’Kast din byrde på Jehova’ — hvordan?

DAVID, den kendte konge over Israels tolvstammerige i fortiden, gav os denne opfordring: „Kast din byrde på [Jehova], så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i evighed rokkes.“ — Salme 55:23.

Hvorfor gør det denne vejledning særlig betimelig at den kommer fra kong David? Og hvordan kan man følge den?

David havde oplevet mangt og meget i den tid han havde tjent Jehova Gud. Som ganske ung dræbte han en løve, en bjørn og kæmpen Goliat. David udmærkede sig inden for krigsførelse, og udvidede det gamle Israels grænser så langt som Gud havde fastsat. Desuden var han uforlignelig til at komponere musik og skrive salmer. David smagte imidlertid ikke kun glæden ved fremgang og lykke, men også angerens og modgangens plager. — 1 Samuel 16:18; 17:34-36; 18:7.

Hvorfor David ’kastede sin byrde på Jehova’

Da David sagde „kast din byrde på [Jehova]“, var det først og fremmest sig selv han henvendte sig til. Hvordan kan man sige det? Jo, det fremgår af sammenhængen at David skrev denne salme på et tidspunkt hvor hans stilling som konge var så usikker som nogen sinde. Det var dengang det næsten lykkedes hans ærgerrige søn Absalom at vriste tronen fra sin fader.

De indledende ord i Salme 55 viser tydeligt hvor fortvivlet David var: „Lyt, o Gud, til min bøn, skjul dig ej for min tryglen, lån mig øre og svar mig, jeg vånder mig i klage.“ I endnu seks vers fortsætter han denne tankerække.

Hvorfor var David så fortvivlet? På grund af sine fjender. I de følgende vers beder han Gud gribe ind over for hans fjender, og han nævner specielt en ven der havde forrådt ham. Denne „ven“ var uden tvivl Akitofel, om hvem man med rette kunne sige: „Det var ikke en fjende, som håned mig — . . . men du, . . . en ven og fortrolig, og det skønt vi delte samværets sødme, vandred endrægtelig i Guds hus.“ — Versene 13-15.

Efter at have beskrevet sine følelser og grunden til dem, siger David blandt andet om sin tillid til Jehova: „Jeg, jeg råber til Gud, og [Jehova] vil frelse mig.“ (Vers 17) David råder dernæst sig selv til at ’kaste sin byrde på Jehova, og slutter salmen ved endnu en gang at give udtryk for sin tillid til den Allerhøjeste: „Du, o Gud, nedstyrt dem i gravens dyb . . . Men jeg, jeg stoler på dig!“ Og Davids ord viste sig at være sande. Hans ærgerrige søn Absalom og hans bedrageriske rådgiver Akitofel døde begge i utide, hvorimod David fortsatte med at regere som Guds salvede konge. — Versene 23, 24.

Byrder eller ansvar

Før vi overvejer hvordan vi kan følge Davids guddommeligt inspirerede råd om at kaste vore byrder på Jehova, vil det være på sin plads at lægge mærke til at der er nogle ansvarsbyrder som det påhviler os selv at bære. Den kristne apostel Paulus skrev: „Enhver skal . . . bære sin egen ansvarsbyrde.“ (Galaterne 6:5) Disse ’ansvarsbyrder’ er de ansvar vi har som ægtemænd, hustruer, forældre, børn, ansatte, Jehovas vidner, eller for eksempel udnævnte ældste i den kristne menighed. Vi kan ikke ansvarsløst overlade sådanne byrder helt og holdent til Jehova; dem må vi villigt bære selv. Det samme er tilfældet med hensyn til at træffe beslutninger. Guds ord giver os regler og principper, men vi må selv overføre dem på de problemer vi kommer ud for. Naturligvis både kan og bør vi bede Gud om visdom og styrke og om hans hellige ånd som en hjælp til at bære disse byrder, men vi bør ikke forsøge at blive fri for dem.

Hvad er det da for byrder vi kan kaste på Jehova? Det kan være bekymringer, ærgrelser, skuffelser og frygt for fremtiden. Alt det kom David ud for. Det omfatter også de byrder der skyldes vore svagheder og fejl. Apostelen Peters ord viser os at det er disse byrder vi skal kaste på Jehova: „Kast . . . al jeres bekymring på ham.“ Hvorfor? „For han tager sig af jer.“ — 1 Peter 5:6, 7.

Jesus Kristus gav en lignende vejledning i sin bjergprædiken. Hvordan det? Jo, han sagde ikke blot til os at vi skulle holde op med at nære bekymring med hensyn til hvad vi skal spise, drikke og tage på, han forklarede os også hvorfor vi ikke bør være bekymrede. Han forsikrede os: „Når Gud . . . klæder markens planter, . . . vil han da ikke langt snarere sørge for tøj til jer, I småttroende? . . . Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette.“ — Mattæus 6:25-32.

I bøn

Men hvordan skal vi bære os ad med at ’kaste vor byrde på Jehova’? En måde at gøre det på er ved regelmæssigt at vende sig til ham i bøn. Er det ikke sandt at en af de byrder vi daglig må bære, er bevidstheden om at være kommet til kort over for Guds retfærdige principper? Jo, sådan er det, men hvis vi vender os til Gud i bøn, vil denne byrde blive taget fra os. Det viste Jesus i lignelsen om skatteopkræveren der på grund af sin ydmyge og oprigtige bøn om at Gud måtte være nådig imod ham, blev kendt mere retfærdig end en hyklerisk farisæer. Med andre ord, skatteopkræveren blev ved sin bøn befriet for sin byrde. Et advarende ord er imidlertid på sin plads: Alt afhængig af vor åndelige tilstand, alvoren af vor synd og graden af vor skyldfølelse, kan det være nødvendigt at bede andre om hjælp, for eksempel menighedens ældste, for at blive fri for en byrde. — Lukas 18:9-14; Galaterne 6:2; Jakob 5:14-16.

Hvis vore bønner skal kunne hjælpe os med at kaste vore byrder på Jehova, må vi være helt oprigtige og bede til ham i alvor. Det er derfor vi tilskyndes: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse.“ Det vil bidrage til at aflaste os, for så vil „Guds fred, som overgår al forstand, . . . beskytte jeres hjerter og jeres sind“. — Filipperne 4:6, 7.

Læg mærke til at Paulus nævner både bøn og anråbelse. Hvad er anråbelse? Det er stærke, inderlige bønner. Det vil sige at vi må bede til Gud af hjertet, vore bønner må være indtrængende, dybtfølte, varme og oprigtige, hvis det skal lykkes os at ’kaste vor byrde på Jehova’.

Hvis vore bønner er oprigtige, vil vi også være vedholdende i bønnen. Efter at have fortalt en lignelse der viser hvor vigtigt det er at være vedholdende i bøn tilskyndede vor Herre, Jesus Kristus: „Jeg [siger] jer: Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer. For enhver der beder, får, og enhver der søger, finder, og for enhver der banker på, vil der blive lukket op.“ (Lukas 11:2-10) Ja, bliv ved med at bede, at søge og at banke på, og vor himmelske Fader vil overtage de byrder som det er på sin plads at vi kaster på ham.

Tro og gerninger

For vore bønner, som for enhver anden del af vor kristne livsform og tjeneste, gælder dette princip: „Lad det gå jer efter jeres tro.“ (Mattæus 9:29) Vi må have en tro der behager Gud. Ikke alene bør vi af hele vort hjerte tro at han er til, vi må også have tillid til at han belønner dem der oprigtigt søger ham. (Hebræerne 11:6) Vi må tro på at Gud vil høre os.

For at få en sådan stærk tro, må vi nødvendigvis studere Bibelen. Vi bør stræbe efter hver dag at læse i den og i kristen litteratur der er baseret på den. Man kan let glemme Bibelens tilskyndelse og dens vidunderlige løfter. Hele tiden bliver vi bestormet med indtryk fra verdens side. Men kun ved regelmæssigt at læse i Guds ord kan vi lære ham godt at kende, lære om hans vidunderlige egenskaber og hvordan han handler med sine jordiske tjenere. Bibelen viser tydeligt hvilken kærlig omsorg Jehova nærer for sit folk. Igen og igen læser vi om hvordan han har besvaret sine tjeneres bønner. (1 Mosebog 20:17; Apostelgerninger 12:5, 17) Glem aldrig at Jehova er ’den som hører bønner’, den vi altid kan stole på. — Salme 65:2.

På mere end én måde er det til gavn for os at lære skriftsteder udenad, og navnlig dem der forsikrer os om Guds kærlige omsorg for os, for eksempel dem der citeres ovenfor, og nogle af salmerne, såsom Salme 23 og 103. På hvilken bedre måde kunne vi beskæftige sindet og jage distraherende tanker bort end ved at lære en del af Guds ord udenad! Selv når vi af en eller anden grund ikke har mulighed for at læse i Bibelen, kan vi hente kraft og styrke fra Guds ord ved at dvæle ved bibelske skriftsteder. Vi kan for eksempel meditere over Skrifterne hvis vi ikke kan sove om natten. (Se Salme 63:7.) Alt dette hjælper os i sandhed til at ’kaste vor byrde på Jehova’.

Vi må gøre vor del til at kaste vor byrde på Jehova. Husk at ’troen er død uden gerninger’. (Jakob 2:26) Det gav Jesus også udtryk for i Bjergprædikenen, for efter at have rådet os til ikke at være bekymrede men have tro på Guds omsorg, formanede han: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ Følger vi det råd, vil det hjælpe os til at undgå ængstelse og bekymring. — Mattæus 6:33.

Det vil også være en hjælp for os at lære at beherske vore tanker. Måske er vi kommet i vane med at tænke negativt. Når vi oprigtigt har bedt til Jehova og kastet vore bekymringer på ham, bør vi lade dem blive dér, i stedet for fortsat at gå og spekulere over dem. Vi bør også søge at beherske vore ord og handlinger. Vi må gøre fremskridt og ikke blive ved med at gøre de samme fejl igen og igen, som om vi ’gik i ring’. Lad os i stedet efterligne apostelen Paulus og ’banke løs på vort legeme og behandle det som en træl’. Vi må også følge det råd Jesus gav: „Hold jer til stadighed vågne og bed fortsat,“ for „ånden er . . . ivrig, men kødet er svagt“. — 1 Korinter 9:27; Mattæus 26:41.

Hvordan kan vi så ’kaste vor byrde på Jehova’? Ved oprigtigt at være vedholdende i bønnen, ved regelmæssigt at hente næring fra Guds ord, ved at søge Guds rige først og ved at udøve selvdisciplin. Gør vi det, vil Jehova også opfylde sit løfte om at sørge for os og aldrig lade os rokkes.