„Når Gud står op, da splittes hans fjender“
„Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans avindsmænd flyr for hans åsyn.“ — Sl. 68:2.
1, 2. Hvem er Guds fjender, nogle af dem uden at vide det?
GUD har sine fjender! Millioner af mennesker i dag er fjendtligt indstillet over for selve tanken om at der er en Gud, én som er højere og mægtigere end alle andre, et guddommeligt Væsen som er uden begyndelse og uden afslutning, som er himmelens, jordens og menneskets Skaber, én som alle fornuftbegavede skabninger på jorden er ansvarlige over for og fuldstændig afhængige af.
2 Andre igen foregiver at tilbede Gud men er i virkeligheden hans fjender, måske hans værste fjender fordi de giver et forkert billede af ham, er religiøse hyklere. Som en der elskede Gud, sagde for længe siden: „Offentligt erklærer de at de kender Gud, men ved deres gerninger fornægter de ham, fordi de er afskyelige og ulydige og uduelige til enhver god gerning.“ (Tit. 1:16, NW) Millioner andre er Guds fjender uden at vide det, ikke fordi de tilbeder falske guder, men fordi de er denne verdens venner: „Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ (Jak. 4:4) Det er hævet over enhver tvivl at Gud har sine fjender, ulykkeligvis for fjenderne!
3. (a) I hvilken udstrækning vil Jehova nu rejse sig mod sine fjender? (b) Hvad er det hans hensigt at gøre, som udtalt i Esajas 28:21, og hvad skulle det få fjenderne til at tænke på?
3 Tiden er nu kommet til at Gud vil rejse sig mod sine fjender på jorden og med ét slag fjerne dem alle. I historien finder vi beretninger om hvordan Gud i forgangne tider har rejst sig mod sine fjender og befriet sig for deres modstand. Men ifølge sin erklærede hensigt vil han rejse sig for at befri jorden for sine fjender nu i tiden med ét stort, altomfattende slag, hvorfra ingen vil undslippe. Han har ikke glemt sin erklærede hensigt, selv om den blev udtalt for 2700 år siden: „Som på Perazims bjerg vil [Jehova] stå op, som i Gibeons dal vil han vise sin vrede for at gøre sin gerning — en underlig gerning, og øve sit værk — et sælsomt værk.“ (Es. 28:21) Historien fortæller hvad der skete ved Perazim dengang, og det skulle være nok til at få Jehovas fjender nu i tiden til at tænke på hvordan hans ødelæggende kræfter vil vælde frem som en flodbølge og feje dem og deres afguder bort.
4, 5. (a) Hvem var vidne til det der skete ved Perazim og Gibeon, og hvad skulle denne gøre over for Guds fjender i hele landet? (b) Hvad bad han om i Salme 68:2-4 i forbindelse med fjenderne og de retfærdige?
4 David, Jerusalems konge, var vidne til både hvad der skete ved Perazim og hvad der senere skete ved Gibeon i det ellevte århundrede før vor tidsregning. (2 Sam. 5:17-25; 1 Krøn. 14:8-17) De fjendtlige filistere led nederlag ved Perazim og senere ved Gibeon, men dermed var dog ikke alle fjender af det rige som Jehova havde oprettet i det mellemste østen med kong David som sin synlige repræsentant på tronen i Jerusalem, fjernet. Der var mange andre fjender tilbage i den strimmel land som Jehova Gud havde lovet Davids stamfader, patriarken Abraham, en strimmel land der strakte sig fra den store flod Eufrat til Ægyptens bæk. (1 Mos. 15:17-21; 12:1-9; 13:14-18) Der var andre mægtige fjender tilbage i dette landområde, for eksempel syrerne eller aramæerne, og de måtte også enten udryddes eller undertvinges og gøres til vasaller. Kong David havde af Gud fået befaling til at tage sig af disse fjender, sådan at Guds løfte om at ville give ’hele landet’ til sin trofaste ven Abrahams efterkommere blev opfyldt. David må have haft disse fjender i tanke da han skrev de indledende ord til Salme 68 (versene 2 til 4):
5 „Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans avindsmænd flyr for hans åsyn, som røg henvejres, så henvejres de; som voks, der smelter for ild, går gudløse til grunde for Guds åsyn. Men retfærdige frydes og jubler med glæde og fryd for Guds åsyn.“ (I New World Translation og andre oversættelser er disse ord formet som en bøn.)
6, 7. (a) Hvem citerede salmisten David her, og hvad fik han befaling om at lade opstille, som symbol på Guds nærværelse? (b) Hvornår og hvorfor udtalte han de ord som David citerede?
6 Da der i det forjættede land fandtes fjender der stadig ikke var undertvunget, var Jehova Guds sejrsmarch mod hans fjender endnu ikke forbi. Kong David blev derfor meget passende inspireret til at skrive og citere nogle ord af den mand som Jehova Gud havde brugt da han påbegyndte denne sejrsmarch, nemlig profeten Moses, der levede i det sekstende århundrede før vor tidsregning. Moses befandt sig dengang i Sinaj ørken i Arabien sammen med Israels tolv stammer og en „stor hob sammenløbet folk“ bestående af ikke-israelitter. (2 Mos. 12:38; 4 Mos. 11:4) Lejren bestod af flere millioner. I foråret det foregående år havde Jehova Gud mirakuløst udfriet dem alle fra Ægypten, og havde ved den lejlighed oven i købet tilintetgjort den ægyptiske hær under Farao da den prøvede at indhente de flygtende israelitter mens de gik over det tørlagte Røde Hav. I den tredje måned derefter nåede israelitterne og den „sammenløbne hob“ Sinaj bjerg, og dér indgik Jehova Gud en pagt eller kontrakt med dem som gjorde dem til et folk eller en nation.
7 Ifølge den lov som denne folkepagt indeholdt, blev der rejst en helligdom, et tabernakel, for tilbedelsen af Gud. I dette tabernakels inderste rum blev pagtens ark, der var beklædt med guld, stillet som symbol på at Gud var nærværende der. Hver gang israelitterne brød op og flyttede til et nyt sted, blev pagtens ark båret på præsternes skuldre til dette sted. På denne måde var Gud sammen med sit folk på march mod det forjættede land for at tage det i besiddelse. Der var mange fjender de måtte overvinde før de kunne tage hele landet i besiddelse. Det erkendte Moses, og som mellemmand mellem Gud og Israels folk anmodede han Gud om at gå i spidsen for sit folk, sådan som Fjerde Mosebog 10:35, 36 fortæller: „Hver gang arken brød op, sagde Moses: ’Stå op, [Jehova], at dine fjender må splittes og dine avindsmænd fly for dit åsyn!’ Og hver gang den standsede, sagde han: ’Vend tilbage, [Jehova], til Israels stammers titusinder!’“
8, 9. Hvad opfordrede kong David i Salme 68:5-7 sit folk til at gøre med hensyn til Gud?
8 Jehovas sejre og al den barmhjertighed han viste sit folk, fortjente at blive æret i en sang til hans pris. Salmisten David, der var sanger og musiker, opfordrede sit folk, Israels tolv stammer, til at gøre dette:
9 „Syng for Gud, lovsyng hans navn, hyld ham, der farer frem gennem ørknerne! [Jah, NW] er hans navn, jubler for hans åsyn, faderløses fader, enkers værge, Gud i hans hellige bolig, Gud, som bringer ensomme hjem, fører fanger ud til lykke; men genstridige bor i tørre egne.“ — Sl. 68:5-7.
10. Hvordan viste Gud sig i Israels tilfælde at være (a) faderløses fader og (b) enkers værge?
10 Ingen nation, intet folk, på jorden i dag kunne have nogen bedre hersker end den som det gamle Israels folk havde. Gud var nationens usynlige konge. Hele folket havde ufrivilligt og ufortjent været fanger i det hedenske Ægypten; men Jehova Gud hjemsøgte Ægypten med ti mirakuløse plager og førte israelitterne ud til lykke. Denne lykke nåede sit højeste på kong Davids tid. I Ægypten havde Israels folk været som en faderløs dreng, men Jehova havde vist sig som en fader for folket og kaldte hele folket „min førstefødte søn“. (2 Mos. 4:22) Da han befriede sin førstefødte søn, Israel, for undertrykkelsen under den trodsige Farao, blev alle Ægyptens førstefødte af hankøn dræbt. I Ægypten havde Guds folk været som en hjælpeløs enke, uden forsvarer i retten, og som den retfærdige Dommer han er ved universets højesteret trådte han til og sørgede for at det nødstedte folk opnåede retfærdighed, at det blev udfriet. Han blev som en ægtemand for sit folk. — Es. 54:5; Jer. 3:14, NW; 31:31, 32, NW.
11. Hvordan tog Gud sig af de „ensomme“ i modsætning til det han gjorde ved de „genstridige“, og med hvilket navn drog han af sted?
11 Israelitterne var blevet behandlet som farlige trælle i Ægypten og kunne derfor sammenlignes med ensomme vandrere i en ugæstfri ørken, uden hjem at søge til. Men Jehova førte dem ud og gav dem et hjem hvor de kunne bo, nemlig det forjættede land. Dem der havde vist sig at være hans fjender og som genstridigt havde modstået ham, lod han bo uden at skænke dem sin gunsts vederkvægende velsignelser. Det var som at bo i et land der var svedet eller udtørret af solen. Hans navn er Jah, en forkortelse for navnet Jehova. Han gjorde sit navn Jehova kendt for sit folk i Ægypten på en måde som de og deres forfædre aldrig før havde kendt. (2 Mos. 15:1, 2; 17:16, NW) Med dette navn, som han havde kastet berømmelse over, drog han gennem ørkenen mens han førte sit folk til det forjættede land. Ja, lovsyng ham!
Marchen fra Sinaj til Zion
12, 13. Hvad kan Gud ryste for at vise sin magt som Skaber, og hvordan demonstrerede han dette ved Sinaj?
12 Det er en smal sag for denne almægtige Gud, Jehova, at ryste himmelen og jorden for at vise at han er skaberværkets Gud, den der har fastsat de love der styrer det. Han gav bevis på at han havde magt til at gøre det ved Sinaj bjerg i Arabien, hvortil han førte sit folk i den tredje måned efter udfrielsen fra det slavepiskende Ægypten. Før han nogen sinde forkyndte de ti bud fra Sinajbjergets top lod han frygtelige tegn ske i himmelen og på jorden for at indprente sit folk Israel at dets lovgiver ikke var en svag jordisk skabning, men var himmelens og jordens Gud. Hvis det livløse skaberværk rystes ved hans usynlige nærværelse, skulle fornuftbegavede jordiske skabninger, som betragter hans underfulde skaberværk, så ikke også rystes? Han kan ryste himmelen og jorden for at fuldbyrde sin vilje. Salmisten David mindede om denne Guds magt til at gøre dette og nævnede den til Jehovas ære da han sagde:
13 „Da du drog ud, o Gud, i spidsen for dit folk, skred frem gennem ørkenen, . . . da rystede jorden, ja, himlen dryppede for Guds åsyn, [dette Sinaj rystede, NW] for Guds åsyn, Israels Guds. Regn i strømme lod du falde, o Gud, din vansmægtende arvelod styrkede du; din skare [dit teltsamfund, NW] tog bolig der, for de arme sørged du, Gud, i din godhed.“ — Sl. 68:8-11.
14. (a) Hvordan styrkede Gud sin arvelod da den vansmægtede? (b) Hvor længe var hans folk et teltsamfund, og hvilken modstand mødte det til sidst?
14 Israels folk var blevet taget ud fra hedningefolkene for at være Guds ejendom alene, og han kaldte det sin arvelod. (5 Mos. 32:8, 9) Den havde været i nød i Ægypten, og da den nåede foden af Sinaj bjerg i ørkenen vansmægtede den uden tvivl, som tørstigt land. Men da Jehova Gud gav israelitterne de ti bud og alle de øvrige love i sin pagt og indførte den rene, organiserede tilbedelse af sig selv iblandt dem, begyndte han at lade en regn af velsignelser strømme ned over dem. Det virkede åndeligt styrkende på det folk der var hans arvelod, det gav dem ny kraft og var som føde for dem. De opdagede at de ikke levede af den bogstavelige føde alene, men af hvert ord der udgik af Guds mund. De levede i lang tid — fyrre år — som et teltsamfund i ørkenen uden for det forjættede lands grænser. Men i det sidste år førte Jehova folket til grænsen til det land der „flød med mælk og honning“. Så begyndte landets konger at gøre modstand. Hvad skulle de nu gøre? Hør hvad der siges:
15, 16. Hvilken rolle spillede kvinderne i Israel, som fortalt i Salme 68:12, i forbindelse med de sejre Gud vandt ved deres mænd?
15 „Jehova selv giver ordet; kvinderne der fortæller den gode nyhed er en stor hær. Selv hærenes konger flygter, de flygter. Hun der sidder hjemme, hun får del i byttet. Selv om I lå mellem lejrens askedynger, vil duens vinger være dækket med sølv og dens svingfjer med gulgrønt guld. Da den Almægtige spredte kongerne dér, begyndte det at sne på Zalmon.“ — Sl. 68:11-14, NW. (I den danske aut. overs. versene 12-15.)
16 Dengang tog kvinderne ikke del i kampen, men når krigerne sejrrigt vendte hjem strømmede de ud af husene for at feste og forkynde den gode nyhed med dans, sang og musik. Moses’ søster Mirjam anførte de israelitiske kvinder i sang og dans efter at deres Gud, Jehova, havde tilintetgjort den ægyptiske hær i Det røde Hav. (2 Mos. 15:20, 21) Jeftas datter drog sin fader i møde med håndpauker og dans da han vendte hjem fra sin sejr over ammonitterne. (Dom. 11:34) Da kong Saul sammen med David, der havde anført hæren, vendte hjem fra sejren over filisterne, kom kvinderne fra alle Israels byer dem i møde med musik, sang og dans. (1 Sam. 18:6, 7) Kvinderne skulle ikke tie ved sådanne lejligheder. Det var deres mænd der var blevet brugt til at kæmpe og sejre under Guds ledelse, og de havde ret til at være med til at fejre sejren og at give Gud æren for den. Det var hans vilje deres mænd havde gjort.
17. (a) Hvorfor er kvinder i vor tid forpligtede til at fortælle det gode budskab? (b) Hvad var det for et „ord“ som Gud gav det gamle Israel, og hvad ville lydighed mod dette „ord“ føre til?
17 Disse kvinder er ikke Guds fjender. Det glade budskab som kvinderne følte sig tilskyndet til at forkynde på kong Davids tid, var storslået, men det glade budskab som kvinder i vor tid har at fortælle, er endnu mere storslået, og med deres forkyndelse viser de at de ikke er Guds fjender, men hans venner. De får den gode nyhed fra Gud, og det er deres ret og pligt at fortælle den videre. Dér tilbage i den unge israelitiske nations dage var det Jehova selv der ’gav ordet’. Hvad gik dette „ord“ ud på? Da israelitterne nærmede sig det forjættede land for at vriste det fra Guds fjender, gik hans „ord“ til dem ud på at de skulle drage modigt fremad og tage det i besiddelse og med våben i hånd udrydde Guds fjender som boede i det forjættede land uden nogen gudgiven ret til det. Hvad ville det nu føre til hvis Israels krigere adlød denne befaling, dette „ord“? Den Gud som bønnen „Stå op, [Jehova], at dine fjender må splittes“, var rettet til, garanterede at det ville føre til sejr! Det ville føre til en „god nyhed“ som kvinderne ville føle sig tilskyndet til at fejre med musik og dans og at forkynde vidt og bredt i sang.
18. (a) I hvilken forstand kunne det siges at Gud ’gav ordet’ til kvinderne? (b) På hvilken måde begyndte det at „sne“ på Zalmon da Gud spredte de fjendtlige konger?
18 Når Jehova kæmpede for sit folk og gav det sejr, ville han give kvinderne noget at fortælle om. Han ville give dem temaet til deres festsang; han ville give dem den gode nyhed. I den forstand kunne man sige at han var den der ’gav ordet’. Ved sejrsfesten ville kvinderne fortælle om hvordan de hedenske konger over de fjendtlige hære var flygtet foran Jehova Gud, da han rejste sig til kamp imod dem. Kvinderne ville fortælle at da den almægtige Gud spredte de fjendtlige konger foran Israel, dækkede fjendernes døde kroppe slagmarken som sneen dækkede Zalmon; eller måske havde Gud, for at give sit folk sejr, mirakuløst ladet det sne på Zalmon. De sejrrige krigere ville vende hjem efter at have plyndret den slagne fjende, og de ville dele byttet med deres kvinder som havde måttet blive hjemme for at passe huset.
19. Hvordan skal det forstås at duens vinger ville være dækket med sølv og dens svingfjer med gulgrønt guld?
19 Vers fjorten (vers tretten i NW) skal muligvis forstås sådan at selv om Guds eksekutionsstyrker måtte ligge mellem askedyngerne under felttoget, kunne de hjemføre en due af kostbare metaller, med fjer der var dækket af sølv og svingfjer af gulgrønt guld, som en sejrstrofæ, et minde om den sejr Jehova havde skænket dem. På den anden side kaldes Israels folk jo for Jehovas „turteldue“. (Sl. 74:19) På denne baggrund kunne man tænke sig at verset skal forstås sådan at selv om mændene i dette folk, Guds „turteldue“, havde måttet ligge mellem lejrens askedynger, under et felttog mod Guds fjender, ville de vise sig at være som en turteldue, med stærke vinger og rene af udseende, glimtende som var de dækket med sølv og gulgrønt guld. Gud ville således ikke give sit turtelduefolk i fjendens hånd.
20. Hvad har fjenderne gjort siden 1914, noget som fører til at Jehova må rejse sig mod dem i Harmagedon?
20 Kraften i denne poetiske beskrivelse af hvad Gud har gjort i fortiden bør Guds fjender i dag ikke ignorere. Disse fjender prøver at stille sig i vejen for Gud og hindre ham i at fuldføre sin hensigt med sit folk, at føre det lykkeligt ind i den retfærdige nye orden som han har lovet. Den „endens tid“ som er forudsagt i hans ord, er nu kommet for denne verdens nationer. Den begyndte i 1914 ved udløbet af hedningernes tider, „nationernes fastsatte tider“. Disse nationer vil ikke afgive deres magt i denne „endens tid“ og fredeligt vige pladsen for Guds overherredømme over den jord som han har skabt. Derfor bliver det nødvendigt for den almægtige Gud at drive dem bort med magt. Han må rejse sig til kamp imod dem. Det vil han gøre på Harmagedons slagmark. I mellemtiden prøver de fjendtlige nationer fortsat på at hindre Guds folks fremgang, mens det arbejder på at fremme Guds riges jordiske interesser.
21. Hvordan prøvede fjenderne, som i Davids tilfælde, at forhindre Jesus Kristus i at regere, og med hvilket resultat?
21 Dette rige er ikke det rige som David herskede over i det jordiske Jerusalem, men den lovede Davids søns, Jesu Kristi, rige. Gud sørgede ved et mirakel for at han blev født i Davids slægtslinje gennem den jødiske jomfru Maria. Fjenderne prøvede at forhindre David i at herske som konge på Zions bjerg i Jerusalem, men de led et vanærende nederlag da Gud rejste sig imod dem. På samme måde prøvede fjenderne at forhindre Davids søn, Jesus Kristus, i at herske som konge, men de måtte også bukke under. De slog Jesus Kristus ihjel uden for Jerusalem den dag det jødiske påskelam blev slagtet, men på den tredje dag oprejste den almægtige Gud ham fra de døde som en strålende åndelig og udødelig søn. Denne Davids søn steg derefter op til sin himmelske Fader. Dér anbragte Jehova Gud ham som en kongelig sten på det himmelske Zion, hvorfra han skulle begynde at herske til Guds fastsatte tid, det vil sige i 1914. Da ville Gud begynde at lægge alle hedningefolkene som en fodskammel for Davids søns fødder. — Luk. 21:24; Es. 28:16-21; Sl. 110:1, 2; Ap. G. 2:34-36; Hebr. 10:13.
22. Hvad har hedningenationerne sat sig imod siden 1914?
22 Hedningefolkene har ikke villet anerkende at „nationernes fastsatte tider“ udløb i 1914, og de har sat sig imod at blive lagt som en skammel for den regerende Davids søns fod. Men i Harmagedon vil deres genstridighed vise sig at være forgæves.
Nationerne får en advarsel
23, 24. (a) Hvad var „ordet“ som Jehova gav i 1914? (b) Hvad forudsagde Jesus ville ske i tiden efter 1914, og kommer dette ind under det befalende „ord“?
23 Som det for lang tid siden blev sagt i Salme 68:11 (NW) Sl 68:12 var det Jehova selv der ’gav ordet’. Da hedningernes tider udløb i 1914 gav Jehova Gud befalingen, „ordet“, til at de fjendtlige nationer på jorden skulle fordrives. De befinder sig i deres „endens tid“. (Dan. 11:40; 12:4) Med hensyn til det der skulle ske i denne „endens tid“ forudsagde Davids søn, Jesus Kristus, ikke blot verdenskrig, hungersnød, pest, jordskælv, og rådvildhed blandt folkene, men også at den gode nyhed om en ny regering, den retmæssige regering over jorden, nemlig Guds rige, skulle forkyndes. Efter at have forudsagt at hans trofaste efterfølgere skulle forfølges sagde Jesus: „Dette evangelium [denne gode nyhed, NW] om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ — Matt. 24:7-14.
24 Gud giver således de fjendtlige nationer en advarsel. Han har givet det „ord“ at disse fjender skal undertvinges, at de skal lægges som en skammel for Davids søns fødder. Dette befalende „ord“ indbefatter også at han giver dem en advarsel før han rejser sig imod dem i Harmagedon. Er denne advarsel blevet givet?
25. (a) Hvad har det betydet for Jehovas rigsforkyndere at de skulle advare, og hvad har det betydet for Gud? (b) Hvad betød Rigets fødsel ligeledes, og hvilken form for nyheder blev resultatet?
25 Ja, især siden året 1919. Dette har betydet kamp for Jehovas rigsforkyndere siden dette år. Men de har bedt bønnen: „Lad Gud stå op, lad hans fjender spredes.“ (Sl. 68:1, NW) Som svar på denne bøn har Gud banet vejen for dem så de kunne advare de fjendtlige nationer ved at forkynde den gode nyhed om at Guds rige blev oprettet i 1914 og Davids søn indsat på tronen. Det har betydet en række seje for Jehova, og det har ført til at budskabet om Riget nu forkyndes i 199 lande på 164 sprog. Selve Rigets fødsel i himmelen betød en sejr for Gud over Satan Djævelen og hans dæmoner. (Åb. 12:5-12) Efterhånden som advarselen om Riget er blevet forkyndt for flere og flere nationer, har det betydet flere sejre for Jehova Gud. Budskabet om disse guddommelige sejre er godt nyt som bør forkyndes for folkene.
26. (a) Hvordan kan man i dag sige at „kvinderne der fortæller den gode nyhed“ er en stor hær? (b) Hvorfor er ordet „hær“ en god benævnelse for denne skare kvinder?
26 Disse åndelige sejre som Gud har vundet indtil nu, er blevet fejret i hele verden. Gud har ikke givet sit „ord“ forgæves. Som følge af at han sejrrigt har fuldbyrdet sit ord er „kvinderne der fortæller den gode nyhed . . . en stor hær“. (Sl. 68:11, NW Sl 68:12) Det viser tallene. I april måned 1967 var der på hele jorden 1.154.079 der forkyndte advarselen om Guds rige og fortalte om hans gerninger på hans sejrstog mod Harmagedon. Det er en stor skare lovprisere. Hvis vi nærmere undersøger hvem der udgør denne store skare, vil vi se at det store flertal er kvinder. Af de 1.154.079 lovprisere udgør kvinderne altså en „stor hær“. Ordet „hær“ passer godt på denne skare kvinder der „fortæller den gode nyhed“. Hvorfor? Fordi de kæmper under Gud, hvis navn er Jah, Jehova. Mange af dem har måske et hus at passe som mødre, hustruer eller døtre, men de får del i byttet fra de sejre Gud vinder ved sine vidner på jorden. Ved deres forkyndelsesarbejde fra hus til hus udfører alle disse kvinder tilsammen mere end alle mændene.