hans vigtigste mål er at forblive en godkendt tjener for den almægtige Gud. Modstandens hede får ham ikke til at opgive sit mål. Han sejrer og godkendes af Jehova Gud.

Helt anderledes er det med de onde eller gudløse! De synes måske at have fremgang for en tid, men deres tryghed varer ikke ved. Salmisten fortsætter: „De gudløse derimod er som avner, vinden bortvejrer. Derfor består de gudløse ikke i dommen og syndere ej i retfærdiges menighed. Thi [Jehova] kender retfærdiges vej, men gudløses vej brydes af.“ — Sl. 1:4-6.

De gudløse kan altså ikke være mere sikre på at bestå end avnerne når kornet renses. Avnerne blæses bort, mens de tungere kerner falder ned på jorden. De retfærdige vil også bestå, mens de gudløse blæses bort som værdiløse avner. Når de gudløse kommer under dom vil de simpelt hen ikke kunne opnå godkendelse, men bliver forkastet. De hører ikke til blandt retfærdige. De der anses for syndere vil ikke få lov til at være i de retfærdiges menighed, selv om de gør krav på det.

Grunden til at de gudløse ikke skal bestå og ikke skal regnes blandt de retsindige, er at Jehova Gud „kender retfærdiges vej“. Ja, den Almægtige giver de retfærdiges livsførelse godkendelsens stempel og belønner dem. Retfærdiges vej vil derfor bestå til evig tid, mens gudløses vej brydes af. Eftersom de gudløse forsvinder, hører deres „vej“, deres livsførelse, op.

Den første salme tilskynder os i sandhed til at glæde os over Guds lov, at have lyst til den, og samtidig at undgå fortroligt venskab med dem der ikke virkelig elsker Gud. Lever vi efter dette, bliver vi ikke blot lykkelige nogle få år men for evigt, som Jehova Guds trofaste tjenere.

Spørgsmål fra læserne

● Citerede Paulus i Første Korinterbrev 2:9 fra en apokryfisk bog?

Nej, det er der ingen grund til at tro.

Skriftstedet lyder: „Men som der står skrevet: ’Hvad øjet ikke har set og øret ikke har hørt og menneskehjertet ikke har fundet på, det har Gud beredt dem der elsker ham.’“

Det lader til at Paulus citerede fra Esajas 64:3. Hans ord stemmer dog ikke nøjagtigt med ordlyden i Esajas 64:3, hverken i den hebraiske grundtekst eller i den græske Septuaginta-oversættelse. Derfor har nogle kommentatorer været inde på at Paulus sikkert citerede fra de apokryfiske (ikke-kanoniske) bøger der kaldes „Elias’ apokalypse“ og „Esajas’ himmelfart“, eftersom de begge indeholder samme udtalelse som Første Korinterbrev 2:9. Der er imidlertid flere ting som taler imod denne slutning.

Ingen af de kristne græske bibelskribenter citerede nogen sinde fra sådanne værker når de brugte vendingen: „Der står skrevet . . .“ Desuden kan det ikke afgøres med sikkerhed hvornår de nævnte apokryfiske bøger blev skrevet. Og selv om de blev affattet ret tidligt, kan nogen senere have indføjet disse ord fra Paulus’ brev, sådan som man også senere redigerede og ændrede andre apokryfiske værker.

● Hvad mente Job med at sige at han havde sluttet en pagt med sit øje om ikke at se på en jomfru?

Udtalelsen er fra Job 31:1, hvor der står: „Jeg slutted en pagt med mit øje om ikke at se på en jomfru.“ Job hentydede til at han var besluttet på at bevare sin integritet over for Gud, og at han derfor havde bestemt sig til ikke at se med begær på nogen anden kvinde end sin hustru.

Job og hans hustru havde fået en del børn. De havde været gift i en årrække, og på trods af en vanskelig periode, hvor hun havde opfordret ham til at forbande Gud og dø, var han trofast mod hende. (Job 2:9, 10) Der er intet som tyder på at han nogen sinde tog sig flere hustruer eller blot legede med tanken om at pleje kønslig omgang med yngre kvinder, jomfruer. — Job 19:17.

Job erkendte åbenbart at umoralitet ofte begynder med at man ser med begær på en af det modsatte køn, hvilket skaber et ønske i