Hvilket „tegn“ spejder kristne efter?

I NITTEN hundrede år har kristne spejdet efter Kristi komme i magt.

Nogle har forventet at han pludseligt og mirakuløst ville vise sig synligt på himmelen, eller har troet at de der er „født på ny“ som Kristi åndelige brødre pludseligt og mirakuløst ville forsvinde fra jordens overflade og blive taget til himmelen.

Denne opfattelse ligner den som de religiøse skriftkloge og farisæere havde for nitten hundrede år siden. De ønskede et tegn fra Jesus Kristus der kunne overbevise dem om at han var Messias. De forlangte at han viste sig synligt på himmelen, i stor magt og herlighed, så alle kunne se det med deres bogstavelige øjne. Men han opfyldte ikke deres ønske. — Matt. 12:38; jævnfør Daniel 7:13, 14; Mattæus 26:64.

Undgå en fejlagtig opfattelse

Vi kunne begå den samme fejl ved at forvente et synligt tegn, ved at spejde efter et bemærkelsesværdigt mirakel som skulle overbevise os. Det er i modstrid med apostelens udtalelse om at „i tro vandrer vi her, ikke i skuen“. (2 Kor. 5:7) Ligesom der, dengang Jesus levede her på jorden, fandtes en overflod af beviser som hjalp dem der havde tro på Jehova Gud til at tage imod Jesus som Messias, sådan findes der i dag stærke beviser for at han nu virker i forbindelse med jordens anliggender. Apostelen siger: „Tro er . . . det klare bevis på virkeligheder som ikke ses.“ (Hebr. 11:1, NW) Så det er ikke altid de synlige, åbenbare ting der befæster troen; det kan være noget helt andet end det vore personlige opfattelser eller ønsker kan have forledt os til at forvente.

Det er derfor godt grundigt at undersøge de beviser Bibelen indeholder på at Kristus er nærværende og at hans tusindårige styre over jorden er kommet nær.

Kristi tusindårsrige giver løfte om de vidunderligste forhold — forhold menneskeheden aldrig har kendt. Alle burde derfor med største interesse og forventning spejde efter vidnesbyrdene om at det er kommet nær. Åbenbaringens bog (kapitlerne 20 og 21) i Bibelen skildrer mange af de storslåede ting som tusindårsriget vil udvirke. Den beretter også om at der, umiddelbart forud for dette tusindårsrige, vil komme den mest ødelæggende krig i hele menneskehedens historie. Vi kan nu se de politiske herskere eller „kongerne på hele jorderige“ blive samlet, ledet af kræfter som står uden for menneskers kontrol, til alle kriges krig, på det sted der kaldes Harmagedon. — Åb. 16:13-16.

Kristus hersker en tid før tusindårsriget

Åbenbaringsbogen beskriver de styrker som står stillet op over for hinanden til denne krig, og viser at på Gud den Almægtiges side står anføreren for Jehovas himmelske hærstyrker. Han kaldes „Troværdig“ og „Sanddru“, Guds Ord. Det ses at han allerede regerer som konge før krigen ved Harmagedon begynder. Beretningen skildrer nemlig hvordan Kristus drager ud til krigen: „På sin kappe, på sin lænd, har han et navn skrevet: ’kongernes Konge og herrernes Herre.’“ (Åb. 19:11-16; jævnfør Åbenbaringen 12:5, 10-12.) Han hersker således som konge før han indleder den tusindårige periode hvori han skal herske sammen med sine 144.000 kristne medarvinger. — Åb. 14:1-4; 20:4-6.

I et andet billede gives der yderligere bevis for at Kristus vil virke som konge og være „nærværende“ i den betydning at han vender sin opmærksomhed mod og udøver sin kongemagt over jorden. (Jævnfør Mika 1:3 og Anden Samuelsbog 22:10, hvor der siges at Jehova „stiger ned“.) I kapitel seks i Åbenbaringsbogen beretter apostelen Johannes om hvordan han i sit syn så Guds lam, Jesus Kristus, begynde at bryde de syv segl der holdt den „bogrulle“ som han havde fået af Guds hånd, lukket. Johannes skriver: „Og jeg så Lammet bryde det første af de syv segl, og jeg hørte et af de fire væsener råbe med en tordenrøst: ’Kom!’ Og jeg så, og se, der var en hvid hest, og han, som red på den, havde en bue; og en sejrskrans [krone, NW] blev givet ham, og han drog ud fra sejr til sejr. Og da det brød det andet segl, hørte jeg det andet væsen sige: ’Kom!’ Og en anden hest kom frem, den var ildrød; og ham, som red på den, blev der givet magt til at tage freden bort fra jorden, for at menneskene skulle myrde hverandre; og der blev givet ham et stort sværd.“ — Åb. 6:1-4.

Dette profetiske billede skildrer det der er sket på jorden siden den første verdenskrig udbrød i 1914. Jesus Kristus ses kronet som konge idet han rider frem på en hvid hest, symbolet på retfærdig krig. Rytteren på den ildrøde hest skildrer de efterfølgende jordiske krige som har hjemsøgt menneskeheden siden 1914.

Den inspirerede salmist har også tydeligt forudsagt at Jesus Kristus skulle begynde at herske som konge nogen tid før „jordens konger“ bliver tilintetgjort og han begynder sit tusindårige styre. Han skrev profetisk: „Hvorfor fnyser hedninger, hvi pønser folkefærd på, hvad fåfængt er? Jordens konger rejser sig, fyrster samles til råd mod [Jehova] og mod hans salvede [hans Kristus, den græske Septuaginta-oversættelse]: ’Lad os sprænge deres bånd og kaste rebene af os!’ Han, som troner i Himlen, ler, Herren [Jehova, NW], han spotter dem. Så taler han til dem i vrede, forfærder dem i sin harme: ’Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!’“ — Sl. 2:1-6; jævnfør Apostlenes Gerninger 4:24-30.

Efter at Kristi nærværelse i Rigets magt og herlighed er begyndt, vil der følgelig være en tidsperiode hvori han er travlt optaget af at holde dom over denne tingenes ordning, som han til sidst fuldstændig vil tilintetgøre. (Sl. 2:8-12; 110:2-6) I denne periode vil han være usynlig for det menneskelige øje, fordi han nu er „det nøjagtige udtryk“ for den usynlige Gud, som ’ingen nogen sinde har set’. Kristus bor nu „i et lys, ingen kan komme nær“, og „intet menneske har set, ej heller kan se“ ham. — Hebr. 1:3, NW; Joh. 1:18; 1 Tim. 6:16.

Eftersom Kristus skulle være usynlig for det menneskelige øje ved sin nærværelse i Rigets magt fra 1914 og fremefter, gav han kærligt sine disciple et „tegn“ ved hjælp af hvilket de kunne vide at tiden var kommet. Han forudsagde dette „tegn“ lige efter at han på forhånd havde skildret ødelæggelsen af templet i Jerusalem. Den lejlighed hvorved han beskrev dette „tegn“ indtraf kort efter at han til de jødiske religiøse ledere som forkastede ham, havde sagt: „Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv! Thi jeg siger jer: fra nu af skal I ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: ’Velsignet være den, som kommer, i Herrens [Jehovas, NW] navn!’“ — Matt. 23:38, 39.

Denne betydningsfulde udtalelse viste at han skulle gå bort, og at der ville være nogle som ville tage de profetiske ord i Salme 118:26 op og sige: „Velsignet den, der kommer, i [Jehovas] navn.“ Men det ville ikke være i det bogstavelige tempel i Jerusalem at disse ord ville blive udtalt. Det fremgik tydeligt af Jesu næste ord. Beretningen lyder: „Da Jesus havde forladt helligdommen og gik bort, kom hans disciple hen til ham og pegede på helligdommens bygninger. Og han tog til orde og sagde til dem: ’Ser I ikke alt dette? Sandelig siger jeg eder: her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned.’“ — Matt. 24:1, 2.

„Komme“ eller „nærværelse“ — hvilket?

Jesus og hans tolv apostle gik derpå ud af Jerusalem og op på Oliebjerget nær ved. De satte sig sådan at de havde en storslået udsigt over hele tempelområdet, og de var dybt bevægede. Til sidst stillede fire af apostlene et spørgsmål som de alle var interesseret i. Ifølge New World Translation lød deres spørgsmål således: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse [græsk: parousiʹa] og afslutningen på tingenes ordning?“ — Matt. 24:3; Mark. 13:3, 4.

Andre oversættelser af De kristne græske Skrifter anerkender på lignende måde at udtrykket parousiʹa betyder „nærværelse“. Youngs Literal Translation of the Holy Bible lyder: „Sig os: hvornår vil dette ske? og hvad er tegnet på din nærværelse og på tidsalderens fuldstændige ende?“ Rotherhams The Emphasised Bible siger: „Sig os hvornår disse ting vil ske — og hvad tegnet vil være på din nærværelse og tidsalderens afslutning.“

Læg mærke til at apostlene spurgte om Herren Jesu Kristi parousia. Spurgte de om hans „komme“ eller hans „advent“, som nogle kalder det? Nej. Læg mærke til det udtryk hvormed Kristi første komme eller advent blev omtalt af den kristne martyr Stefanus da han talte til det jødiske sanhedrin: „Hvilken af profeterne har jeres forfædre ikke forfulgt? Nej, de dræbte dem der forud forkyndte om den Retfærdiges komme [græsk: eʹleusis], ham hvis forrædere og mordere I nu er blevet.“ (Ap. G. 7:52, NW) Læg mærke til at det er ordet eʹleusis og ikke ordet parousiʹa der anvendes. Det er to græske ord som er forskellige i form, oprindelse og betydning.

Hvad ligger der i det græske ord parousiʹa? Det betyder bogstaveligt „tilstedeværelse“, idet udtrykket er sammensat af det græske forholdsord paraʹ („ved siden af“) og ousia („væren“). Lad os se hvad ordbogsforfatterne siger.

Liddell og Scotts A Greek-English Lexicona angiver som første betydning af parousía det engelske presence, „nærværelse“. Som anden betydning af ordet angives arrival, „ankomst“, med følgende tilføjelse: „Især om en konges eller en anden fremstående persons officielle besøg.“

I overensstemmelse hermed anfører Theologisches Wörterbuch zum Neuen Testament (af Gerhard Friedrich)b som „den almindelige betydning“ ordet „nærværelse“. Som „den tekniske brug“ af udtrykket i den hellenistiske periode anføres „en herskers besøg“. Vedrørende „den tekniske brug af páreimi [verbet] og parousía i Det nye Testamente“ siges der: „I Det nye Testamente anvendes udtrykkene aldrig om Kristi komme i kødet, og parousía har aldrig betydningen genkomst. Først i den senere kirke regner man med mere end én parousia.“

Jesu disciple spurgte derfor ikke om hans fremtidige „komme“ eller „ankomst“, men om det der skulle ske efter hans ankomst. De spurgte om hans „nærværelse“. Og hvis vi, i stedet for at bruge ordet „nærværelse“ benytter „den tekniske brug“ af udtrykket i hellenistisk tid, må disciplenes spørgsmål til Jesus opfattes således: ’Hvad vil være tegnet på dit kongelige besøg og afslutningen på tingenes ordning?’ Et „besøg“ omfatter mere end selve ankomsten. Det omfatter en nærværelse.

I det såkaldte Nye Testamente forekommer det græske ord parousía fireogtyve gange, og hver gang gengiver New World Translation of the Holy Scriptures ordet med „nærværelse“, og det samme gør andre bibeloversættelser, som for eksempel Youngs Literal Translation of the Holy Bible, 1862; Wilsons The Emphatic Diaglott, 1857-1863; og Rotherhams The Emphasised Bible, 1897. Vi lægger også mærke til hvordan „nærværelse“ og „fravær“ stilles i kontrast til hinanden i Filipperbrevet 2:12 (NW), hvor apostelen Paulus siger: „Ligesom I altid har adlydt, ikke blot under min nærværelse, men nu meget mere villigt under mit fravær.“

Kristi „nærværelse“, som hans disciple spurgte om, kunne ikke have fundet sted dengang Jerusalem i år 70 blev ødelagt af romerne. Hvorfor ikke? Fordi: nok endte den jødiske tingenes ordning dengang, men den større tingenes ordning som den jødiske ordning blot var et profetisk forbillede på, endte ikke. Dette skulle ske under Kristi parousiʹa som ville kulminere i „’en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ og heller ikke senere skal komme“. (Matt. 24:21) Trængselen over Jerusalem i år 70 var det værste der var overgået den, men denne trængsel kunne absolut ikke måle sig med den verdensomspændende vandflod på Noas tid og var ikke nær så katastrofal som afslutningen på hele den nuværende tingenes ordning vil blive.

Nødvendigt at være vågen

Herren Jesu Kristi parousiʹa eller „nærværelse“ er derfor hans nærværelse eller besøg som konge, usynligt, i kongelig magt og herlighed. For at mennesker på jorden kan blive klar over denne nærværelse er det følgelig nødvendigt med et „tegn“. Ifølge den for Jesus karakteristiske måde hvorpå han venligt besvarede alle disciplenes spørgsmål, gav han dem et endnu grundigere svar end de forventede. Hele det fireogtyvende og femogtyvende kapitel hos Mattæus, samt de parallelle beretninger hos Markus (kapitel 13) og Lukas (kapitel 21), fortæller hvilke dele „tegnet“ på hans nærværelse består af.

Vi gør derfor klogt i omhyggeligt at undersøge de ting som Jesus sagde skulle udgøre et fuldstændigt og tilstrækkeligt bevis på hans usynlige nærværelse. „Tegnet“ med dets mange enkelte led er ikke et tegn på at han er på vej — er ved at komme — men på at han er nærværende og usynligt har rettet sin opmærksomhed og magt mod jorden.

De der er forstandige og som bruger ’hjertets øjne’ vil forstå dette. Som profeten Daniel skrev: „De der har indsigt vil forstå.“ (Dan. 12:10, NW) Hvis Kristus viste sig synligt, under blændende pragtudfoldelse, eller ved at udvirke mirakler rundt om i verden, ville der ikke være brug for indsigt. Derfor vil sande kristne ikke ligne dem der forventer noget forkert; men de vil have indsigt og skelneevne, og de vil ’løfte deres hoveder, for deres udfrielse fra denne tingenes ordning nærmer sig’. — Luk. 21:28, 36 NW.

[Fodnoter]