Jahve. Heller ikke denne gang har Det danske Bibelselskab altså taget mod til sig og valgt at være tro mod den hebraiske tekst fremfor mod en sagligt ubegrundet oversættelsestradition.

Og så var det endda lige ved. I forordet oplyses det: „Efter forudgående aftale med Det danske Bibelselskab var det hensigten at gennemføre oversættelsen med anvendelse af det jødisk-hebraiske gudsnavn, Jahve, i stedet for at fortsætte den hidtidige oversættelsestradition, der omskriver navnet med HERREN. Det er en omskrivning, der hviler på den græske oversættelse, og som går tilbage til den skik hos oldtidens jøder, at man af ærefrygt ikke udtalte Guds navn. Men brugen af navnet Jahve er stødt på indvendinger, der i alt væsentligt er begrundet ud fra hensynet til dansk bibeltradition og forholdet til Det nye Testamente, og forsøget blev derfor opgivet. Til forskel fra tidligere dansk oversættelse skrives det dog Herren.“

Det er værd at se lidt nøjere på et par af disse punkter. At den praksis at omskrive gudsnavnet med HERREN hviler på den græske oversættelse (Septuaginta) fra cirka 200 f.v.t., er for så vidt rigtig nok, selv om det er mere korrekt at sige at den hviler på ret sene afskrifter af denne oversættelse, nemlig fra det fjerde og femte århundrede.b På dette tidspunkt videreførte Hieronymus denne praksis i sin latinske Vulgata-oversættelse. Og den har været holdt i hævd i så betydningsfulde oversættelser som den engelske King James Version fra 1611 (undtagen fire steder) og i danske autoriserede oversættelser fra 1550.

Men skal oversættere i dag være mere loyale over for en praksis der er grundlagt af græske og latinske mellemmænd end over for originalværket, som vi kender udmærket fra den masoretiske tekst og endnu tidligere hebraiske afskrifter?

Ikke alle danske bibeloversættere har følt sig bundet af „hensynet til dansk bibeltradition“. I 1847 brugte Chr. H. Kalkar navnet Jehova i sin oversættelse, og i 1910 brugte Fr. Buhl navnet Jahve i sin. I 1972 anbefalede en dansk præst, Oluf E. Paaske, i Kristeligt Dagblad (27. september 1972) en nyoversættelse af Det gamle Testamente og sagde i den forbindelse: „Skal man nu ikke vove at tage springet og skrive Jahve i stedet for Herren? Tidligere var jeg bange for, at det ville virke forkert på mange, men det er jeg ikke længere så sikker på. Samtaler med flere unge har givet mig det indtryk, at Jahve virker personligt, fortroligt og nært, mens Herren eller Gud virker stort og mere fjernt.“

At dømme efter forordet var det jo også aftalt mellem oversætterne og Det danske Bibelselskab at man skulle skrive Jahve, men traditionens vogtere har åbenbart haft held til at forpurre det gode forsæt, så meget endda at man er gået helt tilbage til at gøre som i 1871-oversættelsen og skrive „Herren“ (i stedet for „HERREN“), med det resultat at man mange steder ikke engang kan se at der skulle have stået noget andet. Som professor Sløk fra Århus skriver i sin anmeldelse af oversættelsen (Aarhuus Stiftstidende, 25. september 1977) kan dette føre til uheldige konsekvenser på steder som for eksempel i Salme 8, hvor vers 2 og 10 kommer til at begynde således: „Herre, vor herre.“ Ikke alene er det en løsning der „stammer i det med denne gentagelse af det helt monotone herre-herre“, som Johannes Sløk bemærker, men den samstemmer også dårligt med linjens fortsættelse, der lyder: „hvor dit navn er herligt over hele jorden!“ Hvilket navn? Ja, det ville stå læseren helt klart hvis man skrev som Buhl: „Jahve, vor Herre, hvor majestætisk er dit Navn over hele Jorden!“

Et sted hvor omskrivningen endnu tydeligere har uheldige konsekvenser er Salme 83:17-19: „Dæng dem til med skam, til de søger dit navn, Herre. De skal for altid beskæmmes og forfærdes, gøres til skamme og gå til grunde, til de forstår, at du alene — Herren er dit navn — er den højeste over hele jorden.“ Prøv i stedet for „Herren“ at læse „Jehova“, som navnet gengives i Kalkars oversættelse.

Overvej til slut stedet i Salme 91:14 hvor Gud siger om den der søger tilflugt hos ham: „Når han holder sig til mig, vil jeg redde ham. Jeg beskytter ham, for han kender mit navn.“ Salmisten lægger således stor vægt på at kende Guds navn, både dets ordlyd som han nævner to gange i denne salme, og dets betydning, hvad det står for.

Læs Salmernes bog

Man kan læse Salmernes bog som værende først og fremmest en ypperlig samling hebraisk poesi, sange der i tusinder af år har været brugt i privat og offentlig gudsdyrkelse, både af jøder og kristne. Den nye oversættelse vil gøre en sådan læsning til en stor nydelse med sit gode sprog og i sin smukke opsætning af salmerne som prosadigte.

Man kan også gå lidt dybere og læse Salmernes bog som en lang række personlige vidnesbyrd af troende mennesker: bønner, anråbelser, bekendelser, taksigelser og jubelsange, i hvilke vi kan aflæse hvordan de har levet, ikke uden skuffelser og sorger men altid i tro på Jehovas almagt og i tillid til hans frelse. I salme efter salme har David og andre, nogle navngivne, andre anonyme, givet udtryk for det nære forhold de havde til deres Gud og Skaber. Når vi læser deres ord i dag, ikke mindst i en så nutidig gengivelse som den vi her har fået, kan vi opleve hvor aktuelle disse salmer er, fordi vi er mennesker som de og fordi den Gud vi tror på, er den samme som de troede på.

Endelig kan man gøre Salmernes bog til genstand for et egentligt studium, idet man læser den som en del af Guds ord med et vigtigt læremæssigt og profetisk indhold. Da bliver bibellæseren til forskeren, sandhedssøgeren, som ikke er tilfreds med noget der lyder godt, men som vil vide nøjagtig besked. Han ved naturligvis at ingen enkelt oversættelse har patent på at være sand og på at ramme det helt rigtige og præcise udtryk hver gang. Ofte vil han rådføre sig med flere oversættelser når centrale steder skal belyses.

Tiden vil vise hvor værdifuld oversættelsen af 1977 vil være for den som i sit studium søger en klarere forståelse af Guds vilje og som i den kristne lærergerning ønsker at formidle denne forståelse til andre.

Josef ’kom ind for at gøre sin gerning’

Josef vidste at Potifars hustru var indtaget i ham, men han kunne ikke gøre meget for at undgå hende. Arkæologiske udgravninger viser at de ægyptiske huse var sådan indrettet at man måtte igennem det meste af huset for at komme ud til lagerrummene. Det var altså mens Josef udførte sit daglige arbejde at Potifars hustru prøvede at lokke ham til umoralitet. — 1 Mos. 39:7-15.