Tiden er inde til at vælge Gud som vor Suveræn

 1. Hvad ser den „hedenske“ verden med hensyn til de religiøse forhold i kristenheden efter de seksten hundrede år der nu er gået?

I MERE end seksten hundrede år nu, eller siden kejser Konstantin den Stores dage, har verden kunnet iagttage kristenhedens gerninger. Hvad ser så den såkaldte „hedenske“ verden med hensyn til de religiøse forhold efter alle disse år? Den største religiøse splittelse og forvirring i menneskehedens historie! Globalt mørke i religiøs henseende! Tilstandene passer på profetien der siger: „Se, mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene.“ — Es. 60:2.

 2. Hvem har dette mørke været en udfordring til, og hvad har han gjort ved det, som forudsagt i Mattæus 24:14?

² Dette mørke som omspænder hele jorden har været en udfordring til Gud, universets Suveræn. Hvad ville denne Gud — der ved skabelsesugens begyndelse sagde: „Der blive lys!“ — gøre ved det? Han har handlet i overensstemmelse med at han er lysets Gud, og i overensstemmelse med hvad han gjorde for nitten hundrede år siden, om hvilket apostelen Paulus sagde: „Den samme Gud som sagde: ’Lad lys skinne frem af mørket,’ har ladet sit lys skinne i os for at give åbenbarelsens lys — åbenbarelsen af Guds herlighed i Jesu Kristi ansigt.“ (2 Kor. 4:6, The New English Bible; The Jerusalem Bible) Følgelig har den samme Gud, siden afslutningen af den første verdenskrig med dens dystre dage, ladet den største oplysningskampagne i menneskehedens historie udføre. Han forudsagde den med disse ord gennem sin søn Jesus Kristus: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Matt. 24:14.

 3, 4. Hvordan blev det sande lys modtaget for nitten hundrede år siden, og hvad var grunden til at der ikke var flere der blev oplyst?

³ Hvordan er denne verdensomspændende oplysningskampagne så blevet modtaget? Ikke anderledes end den tilsvarende kampagne for nitten hundrede år siden blev modtaget. Om den modtagelse som bestræbelserne for at oplyse folk dengang fik, læser vi: „Det sande lys som oplyser alle slags mennesker, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden er blevet til gennem ham, men verden kendte [anerkendte, NEB] ham ikke. Han kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham.“ (Joh. 1:9-11) De der tog imod lyset dengang, bestræbte sig for at give lyset videre til andre; de skjulte ikke lyset. Grunden til at der alligevel ikke var flere der blev oplyst, var en stigende modstand mod oplysningsarbejdet. Hvem der stod bag denne modstand mod lyset viser apostelen Paulus os, idet han skriver:

⁴ „Hvis nu den gode nyhed som vi forkynder, virkelig er tildækket, er den tildækket blandt dem som går til grunde, blandt hvem denne tingenes ordnings gud har forblindet de ikke-troendes forstand, for at lysskæret fra den herlige gode nyhed om Messias, som er Guds billede, ikke skal trænge igennem.“ — 2 Kor. 4:3, 4.

 5. Hvem står bag modstanden mod forkyndelsen af Rigets budskab i dag, og hvem foruden „ondskabens åndemagter i det himmelske“ er han den suveræne for?

⁵ På samme måde er der en verdensomspændende modstand mod den oplysningskampagne der nu foregår ved forkyndelsen af den gode nyhed om Guds oprettede messianske rige i himmelen. Den der stod bag modstanden mod den gode nyhed om Messias (Kristus) for nitten hundrede år siden, er den samme som den der står bag ved og leder modstanden mod forkyndelsen af Rigets budskab efter den første verdenskrig. Det er ham der forblinder menneskenes forstand. Paulus kaldte ham „denne tingenes ordnings gud“, og i sin formørkelseskampagne får han hjælp af de overmenneskelige, åndelige ’verdensherskere i dette mørke’, „ondskabens åndemagter i det himmelske“. (Ef. 6:12) Ligesom han er disse himmelske åndemagters suveræn, således stræber han efter her på jorden fortsat at være den suveræne i menneskenes liv. Det er derfor han i så vid udstrækning som muligt søger at forhindre lyset fra sandheden om Riget i at skinne igennem til de forblindede menneskers forstand.

 6, 7. Hvordan kæmper de sande kristne imod disse åndemagter, og hvilke regler som blev givet af Jesus og Jakob følger de derved?

⁶ Det er disse „ondskabens åndemagter i det himmelske“ under deres suveræn, Satan Djævelen, som de sande kristne må kæmpe imod under udførelsen af deres oplysningskampagne. Hvordan gør de det? Ikke blot ved at afsløre dæmonisme, astrologi, spiritisme, okkultisme, fetichdyrkelse, voodoo og trolddomskunst som værende af Djævelen. De kristne kæmper også mod ondskabens usynlige, overmenneskelige kræfter ved at holde stand imod og ikke lade sig tvinge til at blive en del af „denne tingenes ordning“, hvis gud er Satan Djævelen. De følger den regel for en sand kristen livsførelse som Jesus Kristus gav: „De [disciplene] er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Joh. 17:16) Til dem der gav sig ud for at være kristne men som ikke levede efter denne regel sagde disciplen Jakob:

⁷ „Ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, stiller sig derfor som fjende af Gud.“ — Jak. 4:4.

 8, 9. (a) Hvad er grunden til at de kristne skal holde sig adskilt fra verden, og hvad må de derfor gøre? (b) Hvilken befaling lyder derfor til de kristne gennem apostelen Paulus?

⁸ Grunden til at de kristne skal holde sig adskilt fra verden, er at verden står på sin usynlige, overmenneskelige suveræns side, nemlig han som er en satan og en djævel over for den eneste levende og sande Gud, Jehova. Der er derfor intet andet for den kristne at gøre end at fortsætte sin kamp mod „ondskabens åndemagter i det himmelske“ så længe denne verden står og indtil Satan Djævelen og hans dæmonengle bindes og kastes i afgrunden i de tusind år under Kristi styre. (Åb. 13:1-8; 16:13-16; 19:19 til 20:3) For at kunne stå fast på denne onde dag ifører Jehova Guds venner sig de forskellige dele af „den fulde rustning fra Gud“. (Ef. 6:11) Den omfatter ingen kødelige våben. — 2 Kor. 10:4.

⁹ Befalingen fra den himmelske Øverstbefalende til hans krigere lyder derfor, gennem apostelen Paulus: „Stå derfor fast, med sandheden spændt som bælte om jeres lænd og iført retfærdighedens brystharnisk, og udrustet med fredens gode nyhed som sko på jeres fødder. Fremfor alt, grib til troens store skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile. Og tag imod frelsens hjelm og åndens sværd, det vil sige Guds ord, mens I med enhver form for bøn og anråbelse fortsat beder i ånd ved enhver lejlighed.“ — Ef. 6:14-18.

Den suveræne Herre Jehova

10. Hvem står de der lader Jehova være den suveræne i deres liv, sammen med?

¹⁰ Med hensyn til alle dem der adlyder denne guddommelige befaling, er der ingen tvivl om hvem de lader den suveræne være i deres liv. Det er Jehova Gud, hvis ord er som et sværd i deres hånd, „åndens sværd“. I valget af Jehova som deres Suveræn, står de ikke sammen med denne verden og dens tingenes ordning, men sammen med Jesus Kristus og hans apostle, og sammen med kong David i det gamle Jerusalem, med patriarken Abraham, Messias’ jordiske stamfader, ja, med alle de troens mænd og kvinder som Bibelen beretter om.

11. Med hvilken tiltaleform viste Abraham hvordan han betragtede Gud, og hvordan gengiver nogle bibeloversættere det hebraiske udtryk Abraham brugte?

¹¹ Abraham anerkendte Gud den Allerhøjeste som sin suveræne Herre. Efter at han var vendt sejrrig tilbage fra kampen mod fire indtrængende konger og var blevet velsignet af Gud den Allerhøjestes præst, Melkizedek, kom Guds ord til Abraham således: „Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold; din løn skal blive såre stor!“ I sit svar herpå viste Abraham hvem han betragtede som sin øverste Herre, idet han sagde (ifølge New World Translation): „Suveræne Herre Jehova, hvad vil du give mig?“ Da Gud lovede at give ham det land som han havde ført ham til, viste Abraham hvilket forhold han anså sig selv for at stå i til Jehova, idet han sagde (atter ifølge New World Translation): „Suveræne Herre Jehova, hvorpå skal jeg kende at jeg vil få det i eje?“ (1 Mos. 15:1, 2, 8) På sit eget sprog, som var hebraisk, brugte patriarken Abraham her hvor han talte til Gud, ordene: Adonajʹ J^ehovihʹ. Nogle bibeloversættere, som vil undgå at bruge Guds personlige navn, oversætter dette udtryk med „Herre Gud“ eller „Herre Herre“, hvor Herre står for Jehova. Robert Young, som foruden en bibeloversættelse også har lavet en bibelkonkordans, oversætter det med „Herre Jehova“. Jerusalem-Bibelen siger: „Min Herre Jahve,“ og det samme gør Rotherhams bibeloversættelse.

12. Hvad er betydningen af det hebraiske ord Adonajʹ, som det fremgår at Ny Verden-oversættelsen?

¹² Imidlertid betyder det hebraiske ord Adonajʹ ikke „Min Herre“. Man mener det er en gammel form af Adonimʹ, der bogstaveligt betyder „herrer“, altså flertal. Når ordet anvendes om et enkelt individ omgives det med en særlig glans; det betyder herre i en særlig ophøjet forstand, en herre som er omgivet af en særlig storhed. I Bibelen anvendes dette gamle hebraiske ord kun om Jehova eller Jahve. Derfor gengiver New World Translation den hebraiske titel Adonajʹ med „Suveræne Herre“.a Hebraiske oversættelser af De kristne græske Skrifter bruger derfor også i Apostelgerninger 4:24 ordet Adonajʹ i betydningen „Suveræne Herre“. — Se Apostelgerninger 4:24, Ny Verden-oversættelsen.

13. Hvorfor er Jehova universets Suveræn, og hvad kan han derfor udfordrende sige?

¹³ Jehova Gud er i sandhed universets Suveræn, for han står over alt og alle, og han har ikke overdraget nogen af sine skabninger en magt der kommer på højde med hans. Han forbliver således den Almægtige, den der sidder inde med al magt. Som universets Suveræn kunne Jehova med rette sige til Abraham: „Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit åsyn og vær ustraffelig.“ (1 Mos. 17:1) Og til profeten Moses sagde Jehova: „Jeg er [Jehova]! For Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den Almægtige.“ (2 Mos. 6:2, 3) Med den største tillid kunne han udfordrende sige: „Hvem vil I ligne mig med som min ligemand?“ (Es. 40:25) Vil vi i dag, ligesom Abraham dengang, gøre denne Gud til den suveræne i vort liv?

14. Hvorfor er det yderst vigtigt at vi nu træffer en forstandig beslutning med hensyn til at underlægge sig Jehovas suverænitet?

¹⁴ Ingen virkelig suveræn kan vente på at undersåtterne hver især får bestemt sig. En suveræn har alle sine regeringspligter at tage sig af, og det må han gøre når tiden dertil er inde. Vi små mennesker her på jorden nærer for høje tanker om os selv hvis vi tror at universets Suveræn, Jehova Gud, må vente indtil vi personligt beslutter os for at vælge ham som vores Suveræn, før han kan gå videre med sin hensigt, der har sine bestemte tider. I overensstemmelse med sine suveræne rettigheder skrider han til handling når tiden dertil er inde! Derfor er det yderst vigtigt at vi træffer en forstandig beslutning nu med hensyn til at underlægge sig hans suverænitet.

Den suveræne magt over verden går over på andre hænder

15. Siden hvornår er en proklamation i himmelen vedrørende Guds suveræne herredømme blevet viderebragt til menneskeheden, og hvorfor først fra det tidspunkt?

¹⁵ En proklamation af største betydning for vor jord har allerede lydt i himmelen, og den viderebringes nu til alle mennesker på hele jorden. Vi finder den i Åbenbaringen 11:15, hvor der siges: „Verdensherredømmet [Det suveræne herredømme over verden, The New English Bible; An American Translation] er nu blevet vor Herres og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.“ Eller som Weymouth’s oversættelse (3. udgave) siger: „Det suveræne herredømme over verden tilhører nu vor Herre og hans Kristus; og han skal være konge i tidsaldrenes tidsaldre.“ Denne proklamation, som har betydning for hele universet, har lydt siden året 1914. I det år udløb „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ omkring den 4./5. oktober, regnet fra det tidspunkt i år 607 f.v.t. da Jerusalem og Judas land blev lagt øde af babylonierne. I de 2520 år „hedningernes tider“ har varet, har de hedenske eller ikke-jødiske nationer behersket de jordiske forhold uden nogen indgriben fra Guds messianske riges side. I al denne tid har jøderne ikke haft nogen konge i Jerusalem af Davids kongelige slægt. — Luk. 21:24, da. aut. overs.; Ny Verden-oversættelsen.

16. Hvorfor kunne proklamationen af Guds suveræne herredømme lyde fra og med 1914?

¹⁶ I 607 f.v.t. blev den sidste konge af Davids slægt i Jerusalem afsat, og de hedenske nationer fik lov til at herske uindskrænket og udøve deres suverænitet over alle mennesker, både jøder og ikke-jøder. Men da hedningetiderne udløb i 1914 var den tid til ende da Jesus Kristus havde måttet vente ved sin himmelske Faders højre hånd, og den suveræne Herre Jehova indsatte sin søn Jesus Kristus på tronen i ’det himmelske Jerusalem’, på det himmelske Zions bjerg. På denne måde fik Davids kongelige slægt atter tronen i eje, og det messianske rige fødtes eller oprettedes. Den store kongepræst på Melkizedeks vis, Jesus Messias, blev indsat i sit himmelske rige. (Hebr. 10:12, 13; Sl. 110:1-4) Fra da af kunne proklamationen lyde til menneskehedens verden: „Det suveræne herredømme over verden er blevet vor Herres og hans Kristi, og han skal herske for evigt og altid.“ — Åb. 11:15, AT.

17. Blev menneskene først spurgt til råds før Gud greb ind, og hvordan viste de fireogtyve ældste den rette reaktion?

¹⁷ Menneskehedens verden blev ikke først spurgt til råds angående denne handling fra Guds side. Heller ikke de jordiske nationer, som hver især holder på deres suverænitet, blev først spurgt til råds. Den allerhøjeste Gud greb ind til sin egen fastsatte tid og oprettede det himmelske messianske rige, i overensstemmelse med den ret han havde i kraft af sin universelle suverænitet. (Dan. 4:35) Den rette reaktion på Guds udøvelse af suveræniteten kom til udtryk hos de fireogtyve ældste, der bøjede sig tilbedende foran ham og sagde: „Vi takker dig, Jehova Gud, du Almægtige, du som er og som var, fordi du har taget din store magt og er begyndt at herske som konge.“ — Åb. 11:16, 17.

18. Hvordan reagerede nationerne imidlertid, og hvordan havde de fireogtyve ældste forudsagt dette?

¹⁸ Men hvordan stillede nationerne i verden sig? Åh, de var alt for optaget af at udkæmpe deres første verdenskrig om verdensherredømmet. I deres bestræbelser for at mønstre alle folkeslag på deres side i en total krig forfulgte de i deres vrede de sande kristne som tog standpunkt for Herren Guds og hans Kristi suverænitet. Dette var en nøjagtig opfyldelse af hvad de fireogtyve ældste havde forudsagt: „Men nationerne blev vrede, og din egen vrede kom, og den fastsatte tid til at de døde skal dømmes, og til at give lønnen til dine trælle profeterne og til de hellige og til dem som frygter dit navn, de små og de store, og til at ødelægge dem der ødelægger jorden.“ — Åb. 11:18.

19. (a) Hvad er tiden inde til at vi hver især spørger os selv om? (b) Hvad vil det betyde for os hvis vi følger nationernes eksempel?

¹⁹ Og nationerne er fortsat vrede på Jehovas ’hellige og dem der frygter hans navn, de små og de store’. Tiden er derfor inde til at vi, hver især, spørger os selv: ’Hvad med mig? Vil jeg følge nationernes eksempel? Eller vil jeg være som de fireogtyve ældste i Åbenbaringen 11:16, 17, der takkede Gud fordi han havde givet udtryk for sin suverænitet og overtaget sin store magt? Anerkender jeg at det suveræne herredømme over verden er blevet Jehova Guds? Og vælger jeg, i erkendelse af denne betydningsfulde sandhed, ham som min himmelske Suveræn? Lader jeg ham være den suveræne i mit liv?’ Hvad vi end vælger, kommer vi ikke uden om at vi nu er kommet ind i et nyt forhold til Gud, den suveræne Herre, et forhold som enten vil være til gunst eller ugunst for os. Enhver der stiller sig på de vrede nationers side, stiller sig i et ugunstigt forhold til universets Suveræn. Det vil føre til undergang for enhver som gør det, for det er nationerne der „ødelægger jorden“, og de vil, når tiden er inde, selv blive ødelagt i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon. — Åb. 16:14, 16.

20, 21. (a) Hvilke udtalelser af salmisten kan vi henvise til for at belyse om vi skal være vidner for den vi vælger som den suveræne i vort liv? (b) Hvilket eksempel har Jesus Kristus sat for os, og hvad er den største ære vi kan opnå på jorden?

²⁰ Dette rejser spørgsmålet: ’Hvis jeg lader Gud være den suveræne i mit liv, vil det så sige at jeg skal blive et Jehovas vidne?’ Som svar på dette spørgsmål henviser vi til hvad salmisten skrev under inspiration, og han lod Gud være den suveræne i sit liv: „At leve Gud nær er min lykke, min lid har jeg sat til den Herre [den suveræne Herre, NW] [Jehova], at jeg kan vidne om alle dine gerninger.“ (Sl. 73:28) Og han siger et andet sted: „Min Gud, fri mig ud af gudløses hånd, af niddings og voldsmands kløer; thi du er mit håb, o Herre [suveræne Herre, NW]! Fra min ungdom var [Jehova] min tillid; . . . Jeg vil minde om den Herre [den suveræne Herre, NW] [Jehovas] vælde, lovsynge din retfærd, kun den alene.“ — Sl. 71:4, 5, 16.

²¹ Vi spørger derfor: Vil den der i dag sætter sin lid til den suveræne Herre Jehova, ikke gøre det samme som salmisten gjorde, nemlig ’vidne om alle Guds gerninger’? Vil den der i dag er blevet udfriet „af gudløses hånd“ og som har sat sit håb til den suveræne Herre Jehova, ikke gøre det samme som salmisten, nemlig ’minde om Jehovas vælde og lovsynge hans retfærd’? Han vil ikke skamme sig over hvem der er den suveræne i hans liv. Jesus Kristus, som er vort største eksempel, skammede sig ikke over den der var hans Suveræn, nemlig Jehova Gud. Han vidnede om Jehova, og derfor kaldes han „Jesus Kristus, ’det trofaste vidne’“. Han omtaler også sig selv som „det trofaste og sande vidne, Guds skaberværks begyndelse“. (Åb. 1:5; 3:14) De som bliver hans disciple og følger i hans fodspor, må ligeledes blive hans Faders, Jehovas, vidner. Ingen på jorden kan opnå nogen større ære end at blive et vidne for Jehova.

22. Hvad vil det medføre for os når vi gør Jehova til den suveræne i vort liv, men hvilken bøn kan vi da bede ligesom salmisten?

²² Når vi gør Jehova Gud til den suveræne i vort liv, vil det medføre forfølgelse fra dem der gør Satan Djævelen til deres suveræn ved at gøre sig til „en del af verden“, hvis „gud“, „hersker“ og suveræn denne onde skabning er. (2 Kor. 4:4; Joh. 14:30; 15:19) Men den der udsættes for forfølgelse fra deres side kan bede som kong David: „Men du, o [Jehova], min Herre [suveræne Herre, NW], gør med mig efter din godhed og nåde, frels mig for dit navns skyld!“ (Sl. 109:21) „[Jehova], Herre [suveræne Herre, NW], min frelses styrke, du skærmer mit hoved på stridens dag. Opfyld ej, [Jehova], den gudløses ønsker, lad ikke hans råd have fremgang!“ (Sl. 140:8, 9) „Mine øjne er rettet på dig, o [Jehova], Herre [suveræne Herre, NW], på dig forlader jeg mig, giv ikke mit liv til pris! Vogt mig for fælden, de stiller for mig, og udådsmændenes snarer.“ — Sl. 141:8, 9.

Et organiseret folks Suveræn

23. Hvorfor vil man ikke stå alene når man gør Jehova til den suveræne i sit liv, som det fremgår af Ezekiel 36:37, 38?

²³ Hvis du vælger Jehova Gud som din Suveræn, vil du ikke være alene. Du vil være en del af hans folk. Han er ikke den suveræne for blot et enkelt menneske på jorden, men for et helt folk, et organiseret folk. Han siger selv, idet han bruger det gamle Israels folk som et forbillede på de åndelige israelitter som han henter ud af det store religiøse Babylon i denne „endens tid“: „Så siger den Herre [suveræne Herre, NW] [Jehova]: Også dette vil jeg gøre for Israels hus på deres bøn: jeg vil gøre dem mangfoldige som en hjord af mennesker; som en hjord af offerdyr, som Jerusalems fårehjorde på dets højtider skal de omstyrtede byer blive fulde af menneskehjorde; og de skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ez. 36:37, 38; Åb. 18:1-4; Dan. 12:4.

24. Hvordan velsignes de der gør Jehova til den suveræne i deres liv, og hvad er afgørende for om vi vil overleve og kunne hylde den retfærdige nye orden?

²⁴ Lykkelige er de som i dag vælger Jehova til deres Gud og lader ham være den suveræne i deres liv. Dem regerer han over som himmelsk konge, ved sin indsatte søn, Jesus Messias. Når de splittede nationer, som i dag søger at fastholde deres suverænitet, udslettes i „den store trængsel“, og deres nuværende usynlige suveræn, Satan Djævelen, bindes og kastes i afgrunden, vil Gud den Almægtige beskytte og bevare dem der i kærlighed støtter hans universelle suverænitet. (Matt. 24:21, 22; Åb. 7:14, 15) Vil vi da være blandt de lykkelige som har overlevet og som hylder den retfærdige nye orden under ’vor Herres og hans Kristi suveræne herredømme’? Måtte dette blive vor lod ved at vi nu vælger Jehova som den suveræne i vort liv! — Åb. 11:15, AT.

[Fodnote]

[Illustration på side 63]

De der vælger Jehova som deres Suveræn, står sammen med gudfrygtige mennesker som Jesus, Abraham og David