Flygt til det sande tilflugtssted under Riget
1. (a) Hvordan er den organisation der skildredes ved senneps„træet“ i Jesu lignelse blevet afsløret? (b) Hvordan har de fleste mennesker i kristenheden vist sig at svare til beskrivelsen i Esajas 6:8-10?
DEN organisation der skildredes ved træet der voksede op fra sennepsfrøet i Jesu lignelse, er blevet afsløret ved Jehovas kristne vidners verdensomspændende forkyndelse. (Matt. 13:31, 32) Det er forholdsvis få der er flygtet fra denne religiøse organisation, kristenheden, og som har søgt tilflugt under Guds messianske rige, der forkyndes af Jehovas kristne vidner. Ligesom profeten Esajas i det ottende århundrede før vor tidsregning gik ud til det jødiske folk, er disse vidner gået ud til folk i kristenheden, og gør det stadig; men hvilken åndelig tilstand har det vist sig at det overvældende flertal i kristenheden befinder sig i? Nøjagtig i den tilstand som profeten Esajas forudsagde: deres øjne er blinde, deres ører tunge og deres hjerter sløve, uimodtagelige for Rigets budskab. — Es. 6:8-10.
2. Hvor længe vil sådanne åndeligt syge mennesker få lov at blive i kristenheden?
2 Hvor længe vil disse få lov at forblive i denne åndeligt syge tilstand i kristenheden? Jehova har profetisk besvaret dette spørgsmål med de ord vi læser i Esajas 6:11-13. De vil blive der indtil kristenheden, det symbolske senneps„træ“, bliver udslettet i den forestående ’store trængsel’. — Matt. 24:21, 22. Se artiklen „Har du sagt: ’Her er jeg, send mig’?“ i Vagttårnet for 15. marts 1967.
3. Hvorfor har gudfrygtige mennesker søgt tilflugt under Guds oprettede messianske rige, og hvad er de således blevet ført ind i?
3 De gudfrygtige der allerede er flygtet fra den dødsdømte kristenhed har i lyset af Bibelens profetier undersøgt de begivenheder der har fundet sted i verden siden 1914. De har ikke lukket deres øjne, ører og hjerter, men ved at sammenholde Bibelen med verdensbegivenhederne er de kommet til forståelse af at Guds messianske rige i hans søn Jesu Kristi hånd blev oprettet i himmelen i dette krigsår. De har ikke søgt tilflugt under Folkeforbundet der er blevet kaldt „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“, og heller ikke under De forenede Nationer, der er blevet kaldt menneskehedens „sidste håb“. Tværtimod har de afvist disse synspunkter som præster i kristenheden har givet udtryk for, og er flygtet til Guds oprettede rige, som de har søgt tilflugt under. De er så at sige flygtet „til bjergene“ uden for farezonen før ’den store trængsel’ bryder løs. (Matt. 24:16-22) De er på denne måde kommet ind i et paradis af åndelig art, det paradis Jehova Gud har oprettet for sit genrejste folk siden 1919 som en opfyldelse af Bibelens genoprettelsesprofetier. — Es. 35:1-10; 65:17-25.
4, 5. (a) Hvordan beskrives i Esajas 32:1, 2, 17, 18 den fred og tryghed der råder i det åndelige paradis? (b) Hvem er i opfyldelsen de „fyrster“ som denne profeti nævner, og hvordan bidrager de til den fred der råder i dette paradis?
4 Den fred og sikkerhed som de nu oplever under det messianske rige er malende beskrevet i Esajas 32:1, 2, 17, 18: „Se, en konge skal herske med retfærd, fyrster styre med ret, hver af dem som læ imod storm og ly imod regnskyl, som bække i ørk, som en vældig klippes skygge i tørstende land. . . . retfærds frugt bliver fred og rettens vinding tryghed for evigt. Da bor mit folk i fredens hjem, i trygge boliger, sorgfri pauluner.“
5 De jordiske „fyrster“ der her er tale om er ikke „kirkefyrster“ i kristenheden. Det er de „ældste“, de udnævnte „tilsynsmænd“, i de mere end 38.000 menigheder som Jehovas udfriede og genrejste folk befinder sig i. Da de er direkte ansvarlige over for den himmelske konge, Jesus Messias, sørger de for at „styre med ret“ og at drage omsorg for hjorden med visdom. På denne måde bidrager de til den ro, fred, tryghed, sikkerhed og uforstyrrethed der råder i det åndelige paradis som Jehova har ført sine genrejste tilbedere ind i siden året 1919.
Under det kommende messianske tusindårsrige
6. Hvordan vil der lige fra begyndelsen være et åndeligt paradis i Guds nye orden på jorden, og hvilket arbejde ligger foran dem der befinder sig i dette paradis?
6 Ligesom arken, med Noa, hans familie og par af alle fugle og landdyr, blev ført sikkert gennem den verdensomspændende vandflod i 2370-2369 f.v.t., således vil det åndelige paradis under Jehovas beskyttelse blive ført sikkert igennem den kommende ’store trængsel’. Trofaste tilbedere af Jehova som forbliver i dette åndelige paradis, vil ligeledes blive beskyttet under denne trængsel, „en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. (Matt. 24:21, 22; Åb. 7:9-14) Derfor vil Guds retfærdige nye orden på jorden efter denne trængsel begynde med et åndeligt paradis som er „fuldt af [Jehovas] kundskab“ og beboet af hans trofaste tilbedere. (Es. 11:9) Foran den ’store skare’ overlevende, der svarer til Noas tre sønner og tre svigerdøtre, ligger nu arbejdet med at forskønne den bogstavelige jord og gøre den til et paradis, en Edens have der vil omspænde hele kloden. Således vil fremtidens beboede jord, under Jesu Kristi og hans 144.000 medkongers tusindårsrige, blive et helt bogstaveligt paradis. Jesus Kristus har selv givet løfte herom. — Luk. 23:43.
7, 8. (a) Hvem overlevede sammen med Noa og hans familie i arken? (b) Hvorfor gik Noas familie ikke ud af arken opfyldt af frygt for dyrene på jorden?
7 I 2369 f.v.t., da arken var landet på Ararats bjerg og Noa fik lov til at åbne døren, som Jehova Gud selv havde lukket, trådte han og hans familie ud i det fri. Men ikke kun de, for som Første Mosebog 8:19 siger: „Alle de vildtlevende dyr, alt kvæget, alle fuglene og alt krybet, der kryber på jorden, efter deres slægter, gik ud af arken.“ Disse skulle formere sig på jorden, ligesom menneskene der havde overlevet Vandfloden. — 1 Mos. 1:20-25.
8 Hvordan skulle forholdet være mellem disse lavere jordiske skabninger og mennesket? Det gav Gud til kende da han velsignede Noa og hans familie og sagde: „Frygt for eder og rædsel for eder skal være over alle jordens vildtlevende dyr og alle himmelens fugle og i alt, hvad jorden vrimler med, og i alle havets fisk; i eders hånd er de givet!“ (1 Mos. 9:1, 2) Menneskene gik altså ikke ud af arken med nogen skræmmende forestillinger om hvad de ville møde, heller ikke med nogen frygt for dyrene. De havde ikke næret nogen frygt for dyrene der havde været med i arken, hvor selv løven levede af planteføde, ligesom oksen.
9. Hvad tyder dette på at Gud vil gøre efter ’den store trængsel’, som en opfyldelse af hvad han gav Adam og Eva påbud om vedrørende den lavere dyreskabning på jorden?
9 Dette er uden tvivl et fingerpeg om forholdene på den fremtidige beboede jord. Sammen med de jordiske tilbedere af Jehova i deres åndelige paradis vil lavere jordiske skabninger blive bevaret til gavn og glæde for menneskene. Når den store trængsel er forbi vil Gud uden tvivl berolige sine tilbedere på jorden med hensyn til fiskene, fuglene og landdyrene. Den almægtige Skaber vil indgyde alle disse lavere jordiske skabninger frygt for mennesket, så de ikke gør det nogen fortræd. I overensstemmelse med Guds påbud til den første mand og kvinde, Adam og Eva, vil menneskene gøre sig til herre over og herske over alle disse lavere skabninger. De vil adlyde menneskene og ikke gøre dem nogen fortræd. — 1 Mos. 1:27, 28.
10. Er alle jordens dyr nu underlagt mennesket, og hvordan pegede David profetisk frem til den som de ville blive underlagt?
10 Over tretten hundrede år efter Vandfloden da kong David i Jerusalem skrev den ottende salme, var ikke alle de lavere jordiske skabninger underlagt mennesket i den forstand at de var tamme og ikke gjorde nogen fortræd. Men David pegede i denne salme profetisk frem til en som engang ville underlægge sig dem alle. David siger i salmen: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham? Du gjorde ham lidet ringere end Gud [de guddommelige, NW], med ære og herlighed kroned du ham; du satte ham over dine hænders værk, alt lagde du under hans fødder, småkvæg og okser til hobe, ja, markens vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, alt, hvad der farer ad havenes stier.“ — Sl. 8:4-9.
11. Hvem er det Gud har udpeget som den alt det jordiske skal være underlagt, og hvor får vi dette at vide?
11 Hvem er det Jehova Gud har udpeget til at være det „menneske“ som hele jorden skal være underlagt? Det siges der i det inspirerede brev til hebræerne, kapitel 2, versene 5-9: „Det er ikke engle han har underlagt den kommende beboede jord, som vi taler om. Men en har et sted vidnet og sagt: ’Hvad er et menneske at du husker ham, eller en menneskesøn at du tager dig af ham? Du gjorde ham lidt ringere end engle; med herlighed og ære kronede du ham, og du satte ham over dine hænders værker. Alle ting lagde du under hans fødder.’ For idet Gud lagde alle ting under ham, udelod han intet som ikke er ham underlagt. Nu ser vi dog endnu ikke alle ting underlagt ham; men Jesus, som var blevet gjort lidt ringere end engle, ser vi kronet med herlighed og ære for at have lidt døden, for at det ved Guds ufortjente godhed kunne være for ethvert menneske han smagte døden.“
12. Hvilke skabninger vil også være underlagt Jesus på „den kommende beboede jord“?
12 Det vil sige at når den store trængsel er forbi og Satan Djævelen og hans dæmoner er blevet bundet og kastet i afgrunden, vil „den kommende beboede jord“ være underlagt Jesus Messias. Dette vil også omfatte alt hvad der er på jorden, deriblandt „småkvæg og okser til hobe, ja, markens vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, alt, hvad der farer ad havenes stier“. (Sl. 8:8, 9) Til „markens vilde dyr“ hører alle de vildtlevende dyr som på nuværende tidspunkt er farlige for mennesket, for eksempel løven, bjørnen, leoparden, brilleslangen og andre slanger. Til „alt, hvad der farer ad havenes stier“ hører også piratfisk, hajer og spækhuggere.
13. Hvordan vil Jesus Kristus, der nu er herliggjort i himmelen, vise at alle disse lavere jordiske skabninger er underlagt ham på „den kommende beboede jord“?
13 Jesus Messias, der nu er kronet med herlighed og ære i himmelen, har ikke mistet sin magt over de vilde og utæmmede dyr. (Mark. 1:13; 11:2-7) Han vil vise at disse skabninger, der i øjeblikket er farlige, er underlagt ham. Hvordan? Ved at sørge for at de bliver underlagt den ’store skare’ der overlever trængselen og arver det jordiske paradis under Guds nye orden. De dyr som i dag er farlige og rovgriske vilddyr, vil blive gjort til fredelige dyr der ikke gør Jehova Guds jordiske tilbedere fortræd. Det fredelige forhold mellem dyr og mennesker som da vil råde, vil svare til beskrivelsen i Esajas 11:6-9, der allerede har fået sin opfyldelse på det åndelige paradis som Jehovas kristne vidner befinder sig i.
14. Hvorfor vil de genløste døde ikke have noget at frygte når de kommer frem på „den kommende beboede jord“?
14 Således vil Skaberens oprindelige hensigt — at hele den jordiske dyreskabning skulle være underlagt den fuldkomne menneskeslægt i en jordomspændende Edens have — blive opfyldt. Der vil herske fred og tryghed i dette paradis. De genløste døde som bliver bragt frem af gravene på denne „kommende beboede jord“ vil ikke have noget at frygte. (Apg. 24:15; Joh. 5:28, 29; Åb. 20:11-14) Den „brølende løve“, Satan Djævelen, og hans dæmoner vil ikke være der. Den herliggjorte „menneskesøn“ vil fra himmelen sørge for at der hersker fred mellem menneskene indbyrdes, mellem mennesker og dyr og mellem dyrene indbyrdes. Da „lærer de, som bor på jorderig, retfærd“, og virkningen heraf på hele jorden vil være fred, ro, tryghed og sikkerhed. (Es. 26:9; 32:17, 18) Hvor skønt det bliver for menneskene at leve på jorden, at kunne bo for evigt i deres paradisiske hjem! Og det vil alt sammen ske fordi „den kommende beboede jord“ vil være underlagt det sande „himlenes rige“. — Matt. 4:17; 5:3, 10.
15. Hvad er det nu vor forret at gøre for de mennesker der er i fare på grund af den umiddelbart forestående ’store trængsel’?
15 Det er dette „himlenes rige“ det nu er vor forret at forkynde jorden over. Vi der allerede har søgt tilflugt under dette rige, ønsker også at andre skal opnå sikkerhed og tryghed i denne trængselstid for verden. Den største af alle trængsler ligger umiddelbart forude. Lad os da, i betragtning heraf, fortsætte med at lede alle som ønsker at høre og lære, til det sande messianske „himlenes rige“ og hjælpe dem til at søge tilflugt under dette. Deres frelse og udfrielse under den største af alle trængsler vil afhænge heraf!