vore trosfæller og til at holde ud under vanskelige omstændigheder.

Salmisten skrev: „Som hjorten skriger efter rindende vand, således skriger min sjæl efter dig, o Gud. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds åsyn?“ (Sl. 42:2, 3) En hjort (andre oversættelser siger her ’en hind’) kan ikke leve længe uden vand. Den søger og søger indtil den finder et sted hvor den kan drikke, selv om det kan udsætte den for rovdyrs angreb. Ligesom hjorten længes efter vand fordi det er livsnødvendigt for den, sådan længtes salmisten efter Jehova.

I et tørt land, hvor plantelivet hurtigt visner bort når regntiden er omme, er vand en kostelig vare. Derfor siger salmisten at han „tørster efter Gud“. Han er berøvet den forret at kunne gå til helligdommen, og spørger om hvornår han igen kan ’blive stedt for Guds åsyn’.

Når man er afskåret fra samværet med sine trosfæller, fordi man er indespærret på grund af forfølgelse, kan man føle sig meget nedtrykt. Vers 4 i Salme 42 viser at landflygtigheden også påvirkede denne levit rent følelsesmæssigt. Vi læser: „Min gråd er blevet mit brød både dag og nat, fordi de stadig spørger mig: ’Hvor er din Gud?’“ På grund af den ulykkelige situation salmisten befandt sig i, mistede han appetitten. Tårerne var hans eneste føde. Dag og nat strømmede de ned over hans kinder og mund. Spotterne sagde: „Hvor er din Gud?“ De spurgte med andre ord: ’Hvorfor hjælper han dig ikke — den Gud du stoler på?’ Denne hån gjorde kun salmistens lidelser værre.

Hvordan søgte han da at opmuntre sig selv, for at han ikke skulle blive helt overvældet af sin sorg? Han siger videre: „Min sjæl er opløst, når jeg kommer i hu, hvorledes jeg vandred med skaren op til Guds hus under jubelråb og lovsang i højtidsskaren. Hvorfor er du nedbøjet, sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit åsyns frelse og min Gud! Nedbøjet er min sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes land, fra Miz’ars bjerg.“ — Sl. 42:5-7.

Vi ser her at salmisten tænker tilbage på en tid hvor han ikke var i fangenskab. Med stærke følelser („min sjæl er opløst“) giver han udtryk for alt det han engang kunne glæde sig over. Han husker hvordan det var i hans hjemland når han, sammen med andre israelitter, vandrede op til Jehovas helligdom for at fejre en højtid. Hvor følte han sig dog glad og taknemmelig dengang!

Umiddelbart var det ikke nogen trøst for salmisten at genkalde sig fortiden; det forøgede kun smerten, for det mindede ham om hvor meget han nu måtte undvære. Han spurgte sig selv hvorfor han følte sig så nedbøjet, så urolig i sit indre. Men disse tanker om fortiden mindede ham samtidig om hans Gud. Og heri lå hans trøst. Han kunne nu opmuntre sig selv til at vente tålmodigt på at Jehova ville gribe ind. Salmisten lod ikke de ulykkelige forhold sløve hans overbevisning om at Jehova til sin tid ville komme ham til undsætning, så han da kunne lovprise den Allerhøjeste for at have udvirket en vidunderlig befrielse eller frelse. Skønt salmisten befandt sig langt borte fra helligdommen, åbenbart et sted i nærheden af Hermons bjerg, huskede han altså på Jehova.

Hvis du er nedtrykt på grund af ulykkelige forhold, så husk at gøre som salmisten. Tænk på at Jehova ikke vil svigte sine tjenere. Han vil komme dig til undsætning. Måske vil du tydeligt føle dine trængsler og alt hvad de måtte føre med sig, men det betyder ikke at du har mistet troen. Salmisten var overbevist om at Jehova ville komme ham til undsætning, men han gav alligevel luft for sin sorg. Selv de skønne omgivelser i hans udlændighed mindede ham om hans sørgelige tilstand! Vi læser: „Dyb råber til dyb ved dine vandfalds brusen, alle dine brændinger og bølger skyller hen over mig.“ — Sl. 42:8.

Måske er dette en beskrivelse af hvad der sker når sneen på Hermonbjerget smelter. Vandet falder i store kaskader og styrter ned i Jordanfloden, som svulmer op og bruser. Bølgerne synes næsten at råbe til hinanden. Denne udfoldelse af skaberværkets kræfter virkede stærkt på salmisten og mindede ham om at han selv var som oversvømmet af sorger og omgivet af bølger.

Nu udtrykker han igen sin tillid til den Allerhøjeste: „Sin miskundhed sender [Jehova] om dagen, hans sang er hos mig om natten, en bøn til mit livs Gud.“ (Sl. 42:9) Denne efterkommer af levitten Kora tvivler ikke på at Jehova vil lade sin miskundhed, sin omsorgsfulde medfølelse, komme aktivt til udtryk over for ham og befri ham. Da vil han kunne lovprise Jehova i sang og opsende takkebøn til ham.

Men salmisten kan alligevel ikke lade være med at tænke på den sørgelige situation han er i lige nu. Han fortsætter: „Jeg siger til Gud, min klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af fjender? Det er, som knustes mine ben, når fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig: ’Hvor er din Gud?’ Hvorfor er du nedbøjet, sjæl, hvi bruser du i mig?“ — Sl. 42:10-12a.

Salmisten betragter Jehova som en vældig klippe hvor man kan finde sikker tilflugt når man forfølges af fjenden, men han tænker alligevel over hvorfor han tilsyneladende er glemt. Gud har tilladt at han gik og følte sig sorgfuld og forladt, mens fjenden kunne juble over sine sejre. Salmisten fortæller at han føler sig forhånet på det grusomste. Så ondskabsfuld var spotten imod ham at ’det var som knustes hans ben’ som om hans eget legeme og dets knogler blev knust. Han spørger derfor igen hvorfor han føler sig så urolig i sit indre. Men han rokkes ikke i sin tro, for han slutter salmen med disse ord: „Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit åsyns frelse og min Gud!“ — Sl. 42:12b.

Hvad vi end måtte komme ud for, lad os da, ligesom salmisten, blive ved med at stole på Jehova Guds hjælp. Og lad os nære dyb værdsættelse af det åndelige fællesskab, i det omfang vi i dag er i stand til at nyde det sammen med andre.