Kapitel 7

Trænger de døde til din hjælp?

„AT TJENE dem der nu er døde som om de var i live,“ siger et gammelt kinesisk ordsprog, „er den højeste form for sønlig pietet.“ Hvis de døde virkelig lever videre på et andet plan og kan få gavn af de overlevendes tjeneste her på jorden, ville det være kærligt at vise dem denne omsorg.

Naturligvis er der mange der blot mekanisk holder de gamle traditioner, skønt de ikke virkelig tror på et fortsat liv efter døden. Men andre er overbevist om at de døde har brug for deres hjælp.

Millioner af mennesker i store dele af Asien og Afrika tror at de i hele deres liv bør hylde og ære de døde forfædre. Foran deres afdøde slægtninges slægtstavler brænder de røgelse, beder, anbringer blomster og stiller endog mad frem. De tror at en sådan pietet hjælper de døde til at få et godt liv i den næste tilværelse og forebygger at de bliver fjendtligsindede ånder.

Det er især i forbindelse med sørgetiden og begravelsen at de efterladte gør sig kostbare anstrengelser for at hjælpe de afdøde. Følgende traditionelle handlinger blev i orienten udført efter at en kendt regeringsrådgiver var død:

Buddhistpræster tog sig af ritualerne. Fyrværkeri blev brændt af for at jage onde ånder bort. Rispapir med bønner blev brændt i den tro at det ville gavne den døde mands ånd. Mad, drikke og tobak blev anbragt nær liget så at ånden kunne nyde disse ting så snart den havde lyst til det.

Derefter blev liget anbragt i en kiste som forblev i et rum i kapellet i niogfyrre dage. I seks dage sørgede den ældste søn der. På den syvende dag kom han hjem for at sove, tage bad og skifte tøj. Perioden på seks dage med sorg og en dag med hvile blev gentaget til alle niogfyrre dage var gået. Praktisk talt uden afbrydelse blev der i hele perioden afbrændt fyrværkeri, mens der blev spillet på fløjter, trommer og larmende bækkener alle døgnets timer.

På den niogfyrretyvende dag fandt den imponerende begravelsesmarch sted. Orkestre spillede. Langs ruten blev fyrværkeri, der var anbragt på telefonpæle, lysmaster og træer, brændt af. Mad, drikke og tobak blev anbragt på altre, og papir med bønner, såvel som røgelsespinde blev brændt i de små helligdomme der var opstillet langs ruten. Flade vogne med figurer af papir, flitterguld og bambus gjorde optoget endnu mere farverigt. Mange af de sørgende bar papirlamper, og formålet med disse lamper var at oplyse vejen for den døde mands ånd. Ved graven blev de smukke papirfigurer, der forestillede slotte, flyvemaskiner, skibe, hære, tjenere og meget andet, brændt.

Når det drejer sig om mindre kendte personer som ikke er så velhavende, følges samme fremgangsmåde, blot i mindre målestok. For eksempel brændes der færre og mindre kunstfærdige papirfigurer.

Det er troen på skærsilden der ligger til grund for afbrændingen af sådanne figurer af papir. Efter et menneskes død tror man at ånden vandrer om i skærsilden i to år og har brug for hjælp for at komme til himmelen. De ofre der bringes i form af papirfigurerne skal vise at den døde har ført et godt liv og har alt hvad han behøver for at kunne leve i den næste verden. Når det er sådan, tror mange kinesere, vil hans ånd blive udfriet fra skærsilden noget tidligere.

Hvad mener du om sådanne indviklede og kostbare ceremonier? Ville du tage del i dem eller i lignende skikke? Hvis du ville det, hvorfor da?

Hvis du tror at de døde har brug for din hjælp, hvilket bevis har du da for at der er noget bevidst som overlever legemets død? Hvad overbeviser dig om at de midler der bruges for at hjælpe de døde, virker? Hvordan kan man for eksempel bevise at papirlamperne oplyser vejen for en ånd, at fyrværkeriet jager de onde ånder bort, og at de brændte papirfigurer kan hjælpe den afdødes ånd til at få adgang til himmelens salighed? Hvilket grundlag er der for at tro at sådanne ting virkelig hjælper de afdødes ånder?

Måske de religiøse ceremonier der udføres til gavn for de døde er helt anderledes dér hvor du bor, men er der nogen der til din tilfredshed kan bevise at det der gøres medfører gode resultater?

Det er også værd at overveje hvor megen retfærdighed og rimelighed der er i disse bestræbelser for at hjælpe de døde. De der er meget rige kan naturligvis købe langt mere fyrværkeri, mange flere papirfigurer eller andet som menes at hjælpe de døde. Men hvad med den fattige? Han har måske ført et godt liv, men han er dårligt stillet hvis ingen gør noget efter hans død. Og den fattige der køber noget for at hjælpe de døde, mærker dette som en tung økonomisk byrde mens den rige kun berøres lidt.

Hvad mener du om en sådan åbenbar partiskhed? Føler du dig tiltrukket af en gud der begunstiger de rige fremfor de fattige uden at tage hensyn til hvad de er som mennesker? Bibelens Gud viser ikke en sådan partiskhed. Om ham siger Bibelen: „Der er ikke partiskhed hos Gud.“ — Romerne 2:11.

Antag nu at et menneske får øjnene op for at de religiøse ceremonier der skulle være til gavn for de døde, er fuldstændig værdiløse og ude af harmoni med den upartiske Guds vilje. Ville det nu være fornuftigt af ham at tage del i dem, blot for traditionens skyld og for at undgå at skille sig ud fra sine naboer? Er det fornuftigt at støtte religiøse ceremonier som man betragter som bedrag? Er det rigtigt at gå med til noget som begunstiger de rige og lægger byrder på de fattige?

KRISTENHEDENS TRO PÅ SKÆRSILDEN

Den tro at de døde har brug for hjælp for at komme ud af skærsilden er ikke begrænset til ikke-kristne religioner. New Catholic Encyclopedia siger:

„Sjælene i skærsilden kan hjælpes gennem fromme gerninger som bønner, køb af afladsbreve, almisser, faste og ofre. . . . Selv om man ikke kan diktere at Gud skal lade ens gerningers sonende værdi komme de fattige sjæle til gode, kan man sandelig håbe at Gud vil høre ens bønner og hjælpe de lidende medlemmer af kirken.“

Hvor stærk en garanti har man for at sådanne bestræbelser gavner? Det citerede leksikon fortsætter:

„Om disse gode gerninger bringes i anvendelse afhænger af ens bønner til Gud, og derfor er der ikke nogen absolut vished for at ens bønner hjælper én bestemt sjæl i skærsilden, eller en hvilken som helst af dem, her og nu. Men Guds barmhjertighed og kærlighed over for sjælene i skærsilden vil, da de allerede står ham nær, ganske afgjort bevæge ham til at fremskynde deres udfrielse fra renselsesperioden når de troende på jorden opsender deres bønner om dette.“

Der gives således ingen virkelig forsikring om at det man gør til gavn for dem man tror er i skærsilden, virkelig udretter noget. Der er heller intet grundlag for at give en sådan forsikring, for Bibelen gør det ikke. Den indeholder end ikke ordet „skærsild“. New Catholic Encyclopedia siger rent ud: „Når alt kommer til alt, er det katolske dogme om skærsilden grundlagt på traditionen, ikke på Den hellige Skrift.“ — Bind 11, side 1034.

Det er sandt at en tradition ikke nødvendigvis er dårlig. Men denne bestemte tradition er ikke i harmoni med Guds ord. Bibelen lærer ikke at „sjælen“ lever videre efter legemets død. Derfor kan den naturligvis ikke gennemgå en renselsesperiode i skærsilden. De ord Jesus Kristus udtalte til de jødiske religiøse ledere kan derfor med rette henvendes til dem der lærer dogmet om skærsilden: „Således har I gjort Guds ord ugyldigt på grund af jeres tradition. I hyklere! Esajas har træffende profeteret om jer da han sagde: ’Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig. Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud.’“ — Mattæus 15:6-9.

Betragt nu også, i lyset af hvad Bibelen lærer, de midler der bruges for at hjælpe dem der er i skærsilden. Som bemærket i New Catholic Encyclopedia er bøn en af de fromme gerninger som siges at kunne hjælpe sjælene i skærsilden. Om sådanne bønner siger brochuren Assist the Souls in Purgatory (Hjælp sjælene i skærsilden), udgivet af Benediktinerklosteret for Den evige Tilbedelse:

„En kort og inderlig bøn er ofte af større værdi for de arme sjæle end en langtrukken andagt uden medleven. Utallige er de korte bønner der har form som et udbrud og som kirken skænker aflad for, og de kan alle bruges til gavn for de arme sjæle. . . . Hvor let kan vi ikke mangfoldiggøre disse små brændende bønner som vi opsender i dagens løb mens vi går fra hverv til hverv, og endog mens vore hænder er travlt optaget af arbejde! . . . Hvor mange sjæle kunne vi ikke skaffe lindring eller udfrielse fra skærsilden hvis vi ofte i løbet af dagen bad denne korte afladsbøn som kirken har for de henfarne: ’Giv dem evig hvile, o Herre, og lad vedvarende lys skinne på dem. Måtte de hvile i fred. Amen.’ (Aflad i 300 dage hver gang. ’Manual of Indulgences’ [Håndbog om Aflad], 582.) Hvis vi med inderlig fromhed gentager de hellige navne ’Jesus, Maria, Josef’ opnås syv års aflad hver gang.“

Forekommer det dig ikke mærkeligt at det at gentage tre navne skulle være otte gange så virkningsfuldt som en betydelig længere bøn der består af nitten ord? Og bryder Gud sig om at en bøn fremsiges igen og igen? Om dette har Jesus Kristus sagt: „Når I beder, da sig ikke det samme igen og igen, som folk fra nationerne gør, for de mener at de bliver bønhørt fordi de bruger mange ord. I må altså ikke blive ligesom de.“ — Mattæus 6:7, 8.

I stedet for at fremsige udenadlærte sætninger igen og igen, opmuntrer Bibelen os til i vore bønner at sige hvad der ligger os på hjerte.

Man må ikke overse den rolle som penge spiller i forbindelse med dogmet om skærsilden. Det bliver måske fremført at kirken ikke har læren fordi den er interesseret i at få penge. Men det ændrer dog ikke det faktum at de religiøse samfund der holder fast ved dogmet om skærsilden, med glæde modtager pengebidrag. Ingen er nogen sinde blevet kritiseret af kirken fordi de prøver at købe sig selv eller andre ud af skærsilden. Ingen har nogen sinde af kirken fået det råd at det ville være bedre at bruge de begrænsede midler man havde, til livsfornødenheder. I århundreder har rige såvel som fattige fyldt de religiøse samfunds pengekister i håb om derved at få reduceret den tid de selv eller deres kære skulle opholde sig i skærsilden. Forfatteren Corliss Lamont skriver i sin bog The Illusion of Immortality (Udødelighedens illusion):

„De religiøse ceremonier der har tilknytning til de døde, har betydet en umådelig rigdom for kirken. Dette har især været tilfældet i den romersk-katolske kirke og i den østlige, ortodokse kirke, hvor man lægger megen vægt på messer, bønner og andre tjenester til gavn for de døde, de døende og alle dem der overhovedet bekymrer sig om deres fremtidige tilstand.

Siden middelalderens begyndelse har den katolske kirke, alene ved at sælge afladsbreve, tilegnet sig vældige summer fra både rige og fattige. Disse afladsbreve, som kan købes for penge, almisser eller andre former for gaver, udvirker at ens egen sjæl eller en afdød slægtnings eller vens sjæl bliver sparet for hele eller en del af sin tilmålte straf i skærsilden. . . . I Rusland samlede den ortodokse kirke sig enorme rigdomme ved lignende forbønner for de døde. Foruden den stadige indtægt fra arbejdere og bønder der var ivrige efter at mildne den guddommelige gengældelse, skænkede mange medlemmer af adelstanden og overklassen pengesummer til klostre og kirker på betingelse af at der daglig blev bedt bønner for deres henfarne sjæle.“

Hvis det var sandt at sådanne materielle gaver gavnede de døde, ville det betyde at Gud var interesseret i penge. Men han behøver ingens penge eller andre materielle ejendele. Gennem den inspirerede salmist siger Gud: „Jeg tager ej tyre fra dit hus eller bukke fra dine stalde; thi mig tilhører alt skovens vildt, dyrene på de tusinde bjerge; jeg kender alle bjergenes fugle, har rede på markens vrimmel. Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er jorderig og dets fylde!“ — Salme 50:9-12.

Nej, alverdens rigdomme kan ikke hjælpe en død. Penge og materielle ejendele kan ikke engang frelse ham fra at dø. Som Bibelen siger: „De, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom? Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum — prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det — så han kunne blive i live og aldrig få graven at se.“ — Salme 49:7-10.

Der kan ikke være nogen tvivl om at det er ubibelsk at prøve at hjælpe de døde. Den lære at de døde kan hjælpes af de levende har kun lagt en tung byrde på folk. Kundskab fra Guds ord, derimod, befrier en for denne falske idé. Dette kan give os en virkelig tilskyndelse til, mens vore slægtninge endnu er i live, at gøre vort bedste for at få dem til at føle at der er brug for dem, at de er elskede og ønskede. Når de er døde er det for sent at prøve at indhente hvad man har forsømt med hensyn til at vise godhed og omsorg.

[Illustration på side 64]

Et taoistisk ritual som skal udfri sjælen fra skærsilden

[Illustration på side 65]

Et katolsk ritual som skal hjælpe sjælene i skærsilden