Gud stiger op til det høje, over alle fjender

 1. Hvor interesserede er mænd i Guds rige, og hvad ser de skævt til?

HVIS det store flertal af mænd i verden ikke vil hylde Guds oprettede rige ved den himmelske Davids søn, Jesus Kristus, er der en „stor hær“ af kvinder der vil gøre det. Mænd er for det meste interesseret i politik. De foretrækker politik og nationalisme, menneskeværk, fremfor Guds rige, der hersker fra det himmelske Zions bjerg. (Åb. 14:1-5; Hebr. 12:22-28) Menneskenes politiske regeringer ser skævt til den plads som Bibelen, Guds ord, skænker Davids søns himmelske rige. De ignorerer dets eksistens og dets ret til at herske over jorden. De anser sig selv for at stå over Guds rige. De er fortørnede over at de er blevet forkastet af Gud. Deres misundelse kan sammenlignes med den misundelse som David i sin salme siger at Basans bjerge er fyldt med når de sammenligner sig selv med Zions bjerg, hvor Jerusalem lå.

 2, 3. Hvor højt når Basans bjerge op? Hvilket bjerg viste Jehova han havde valgt til regeringssæde, og hvordan?

² Salmisten David siger: „Et gudsbjerg er Basans bjerg, et bjerg med spidse tinder er Basans bjerg; hvi skæver I bjerge med spidse tinder til bjerget, Gud ønsked til bolig, hvor [Jehova] også vil bo for evigt? Titusinder er Guds vogne, tusinde gange tusinde, Herren kom fra Sinaj til helligdommen. Du steg op til det høje, du bortførte fanger, gaver tog du blandt mennesker [i form af mennesker, NW], også iblandt de genstridige, at du måtte bo der, [Jehova], o Gud.“ — Sl. 68:16-19.

³ Den højeste top i Basans bjergområde er Hermons bjerg, der ligger 2760 meter over havet. Man mener nu at det ’høje bjerg’ hvor Jesus Kristus forklaredes for disciplene Peter, Jakob og Johannes, var Hermons bjerg. (Matt. 17:1, 2) Trods Basans høje bjerge valgte Jehova Gud Zions bjerg som det sted hvor Davids hovedstad skulle ligge og hvor hans egen hellige pagts ark skulle opstilles, i nærheden af Davids palads. (2 Sam. 6:12-16) Det var derfor han satte David i stand til at indtage fæstningen Zion og flytte sit regeringssæde fra Hebron til Zions bjerg. (2 Sam. 5:4-10) Erobringen af Zion var en sejr for Jehova Gud; og da hans pagts ark blev flyttet derop af kong David var det som om Jehova var begyndt at herske på Zion over Israels folk. Det siges om David at han på Zions bjerg sad på „[Jehovas] trone“ som Guds synlige repræsentant. — 1 Krøn. 29:23.

 4. (a) Hvordan steg Jehova på Davids tid op til det høje? (b) Hvordan bortførte Jehova fanger og tog på den måde „gaver i form af mennesker“?

⁴ Zions bjerg ligger kun cirka 760 meter over havet. Da Jehova, repræsenteret ved sin pagts ark, rykkede derop, steg han op til det høje, ledsaget af et triumftog som så at sige bestod af titusinder af stridsvogne, eftersom Zions bjerg var blevet erobret til hans jordiske rige i kamp. Gud skænkede sin salvede konge, David, sejr over fjenderne i det forjættede land. Der blev taget mange fanger, og mange af disse havde genstridigt modsat sig at Guds udvalgte folk indtog landet. Det var som om Jehova selv havde taget disse fanger og nu vendte tilbage til Zions bjerg i triumf. Mange af disse fanger kunne fås som trælle, og med dem kunne man give gaver i form af mennesker, især kunne de skænkes til levitterne til at gøre det grove arbejde ved tabernaklet for tilbedelsen af Gud. (Ezra 8:20) På denne måde tog Jehova virkelig „gaver i form af mennesker“. Han begyndte også at bo i det forjættede land, selv om der var flere genstridige fjender der måtte undertvinges.

 5. (a) Hvor nedlagde Jehova Jesus Kristus som den kongelige hovedhjørnesten, og hvordan? (b) Hvordan kan man sammenligne kristenheden og de jødiske regenter i forbindelse med denne kongelige sten?

⁵ David herskede fra det jordiske Zions bjerg. Jehovas enbårne søn Jesus Kristus var som menneske en søn af David, og derfor kan det himmelske bjerg hvorpå Jehova har indsat sin herliggjorte søn som konge, sammenlignes med Zions bjerg. Her på dette himmelske Zions bjerg har Jehova Gud nedlagt Jesus Kristus som den kongelige hovedhjørnesten efter at have oprejst ham fra de døde, som en opfyldelse af profetien i Esajas 28:16. (1 Pet. 2:5-7) Da jøderne for nitten hundrede år siden fik lejlighed til at antage Jesus Kristus, Davids søn, som den retmæssige arving til Davids rige, hvilket han var som følge af sin jordiske afstamning fra David, råbte de jødiske ledere til landshøvdingen Pontius Pilatus, som tjente kejser Tiberius: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Joh. 19:15) Ved Guds kraft til at oprejse fra de døde begyndte denne Davids søn imidlertid at herske på det himmelske Zions bjerg. Jehova valgte dette symbolske bjerg som regeringssæde i stedet for det jordiske Zions bjerg eller et bjerg i Basan. Men som de jødiske herskere ønsker kristenhedens konger ikke nogen himmelsk regering over sig; de foretrækker deres egne høje regeringer på jorden.

„Gaver i form af mennesker“

 6, 7. Hvordan viste Paulus i sit brev til efeserne at Salme 68 er profetisk?

⁶ Dette er ikke vor egen fortolkning. Det er en opfyldelse af profetien. Apostelen Paulus opfattede Salme 68 profetisk. Da han skrev til den kristne menighed i Efesus i Lilleasien citerede han fra Salme 68:19 og forklarede hvordan denne profeti fik sin opfyldelse på Jesus Kristus og hans menighed af disciple. Således skrev Paulus i Efeserbrevet 4:7-13 (efter NW):

⁷ „Men hver enkelt af os blev ufortjent godhed skænket, alt efter som Kristus udmålte den frie gave. Derfor siger han: ’Da han steg op til det høje bortførte han fanger; han gav gaver i mennesker.’ Hvad betyder nu udtrykket ’han steg op’ andet end at han også steg ned til de lavere egne, det vil sige jorden? Den selv samme som steg ned, er også den som steg langt op over alle himlene, at han kunne give alle ting fylde. Og han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere, med det for øje at oplære de hellige til en tjenestegerning, for at Kristi legeme kan opbygges, indtil vi alle når frem til enheden i troen på og i den nøjagtige kundskab om Guds søn.“

 8. (a) Hvilken betydning har man lagt i at Paulus anvendte Salme 68:19 på Jesus Kristus? (b) Hvordan gjorde Jehova de ting der beskrives i Salme 68:19 på Davids tid?

⁸ Med denne fortolkning af Salme 68:19 siger apostelen Paulus ikke at Jesus Kristus er Jehova Gud. Men er Salme 68:19 da ikke henvendt til Jehova i den hebraiske bibel? Jo. Men i den forbilledlige opfyldelse af disse ord på kong Davids tid var det ikke Jehova selv der bogstaveligt steg op på Zions bjerg, opslog sit regeringssæde og rejste sit telt for tilbedelse dér. Rent bogstaveligt var det David, den salvede hersker og kriger som repræsenterede Jehova. Jehova Gud gjorde det altså, repræsenteret ved David. Men skønt det var David selv der foretog alle disse ting, betragtede han Jehova Gud, sin overordnede, som den der gjorde det. Derfor henvender David sig til Gud som den der gjorde alt dette. Den samme fortolkningsmåde gælder også opfyldelsen i dag.

 9. (a) Hvordan steg Jehova „ned“, og hvordan steg han „op“, i den fuldstændige opfyldelse af Salme 68:19? (b) Hvordan steg Jesus Kristus „langt op over alle himlene“?

⁹ I denne fuldstændige opfyldelse var det ikke Jehova selv der „steg ned til de lavere egne, det vil sige jorden“. Det var egentlig Jehovas enbårne søn der steg ned, idet han endog steg så langt ned som til Sheols eller Hades’ dyb, eftersom hans døde legeme blev lagt i en grav der var udhugget i en klippe. (Es. 53:9; Matt. 27:57-61; Sl. 16:10, NW; Ap. G. 2:25-32) Jesus Kristus steg op fra denne jordiske grav, men ikke ved egen magt. (Hvordan kan en død mand oprejse sig selva eller, hvad der er endnu vanskeligere, oprejse sig selv som en ånd?) Bibelen siger igen og igen at det var Gud der oprejste Jesus Kristus, Davids søn, fra de døde. Det var heller ikke Jehova Gud selv der steg op fra jorden til himmelen, til det himmelske Zions bjerg. Det var den oprejste Davids søn, Jesus Kristus, der på den fyrretyvendedag efter sin opstandelse vendte tilbage til himmelen. På det himmelske Zions bjerg blev han af Jehova Gud nedlagt som en kostelig hovedhjørnesten. Jesus Kristus „steg langt op over alle himlene“ på den måde, at Jehova Gud gav ham en plads der var langt over alle andre himmelske skabningers, en plads der var langt højere end den han nogen sinde før havde indtaget. — Fil. 2:5-11.

10. (a) Hvorfor brugte Paulus, da han citerede Salme 68:19, det personlige stedord „han“ i stedet for „du“? (b) På hvilken måde „bortførte“ han „fanger“, og hvad gjorde han med dem?

¹⁰ Vi bemærker derfor at da apostelen Paulus citerede fra Salme 68:19 henvendte han ikke sine ord til Jehova Gud og brugte det personlige stedord „du“, men han sagde „han“. Paulus vidste at Jesus Kristus på pinsedagen i år 33 havde fået den hellige ånd af Jehova Gud og udgød den over sine ventende disciple i Jerusalem, hvor cirka 120 af dem var forsamlet. Han „bortførte fanger“, ikke ved at oprejse Guds trofaste tjenere fra tiden før Kristus og tage dem med sig til himmelen, for på den selv samme pinsedag sagde apostelen Peter at end ikke kong David var steget til himmelen men at han stadig lå begravet i Judas land. (Ap. G. 2:1-34) De „fanger“ som Jesus bortførte og som han, i lighed med David, overgav til Guds tjeneste, var de 120 der var forsamlet i Jerusalem og som han udgød den hellige ånd over. Omkring tre tusind „fanger“ blev yderligere føjet til sejrstoget denne samme pinsedag. (Ap. G. 2:37-42) Under disse omstændigheder kunne han som Jehovas repræsentant ’give gaver i mennesker’.

11. Hvordan gik det til at Jehova både tog og gav „gaver i form af mennesker“?

¹¹ Jehova Gud havde ved Jesus, som han havde oprejst, „taget gaver i form af mennesker“. (Sl. 68:18, NW; vers 19 i danske overs.) Ved den opstandne Jesus kunne han også ’give gaver i mennesker’ på Pinsedagen og i tiden derefter.

12. (a) Hvilke „gaver i mennesker“ skænkede Jesus Kristus, og til hvem? (b) Hvad blev der givet håndgribeligt bevis på ved at disse „gaver i mennesker“ blev skænket?

¹² Disse „gaver i mennesker“ i form af de tolv apostle, hvoraf nogle også var kristne profeter, sås tydeligt på denne pinsedag i år 33. (Ap. G. 2:37, 42, 43) Disse apostle og profeter blev straks modtaget som „gaver i mennesker“ af de andre disciple, som også var fanger. Men der var andre „gaver i mennesker“ som den sejrende Kristus ved Guds højre hånd i himmelen skænkede sin menighed af disciple på jorden, nemlig evangelieforkyndere, åndelige hyrder og lærere. Den bibelske beretning fortæller at der i det første århundredes kristne menighed var indviede, døbte og salvede mænd der tjente i disse stillinger. Det er grunden til at apostelen Paulus omtalte dem som „gaver i mennesker“. Samme tanke udtrykkes i Efeserbrevet 4:11 og Apostlenes Gerninger 20:28. (Ap. G. 21:9; 2 Tim. 4:5) Da disse „gaver i mennesker“ blev skænket til den nyoprettede kristne menighed i Jerusalem var det et håndgribeligt, synligt bevis på at den opstandne Jesus Kristus sejrrigt var ’steget op’ til det himmelske Zions bjerg, hvor Jehova Gud havde nedlagt ham som en kostelig „hovedhjørnesten“. Det er ham menigheden er bygget på.

13. (a) Hvilke „gaver i mennesker“ har den kristne menighed i dag, og specielt siden hvornår har den haft dem? (b) Hvordan forkastede kristenhedens nationer Guds kongelige hovedhjørnesten, men hvad gjorde Gud med den?

¹³ Den dag i dag har den sande kristne menighed sådanne „gaver i mennesker“. Apostlene og de kristne profeter er ikke personligt til stede hos os, men vi har dem hos os i form af deres inspirerede skrifter i De kristne græske Skrifter. Endvidere har vi i den sande kristne menighed i dag de andre „gaver“ der blev givet i form af mennesker, nemlig evangelieforkyndere og åndelige hyrder og lærere, og dem har vi især haft siden året 1919. Da kristenhedens nationer udkæmpede den første verdenskrig i 1914-1918 viste de at de havde forkastet Guds rige og den kongelige hovedhjørnesten som Gud havde givet plads på det himmelske Zions bjerg, det sted hvorfra det retmæssige herredømme over jorden udøves. Denne forkastelse af Guds kongelige hovedhjørnesten kom kraftigst til udtryk i 1919 da nationerne stemte for oprettelsen af et Folkenes Forbund, et forbund som hovedsagelig bestod af nationer i kristenheden. Men den kongelige hovedhjørnesten som de politiske bygmestre, støttet af præsteskabet, således havde forkastet, konsoliderede Jehova Gud på dens ophøjede plads på det himmelske Zions bjerg, som en fuldstændig opfyldelse af Esajas 28:16. Jehova Gud tilkendegav dette ved at udfri sit folk fra babylonisk fangenskab i 1919 og derefter give „gaver i mennesker“.

14. (a) Hvordan bor Jehova nu blandt „de genstridige“? (b) Hvad kommer de villige „fanger“ til at eje, og hvordan bor Jehova iblandt dem?

¹⁴ De „genstridige“ der modstår Guds sejrende rige kommer ingen vegne med deres modstand. Når Jehova Gud ved Harmagedon rejser sig imod dem som ved Perazims bjerg og ved Gibeon, vil han knuse dem ved hjælp af sin kongelige hovedhjørnesten, Jesus Kristus. I mellemtiden bor Gud stadig som konge endog blandt „de genstridige“, og til trods for dem. Til sin kongelige hovedhjørnesten, Jesus Kristus, der er nedlagt på det himmelske Zions bjerg, siger Jehova: „Hersk midt iblandt dine fjender!“ (Sl. 110:1, 2) Men de der tager imod den gode nyhed om Riget og villigt bliver „fanger“ under den sejrende Jehova Gud og hans Kristus, har „hans velbehag“. (Luk. 2:14) Han opbygger dem åndeligt som en kristen menighed ved hjælp af „gaver i form af mennesker“, nemlig evangelieforkyndere, hyrder og lærere. Ved sin hellige ånd bor Jehova Gud blandt disse villige fanger.

Ingen af hans fjender undslipper

15, 16. Hvordan alene kan man i lyset af Davids ord i Salme 68:20, 21 forklare at de der er udvalgt til det himmelske rige har undgået at blive udslettet?

¹⁵ I dag, næsten halvtreds år efter at den første verdenskrig endte i 1918, kan vi se tilbage på den tid der er gået og sige som David og have samme sikre fortrøstning til fremtiden som han: „Lovet være Herren [Jehova, NW]! Fra dag til dag bærer han vore byrder; Gud er vor frelse. . . . En Gud til frelse er Gud for os, hos den Herre [Jehova] er udgange fra døden. Men fjendernes hoveder knuser Gud, den gudløses isse, der vandrer i sine synder. Herren har sagt: ’Jeg henter dem hjem fra Basan, henter dem hjem fra havets dyb, at din fod må vade i blod, dine hundes tunger få del i fjenderne.’“ — Sl. 68.20-24.

¹⁶ I denne „endens tid“ da Kristi trofaste efterfølgere som forudsagt skulle blive udsat for forfølgelse i hele verden, er det et under hvordan disse villige „fanger“ af den sejrende Jesus Kristus i det hele taget har undgået at blive udslettet. Det kan kun forklares ved at Jehova Gud er en „Gud til frelse“ og at der hos ham er „udgange fra døden“. I denne forbindelse må vi huske på at Gud fra 1918 og frem til Harmagedon har afkortet trængselens dage over verdens nationer og riger. Det har han gjort, som Jesus Kristus forudsagde, for sine udvalgtes skyld, for at noget kød kunne frelses på jorden. (Matt. 24:21, 22) Denne afkortning af trængselen har virket til frelse for den salvede rest af dem som Gud har udvalgt til at regere i himmelen sammen med Kristus.

17. Hvilke andre villige „fanger“ i dag har grund til at prise Jehova fordi han er en „Gud til frelse“?

¹⁷ Ikke blot denne rest, men også en „stor skare“ af andre villige „fanger“ på jorden har grund til at prise Jehova som en „Gud til frelse“, og som den der fra dag til dag ’bærer vore byrder’. Det er nøjagtigt hvad denne „store skare“ nu gør, som forudsagt i Åbenbaringen 7:9, 10.

18. Hvordan skal det forstås at Jehova vil hente dem hjem fra Basan og fra havets dyb, og hvad vil der ske med dem?

¹⁸ Jehova Gud gør intet „til frelse“ for sine fjender. Han vil stå op imod dem ved Harmagedon for at knuse deres hoveder, for at knuse issen på dem der synder imod ham og som bliver ved med at øge deres synder. Ved Babylon den Stores ødelæggelse og i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon vil disse fjender prøve at undslippe til høje og lave steder, de vil prøve at skjule sig hvor ingen tilsyneladende kan nå dem. Hvis de billedligt talt søger op i Basans bjerge, op på de høje tinder, vil Jehova Gud, som ingen kan undslippe, hente dem ned derfra, tilbage til straffen. Ja, hvis de endog prøver at skjule sig i atomdrevne undervandsbåde på havets dyb, vil Jehova Gud bringe dem tilbage derfra. Til hvad? Tilbage til deres henrettelse, så deres livsblod kan blive udgydt. Derved vil Davids søns sande efterfølgere så at sige komme til at vade i deres fjenders blod. Disse afskyelige fjender vil ikke få en ærefuld begravelse, men hvis vi har nogen af de i Bibelen foragtede hunde i vor tjeneste, vil Gud lade dem slikke blodet af disse fjender som Gud har rejst sig imod.

Sejrstog

19. Hvilke sejrstog har de genstridige fjender set, og hvilke stammer tager del i disse sejrstog?

¹⁹ I denne spændende tid før Harmagedonkrigen har de stædige og genstridige fjender allerede set Jehovas folks sejrstog. Det fejrer med jubel de store sejre som Jehova Gud allerede har vundet ved Davids søn siden 1914, da „endens tid“ begyndte. I dag kan man ikke identificere nogen af det kødelige Israels stammer, som for eksempel Benjamins, Judas, Zebulons eller Naftalis stammer, da de jødiske slægtstavler gik tabt i sidste halvdel af det første århundrede efter vor tidsregning. Men vi har en rest af det åndelige Israels „tolv stammer“, som skal stå sammen med Davids søn på det himmelske Zions bjerg. (Åb. 7:4-8; 14:1-5; Gal. 6:16) Denne lille rest af åndelige israelitter er med i det nutidige sejrstog til ære for den sejrende Jehova Gud og hans søn. Den beskrivelse David gav dengang, passer også i dag:

20, 21. (a) Hvor gik disse sejrstog hen, og hvorfor blev de kaldt Guds højtidstog? (b) Hvorfor kaldte David Jehova for ’min Gud, min konge’?

²⁰ „Se på Guds højtidstog, min Guds, min konges højtidstog ind i helligdommen! Sangerne forrest, så de, der spiller, i midten unge piger med pauker: ’Lover Gud i festforsamlinger, Herren, I af Israels kilde!’ Der er liden Benjamin forrest, Judas fyrster i flok, Zebulons fyrster, Naftalis fyrster. Din Gud har befalet over din styrke. Vis styrke, o Gud, du der har handlet for os.“ — Sl. 68:25-29, vers 29 efter NW.

²¹ I det gamle Israel gav hver sejr som Jehova Gud vandt, anledning til et sejrstog for hans udvalgte folk, som drog op til hans helligdom, midtpunktet for tilbedelsen. Processioner af den art blev kaldt Guds højtidstog, som om han gik i spidsen for processionen til helligdommen. Ved at skænke sit folk sejr havde han befæstet sit kongedømme over det, og derfor omtalte salmisten David Jehova Gud som „min konge“. Derfor fortjente han at blive lovprist offentligt med musik og sang, med deltagelse af mænd og kvinder fra alle Israels stammer.

22. (a) Hvem var den „Israels kilde“ som israelitterne stammede fra? (b) Hvorfor kunne Gud befale over deres styrke, og hvorfor måtte han selv vise sin styrke?

²² Sangerne og kvinderne med pauker kunne synge: „Lover Gud i festforsamlinger, Herren, I af Israels kilde!“ (Sl. 68:27) Israels tolv stammers jordiske kilde var naturligvis patriarken Jakob, der fik tilnavnet Israel; men deres virkelige kilde som et udvalgt folk var Jehova Gud, og ham skulle de love og prise i festforsamlinger, som for eksempel når de drog i sejrstog. Fra ham stammede nationens styrke, og derfor kunne han med rette befale over dens styrke og bruge den i sin tjeneste. Men hvis nationen fortsat skulle gå fremad og sejre, måtte han vise sin styrke og gøre noget for den imod dens fjender.

23. (a) Hvordan har hedningenationerne siden 1919 set „min Guds, min konges“ højtidstog? (b) Hvem har udgjort en stor del af disse højtidstog?

²³ I vor tid har Jehovas kristne vidner siden 1919 holdt sådanne sejrstog til ære for deres Gud Jehovas sejre. Samlet, „i festforsamlinger“, er de draget ud for at bære vidnesbyrd om hans navn og rige, både offentligt og fra hus til hus, på samme måde som Jesu Kristi apostle gjorde. (Ap. G. 5:42, NW; 20:20, NW) De har gjort det under den usynlige Jehova Guds ledelse, den Gud hvis navn de bærer. På denne måde har alle hedningenationerne set Jehovas vidners Guds og konges højtidstog. I disse højtidstog som vidnerne udgør når de drager ud for at forkynde, har det store antal indviede kvindelige vidner indtaget en plads som ikke kan overses eller lades upåagtet.

24. Hvor har man virkelig set „festforsamlinger“?

²⁴ I forbindelse med disse sejrstog i nutiden har vi også set uhyre „festforsamlinger“ ved zone- og sektionsstævnerne, og ved de nationale og internationale stævner for Jehovas vidner. Ved det offentlige møde i New York søndag den 7. august 1958, da foredraget „Guds rige hersker — er verdens ende nær?“ blev holdt af Vagttårnsselskabets præsident, var der for eksempel 253.922 tilhørere til stede.

25. (a) Hvornår vil den største sejrsfest blive holdt, og hvilken sejr er det der fejres? (b) Hvad vil deltagerne i sejrstoget få befaling om at bruge deres styrke til?

²⁵ Men hvilket sejrstog bliver der ikke i hele verden når Gud har rejst sig mod sine fjender ved Harmagedon og har vundet den største af alle sine sejre! Da skal de begunstigede som overlever Harmagedonkrigen fejre denne evige sejr med sang og musik, og de skal love og prise ham som er livets kilde for sit folk! Som svar på deres indtrængende bønner vil han dér have vist sin styrke for at hævde sit suveræne herredømme og ophøje sit hellige navn. Han vil også have gjort noget til frelse for dem. I taknemmelighed over alt det de skylder ham, vil de fortsat efterkomme de krav han stiller til deres fysiske og åndelige styrke. Under Kristi tusindårige regering vil de med glæde bruge deres styrke til at fortælle om Jehovas gerninger og hans strålende sejr til de millioner der oprejses fra de døde.

Tugtelse af alle der ikke bringer gaver før Harmagedon.

26, 27. Hvorfor er det, som vist i Salme 68:30-36, tilrådeligt at træffe den rette afgørelse nu?

²⁶ De år der endnu er tilbage før Gud rejser sig mod sine fjender ved Harmagedon er kritiske år, og derfor er det klogt at træffe det rette valg. Der vil blive uddelt tugt i Harmagedon, og denne tugt betyder udslettelse. Meget passende opfordrede salmisten David os til at være kloge og træffe den rette afgørelse i denne betydningsfulde tid:

²⁷ „For dit tempels skyld skal konger bringe dig gaver i Jerusalem. Tugt vilddyret i sivene, tyrenes flok, med folkenes kalve, hver og én trampende på sølvstykker. Han har adsplittet de folk som elsker strid. De kommer med olie [bronzesager, NW] fra Ægypten, ætioperne iler til Gud med fulde hænder. I jordens riger, syng for Gud, lovsyng [Jehova]; hyld ham, der farer frem på himlenes himle, de gamle! Se, han løfter sin røst, en vældig røst. Giv Gud ære [Tilskriv Gud styrke, NW]! Over Israel er hans højhed, hans vælde i skyerne, frygtelig er Gud i sin helligdom, Israels Gud; han giver folket styrke og kraft. Lovet være Gud!“ — Sl. 68:30-36; vers 31 efter NW.

28. I hvilken forstand har „Ægypten“ og „ætioperne“ givet Jehova Gud gaver?

²⁸ Hvem er da denne „folkenes konge“, ja, den ’evige konge’? Det er Jehova Gud, den universelle Suveræn, som står over alle folkenes konger. (Jer. 10:7, 10) Selv hans søn Jesus Kristus står over dem. (Åb. 17:14; 19:16) Kristenhedens konger såvel som de hedenske konger nægter at anerkende Jehova som den højeste konge. Men de er blevet nødt til at bidrage til tilbedelsen af Jehova som den udføres i hans åndelige tempel, hvor Jesus Kristus er hovedhjørnestenen og hans trofaste disciple er „levende stene“. (1 Pet. 2:5-9) Jehovas kristne vidner, der tilbeder ham, har vært fast besluttede på at adlyde Gud som hersker fremfor mennesker, og derved er de jordiske regenter blevet tvunget til at indføre love og afsige retskendelser der tager passende hensyn til de trofaste tilbedere af Jehova i hans tempel. På denne måde er der, så at sige, kommet gaver i form af bronzesager fra den gamle fjende Ægypten; og Ætiopien, endnu en fjende, er ilet til Jehova med fulde hænder.

29. (a) Hvordan bør folk fra alle „jordens riger“ lovsynge Ham der farer frem på himlenes himle? (b) Hvordan vil „vilddyret i sivene“ og „tyrenes flok“ blive tugtet, og hvorfor?

²⁹ Nu bør folk fra alle „jordens riger“ lytte til Rigets budskab som det forkyndes af Jehovas kristne vidner, og de må være med til at prise Jehova, der kører i triumf, som i en stridsvogn, i de højeste himle, der har stået fra de ældste tider. De mægtige regenter på jorden, der er som „vilddyret i sivene“, det vil sige flodhesten, eller som „tyrenes flok“, og efterfølges af deres undersåtter, „folkenes kalve“, vil alle blive tugtet af Jehova i Harmagedon fordi de ikke skænker ham nogen „sølvstykker“ som gave men fortsætter med at „trampe“ på det der tilhører ham. De „elsker strid“ med ham og hans trofaste tilbedere. Som svar på vor bøn til Jehova Gud om at rejse sig mod dem der modstår ham, vil han adsplitte dem og tilintetgøre dem og redde sit forfulgte folk. Med sin ’vældige røst’, der lyder som torden, vil han udtale en tugt og revselse som for evigt vil bringe alle hans fjender til tavshed.

30. (a) Hvorfor bør vi tilskrive Gud styrke? (b) Hvordan er hans „højhed“ over hans folk?

³⁰ Tror vi fuldt og fast på at Jehova har styrke til at gøre dette? Det er vigtigt for os at tilskrive ham denne styrke. Indtil den dag i dag har han givet resten af sit åndelige Israel og dens indviede jordiske medarbejdere styrke og kraft til at gøre det han har befalet dem at gøre som hans vidner i denne farefulde tid før Harmagedon. Vi må give ham æren for alt det vi har udrettet, for det er ham der står bag de vidunderlige sejre der er vundet. Blandt os indtager han den højeste stilling; ingen andre guder eller jordiske regenter bliver anerkendt som stående over ham eller på linje med ham. Det er tydeligt at hans „højhed“ som universets Suveræn er over os, for vi adlyder ham som Hersker og forkynder hans rige ved Davids søn verden over.

31. Hvordan er hans vælde „i skyerne“?

³¹ I sandhed, „hans vælde [er] i skyerne“, i himlene hinsides verdensrummet, for han er den Almægtige. I Harmagedon vil han stille sin almagt til skue over for mennesker og djævle, for at hævde sit suveræne herredømme over universet. Burde vi ikke prise ham som Gud? Jo sandelig, både nu og i al evighed!b

[Fodnoter]